Måneskind

Historien handler om Christine. Hun blev født anderledes end de andre, men hun må ikke sige hvor hun kommer fra. Derfor bliver hun så også "holdt udenfor" eller som andre vælger at kalde det. Mobning. Men en dag kommer der en ny dreng i klassen og opdager så at hun bliver "holdt udenfor." Grunden til at hun ikke må sige noget er faktisk fordi hun er født langt tid før. På en måde. Det kommer ^^

4Likes
2Kommentarer
540Visninger
AA

2. Uvis mørke

Christine var vågnet. hun skulle gøre sit aftenlige måneskinds tema. Noget specielt var bestemt denne aften. Det var hendes kroning. Hun var den første "måneskinds betvinger" der har holdt sit løfte. De andre som har været for dovne til at rejse sig og bestemme månens lys havde mistet deres alder og var blevet deres rigtige alder. Men Christine. Hun havde holdt sit løfte og nu skulle hun så gerne have ændret alt. I aften skulle hun blive fast 15-årig. Hun blev den første. Det havde altid været hendes drøm at blive fuld måneskindsbetvinger. Hun synes det var specielt at være 15 og så at blive fuld måneskindsbetvinger. Christine gik ud i skoven og ned til det lille glimt af måneskind. Hendes hænder rørte ved det og der strømmede nergi ind til hende. Det føltet også rart at blive genopladet hver gang hun rørte eller mærker det. Hun lukkede sine øjne og koncentrerede sig voldsomt meget. Da hun åbnede dem igen løftes hendes hår med. Hendes øjne lyste blåt ligesom måneskindet. Månelysets kolde mørke blev lysere og lysere. Løftede armene o lukkede øjnene igen. Lyset fra månen skinnede kraftigt, men ikke for kraftigt. Det var tilpas. Hun sænkede armene og det samme gjorde hendes hår. Christine åbnede sine øjne igen og så sig omkring. De vise havde samlet sig om hende. Den yngste, men også den viseste gik ud for hende, "Vi har set hvad du bære og hvad du kan. Er du klar?" spurgte han. Christine synes han lød lidt pjævset med den stemme han havde. Hun nikkede og satte sig på knæ og bukkede hovedet. Hendes hænder sidder fint på hendes lår og hun venter på at de vise giver hende resten af hendes månebetvinger evner. Christine mærkede en strømmende energi ind i sig. Lidt ligesom måneskinnet gav hende. Nej det her var noget andet! Den her var noget helt andet. Alt i hende. Det var mere end genopladet, det havde nu fået nogle reserve batterier. Hun åbnede øjnene og løftede hovedet. De vise smilede til hinanden. Tilfreds over det de har gjord og med at det for første gang er en pige der får sine måne betvinger evner. Christine var også stolt af sig selv. Hendes smil blev meget bredt og sagde farvel til de vise. De vise gengældte hendes smil og måneskinnet opslugte dem. Hun gik tilfreds tilbage, men gik ind i en dreng, "Hov undskyld!" udbryd hun. Drengen så på hende, "Det gør ikke noget. Hvad laver du egentlig her? Det er da for farligt for dig at være alene i mørket?" sagde han. Christine veg hurtigt baglæns, "N... Nej og du behøver ikke blande dig! Der er ikke mørkt! Se på månen den lyser gaderne op for os. Det er da rart nok ikke?" sagde hun. Drengen sukkede og gik videre. Christine følte sig både skuffet og lettet. Skuffet over at han ikke havde nævnt hendes fine måneskind, men lettet fordi han gik. Hun gad alligevel ikke snakke med ham hele natten. Det var der jo ikke noget sjovt ved. Christine blev enig med sig selv om hun ville møde ham en dag så de kunne snakke igennem. Nej det ville da være dumt. Ikke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...