Morthblake Hill

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 13 jul. 2013
  • Status: Igang
Morthblake Hill er en succesrig galopstald beliggende i England. Det er en turistattraktion ud over det sædvanlige, og når løbssæsonen starter, samles mange mennesker for at se på, mens hestene dundrer i høj fart rundt i svingene med sandet hvirvlende om deres hove. Den 16 årige Riley er som så mange andre også dybt fascineret af denne sport. Hendes morgener tilbringer hun typisk nede ved løbsbanen for at se på de ædle dyr, mens de bevæger sig graciøst hen over banen, som indledende øvelser før løbene. Hendes liv tager en uventet drejning, da hun møder den charmerende men arrogante Ethan, og hun ser sig selv blive suget ind i den ellers ukendte teenagestrøm med problemer, følelser og svære valg.
- Morthblake Hill er en historie om kærlighed, drama og heste.
(Obs. Nødvendigvis stemmer galoplivet i historien ikke overens med hvordan det er i virkeligheden)
(Lettere anstødeligt sprogbrug kan forekomme)

41Likes
113Kommentarer
5165Visninger
AA

5. Det her kan simpelthen ikke være rigtigt..

Da det blev min tur til at præsentere mig selv, så jeg næsten forskrækket op på Ethan og Mr. Adams. Mr. Adams havde en påtaget tålmodig grimasse på, men det var tydeligt at se beskeden i hans øjne ’Vi har ikke hele dagen’. På Ethans læber var der nu et smil, et meget afventende et. Jeg rømmede mig kort, og satte mig op.

”Mit navn er Riley og jeg kan godt lide at.. løbe” Ikke det mest kreative, jeg lød faktisk dødssyg. Jeg var jo ikke nogen motionsfreak, men han vidste jo i forvejen at jeg løb.. Åh, altså. Jeg gik i panik okay?! Jeg kunne høre et suk fra Mr. Adams. Mig? Ja jeg forsvandt langsomt ind i min egen verden, og vågnede først op da jeg hørte ordene ’Ethan, du kan sætte dig ned på den tomme plads ved siden af Riley’ Jeg rynkede øjenbrynene og så op. Ethan nikkede, før han roligt gik ned mod mig.

Jeg sad langt tilbage i lokalet, men det så ikke ud som om, at det generede ham at gå hele den lange vej herned. Han slentrede af sted i et tempo der tydeligt viste at han ikke havde travlt. Han gik selvsikkert. Han troede sikkert at han gjorde pigerne en tjeneste ved at gå så langsomt, så de alle kunne se ham. Jeg rynkede på næsen. Med ét kunne jeg huske hvorfor jeg var blevet så sur. Altså.. mere sur dagen forinden. Og selvom han smilte til mig, så kunne jeg ikke lade vær’ med at sende ham en kold skulen. Han slyngede tasken af sin skulder, før han placerede remmen på tasken over hjørnet på stoleryggen. Han satte sig ned, alt i mens havde jeg haft blikket rettet på ham. Som en lille hundehvalp, tsh. Jeg så væk, mens jeg skrev notater til hvad Mr. Adams sagde. Jeg følte et blik på mig, men jeg rystede det af mig. Ethan eller hvem det nu var, kunne stirre ligeså meget de ville. Det rørte mig ikke.

Jeg var næsten røget ned af stolen da Mr. Adams sagde at personen ved vores side skulle være vores makker det følgende semester. Hvad vi skulle lave dette semester var en opgave. Emnet skulle være noget med anatomi. Men først skulle vi i samarbejde med hinanden.. snakke om forberedende ting, til når vi engang skulle skrive. Modvilligt og en anelse tøvende vendte jeg mig imod Ethan. Han hævede det ene bryn afventende, og jeg løftede hagen en smule. Nu var det mig der skulle have bukserne på, jeg skulle være den selvsikre. Jeg kunne godt, jeg kunne godt! Jeg bankede kuglepinden ind mod mit hæfte, og imens jeg talte lød jeg faktisk helt rolig:

”Nogle idéer? Jeg tror karakteren kommer til at betyde meget, så teksten bliver nødt til at være spændende.”

Jeg vil ikke lyve, jeg regnede faktisk med at han ville have et forslag. Men han så bare så længe på mig uden at sige noget, så min facade smuldrede, og jeg så opgivende ned på mit hæfte.

”Altså hvis vi nu.. prøver noget med dyr? Hvordan en kat er bygget op, hvordan den bevæger sig og sådan?” Jeg bed mig kort i læben og rettede blikket over på Ethan. Han trak blot på skuldrene.

”Men en ting jeg ved, er..” han så kort på sin mobil, ”at jeg skal gå nu. Det var helt underligt at møde dig her, Riley. Det der er mest underligt er dog at se dig med en normal farve i hovedet. Du var rød som en tomat af raseri i går. Jeg bliver nødt til at høre den saftige grund på et andet tidspunk.. Vi ses i morgen, makker” Han løftede kort begge sine bryn, sendte mig et kækt lille smil før han tog skuldertasken op, svingede den om skulderen og slentrede ud af lokalet igen.

Jeg så måbende efter ham.. Hvad skete der lige der? Mr. Adams overså ham også bevidst da han gik! Jeg så med et ondt blik ned på mit blanke hæfte. Jeg havde ikke fået meget ud af at spørge ham. Bare kald mig forudindtaget, jeg var hundrede på at jeg kom til at lave hele den dumme opgave alene. Jeg lukkede hænderne over begge mine ører og lukkede øjnene. Åh, sikke en idiot.

 ***

Som den første var jeg flygtet ud af værelset da timen sluttede, og i løbet af få minutter havde jeg sat mig ind i min Porsche og kørt min vej. Altså, jeg var kørt hjem, men min hensigt var at tage over til Morthblake Hill. De trænede nemlig også om eftermiddagen, og det var det jeg skulle ned og se nu.

Jeg kørte Porschen ind i husets garage, før jeg med ivrige skridt bevægede mig ned til stalden. Stedet var ufatteligt imponerende. Man kunne sagtens se at der blev spyttet en masse penge i det fra de mange turister der kom hvert år, for at deltage i salgsauktioner med 1- og 2årige ungheste, og overvære løbene. Bakkerne der lå omkring stedet, tårnede sig hurtigt op i mit synsfelt, og jeg klatrede op på den ene. Her kunne jeg nemlig se den ene ovale bane der var omkranset med hvidt nymalet hegn, stalden og nogle af de folde der lå bag. Og dette her var altså kun et lille hjørne af stedet jeg kunne se. Stedet måtte være grotesk stort. Jeg smilte kort for mig selv, før jeg fulgte en rød hest med blikket. Et øjeblik forinden havde rytteren fået et par instrukser af træneren, og nu bevægede hesten sig graciøst fremad i en rolig galop der støt blev hurtigere og hurtigere. Rytteren sad krumbøjet oppe i bøjlerne. Ud fra skikkelsen var det en fyr. Lidt højere og større end den typiske jockey rytter, men det så ikke ud til at han tyngede den røde fuldblodshest. Turen rundt på banen varede vel lidt over et halvt minut, og så var de færdige. Rytterens hånd strøg let over hestens hals, før han trak i tøjlerne så hesten stod stille. Træneren kom over, og det så ud som om at de udvekslede et par ord, før fyren elegant hoppede af, og trak hesten ud af banen. Da han var kommet ud på gårdspladsen, tog han sin ridehjelm af. Han vendte sig en halv omgang, og jeg fangede hans blik. Herfra hvor jeg sad, var der ingen steder at gemme sig, og derfor var det også uundgåeligt at han ikke havde set mig. Det var ham. Idioten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...