Shoot - don't talk ~ One Direction 13+

Harmony Clear lever et rimelig isoleret liv, hvor hun kun hænger ud sammen med én bestemt gruppe, og hun har et stofmisbrug. Der er sket noget tidligere i hendes liv, som gør, hun holder sig meget for sig selv, og ingen ved noget om tingene, der er sket – og det er heller ikke planen, at nogen nogensinde skal vide hendes hemmelighed. Hun har selv isoleret sig fra sin familie. En aften er hun på vej hjem i meget dårlig tilstand, og Eleanor Calder hjælper hende, så hun ender med at komme op hos Louis Tomlinsons og Harry Styles, i deres lejlighed, fordi hun er ude af stand til noget selv. Eleanor er meget opsat på, at ville hjælpe Harmony, og får Louis til at give hende sit nummer. Zayn Malik synes, at det er komplet latterligt, hvilket fra start af fører til et ’forhold’, der går ud på, at man irriterer hinanden så meget man kan, så tit man kan. Kan de begge to holde dette, eller begynder der at komme følelser indblandet? Vil de nogensinde få den mørke hemmelighed om hende at vide?

226Likes
317Kommentarer
35476Visninger
AA

6. Kapitel 5.

Jeg havde virkelig en underlig følelse indeni, da jeg vågende. Jeg var udmærket godt klar over, at Zayn havde en arm rundt om ham, og jeg lå også selv med hånden på hans bryst, og det forvirrede mig, at jeg ikke havde fjernet den endnu. Og det irriterede mig, at jeg ikke synes, at han var så irriterende, som han plejede at være – også selvom han ikke var vågen. Jeg mener, jeg plejede at blive irriteret, hvis bare han strejfede mine tanker, men det var ikke helt lige så meget nu. Og det var uheldigvis ikke nat mere, så jeg havde ikke tilladelse til det. 

Jeg sukkede højt for mig selv, før jeg med besvær fik viklet mig ud af Zayns arm – uden han vågnede, eller uden jeg faldt ned fra sofaen eller noget. Det var rimelig godt klaret, hvis jeg selv skulle sige det – og det skulle jeg. Jeg rodede lidt op i mit hår, før jeg smuttede ud i køkkenet, hvor jeg kunne høre en masse stemmer fra. Jeg lod mig dumpe hårdt ned på stolen, så den protesterede, hvilket fik drengene til at vende opmærksomheden mod mig.

”Jamen godmorgen du. Har du sovet godt?” Louis hævede et øjenbryn, og jeg fornemmede hurtigt, at han drillede mig. Selvfølgelig havde de nok alle sammen set, at Zayn og jeg havde sovet sammen, og det skulle de bare ikke. Så blev vi begge to nødt til at køre lidt mere på, at vi skulle irritere hinanden. Jeg skulle i hvert fald, for ingen skulle tro, at der var noget mellem os. Det ville der kraftedme aldrig nogensinde blive.

”Hvis I endelig vil vide det, har jeg faktisk sovet fint. Er der noget morgenmad?” mumlede jeg surt, så Louis tog hænderne overgivende op i vejret, men han kunne ikke skjule et grin fra et komme over hans læber. Så var Liam så venlig at skubbe en pakke med cornflakes over til mig og derefter en skål, ske og noget mælk. 

”Tak,” mumlede jeg træt i samme sekund, som jeg hørte, at der var en, som trådte ud i køkkenet. Og det var let nok at regne ud, hvem den person var, når Liam, Niall, Louis og Harry var ude i køkkenet i forvejen. Zayn mumlede et træt godmorgen til dem alle sammen og straks kom irritationen tilbage til mig. Det var jeg i hvert fald rimelig sikker på, at den gjorde, for jeg havde lyst til at vrisse af ham.

”Godmorgen. Nå basse, har du..” Louis begyndte sit spørgsmål, men jeg kastede pakken med cornflakes i hovedet på ham.

”Hold din kæft,” mumlede jeg, så Niall kiggede forbavset på mig. Jeg var seriøst blevet i dårligt humør af, at jeg var så skuffet over, at jeg lod mig selv sove sammen med Zayn, for helt ærligt.. Hvad gik det lige ud på, man? Årh. 

”Ej sorry, Lou,” jeg sendte ham et smil, som han hurtigt gengældte. Zayn ignorerede totalt den her lille episode, men gik bare hen og samlede den cornflakes-pakke op, som jeg lige havde kastet i hovedet på Louis. Så satte han sig på en stol overfor mig og begyndte at spise. Jamen tak for, at du vil sige godmorgen til mig også Zayn. Jeg havde kraftedme fortalt ham om, hvad der var sket i mit liv (okay, ikke helt), og det var stort nok. Det var der ingen, der rigtig kendte til – udover ham nu selvfølgelig. 

”Må jeg spørge noget?” spurgte Niall, efter han havde sikret sig, at der var lang afstand mellem mig og cornflakesene, så jeg ikke kunne kaste dem efter ham, ligesom jeg havde gjort med Louis. 

”Nej,” 

”Ja,” da Zayn sagde fuldstændig det modsatte, flød irritationen op i mig, og jeg havde virkelig meget lyst til at slå ham en enkel gang for, at han tog sig sammen, men det var nok noget nær en meget dårlig idé. Så ville han da først blive sur – og han var faktisk rimelig skræmmende, når han var sur, så det ville jeg gerne undgå. Jeg nøjedes med bare at kigge indtrængende på ham, men han ignorerede det bare og blev ved med at spise.

”Hvordan var det lige, at I endte med at sove sammen? Altså, jeg mener.. I var da ikke de bedste venner i går,” Niall skar ansigt, da han vidst nok kom til at tænke tilbage på madepisoden, som Zayn og jeg vidst nok havde haft gang i. Jeg sagde ikke noget, men kiggede i stedet for over på Zayn, som overraskende nok sad med et lidt uroligt og underligt blik. Jeg rynkede på panden, da jeg var virkelig bange for, at han ville fortælle det, som jeg havde sagt til ham i går, og hvis han gjorde det, ville jeg slå ham ihjel. Okay, det var ikke engang noget, man skulle spøge med. 

”Vi sad bare i sofaen og så film, og så faldt vi i søvn. Og jeg sværger, at jeg ikke ved, hvordan det endte, at vi lå med armen om hinanden og sådan,” Zayn kiggede overbevisende på dem, og Niall nikkede langsomt. Louis hævede bare et øjenbryn, rystede på hovedet og gik så ud af køkkenet og nok videre ud på toilettet, for sådan lød det.  Jeg vidste ærlig talt ikke helt, hvad jeg synes om Zayns forklaring – på et eller andet plan irriterede den mig. Men jeg var samtidig rigtig lettet og taknemmelig (ja overfor Zayn) over, at han ikke havde sagt noget om det, for det vidste han godt, at han ikke ville have. Og så havde han jo bevist, at han var til at stole på, selvom vi ikke var de sødeste overfor hinanden, og det var godt.   

Zayns synsvinkel: 

Jeg havde løjet over for drengene for hendes skyld, og det overraskede mig faktisk lidt, for hun betød jo ikke noget særligt for mig. Men på den anden side havde hun fortalt mig om det, som der var sket, og det fik hende vidst til at føle sig svag, og jeg kunne let fornemme, at hun ikke kunne lide at føle sig svag. Og jeg var heller ikke den type, som bare fortalte alt til alt og alle, så hun kunne godt stole mig, det kunne hun, og det synes jeg selv, at jeg havde bevist over for hende. 

Harmony blev ved med at undgå mit blik og undgik at svare mig generelt under morgenmaden – og hvis hun endelig gjorde, hostede hun kun op med en hånlig kommentar, som kun var for at irritere mig. Og det lykkedes hende! Det irriterede mig i den grad, at hun blev ved med irritere mig, når hun om natten havde været en fuldstændig anden.

Det havde været som om, at jeg havde snakket med den ’rigtige’ hende, og det var som om, at alle de andre drenge kunne få hende til at være afslappet, men mig var hun bare sur og irriteret på hele tiden, hvilket gav mig en ufattelig trang til at give gengæld – men det havde jeg det ikke godt med. Hun så så sød ud, når hun sov, og efter i går kunne jeg slet ikke få en naturlig flabet kommentar ud. Arh! 

”Må jeg be’ om sødmælken?” spurgte jeg højt, inden jeg opdagede, at den stod lige ved siden af hende. Jeg fulgte hver af hendes bevægelser, da hun med en anspændt arm rakte ud efter den og løftede den fra bordet. 

”Nå, så du kan blive lidt sødere?” spurgte hun og blinkede irriterende til mig. Jeg himlede med øjnene af hende, før jeg tog mælken fra hende. Hvorfor skulle hun være så skide barnlig? Det var fandme lige meget, hvad jeg gjorde, så stod hun totalt af, så jeg var kraftedme ikke den, som var værst her. Og drengene var så skide begejstret over hende og ville hele tiden invitere hende over. Og så bad de mig gang på gang at prøve at være lidt sødere. De her to dage var da mest gået med, at hun opførte sig idiotisk over for mig!

”Hold nu kæft man,” mumlede jeg for mig selv, og selvom det ikke var meningen, at der nogen, som skulle høre det, hørte Louis det vidst. I hvert fald fik jeg et spark på skinnebenet, så jeg skar ansigt af ham. Liam sendte mig et irettesættende blik, som nærmest pissede mig endnu mere af. Med et fnys rejste jeg mig fra bordet og gik ud af stuen. Det der var det mest irriterende af det hele var, at jeg faktisk var begyndt at synes om hende i går; jeg kunne godt lide den skrøbelig side af hende, det gik hende til at virke som alle andre. Altså ikke for at sige, at hun var unormal, men jeg tror, at I forstår. 

Jeg stillede mig irriteret foran spejlet og prøvede at få lidt styr på mit hår, selvom der egentlig ikke var nogen grund til det. Jeg skulle ikke rigtig lave noget i dag, jeg havde i hvert fald ingen planer, så hvorfor jeg var så opsat på at se nogenlunde ud, var faktisk lidt underlig. Jeg rynkede på panden, før jeg trak i nogle sorte, lidt stramme bukser og en hvid t-shirt.   

Harmonys synsvinkel:  Jeg havde det faktisk ikke rigtig dårligt med min opførsel over for Zayn, det havde jeg vitterligt ikke. Jeg havde ingen dårlig samvittighed overhovedet, men den var jo forsvundet med noget andet for et års tid siden… Og det var endnu mere fryd, at de andre drenge lod til at tro, at det var Zayn, som var den værste af os. Det var bare til min fordel, men jeg var begyndt at blive lidt træt af, at jeg kørte spillet ensformigt. Jeg kunne let køre den anden metode; flirt og kærlighed, som forvirrede ham, og hvis det kom så langt, ville jeg endda få noget ud af det. Ja mine behov havde også brug for at blive tilfredstilt engang i mellem. Men var det for ondt, hvis man lod det gå så langt? 

Jeg smilede lidt for mig selv, før jeg fulgte efter Zayn, der hvor han var forsvundet. De andre drenge kiggede forvirret efter mig, og jeg kunne egentlig godt forstå det, for jeg opførte mig underligt. Men hvem ville også kunne opføre sig helt normalt efter de ting, som jeg havde oplevet? Jeg skubbede hurtigt tankerne om min fortid væk, før jeg åbnede døren op til værelset, Zayn befandt sig på. Han kiggede på mig med løftede bryn, da han så, at det var mig, og jeg sendte ham et forsigtigt smil. 

”Hey Zayn.. undskyld det før,” jeg lagde hovedet på skrå og kiggede let på ham. Han havde sat sig i den store vindueskam og sad og studerede regnen, som var begyndt at sile ned i løbet af den tid, vi havde brugt på at spise morgenmad i. Han kiggede mistroisk på mig, før han bare sendte mig et lille smil. 

”Det er fint nok,” sagde han en anelse køligt, men jeg kunne let høre, at han anstrengte sig for at holde stemmen på den måde. Hvis jeg skulle køre den stil, jeg havde kørt før, var jeg nok begyndt og grine, men jeg kiggede bare lidt på ham med det mest flirtende blik, jeg kunne præstere – og så håbede jeg da også bare på, at det var flirtende, og jeg ikke lignede en eller anden fortabt skildpadde. 

”Må jeg sætte mig?” jeg skævede hen mod vindueskammen, og han nikkede hurtigt, og jeg kunne se, at et lille smil prydede hans læber. Jeg kunne ikke lade være med at synes, at det var sødt, men det betød ikke, at jeg brød mig mere om ham, bestemt ikke. Jeg satte mig hen overfor ham og lod mit blik vandre over byen, præcis ligesom han gjorde.

”Hvordan er det at være kendt?” spurgte jeg interesseret, for jeg var faktisk nysgerrig. Det måtte da være rimelig specielt at leve et liv, hvor man stort set blev kendt hver dag af en masse piger. Samtidig måtte det også være utrolig dejligt, give en dejlig følelse, fordi man gjorde så mange piger lykkelige, der var smaskforelskede i hver og en af dem. Han kiggede lidt anspændt på mig, før det virkede som om, at han valgte at bløde helt op.

 ”Det er godt. Jeg kan godt lide det, jeg elsker mit job, og det gør det også meget federe. En gang i mellem kan det selvfølgelig blive for meget med al det hate, som jeg får på Twitter, men jeg synes for det meste, at de positive ting opvejer det,” svarede han og smilede skævt til mig. 

”Hvad med dig? Arbejder du?” han lagde hovedet nysgerrigt på skrå, og jeg kunne ikke lade være med at lade et fnis slippe ud, så han kiggede forvirret på mig. 

”Nej da, jeg får betalt alting. Det var en joke,” tilføjede jeg hurtigt, da jeg så hans overraskede ansigt. Han begyndte at grine og slog sig på panden med flad hånd. Det her flirt gik sku da meget godt, gjorde det ikke? Jeg kiggede længe på ham, før jeg besluttede mig for at svare lidt mere på hans spørgsmål. 

”Min onkel betaler, der hvor jeg bor, men det er også det eneste, som jeg får betalt. Og det er egentlig ret heldigt, ellers ville jeg sku være hjemløs, ville jeg! Jeg får jo SU, og det er egentlig lidt det, som jeg betaler tøj og det for. Og så har jeg et arbejde på en café, som dog holder lukket lige nu, fordi ejeren er nede med stress. Pisse irriterende, men det er sådan det er, og jeg orker ikke at se mig om efter et nyt arbejde,” sagde jeg dovent, så Zayn bare rystede på hovedet af mig, før han igen kiggede ud mod regnen. 

”Prøv at se regndråberne, det er som om, at de triller om kap,” sagde Zayn stille og lod pegefingeren følge en af regndråberne. Jeg mærkede, hvordan hans sætning reagerede på mig.

Jeg bankede blidt på døren, før jeg åbnede den. Min kun etårige yngre søster kiggede på mig med et smil, da jeg kom ind. Hendes fødselsdag var i morgen, så der blev hun 11, og der var kun en uge til, at det var min tur til at blive 12. Selvom hun var meget yngre end mig, så havde jeg altid følt mig meget beskyttende og voksen – jeg var slet ikke som en (snart) tolvårig, og det fik jeg da også tit at vide.  ”Hej søde. Hvad laver du?” jeg kiggede let på hende, før jeg i få store skridt var henne ved hende. Hun stod med hovedet trykket fladt mod vinduet, så hendes næse var helt mast. Jeg stillede mig på samme måde som hende, men i samme sekund løftede hund et lidt, og det lignede, at hun fokuserede på selve vinduet. ”Prøv at se, Harmony! Det ligner, at de der to dråber har et kapløb, er det ikke rigtigt?” hun kiggede fascineret på dem, og jeg kunne ikke lade være med at smågrine lidt af hende. Det var tit, at hun havde nævnt, hvordan regndråberne så ud, og hver gang var hun lige fascineret.  ”Ja, jeg kan godt se det, smukke,” jeg smilede stort til hende, imens mine øjne fulgte de to dråber, der nu var midt på ruden. Den største af dem førte helt klart. Olivia kiggede optaget på dem, indtil hun pludselig vendte sig om mod mig med et alvorligt blik, der gjorde mig helt skræmt. Sådan et blik havde hun aldrig haft før, så jeg var en anelse nervøs. ”Vil der være en dag, hvor jeg ikke er her mere?” spurgte hun alvorligt, og mit hjerte slog et slag over, da hun spurgte om det. Det kom helt bag på mig, at hun spurgte om sådan noget, når hun trods alt, stadig kun var 10 år gammel. Sådan noget burde hun slet ikke tænke på, hun skulle bare nyde livet. Jeg strøg hende over håret, før jeg rystede let på hovedet. ”Hør her, Oli. Der vil være en dag for alle, hvor vi bliver nødt til at tage væk herfra, men i dit tilfælde er der utrolig lang tid til. Du er kun 10 år og stadig ung – du har masser tid tilbage at leve i, det skal du slet ikke bekymre dig om, det lover jeg dig,” jeg kiggede alvorligt på hende, før jeg fortsatte: ”Og når det engang sker, så ved du godt, hvor man altid kan findes henne, ikke? Når der en dag er en af dem, som du holder af, der bliver nødt til at tage af sted, så kan du på en skyfri nat kigge op mod stjernerne. Hver en enkelt stjerne vil kigge ned på dig og holde øje med dig. Det er ikke til at sige, om du kan se den person, som du engang mister, men det er lige meget. Sandheden er, at lige meget, om man ikke kan se personen, så betyder det ikke, at de ikke holder øje med dig et sted fra, også selvom de ikke kan fortælle dig det,” jeg vidste godt, at det var et lyve, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige til den lille tiårige pige, der bare nikkede.

En hånd der ruskede blidt i mig, rev mig tilbage til virkeligheden, og jeg kiggede op på Zayn, som kiggede utroligt på mig. Det gik hurtigt op for mig, at der var nogle tårer, som trillede ned af mine kinder, og jeg tørrede dem væk med et undskyldende blik til ham. Han kiggede bare undrende på mig.

”Hvad skete der? Sagde jeg noget galt?” han lød forvirret over mine pludselige tårer, og jeg rystede hurtigt på hovedet for at forsikre ham om, at det ikke var ham, der var problemet – for en gangs skyld. Han lagde hovedet lidt på skrå, og hans brune øjne kiggede undersøgende lige ind i mine. 

”Det er fint nok, det er bare...” jeg tav, da jeg ikke helt vidste, men jeg var rimelig sikker på, at han forstod, hvor jeg ville hen. I hvert fald blev hans blik pludselig forstående, og han nikkede lidt.

”Undskyld, det var ikke meningen,” mumlede han stille, men jeg rystede bare på hovedet. Han skulle ikke få skyldfølelse over, at jeg var blevet så pisse følelsesladet her over det sidste stykke tid, det var sku ikke hans skyld. Jeg rejste mig fra vindueskammen, før jeg smed mig i sengen og tørrede mine øjne. 

”Kommer du ikke her hen?” mumlede jeg, og det var bare for at få min lille leg i gang igen. Så virkede det mere normalt og slet ikke så ydmygende – selvom sandheden var, at jeg faktisk havde lyst til, at han skulle komme og ligge med mig, det ville jeg bare ikke indrømme over for mig selv. Ikke rigtigt, selvom jeg godt vidste, at det var derfor. Det var bare ærgreligt, at det ikke var nat, for så ville jeg ikke bebrejde mig selv for det. 

Zayn tøvede en anelse, hvilket fik mig til at blive lidt irriteret. Det skulle han altså ikke, for så virkede det ikke som om, at min egen metode virkede særlig godt. Det lignede, at han havde en indre kamp, men til sidst overgav han sig dog og rejste sig fra vindueskammen, før han lagde sig ned ved siden af mig. Jeg vendte mig om mod ham og kiggede på ham fra siden af. Jeg følte pludselig, at min flirten gik meget bedre – Og Zayn? Ja han var all in. Okay, jeg kunne i hvert fald se, at han var med på den her flirt, det var helt sikkert.

”Hvorfor hader du mig så meget det ene øjeblik og er sådan her det næste? Jeg mener.. du snakker klart bedre med alle de andre drenge, men alligevel har du fortalt mig så meget mere – og personligt, end du har sagt til nogen af de andre, og jeg kan næsten gætte mig til, at der ikke er særlig mange, der ved det, er der vel?” han kiggede indtrængende på mig, så jeg sukkede højt. 

”Nej, det er der ikke, og hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg fandme ikke, hvorfor jeg har fortalt dig om det, det gør jeg virkelig ikke. Og for at svare på min skiftende opførsel overfor dig? Jeg er en pige. Jeg er bare værre end fem piger med menstruation,” jeg blinkede lidt til ham, og jeg kunne se et skævt smil forme sig på hans læber.  

”Jeg vil nu nærmere sige ti,” drillede han, og jeg slog ham halvhårdt på brystet, imens jeg ikke kunne holde et grin inde, og det var faktisk et ægte grin. Det var faktisk utrolig rart at snakke med ham, hvor vi ikke skændtes. Jeg rakte tunge af ham, før jeg lod mit hoved hvile på hans bryst, imens jeg lod min hånd lave små cirkler på hans lår. Mission igangsat!  Jeg smilede lidt for mig selv, da jeg kunne mærke, hvilken reaktion det havde på ham. Jeg lod min hånd glide længere op af hans bukser til hans følsomme sted, før jeg vendte mig om, så jeg lå på maven og kunne kigge på ham. Han bed sig selv hårdt i læben, kunne jeg se, imens han havde lukket øjnene en smule i. Så kiggede han på mig.

”Hvad laver du?” ’klagede’ han, for det var ikke rigtig et klag. Det var ikke svært for mig at regne ud, at han godt kunne lide det, det afslørede hele hans kropsprog. Jeg smilede triumferende til ham, før jeg lod min rykke sig og i stedet stryge noget hår væk fra mine øjne.

”Ikke noget,” jeg smilede stort til ham, før jeg rejste mig og gik ud fra værelset. Det her gik jo lige som smurt, men jeg ville ikke presse citronen for meget, så han begyndte at afvise mig lige på stedet. Så ville der jo overhovedet ikke komme noget sjov ud af det, og når det var min egen lille leg, så måtte jeg vil have lov til at more mig, ikke? Han var bare uheldig, fordi han var blevet offeret, men sådan var det da nu.                                                                                                      

 

                                                                          ***  

 

”Hvad snakkede dig og Zayn om tidligere?” spørgsmålet lød undrende. Det var hen ad aftenen, og jeg havde fået lov til at lave mad sammen med Niall, som blev ved med at lave halvdelen af det, imens. Alle drengene, undtagen Zayn, havde fået mig overtalt til at blive til aftensmad, men så var jeg sku også stensikker på, at jeg blev nødt til at tage et smut i parken bagefter. Hvordan tror I, at det er, når man er afhængig af lorte stoffer, og man ikke har fået dem i to dage? Prøv at sammenlign det med at være ryger, når man ikke har nogen smøger, eller hvis man er alkoholiker. Det er bestemt ikke sjovt, og jeg var ved at blive sindssyg.

Det var også grunden til, at jeg så ivrigt havde meldt mig til at lave mad, så jeg havde noget at beskæftige mig med. Jeg kunne godt mærke, at mine hænder rystede lidt på grund af det, men der var ingen, der havde opdaget det endnu. 

”Hmm.. Vi snakkede bare lidt. Om regnen og sådan noget,” det gav et stik i mig, da jeg nævne regnen, men jeg viste det ikke og sendte i stedet Niall et smil, som han hurtigt gengældte, før han for 117 gang tog en pasta i munden. Jeg sukkede og sendte ham et strengt blik, men han grinede bare en anelse, før han igen lød undrende.

”Jeg fatter bare brik af, hvordan I kan skændes det ene øjeblik, og bagefter går i ind og snakker. Fucking underligt,” Niall grinede lidt af mig, og jeg sukkede bare, før jeg tog fat i gryden med pasta og bar den ind på spisebordet.

”DER ER MAD!” lød det så højt fra Niall, at det gav et kæmpe sæt i mig, og jeg nærmest fløj op i luften. Jeg hørte et grin inde fra stuen af, og jeg kunne let høre, at det tilhørte Louis, som så tit grinte af mig. Okay, nu var det ikke lige frem fordi, at vi havde set hinanden mange gange, men derfor grinede han altså stadig af mig! Straks kom de tre andre drenge luntende hen til det bord, som mig og Niall havde sørget for. Harry, Louis, Liam og Niall satte sig på den ene side, hvilket efterlod mig og Zayn på den anden – og det gjorde mindre end ingenting, for så kunne jeg jo køre en smule på ham. Ja, den må gerne misforstås, for hvis det var muligt, at det kunne ske, skulle den også det. 

”Fuck, jeg skal så meget æde vildt meget. Nu har jeg kraftedme stået og duftet til det, imens vi lavede det, jeg har godt nok ret til at få halvdelen af det for mig selv!” udbrød Niall højt og rev gryden med pasta til sig, så jeg ikke kunne lade være med at grine af ham. 

Da vi alle sammen havde fået mad på tallerknerne og drikkelse i glassene, begyndte drengene at føre en samtale om nogle koncerter, der for mig var fuldstændig ligegyldig, for det var ikke rigtig noget, som jeg kunne være med i. I stedet tog jeg gaflen i højre hånd og lagde kniven på tallerkenen, før jeg lagde min venstre hånd højt oppe på Zayns lår.

Det gav et gib i ham, og det var let at se, at han overhovedet ikke kunne koncentrere sig om samtalen. Jeg lod mine fingre gå let rundt i cirkler ligesom tidligere, før jeg lagde min hånd lige på hans følsomme sted, så han bed sig hårdt i kinden indefra. Liam kiggede underligt på os, før han vendte øjnene mod maden igen.

Jeg lod min hånd glide frem og tilbage på den bule, som der langsomt viste sig, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, før jeg tog en pasta i munden. Jeg kunne godt multitaske, hvorimod Zayn var gået helt i stå og vidst ikke kunne koncentrere sig om andet end min hånd.

Jeg fortsatte, indtil jeg både kunne se og mærke, at han var ekstremt tændt. Så lod jeg min hånd falde igen, før jeg rejste mig. Jeg havde slet ikke tænkt nærmere over, at mine hænder rystede sådan, før Zayn hev i mit ærme. Det lignede, at han havde fået taget sig en smule sammen, men bulen i hans bukser beviste lidt det modsatte. 

”Hvorfor ryster du sådan?” spurgte han og tog fat om mine håndled, så jeg ikke rigtig kunne tage mine hænder til dem. Man skulle være komplet idiot, hvis man ikke kunne se, at de rystede, og oven i det, var jeg nervøs. Jeg var udmærket klar over, at de jo vidste, at jeg havde taget stoffer, og det var endda to gange i den tid, de havde kendt mig. Så hvis de tænkte sig nok om, så ville de også kunne regne det ud.

”Det gør jeg bare.. Jeg tripper,” løj jeg, men nu var det Liams skyld til at kigge undersøgende på mig. Jeg undgik bevidst han blik i frygt for, at det ville afsløre noget, men det fik ham vidst ikke til at blive mindre undersøgende. Så var det som om, at det gik op for ham, hvad det var, og jeg spændte hurtigt i kroppen.

”Harmony er det fordi, at du ikke har fået stoffer de sidste par dage?” han kiggede alvorligt på mig, så jeg ikke kunne lade være med at bide mig i læben. Jeg rystede på hovedet, men mit blik var sænket, så Liam bare rystede på hovedet.

”Vi kan jo umuligt bestemme om dig, men du er ved at få et seriøst problem, og det vil ødelægge dit liv, hvis du ikke tager dig sammen,” sagde han, før han tog en tår af sit vand. Han havde ret, det vidste jeg godt, at han havde, men var mit liv ikke rimelig ødelagt alligevel? Jeg havde jo gjort en fucked ting før, og det havde jeg klaret fint. Og stofferne kunne nærmest ikke engang være værre, hvis I spurgte mig ad. 

”Det er ikke noget, som I skal bekymre jer om. Jeg tager hjem nu, okay? Ring en dag, hvis der noget,” jeg var overrasket over det sidste; jeg bad dem ringe, og det var virkelig sjældent, at jeg bad folk om det. Louis nikkede bare lidt trist. Så gik det op for mig, at Zayn stadig havde fat om mine håndled, og jeg lirkede dem forsigtigt fri. Nu var hele stemningen vidst blevet rimelig godt og grundigt ødelagt. 

Med et suk tog jeg mit overtøj på og gik ned af trapperne, efter jeg havde tjekket, at jeg havde alting. Det regnede stadig udenfor, og det hele var bare mørkt og gråt. Mine tanker var underligt nok ledt hen på Olivia, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om jeg ville kunne have gjort noget anderledes, så tingene var gået på en anden måde, end de gjorde. Jeg mærkede en tåre trille ned af min kind og blande sig med regnen – det eneste der gjorde, at jeg vidste det ikke var en regndråbe var, at den svage salte smag ramte mine læber. Med et stort indvendigt suk og tanken om, hvilken fiasko jeg var, satte jeg kurs mod parken, jeg havde brug for det.   

                                                                                                            

ARH. Håber ikke lige, at der var nogen af jer, der læste kapitlet, før jeg lige fik det rettet lidt herinde, det var helt fucked, men ellers sorry! 

Nå, hvad siger I?

//Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...