Ild

Rosalie er medlem af kongens private livvagt, men da prinsen en dag ikke vender tilbage til slottet bliver kongen bekymret, han sender derfor Rosalie ud for at finde ham.
Rosalie står nu overfor en udfordring og hun må bruge alle sine talenter for at finde prinsen og få bragt ham hjem. Selv det talent som ingen kender til. Ilden.

0Likes
3Kommentarer
574Visninger

1. 1

 

   Varmen spreder sig fra mine fingre til resten af kroppen. Varmen kommer fra de små ildflammer, der danser om mine fingre. Jeg øger ilden så den omslutter min hånd og betragter den fascineret.    Skridt bag mig river mig brat ud af min fascination og jeg får hurtigt slukket ilden. Jeg retter mig hurtigt op og lægger den ene hånd på sværdskæftet.

   ”Rosalie?” spørger hofmarskalen. Jeg nikker. ”Hans majestæt kongen vil gerne se dig i tron-salen.”

   Jeg nikker hurtigt og går uden et ord hen mod tronsalen af de velkendte gange med portrætter fra fortiden. Ingen tanke, om hvad Kongen vil mig, rammer mig, jeg gør hvad, jeg får besked på. Ikke mindre. Jeg tøver ikke engang da jeg står foran de store døre. Min hånd finder bare dørhåndtaget og jeg går ind.

   ”De ville se mig høje konge,” siger jeg og knæler for tronen.

   ”Du har været i min livvagt i en tid nu, så jeg føler, at jeg kan betro en meget vigtig opgave til dig,” siger han og afventer min reaktion. Jeg bøjer hovedet for at signalere, at jeg lytter.

   ”Min søn har ikke svaret på vores kurere og ingen af dem er kommet tilbage, jeg frygter det værste,” siger han, jeg hæver blikket og ser den bekymrede rynke mellem hans øjenbryn. Han taler sandt. ”Jeg vil have, at du begiver dig ud for at finde ham.”

   ”Vil De virkelig betro mig denne betydningsfulde opgave?” spørger jeg oprigtigt overrasket.

   ”Betvivler du min tillid til dig?” spørger kongen skarpt.

   ”Selvfølgelig ikke min konge,” siger jeg og bøjer hurtigt hovedet.

   ”Så gå, bered dig på rejsen,” siger han.

   ”Jeg vil ikke svigte Dem,” siger jeg og rejser mig. ”Deres søn er så godt som fundet.”

   Mine fødder finder selv vej til min seng i livvagtens kvarterer lige op af kongens barakker. For min hjerne er allerede i gang med at udregne hvor, kronprinsen kan være.

  *

   ”Den unge prins er formodet at rejse af denne rute da han forsvandt,” siger Henry. Min træner og læremester. Han har lært mig alt, hvad jeg ved om kampteknikker. Bueskydning, sværdkamp, knive, det hele. Jeg har trænet for at blive den bedste. For at bevise at jeg kan kæmpe ligeså godt som nogen mand.

   Jeg læner mig ind over kortet og retter opmærksomheden mod den rute, Henry peger på.

   ”Den går jo lige gennem dødeskoven,” siger jeg. Dødeskoven. Meget stor, meget svær at finde rundt i og meget, meget, meget farlig. ”Og han red alene?”

   ”Nej, han havde en deling på fem med,” siger Henry roligt. Men han er ikke rolig. Uroligheden lyser ud af ham som et signalbål. Jeg forstår ham godt. Han har været som den far, jeg aldrig har haft.

   ”Henry, jeg kommer tilbage,” siger jeg fast. ”Og jeg har prinsen med.”

   ”Rod dig nu ikke ud i mere, end du kan magte,” siger han og ruller kortet sammen før han giver det til mig. Jeg smiler og tjekker, at sværdene er spændt ordentligt fast til sadlen. Pilekogger og bue bliver også spændt fast. Jeg tjekker knivene ved mit bælte og slår så hætten op så man ikke ser mit flammende røde hår og grønne øjne. Under kappen har jeg en tynd brynje på. På hver og et af mine våben er kongens segl. Det har alle kongens personlige livvagter.

   Jeg svinger mig erfarent i sadlen og sporer min smukke, sorte hoppe ud af de store tunge døre der afskærmer kongegårdspladsen fra resten af byen.

*

   Som jeg rider ud af byen hæfter jeg mig ved de forandringer der sker i omgivelserne. Jo længere væk man kommer fra paladset, jo mere usselt bliver det. Engang boede jeg selv i det usle slumkvarter, levede af at tigge. Nu bor resten af min familie i et nogenlunde hus og jeg arbejder for selveste kongen. Alt hvad jeg tjener får min familie. Min familie består af min mor og mine fem mindre lillesøstre. Jeg deler ikke far med dem, men de er dog mine søstre, da vi har samme mor.

   Inden længe ligger byen bag mig og jeg rider så hurtigt som hesten kan.

*

   Da jeg kommer til dødeskoven er alt stille. Intet dyr tør vove at larme her. For her hersker kun ondskaben. Ingen ved hvorfor at ånder og andre onde skabninger hjemsøger skoven, men der går da rygter. Det ene mere sindssygt end det andet, men alligevel tror alle på dem. Skoven hedder ikke dødeskoven for ingenting.

   På trods af rygterne tvinger jeg min hest, der pruster nervøst, til at gå ind i skoven, for det er den hurtigste vej.

*

   Skoven er mørk og noget siger mig at den kun bliver mørkere. Alt er stille, den eneste lyd er hestens hove, der kvaser de udtørrede blade på skovbunden. Jeg ridder længe før lyden af stemmer når mig. Lugten af bål fylder mine næsebor og jeg ved hvorfor at prinsen ikke vendte hjem. Svaret er lig for næsen af mig i form af en stor lejr med vagter, bål, telte og et bur med en hvis kongelig spærret inde i.

   Jeg overvejer mine chancer. Jeg kan ikke gå ene kvinde imod dem, det ville være selvmord. Måske kunne jeg snige mig ind i lejeren. Jeg ville ikke have problemer med at snige mig derind, nej, det var at snige mig ud igen, der bekymrede mig.

   Som jeg sidder her og spekulerede begynder solen langsomt at sænke sig. Skoven bliver indhyllet i komplet mørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...