Morthblake Hill

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 13 jul. 2013
  • Status: Igang
Morthblake Hill er en succesrig galopstald beliggende i England. Det er en turistattraktion ud over det sædvanlige, og når løbssæsonen starter, samles mange mennesker for at se på, mens hestene dundrer i høj fart rundt i svingene med sandet hvirvlende om deres hove. Den 16 årige Riley er som så mange andre også dybt fascineret af denne sport. Hendes morgener tilbringer hun typisk nede ved løbsbanen for at se på de ædle dyr, mens de bevæger sig graciøst hen over banen, som indledende øvelser før løbene. Hendes liv tager en uventet drejning, da hun møder den charmerende men arrogante Ethan, og hun ser sig selv blive suget ind i den ellers ukendte teenagestrøm med problemer, følelser og svære valg.
- Morthblake Hill er en historie om kærlighed, drama og heste.
(Obs. Nødvendigvis stemmer galoplivet i historien ikke overens med hvordan det er i virkeligheden)
(Lettere anstødeligt sprogbrug kan forekomme)

41Likes
113Kommentarer
5265Visninger
AA

20. Den vilde rodeohest bliver til et blidt lam..

Ethan var gået længe over midnat, natten forinden. Eller, jeg var ikke helt sikker. Jeg vidste bare at klokken havde sagt halv 3 på uret, før jeg var faldet i en dyb, og meget bevidstløs søvn. Da jeg vågnede i morges, havde han ikke været der. Han havde skrevet på en seddel, der lå ved mit natbord, at når jeg vågnede var han nok taget hjem, og at han havde lagt nøglerne under velkomstmåtten udenfor hoveddøren. Jeg smilte kort. Altid så praktisk.

Jeg havde vågnet overraskende tidligt, men havde valgt ikke at tage i skole. Jeg ville slet ikke kunne klare, at tage i skole. De andre måtte have på en eller anden måde også fået at vide Cadell havde taget stoffer, og Ethan havde brudt ind. Og hvad så med Kate? Hun var Ethans kæreste. Jeg tog mig til hovedet, det hele var så besværligt og irriterende.

Desuden skulle jeg også fortælle min mor om episoden, hvilket skræmte mig alt for meget. Hun kunne slet ikke forstå i første omgang, at jeg havde fået en kæreste. Allerede dér er den snak bare dømt til at mislykkes. Men det måtte gøres – på et tidspunkt. Bare ikke lige nu.

Men det skulle ikke afholde mig fra at tage ned på Morthblake Hill. Jeg mente skam det jeg havde sagt til Ethan. Jeg var stadig fast besluttet på at ride på Ardeshir. Så imens jeg trak i mit arbejdstøj, og tog to hovedpinepiller, tænkte jeg på, hvordan jeg mon kunne få overtalt Ethan og hans onkel til at lade mig ride Ardeshir. Jeg forstod godt at de bare er bekymrede for, at han vil gøre mig noget – men helt ærligt? Ardeshir er bare misforstået.
Igen var min mor ikke hjemme, og gulvbrædderne knirkede pinefuldt under mine skridt. Jeg åbnede hoveddøren, og låste døren efter mig, før jeg i et raskt tempo begav mig ned mod stalden. Min bule fra gårdsdagens aktiviteter, var blevet endnu mere øm, og hovedpinen nagede stadig. Jeg var kun lige på vej ind på gårdspladsen, da jeg endelig tog mig den tid, at kigge på uret. Jeg måtte have ligget i sengen i længere tid end troet, for de havde fået fri fra skolen for et godt stykke tid siden. Jeg tog en dyb indånding, og lod mit blik glide hen over stalden.

Det kom som en overraskelse da Mr. Smith pludselig trådte ud fra stalden, og styrede imod mig. Der var et bekymret blik i hans øjne, da han fik øjenkontakt med mig, og jeg skrabede akavet i gruset med min ene fod.

”Riley! Du havde ikke behøvet at komme. Ethan fortalte mig, at det blev sent med den fest i var til” Hvordan er jeg lige pludselig blevet så heldig, at have sådan en venlig mentor? Jeg rystede på hovedet med et smil, selvom jeg godt kunne mærke, at hvis jeg rystede meget mere med hovedet, ville jeg dejse om.

"Åh som jeg plejer at sige, John. Medmindre jeg ligger for graven, er jeg frisk på at arbejde” – Og nej jeg aner ikke hvor det kommer fra, situationer som disse, gør mig nervøse.

”Jamen i så fald, har jeg et par heste der godt kunne trænge til at blive rørt..”

”Ja altså angående det, har jeg faktisk noget jeg skal spørge dig om..” I samme øjeblik lød de karakteristiske lyde af rullende sten under skoene – og de nærmede sig. Jeg så kort op, og fik øje på Ethan. Et smil brød frem på mine læber, før jeg forstod konsekvensen af, at han var her. Blot endnu en der potentielt kunne sige mig imod. Hans øjne flakkede en smule fra hans onkels, og så til mine – vurderende. Han målte situationen. Et kort sekund efter blinkede han til mig, og vendte sig om på min side, så han stod front mod sin onkel - præcis som mig.

Hans arm berørte flygtigt min, og jeg forstod med det samme. Ethan var her ikke for at argumentere imod mig. Han var her for at hjælpe mig. Han havde fundet ud af hvor vigtigt det var, at Ardeshir fik en chance.

”Ethan” sagde Mr. Smith, som om at han var usikker på, hvorvidt Ethans hensigter var gode. Ethan nikkede drilagtigt på en uskyldig måde.

”Nå Riley, hvad ville du så spørge om?” fortsatte Mr. Smith, og jeg åbnede munden:

”Jo, jeg har set hvordan Ardeshir opfører sig med rytterne, og jeg tror jeg kan finde ind til ham. Jeg kender hans svage og stærke punkter. Vi forstår hinanden.. Ja det jeg egentlig prøver at sige er, at jeg gerne vil have muligheden for at ride ham”

Mr. Smith var nær ved at kløjes i sit eget spyt, da jeg færdiggjorde sætningen. Ethan ventede dog ikke længe, før han fortsatte med salgstalen.

”Jeg synes det er en god ide. Riley har arbejdet virkelig hårdt, og hun kender hesten bedre end nogen anden. Jeg synes vi skal give hende en chance, onkel”

Jeg ved ikke om Ethan har magiske kræfter, men der var noget i hans ord, der fik Mr. Smith til at lytte. Han så eftertænksomt på mig. Han havde formentlig ikke forventet at Ethan ville bakke op om mig – af den simple grund, at han udmærket ved, at Ethan ikke ser mig komme til skade.
Endelig nikkede han, og jeg vendte mig om mod Ethan. Vi slog samtidig armene ud, og jeg sprang ind i hans favn. Ardeshir fik en ny chance – og det ville være med mig i sadlen!

***

Jeg havde netop fået færdigspændt gjorden. Jeg var alene i stalden med Ardeshir. Jeg havde bandlyst andre at komme herind, for ikke at stresse ham yderligere. Ardeshirs ører var skiftevis fremme, og lyttende tilbage. Han kunne mærke, at der ville komme til at ske noget – men han virkede ikke stresset. Mere.. spændt. Hvis det var tilfældet, kunne det ikke være meget bedre. Jeg løftede langsomt ridehjelmen op fra gulvet, før jeg satte den på mit hoved, og spændte den, samtidig med at jeg proppede sikkerhedsbrillerne på. Jeg fiskede en godbid frem fra lommen, og rakte Ardeshir den.

”Vi skal vise dem nu, Ardeshir.. Ellers bliver du højst sandsynligt solgt efter kåringen”
Jeg sukkede kort ved at blive mindet om det, men nu var det tid til at tage ham ud til banen, så der var ikke tid til at tænke på det.

Jeg trak ham forsigtigt ud af stalden. Der stod mange ovre ved leddet – alle forventede noget af os. Jeg skævede nervøst til Ethan, men han vendte blot tommeltotten op ad og smilede. Ardeshir prustede roligt, og jeg smilede. Jeg havde de bedste bag mig – hvad kunne gå galt? Mr. Smith fortsatte hen mod mig, og klappede kort Ardeshir på halsen, før han vendte sig mod mig.

”Du får helt frie tøjler, Riley. Gør det du synes der virker bedst” han gjorde tegn til at ville give mig en hestesko, og jeg nikkede, og blev ført op.

Ardeshir spændte en anelse under mig, men jeg lod ham få alt den tøjle han behøvede. Jeg satte mig forsigtigt til rette med fødderne i stigbøjlerne, mens jeg langsomt fik styr på vejrtrækningen. Så nikkede jeg til Mr. Smith der nikkede tilbage, og trak mig ud på banen. Der var en enkelt hest på banen, som fortsatte rundt i et langsomt tempo. Langsomt styrede jeg Ardeshir ind på banen, og de første mange 100 meter, skridtede vi. Han var anspændt, og gik med hovedet oppe, til trods for at han havde tøjle nok til at strække halsen. Da han endelig begyndte at slappe af, klikkede jeg med tungen, så han gik i trav. I et kort øjeblik troede jeg, at han ville bukke. Men det gjorde han ikke, han travede en anelse sidelæns, og jeg kunne bogstaveligt talt mærke de andres øjne bore ind i min ryg. Nogle bekymrede, andre hånende.

Da han begyndte at gå ligeud rettet, kortede jeg tøjlerne op, men uden at have yderligere kontakt til hans mund. Så klikkede jeg med stemmen, og sagde stilfærdigt:

”Galop”
Langsomt skiftede hans jævne trav, til en let galop. Og jeg smilte. Jeg smilte fordi at han på intet tidspunkt virkede bange eller stresset. Han virkede glad for det arrangement jeg tilbød ham. Han behøvede ikke en rytter, der gik ind og prøvede at bestemme over ham. Han skulle blot have vist vejen.

Den rolige galop fortsatte, indtil jeg tog ham ned i trav, og derefter skridt, og red hen imod dem. De stod alle med åbne munde og store øjne. Mest af alt lagde jeg mærke til de andre jockeyer der uden held havde prøvet at ride ham. Jeg kiggede lidt rundt, og fik øje på Chester, der sandsynligvis var stoppet op og fulgt os med blikket. Han smilte stort til os, og nikkede anerkendende, før han fortsatte hen over gårdspladsen.

Så blev jeg revet væk i mine tanker, for uden at vide det, havde Mr. Smith og Ethan taget fat i Ardeshir, så jeg kunne hoppe af.

”Hold nu op hvor var det flot redet, Riley!” lød Ethans varme stemme.

”Det var da lige godt sørens, Riley. Jeg troede ikke at du havde sådan et tag på ham. Når han går så godt, så er der da helt klart lys forude! Jeg må hellere ringe til Mr. Krüger” fortsatte Mr. Smiths stemme, og jeg smilte stort, før jeg hoppede af Ardeshir, og krammede hans store hals. Vi havde gjort det!

”Tusind tak! Ardeshir var virkelig god derude” sagde jeg, selvom jeg ikke var helt sikker på om jeg rent faktisk sagde det, eller om det bare var ord oppe i mit hoved.


***

Jeg havde for længst sadlet Ardeshir af, og sat ham i boks. Nu ventede jeg sammen med Ethan på den endelige afgørelse – om Ardeshirs kåring skulle udsættes. Mit blik gled hen over Ethans. Jeg vidste ikke hvad der skulle ske nu. Han var stadig sammen med Kate, men jeg kunne have svoret på, at der skete noget den nat da han sad hos mig.
Han skulle netop til at sige noget, da hoveddøren ind til kontoret fløj op, og Mr. Smith kom ud.

”Så er det besluttet! Vi giver ham en chance til!” sagde han højt og smilte. Mig og Ethan udvekslede et blik – snakken måtte vi tage på et andet tidspunkt.

Og med det lagt på hylden for nu, smilte jeg over hele femogtyveøren, for nu så Ardeshirs fremtid lys ud.

________________________________________________________

SÅ er 20. kapitel ENDELIG publiceret. Jeg er super ked af, at i måtte vente så længe, for jeg er godt klar over, at der er gået rigtig lang tid. Jeg vil bare sige, tusind tusind tak til alle jer der har hængt ved, og stadig har vist interesse for historien. Uden jeres kommentarer ville jeg nok ikke have genopført Morthblake Hill (grundet slem skriveblokade) - det har betydet rigtig meget, og har virkelig hjulpet mig igennem dette kapitel. Jeg har helt klart i sinde at gennemføre Morthblake Hill, da det er en af de få historier, som jeg virkelig nyder at skrive på, og som jeg for alt i verden gerne vil undgå, bare bliver kasseret. Derfor vil næste kapitel også snart blive publiceret! :D

TUSIND tak for alt opbakningen, og tak fordi at i giver Morthblake Hill så meget kærlighed - jeg kunne ikke gøre det uden jer <3

Sincerely

- BilleThatsMe

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...