The Living Dolls

Det her poppede bare op, aner ikke lige hvad der skete...

2Likes
9Kommentarer
624Visninger
AA

1. Del 1: Dukkerne

 

 

Kiuna gik hen ad gaden sent om aftenen. Hun og hendes to fætre, Kibum og Jungmin, var lige flyttet ind i et hus. De havde masser af penge, så det ville ikke være noget problem for dem, at indrette det gamle hus, så noget af det så gammelt ud, og noget så helt nyt og fantastisk ud. Det var Kiuna’s idé, da hun følte, at de ikke bare kunne ødelægge alt ved huset. Det var også næsten som et slot, og rygtet ville vide, at der engang boede en kongefamilie dér.

Da Kiuna endelig ankom til deres nye hus, med vinden ruskende i hendes ildrøde hår, og rystende af kulde, så selv hendes store grønne øjne så ud til at skælve, åbnede Jungmin døren og smilte med en kop varm kakao som han rakte hende. døren og smilte til hende, med en kop varm kakao klar til hende. Hun rakte hånden ud for at tage koppen, men før hun nåede det, kom Kibum løbende ud og greb hårdt fat i hendes arm. Han stirrede på hende gennem sit lysebrune hår, hans brune øjne udvidede af frygt for hvad der nu havde skræmt ham. Selvom Kiuna var den yngste af dem, følte hun sig sommetider som den ældste.

”Una-chan, jeg fandt et rum, som ikke var på planen over huset… De stirrede på mig… De blå øjne og den snehvide hud… Vampyrer!” skreg Kibum da Kiuna endelig havde fået ham til at falde lidt til ro.

Kiuna stirrede vantro på ham i få sekunder, før hun greb sin kop varm kakao fra Jungmin, og gik hen i den retning, hvor Kibum sagde, at rummet var, med Jungmin og Kibum ikke så langt bag ved hende. Hun fandt den lommelygte frem, som hun altid bar på sig, mens hun sippede lidt af sin kakao. Da hun endelig fandt rummet, som rent faktisk ikke var der før – hvilket undrede både Kiuna og Jungmin, Kibum var kendt for at se syner – åbnede hun forsigtigt døren, som hvis den ville falde ned, hvis hun ikke passede på, hvilket godt kunne ske, for døren var ældgammel. Måske lige så gammel som huset selv, selvom huset var blevet ombygget mange gange siden huset blev bygget.

Inde i rummet med den lette belysning fra Kiuna’s lommelygte, kunne de se to store dukker. De var i menneskestørrelse, og kunne ligeså godt være virkelige mennesker. Den ene, pigen, havde langt sort hår, blå vidt opspærrede øjne og nogle let åbne læber. Hendes lyseblå kjole gik fra brystkassen til lige over knæene, hvor man kunne se nogle lyseblå gamacher gå ned til hendes kridhvide sko. Drengens hår var også sort, men hans blå øjne var dog ikke opspærrede, men så mere ud som om, at han kedede sig. Han havde en lyseblå jakke på over hans hvide skjorte og lyseblå bukser endte ved hans hvide sko. Dukkerne lignede så meget hinanden, at man skulle tro, at de var tvillinger.

Jungmin gispede overrasket. Det havde han ikke regnet med. Som sagt plejede Kibum tit at se syner, hvilket gjorde, at man næsten aldrig skulle tro på hvad han sagde. Det var måske ikke vampyrer, men Kibum havde ret. De var skræmmende menneskelignende, og dog så de ud til at holde så meget magt, at de kunne tvinge alle til at bøje sig i støvet for dem, hvis de ville.

”Sejt,” mumlede Kiuna betaget. Hun var ikke ligesom hendes to fætre, og fandt tværtimod dukkerne fascinerende. ”Jeg kræver ret til at have dem stående på skrivebordet på mit værelse!” sagde hun hurtigt efter, som om Kibum og Jungmin havde haft samme tanke, selv om hun vidste, at de begge var ret bange for dem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...