Morthblake Hill

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 13 jul. 2013
  • Status: Igang
Morthblake Hill er en succesrig galopstald beliggende i England. Det er en turistattraktion ud over det sædvanlige, og når løbssæsonen starter, samles mange mennesker for at se på, mens hestene dundrer i høj fart rundt i svingene med sandet hvirvlende om deres hove. Den 16 årige Riley er som så mange andre også dybt fascineret af denne sport. Hendes morgener tilbringer hun typisk nede ved løbsbanen for at se på de ædle dyr, mens de bevæger sig graciøst hen over banen, som indledende øvelser før løbene. Hendes liv tager en uventet drejning, da hun møder den charmerende men arrogante Ethan, og hun ser sig selv blive suget ind i den ellers ukendte teenagestrøm med problemer, følelser og svære valg.
- Morthblake Hill er en historie om kærlighed, drama og heste.
(Obs. Nødvendigvis stemmer galoplivet i historien ikke overens med hvordan det er i virkeligheden)
(Lettere anstødeligt sprogbrug kan forekomme)

41Likes
113Kommentarer
5331Visninger
AA

14. At være en teenager stinker..

Jeg gik ivrigt og fortalte, mens jeg viste Cadell rundt. Vi havde simpelthen haft for travlt de sidste 2 uger, til at jeg kunne vise ham alle tingene – Men nu havde vi begge nogle frimoduler. Jeg forstod stadig ikke hvorfor det interesserede ham så meget. Jeg mener, han ville jo have en undskyldning hvis han kom for sent. Jeg gik for meget op i det. Selvfølgelig ville han vide hvor de forskellige lokaler var. Jeg vendte mig om, med et smil på læben, da jeg stoppede op ved mit klasseværelse. Vi havde været hele skolen rundt – og nu var det tid til historie. I hvert fald for mig. Jeg anede ikke hvilket fag Cadell skulle have nu.

”Vores veje skilles her” sagde jeg i en dramatisk tone med et drillende smil, før jeg vendte mig om og var på vej ind i klasseværelset.

Cadell greb fat i mit håndled og vendte mig om. Jeg rynkede øjenbrynene forvirret. Han vovede på at dreje mig rundt som en karrusel! Og jeg garanterede helt sikkert ikke for skaderne – Jeg har det med, at blive aggressiv hvis jeg bliver dårlig. Men det var ikke tilfældet. Han trak mig længere ind til sig, med et lavmælt ’vent’ før han førte sin hånd om bag min nakke. Selvsikkert førte han sit hoved ned til mit. Jeg kunne ikke nå at reagere, før hans læber blev trykket mod mine. Et kort sekund stod jeg der bare. Meget målløs. Men så skete der noget jeg absolut ikke havde regnet med. Med en følelse af hævn, førte jeg begge hænder op, flettede mine fingre sammen bag hans nakke og gengældte kysset. Da han mærkede at jeg ikke gjorde modstand, trykkede han sig ivrigt tættere ind til mig.

Han trak sig langsomt væk og løftede mine hænder væk. Jeg åbnede øjnene. Jeg bed mig kort i underlæben og tog et lille skridt tilbage. På Cadell’s læber lå der et tilfreds og bredt smil.

”Jeg tror vi kommer for sent” Sagde han drillende og jeg så tilbage. Ganske rigtigt – døren var lukket. Jeg skar en grimasse til ham.

”Det er din skyld hvis jeg får eftersidning” mumlede jeg og skubbede til ham. Han lo kort og greb fat i mine hænder. Han bøjede sig ned for at kysse mig endnu engang.

”Ses vi senere?” spurgte han smilende og jeg nikkede forsigtigt. Så vendte han sig om for at gå mod sit klasselokale. Jeg så efter ham og tog mig til hovedet.

Jeg burde være glad.. Men hvorfor følte jeg mig så tom inden i?

***

Da jeg kom ned på Morthblake, stødte jeg først ind i Mr. Smith. Jeg fremtvang et smil til ham.

”Hej Riley! Lige dig jeg ledte efter..” Han skulle til at sige noget mere, da Ethan kom hen til os. Han nikkede som hilsen og så ikke på mig mere end et par sekunder, før han rettede sit blik over på sin onkel og signalerede til at han skulle fortsætte. Jeg rynkede øjenbrynene forvirret. Var det ikke mig der skulle være sur og ikke Ethan? Jeg gjorde alt for at se munter og glad ud, så jeg sendte et stort smil til Mr. Smith. Han skævede en anelse tænksomt til Ethan, før han vendte blikket over på mig igen.

”Jo Riley. Jeg er simpelthen så imponeret over dine fremskridt og evner til at ride. Så det jeg vil tilbyde dig er, at du kan tage jockey licens hos mig her på Morthblake Hill. Det bliver en lang og hård kamp, og det er absolut kun hvis du vil. Jeg skal selvfølgelig også snakke med dine forældre.” Jeg stirrede målløst. Jeg følte jeg var omgivet af glas og jeg hørte verden udefra. Jeg skulle til at åbne munden, da Ethans stemme skar igennem stilheden.

”Hvad? Du kan ikke være seriøs, John. Riley har ikke engang redet så længe og hvis hun falder af, så kan det altså hurtigt ende galt.” Hans stemme havde en klang, jeg ikke havde hørt før. En stålfast og alvorlig tone – og det var tydeligt at han ikke ville give op så let.

Jeg blev irriteret. Jeg blev virkelig sur over at Ethan lige pludselig troede at han havde ret til at bestemme over mit liv. Han sagde dog desværre noget der gav mening. Hvis jeg faldt af, som jeg helt sikkert ville kom til mange gange, uden overhovedet at have nogle års erfaring med at ride nogle knap så følsomme heste. Så kunne det altså hurtigt løbe op i skader og hospitalsbesøg. Men det var sådan en stor mulighed, at jeg tvivlede på at jeg nogensinde ville få det tilbudt igen. Så trodsigt og en anelse uden at vide hvad jeg egentligt taget gik ind til, svarede jeg.

”Det er ufatteligt generøst af dig, John. Det vil jeg meget gerne, og selvfølgelig kan du snakke med min mor. Kan jeg ikke få Ethan til at sende dig hendes nummer senere i dag? Jeg tror lige jeg skal snakke med mine forældre, før jeg siger ja til noget” Jeg smilte stort til Mr. Smith, som tydeligvis var tilfreds med mit svar. Han smilte stort og gav mig hånden. Jeg skævede lidt til Ethan der var gået lidt væk, han så absolut ikke tilfreds ud. Han sukkede højt og irriteret før han gik mod stalden.

Jeg smilte endnu engang til Mr. Smith, men da han havde vendt sig om og var gået, forsvandt mit smil som dug for solen. Jeg følte mig helt ved siden af mig selv – en følelse jeg ikke havde oplevet før nu. Og på en eller anden måde ønskede jeg bare at sætte tiden tilbage. Leve livet som en glad 11 årig uden bekymringer. Hvor det ikke handlede om at gøre alting rigtigt og hvor man ikke blev dømt.

Hvor det bliver accepteret, fordi man i den alder ikke kan forstå den dybe mening bag rigtigt og forkert.

Ærlig talt – At være en teenager stinker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...