Shoot - don't talk ~ One Direction 13+

Harmony Clear lever et rimelig isoleret liv, hvor hun kun hænger ud sammen med én bestemt gruppe, og hun har et stofmisbrug. Der er sket noget tidligere i hendes liv, som gør, hun holder sig meget for sig selv, og ingen ved noget om tingene, der er sket – og det er heller ikke planen, at nogen nogensinde skal vide hendes hemmelighed. Hun har selv isoleret sig fra sin familie. En aften er hun på vej hjem i meget dårlig tilstand, og Eleanor Calder hjælper hende, så hun ender med at komme op hos Louis Tomlinsons og Harry Styles, i deres lejlighed, fordi hun er ude af stand til noget selv. Eleanor er meget opsat på, at ville hjælpe Harmony, og får Louis til at give hende sit nummer. Zayn Malik synes, at det er komplet latterligt, hvilket fra start af fører til et ’forhold’, der går ud på, at man irriterer hinanden så meget man kan, så tit man kan. Kan de begge to holde dette, eller begynder der at komme følelser indblandet? Vil de nogensinde få den mørke hemmelighed om hende at vide?

225Likes
317Kommentarer
34435Visninger
AA

5. Kapitel 4.

 

Jeg havde sagt ja til Eleanor, da hun havde spurgt, om jeg ville med ud og shoppe dagen efter. Og så havde hun desværre også fået mig overtalt til, at jeg tog med til en One Direction koncert, selvom jeg virkelig ikke så nogen grund til det. Zayn var ligesom en del af bandet, og vi vidste vidst godt alle sammen, at Zayn og jeg ikke kunne fungere sammen. Men Eleanor havde sagt, at det var fordi, at hun virkelig godt kunne lide at være sammen med mig, så hun ville gerne tilbyde mig nogle ting. Hun havde vidst regnet ud, at jeg ikke var den mest velhavende person. Så kunne jeg altså ikke sige nej.

Så her stod jeg altså; på hjørnet ved en café, som vi havde aftalt at mødes ved. Iført en højtaljet nederdel og en hvid tanktop, som var ’nede’ i den og så en blå skjorte uden over, med et par solbriller i panden. Jeg havde selv taget tusinde kroner med. Ja, jeg havde lidt penge, jeg fik jo penge hver måned, og min onkel betalte min lejlighed, hvor jeg boede. Det havde han insisteret på, da jeg flyttede og cuttede kontakten med dem. Men i så fald var jeg ikke helt fattig!

Pludselig blev jeg prikket på skulderen, så jeg nærmest hoppede fyrre meter op i luften. Jeg kunne høre Eleanors smukke, lette latter, som klingede lige ved siden af mig, så jeg himlede med øjnene, selvom jeg ikke kunne lade være med at smile. Jeg gav hende et kram, som hun hurtigt gengældte.

”Det er sidste gang, at du giver mig sådan en chok!” drillede jeg og skubbede lidt til hende, men hun rystede bare på hovedet. Hun var simpelthen så sød, det var hun virkelig. Og selvom jeg normalt ikke bandt mig hurtigt til folk, holdt jeg allerede virkelig meget af hende. Hun gjorde mig simpelthen så glad, og jeg følte overraskende nok ikke, at jeg havde lyst til stofferne, når jeg var sammen med hende. Den trang kom dog så tilbage, når jeg ikke var sammen med hende.

”Kom nu, vi skal finde noget rigtig fedt tøj! Og nogle super fede sko til dig også. Og til mig for den sags skyld,” tilføjede hun, før hun trak mig ind i den nærmeste butik, som var en tøjbutik. Okay, jeg kunne mærke, at det blev powershopping med Eleanor, for hun havde allerede hevet nogle bukser ud fra et stativ, som hun holdte op foran mig.

”Helt sikkert ikke! Du må da vel kunne se, at jeg ikke er den type, som går i vildt, vildt stramt tøj!” udbrød jeg og klaskede nærmest bukserne tilbage ovenpå stativet, så de lå fuldstændig vandskabt. Eleanor himlede med øjnene, før hun grinede lidt og gik hen mod en mørkeblå cowboyjakke, som faktisk var utrolig flot.

”Den er flot! Prøv den!” Eleanor smilede lidt til mig, da jeg hurtigt hev den ned fra bøjlen, hvorefter jeg tog min egen skjorte af. Jeg tog hurtigt jakken på og satte den ordenligt, så Eleanor lavede tommel op med et kæmpe smil. Jeg gik hen foran spejlet og kiggede lidt på mig selv og jakken. For at være ærlig synes jeg, at den var pænere, når den ikke var på.

”Nej tak!” udbrød jeg, da jeg gik hen til Eleanor, som rystede på hovedet af mig. Hun synes sku da bare at alt tøj i hele verden klædte mig godt. Bare fordi alting klædte hende, betød det ikke, at det klædte mig vel?

 

                                                                                                    ***

 

”Okay El, ved Zayn godt, at jeg kommer?” mumlede jeg, da vi nærmede os koncerten. Jeg havde fået æren af at køre Eleanors bil der hen, så jeg havde øjnene plantet på vejen, imens vi kørte. Jeg kunne fornemme, at hun drejede hovedet hen mod mig med et lille smil, som jeg ikke kunne tyde.

”Hvorfor spørger du om Zayn? Er du lidt vild med ham bag din flabede facade, som du har overfor ham?” drillede hun og blinkede, så jeg et kort øjeblik bare stirrede måbende på hende. Hvad fuck i helved troede hun egentlig om mig? Seriøst. Lignede jeg måske en, som var vild med sådan en ufatteligt flabet perker, som kun havde øje for sig selv?

”Er du ved at blive syg eller sådan noget?” jeg kiggede på hende med et forskrækket ansigt for at vise, hvor dumt hendes spørgsmål var. Hun kiggede på lidt på mig, før hun rystede på hovedet.

”Det er så underligt, at I hader hinanden så meget. Men ja, det går jeg da ud fra, at Louis har sagt til ham. Og ellers så er det da lige meget. Du har lige så meget ret til at se dem optræde, som et hvert andet menneske har,” hun trak på skuldrene, og det gik op for mig, at hun faktisk havde ret i det, hun sagde.

Hvis I vil vide det, så havde hun tvunget mig i nogle stramme, sorte bukser (okay, de var faktisk ret pæne), men de afslørede bare lidt, at jeg var en anelse for tynd. I hvert lige lidt for tynd udover det normale. Og udover den havde jeg så en hvid skjorte, som var lidt for gennemsigtig, hvis I spurgte mig, men Eleanor havde truet med at råbe noget med Zayn ud over hele publikum, og selvom jeg godt vidste, at hun ikke ville gøre det, så skræmte tanken mig alligevel nok til, at jeg tog den på.

”Det er lige før, det kunne være sjovt at give ham sådan en ’bad surprise’. Det kunne han kraftedme godt bruge,” mumlede jeg. Det sidste sagde jeg lidt til mig selv, men jeg var ikke i tvivl om, at Eleanor havde hørt det, for hun rystede lidt på hovedet af mig.

”Emneskift. Hvad synes du så om Danielle?” hun kiggede nysgerrigt på mig, og jeg kom helt til at smile ved tanken om aftenen før. Det havde været utrolig, utrolig hyggeligt, og Danielle var stort set lige så sød, som Eleanor! Jeg kunne sagtens forstå, at Liam og Louis var sammen med dem, og at de to var så gode veninder. Vi havde virkelig moret os, indtil Danielle valgte, at hun ville prøve at drikke noget vin, men i stedet for spildte det ud over mig og Eleanor. Det var et ’uheld’, som hun selv påstod.

”Hun er vildt sød,” jeg smilede stort til hende, og hun nikkede ivrigt, som om hun bare tænkte ’hvad sagde jeg’. Det skulle heller ikke undre mig, hvis hun tænkte det. Men hun var nu sød alligevel. ”Er vi egentlig backstage eller hvad?” spurgte jeg så, da jeg rent faktisk kom til at tænke over det. Jeg rynkede lidt på panden og kiggede kort på hende, før jeg igen koncentrerede mig om vejen.

”Bestemt. Selvfølgelig er vi da det, tosse,” hun himlede med øjnene af mig, som om, at det var et virkelig dumt spørgsmål, jeg spurgte om. Det var det vel i princippet egentlig også, men det tænkte jeg ligesom først på bagefter. Jeg grinede lidt af hende, før jeg parkede bilen inde til siden, da vi var i nærheden af den ’hal’, hvor koncerten skulle holdes.

”Fedt. Og drengene er der vel nu? Skal vi ind til dem først? Åh nej. Zayn,” jeg snakkede virkelig lidt for meget, så Eleanor endte med at bede mig om at lukke kæften i. Bare på en sødere måde, for sådan var hun nemlig; sød, venlig og sjov. Behagelig at være sammen med, man følte slet ikke den der akavede stemning.

”Ja, glæd dig da endelig til at se dem. Kom,” hun hev fat i mig hen mod en dør, som jeg ikke havde lagt mærke til, før hun gik hen til den. Jeg rystede hende hurtigt af mig med et ’fornærmet’ blik, som så gled over i smil, da jeg ikke kunne holde masken et sekund længere. Faktisk kunne jeg slet ikke holde den.

Vagterne, som stod ude foran, kiggede kun kort på de biletter, som Eleanor viste frem, før de uden videre lod os smutte ind. Vi kom ind ved en halvlang gang, som var helt sort, men alligevel lys. Underligt. Vi gik langs nogle døre og rum, indtil Eleanor pludselig lavede et nik med hovedet hen mod en dør og hev fat i mig, så jeg stort set faldt over mine ben og smadrede lige ind i døren, så den gik op.

”Jamen også hej til dig Harmony. Vi har da også savnet dig!” lød Louis stemme lige med det samme, og kort efter grinte han over min flotte entré. Jeg himlede med øjnene, men jeg kunne ikke tage det seriøst; han var fuldstændig lige som El. Selvom jeg ikke havde kendt ham særlig længe, så havde vi det altså utrolig godt sammen, og jeg elskede at snakke med ham. Han opvejede ligesom det faktum, at Zayn for det meste var i nærheden af os. Absolut god ven, selvom jeg underligt nok ikke var meget for at indrømme det. Nok fordi, at jeg var forvirret over, hvor hurtigt jeg tog i mod dem med åbne arme. Det lignede mig som sagt ikke.

”Ha, ha, ha. Hvor er du sjov, Tommelfinger,” ja. Det var et nyt kælenavn, som jeg lige fandt på. Det mindede da lidt om. Louis stirrede underligt på mig, indtil jeg kunne høre Nialls latter fylde rummet, som smittede af på både mig og Eleanor. Jeg hørte slet ikke, at der kom andre ind i rummet, før jeg hørte et underligt fnys, og jeg drejede mig til højre.

Zayn, Harry og Liam stod og kiggede på os, men det var tydeligt at se, hvor det utilfredse fnys tilhørte. Sig halløj til Zaynbassen! Harry og Liam stod bare med et underligt smil på læberne, imens Zayn bare begyndte at gå igennem rummet uden at sige et ord. Jeg kunne ikke holde et halvt grin inde, før jeg bare kiggede triumferende på ham.

”Hej med dig Zayn. Du ser glad ud,” jeg lagde hovedet på skrå, blinkede et par gange med øjnene og smilede sødt, da han rettede sit blik på mig. Jeg sværger – hans øjne var næsten i flammer, og det morede mig ufatteligt meget, det gjorde det virkelig! Han rystede på hovedet af mig med sammenbidte tænder.

”Ja, der er jo nogen her, som er i så god stand til at få mig i tophumør. Sjovt nok hedder hun Harmony, hvilket er et meget upassende navn i forhold til hendes opførsel. Gider du holde kæft?” han kiggede mig direkte i øjnene, da han sagde det sidste. Jeg var ikke sikker på, om han regnede med, at det ville ramme mig, men jeg kunne ikke lade være med at grine.

”Du er sku så sjov, Zayn, det må jeg give dig,” jeg nikkede anderkendende, før jeg bare smilede til de andre. Det var ikke svært at se, at Niall bed hårdt i noget brød for ikke at grine, og Louis lignede også en, som var lidt for tæt på at grine. Zayn vrissede bare et eller andet, før han igen gik ud af rummet.

”Holy crap. Du giver ham sku ikke mange chancer,” lød det grinende fra Louis, lige så snart han var gået. Skulle jeg give ham en chance? Det var da ham, der startede med det hele den dag, hvor vi så hinanden. Jeg lagde armene over kors og skød øjenbrynene i vejret, imens jeg kiggede på ham.

”Giv mig fem gode grunde til, at jeg skulle give ham en chance. Det var da ham, som startede med at dømme mig ud fra, hvordan I så mig første gang, ikke?” jeg bevarede mig blik, indtil han bare nikkede med et smil. Så lagde han sig pludselig ned på gulvet med armene over hovedet.

”Jeg overgiver mig, jeg overgiver mig!” udbrød han, så jeg bare kiggede underligt på ham. Så vendte jeg mig om mod Eleanor med et bekymret og forstående blik.

”Jeg er virkelig ked af, at du skal gå igennem det der,” jeg kiggede på hende med et utroligt medfølende blik, inden både hun og jeg slog en høj latter op. Louis gav en fornærmet snøft fra sig og sendte os et surt blik, men det varede akkurat kun til, at Harry kom og klaskede sig ned lige oven på ham, så han gav et hyl fra sig. Eleanor slog opgivende ud med armene.

”Kan du se, hvad det er, jeg går igennem?” hun kiggede på mig med et smertefuldt blik, og jeg nikkede alvorligt. Det var virkelig kaos altså.. Louis og Harry rodede rundt oven i hinanden nede på gulvet, Niall sad i en sofa og proppede sig, som sædvanligt, med mad, og Liam sad bare og kiggede kærligt på dem. Og så var der Zayn. Ja han var bare skide sur og var gået ud af rummet. Det var så sådan One Direction så ud, når der kun var fem minutter til, at de skulle optræde. Normalitet. Det kan jeg da godt se.

”Okay, hej med dig skat,” Louis havde fået rejst sig fra gulvet og gik først der hen, og gav Eleanor et kys på munden, så hendes øjne strålede. ”skal vi til at smutte ud, så vi kan følge med i koncerten?” spurgte hun så, og Louis nikkede hurtigt. Han kyssede hende en sidste gang, før han blinkede til mig. Så fulgte jeg efter Eleanor hen til den dør, som vi lige var kommet ind af for kort tid siden.

Der var en million piger, som skreg. Okay, nok ikke en million, men der var virkelig, virkelig mange skrigende piger, som stod linet op foran scenen. Eleanor havde, selvfølgelig, fået skaffet biletter til første række, så vi møvede os hurtigt frem for at finde pladserne. Jeg lagde mærke til, at der var flere piger, som fik øje på os og respektfuldt udtalte Eleanors navn. El vinkede til et par af dem, som hvinede overdrevet meget, og så fik jeg totalt min hjerne i kog, da der var en, som nævnte mit navn.

”Okay Eleanor.. Hvorfor kender folk mit navn?” spurgte jeg forvirret, da jeg satte mig ned ved siden af hende. Hun kiggede lidt på mig, før hun trak på skuldrende. Der gik lidt tid, før hun sagde noget.

”Alle fans kender nærmest alle, som drengene omgås. Hvis du skal være deres venner, må du vænne dig til det, for alle vil komme til at kende dig,” hun smilede lidt, før hun tog en pakke tyggegummi frem fra hendes flotte beigefarvede taske. Hun proppede hurtigt et i munden, før hun rakte et hen mod mig, som jeg glædeligt tog i mod.

”Tak. Og ja, det ved jeg. Jeg vidste bare ikke lige, at folk havde set, at jeg havde været sammen med dem,” indrømmede jeg, og hun grinede bare lidt for at forsikre mig om, at der var mennesker overalt, som lagde mærke til sådan noget – desværre. Jeg kiggede rundt på alle pigerne et godt stykke tid, men blev hurtigt revet tilbage, da de begyndte at skrige ufatteligt meget.

Jeg kiggede op mod scenen, hvor jeg så, at drengene nu var kommet til syne på scenen, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Og det lignede det så heller ikke, at Eleanor kunne, men hun sad nu også og holdt mest øje med Louis. De var ufatteligt søde sammen, det var faktisk virkelig sødt!

”Vi har en lille opgave til jer her i aften. Vores alle sammen søde Zayn er af.. en grund, ikke i særlig godt humør, så kunne I ikke prøve at muntre ham lidt op igennem aftenen? Vi er sikre på, at I kan få ham god igen!” Liams stemme rungede ud over det hele, og pigerne skreg i vilden sky, men jeg lænede mig bare over mod Eleanorm, imens jeg grinede utrolig meget. Hun grinede også en del, for det var sku da rimelig komisk. Var han stadig så pissed?

”Tag den, Zayn,” sagde jeg til Eleanor, så hun grinede endnu mere. Jeg havde nærmest lyst til at sige det ud over publikum, men så ville det da først gå galt at hedde Harmony Clear. Okay nej – det var vidst gået mere galt, end det nogensinde ville gøre for mange andre mennesker, som følte, at deres liv var noget lort.

 

                                                                                                  ***

 

Okay jeg indrømmer det; de sang virkelig ufattelig godt alle sammen. Så ja, det indebar også Zayn, selvom jeg ikke var meget for at indrømme det, og jeg vidste alligevel godt, at man ikke begyndte at være hånlig omkring hans stemme også. Så meget hjerte havde jeg, og jeg ville aldrig kunne finde på at sige noget i den stil til ham – lige meget hvor irriterende, han så end var.

Eleanor var taget hjem, da hun havde haft det lidt underligt det meste af koncerten, men da Louis havde spurgt, om jeg ville med hen til ham og Harry med de andre drenge og spise noget natmad, kunne jeg ikke lade være med at sige ja. Selvfølgelig havde jeg spurgte El, om det var okay for hende, men hun havde bare stirret underligt på mig. Jeg citerer: ”Jeg vælger da ikke, om du vil med og spise mad hos dine venner,” og så havde hun bare rystet på hovedet af mig. Sødt.

Så nu sad jeg i en bil sammen med Louis og Niall, imens Niall, Zayn og Harry var i Harrys bil. Klog opdeling; jeg var ikke placeret i samme bil som Zayn. Det ville aldrig gå godt, og det var nok også derfor, at de var blevet enige om, at vi kørte på den her måde. Den ros måtte jeg virkelig give dem på et tidspunkt.

”Søde, du har fået en besked,” lød det fra Louis, og først der gik det op for mig, min mobil lyste op. Jeg smilede til ham, før jeg løftede hånden – med mobilen i – tættere op til mit ansigt, hvilket jeg nærmest fortrød, at jeg havde gjort. Jeg skævede hurtigt til Louis, som sad ved siden af mig for at se, om han kiggede med, før jeg drejede skærmen en smule, så han ikke kunne se noget. Min puls steg, da jeg igen kiggede ned på mobilen, hvor en sms fra et ukendt nummer lå.

Jeg ved godt, hvad du gjorde for et år siden. Du kan snart ikke skjule det for dine nye venner mere.

Jeg kiggede længe og indtrængende på den simple og alligevel uhyggeligt skræmmende sms, før jeg sank en klump og gik ud fra sms’en. Jeg blev nødt til at ignorere den og lade som om, at den aldrig var kommet, for ellers ville jeg uden tvivl komme til at tænke alt, alt for meget på den.

Det gik ikke op for mig, at bilen var standset, før Louis prikkede lidt til mig, så jeg blev opmærksom på, at vi var fremme. Jeg proppede hurtigt mobilen ned i den taske, som jeg havde med, før jeg steg ud af bilen og sendte dem et liiiidt for stort smil, men det lod ikke rigtig til, at de lagde mærke til det.

”Nå, det ser ud til, at de andre er kommet frem,” mumlede Niall, før han bare låste op til deres lejlighed. Havde de bare hinanden nøgler, eller hvad fanden skete der? Jeg stirrede længe på dem, før det gik op for mig, at jeg nok skulle lette røven og følge efter dem. – medmindre jeg selvfølgelig havde en stor trang til at stå nede på gaden, så jeg ikke kunne komme ind igen.

Det første jeg lagde mærke til, da jeg kom indenfor i lejligheden var, at Zayn sad og, overraskende nok, så rimelig glad ud og så en dejlig duft af spaghetti med kødsovs. Og suppe. Hvem fuck i helved skulle have suppe, når der blev lavet spaghetti med kødsovs? Fuck hvor underligt af den person.

”Ej okay, hvem er så underlig, at de vil have suppe?” jeg kiggede bebrejdende rundt på alles ansigter, men undgik selvfølgelig Zayns. Lige indtil hans kolde stemme skar igennem rummet.

”Det er mig, som er så underlig,” sagde han hårdt, så jeg blev nødt til at kvæle et grin. Det vil så sige, at jeg blev nødt til at prøve for det, for det ville være ærgerligt, hvis jeg sagde, at det lykkedes mig at holde det inde. Selvfølgelig var det Zayn, som skulle det. Og selvfølgelig skulle han ligge op til, at der skulle være en ufattelig dårlig stemning.

”Ej okay, er du stadig mopset over det, som jeg sagde tidligere? Relax,” grinede jeg, så han bare himlede med øjnene. Jeg kunne let se, at han stadig var sur over, at jeg havde været der tidligere og ødelagt hans humør før koncerten, men det var da helt og holdent hans skyld, at han lod et gå ham så meget på. Det var for helved bare en kommentar. Og han var ikke lige frem meget bedre, vel? Jeg tog det da meget godt, hvis jeg selv skal være ærlig og sige det!

”Ja, det er godt i to,” lød Liams irettesættende stemme, ”er der nogen, som måske kunne tage sig sammen til at dække bord eller noget lignende?” spurgte han så, og Zayn rejse sig hurtigt. Bevidst om, at jeg stod halvt i vejen for hans vej ud til køkkenet, blev jeg stående, hvor jeg stod, så han kiggede irriteret på mig. Han havde åbenbart ikke tænkt sig at gøre sig den ulejlighed at spørge, om jeg ville flytte mig, men kantede sig til gengæld helt tæt på mig, så hans arm strejfede min hofte. Det var lidt sjovt; det var som om, at det gav et sæt i ham selv, og jeg hævede bare et øjenbryn.

Hans parfume duft ramte mig pludselig, så jeg kunne ikke lade være med at ændre mit selvsikre blik en anelse, fordi at parfumen faktisk var rimelig.. tiltrækkende? Hurtigt skubbede jeg tanken væk fra mig. Det kunne godt være, at parfumen var tiltrækkende, men det havde intet med Zayn at gøre, vel?

Jeg satte mig ned på en stol, så jeg sad godt og grundigt i vejen for Zayn, som nærmest knaldede tallerkenerne i bordet, så Liam måtte bede ham om at slappe af. Zayns kiggede irriteret på mig, før han med vilje satte sig over for mig. Det irriterede mig faktisk grænseløst, at han begyndte på at være sådan.

”Har du noget specielt talent for bare at skulle sidde i vejen for den gode udsigt?” spurgte jeg flabet om, så Zayn bed tænderne hårdt sammen. Jeg kunne høre, at Harry anstrengte sig en del for ikke at grine. Altså, jeg mener; den gode udsigt, som jeg snakkede om, var de andre drenge, som stod i køkkenet i en klump.

”Nej, har du?” svarede han igen, så jeg bare smilede medlidende til ham. Havde han virkelig ikke andet at sige? Overraskende nok pissede det mig faktisk helt af, at han bare brugte det, som jeg sagde, men jeg skjulte det bag det hånlige smil, som jeg havde sat op foran ham. Drengene satte sig ved bordet med maden, og jeg kastede mig hurtigt over spaghettien, som af en eller anden grund var utrolig tiltrækkende lige nu.

”Hvaså? Er du sulten?” Niall blinkede til mig, og jeg nikkede bare, før jeg fik Harry til at give mig noget af kødsovsen. Jeg skævede hen til Zayn, som allerede var gået i gang med at spise suppen, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over, hvor komisk det var. Altså var han virkelig så egocentreret, at folk lige præcis skulle lave speciel med til ham? Omg.

”Zayn, gider du række mig vandet?” spurgte jeg venligt og prøvede at fange hans blik, men det lykkedes ikke. Seriøst, når jeg så for helved prøvede at være venlig over for ham, så spillede han bare dum. Men igen – jeg skulle ikke spille hellig, for jeg var ikke meget bedre. Da det gik op for mig, at han ignorerede ham, fik det mig helt op i det røde felt. Noget som man seriøst ikke skulle gøre var, at ignorere mig, og det var virkelig som om, at folk ikke fattede det.

”Zayn,” jeg tog gaflen ud af munden og stirrede på ham så meget, som nu var muligt. ”gider du godt lade være med at ignorere mig, din opblæste nar?!” jeg knaldede bestikket ned i tallerkenen, så alle drengene kiggede overrasket på mig, men jeg ignorerede det. Kender I ikke det, hvor man bare bliver fuldstændig pissed over, at folk ignorer en? Grr.

Da han stadig ignorerede mig, skulle jeg lige til at sparke til ham under bordet, da jeg så et selvtilfredst smil brede sig på hans læber. Så kunne jeg simpelthen ikke styre mig selv, præcis ligesom da jeg slog ham, og jeg rejste mig, imens jeg tog fat i min tallerken. Og så gjorde jeg altså det, som man bare skulle tro, kun skete på film: jeg løftede tallerkenen og klaskede alt det dejligt mad ud over ham. Og så kunne jeg ikke lade være med at grine.

”Det var måske lidt for meget,” mumlede Louis ved siden af mig, da Zayn lige så hurtigt kastede sin suppe over mod mig, så jeg ikke kunne lade være med at føle en indre vrede indeni. I stedet for gik jeg bare om på den anden side af bordet, da jeg i den grad havde meget mere mad på mig, end Zayn havde. Og så havde han en hvid trøje på.

”Jamen halløj til dig, skat,” sagde jeg med sukkersød stemme, før jeg lagde armene om ham, så den dejlige tomatsuppe smittede af på ham. Med et fnys skubbede han sig væk fra mig, så jeg ikke kunne lade være med at grine. Jeg lod en finger stryge hans kind.

”Jeg tager badet først, ikke?” jeg blinkede til ham, før jeg hurtigt forsvandt ud på badeværelset. Jeg vidste udmærket godt, at han var påvirket en smule af min opførsel, for det var tydeligt at se, hvor meget han spændte i kroppen, da jeg stod foran ham. Hurtigt tog jeg det ufatteligt ulækre tøj af og stillede mig ind under bruseren. Vandet fjernede hurtigt alt det klamme suppe fra mit hår og mit ansigt, før jeg gik ud af badet igen og tog mit undertøj på.

Så viklede jeg håndklædet omkring min krop, da jeg faktisk ikke havde noget tøj at tage på. Så måtte jeg måske hellere spørge, om ikke jeg kunne låne noget tøj af Louis. Ellers ville jeg da først have et problem.

”Louis, låner du noget tøj? Jeg har virkelig ikke lyst til at rende rundt med håndklæde rundt om kroppen hele aftenen,” jeg grinede lidt, da Louis bare hævede øjenbrynene. Så grinede han og førte an ind på sit værelse.

”Du ved godt, at du virkelig fik pisset Zayn af, ikke?” spurgte han, lige snart vi var kommet ind på værelset. Jeg trak bare på skuldrende og smilede bare stort til ham. Jeg var faktisk – for at være ærligt – rimelig tilfreds over, det jeg havde gjort, for Zayn havde virkelig brug for det, det havde han altså. Han opførte sig virkelig som om, at han aldrig havde fået lært nogle manerer i livet, og det burde han altså ikke..

”Jo, og ved du hvad? Jeg har faktisk ikke noget i mod det. Det var skide morsomt, selvom han lavede hævn,” jeg smilede stort til ham, og Louis rystede på hovedet.

”I er seriøst for meget! Vil du blive og se film?” spurgte han i stedet for, og jeg skulle lige til at sige nej, da jeg kom til at tænke på, hvor meget det ville irritere Zayn. Så jeg nikkede hurtigt til Liam, som bare havde lagt en t-shirt og nogle af hans joggingbukser frem. Det var da altid noget, at han ikke regnede med, at jeg skulle til at bruge hans røde bukser. Ikke for at disse dem, men jeg ville sku ikke kunne presse min røv ned i dem!

Louis forsvandt hurtigt ud af døren, så jeg kunne få tøj på. T-shirten var alt, alt for stor, og det samme var buskerne, men i det mindste sad det, og jeg havde ikke rigtig andet valg. Da jeg kom ind i stuen, havde drengene allerede lagt sig – bortset fra Zayn, da jeg let kunne høre, at han var i bad. Og hold kæft hvor det morede mig meget!

”Hvad ser vi?” mumlede jeg og slog mig ned på en madras, hvor Harry lå. Faktisk lagde jeg mig lidt ovenpå ham, så han gryntede utilfredst, men ellers gjorde han ikke rigtig noget specielt.

”Ja, det vil jeg også gerne vide?” lød det bagfra, og jeg behøvede ikke engang at vende mig om for at se, at det var Zayn, som var kommet ind i rummet. Jeg kiggede afventende på Niall, som sad med en pose chips i hånden og trak på skuldrene. Jeg smilede til ham, han var virkelig sød.

 

                                                                                            ***

 

Min mobil vibrerede i lommen på de lånte bukser, og jeg tog den hurtigt frem med rynket pande. Det var ikke ligefrem fordi, at jeg havde særlig mange venner og veninder, og jeg havde ingen kontakt med min familie. Og de få bekendtskaber jeg havde med folk, plejede ikke rigtig at være nogen, som ringede til mig.

Jeg kiggede ned på skærmen og en underlig følelse gik igennem mig, da jeg så min mors nummer lyse op på skærmen. Som jeg selv lige nævnte; jeg har ingen kontakt med min familie, så hvad ville hun mig? Jeg kiggede længe ned på skærmen, indtil jeg bemærkede, at Liam kiggede undersøgende på mig. Så trykkede jeg hurtigt ’afvis’, før jeg smilede kort til ham.

Kort efter tikkede der en sms ind, og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, hvem den var fra. Selvfølgelig var det min mor, da det stod stjerneklart for enhver, når hun lige havde ringet. Jeg låste telefonen op og gik ind for at læse en sms, der fik min verden til at gå helt i stå.

Din far døde for to timer siden.

Jeg mærkede hurtigt, at kvalmen steg i mig, men jeg prøvede at holde den nede. Det var virkelig som om, at alting svimlede for mig, da jeg sad på madrassen og prøvede at fokusere på fjernsynet. Til sidst kunne jeg ikke klare det mere, men sprang op og spurtede i rekordfart ud på toilettet, hvor jeg kun lige akkurat nåede at få hovedet ind over det, før jeg brækkede mig.

Der gik ikke lang tid, før jeg hørte nogle skridt og kort efter, kunne jeg høre Louis stemme, som lød rigtig bekymret, før han tog fat i mit hår, så jeg slap for selv at holde det.

”Hvad sker der?” spurgte han forvirret, og jeg kiggede op på ham med et mat blik.

”Det er lige meget, jeg fik det bare.. dårligt,” mumlede jeg, før jeg igen lænede mig ind over toilettet, da der var mere, som skulle tømmes ud. Jeg tror, at jeg sad og brækkede mig on- off i fem minutter, før jeg lagde mærke til, at de andre drenge spurgte, om det var okay, at de gik i seng. Selv Louis så virkelig træt ud, selvom han gerne ville være her med mig.

”Gå bare i seng alle sammen. Det er fint nok. Og så overnatter jeg altså, men jeg skal nok sove i stuen, det er ligesom tættest på badeværelset,” mumlede jeg. Jeg blev jo ligesom nødt til at spille med på, at jeg var syg, når det var det, som jeg havde bildt ham ind. Han nikkede lidt for sig selv, før han rejste sig og forsvandt med et lille godnat.

Jeg lænede mig op mod den kolde væg, imens tankerne fór rundt i hovedet på mig. Hvordan kunne han være død? Hvorfor var han overhovedet død? Det.. det kunne da ikke passe, kunne det? Jeg kneb øjnene hårdt i, som om jeg håbede, at det ville blive bedre, hvis jeg gjorde det – men det skete desværre ikke.

Da jeg var sikker på, at alle drengene var gået i seng, rejste jeg mig op og kiggede på mig selv i spejlet. Jeg var en lille smule mere bleg end normalt, men ikke noget særligt, og jeg kunne ikke helt finde ud af, om det var godt eller dårligt, når nu jeg havde bildt dem ind, at jeg var halvsyg.

Jeg skyllede min mund, før jeg satte mit hår op i en hestehale og gik hen mod stuen. Da jeg kiggede hen mod sofaen, fik jeg det største chok nogensinde og skulle lige til at skrige, da Zayn tyssede på mig med et underligt blik. Underligt nok irriterede han mig ikke det mindste, og jeg begyndte virkelig at tænke på, om jeg faktisk var syg.

Med et undrende blik satte jeg mig ved siden af ham i sofaen, og han kiggede bare på mig, som om han forventede, at jeg ville fortælle ham noget. Jeg stirrede igen, indtil han sukkede opgivende og slog ud med armene.

”Vil du fortælle mig, hvad der rigtig skete?” spurgte han, og jeg stirrede dumt på. Det var virkelig uhyggeligt, at han var så god til at gennemskue mig, når vi ikke engang havde ført en normal samtale. Næsten.

”Hvorfor skulle jeg?” mumlede jeg, men Zayn skar hurtigt igennem.

”Du har allerede fortalt mig noget, som de andre ikke ved, så en eller anden tillid til mig må du underligt nok have,” sagde han, og det slog mig, at han havde ret. Og det irriterede mig, for jeg ville ikke have nogen tillid til ham. Det havde været det dummeste, som jeg nogensinde kunne gøre, da jeg fortalte ham om Olivia. Jeg sukkede højt, før jeg rykkede lidt tættere på ham. Tårerne pressede på, og selvom jeg ihærdigt prøvede at holde dem inde, trillede en tåre ned af min kind. Det irriterede mig; han havde set mig græde en gang før, og at han nu skulle se det ske endnu engang, var en virkelig stor fejl.

”Min far er død,” mumlede jeg lavt til ham, og jeg kunne se i hans blik, at han fik virkelig, virkelig ondt af mig. Jeg vidste ikke selv, hvad jeg skulle sige til det. Jeg havde ikke haft kontakt med ham i det sidste år, men det var ikke på grund af, at vi havde problemer. Det var på grund af, at jeg ikke kunne klare at se dem hver dag efter det, som jeg havde gjort.

Uden selv at tænke over det, lagde jeg med et suk mit hoved i hans skød, og han virkede overrasket, indtil han kejtet lod en hånd stryge forsigtigt over mit hår. Det var underligt; det var som om, at vi var de værste fjender om dagen – for han irriterede mig virkelig! – og de bedste venner om natten. Jeg var skræmt over mig selv, for han vidste mere om mig, end særlig mange andre egentlig gjorde på så kort tid. Det var uhyggeligt.

”Du er stadig pisse irriterende i morgen,” mumlede jeg til ham, imens jeg gabte. Han grinede lidt, en hæs latter, som jeg ikke kunne lade være med at smile af. Lad os sige det sådan her; om natten har jeg tilladelse til at synes om Zayn, og det har jeg ikke om dagen. Deal?

”Mhmm. Godnat,” mumlede han, da han havde fået lagt sig ned. Han tog dynen op over os begge, og efter kort tid faldt jeg i søvn sammen med Zayn. 

                                                                                                                                                 

Okaaaay. Hvad synes I? Tror I, at Harmony kan blive ved med at holde fingrene fra Zayn, og bliver han ved med at irritere hende grænseløst - og omvendt? OG hvem tror I, at den første sms hun modtager er fra, og hvordan tror I, at hendes far er død? 

Som altid er det ikke rettet, for jeg er doven og træt, lol d: 

//Mirah xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...