4. Ham igen? Årh mand!
Det var ikke med min gode vilje, at jeg kørte min gamle Porsche ind på skolens parkering plads. Åh, hvor jeg elskede den Porsche. Den var rød, retro og mega fed. Jeg valgte en neutral bås. Sådan en bås hvor ingen selvfed sportsidiot havde gjort brug af sin magt, og gjort krav på den. Jeg hoppede min vej ud af bilen og låste den, inden jeg gik ind.
Jeg havde netop sat mig ned ved mit sædvanlige bord, hevet bøgerne frem og gjort klar til timen, da min lærer væltede ind. Han mindede mig lidt om en hjemløs, faktisk. Hans krøllede hår så ud som om at det levede sit eget liv, hans skæg var ved at nå den længde at han kunne flette totter af det. Skal jeg sige sandheden? Blandet med respekt, var jeg lidt bange for ham. Han klappede i sine hænder, mens han ivrigt prøvede at få folk til at tie stille. Jeg skævede nervøst til den tomme plads ved siden af mig. Jeg havde en dårlig fornemmelse. Mr. Adams virkede meget glad, og det var han kun påtaget, når rektoren kom forbi for at tjekke, eller han havde opdaget en ny gadget han skulle fortælle os alt om. Og det virkede ikke til, at det var nogen af de ting, der forårsagede hans gode humør. Da han havde fået vores opmærksomhed, begyndte han roligt at tale.
”.. Er i klar? Rick, næste gang du smider en papirskugle efter nogen, så tager jeg den personligt og kyler den på dig. Forstået? Fantastisk. Nå men, det jeg ville sige var. Vi får en ny elev i dag, og som i ved så er proceduren, når vi får nye, at fortælle jeres navn og kort om jer selv. Hvad laver i i jeres fritid udover at sidde i skolen.. sådanne ting der kan virke interessante. I får lige 5 minutter inden.” Han vendte sig om, mens han tænksomt gned sig om hagen. Han så ud som om at han ikke rigtigt gad være her – Jeg forstod ham godt. Jeg blev siddende. Min improvisationsevne måtte luftes i dag – jeg orkede ikke at sidde og finde på en spændende biografi om mig selv. Jeg ville bruge den frie tid til at tænke på Morthblake Hill. I dag havde jeg nået at se noget af træningen. Måske lyder jeg helt besat.. intet liv agtig, men hvad kan jeg sige? Heste og væddeløb er spændende. Punktum.
Jeg vendte blikket over på Mr. Adams da han åbnede døren. Ind trådte fyren fra i går. Jeg havde nær tabt kæben. Åh for syv svesker da. Da jeg var kommet hjem i går, havde vreden aftaget sig og jeg havde følt mig pinlig til mode. Og nu skulle han gå i min klasse? Oddsene var imod mig, det var da helt sikkert. Han var iklædt en rød skovmandskjorte, et par mørke jeans – stramme med hængerøv, og et par Converse sko. Han tog roligt en hånd op, for at rode sit hår endnu mere til, mens hans vagtsomme blik scannede rummet. Det hvilede et sekund længere på mig, og jeg kunne se at et lille smil prydede hans læber før han fortsatte med at se rundt. Jeg følte mig pinligt berørt, og jeg sank længere ned i stolen. Jeg så kort rundt i lokalet. Alle andre borde end mit var fyldt op med 2 personer. Medmindre han fik særbehandling og skulle sidde oppe hos Mr. Adams, så lå det lidt i kortene at det var mit bord han skulle sidde ved. Jeg kastede et stjålent blik over på fyren, før jeg så rundt på de andre i klassen. Pigernes ansigter taget i betragtning, havde jeg vidst haft ret i min forudindtagelse. De synes han så godt ud, det var jeg slet ikke i tvivl om. Jeg bed kort i min negl, mens jeg lyttede, da fyren præsenterede sig selv som Ethan. Han betragtede sig selv som meget aktiv, og han kunne godt lide at hænge ud med sine venner. Okay, seriøst. Er det bare mig eller lyder det ufattelig meget som en kliché? Mit hjerte bankede, og jeg kunne mærke at det var lige på randen at jeg begyndte at svede. Jeg følte mig som et nervevrag.
(Fortsættes i 5. kapitel)
