Shoot - don't talk ~ One Direction 13+

Harmony Clear lever et rimelig isoleret liv, hvor hun kun hænger ud sammen med én bestemt gruppe, og hun har et stofmisbrug. Der er sket noget tidligere i hendes liv, som gør, hun holder sig meget for sig selv, og ingen ved noget om tingene, der er sket – og det er heller ikke planen, at nogen nogensinde skal vide hendes hemmelighed. Hun har selv isoleret sig fra sin familie. En aften er hun på vej hjem i meget dårlig tilstand, og Eleanor Calder hjælper hende, så hun ender med at komme op hos Louis Tomlinsons og Harry Styles, i deres lejlighed, fordi hun er ude af stand til noget selv. Eleanor er meget opsat på, at ville hjælpe Harmony, og får Louis til at give hende sit nummer. Zayn Malik synes, at det er komplet latterligt, hvilket fra start af fører til et ’forhold’, der går ud på, at man irriterer hinanden så meget man kan, så tit man kan. Kan de begge to holde dette, eller begynder der at komme følelser indblandet? Vil de nogensinde få den mørke hemmelighed om hende at vide?

225Likes
317Kommentarer
34654Visninger
AA

23. Kapitel 20.

 

Zayns synsvinkel:

Min mobil ringede akkurat to timer efter, at Harmony var faldet i søvn, selvom hun var udkørt efter den snak, vi havde haft. Jeg havde selv haft virkelig svært ved at falde til ro, og nu da jeg var begyndt på det, ringede min mobil. Irriteret greb jeg ud efter den og tog den op til øret.

”Hallo?” jeg lød godt nok ikke helt imødekommende, men personen lod ikke til at blive skræmt væk. ”Hej Zayn. Det er Kyle.. Kan du huske mig?” stemmen lød dyb og rimelig brugt, så jeg vidste med det samme, hvem det var. En gang eller to havde jeg været ude i den park, hvor jeg først havde mødt Harmony, og den ene gang havde jeg mødt Kyle.

”Hvad vil du?” jeg satte mig op med et sæt og følte mig straks friskere. Forsigtigt med blikket rettet mod Harmony rejste jeg mig og listede ud af værelset, så jeg ikke fik hende vækket.

”Hvad laver Harmony?” spurgte han så, og han lød straks mere nervøs, som havde han en nyhed at fortælle. ”hun sover, og hendes mobil er.. i stykker,” svarede jeg hurtigt, og jeg kunne ikke lade være med at blive overdrevet nysgerrig. Der var et kort øjebliks pause, før hans stemme igen lød.

”Jeg synes måske, at du burde vække hende, når jeg fortæller det her, men.. Amanda – hendes veninde – er død. Vi fandt hende lidt indenfor starten af parken, og du ved.. myrdet,” sagde han så. I starten kunne jeg slet ikke forstå, hvorfor han fortalte mig det, men så gik det op for mig, hvad han mente, og jeg var næsen sikker på, at mine øjne blev ti gange større.

”Er det den samme person, der prøver at dræbe Harmony?” jeg lod mig dumpe ned i sofaen, imens jeg snakkede og mine tanker kørte allerede omkring Harmony. Det var som om, at der var en eller anden form for forbindelse – at når nu manden ikke kunne få ram på Harmony, ville han begynde at ramme hendes nærmeste.

”Måske, måske ikke. Men det går jeg ud fra. Jeg synes ærlig talt snart, at Harmony burde stå frem og åbne kæften op, før der kommer flere til skade. Fortæl hende, at jeg har ringet,” uden et ord mere smækkede han røret på og efterlod mig som et kæmpe stort spørgsmålstegn.

Han havde sagt, at ’Harmony skulle stå frem’- og snakke? Hvad snakkede han om? Mine tanker var seriøst et stort virvar, for oveni det, som Kyle havde sagt, skulle jeg også overbringe dødsnyheden til Harmony, som garanteret ville blive knust. Det skræmte mig overraskende meget, når jeg tænkte på det, som Kyle havde sagt, men jeg vidste ikke, hvad det kunne være, som Harmony skulle træde frem og fortælle om. Han kunne selvfølgelig også bare fyre noget lort af, for jeg var godt klar over, at han ikke brød sig om mit og Harmonys forhold.

Jeg sank en klump og stirrede yderligere et par minutter ud i luften, før jeg valgte at gå ind og vække hende. Selvom hun kun havde sovet i meget kort tid, var det jo stadig aften, da klokken kun havde været otte, da hun lagde sig til at sove. Desuden ville jeg også have vækket hende lige meget hvad, for jeg var sikker på, at hun ikke ville kunne falde i søvn igen, hvis hun først vågnede om natten.

Jeg trak persiennerne fra, før jeg gik over og lagde en hånd på hendes arm. ”Smukke, så er det op,” mumlede jeg blidt til hende, før jeg satte mig helt ind i sengen ved siden af hende. Der lød en underligt mumlende lyd, før hun trak sig lidt væk fra mig og hev dynen over hovedet. Jeg smilede skævt, før jeg tog fat i dynen og fjernede den fra hende.

”Harmony, der er noget.. forfærdeligt, der er sket, som jeg skal fortælle dig,” jeg lød gravalvorlig, og det var vidst også det, der fik hende til at vågne en anelse op og kigge hen på mig med et forvirret, stadig lidt sløret, blik.

”Hvad så?” hendes stemme var ikke særlig kraftfuld, men jeg havde på den anden side også lige vækket hende fra hendes søvn, hvor hun i øvrigt var i gang med at sove rusen fra stofferne ud. Jeg bed mig lidt i læben, før jeg kiggede op og stirrede direkte ind i hendes ufatteligt smukke øjne.

”Jeg fik et opkald fra.. Kyle. Faktisk ved jeg ikke, hvordan han fik mit nummer, men det havde han, og han ringede til mig. Udelukkende fordi, at han ikke kunne få fat på dig, så han sagde, at jeg skulle fortælle dig, at han havde ringet og..” jeg tav lidt, da jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle formulere mig selv. ”Hvad er det forfærdelige?” hun lød helt undrende og lagde en hånd på min overarm.

”Det forfærdelige er, at Amanda er.. hun er død. Hun blev myrdet, det kunne man se helt fra starten af,” jeg tvang mig selv til at lade ordene slippe ud over mine læber, og da jeg havde gjort det, fortrød jeg næsten. Harmonys ansigt mistede øjeblikkeligt al farve, der var, og hendes øjne blev uhyggeligt tomme, og det skræmte mig en del.

”Hva.. hvad for noget?” stammede hun og greb hysterisk hårdt fat om min arm, som om jeg kunne forsvinde hvert øjeblik, det kunne være. Hun holdt så godt fast, at jeg var sikker på, at hun forventede, at jeg kunne smuldre som sand mellem hendes fingre.

”Du hørte mig godt..” sagde jeg lavt til hende og lagde min hånd oven på hendes, der lå på min arm, som tegn til, at hun skulle løsne sit greb en lille smule. Hun regnede det hurtigt ud og kiggede undskyldende på mig.

Harmonys synsvinkel:

Det føltes som om, at alt indeni mig blev revet fra hinanden. Skyldfølelse indhyllede mig som et tungt, tykt tæppe, der ville blive der for evigt, og jeg fik en trang til at kaste op ved tanken om mig selv. Det var ikke blot situationen med, at Amanda var død, for hende havde jeg ikke haft et specifikt forhold med, det var det med, at jeg var klar over, hvis skyld det var. Det var min.

”Er du okay?” Zayn kiggede bekymret på mig, men jeg var ude af stand til at svare. Det var som om, at alting indeni mig var gået i stå, på pause, standby, og jeg stirrede bare tomt frem for mig, velvidende at det skræmte Zayn, når jeg opførte mig på denne måde. Men jeg kunne ikke lade være. Det først nu, at det gik op for mig, at det her gik ud over så mange andre end blot mig selv, og nu var det ført længere ud end trusler mod Zayn – og offeret var blevet Amanda.

”Harmony..” Zayn tog mit ansigt mellem hans hænder, så han kunne kigge mig i øjnene, selvom jeg fornemmede, at han ikke havde lyst til at vide, hvor tomme de var. De var tomme netop fordi, at der var så mange forskellige ting, de ville udtrykke, at jeg fandt det nemmere bare at være tom. Ikke vise noget. Jeg fik vidst mumlet et eller andet utydeligt, for han så lidt roligere ud, da han trak dynen op om os og trak mig hen til ham, selvom det ikke decideret ville hjælpe noget. Det ville ikke hjælpe på mine indre følelser, for de var umulige at rode båd på, men han gjorde mig fysisk mere tryg – betydende at jeg udvendigt slappede mere af og faldt lidt til ro.

Jeg mærkede den første tåre trille ned over min kind, men Zayn var hurtig og kørte blidt sin tommelfinger henover min kind. Sådan blev han ved, selvom den første tåre blev erstattet af en til, så en til og til sidst trillede de uhæmmet. Jeg var ikke sikker på, hvorfor jeg græd. Om det var fordi, at Amanda var død, eller om det var fordi, at det hele var min skyld, og det var ved at være for meget. Jeg vidste det ikke.

”Er du okay?” spurgte Zayn kærligt, og jeg rystede lidt på hovedet samtidig med, at jeg nikkede. Det fik Zayn til at grine en lille smule, og jeg skulle lige til at grine en smule med, da et spørgsmål kom frem i mit hoved.

”Zayn?” spurgte jeg hæst. Et kort øjeblik stoppede han hans konstante bevægelser over min kind, men fortsatte så igen. ”Ja?”

”Sagde Kyle andet? Noget, som jeg burde vide eller noget, der for eksempel undrede dig?” spurgte jeg så og håbede inderligt på, at det hele ikke ville lyde alt for mistænkeligt, hvis man tog udgangspunkt i, at Kyle havde sagt noget. Zayn spændte kort i kroppen, før han igen slappede af. ”Nej, ikke noget specielt. Han bad dig bare om at kontakte ham,” sagde han så og strøg mig over håret.

 

                                                                                                      ***

 

Zayns synsvinkel:

Harmony havde valgt den metode, der lå mest til hende, når sådanne ting skete; hun lukkede sig inde, sagde ikke så meget, nægtede at spise og havde et uhyggeligt tomt udtryk i ansigtet. Selvom jeg egentlig selv ville tro, at jeg havde vænnet mig til det, var det ikke tilfældet, og jeg blev lige forskrækket hver gang.

Jeg havde fortalt hende, at jeg ville tage et kort smut hen til Niall, selvom det ikke var det, der var tilfældet. Kyles ord havde gjort mig nysgerrig, og da nysgerrigheden overvandt mig, valgte jeg altså, at jeg ville tage ud i parken, hvor der var stor sandsynlighed for, at jeg ville kunne finde ham. Jeg havde brug for svar, og det havde jeg haft længe, men det skulle være nu, at jeg fik mine svar.

En hue gjorde, at jeg højst sandsynligt ikke ville blive stoppet af fans, og det var bestemt heller ikke tidspunktet til det. Lige nu havde jeg endelig taget mig sammen til, at jeg ville gøre noget ved mine spørgsmål, så jeg ville ikke have tid til at ombestemme mig. Selvom det var pissehamrende koldt, havde jeg ikke engang tænkt nærmere over, at jeg skulle have noget varmt tøj på, så mine tænder klaprede håbløst meget.

Harmony sad stadig derhjemme med en kop te og et tændt tv, selvom hun ikke fulgte med i udsendelsen, men det havde jeg ikke kommenteret på. Hun opførte sig sært, men det var lige før, at det ikke var nogen ualmindelighed længere.

Jeg stak hænderne i lommen og bøjede hovedet med blikket sænket, da jeg gik ind ad indgangen af den faldefærdige park. Det gav mig myrekryb, da jeg gik forbi et afspærret område, og jeg vidste straks, hvorfor, det var afspærret. Amanda. Mine skridt bar mig lynhurtigt hen til den forhøjning, som jeg jo havde været på et par gange, og der gik ikke lang tid, før jeg fik øje på en masse mennesker – men ikke blot, undskyld mig, sociale tabere. I blandt gik der nemlig også en del politibetjente, og det var faktisk rimelig meget lort for mig, hvis jeg ikke ville opdages. Så ville der straks gå rygter om, at jeg var på stoffer, hvis det slap ud, at jeg var her, og så ville jeg være fucked.

Mine øjne søgte lidt rundt, indtil jeg fandt, hvem jeg søgte; Kyle. Han stod sammen med en utrolig lav pige med lilla hår, og jeg gik hurtigt derhen. Jeg tog fat i hans arm og hev ham hårdt med på trods af, at han var meget større, end jeg var. Han nåede ikke at sige noget, før jeg havde fået hevet ham væk fra mængden af folk.

”Hvad fanden har du..” hans stemme døde øjeblikkeligt hen, da han opdagede, at det var mig, der var her, og jeg kunne allerede mærke de dårlige vibrationer, som var noget dårligt i vente. Hans blik blev kort tvivlsomt, før han lagde hovedet på skrå. ”Hvorfor har du ikke fået Harmony til at ringe?” spurgte han så.

”Hun skal lige komme sig over chokket,” vrissede jeg hurtigt, og før jeg kunne nå at sige mere, afbrød han mig: ”Chokket? Ha. Det er jo hende, der er skyld i alt dette,” han fik et underligt koldt smil om munden, og jeg fik kuldegysninger hele vejen ned af ryggen. Der var virkelig nogle svar, jeg skulle have, men jeg ikke havde lyst til at høre.

”Kyle, jeg vil have svar nu – og det er dig, der skal give mig dem. Alting er blevet for meget; jeg kan mærke det på Harmony, jeg kan høre det på dig. Jeg kan se det, når Harmony er forsøgt dræbt – der er noget, der ikke stemmer, og siden Harmony ikke giver mig nogen form for svar, så er det dig. Du ved det. Jeg kan se det på dig,” jeg holdt, meget mod min vilje, øjenkontakten, imens jeg snakkede til ham.

”Jeg er ikke sikker på, at du har lyst til at høre det. Jeg tror, hvis jeg skal være helt ærlig, at det er bedre for dig, hvis du ikke ved noget,” sagde han så. ”Så lad være med at være helt fucking ærlig og fortæl mig noget!” vrissede jeg og greb hårdt og desperat fat i hans arm. Så nikkede han anerkendende.

”Godt så. Men det er ikke min skyld, når du begynder at fortryde, jeg sagde det. Harmony er ikke helt så.. uskyldig, som du tror, hun er. Du ved vel udmærket godt, at hendes søster, Olivia, blev dræbt, fordi hun havde problemer med at betale penge tilbage for stoffer, ikke? Godt så. Men det var ikke kun det, der skete i den periode. Harmony blev.. hævntørstig, for Olivia var hendes guldklump, hendes et og alt, så hun kunne ikke klare tabet uden hævn…” han trak det med vilje ud, og han havde ret.

Jeg trak mit vejr i små, korte stød, og jeg ville virkelig ikke høre, hvad han ville sige, for jeg vidste allerede, hvad det var. Han kiggede mig i øjnene, da han igen snakkede: ”du ved, hvad man siger.. Et øje for et øje, tand for tand. Noget i den stil ikke? Har jeg ikke fortalt dig nok nu?” da han var færdig, svimlede det hele for mig. Mine ben føles som gelé, og jeg fik en pludselig trang til at kaste op.

Uden at sige mere trak jeg mig væk fra ham og begyndte at gå, selvom mine øjne ikke rigtigt gad fokusere. Jeg var i chok, chok over alting. Harmony? Ville Harmony virkelig.. dræbe en mand? Jeg kunne ikke få mig selv til at tro det, men alligevel vidste jeg godt, at det var sandt. Det hele gav underligt nok mening.

Forvirret fik jeg fumlet min mobil frem og kiggede lidt på den. Så tog jeg mig lidt sammen, før jeg tastede et nummer ind. Dog nåede jeg ikke at ringe op, før min egen mobil ringede med et nummer, som jeg ikke umiddelbart kendte..

Harmonys synsvinkel:

Der var ikke gået særlig lang tid, efter Zayn gik, før jeg begav mig udenfor. Jeg havde brug for noget luft, da jeg følte mig alt for.. indelukket og klemt inde i lejligheden, og desuden også havde det som om, at jeg ikke kunne trække vejret. Zayn havde heldigvis opført sig normalt, og jeg var rimelig sikker på, at han vidste, hvordan han skulle håndtere situationer som disse med mig nu. Faktisk havde det bare bekræftet det, da han var taget hen til Niall, eller hvem af drengene, det nu var.

Man kunne let mærke, at det var ved at blive vinter, men det gjorde mig ikke særlig meget, for jeg kunne let holde varmen med det tempo, jeg gik i, så jeg kunne tænke lidt over alting. Jeg burde egentlig fortælle alle om alting, men det turde jeg ikke i frygten for, at jeg ville miste Zayn. Det ville være det mest forfærdelige, der nogensinde kunne ske for mig, og det var det eneste, der afholdt mig fra det, lige meget hvor egoistisk det lød.

Typisk nok var himlen grå og så faretruende ud – men også suk, så det passede lige præcis til mit liv, som det så ud pt. Deprimerende, trist og alligevel godt på en måde – og den del kunne Zayn tage æren for.

Jeg gik i et godt stykke tid, før jeg hørte fodtrin bag mig. Det var relativt mørkt på grund af den vinter, der var lige om hjørnet, så jeg måtte ærligt indrømme, at situationen skræmte mig mere end den burde, når det blot kunne være et hvilket som helst andet menneske, der gik bag mig.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at sætte farten en lille smule op, så jeg hurtigere kunne komme hjem, selvom der var et godt stykke vej. Fodtrinnene fulgte mit tempo, og da jeg drejede ned af en smal vej, der ikke engang varen vej, men mere en passage mellem to huse, blev jeg bange. Personen bag mig gik samme vej, og det var ikke alle, der ville vælge præcis den her vej.

”Harmony..” det hele gik op for mig, da mandens stemme, der havde været efter mig så mange gange før, klingede i mine øre. Jeg begyndte at løbe, men jeg kom ikke længere, end at jeg kunne se ud på en større vej, før der blev taget så hårdt fat i mig, at jeg blev revet tilbage med et skrig. Jeg var langt fra forberedt, og det var nærmest helt uhyggeligt, at jeg følte mig så hjælpeløs.

”Stop, stop, stop! Tilgiv mig..” jeg hev allerede efter vejret, fordi jeg var så bange, imens jeg panisk prøvede at sætte mig op, men grundet min panik var det svært for mig, og jeg faldt flere gange.

”Hold din kæft,” lød det brutalt, før han satte sin fod ovenpå min overkrop, mine ribben, så jeg ikke kunne rejse mig, men i stedet blev trykket ned mod jorden. Mine øjne var allerede fyldt med tårer, fordi jeg stort set havde givet op på forhånd. Jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle kunne redde mig selv fra det her.

”Jamen..” – ”Ti stille, kælling, sagde jeg. Du gik meget i mod os. Hvis du dræber en, skal du også møde vores modstand. Jeg forstår ikke, hvorfor du var så forbandet dum at gøre det? Det var jo intet personligt overhovedet, hun var blot endnu en,” han vrissede det ud, og jeg var bange som aldrig før.

”Det var det.. Det var personligt for mig,” spyttede jeg og sørgede for, at man ikke kunne høre, hvor bange jeg var. Han pressede yderligere meget på mine ribben, så jeg var lige ved at give en smertende lyd fra mig, men det lykkedes mig at holde det inde.

”Desværre er vi ikke enige, og selv hvis du var, ville du skulle bøde for det. Man gør ikke sådan noget, som du har gjort. Og desværre har du været så naiv, at du troede, vi ikke ville finde dig. Er der noget, du har synderligt meget lyst til at sige, før jeg.. dræber dig?” han udtalte ordet ’dræber’ så langsomt, at jeg fik kuldegysninger gennem hele min krop og den første tåre faldt.

I et håbløst forsøg prøvede jeg at rive mig væk fra ham, men det resulterede i endnu et tryk på mine ribben, så jeg skreg det højeste og mest smertefulde skrig, jeg nogensinde havde skreget. Noget sagde mig, at jeg havde et par bøjede ribben, men det kunne vel være lige meget, når jeg ikke skulle være her mere.

Jeg vidste også godt, at jeg havde blod i ansigtet fra de gange, hvor jeg panisk prøvede at slippe væk i starten, men i stedet var faldet + mine hænder nok også var blodige efter at have skrabet over asfalten. Chokket over det hele fik mig til at falde længere og længere væk, og jeg var sikker på, at jeg skulle besvime. Jeg anstrengte mig en anelse.

”Jeg vil gerne..” – ”STANDS! Det er politiet!” en mørk mandestemme blandede sig pludselig i det hele, og det han sagde, fik mig til at grine lidt. Det måtte uden tvivl være mig, der var ved at være sindssyg, for der var ingen vej tilbage, ingen redning, for han havde mig fuldstændig.

Et underligt lys flimrede for mine øjne, og det sidste jeg opfattede var øjenkontakten. – øjenkontakten med en ældre dame med gråt hår og et sødt smil. Jeg hørte et par råb bag mig, og jeg vidste, at der var flere mennesker til stede. Så forsvandt jeg helt væk.

 

                                                                                                            ***

 

Jeg var øm på en yderst ubehagelig måde, da jeg vågnede igen. Mine øjne protesterede mod det skarpe lys, der lyste lige ned i hovedet på mig, men jeg ignorerede det. Jeg nåede ikke så meget andet end at konstatere, at jeg ikke lå i nogen gyde mere, før der var en, der tog min hånd.

Da jeg drejede hovedet til højre, så jeg Eleanor sidde med et bekymret blik. Hun smilede skævt til mig, da hun bemærkede, at jeg var vågen.

”Åh min gud, Harmony, hvordan har du det? Er du okay? Jeg har været så bekymret!” udbrød hun, hun rejste sig, så hun kunne komme tættere på mig. Jeg blev nærmest helt rolig indeni af at høre hendes stemme, og jeg klemte blidt hendes hånd.

”Jeg er okay, jeg har bare lidt.. hovedpine og føler mig lidt øm i kroppen, men ellers ikke noget specielt.. Hvordan.. Hvordan blev det opdaget?” jeg kiggede undrende på hende. Det sidste jeg direkte kunne huske var en ældre dame, men jeg var ikke sikker på, om det var noget, jeg rigtigt havde set, eller om det var en illusion.

Eleanor strøg mig over kinden med et kærligt blik, som var jeg hendes datter eller noget i den stil. ”Der var en dame, der hørte dit skrig og ringede til politiet, selv før hun var sikker på, at der var noget galt. Hun gav dem adressen og gik så ned for at tjekke, imens hun stadig havde dem i røret. Og så kom de hurtigt, fordi de var advaret i god tid.. Hun reddede dit liv, prinsesse,” mumlede hun så, og det var lige før, at hun begyndte at græde.

Jeg selv var tæt på at skære ansigt, da hun sagde ordet ’prinsesse’ for det var nok det mindste, jeg var lige nu. Faktisk var jeg fuldstændig det modsatte af en prinsesse, og det var ikke kun lige nu, det var bare generelt. Jeg gav hendes hånd endnu et klem. ”Du må ikke græde, El. Jeg er her, og jeg har det fint. Blot et par skræmmer, men intet specielt..” jeg rynkede på panden, efter jeg havde kigget rundt i hele værelset et par gange.

”Er der noget galt?” spurgte hun hurtigt. Hun var åbenbart opmærksom på hver en eneste ting, jeg havde tænkt mig at gøre. Den mindste mimik havde hun vidst øje på.

”Jeg undrede mig bare lidt.. Ved Zayn godt, at jeg er her?” jeg kiggede hende ind i hendes flotte brune øjne og blev underligt nok mindet om første gang, jeg mødte hende, hvor hun havde givet mig sin omsorg lige fra starten af. Hun var den eneste veninde, jeg havde haft- og havde, som jeg ville beholde og kæmpe for. Eleanor afbrød min tankegang.

”Ja, han er lige nede for at spise noget mad. Han virker meget.. oprevet,” sagde hun så med et smil, ”jeg finder ham lige,” afsluttede hun. Jeg nikkede lidt.

”Jeg elsker dig Eleanor,” det fløj lige pludselig ud af mig, og jeg sværger virkelig, at det ikke var meningen. Det var noget, som jeg hundrede procent havde prøvet på at holde inde i mit hoved, men det var så åbenbart ikke gået synderligt godt. Eleanors øjne blev blanke, før hun blinkede et par gange. ”Jeg elsker også dig,” sagde hun så og forsvandt ud af døren for at finde Zayn.

Jeg nåede knap nok at ligge mere end to minutter alene, før døren åbnedes – og den blev altså ikke blot skubbet blidt op, nej, den blev direkte smækket op, så jeg kom til at lave et sæt, som mine ribben protesterede i mod.

”Zay..” jeg afbrød mig selv, da jeg fik kigget nærmere på ham, og det fik mig til at skælve. Hans øjne slog gnister, han skuldre var spændte, og hans næver var hårdt knyttet sammen, så det var ikke svært for mig at regne ud, at han var vred. Meget vred.

”Jeg fatter det ikke. En ting er, at du ikke har fortalt mig noget og har løjet for mig så længe, men en anden ting er det, du har gjort. Hvad er du egentlig for et menneske, Harmony? Du er jo syg i hovedet, du er! Fuldstændig syg. Føj for helved, hvor er det klamt. Fordi Olivia blev dræbt, behøvede du sku ikke gøre det samme, gjorde du? Det er ikke jo ikke lige fordi, at det gør dig til et bedre menneske end ham. Hold kæft, hvor er det egentlig ironisk, at du hedder ’Harmony Clear’. For hvis der er noget, du er, så er det en modsætning af de to navne. Fy for satan. Hvis ikke du havde forstået det, så er det slut mellem os to, og jeg lover dig for, at du ikke skal gøre mine til at kontakte mig igen!” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...