Morthblake Hill

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 13 jul. 2013
  • Status: Igang
Morthblake Hill er en succesrig galopstald beliggende i England. Det er en turistattraktion ud over det sædvanlige, og når løbssæsonen starter, samles mange mennesker for at se på, mens hestene dundrer i høj fart rundt i svingene med sandet hvirvlende om deres hove. Den 16 årige Riley er som så mange andre også dybt fascineret af denne sport. Hendes morgener tilbringer hun typisk nede ved løbsbanen for at se på de ædle dyr, mens de bevæger sig graciøst hen over banen, som indledende øvelser før løbene. Hendes liv tager en uventet drejning, da hun møder den charmerende men arrogante Ethan, og hun ser sig selv blive suget ind i den ellers ukendte teenagestrøm med problemer, følelser og svære valg.
- Morthblake Hill er en historie om kærlighed, drama og heste.
(Obs. Nødvendigvis stemmer galoplivet i historien ikke overens med hvordan det er i virkeligheden)
(Lettere anstødeligt sprogbrug kan forekomme)

41Likes
113Kommentarer
5164Visninger
AA

19. Ægte venner er svære at finde..

Det varede ikke længe før vi havde rykket op til mit værelse. Ethan stillede de to kopper fra sig, og satte sig forsigtigt på min seng. Jeg ledte efter noget behageligt tøj jeg også kunne sove i. Jeg trak et par natbukser og en oversize bluse ud. Eftersom jeg havde en lang bluse på, trak jeg bare mine bukser af. Den dækkede alligevel og afslørede ikke rigtigt noget. Ethan vendte sig kort om efter, at have siddet med ryggen til mig, men da han så at jeg var ved at trække natbukserne på, vendte han sig instinktivt om igen. Jeg smilte. Havde det været Cadell havde han ikke vendt sig om. Han havde siddet med popcorn og cola og ventet.

Jeg fik det dårligt af at tænke på hans navn, så jeg skyndte mig at skubbe de tanker mentalt væk. Jeg greb fat i min natbluse, og vendte mig om. Selvom Ethan havde ryggen til, så var det bare instinktivt at jeg også gjorde det. Jeg trak min cardigan og bluse af, så jeg kun stod i BH før jeg trak blusen over hovedet. Jeg smed tøjet over i min vasketøjskurv, før jeg kravlede op i sengen og trak dynen over mig. Ethan så på mig, før han tøvende tog sine sko af, og løftede sine fødder op i sengen. Vi sad op af væggen, men med puder i ryggen. Forsigtigt bredte jeg min dyne ud, så den også dækkede ham, og han rakte mig mit krus.

I lidt tid sad vi der bare. Der var ingen der sagde noget, før jeg endelig tog initiativet. Det havde vidst også været Ethans initiativ fra starten af – at jeg skulle bestemme tempoet. Han lyttede til mig, da jeg begyndte at tale:

Tusind tak.. for tidligere, og fordi du bliver her.. Det.. jeg” Jeg kunne ikke rigtigt fuldende sætningen, så jeg kiggede på Ethan og håbede at han forstod. Han nikkede sagte.

”Men.. Jeg så dig da ikke derinde? Hvor var du henne?” Ethan sad roligt ved siden af mig, før han så over på mig.

”Imellem os to.. jeg var ved at rydde skabene for mad. Men da jeg hørte, at du og Cadell var gået ovenpå.. så” Hans smil der havde været der i starten af sætningen, forsvandt langsomt da han snakkede om Cadell. Jeg kunne mærke en underlig fornemmelse i maven, så jeg valgte at skifte emne fra Cadell.

”Fandt du så noget mad?” jeg smilte til ham, og han kiggede skyldigt ned på dynen, hvilket fik mit smil til at blive bredere.

”En gammel kiksepakke og noget kage, ikke noget specielt” sagde han drillende, og jeg kunne mærke at stemningen begyndte at lette sig. Vi var i fuld gang med at lægge episoden bag os.

”Et held at du ikke er blevet syg.. Jeg tror din hemmelighed er, at du har fire maver ligesom en ko. Du ved.. de æder også bare alt” Et længe ventet grin røg ud af Ethan.

”Jeg synes det lyder som om, at du er lidt jaloux på min hårdføre mave.. nej, undskyld.. maver*”

Jeg kunne ikke lade vær’ med at grine, før jeg puffede til ham med min albue, så min kakao næsten skvulpede op af kanten.

Dit ego er alt for stort” sagde jeg drillende, og for at bevise min pointe, løftede jeg hånden for at rode hans hår til.

Han vendte blikket over på mig, og med blikket fæstnet på hans øjne, tog jeg forsigtigt hånden ned. Jeg rømmede mig kort, og akavet tilføjede jeg.

”Dit hoved har ingen buler! Prøv at mærke mit” mumlede jeg febrilsk og alt for hurtigt. Jeg tog fat i hans hånd og klaskede den ovenpå mit hoved, der hvor jeg havde fået en bule af at have stødt hovedet mod væggen. Ethan skævede en anelse undrende til mig,

”Det føles ikke alt for godt.. I det mindste er din hjerneskal så tyk så den kan afstøde det lidt” Han drillede mig nu, men jeg havde en mistanke for, at han kun gjorde det, fordi han ikke vidste hvor jeg havde fået den fra. Men det behøvede han heller ikke at vide. Han skulle ikke få det indtryk, at jeg bare ville have medlidenhed.

”Hvornår er det at Ardeshir skal til den der kåring?” spurgte jeg, hvilket fik Ethan til at se på mig, med et blik der signalerede ’Hvornår stopper du med at pine dig selv?’ Jeg ignorerede det. For han vidste ikke hvad jeg skjulte under mit spørgsmål.

”Snart tror jeg.. Men jeg kender ikke den aktuelle dato, hvorfor?”

”Fordi jeg gerne vil prøve at ride på ham”

___________________________________________________________________________

Hej mine kære læsere! :D
Jeg ville bare gerne sige tak til jer der stadigvæk hænger ved, og jer der måske falder tilfældigt over min historie.

Jeg prøver at køre historien sådan, så jeg hele tiden er nogle kapitler foran. Men fordi jeg ikke har haft mulighed for at skrive i lang tid, så er dette her det sidste kapitel jeg har skrevet i 'forvejen'.

Nå blablabla xD Så er vi nået frem til pointen. Jeg mangler en del kreativitet i øjeblikket, og så ligger der desværre også nogle terminsprøver efter ferien /: Så der kommer nok til at gå lidt tid før der igen bliver publiceret et kapitel, men det er i nok blevet vant til.

Så undskyld, men jeg håber at i fortsat vil være med i min, Ethan og Rileys rejse! :D (Og Ardeshirs selvfølgelig :b)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...