Shoot - don't talk ~ One Direction 13+

Harmony Clear lever et rimelig isoleret liv, hvor hun kun hænger ud sammen med én bestemt gruppe, og hun har et stofmisbrug. Der er sket noget tidligere i hendes liv, som gør, hun holder sig meget for sig selv, og ingen ved noget om tingene, der er sket – og det er heller ikke planen, at nogen nogensinde skal vide hendes hemmelighed. Hun har selv isoleret sig fra sin familie. En aften er hun på vej hjem i meget dårlig tilstand, og Eleanor Calder hjælper hende, så hun ender med at komme op hos Louis Tomlinsons og Harry Styles, i deres lejlighed, fordi hun er ude af stand til noget selv. Eleanor er meget opsat på, at ville hjælpe Harmony, og får Louis til at give hende sit nummer. Zayn Malik synes, at det er komplet latterligt, hvilket fra start af fører til et ’forhold’, der går ud på, at man irriterer hinanden så meget man kan, så tit man kan. Kan de begge to holde dette, eller begynder der at komme følelser indblandet? Vil de nogensinde få den mørke hemmelighed om hende at vide?

225Likes
317Kommentarer
34435Visninger
AA

3. Kapitel 2.

 

Jeg vågnede næste morgen uden rigtig at vide, hvor jeg egentlig var. Jeg kunne svagt huske, at der havde været en sød pige, Eleanor, som hjalp mig. Og så havde der været en vildt belastende fyr, som jeg faktisk ikke anede navnet på. Jeg var forvirret; det var ikke normalt, at jeg reagerede sådan på stofferne, som jeg havde gjort den her gang.

Jeg rynkede på panden, inden jeg hurtigt svang mig ud af den seng, som jeg lå i, hvilket jeg aldrig skulle have gjort. Kvalmen og hovedpinen angreb mig på det groveste, samtidig med, at jeg blev vildt svimmel. Jeg lukkede øjnene hårdt i, indtil de tre negative ting foretog sig. Så åbnede jeg dem igen med et suk. Mareridtet, som var et flashback, kom svømmende op til overfladen, sammen med den dårlige samvittighed. Dårlig samvittighed over for Olivia. Hvis jeg havde bedt hende blive inde den aften, ville..

Jeg stoppede mig selv, inden jeg tænkte det hele færdigt. I stedet rejste jeg mig, denne gang langsommere, og stavrede hen mod døren, som lukkede op for nogle fremmede stemmer. Som helt klart tilhørte fyre – og de virkede bekendte.

Jeg fulgte stille stemmerne og prøvede ikke at larme for meget, imens jeg gik. Det var faktisk rimelig underligt at opholde i et fremmet hjem. Jeg ind af en dør, hvor jeg bumpede direkte ind i en fyr, som kiggede ned på mig med øjne, der kunne dræbe.

”Dig havde jeg lykkeligt glemt alt om,” sagde han ekstremt surt, hvilket fik mig til at tage et lille skridt tilbage med et overrasket blik. Så forsvandt han med anspændte skuldre, og jeg kløede mig akavet i baghovedet. Situationen, at jeg var tilbage med de fire andre drenge, som nedstirrede mig, var ret akavet.

”Er han altid sådan?” spurgte jeg usikkert, da alle fire fyre så ekstremt interesserede ud, da de opdagede, at jeg ville spørge om noget. Så smilede en af dem, som var iført røde bukser, en stribet trøje og nogle seler.

”Altså, der var bare nogle små kommentarer. Lidt i stil med.. at du sagde, at han fars kondom gik i stykker og sådan noget. Jeg fattede brik af det, men sur det gjorde du ham,” sagde han så, og jeg mærkede, hvordan det faktisk bare gjorde mig helt stolt af mig selv. Han var så irriterende over for mig, så var det da godt, at jeg ikke havde været meget bedre. Det føltes virkelig underligt. Til dels fordi, at bivirkningerne fra i går i den grad var over mig, og dels fordi, at jeg normalt aldrig snakkede med nogen. Ikke rigtig.

”Han virker også irriterende. Tak for hjælpen, men nu går jeg,” mumlede jeg en anelse koldt. De havde jo trods alt ikke gjort andet end at hjælpe mig, så jeg burde være taknemmelig. Og hvor var henne Eleanor egentlig henne?

”Her,” den stribede fyr rakte en lille seddel frem mod mig, som jeg bare stod og stirrede på uden at røre det. Jeg strøg med et suk en hånd igennem mit hår, før jeg kiggede ned på sedlen.

”Kan du ikke godt bare spørge mindre og forsvinde hurtigere?” stemmen lød bag mig, så jeg hurtigt drejede rundt. Der stod ham der den irriterende fyr.

”Zayn..” lød det over fra sofaen af, men jeg ænsede det ikke rigtigt. Zayn, som han hed, borede sine brune øjne ind i mine, og det gjorde mig helt tilfreds at se, hvordan min tilstedeværelse irriterede ham utrolig meget. Til min ærgrelse så han godt ud, så jeg kunne ikke engang bruge det i mod ham. Helt mørkt hår, de brune øjne og bare et generelt flot ansigt.

”Kan du ikke godt putte sovepiller i kæften, så du snakker mindre og forsvinder hurtigere?” gav jeg igen. Min mobil lå i min lomme, så jeg rev hurtigt sedlen ud af fyrens hånd og gik over mod døren, hvor Zayn stod.

”Det ville være rart, hvis du tog nogle sovepiller, så det i det mindste ville få dig til at holde kæft,” vrissede han, da jeg gik forbi ham. Vreden steg i mig, men jeg gjorde ikke noget ved det. I stedet gik jeg over mod døren og skulle lige til at åbne den, da jeg hørte Zayns stemme inde fra stuen af.

”Belastende møgkælling, man!” udbrød han, hvilket gav mig lyst til at få ham til at klappe i. Jeg snurrede rundt på hælen, før jeg stormede ind i stuen mod Zayn. Hans udtryk var tydeligvis overrasket, og før han nåede at reagere, mærkede jeg min egen hånd mod hans kind, som var efterfulgt af et højt klask.

”Med kærlige hilsner, Harmony,” mumlede jeg ironisk, før jeg forsvandt ud af døren, som jeg knaldede i efter mig. Jeg vidste godt, at det var vildt uhøfligt over for de andre fyre, men Zayn drev mig virkelig til vandvid. Bare hans væsen i samme rum som mig gav mig helt.. kriller.

Jeg sukkede ret højt, imens jeg gik på gaden. Jeg havde faktisk ramt ret hårdt, for min hånd protesterede i alt fald over det. Men han havde altså pisset mig rimelig meget af og af en eller anden grund, kunne jeg ikke helt styre mig selv. Der var mange personer, som havde gået mig mere på nerverne, i længere tid, end Zayn, men han gjorde mig bare så sur. Argh!

Jeg låste op til min lejlighed, hvor jeg straks følte mig mere rolig og afslappet. Jeg smed mig i sofaen og tændte for fjernsynet, hvor der kørte absolut intet spændende, der var værd at se. Så i stedet besluttede jeg mig for at kigge på sedlen, som den stribede havde givet mig. Louis, det var det, han hed. Jeg lænede hovedet tilbage og støttede det på ryglænet, imens jeg lukkede øjnene lidt i..

”Marcus er der ude. Jeg hænger.. lige lidt ud med ham,” hun lignede en, som virkelig var dårlig. Bleg og hendes stemme rystede. Men jeg var selvfølgelig for egoistisk og optaget af mine lektier til at tænke nærmere over det. I stedet sendte jeg hende et kæmpe smil, før jeg igen begravede hovedet i matematikken. Jeg undrede mig lidt over, hvad Marcus lavede her klokken tolv. Han plejede ikke at være en fyr, som var ude efter elleve. I hvert fald plejede han ikke at være her, men en gang skulle vel være den første undtagelse.

Jeg smed lektierne fra mig, da jeg ikke orkede mere og satte mig foran fjernsynet med et lille suk. Der var intet godt, der kørte, det var der aldrig. Jeg brugte det som regel bare som baggrundsstøj, så jeg ikke følte mig alene, når det bare var mig og Olivia, der var alene hjemme. Og Olivia var alligevel ude, så jeg havde huset for mig selv.

Jeg var lige ved at falde i søvn på sofaen til et eller andet latterligt kokke-program, som ikke sagde mig det mindste, da min mobil vibrerede over fra spisebordet af. Jeg overvejede kort at lade den ringe og bare sove, men til sidst stod jeg op med et irriteret støn. Jeg hadede, når sådan noget her skete, for jeg havde altid problemer med at sove bagefter.

”Hallo?” sagde jeg spørgende, da jeg tog mobilen. Det var ukendt nummer, hvilket jeg i øvrigt også hadede. Jeg kunne ikke lide tanken om, at folk ringede, når jeg ikke anede, hvem det var. Og det var endnu mere ubehageligt, når personen vidste, hvem jeg var, og jeg ikke havde den fjerneste i det om, hvem jeg snakked med.

”Hej, Harmony. Ved du hvad Olivia går og laver her til aften?” stemmen var mørk og lød ikke særlig venlig. Og så var det bestemt ikke en, som jeg havde kendskab til. Jeg satte mig hurtigt ordenligt op, da han nævnte Olivia. Jeg var rimelig usikker.

”Hun er ude med Marcus,” svarede jeg tøvende, inden jeg rejste mig og gik hen til vinduet bare for at se, om det var muligt for mig at se noget. Jeg kunne ikke se noget i starten, men kort efter så jeg omridset af Olivia, som var på vej hen mod huset igen.

”Du kan se hende nu. Vidste du godt, at hun skylder mig lidt for mange penge til, at det er sjovt længere? Ja, det gjorde du, ikke? Jeg kan ikke vente på det mere..” imens manden snakkede, så jeg en anden person, som bevægede sig hen mod Olivia fra siden af, så hun ikke kunne se personen, som tydeligt var en mand.

Så var det som om, at det hele gav mening for mig. Puslespilsbrikkerne faldt pludselig på plads, og den smertefulde sandhed gik op for mig. Det var ikke et tilfælde, at Olivia var så nervøs og havde været det hele dagen. Det hele passede sammen; hendes nervøsitet, måden hvorpå hun bare sagde, at hun godt kunne klare sig selv, og jeg ikke skulle blande mig. Hendes stemme, som rystede, da hun sagde, at det var Marcus, hun var sammen med. Det her opkald, som var noget af det mest uhyggelige nogensinde. Manden jeg snakkede med, var ham, som jeg nu kunne se, og jeg var ikke et sekund i tvivl.

Det hele føltes som i slowmotion, da jeg smed min mobil fra mig og løsrev mig fra vinduet. Jeg drejede om med en hurtig bevægelse om og løb ud af køkkenet, så hurtigt jeg kunne, selvom det ikke kunne nå hurtigt nok. Det der skulle ske om lidt, var gået op for mig, og det måtte det ikke! Jeg rev døren op, så den smadrede mod væggen fordi, der var så meget kraft på. Olivia kiggede forvirret op på mig, da hun så, at jeg kom løbende. Det føltes som om, at der var så ufattelig lang vej hen til hende, og en tåre banede sig vej ned af min kind.

”Olivia, pas på! Din venstre, pas på!” skreg jeg til hende, da jeg så, at manden, som jeg lige havde snakket med trak noget frem fra sin jakke. Olivia stirrede forundret på mig, før det gik op for hende, hvad jeg mente. Alt for langsomt drejede hun hovedet til venstre, men det var for sent.

”NEJ!” skreg jeg. Manden trykkede på aftrækkeren. og Olivia nåede ikke at reagere, før hun var blevet ramt. Hun spærrede øjnene op og kiggede på mig med store øjne. Så blev hendes blik tomt og stift, og hun faldt kort efter ned på jorden. Jeg stirrede på hende, før jeg løb hen til hende og tog hendes hoved i mine hænder.

Tårerne slørede mine øjne, imens jeg prøvede at fokusere på hendes ansigt, som bare var helt livløst. Var hun virkelig kommet så langt ud i miljøet, at det skulle ende med det her? Blodet flød fra der, hvor kuglen havde ramt hende, og jeg lagde en hånd over det, ligeglad med blodet, som ramte mig og i øvrigt også gik ud over mit tøj. Det var Olivia. Min elskede Olivia.

”Olivia.. Olivia, Olivia, Olivia..” mumlede jeg ind mod hendes hår. Jeg hørte en lyd bag mig og drejede hovedet mod den, hvor fyren stod. Han undslap et hånligt grin og lyset gjorde, at jeg nogenlunde kunne se, hvordan han så ud.

”Hun lavede legede med den forkerte person. Det er det, der sker, Harmony. Hav en god aften,” han forsvandt ud væk igen og kørte væk i en bil, men jeg havde ikke tanke for, at jeg skulle kigge efter nummerplade og lignende. Min lillesøster var blevet myrdet i en alder af 15. Hvad var det for en syg verden?

 

                                                                                                   ***

 

”Hej Eleanor.. Det er Harmony,” sagde jeg nervøst ind i telefonen. Jeg havde endelig op af hele formiddagen og noget af formiddagen, taget mig sammen til at ringe til hende. Jeg blev jo nødt til at takke hende for hjælpen, specielt når hun så ville have, at jeg skulle have hendes nummer.

”Hej Harmony!” hendes stemme lød helt lettet, da hun snakkede, ”hvordan går det? Bedre?” fortsatte hun så. Hun lød desværre vildt sød. Og desværre fordi, at jeg ikke kunne binde mig til personer. Eller. Jo, det kunne jeg, men jeg var bange for at komme til at fortælle dem om min fortid. Ikke det der var sket med Olivia, men om min fortid.

Jeg sukkede lidt. Hvorfor var de flashbacks begyndte at komme? Jeg var blevet så god til at holde dem på afstand, jeg havde ikke haft dem i tankerne de sidste to måneders tid, så hvorfor skulle de begynde at komme tilbage til mig nu, ligesom de gjorde, lige da hun blev skudt?

”Ehm. Det går bedre. Tusind tak for hjælpen, det var rigtig sødt af dig.. Selvom jeg ikke rigtig fortjente det,” svarede jeg hende, for jeg fortjente det ikke. Hun var bare utrolig venlig af natur, og det var rart, men hun burde ikke gå så meget op i det. For det var vel min egen skyld, præcis som Zayn havde sagt det. Jeg sagde kun Zayn i mod fordi, han var så pisse flabet over for mig, uden jeg egentlig havde gjort ham noget. Spasser.

”Det var godt. Jeg var bekymret i går, du så virkelig ikke for godt ud. Men jeg tænkte lidt på, om du kunne tænke dig at mødes senere? Jeg ved godt, at det lyder dumt, men.. jeg vil gerne lære dig at kende, og man kan vel altid bruge nye bekendtskaber, ikke?” hun tøvede lidt, inden hun spurgte. Jeg tøvede ikke engang med mit svar.

”Det kan vi godt. Hvad siger du til, at vi mødes ved.. Ja, der hvor du så mig i går?” foreslog jeg, og vi aftalte det hurtigt. En time senere skulle vi mødes. Grunden til, at jeg så hurtigt svarede ja, var fordi, at hun ikke havde den fjerneste tanke om, at jeg skulle have gjort noget i min fortid. Hun bekymrede sig udelukkende om det, hun havde set, og det var derfor, at hun ville. Det var jeg ikke i tvivl om.

Med et suk gik jeg ind på mit værelse for at finde noget lidt pænere tøj at tage på. Nu var det ikke bare parken, som jeg skulle sidde i, så jeg ville gerne se bare en smule bedre ud. Jeg tog nogle sorte, stramme jeans på, som faktisk fremhævede min røv en del. Og til den tog jeg en hvid tyk trøje på. (I ved dem, som er hættetrøjer, som ikke har hætter. Confused). Med skrift bagpå stod der ”O. Clear”, som der tit havde stået på mange af Olivias trøjer. Jeg elskede at gå i dem, og jeg anede ikke hvorfor. Ikke engang duften af hende var tilbage, så jeg fik intet ud af det.

Jeg kiggede lidt på mig selv i spejlet, inden jeg trak lidt op i trøjen, så min overkrop, op til brystet, blev blottet. Mine ribben var lidt for synlige, hvis jeg selv skulle sige det. For at være ærlig ville jeg gerne tage lidt på, hvor dumt det så end lyder. Jeg føler mig for tynd, det er ikke pænt.

Jeg slap trøjen og lod den falde ned igen, inden jeg i stedet koncentrerede mig om mit hår, som var en stor rodebunke. Jeg gik ud på badeværelset og redte mit hår, selvom det ikke lige frem gjorde det bedre. Der var et eller andet ved det.. Det var vildt underligt. Det endte med, at jeg redte det igennem 4000 gange, før jeg satte det op i en stor, lidt rodet knold. Bedre end ingenting, ikke?

Så fandt jeg min makeup pung frem, hvor halvdelen af tingene allerede lå spredt udover bordet på badeværelset, som det egentlig altid gjorde. Jeg tog lidt rouge på mine kinder, så jeg så mere naturlig ud. Jeg var rimelig blev i dag, nemlig. Så gik jeg i gang med eyelineren og mascaraen: Jeg tog en smule mascara på og lagde en tynd streg eyeliner over mit øje, langs ’roden’ af mine øjenvipper. Og mit look sluttede jeg så af med omhyggeligt at tage noget rød læbestift på mine læber.

Så tog jeg lidt parfume på, før jeg igen gik ind på værelset for at pakke en taske, som jeg kunne tage med. Nøgler, pung, mobil, solbriller.. Var det ikke nogenlunde det? Jeg kastede et blik på uret, før jeg igen smed mig i sofaen. Programmet ’Gossip girl’ var i gang, og jeg stirrede tomt på det, imens jeg tænkte på, at jeg skulle mødes med Eleanor. Gad vide om det ville blive vildt akavet, eller om vi bare kunne snakke sammen? Hun havde trods alt kun mødt mig i en ikke særlig fed tilstand, som ikke var særlig rart.

Da der var et kvarter til, at jeg skulle mødes med hende, gik jeg ud af døren. Parken lå kun de ca. 15 minutter væk, så det ville passe fint nok. Jeg kunne dårligt nok huske, hvordan hun så ud. Mørkt hår.. Brunt, ikke? Hmm. Jeg tog musik i ørerne, imens jeg gik igennem Londons gader, hvor der var alt for meget trafik. Da jeg kom til parken, stoppede jeg foran indgangen. Hun var tydeligvis ikke kommet endnu, for jeg var den eneste, som var der.

”Harmony?” en stemme lød bag mig, og jeg drejede hurtigt rundt, hvor jeg kiggede på en vildt smuk pige, som smilede stort til mig. Hun havde brunt hår, solbriller på, sorte bukser og en hvid slags skjorte uden ærmer, som var vildt flot.

”Hej Eleanor,” sagde jeg lidt nervøst til hende, men hun smilede bare. Hun virkede allerede vildt flink over for mig. Jeg tog musikken ud af ørerne, det ville virke lidt for uhøfligt at rende rundt med musik i ørerne, når jeg var sammen med hende, synes jeg nok lige.

”Skal vi gå på café eller sådan noget?” foreslog hun, da jeg igen kiggede på hende, og jeg nikkede ivrigt. Det her var måske chancen for at få en veninde, som ikke ville begynde at få mistanke om, at jeg havde gjort noget. For hun virkede seriøst ikke som en, der ville regne noget ud.

”Ja. Jeg vidste, at det var godt, at jeg tog min pung med. Jeg kunne mærke det,” jeg grinede lidt sammen med hende, før jeg rynkede på panden og blev mere alvorlig. Med en lille tøven åbnede jeg munden igen. ”du må altså undskylde, at du skulle se mig sådan i går. Jeg ved ikke helt, hvad der skete..” jeg kiggede flovt på hende.

”Det er okay,” svarede hun og drejede ind på Starbucks, ”jeg undrer mig mere over, hvad grunden til det var,” sagde hun så, hvilket fik mig til at trække på skuldrene. For at være ærlig vidste jeg det jo egentlig ikke, men igen; jeg var vel ved at blive afhængig af stofferne, da de gav mig en god følelse.

”Jeg er vel egentlig ved at blive afhængig af dem, vil jeg nok selv sige. Der er ikke nogen egentlig grund til det, jeg er bare begyndt at få mere og mere brug for dem i hverdagene,” jeg undrede mig selv over, hvorfor jeg bare snakkede løs til hende, men alligevel; hvis jeg skulle gøre mig de mindste forhåbninger om at få hende som veninde, ville det nok ikke hjælpe, at jeg ikke sagde noget. Eleanor nikkede lidt.

”Ja. Selvom jeg ikke kender dig eller noget, så burde du virkelig prøve at lade være. Du virker som en intelligent person, det gør du. Og det ville være synd, hvis du ødelagde det med stoffer,” hun smilede lidt, inden hun bestilte en hindbær smoothie til både mig og hende. Det var egentlig creepy nok, at hun kunne regne ud, at jeg også skulle have sådan en.

”Ja, jeg ved det godt. Jeg har bare ikke lige taget mig sammen til at komme i gang med noget ’afvænning’, eller hvad man nu engang kalder det. Taget mig sammen til at tage mig sammen. Eller hvad man siger,” samtalen blev virkelig indviklet, så det endte med at Eleanor bare grinte lidt af det, imens vi fandt et bord udendørs, som vi kunne sidde ved.

”Jeg håber satme ikke, at det begynder at regne senere,” mumlede jeg og skævede op til skyerne, som hang helt grå, som nogle dårlige humørbomber eller sådan noget. Eleanor rystede på hovedet og satte solbrillerne op i panden. Dem kunne hun ikke ligefrem prale af, at hun havde brug for mere, når vejret var så gråt i det.

”Ellers bor Louis rimelig tæt på, så kan vi gå derhen,” foreslog hun. Jeg rystede alt for hurtigt på hovedet, da jeg kom til at tænke på episoden med Zayn tidligere. Ham skulle jeg virkelig ikke se mere, når jeg havde slået ham. Jeg var faktisk nervøs for, om han ville gøre mig noget, hvis jeg skulle være helt ærlig.

”Nej, det tror jeg ikke, at vi skal,” sagde jeg uden at tænke over, hvad jeg sagde. Så havde jeg totalt afsløret, at der var en grund til, at jeg ikke gad. Men nu var det jo heller ikke sikkert, at det ville begynde og regne, så jeg måtte bare krydse fingre.

”Hvorfor ikke?” Eleanor rynkede på panden, før hun igen glattede den ud. ”det er på grund af Zayn, er det ikke?” spurgte hun så med et smil. Selvfølgelig, hun havde jo nok hørt, at vi havde irriteret hinanden i løbet af natten, da jeg var blevet hjulpet hjem til dem.

”Øhm jo. Jeg kom til at slå ham i morges,” indrømmede jeg, og hun lavede store, sjove fiskeøjne, som fik mig til at grine. Hun var sød og sjov, det var hun virkelig.

”Slog du ham? Hvorfor? Ej gud,” hun grinede, inden hun tog noget af sin smoothie, som i øvrigt smagte utroligt godt. Jeg tænkte mig lidt om. Hvordan fanden skulle man lige forklare, hvordan det var sket. Altså.. ’han irriterede mig ligeså meget, som jeg irriterer ham, så jeg slog ham altså lige’. Nej vel? Det ville lyde lidt underligt. Jeg lagde hovedet på skrå og kiggede på hende.

”Ehm.. Vi fortsatte lidt den der med, at vi trippede hinanden og så, da jeg skulle til at gå, kaldte Zayn mig en belastende kælling. Et eller andet… Og så blev jeg bare træt af det og oveni det, var det jo ikke fordi, at jeg havde det vildt godt tidligere, da jeg stod op. Og så.. skete det altså bare,” jeg prøvede at lyde helt uskyldig, hvilket fik Eleanor til at grine højt.

”Hardcore gjort alligevel. Men bare rolig, det er bare ham og Harry, som er der. Og Harry har du vel ikke noget problem med, vel?” tilføjede hun drillende, så jeg rystede på hovedet et smil. Det var helt underligt at være sammen med andre, end dem fra gruppen, som jeg normalt var i. Og det var endnu mere underligt, at jeg faktisk fandt det naturligt at snakke med hende.

”Nej, dog ikke. Men nu er det heller ikke fordi, at jeg planlægger at se Zayn vildt mange gange i mit liv,” jeg blinkede lidt til hende. Og så gav skyerne slip på det regn, som de havde holdt inde det sidste kvarters tid.

”Oh shit..” lød det fra Eleanor, imens hun kiggede bebrejdende på mig, som om, det var min skyld. Det fik mig til at grine, imens jeg uden held prøvede at beskytte mit hår mod regnen. Selvfølgelig havde jeg taget en trøje på, hvor der ikke var nogen hætte. Hvor var det dog egentlig typisk! Måske skulle vi tage hjem til Louis og Harry, de var jo flinke nok. Og det var jo også kun denne ene gang…

”Okay, vi tager vidst hjem til din kæreste,” mumlede jeg, hvilket fik hende til at smile, hvorefter hun spærrede øjnene op. Jeg kiggede undrende på hende.

”Gud. Du har slet ikke reageret på det.. Kender du ham ikke? Og de andre drenge? Altså, jeg mener..” jeg afbrød hende hurtigt, da hun virkelig begyndte at forvirre mig. Hvad snakkede hun om?

”Hvad snakker du om Eleanor? Hvorfor skulle jeg kende din kæreste og hans venner? Jeg er ked af at skuffe dig, men det ikke lige fordi, at jeg har stalket dig i smug,” drillede jeg, så hun grinede.

”Oh my god. De er med i One Direction. Det er dem,” hun grinede stort, da jeg lavede store øjne. Jeg kendte udmærket godt bandet. Det vil sige, at jeg havde hørt om dem, de var kendte, meget endda, alle snakkede om dem her i England, men jeg havde altså aldrig set, hvordan de så ud. Jeg slog mig for panden.

”Jeg føler mig dum. Åh nej, VENT. Har jeg slået en verdenskendt Zayn?” jeg slog hånden for munden, så hun grinede, da det gik op for hende, hvad jeg havde gjort. Nu gik det hele da først hen og blev rigtig pinligt for mig. Eleanor grinede, før hun hev i mig, så jeg undgik at blive kørt over af en bil.

”Tak,” grinede jeg. Det var ægte grin. Uden jeg var på stoffer. Det var faktisk virkelig rart, også selvom vi gik i stilhed hele vejen hen til Louis.. Jeg følte mig virkelig som mig selv. Eleanor havde ringet til Louis og sikret sig, at det kun var ham og Harry der var i lejligheden – kun for min skyld, og det var faktisk rigtig sødt af hende. Heldigvis kunne hun godt se det fra min synsvinklet, hvilket gav mig lyst til at tilbede hende. Næsten.

”Hva, Harmony? Skal du lige videre eller hvad?” lød det drillende fra Eleanor, og først der opdagede jeg, at hun var stoppet op ved en dør. Hurtigt smilede jeg dumt, inden jeg vendte om og gik hen mod hende.

”Ja, jeg tænkte, at jeg lige ville gå lidt ekstra her i det her gode sommervejr,” grinede jeg, imens regndråberne faldt ned over mig. Faktisk måtte Louis, som jo så var verdenskendt, gerne åbne døren lidt hurtigere. Og hvor ville mig og Eleanor bare være totalt dejlige at tage imod.

”Det brugte han også kun en halv krig på,” brokkede Eleanor sig, da vi endelig var kommet ind og var på vej op af trapperne. Jeg grinede af hende, inden hun hev mig med ind af døren. Der var ingen, der tog i mod os, men Eleanor vadede bare ind og smed sine ting i entréen. Lige da vi skulle til at gå ind i stuen kom Louis ud og nærmest hev os væk igen.

”Hvad i alverden laver du?” Eleanor kiggede underligt på ham, og han kiggede bare lidt undskyldende på mig. Jeg rynkede på panden. Hvad i alverden var der lige i vejen med ham?

”Øhm.. Vi havde ikke helt regnet med det, men Niall og Zayn kom.. Fordi det regnede.. De tænkte vidst det samme, som I gjorde..” han kløede sig lidt i baghovedet og undgik mit blik. Hvad for noget? Jeg drejede om, men Louis hev mig hurtigt tilbage.

”Nej, jeg tror da vidst nok lige, at jeg går igen!” udbrød jeg panisk. Jeg skulle helt klart ikke være i samme rum, som Zayn, jeg havde slået tidligere. Jeg nåede ikke at rive armen til mig og gå, før jeg hørte trin inde fra stuen af.

”Hej Elean… Hvad laver du her?” Zayns stemme blev helt tonløs, da han kiggede på mig med det mest intetsigende blik nogensinde. Jeg rystede på hovedet, indtil en idé begyndte at forme sig i mit hoved. Han synes, at jeg var røvirriterende så.. Hmm.. God plan.

”Jeg troede ikke, at du er her..” jeg kiggede undskyldende på ham og snakkede helt normalt til ham. Det havde han ikke prøvet før, og han hævede et øjenbryn, inden han lagde armene over kors, imens han kiggede afventende på mig.

”Og sååå?” spurgte han, og jeg kunne godt se, at situationen forvirrede ham lidt, især da Eleanor og Louis forlod os alene i gangen. Endnu engang sendte jeg ham et undskyldende blik, som jeg ikke mente, men jeg ville drille ham lidt. Flirte totalt det ene øjeblik og det andet være irriterende, som var det eneste, han havde oplevet.

”Undskyld jeg slog dig,” jeg trådte et skridt tættere på ham, og jeg så, hvordan han spændte i hele kroppen. Jep, jeg opnåede helt klart den forvirring, som jeg gerne ville have. ”du gjorde mig bare så irriteret tidligere,” jeg sænkede stemmen lidt og kiggede ham lige i øjnene, som lyste af usikkerhed. Jeg lagde hovedet på skrå, imens jeg fastholdt hans blik.

”Hvor lang tid skal du blive her?” spurgte han i stedet for, imens han lavede et lille nik med hovedet. Jeg trak på skuldrene og smilede sødt til ham.

”Den må du tage med Eleanor,” jeg klappede ham en enkelt gang på brystet, før jeg gik indtil andre. Han blinkede et par gange med øjnene, som om, at han overhovedet ikke kunne forstå, hvad det var, der lige var sket. Indeni frydede jeg mig. Han irriterede mig på det groveste, så at spille det her skuespil var bare fryd.

”Hvem slog hvem?” lød det straks fra Louis, da jeg kom ind i rummet. Jeg smilede til ham og slog mig ned i sofaen ved siden af den lyshårde, som så måtte være Niall. Det kunne jeg regne ud. Og så måtte det sidste medlem af bandet være ham, der hed Liam. Som ikke var her lige nu. Zayn, Liam, Niall, Louis og Harry. Okay, så var den på plads.

”Jeg må desværre skuffe dig,” mumlede jeg. Louis spærrede for sjov øjnene op, som om, at det umuligt kunne passe. Det var anden gang jeg mødte dem, og alligevel følte jeg mig ret tilpas. De var rigtig søde, selvom de var kendte. Det kunne man overhovedet ikke mærke på dem, udover Zayn selvfølgelig.

”Zaaaaaayn?” Niall kiggede på Zayn med nogle bedende øjne, som nærmest gav et stød igennem mig. Det mindede mig utroligt meget om den måde, Olivia plejede kiggede på mig på, når hun ville have mig til noget. Jeg havde desperat prøvet at skubbe tanken om Olivia væk, siden det skete, men det var virkelig som om, at jeg ikke kunne holde det på afstand de her dage. Jeg mærkede tårerne presse på, så jeg hurtigt rejste mig.

”Hvad end du vil have Zayn til, så gør jeg det,” sagde jeg lidt for hurtigt, så samtlige hoveder rettede sig mod mig med et overrasket udtryk. Så smilede Niall bare stort, som om, at jeg var en eller anden slags gud. Zayn havde allerede vendt om og var gået ud i køkkenet, så jeg håbede virkelig ikke, at det der, han ville have mig til at hente noget. Jeg havde lige brug for to minutter alene, så jeg kunne samle tankerne lidt.

”Vil du ikke hente noget cola og de chips, som er i skabet?” han blinkede unødvendigt mange gange med øjnene, så Eleanor grinede, og Louis mumlede noget med, at han var en idiot. Jeg nikkede hurtigt og gik ud i køkkenet, hvor Zayn stod med hovedet halvt inde i køleskabet. Jeg tog et par dybe indåndinger, før jeg gav mig til at lede efter de chips, som Niall snakkede om. Jeg brugte meget hurtige og anspændte bevægelser, der som regel betød, at jeg var rimelig meget ’oppe og køre’. Specielt når jeg tænkte på Olivia.

”Hvor er de forbandede chips?” udbrød jeg hårdt til Zayn, og først der gik det op for mig, at han stod med armene krydsede og kiggede på mig med et mystisk blik. Jeg sendte ham et blik, der viste, at han nok skulle svare mig, men han lagde bare langsomt hovedet på skrå først.

”I skabet til højre for dig. Hvad er der galt med dig?” han havde valgt at beholde den irriterende attitude, som han hele tiden havde haft, men denne gang tænkte jeg ikke særlig meget over det.

”Ikke noget,” sagde jeg hårdt, imens jeg smækkede skabet lidt for voldsomt i, hvor jeg lige akkurat havde taget en skål fra. Jeg rev nærmest chips-posen op, så der røg chips ud på bordet og ned på gulvet. Jeg var udmærket klar over, at Zayn stod og studerede mig, så det endte med, at jeg frustreret smed posen fra mig.

”Pis og lort,” hvæsede jeg og lænede mig op af bordet ved siden af vasken. Jeg lukkede øjnene i, imens jeg koncentrerede mig om at få tankerne væk fra Olivia, hvilket ikke gik særlig godt. Hvorfor var det, at hun skulle begynde at komme op i mine tanker i tide og utide nu? Jeg havde endelig lært mig selv at holde det på afstand, men det skulle åbenbart ikke holde, nej. Måske havde det noget at gøre med, at jeg ikke var på stoffer. Det var jeg for det meste.

Jeg sprang op, da en hånd lagde sig på min skulder. Jeg åbnede forskrækket øjnene og kiggede på Zayn, der overrasket nok kiggede bekymret på mig. Virkelig? Jeg havde ellers aldrig fået noget andet end et irriteret blik fra ham, så det var meget underligt. Men jeg ville på den anden sige nok også blive rimelig forvirret, hvis folk begyndte at opføre sig sådan, når jeg var ved siden af.

”Er du okay?” spurgte han med en stemme, som jeg aldrig havde hørt ham bruge før. Hans øjne søgte undersøgende mine, men jeg tillod det ikke og kiggede i stedet på et punkt bag ham. Så rystede jeg hånden af mig.

”Det er ikke noget, Zayn,” sagde jeg hårdt. Jeg ville ikke have, at han skulle vide det med Olivia. Eller jo, han måtte måske godt vide, at jeg havde en søster, som var død, men jeg var for evigt bange for, at jeg indirekte ville røbe det, som jeg holdte som en hemmelighed og det, som havde fået mig til at flygte fra alt det, jeg havde før.

Jeg kunne se, at Zayns blik igen blev koldt, som det for det meste var, før han gik hen mod døren. Lige inden han gik ud vendte han sig om mod mig med et blik så surt, at det brændte sig ind i mig.

”Husk lige at samle det lort op, som du har præsteret at få gang i,” sagde han hårdt, før han forsvandt ind i stuen. Han var garanteret bare sur over, at jeg ikke lige gik helt efter planen og ikke bare var sød. Fuck da ham, så. Okay, det havde jeg faktisk altid tænkt om ham, men jeg kunne da godt tænke det en gang til.

Med et suk samlede jeg de chips op, som jeg havde tabt, før jeg hældte resten af posen op i skålen, denne gang uden at spilde dem ved siden af. Det var som om, at det havde hjulpet, at jeg lige havde den fight med Zayn, for det gik mig til at tænke på noget andet end hende. Jeg tog colaen fra køleskabet, inden jeg smuttede ind til de andre, som sad og så film, selvom klokken kun var fem om eftermiddagen.

”Endelig. Det tog også kun fyrre år og 2 verdenskrig,” brokkede Niall sig, hvilket fik mig til at smile igen. Han var altså virkelig sød og charmerende. Og irsk. Det virkelig kært, og han gjorde mig i godt humør. Jeg rakte barnligt tunge af ham for sjov, før jeg satte mig ved siden af Eleanor, hvor der praktisk talt ikke var plads til mig.

”Hvorfor ligger du dig ikke på madrassen sammen med Zayn?” spurgte Harry dumt, så jeg virkelig havde lyst til at spørge ham om, hvad fanden han selv troede. Så kom jeg i tanke om min taktik med at flirte og smilede lidt til ham, imens jeg skævede til Zayn.

”Hvis Zayn tillader det,” sagde jeg med den mest forførende stemme, som jeg kunne præstere. Zayn reagerede på det med et overrasket blik. Jeg sendte ham et undskyldende blik og kort efter sukkede han. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om han var begyndt at spille med på min lille leg, men pludselig sendte han mig et alt, alt, alt for charmerende blik og skubbede det tæppe til side, som der lå over ham. Niall fulgte os med store øjne, som om, at det var meget bedre end at være i biografen, og det opdagede Louis vidst.

”Hvaså Nialler, er det spændende, eller hvad sker der?” drillede han, imens han nussede Eleanor i håret. Niall himlede med øjnene, før han proppede nogle chips ind i munden og rettede opmærksomheden mod fjernsynet igen. Jeg rejste mig fra sofaen og lagde mig ved siden af Zayn, som hurtigt lagde tæppet over os begge to. Okay, han havde helt tydeligt regnet min taktik ud, for han begyndte selv at bruge den. Jeg skulle nok vise ham, at det mig, der bestemte over ham i den her leg og ikke omvendt. Han kunne bare prøve, men det ville med garanti ikke lykkedes.

”Vil du ikke nusse mig på ryggen?” jeg kiggede på ham med dådyr øjne, og han kvitterede med et forførende blik. Så løftede han sin arm, flyttede tæppet fra min ryg og begyndte at nusse mig på ryggen.

”Nå, så måske er du slet ikke så slem alligevel?” han lænede hovedet frem mod mit øre, og hviskede det lavt, så ingen af de andre hørte noget. Jeg slog en ligeså lav, hånlig lyd op og drejede hovedet, så jeg ham lige i øjnene. Og så sagde jeg noget, jeg for alt i verden ikke burde sige, men jeg kunne ikke dy mig. For det var rimelig ironisk det, som han lige havde sagt.

”Du skulle bare vide, hvad jeg har gjort. Ikke at kalde mig slem ville være synd,” jeg havde også lænet mig frem mod hans øre, og jeg grinede indvendigt, da han rynkede på panden. Nu kunne han tænkte lidt over den. 

                                                                                                                                                 

Ikke rettet for fejl. Jeg har skrevet så meget, at jeg ikke kan overskue at skulle rette det igennem. Ja, jeg er doven, haha! 

Men håber, at I kan lide det, og det ville betyde RIGTIG meget, hvis I gad ligge nogle kommentarer, tak! :) 

//Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...