Morthblake Hill

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 13 jul. 2013
  • Status: Igang
Morthblake Hill er en succesrig galopstald beliggende i England. Det er en turistattraktion ud over det sædvanlige, og når løbssæsonen starter, samles mange mennesker for at se på, mens hestene dundrer i høj fart rundt i svingene med sandet hvirvlende om deres hove. Den 16 årige Riley er som så mange andre også dybt fascineret af denne sport. Hendes morgener tilbringer hun typisk nede ved løbsbanen for at se på de ædle dyr, mens de bevæger sig graciøst hen over banen, som indledende øvelser før løbene. Hendes liv tager en uventet drejning, da hun møder den charmerende men arrogante Ethan, og hun ser sig selv blive suget ind i den ellers ukendte teenagestrøm med problemer, følelser og svære valg.
- Morthblake Hill er en historie om kærlighed, drama og heste.
(Obs. Nødvendigvis stemmer galoplivet i historien ikke overens med hvordan det er i virkeligheden)
(Lettere anstødeligt sprogbrug kan forekomme)

41Likes
113Kommentarer
5156Visninger
AA

10. Hvad skal vi dog stille op? Din stædige rad!

Jeg gabte og strakte mig mageløst, da mit irriterende vækkeur ringede.

”Hva’ satan? Det er lørdag” mumlede jeg surt og vrælede lidt. Okay, ikke sådan rigtig vræl. Mere sådan nogle klagende lyde. Men jeg havde ondt af mig selv, og hvem pokker havde stillet mit vækkeur?

Arh, nu kunne jeg huske det. Det var min mor. Hun havde godt nok lagt en besked på telefonsvareren aftenen forinden, at hun kom tidligere hjem, så vi kunne hygge os. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle mene om det. Især fordi jeg havde hørt en fugl synge om, at hun var ved at skaffe mig en babysitter. Seriøst, mor. En babysitter? Og så var det endda bibliotekaren på biblioteket. Det samme bibliotek jeg havde lovet at hjælpe til hos. Men det var frivilligt arbejde, og jeg orkede ikke at tage derned i dag. Der lugtede af små børn og gamle madpakker. Det var underligt. Man skulle tro en eller anden alien var kommet ned for at springe en anti-Riley bombe der. Og det var jo naturligvis bare endnu en god grund til ikke at tage derover.

Jeg traskede ind på mit badeværelse og børstede tænder. Jeg orkede ikke at skifte tøj.  Ethan havde på mystisk vis fået mit nummer. Stædige unge, og han havde spammet mig til med beskeder om at jeg skulle komme ned på Morthblake Hill, fordi Ardeshir hele tiden smed ham af. Jeg satte pris på hans ærlighed. Men jeg besluttede mig for at være iskold. Jeg ville trække det ud så længe jeg kunne, men jeg ville altså stadig nå at se ham falde af en gang.. mindst!

Jeg hoppede ned af trappen. Nede i køkkenet vandrede min mor rundt og lavede noget der lignede pandekager. Jeg stivnede på det sidste trin af trappen, mens mit blik borede sig ind i hende.

Min mor havde brunt hår ligesom mig, helt glat. Hun havde også en lille figur. Men det var ikke det der var noget i vejen med. Nej det var hendes dragt af en kjole. Den var lige lovlig kort, og lige lovlig meget flirtende, til at den kunne være passende til forretninger. Så jeg gjorde det enhver anden teenager ville have gjort. Jeg havde skulet hentydende til hende, og ladet vær’ med at sige godmorgen før hun selv bragte sin kjole på banen. Jeg var uretfærdig, og jeg burde være glad for at se min mor. Især nu hvor jeg ikke havde set hende så længe, og de eneste relationer til hende jeg havde set, var billeder samt min mormor med hendes aggressive perser kat. Min mor smilte bredt.

Åh, hej lille skat. Godt at se at du er oppe” hun gik imod mig med åbne arme, og jeg lod hende trykke mig ind til hende. Men jeg besvarede det ikke. Hun kunne ikke rende rundt i den latterlige kjole! Jeg besluttede for at det var på høje tid, at nogen sagde noget til hende. Nåh ja, at jeg sagde noget til hende.

”Mor, synes du ikke den der kjole er lige lovlig kort? Du skal vel ikke noget andet end at arbejde, vel?” Min stemme var iskold, og mit blik borede sig ind i hendes.

Hun snerpede munden sammen til en tynd streg, men formåede at sende mig et smil.

”Nu skal du ikke være fjollet. Lad os nu nyde tiden sammen. Jeg har lavet pandekager!” tilføjede hun i en ivrig og skinger tone, før hun vendte sig væk fra mig.

***

Pandekagerne havde smagt af bitterhed.. vrede.. salte tårer. Nej, jeg driller bare. De havde smagt af flormelis og syltetøj. Mmh, de havde været gode. Min mor havde kørt på arbejde, og jeg var cyklet ned til Morthblake Hill.  Jeg glædede mig til at se alle igen. Der var en fed stemning. Og det var begyndt at blive lidt af en rutine, at jeg bare kom derned.

Jeg stillede min cykel op af muren, lagde cykelhjelmen ned i kurven, før jeg fortsatte mod stalden hvor Ardeshir stod. Han var nok ude på banen, men måske vidste nogen hvilken bane. Jeg blev utålmodig. Derfor fiskede jeg mobilen og skrev tilbage til Ethan.

//I’ve arrived! Hvor er du? ((: Og du skal ikke være ond mod Ardeshir! – R.//

Jeg havde alligevel ikke turdet at spørge nogle, så jeg havde fortsat ned til en bane der lå lidt bagi. Jeg skulle netop til at dreje ned på en sti, da jeg så en velkendt skikkelse stå lænet op af hegnet nogle meter forude. På hovedet havde han en ridehjelm. Han var klædt i en langærmet sort bluse samt sorte bukser. Han havde en sort sikkerhedsvest på, samt de traditionelle jockey støvler. De var lavet af læder, tynde og vejede ikke så meget. Derudover var de sorte med en brun bred kant for oven. Han var ved at svare på en sms, men da han tilsyneladende havde trykket send, mærkede jeg ikke noget i min lomme..

Det burde ikke have rørt mig. Selvfølgelig havde han andre at hænge ud med end mig. Jeg vidste jo ikke hvad han lavede når vi havde lavet lektier. Eller når han var færdig med at motionere heste.

Taget hans snavsede tøj i betragtning, så skulle det nok passe at han var blevet kastet af. Da han fik øje på mig, løftede han hånden som hilsen. Han sendte mig et bredt smil, før han kom gående mod mig. Jeg smilte tilbage og gik forsigtigt derover.

Jeg er altså ikke ond mod Ardeshir. Det er Ardeshir der er ond mod miglagde han ud med. Jeg lo kort,

Jaja, den ville jeg også have brugt. Men.. apropos Ardeshir. Hvad er der med ham? Hvor er han henne?” jeg skævede nysgerrigt rundt – prøvede at se over hans skulder, for at se om han var kommet ind på folden. Ethan skar en grimasse, og førte hånden op til nakken. Hans pande var let rynket, mens han så på mig. Jeg kneb øjnene sammen,

”Ethan?” mumlede jeg utålmodigt. Hvis jeg nu slog ham, ville han så komme i gang og bruge sin taleevne? Han smilte skævt og så rundt.

”Altså.. Det er ikke min beslutning, Riley. Men min onkel sidder lige og snakker i telefon med Mr. Krüger om Ardeshir..” han sagde det meget tøvende.

”Hvad? Hvorfor det?” spurgte jeg overrasket.

”De tror alligevel ikke han egner sig til løb. De har også prøvet at få andre ryttere op. Du ved, de rigtig dygtige. Det er ikke som om at han er forvirret, mere at det bare ikke interesserer ham. De snakkede lidt om at bruge ham som avlshingst, men de er bange for at han medfører manglende vilje til at løbe. De ved ikke hvad der er galt, men de vil ikke løbe risikoen” Hans stemme var sagte. Mon han havde lagt mærke til, at jeg godt kunne lide hingsten? Jeg åbnede munden.

”Hvad? Betyder det så at han skal sælges, eller hvad?” Jeg var chokeret. De kunne da ikke sælge Ardeshir. Det skulle jo være Morthblake Hills nye håb. Mr. Smiths nye håb.

Ethan nikkede. Jeg stod lidt og gloede i jorden, før jeg vendte siden lidt til. Jeg skulle lige have lidt tid uden Ethans medlidende blik, der absolut ikke hjalp. Der gik endnu et stykke tid med tavshed, før Mr. Smith dukkede op. Mr. Krüger var fortsat i udlandet for at tjekke op på sine andre stalde. Jeg så afventende på ham, Ethan rettede sig op.

”Åh hej Riley. Godt at se dig” sagde han venligt, jeg tvang et smil frem og nikkede som svar. Han henvendte sig til Ethan. Som havde jeg ingen indflydelse.. Ej, det kunne jeg ikke tillade mig at blive sur over. Det havde jeg ikke. Jeg var bare Ethans makker der bare kom. Præcis som alle de andre piger, Ethan måtte have datet eller lavet opgaver med. Men jeg ville godt have Ardeshir blev, og derfor lyttede jeg nøje efter.

”Vi venter lidt med at sælge ham. Vi ser lige om han udvikler sig. Ellers skal vi til at gøre ham klar til hingstekåringen der finder sted om nogle måneder. Han vil stige i værdi, hvis han får en god karakter” Ethan nikkede som tegn på forståelse, Mr. Smith sendte et anstrengt smil, nikkede til mig før han vendte sig væk og gik mod kontoret. Han havde lydt skuffet, men det var skam også forståeligt. Han havde haft så høje forhåbninger til Ardeshir, som bare var blevet haglet ned. Ethan vendte sig mod mig og sendte mig et smil. Fast besluttet på at lette stemningen.

”Jeg har lovet at motionere nogle heste for min onkels ven. Vil du med over, eller kan du godt klare dig? Du kan bare vente i staldene, eller et eller andet, indtil jeg er færdig.. Åh, og Ardeshir er blevet sat ud på den sydlige fold. Det ser ud som om at han bliver lidt endnu” han sendte mig et drillende smil. Jeg smilte skyldigt og rodede mig lidt i håret. Okay han havde afgjort lagt mærke til mig, når jeg havde været omkring Ardeshir.

”Jeg klarer mig.. Og tak, god tur” jeg nikkede til ham, og gik baglæns væk fra ham mens jeg bevægede mig mod den sydlige fold. Jeg smilte endnu engang, løftede hånden som ’Vi ses om lidt’ og så vendte jeg mig om. Jeg vendte blikket ned mod jorden, mens jeg trak en tot hår om bag øret.

Jeg fortsatte hele vejen ned til folden i et raskt tempo. Jeg glædede mig til at se Ardeshir igen, og jeg var godt nok lettet over at han blev her! Eller i det mindste lidt endnu.

På vejen plukkede jeg lidt græs. Som om han ikke havde nok inde på folden, men jeg ville gerne gøre en god gerning – give ham en gave, du ved. Da jeg kom ned til folden, stod Ardeshir oppe ved leddet og kiggede rundt. Han fulgte med i alt hvad der skete. Folden lå lidt afsides, men man kunne godt skimte gårdspladsen og banerne herfra. Der var nogle heste inde på de andre folde, ved siden af den, som Ardeshir stod inde i. Men hans fold var ikke stor. Der ville maks. kunne stå 2 heste. Det så ikke ud som om at de andre heste interesserede ham synderligt meget.

”Hey dreng! Hvad så, du?” sagde jeg muntert og fortsatte hen til det hvidmalede hegn. Jeg placerede min ene fod på det nederste bræt ud af i alt 3. Hegnet var ret højt og lavet af solidt træ. Ardeshir kiggede skeptisk på mig og jeg lo hjerteligt af ham.

”Jeg har taget græs med, så nu behøver du ikke bruge dit smukke gebis mere end højest nødvendigt.” Jeg stod og viftede med totten. Nu løftede jeg den anden fod op på det samme trin, lænede mig ind over og sagde opmuntrende lyde. Ardeshir prustede kort, og sænkede hovedet for at græsse. Doooh! Jeg skar en grimasse, før jeg kastede totten over til ham.

Han skulle lige overveje om han orkede at spise det jeg nøje havde plukket til ham. Kræsne dyr. Til sidst godkendte han det, og gumlede det i sig. Jeg smilte tilfreds.

Han var arrogant, ingen tvivl om det. Mon han godt selv vidste at han kom fra en fin familie?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...