Morthblake Hill

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 13 jul. 2013
  • Status: Igang
Morthblake Hill er en succesrig galopstald beliggende i England. Det er en turistattraktion ud over det sædvanlige, og når løbssæsonen starter, samles mange mennesker for at se på, mens hestene dundrer i høj fart rundt i svingene med sandet hvirvlende om deres hove. Den 16 årige Riley er som så mange andre også dybt fascineret af denne sport. Hendes morgener tilbringer hun typisk nede ved løbsbanen for at se på de ædle dyr, mens de bevæger sig graciøst hen over banen, som indledende øvelser før løbene. Hendes liv tager en uventet drejning, da hun møder den charmerende men arrogante Ethan, og hun ser sig selv blive suget ind i den ellers ukendte teenagestrøm med problemer, følelser og svære valg.
- Morthblake Hill er en historie om kærlighed, drama og heste.
(Obs. Nødvendigvis stemmer galoplivet i historien ikke overens med hvordan det er i virkeligheden)
(Lettere anstødeligt sprogbrug kan forekomme)

41Likes
113Kommentarer
5153Visninger
AA

11. En skjult overraskelse..

Kantinen.. Kender i den? I ved.. sådan en ond fælde, hvor det egentlig kun handler om popularitet og kliker? Ja, nej? Uanset hvad, så kender jeg det. Min skole er ikke slem når det handler om mobning, men folk finder sammen. Det er naturligt, og jeg sidder som sædvanlig ved de neutrales bord. Ingen nørder, ingen musik entusiaster, ingen populære. Bordet er bare.. ligegyldigt, overfladisk og ufatteligt kedeligt. Jeg sad lidt for mig selv, deltog ikke i samtalen. I stedet for, kastede jeg et diskret blik rundt, mens jeg tog en bid af mit æble. Uden rigtigt at ville det, søgte mit blik over til Ethan der sad og grinte sammen med sportsidioterne og cheerleaderne. Kan i gætte hvilken klike det er? I får 3 gæt..

Et kort sekund holdte han mit blik fast. Et spørgende glimt gled ind over hans øjne, mens han tydeligvis tænkte over hvorfor jeg sad ’alene’ og ikke sammen med de andre. Jeg rynkede øjenbrynene. Det sidste han skulle gøre var at få medlidenhed med mig og komme herover. Selvfølgelig ville det helt klart være mere underholdende, men jeg kunne sagtens passe mig selv. Derfor tog jeg min bakke med mad, rejste mig og gik væk. Jeg havde bidt fast i æblet, så jeg lignede en julegris. Jeg skulle bare lige ligge på en tallerken, woop så var den der. Det var næsten helt svært at balancere rundt med den bakke blandt alle menneskerne. Men det gik.

Jeg fortsatte ud på gangen. Kun nogle få timer tilbage, og jeg var fri.

***

Da jeg gik ud på skolens parkeringsplads. Ivrig efter at finde min Porchie. Oh yeah, i hørte rigtigt. Porchie er mit kælenavn for min bil. Underligt? Ja jeg stopper bare med at tale nu.

Jeg rynkede øjenbrynene, og proppede begge mine tommeltotter under stroppen på min skuldertaske. Mit blik havde fanget Ethan, der sad på sin skinnende sorte motorcykel, omringet af en masse folk. De ord jeg kunne forstå og opfangede – for jeg ville jo aldrig smug lytte, var ’Fed kværn’ ’Hvor mange hestekræfter?’ og en skinger og hentydende pige stemme ’Jeg har aldrig siddet bag på en motorcykel’

Jeg stoppede op ved min røde Porsche, mens jeg hørte brum og hvinende dæk da motorcyklen forlod parkeringspladsen. Ethan lavede sin exit med stil, og han havde officielt ’left the building’ eller noget.

”Du skal ikke tage dig af dem, Porchie. Jeg synes du er flottere” mumlede jeg og låste op for bilen, før jeg satte mig derind.

Første tegn på sindssyge – du begynder at snakke til dig selv. Check. Andet tegn på sindssyge – du begynder at snakke til ting der ikke er levende – Check. For det er jo ikke fordi vi lever i en Toy Story verden. Sandt at sige, jeg var ude på dybt vand. Nogen der vil hale mig ind før jeg drukner? Tak.

***

Jeg kørte ind på Morthblake Hills parkeringsplads. Ethan havde nævnt, at jeg skulle komme så tidligt som muligt. Andre informationer havde han ikke givet mig, men jeg glædede mig på en underlig måde. Især fordi det føltes som om at han blev trukket i alle mulige retninger af folk, mens jeg stod bag en glasdør flere meter væk fra ham, ude af stand til at bryde ind. Sådan burde jeg ikke føle, for.. var vi overhovedet venner? Jeg var begyndt at få dårlige vaner, af at komme herned så tit.

Jeg hoppede ud af bilen, låste den før jeg fortsatte hen af gårdspladsen. Sjovt nok kunne jeg ikke se Ethan. Nogle gange var han så let at finde, men de fleste gange så var han pist. Jeg hev mobilen frem.

//Hvad sker der? Har du udviklet en evne til at blive usynlig? Er det derfor jeg ikke kan se dig? Tell me all about your dirty secret xD – R.//

Jeg smilte skævt og kiggede op igen. Jeg strøg en tot hår om bag øret. Min mobil vibrerede og jeg kiggede ned på den.

//Shit! Nu er jeg opdaget. Du kan godt holde på en hemmelighed ikke? ;D jeg er inde i sadelrummet//

Jeg lo kort for mig selv, før jeg bevægede mig mod sadelrummet. Der hang alle de sadler og trenser der skulle bruges. Rummet var videoovervåget som alle andre steder her på stedet. De gik meget op i sikkerhed. Da jeg kom derind, vendte Ethan sig om. Han smilte sit charmerende og drengerøvssmil – som sædvanlig, da han fik øje på mig.

”Har du trykket på en knap? Jeg formoder det er derfor jeg kan se dig?” spurgte jeg drillende, han trak drilsk på skuldrene.

”Njarh. Jeg viser mig kun for dem, jeg vil vise mig for. Min onkel? Ham er jeg usynlig for” Jeg hældte hovedet på skrå, løftede begge bryn og smilte en anelse flabet. Jeg sendte ham et smil, før jeg trådte hen til ham.

”Hvad laver du?” han rodede lidt mere i kassen, før han rettede sig op. Stadig en del højere end mig.

”Vi skal ud og ride! Og siden jeg glemte, at skrive du skulle have tøj med, der godt kunne tåle at blive beskidt, så tænkte jeg at jeg ville finde vores medarbejder overalls.. Hvor er de.. arh!”Jeg stod med store øjne, før Ethan gik over og hev en kasse ud.

”Hvilken størrelse? Small? X-small?” mumlede han upåvirket. Han prøvede at finde den rigtige størrelse. Akavet mumlede jeg:

”Jeg tager bare en small” Han kastede en denim overall over til mig.

”Altså mener du det? At vi skal ud og ride? Det kan jeg ikke, Ethan. Du overvurderer mine evner” jeg kunne ikke lade vær’ med at smile til det sidste. Han skubbede kassen tilbage og vendte sig om mod mig. Han åndede ud,

”Pjat. Jeg er sikker på at du vil være et rent naturtalent!” Han smilte oprigtigt.

Okay der var lige lovlig meget entusiasme her. Jeg kunne ikke lade vær’ med at skæve skeptisk til ham,

”Hvis jeg falder af.. så.. så skal du betale for en vask til Porchie” Det så ud som om at han lige skulle tænke over navnet ’Porchie’.

Porchie? .. Aaarh, Porchie. Naturligvis, det trænger han også til. Jeg ville endda betale dig for at få en vask. Men nu er det for sent” På hans smil hvilede der et fornøjet smil. Han skulle vidst bare være glad for at han stod så langt væk fra mig.

”Du skal til at passe på, Ethan Smith” Mumlede jeg alvorligt. Der gik et sekund før jeg brød ud i et drillende smil. Han lo kort,

”Arh søde. Husker du da du sagde du ville hjemsøge mig i mine drømme med en dolk? Jeg tror du blev lidt distraheret og glemte den. Faktisk er jeg slet ikke nervøs” han smilte flabet.

Jeg kunne ikke overskue at finde på en bemærkning, så jeg rakte barnligt tunge af ham, mens jeg tog overallen udenpå mit eget tøj. Han lo og trak en sadel og trense ned fra knagen. Han overrakte det til mig, før han tog en ny sadel + trense til den hest han selv skulle ride på. Vi fortsatte ind i stalden og Ethan gjorde tegn til at jeg skulle hænge sadlen og trensen på en sadelholder nær striglepladserne. Der var en separat bygning, hvor hestene blev gjort i stand. Det var meget professionelt og med skillevægge mellem hestene. Der var også god afstand mellem dem. Hesten blev sat fast i kæder på hver side af grimen.

Ethan bad en anden om at holde hans hest. Det var en 3 årig fuldblod, der snart skulle deltage i et løb. Han var ikke lovende og havde ingen sejre haft endnu. Ethan kom ind og viste mig hvordan og hvorledes. Han skulle lige til at vise mig hvordan man striglede en hest. Jeg sendte ham et blik, men det var tydeligt at han gjorde grin med mig.

”Er du med?” Jeg puffede ham blidt væk,

”Jeg tror lige jeg kan huske det..”

***

Altså.. jeg kunne godt huske hvordan man striglede en hest. Men en ting jeg ikke turde give mig i kast med var, at sadle hesten op. Så det fik jeg Ethan til. Staldpersonalet var ved at miste deres tålmodighed over os, og kunne man overhovedet bebrejde dem? Jeg følte mig som en blank skovl til det her. Hesten jeg skulle ride på hed Boxer. Han var en ældre pacer hest, men Ethan sagde at han var rolig og let at ride.

Vi trak ud på gårdspladsen. Ethan hjalp mig op ved at give mig en hestesko op. Jeg følte mig tung i røven, og var lige ved at falde over på den anden side. Ethan grinte endnu engang før han klappede mit lår, og trak sin hest over til en stor skammel. Han gik op på den og svingede sig så på den måde op på hesten. Hingsten stod uroligt mens han hoppede op. Han placerede spidsen af sine støvler inde i stigbøjlen, han så tilbage til mig.

”Klar?” Jeg nikkede forsigtigt og klemte lidt til vallakkens sider – præcis som jeg havde gjort i rideskolens prøvetimer på den fede pony Lotte. Boxer fløj fremad og jeg strammede instinktivt tøjlerne. Jeg kunne mærke at jeg blev helt rød i hovedet. Ethan tog det ikke tungt,

”Han er meget følsom, så når du har brug for at han skal gå stærkere, så bare driv på ham med dit sæde” Jeg nikkede lidt. Jeg regnede med at reglen gjaldt for alle galopheste. Vi skridtede roligt mod skovstien. Jeg havde lettere stramme tøjler, og jeg prøvede at gøre alt for ikke at holde i sadlen. Hvorfor gjorde Ethan det her? Det var ydmygende – og synd for Boxer at han skulle trækkes med mig. Ethan lod sin egen hingst gå i sit eget tempo, hvilket fik mig til at slække på tøjlerne en anelse, så Boxer kunne følge med.

”Har du fået en plan for hvor meget han skal gå?” spurgte jeg nysgerrigt Ethan - jeg hentydede til hans hest.

”Yup.. Vi skal bare følge stien rundt 2 gange. Og du ved Riley.. Taget i betragtning af hvor godt du ser ud på Boxer, så forventer jeg også lidt at se dig galopere?” Der var en hage ved det! Jeg vidste det. Det var en ondskabsfuld plan, der gik ud på at få mig til at falde af.

Jeg sendte ham et lidende blik.

”Det kan du godt Riley! Boxer følger alligevel bare med og han har heller ikke så store bevægelser” sagde han bestemt. Han smilte bredt til mig. Jeg følte mig dårlig.

”Er du sikker? Ethan.. jeg sidder og svajer som en eller anden budding. Det er ikke normalt” mumlede jeg protesterende. Ethan smilte bare igen.

”Ork! Så snart du har galoperet, så er der intet du ikke kan. Kom så” Han følte sig trods alt ret sikker, og på en eller anden mærkelig måde, kunne jeg mærke at jeg begyndte at stole på ham. Førhen havde jeg lukket af for ham, men nu? Nu begyndte lugen altså at løfte sig. I ved, lidt ligesom den måde man fodrer dyr på inde i Zoo. Jeg nikkede så.

Det var underligt. Ethan fortalte en masse ting, men jeg hørte kun halvt efter. For min anden halvdel af opmærksomheden var rettet på min egen forberedelse. Jeg skulle stille mig op i sadlen, korte tøjlerne op og læne mig ind over, og så skulle jeg opmuntre hesten til at gå i galop ved at køre mine knoer over halsen. Men det kørte – så snart Ethan havde sat sin hest i galop, og jeg havde rejst mig op i bøjlerne så vidste Boxer det af rent instinkt. I hans første galoptrin, havde jeg røget forover. Ethan havde set det og var ved at sænke farten, men jeg havde givet tegn på at jeg gerne ville fortsætte. Efter et par meter, fik jeg langsomt mere og mere styr på det. Jeg følte stadig at jeg røg forover og nogle gange kom jeg til at sætte mig ned i sadlen. Men hold da op hvor var det fedt!

Ethan havde bare at planlægge flere ture som denne!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...