Shoot - don't talk ~ One Direction 13+

Harmony Clear lever et rimelig isoleret liv, hvor hun kun hænger ud sammen med én bestemt gruppe, og hun har et stofmisbrug. Der er sket noget tidligere i hendes liv, som gør, hun holder sig meget for sig selv, og ingen ved noget om tingene, der er sket – og det er heller ikke planen, at nogen nogensinde skal vide hendes hemmelighed. Hun har selv isoleret sig fra sin familie. En aften er hun på vej hjem i meget dårlig tilstand, og Eleanor Calder hjælper hende, så hun ender med at komme op hos Louis Tomlinsons og Harry Styles, i deres lejlighed, fordi hun er ude af stand til noget selv. Eleanor er meget opsat på, at ville hjælpe Harmony, og får Louis til at give hende sit nummer. Zayn Malik synes, at det er komplet latterligt, hvilket fra start af fører til et ’forhold’, der går ud på, at man irriterer hinanden så meget man kan, så tit man kan. Kan de begge to holde dette, eller begynder der at komme følelser indblandet? Vil de nogensinde få den mørke hemmelighed om hende at vide?

226Likes
317Kommentarer
35038Visninger
AA

4. Kapitel 3.

 

Det gik hurtigt op for mig, at jeg var hos Eleanor, da jeg vågnede. Vi var taget her hjem og sove fordi, at både Niall, Zayn og Harry var faldet i søvn under filmen, så det havde ikke været særlig spændende. Det var i øvrigt lykkedes rigtig godt med min lille flirt-leg, som jeg havde kørende med Zayn. Ja, lige indtil han faldt i søvn selvfølgelig.

Jeg strakte mig en anelse og bemærkede hurtigt, at Eleanor ikke lå ved siden af mig mere. Vi havde sovet i samme seng, hende seng, som var vildt dejlig. Jeg havde lyst til at blive liggende for evigt, men det ville nok ikke være nogen særlig god idé. Jeg rejste mig hurtigt fra sengen og tog det tøj på, som jeg havde haft på i går. Så gik jeg ud i køkkenet, hvor jeg hurtigt så Eleanor, som stod ind over komfuret.

”Ej, har jeg nu også fået en tjener?” sagde jeg drillende, så hun vendte sig om med et grin. Det var allerede som om, at jeg kendte hende meget bedre, end jeg egentlig gjorde, og det var rart. Hun var virkelig sød. Godt nok skulle hun ikke hjem i min lejlighed, da der lå stoffer rimelig mange steder, men stadig. Det var noget fuldstændig andet end dem fra min gruppe. Dem snakkede jeg ikke som sådan med, dem var jeg bare sammen med. Jeg ved godt, at det lyder dumt, men prøv at se om I kan følge det, jeg mener.

”Simpelthen. Jeg er din personlige tjener,” sagde hun, før hun tog nogle tallerkener ud fra et skab. Så hældte hun røræg og proppede bacon på dem, så det så vildt lækkert ud. Hun havde også stillet noget franskbrød, smør, juice, mælk og vand frem, så jeg så for en gangs skyld frem til en lækker morgenmad. Når jeg var derhjemme plejede jeg altid bare at tage noget havregryn eller noget i den stil. Rigtig kedeligt, men det var jo heller ikke fordi, at jeg var den person, som havde flest penge.

”Det har jeg altid ønsket mig,” jokede jeg og satte mig på en stol over for Eleanor, som allerede var gået i gang med at spise med stor iver. Det var klart; jeg ville da også være ved at sulte mig selv til døde, hvis jeg havde stået og duftet til lækkert mad, imens jeg lavede det, uden at kunne spise det.

 Jeg tog hurtigt noget mad i munden, før jeg fik rigtig øje på, at det var en appelsinjuice, som hun havde købt. ”APPELSINJUICE!” udbrød jeg højt, så hun tabte noget bacon ud af munden, fordi hun grinte. Jeg ignorerede det og hældte et stort glas juice op, som jeg bogstaveligtalt tømte på like.. 10 sekunder eller sådan noget. Jeg var stor fan af juice, hvis nogen skulle være i tvivl.

”GUD, tak for mad,” udbrød jeg, da jeg havde ædt mig fed. Jeg mener virkelig seriøst, at det var fed, for jeg havde virkelig aldrig nogensinde følt mig så mæt. Eleanor smilede lidt, før hun rejste sig for at tage både hendes og min tallerken, men jeg kom hende i forkøbet.

”Du lavede mad, jeg rydder op, El,” jeg blev selv overrasket over, at jeg kaldte hende El, for det havde jeg ikke gjort før, og jeg kunne også se, at hun blev lidt overrasket over det, men så smilede hun bare. Det måtte vel betyde, at det var fint nok for hende, ikke? Jeg tog tallerknerne og glassende, og stillede dem over i opvaskemaskinen.

Jeg havde en underlig følelse indeni, som om, at jeg virkelig var ved at blive sindssyg over noget. Hvorfor fanden havde jeg nu det? Det var som om, at jeg havde lyst til at slå hovedet ind i et eller andet, eller blev nødt til at koncentrere mig om noget, og så gik det op for mig. Stoffer. Jeg havde ikke taget nogen hele dagen i går, og nu var klokken 12 om formiddagen.

”Jeg bliver desværre nødt til at tage hjem. Jeg skal gøre rent og sådan noget der hjemme,” jeg smilede til hende, og hun nikke forståeligt, så jeg fik en helt dårlig følelse indeni over at lyve. Jeg skulle jo ikke gøre rent, men bare hjem forbi, hente nogle stoffer og så over i parken, hvor nogle af de andre garanteret var. Du kunne selvfølgelig aldrig være sikker, men for det meste var der nogen.

”Jeg håber snart, at vi ses igen,” sagde hun med et smil og gav mig et kram, inden jeg gik ud af døren og ned på gaden. Solen skinnede utrolig meget i dag, i forhold til i går, hvilket var typisk. Selvfølgelig skulle det være skide godt vejr den dag, hvor man ikke var ude og vildt dårligt vejr den dag, hvor man rent faktisk var ude.

Jeg gik hurtigt hjem, da der kun var et kvarters tid, og da jeg kom op i min lejlighed, blev jeg helt glad. Jeg elskede altid følelsen af at komme hjem, det kender I vel alle godt, ikke? Jeg smed min taske på spisebordet, før jeg hurtigt drejede hen mod en af de planter, som jeg havde stående i vindueskammen.

Det var et rimelig godt gennemsted til stoffer, hvis du sørgede for, at der ikke var nogen, som kiggede under dem. Og det var altså ikke ligefrem fordi, at der var mange, der synes, at det var vildt spændende at kigge under en potteplante. Jeg løftede den hurtigt og hev en lille pose frem med noget hvidt pulver i, og jeg smilede ved synet af det.

Jeg proppede det i lommen, før jeg hurtigt skiftede til en militærjakke, som jeg ikke havde haft på i århundrede, men den var meget fed. Da jeg igen gik ned af trapperne, kom jeg til at tænke på Zayn. Jeg havde moret mig i går. Han havde været så uhyggeligt forvirret, da jeg begyndte at flirte med ham. Og jeg flirtede da også med ham, det bedste jeg havde lært. Det virkede. Jeg huskede tydeligt, hvor anspændt og usikker han var blevet, da jeg lod en hånd glide over hans kind midt under filmen, og derefter havde jeg ladet som ingenting. Det var rimelig morsomt, for han var helt lost med, hvordan han skulle reagere på det.

Jeg havde kun nogle shorts på og en stor sort t-shirt sammen med et par vans og nogle solbriller, så det var fint nok, selvom solen stod på sit højeste. Det kunne være værre. Og håret havde jeg også sat op i en hestehale, så det ikke var nær så varmt, men luftede lidt omkring mit hoved.

Jeg drejede ind af døren til parken uden at se, om der var nogen, som lagde mærke til det. Folk plejede jo ikke at gå her, så jeg havde et par gange oplevet, at folk var meget underlige, når man gik herind. Bare fordi de ikke synes, at man kunne færdes herinde, betød det altså ikke, at der ikke var andre, som synes det.

Jeg gik hen ad den store sti, før jeg drejede op af den velkendte, skrå sti, som førte op til starten af den græsplæne, som vi normalt sad ved, hvor skuret lå på toppen af bakken. Jeg kunne allerede høre stemmerne, som altid var der, og jeg kom til at smile for mig selv.

”Hej Kyle!” jeg lagde hænderne foran hans øjne bagfra, og han grinede højt. Han vidste altid, når det var mig, så det nyttede praktisk talt ikke rigtig noget at prøve at gøre ting, som det her.

”Dav med dig, Harmony. Er du kommet oven på?” han kiggede venligt på mig, da jeg slog mig ned ved siden af ham, og jeg nikkede ivrigt til ham. Jeg havde faktisk savnet hans selskab, det gjorde mig rimelig glad, synes jeg.

”Ja, i den grad. Hvor er Amanda? Eller vil du med hen i skuret?” jeg kiggede bedende på ham, og han nikkede langsomt med et højt suk, før han rejste sig. Så havde Amanda i hvert fald ikke været her, for så ville han nok bare sige, at hun var her lidt, men nej. Han fulgte efter mig hen skuret, hvor han hurtigt lukkede døren i efter os.

”Er du ved at blive afhængig?” han spørgsmål kom utrolig meget bag på mig, så jeg snurrede overrasket rundt og kiggede på ham. Han så rigtig seriøst, alvorlig og bekymret på mig, hvilket undrede mig. Han var da også selv utrolig afhængig af lortet, så hvad ville problemet være, hvis jeg blev det?

”Måske,” svarede jeg kort og hev posen frem fra bukselommen. Jeg fandt hurtigt den sædvanlige papkasse frem og hældte noget af pulveret op på. Kyle kom hen og stillede sig ved siden af mig, hvorefter han hurtigt rakte mig en pengeseddel, som jeg rullede omhyggeligt sammen. Jeg kunne let mærke på Kyle, at han stod inde med noget, så jeg ventede egentlig bare på, at han ville åbne munden. Og det gjorde han så kort efter.

”Jeg vil bare ikke have, at du ender ligesom mig. Du burde slet ikke være begyndt på stofferne, det ødelægger dig, og du er utrolig intelligent. Du bliver afhængig. Du begynder jo at have brug for dem, så hvorfor stopper du ikke, imens legen er god?” han lagde en hånd på min skulder, inden jeg sniffede amfetaminen ind.

”Det kan du overhovedet ikke bestemme,” sagde jeg bare for at være mere besværlig, end jeg egentlig var i forvejen. Jeg fik en dejlig følelse, som løb i gennem min krop, men vidste med det samme, at det slet ikke var det samme som sidst. Jeg forstod jo egentlig heller ikke, hvad der var sket sidst.

”Nej jeg ved det godt, men det er virkelig seriøst, det jeg siger. De andre er rimelig fucked up på grund af alle mulige ting, men siden du ikke gider fortælle os din historie, har jeg taget udgangspunkt i, at der ikke er noget spændende at fortælle. Så du virker som en, der bare lige er kommet ud på et sidespor,” sagde han, og det gav mig virkelig trang til at grine. Hvis han vidste, hvad jeg havde gjort, ville han nok ikke engang turde være ved siden af mig. Ha!

”Ja, ja, det er godt, Kyle. Jeg skal nok tænke over det,” mumlede jeg, før jeg gik hen til døren. Jeg havde det meget bedre, selvom jeg kunne mærke Kyles blik bore sig ind i ryggen på mig, så jeg til sidst vendte mig om med et irriteret blik.

”Så tager jeg sku bare hjem, hvis det endelig er,” sagde jeg mopset, før jeg vendte om og begyndte at gå. Verden var lidt sløret for mig, men det var fint nok for mig. Om jeg slingrede lidt fra eller til, gjorde vel ikke noget, vel? Jeg gik hen af den skrå sti, da der pludselig var en, som tog fat i mig, så jeg skreg.

 

 

 

Zayns synsvinkel:

Jeg vidste godt, at det egentlig var forkert, men jeg kunne ikke lade være. Eller min krop kunne ikke lade være, da jeg havde set hende. Jeg så hende, da hun forsvandt ind i parken, hvilket var ret mystisk, for der var ellers aldrig nogen mennesker der. Og i øvrigt var det også der, hvor Eleanor havde set hende, før hun ringede til os. Eller deromkring. Og ja, så var jeg faktisk fulgt efter hende, indtil jeg kunne høre nogle stemmer, og kort efter hørte jeg så, at hun kendte dem.

Jeg var faktisk lige ved at gå igen, da jeg pludselig hørte lyden af blade, som raslede og små trægrene, som knækkede. Og så kom hun gående, og det var ikke svært at se, at hun havde taget stoffer. Hun svajede let, men det var overhovedet ikke lige så slemt som sidst. Alligevel kunne jeg ikke få mig selv til bare at lade hende gå, når hun var i den tilstand. Det ville man ikke rigtig kunne få sig selv til normalt. Jeg tog fat i hendes arm, så hun gav et skrig fra sig forskrækkelse.

”Hvad fuck i helvede laver du?” hendes øjne blev helt mørke af irritation, da hun så, at det var mig, og jeg sukkede. Det var så pisse frustrerende, at hun hele tiden vekslede mellem hendes opførsel. Hun havde kraftedme værre humørsvingninger end ti piger med menstruation tilsammen!

”Forsøger at hjælpe dig, når du har taget stoffer. Meget kan du sige om mig, men hvis jeg ser dig, og kan mærke at du er på vej til noget dumt, så vil jeg altså ikke lade dig gøre det. For nu kender jeg dig ligesom,” svarede jeg kort igen, og hun stirrede bare olmt på mig, før hun pludselig sendte mig et flirtende blik. Der kom der endnu en humørsvingning!

”Okay, fair nok så. Men hvordan du vil så hjælpe? Det er jo ikke fordi, at jeg er lige så langt væk, som jeg var sidst, vel?” hun kiggede på med det flirtende blik og lagde hovedet let skrå. Jeg sukkede, før jeg hurtigt hev mobilen frem og fandt Liams nummer.

”Jeg ringer til Liam,” besvarede jeg hendes spørgsmål, og hun kiggede bare irriteret på mig. Var hun irriteret fordi, at jeg blandede andre ind i det eller hvad? Noget af hendes hår var faldet ud fra hestehalen og irriteret mig noget så grænseløst, at jeg fik den største trang til lige at række ud og sætte det bag hendes øre. Det var simpelthen så trippende, og jo mere jeg kiggede på det, jo værre blev det, men det lykkedes dog at beherske mig.

”Hallo?” Liams rolige stemme lød i røret, og jeg åndede lettet op ved lyden af den. Nu håbede jeg så bare inderligt meget på, at han kunne hjælpe mig.

”Dav Liam. Jeg har lige lidt et problem igen.. Jeg står her med Harmony, som har taget stoffer,” mumlede jeg, og jeg kunne høre, at Liam sukkede i røret, hvilket jeg egentlig godt forstod.

”Igen?” spurgte han så, og jeg nikkede, indtil jeg kom i tanke om, at han ikke kunne se mig.

”Ja, desværre. Og jeg ved sku egentlig ikke rigtig, hvad jeg skal gøre. Så jeg tænkte på, om du kunne komme? Eller hvis du er sammen med nogle af drengene?” spurgte jeg hurtigt, imens Harmony var begyndt at blive utålmodig ved siden af mig.

”Sorry to say, Zaynbasse, men vi laver alle sammen noget. Louis er sammen med Eleanor, jeg er sammen med Danielle og Harry og Niall er på stranden med Harrys mor, så det..” han tav lidt, og jeg sukkede. ”tag hjem til dig så. Jeg ved godt, at I ikke har det stjernegodt med hinanden, men helt ærligt,” sagde han så, og jeg sukkede igen, denne gang højere.

”Det er okay. Tak, ses,” jeg lagde bare, før jeg kiggede opgivende på Harmony, som bare stod og studerede et eller andet træ, som af en eller anden grund var vildt spændende. Der rodede hjemme hos mig, det gjorde der altså. Men på den anden side – når det bare var Harmony, som i øvrigt ikke kunne fordrage mig, og omvendt, så ville det vel ikke gøre noget?

”Harmony, vi skal hjem til mig,” sagde jeg gennem sammenbidte tænder, så hun kiggede overrasket på mig, denne gang med et hårdt og afvisende blik. Jeg himlede med armen og gjorde an til at gå, og da hun ikke lignede en, der havde tænkt sig at følge med, tog jeg fat i hendes arm.

”Skal vi hjem til dig?” mumlede hun irriteret, og jeg nikkede bare. Jeg orkede virkelig ikke, at hun skulle til at skabe sig, og jeg fortrød inderligt, at jeg ikke bare havde ladet hende være. Det var jo ikke fordi, at hun ikke havde gjort det før i tiden, da Eleanor ikke forbarmede sig over hende, og hun så da ud til, at hun havde klaret det fint indtil nu. Jeg mener.. hun levede for satan. Så var det pludselig som om, at hun igen ændrede sin måde at være på, for hun smilede stort og sødt.

”Jeg glæder mig faktisk til at se, om du bor lige så flot, som du ser ud,” mumlede hun, og jeg vidste ærlig talt ikke, om jeg skulle tage det som en kompliment, eller om jeg skulle tage det som noget dårligt. Hvis nu hun var sarkastisk omkring, at jeg så flot ud. Forvirret.

”Ehm..” fik jeg bare svaret, og det irriterede mig grænseløst. Hun gjorde virkelig et eller andet, så jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre eller sige, selvom det var tydeligt, at hun bare legede med mig. Det pissede mig fuldstændig af, det gjorde det virkelig, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Også da hun havde slået mig; hold kæft hvor havde hun pisset mig af, og hvis ikke det havde været fordi, at drengene tvang mig tilbage var jeg løbet efter hende. Hvem troede hun helt seriøst egentlig, at hun var?

 

                                                                                               ***

 

”Er du stadig sur over, at jeg slog dig, egentlig?” hendes stemme lød inde fra mit værelse, hvor hun havde lagt sig, imens jeg var i gang med at lave noget sen frokost til mig selv. Jeg proppede hurtigt rugbrødet ind i køleskabet igen, før jeg tog min mad og en tallerken og gik hen mod soveværelset. Jeg stillede mig i døren og kiggede på hende.

”Nej, for jeg er typen, som elsker at blive slået, Harmony. Hvad tror du selv? Ville du være specielt glad, hvis jeg lige kom og slog dig?” vrissede jeg, og hun smilede bare et underligt, irriterende smil, som gik mig virkelig på nerverne. Ligesom det der hår, som stadig hang løst.

”Ej undskyld, jeg blev bare så sur.. Men det var da ikke så hårdt, vel?” hun lagde sig, så hun støttede på højre albue og kiggede på mig, imens jeg langsomt rystede på hovedet.

”Det er mere princippet i det, men det er lige meget, Harmony. Du burde bare slappe. Du har taget stoffer,” pointerede mig og følte mig hurtigt virkelig, virkelig dum. Som om, at hun ikke selv vidste, at hun havde taget stoffer. Hun grinede lidt af mig, før hun bare lagde sig langt under dynen. Jeg var faktisk lidt misundelig på hende. Jeg var selv utrolig træt og kunne egentlig godt bruge min seng lige nu.

”Jeg går ud og ligger mig på sofaen, jeg er træt,” sagde jeg lavt, imens jeg rejste sig. Der lød ikke noget svar fra hende, før jeg var helt henne ved døren.

”Du kan da bare ligge dig her,” sagde hun og sendte mig et ufatteligt bedende blik, så jeg ikke kunne lade være med at bide mig i læben, som jeg altid gjorde, når jeg var nervøs eller usikker, og det irriterede mig, at jeg rent faktisk var sådan.

”Og hvorfor skulle jeg det?” jeg hævede et øjenbryn og kiggede udfordrende på hende, da jeg var fast besluttet på, at jeg skulle blive ved med at holde min attitude kørende overfor hende. Hun smilede stort og blinkede.

”Fordi jeg godt ved, at du har lyst. Og alligevel gør det vel ikke noget, hvis vi alligevel bare slapper af, vel?” hun klappede på sengen ved siden af sig, og jeg tøvede lang tid, før jeg gik hen til sengen og lod mig dumpe ned ved siden af hende. Vi lå lidt i tavshed, før jeg pludselig mærkede hendes hånd på mit bryst, så jeg ikke kunne lade være med at spænde lidt i kroppen.

”Hvad laver du?” sukkede jeg irriteret og prøvede at feje hendes hånd væk, men hun løftede den bare stædigt igen med et drillende smil om munden. Jeg havde kendt hende i like 2-3 dage og alligevel havde hun fået så mange humørsvingninger, som kunne svare til 5 år, man. Okay, overdrivelse fremmer forståelse, men jeg tror, at I ved, hvad jeg mener, ikke?

”Slapper af,” svarede hun med en forførende stemme, så jeg bed mig hårdt i kinden. Hun var virkelig pisse irriterende og lige nu også forbandet tiltrækkende, men det var kun fordi, at hun gjorde sig umage lige nu. Og det var udelukkende fordi, hun troede, at hun kunne lege med mig og sno mig om hendes lillefinger, men der tog hun fejl.

”Så lad være med det der, Harmony,” mumlede jeg, men det lød ikke rigtig overbevisende, da hun pludselig begyndte at lade hånden glide længere ned. Jeg lagde min hånd ovenpå hendes for at stoppe hende, og hun sukkede irriteret. Seriøst, bare fordi hun var på stoffer, kunne hun for helved godt mande sig lidt op og opføre sig normalt.

”Kom nu. Så bare sov med mig i det mindste?” hun vendte hovedet om, så hendes øjne borede sig ind i mine i et kort øjeblik, før hun igen drejede det væk fra mig, tog fat i min arm og lagde den, så den lå rundt om hende; ergo så vi lå i ske. Jeg overvejede et kort øjeblik at trække mig væk fra hende, men droppede det så. Så var der tavshed i omkring fem minutter, før hun åbnede munden.

”Sover du?” hun lød slet ikke irriterende eller ’legesyg’ mere, nærmere ked af det, så jeg rynkede på panden. Jeg havde hørt hendes stemme sådan før. Ude i køkkenet, hvor hun skulle hente noget for Niall, og der havde hun også opført sig rimelig underligt.

”Nej,” jeg lod med vilje være med at lyde irriteret, så jeg ventede egentlig bare på, at hun ville fortsætte, men det virkede ikke som om, at hun havde tænkt sig at sige mere. ”hvorfor?” jeg satte mig halvt op og kiggede på hende, hvilket var lidt svært, da hun lå med ryggen til mig.

”Det er lige meget,” sagde hun så, men jeg kunne høre, at hendes stemme rystede lidt og lige meget, hvor meget jeg hadede hende, var jeg ikke personen, som kunne ignorere sådan noget, det var jeg altså simpelthen bare ikke. Jeg sukkede, før jeg tog fat om hendes skulder og vendte hende blidt om mod mig, selvom hun strittede en smule i mod. Til sidst opgav hun, og da hun vendte sig, så jeg hurtigt, at hun havde tårer i øjnene, hvilket fik mig til at rynke på panden.

”Fortæl mig det. Der er jo en grund til, at du græder, det gør man altså ikke uden grund,” sagde jeg en anelse irriteret, fordi hun ikke bare sagde, at det ikke var lige meget. Det var det jo tydeligvis ikke.

”Det er alligevel ikke noget, som du vil interessere dig for,” sagde hun så og kiggede væk fra mig. Jeg rynkede lidt på panden af hende.

”Jeg ville ikke spørge, hvis jeg ikke er nysgerrig,” sagde jeg så. Hun kiggede igen på mig, og hendes blå øjne borede sig ind i mine, så jeg ikke kunne løsrive mig fra dem.

”Okay, du er selv uden om det,” hun satte sig op. ”da jeg var 16, havde jeg en lillesøster, som hed Olivia. Hun var 15 år gammel, og hun var desværre blevet indblandet i noget rigtig lort med stoffer og lignende, som var godt i gang med at fucke hele hendes liv op, selvom hun var så ung..” hun tav lidt, som om det var svært for hende at snakke om, og jeg kiggede undrende på hende. Det undrede mig, at hun omtalte hende i datid, jeg kunne ikke helt på det til at passe.

”Du omtal…”

”Ti stille og lyt, hvis du vil høre det,” afbrød hun hurtigt, ”så hun skyldte en masse, masse, masse penge til en pusher, som virkelig er en af de hårde af slagsen. Hun fik trusler fra rigtig, rigtig mange forskellige pushere og bare generelt mennesker, som færdedes i det miljø, som hun var i. Jeg gik rundt hver dag og var bange for, at der ville ske hende noget, fordi hun virkelig ikke havde nogen af de penge, som hun skyldte. Og hun kunne ikke skaffe dem, selvom hun blev ved med at låne dem. En dag var jeg alene hjemme, vores forældre var ude og spise eller noget i den stil, og jeg gik som altid rundt og var pisse nervøs for Olivia, men som altid kom hun hjem i et helt stykke, men denne her gang virkede hun mere nervøs,” hun tav igen, og jeg så, at en tåre banede sig vej ned over hendes kind, på trods af, at hun ikke virkede som om, at hun ville tillade det.

”Det er okay. Hvad skete der så?” mit eget tonefald kom vidst både bag på mig og hende, og hun fortsatte med spinkel stemme efter en kort tøven.

”Hun gik op på sit værelse, efter hun havde påstået, at der ikke var noget galt. Så jeg gik i gang med lektier og så tv, og ved en tolv-tiden om aftenen kom hun så ned og begyndte at tage sko og jakke på. Jeg spurgte selvfølgelig, hvad hun skulle, men hun løj for mig og sagde, at Marcus, hendes kæreste, var der ude. Eller, jeg er faktisk ikke engang sikker på, om hun løj, men det er også lige meget. Så var hun ude et stykke tid, og min mobil ringede. Det var en vildt ubehagelig mand, som spurgte ind til, om jeg vidste, hvad Olivia skulle, hvilket var meget underligt. Da jeg så hende komme gående tilbage mod vores hus, så jeg også manden, som jeg snakkede i telefon med, og det var der, det gik op for mig. Jeg så hende blive skudt og dræbt lige foran mig,” det var som om, at hendes sætning fyldte hele rummet, da hun sagde det.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Hvis hun havde været det igennem og havde set hendes egen søster blive slået ihjel foran hende, var der vel ikke noget at sige til, at hun var blevet, som hun var nu. Hun stirrede direkte ud i luften med et udtryksløst blik, da jeg kiggede på hende, men tårerne afslørede let, hvor ondt det gjorde på hende. Olivia, som hun havde heddet, måtte have betydet rigtig, rigtig meget for hende.

Men det kom meget bag på mig, at hun rent faktisk ville fortælle det til mig. Hun havde jo selv spurgt, om jeg sov, så det havde vel lidt på en måde været at ligge op til samtalen, havde det ikke?

”Ehm. Det er jeg ked af, Harmony,” mumlede jeg, da jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle sige. For at være ærlig, var det ikke lige det, jeg havde troet, at hun ville fortælle mig. Jeg havde ikke lige forudset, at hun havde en søster, som var myrdet, så jeg var rimelig usikker på, hvordan jeg skulle reagere på det.

”Det er okay. Det er to år siden, så jeg burde vel egentlig nok snart have affundet mig med det, men det er svært,” hun sukkede lidt, før hun lagde sig ned igen. Så var hun altså 18. Det var da altid godt at vide, var det ikke? Jeg havde en fornemmelse af, at jeg kom til at se meget til hende, især når hun tydeligvis nok blev rimelig gode veninder med Eleanor.

Midt i vores, faktisk rimelig behagelige, tavshed, ringede min mobil, så jeg nærmest fløj op, fordi jeg fik et stort chok. Harmony havde vidst fået samlet sig lidt, for hun kiggede på mig med det blik, som hun for det meste sendte mig; et lidt kostbart og flabet et, hvilket fik mig til at sukke indvendigt. Jeg gik ud fra, at det bare havde været et svagt øjeblik, jeg havde set hende i.

”Hallo?” jeg tog telefonen op til øret, da der overraskende nok stod, at Eleanor ringede. Hvorfor i alverden ville hun ringe til mig, når hun var sammen med Louis? Normal ringede hun til mig, netop for at få at vide, hvor Louis var, men det var vidst ikke tilfældet i dag.

”Zayn! Er du sammen med Harmony? Er hun okay? Hvordan har hun det?” lød Eleanors højrystede stemme. Jeg skævede hurtigt over til Harmony, som ikke rigtig lod til at ænse det, før jeg rejste mig fra sengen og gik for at kigge ud af vinduet. Så gik det op for mig, at Eleanor ventede på svar.

”Ja, det er jeg. Det er fint, men hvis du lyster, må du gerne komme og overtage,” mumlede jeg ind i telefonen og følte mig et øjeblik helt tilfreds over det blik, som Harmony sendte mig, da hun hørte mit svar. Kort efter rakte jeg telefonen over mod hende, da Eleanor havde spurgte, om hun måtte snakke med hende.

 

                                                                                               ***

 

Jeg anede ikke, hvordan Eleanor havde fået at vide, at jeg igen var ’kommet til’ at tage stoffer, men hun vidste det i hvert fald og havde ringet til Zayn, hvorefter hun havde spurgt, om hun måtte snakke med mig. Hun havde tydeligt givet udtryk for, at hun var både skuffet og ærgerlig over, at det var sket, især efter, at vi havde haft sådan en god dag dage før, hvilket vi også havde. Til min overraskelse havde jeg faktisk mærket, at den dårlige samvittighed nagede mig.

Og hvad der var sket, da jeg lige pludselig plaprede løs til Zayn? Jeg forstod det ikke selv, men jeg var lige pludselig blevet ramt af den der følelse af at være helt alene og forladt. Jeg følte mig ensom, når jeg kom til at tænke tilbage på Olivia, og det var noget af det, som var sværest ved det hele.

”Jeg går nu,” sagde jeg med iskold stemme til Zayn, som bare kiggede lidt på mig. Jeg var blevet skuffet over, at jeg bare havde ladet min egen attitude falde over for ham, så derfor lukkede jeg ham fuldstændig ude på den måde, som jeg vidste, at han hadede. Ligesom han hadede, når jeg flirtede med ham. Jeg kunne ikke lade være med at smile ved tanken om den reaktion, som han havde haft tidligere.

”Hvor skal du hen?” spurgte han pludselig, da jeg var halvt ude af døren. Jeg stoppede og drejede mig rundt, hvor jeg opdagede, at han stod og kiggede på mig med armene over kors.

”Jeg skal ud og spise med Eleanor.. Og Danielle, eller hvad hun nu hedder,” tilføjede jeg, før jeg hurtigt gik ud af døren. Ja, Eleanor havde altså fået mig overtalt til at tage med hende og Danielle, som var Liams kæreste, ud og spise. Og selvom jeg ikke havde særlig meget lyst til at måde nye mennesker, så havde jeg sagt ja for Eleanors skyld. Så var det den 7 person, som jeg skulle møde indenfor 3 dage. Uha.

Jeg smilede for mig selv, da jeg kunne genkende Eleanors mørkebrune hår i mængden af mennesker. Hun stod sammen med en anden pige, der havde noget vildt flot krøllet brunt hår, som jeg allerede var misundelig på.

”Hej El,” sagde jeg, da jeg kom hen på siden af hende, og de vendte sig begge to om mod mig. Eleanor lyste op i et smil og gav mig et stort kram, før jeg vendte mig mod Danielle. Jeg rakte hånden frem mod den, som hun hurtigt tog.

”Harmony,” sagde jeg venligt, og hun smilede sødt, før hun også selv sagde sit navn. Hun virkede ligeså sød som Eleanor, så det tegnede godt indtil videre, hvis jeg selv skulle sige det. På trods af, at jeg fik vist den side af mig selv til Zayn, som jeg ikke ville, havde jeg en fornemmelse af, at det ville blive en meget hyggelig aften. 

                                                                                                                                                      

Ikke rettet for fejl! 

Hvad synes I?

Hvad tror I det er, at hun har gjort, som hun ikke fortæller? :O 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...