Morthblake Hill

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 13 jul. 2013
  • Status: Igang
Morthblake Hill er en succesrig galopstald beliggende i England. Det er en turistattraktion ud over det sædvanlige, og når løbssæsonen starter, samles mange mennesker for at se på, mens hestene dundrer i høj fart rundt i svingene med sandet hvirvlende om deres hove. Den 16 årige Riley er som så mange andre også dybt fascineret af denne sport. Hendes morgener tilbringer hun typisk nede ved løbsbanen for at se på de ædle dyr, mens de bevæger sig graciøst hen over banen, som indledende øvelser før løbene. Hendes liv tager en uventet drejning, da hun møder den charmerende men arrogante Ethan, og hun ser sig selv blive suget ind i den ellers ukendte teenagestrøm med problemer, følelser og svære valg. - Morthblake Hill er en historie om kærlighed, drama og heste. (Obs. Nødvendigvis stemmer galoplivet i historien ikke overens med hvordan det er i virkeligheden) (Lettere anstødeligt sprogbrug kan forekomme)

41Likes
113Kommentarer
5098Visninger
AA

13. Endnu et bekendtskab..

Ethan fortjente et skulderklap. Det gjorde han virkelig. Han virkede ikke som om at mit dårlige humør gik ham på, og vi kom ud og ride hver dag.

Men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere og hvordan jeg skulle opføre mig overfor ham. Lige pludselig virkede det så forandret, nu hvor han tilsyneladende havde fundet sammen med Kate. Ja jeg er ikke bleg for at sige jeg er en smule jaloux. Men kan i bebrejde mig? Jeg var lige kommet ind i en rytme hvor jeg fik alt opmærksomheden. Stop med at se sådan på mig! Jeg ved godt jeg er et monster.

Jeg synes timen gik langsomt. Dette var ikke modulerne hvor mig og Ethan arbejdede sammen, så jeg sad med en eller anden svedende dude der lugtede som om han lige havde løbet et maraton. Derudover irriterede det mig grænseløst, at jeg ikke anede hvad folket hviskede tislede om i krogene. Altså blev der holdt kæmpe fest i weekenden hvor jeg ikke var inviteret med?

Det skulle snart vise sig at en ny fyr havde startet i en af de andre klasser. Tænk at starte så sent inde i semesteret. Jeg var bare glad for at det ikke var mig, der skulle lave de ekstra lektier, for at kunne følge med!

Jeg gik alene ned til kantinen. Og jeg tror jeg kom lidt for tidligt, for der var ikke mange. Og tilsyneladende ikke nogen jeg kunne sidde hos. Jeg greb en bakke og fik fyldt noget – hvad der lignede fiskelever op. Jeg skar en grimasse. Nogle gange gjorde de et stort nummer ud af at gøre maden lækkert, men de fleste dage glippede det. Som i dag. Jeg fortsatte ned til et tomt bord og satte mig. Jeg sukkede kort. Forhåbentlig ville der komme nogle og sætte sig – så jeg ikke lignede en fuldkommen loner. Men jeg tvivlede lidt. Ethan, der var den eneste jeg turde sætte min lid til, havde Kate og hendes slæng. Og de ’normale’ gik altid i grupper, så de fandt nok et bord selv.

De første jeg lagde mærke til var Ethan og Kate. Ethan med armen om Kates talje. Jeg rynkede øjenbrynene og så tænksomt ned på min mad, for så at rette blikket op endnu engang. Nu var der en anden fyr – med et udseende jeg ikke havde set før. Han stoppede overvældet op, da han trådte ind. Hans følgere stødte deres knoer mod hans skulder og fortsatte op til maden, hvilket fik den nye til at stå alene. Hans blik gled rundt – han overvejede tydeligt hvilket bord han havde en chance hos. Og så stoppede hans blik ved mit. Jeg sad og gloede på ham. Han troede sikkert, at jeg sendte lange blikke efter ham med savl i mundvigen. Og da han fortsatte mod mit bord, efter en kort tænkepause, vidste jeg ikke om jeg skulle blive smigret eller fornærmet. Han var ikke grim, dog. Han havde pjusket lyst hår og blå øjne.

Han stoppede op ved bordet, og hvilede sin hånd på ryglænet på stolen foran mig. Han sendte mig et smil og løftede øjenbrynene som i ’Må jeg’ Jeg slog hånden ud som for at sige han bare kunne sætte sig.

”Tak! Mit navn er for øvrigt Cadell” præsenterede han da han satte sig. Hans stemme bar tydelig præg af en irsk accent. Jeg kunne ikke lade vær’ med at smile, for den var faktisk lidt charmerende. Jeg rakte hånden frem,

”Mit navn er Riley” Det var en anelse akavet, og han sendte mig da også et kort forvirret blik, før han tog fat i min hånd og gav den et klem.  Jeg havde pludselig glemt hvordan man skulle opføre sig overfor et andet menneske og jeg følte mig helt febrilsk. Cadell reddede mig dog.

”Nå Riley.. Jeg tænkte egentlig lidt på om du ville vise mig rundt på et tidspunkt? Jeg ved virkelig ikke hvor de forskellige lokaler er..” Han sendte mig et skævt smil, en anelse bedende. Jeg rynkede øjenbrynene. Der lå helt sikkert mere bag den invitation, end bare at vise ham rundt på skolen. Men hvad gjorde det? Hvis Ethan kunne more sig, så ville jeg da også. Desuden var Cadell ikke grim. Han fik helt klart ’lidt lækker’ titlen.

***

Jeg begyndte at kunne mærke Ethan tage afstand fra mig. Mere psykisk end fysisk. Jeg følte hans blik i ryggen hver gang Cadell stod og ventede udenfor klasseværelset for at følge mig ned til kantinen eller følge mig ud til bilen. Og jeg vidste ikke helt hvordan jeg havde det med det. Men Cadell var sød, virkelig sød.

Cadell vinkede farvel til mig, da jeg satte mig ind i min Porsche. Jeg skulle prøve at ride på en rigtig bane i dag – sikkert på Boxer. Min trofaste ganger.  Og jeg glædede mig ufatteligt meget. Mr. Smith havde rost mig – selvom jeg var lidt nervøs for, at han kun gjorde det for at styrke min selvtillid, når det gik dårligt. Men det var dejligt med noget motivation.

Da jeg kom derned stod Mr. Smith med Boxer. Han gav en anden jockey et par instrukser, før han vendte sig om – lige i tids nok til at se mig komme væltende med flere forskellige poser i hænderne. Jeg havde skiftet til medarbejder overalls og noget tøj man kunne bevæge sig i, uden at være bange for at det ville sprække. Og det var satme svært at få pakket alt det tøj ned i en pose, der blev ved med at bevæge sig, mens man halvløb for at kunne nå tiden. Mr. Smith smilte dog bare venligt til mig – som han altid gjorde og som altid fik mig til at føle mig veltilpas.

”Så Riley. Er du spændt?” spurgte han muntert. Jeg nikkede skyldigt efterfulgt af et ivrigt smil.

”Det skal man også være. Nå op med dig” han bøjede sig ned for at give mig en hestesko. Jeg løftede benet og kiggede undrende rundt.

”Hvor er Ethan?” spurgte jeg en anelse foruroliget. Mr. Smith smilte skævt.

”Han træner lige en anden hest på en af græsbanerne. Men han kommer herover når han er færdig” Jeg kunne ikke helt karakterisere hans tone, men det lød som om at det ikke var et tilfælde, at Ethan red på en anden bane lige nu. Det ville jeg nu ikke have troet. At han bevidst ville undgå at komme og se mig ride min første tur på en bane. Mr. Smith fortalte mig nogle korte instrukser. At jeg skulle sørge for ikke at komme i karambolage med de andre heste og at jeg bare skulle galopere runden rundt i middeltempo til at jeg passerede Mr. Smith ude på sidelinjen.

Jeg kom op og jeg havde lige drejet ind på banen, da jeg hørte fodtrin på asfalten ude på gårdspladsen. Jeg så mig kort over skulderen. Og der kom Ethan løbende. I hans ene hånd havde han sin ridehjelm. Han løb underligt, men så så jeg ned på hans fødder. Jockey støvler.. De måtte ikke være behagelige at løbe med. Han smilte bredt da han så mig og vinkede. Og så sendte jeg ham et taknemlig smil og rettede blikket ligeud. Et bredt smil var klistret på mine læber og ville bare ikke gå væk igen.

Jeg styrede den lydige Boxer ind mod rækværket, så mig over skulderen og sørgede for at der ikke kom nogle. Så satte jeg vallakken i galop. Boxer strøg fremad og i det øjeblik ønskede jeg ikke at lave andet end at sidde på en hesteryg i galop hele mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...