Morthblake Hill

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 13 jul. 2013
  • Status: Igang
Morthblake Hill er en succesrig galopstald beliggende i England. Det er en turistattraktion ud over det sædvanlige, og når løbssæsonen starter, samles mange mennesker for at se på, mens hestene dundrer i høj fart rundt i svingene med sandet hvirvlende om deres hove. Den 16 årige Riley er som så mange andre også dybt fascineret af denne sport. Hendes morgener tilbringer hun typisk nede ved løbsbanen for at se på de ædle dyr, mens de bevæger sig graciøst hen over banen, som indledende øvelser før løbene. Hendes liv tager en uventet drejning, da hun møder den charmerende men arrogante Ethan, og hun ser sig selv blive suget ind i den ellers ukendte teenagestrøm med problemer, følelser og svære valg.
- Morthblake Hill er en historie om kærlighed, drama og heste.
(Obs. Nødvendigvis stemmer galoplivet i historien ikke overens med hvordan det er i virkeligheden)
(Lettere anstødeligt sprogbrug kan forekomme)

41Likes
113Kommentarer
5134Visninger
AA

9. Ardeshir? Lidt af en udfordring.

Hingsten der blev bakket ud var ikke så stor. Han var også en anelse ranglet og senet. Men min viden var ikke så stor, at jeg med sikkerhed kunne sige at han måske kunne være løbsmateriale. Det lod jeg eksperterne om. Han var skøn at se på. Mørkebrun med lysebrune ’blommer’ som spredte sig over hans ryg og bagpart. Hvis jeg huskede rigtigt, var det et slags aftegn. Det så nemlig ud som om at pletter/ringe så store som blommer, var i en lysere farve end grundfarven. Han havde en hvid hjelm, som gjorde at hele hans hoved var hvidt. Den stoppede lige før starten på halsen. Derudover havde han et blåt og et brunt øje, samt 4 hvide sokker der gik til lige under for knæene. Men de var ikke regelmæssige og helt lige. Jeg blev helt målløs. Det var ikke tit der dukkede en fuldblodshest op som så sådan ud. Det så ud som om at både Mr. Smith og Ethan delte den samme mening. Manden løftede bagsmækken op, tog nogle papirer med sig, før han satte sig ind i bilen. Hingsten blev trukket lidt væk, før manden kørte sin vej.

Nu var der stoppet flere op for at se den nyankommne. Jeg vidste ikke om det var normalt, at de altid betalte så meget interesse for nye heste, men jeg kunne godt forstå deres nysgerrighed. Det var jo nærmest en erstatning for Murtagh | | hvor makabert det end måtte lyde, taget i betragtning af at deres præmiehingst kun lige var blevet aflivet for nogle uger siden.

Mr. Smith overrakte torvet til Ethan, som straks begyndte at tale til hingsten og stryge den over halsen. Mr. Smith begyndte at lede efter noget bestemt i papirerne. Så jeg gav mig i kast til at betragte hingsten. Klart var han speciel at se på. Men han var noget pjusket også. Altså var hans pels ret mat, så det var kun lige akkurat at man kunne se blommerne over hans ryg og bagpart. Hans hove var egentlig i fin stand, så vidt jeg kunne bedømme. Men det jeg lagde mest mærke til, var hvordan han bare stod. Selvfølgelig var hans ører rejst, og han så opmærksomt rundt. Men ellers var han helt rolig - han så ikke ud til at tage sig så meget af postyret. Han løftede hovedet og Ethan nåede lige at se op, før en klat af snot røg ud over ham, da hingsten nyste. Han åbnede munden målløst, og jeg kvalte et grin ved at sætte hånden op for munden. Åååh, endelig en der kunne lukke munden på Ethan. Jeg siger jer, jeg kan allerede lide den hest! Han er min nye helt. Mr. Smith kunne heller ikke dy sig, men var ikke ligeså diskret som jeg. Han lo højlydt og roste hesten ved at strø ham over halsen.

”Her står i papirerne at han hedder.. Ardeshir. Hans mor er faktisk en ret anerkendt avlshoppe” Han nikkede for sig selv, før han begyndte at inspicere hingsten. Hans ben, ryg, bagpart – det hele. Så gav han et roligt nik fra sig. Ganske tilfredst tilføjede han:

”Lad os få ham ind i boksen” Ethan som stadig var rystet efter hændelsen, trak tavst hingsten fremad, og jeg smilte stort over hele hovedet. Det var lidt ondskabsfuldt, måske. Men jeg frydede mig en lille smule.

Hingsten fulgte villigt med, men jeg syntes altså han havde et lunefuldt glimt i øjet. Han gik pænt ind i boksen, der var gjort klar til ham med tyk bund og hø. Han prustede som tak til os og skridtede ind. Han så en anelse forvirret rundt, før han til sidst gik i gang med at hive hø ud af hø nettet. Det bestod af små huller. Det var nemlig meningen, at det skulle tage længere tid for hestene at spise det.

Da mig og Ethan havde fået besked på at smutte og komme i gang med vores opgave, var vi gået ned for at tage en af de ældre heste som i stedet for at blive brugt til løb, blev brugt i sammenhæng med træning af de unge og grønne heste, som først skulle til at lære hvad det vil sige f.eks. at galopere i front af en anden, eller være lukket inde i mellem flere heste. De kunne også bare være en slags træningsmakker for en anden hest. Den slags hest havde navnet ’en pacer’. Vi havde fået lov til at låne en hoppe, til at lave nogle af vores undersøgelser. Ethan var kommet op fra nedturen med Ardeshir, og han gik nu og fløjtede muntert ved min side. Hoppen stod ved leddet, og derfor proppede Ethan hurtigt grime og træktorv på. Så trak han hende ud, og vi fortsatte ned til en roundpen, der var en mindre rund bane med hegn omkranset om den.

Ethan syntes vi skulle indstille kameraet til selvudløser, så kunne det nemlig stå og filme og kan kunne fortælle hvor de forskellige muskler og sener var på heste, mens jeg holdte hoppen. Det var da meget sødt af ham – at han gerne ville have mig med, altså. Men helt ærligt? Jeg gjorde jo ikke noget. Hoppen stod fuldkommen stille, og jeg ville hellere stå bag kameraet. Ethans muntre og entusiastiske stemme kørte et sted i baghovedet, men jeg var fordybet i min egen lille verden.
 

***

Der gik 2 dage før de valgte at tage Ardeshir ud på banen. Jeg fik faktisk lov til overraskende meget her på Morthblake Hill. Jeg vidste ikke om det var fordi Ethan havde lagt et godt ord ind for mig, eller om Mr. Smith bare var venlig. Men jeg måtte i hvert fald godt opholde mig i staldene og hilse på alle hestene. Nu stod jeg og kløede Ardeshir, mens hans sadel blev spændt. Jeg var begyndt virkelig at kunne lide ham. Han var helt seriøst sej. På en underlig måde.. for.. han var jo en hest. Men han virkede lidt til at være sådan ’who cares, I don’t give a shit about all of this’ + han blev ikke nervøs når ting væltede eller noget, hvor nogle af de andre heste var ved at ryge i luften. Jeg kløede ham lidt på den silkebløde mule. Et kort øjeblik efter kom Ethan til syne. Nu omklædt i ridebukser. Han standsede ved siden af os, trak sine støvler på og placerede hjelmen på hovedet. Han smilte bredt til mig og gav mit arm et klem, før han fortsatte hen til sin onkel, der gav ham instrukser. Mr. Smiths stemme lød, og det var rettet til mig.

”Riley, vil du ikke trække Ardeshir ud til den forreste bane? Vi er der om 2 minutter” Jeg sank en klump. Var han sikker? Jeg skævede lidt rundt, mens jeg løsnede torvet fra bommen. Jeg blev mødt af mange borende blikke, der tydeligt signalerede ’Det er en værdifuld hest, og hvis du slipper, får du røven på komedie’ Og ja, nu kom der lige pludselig pres på! Jeg sendte dem et høfligt blik, før jeg trak Ardeshir ud til banen – De skulle da ikke se hvor nervøs jeg var. Ardeshir opførte sig nu meget pænt. Lige indtil han fik øje på en spand, og han trak mig fremad for at komme derover. Jeg fnøs kort, før jeg stak hælene i og hev ham tilbage. Jeg rev ikke i tøjlerne, så bidet kunne ikke nive. Grimen var sat udenpå hovedtøjet, og det var i grimen at der var sat et torv i. Han gik en anelse fornærmet tilbage til mig.

”Nå, så troede du lige du kunne smutte, hva’ mester? Flot at du prøver at sætte mig i knibe allerede” Jeg lod alligevel min hånd glide over hans hals. Han har min respekt, ok?

Det varede ikke længe før Mr. Smith og Ethan kom til syne. Mr. Smith overtog tøjlerne og gav Ethan et ben op.

”En runde rundt. Bare tag det stille og roligt. Se hvordan han går, og pas på. Jeg har ingen idé om hvor langt henne han er i sin uddannelse.” Mr. Smith trak grimen af. Ethan nikkede muntert og selvsikkert, før han styrede den noget fortumlede hingst ud på banen. Der var et par stykker der også galoperede rundt derinde. Måske ville det berolige Ardeshir.

Det ville have været et godt bud. Men.. det var ikke tilfældet. Så snart Ethan havde sikret sig at der ikke kom nogle heste bag ham, og han havde sat hingsten frem i galop, var den flippet fuldstændig ud. Hingsten bagben røg over en meter op i luften i et voldsomt buk, før han løftede forhovene op i et stejl. Han svingede bagparten ud til midten, før han snurrede rundt og bukkede hele vejen tilbage til os. Nu taler vi ikke om små buk, de var virkelig høje, og jeg kunne ikke fatte hvordan Ethan kunne blive siddende så længe. I samme øjeblik stoppede Ardeshir med hovedet nede, så Ethan trillede ud på hovedet af hingsten og lavede et tamt forsøg på at lande på benene. Han nåede ned på det ene knæ, før han rejste sig. Han stod et kort øjeblik mens han tog sig til panden. Jeg kan ikke mundaflæse, don’t judge me! Men det så ikke ud som om at han var tilfreds, det var helt sikkert. I hans hænder havde han stadig tøjlerne. Han gik roligt det sidste stykke hen til hingsten. Ardeshir stod og gloede skeptisk på Ethan, mens han trippede to skridt til siden. Ved min side forholdte Mr. Smith sig tavst. Ethan trak hesten hen til os. Han mødte ikke mit blik,

”Åh, wauw. Det var surt, hva’?” Mumlede jeg. Ethan skævede olmt til mig, og jeg skyndte mig at se uskyldigt op i luften. Mr. Smith kneb øjnene sammen.

”Okay, han bliver noget af en udfordring. Nå, op med dig igen” Sagde han roligt. Ikke ligeså entusiastisk som før. Han måtte være skuffet.. Der var heller intet ’er du okay’ til Ethan. Det måtte være normal procedure her. Kunne man gå, var man okay. Ethan nikkede kort og svingede sig op, ved hjælp af en hestesko af Mr. Smith. Bøjlerne var ekstremt korte, sådan at de kunne stå op i sadlen.

”Okay.. prøv bare at se om du kan galopere et par meter. Nu er du klar over at han prøver dig af.” Ethan drejede sammenbidt hingsten væk fra os og ud på banen. Han styrede ind mod rækværket, så kort tilbage, før han endelig satte hingsten i galop igen. Jeg holdte vejret imens.

Det gik præcis så dårligt som første gang. Ardeshir var igen sprunget i luften. Nu løb han bare fremad, mens hans bukkede. Ethan havde virkelig fået sin sag for og jeg var hundrede på, at det var hans skytsengel der sørgede for at han ikke faldt af. Efter et par hundrede meter med fri galop og buk, fik han ham endelig ned i skridt. Mr. Smith signalerede med hånden at han bare skulle komme tilbage.

Jeg gætter på at den skjulte betydning er noget i retningen af: ’Det gik ikke skide godt, champ. Vi prøver igen i morgen.’ ?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...