Shoot - don't talk ~ One Direction 13+

Harmony Clear lever et rimelig isoleret liv, hvor hun kun hænger ud sammen med én bestemt gruppe, og hun har et stofmisbrug. Der er sket noget tidligere i hendes liv, som gør, hun holder sig meget for sig selv, og ingen ved noget om tingene, der er sket – og det er heller ikke planen, at nogen nogensinde skal vide hendes hemmelighed. Hun har selv isoleret sig fra sin familie. En aften er hun på vej hjem i meget dårlig tilstand, og Eleanor Calder hjælper hende, så hun ender med at komme op hos Louis Tomlinsons og Harry Styles, i deres lejlighed, fordi hun er ude af stand til noget selv. Eleanor er meget opsat på, at ville hjælpe Harmony, og får Louis til at give hende sit nummer. Zayn Malik synes, at det er komplet latterligt, hvilket fra start af fører til et ’forhold’, der går ud på, at man irriterer hinanden så meget man kan, så tit man kan. Kan de begge to holde dette, eller begynder der at komme følelser indblandet? Vil de nogensinde få den mørke hemmelighed om hende at vide?

226Likes
317Kommentarer
35005Visninger
AA

22. Kapitel 19.

 

Jeg sad derhjemme/hjemme hos Zayn og ventede på, at han ville komme tilbage fra kiosken, han var gået ned i. Han ville hente noget brød til morgenmad og samtidig købe nogle smøger til sig selv, selvom jeg desperat prøvede at få ham til at kvitte smøgerne – det var dog ikke ligefrem lykkedes særlig meget.

For resten havde jeg det ikke særlig dårligt mere. Selvfølgelig var min mave ikke helt tiptop, men jeg kunne sagtens indtage det mad og drikke, som jeg ville, men jeg kunne alligevel godt mærke, at jeg havde været syg. Og søde Zayn havde passet mig siden i går og faktisk aflyst en aftale med de andre drenge med begrundelsen, at jeg var syg.

Jeg havde lige akkurat lagt et tæppe over mig, da min mobil ringede ud fra badeværelset. Med stor utilfredshed over at jeg skulle rejse mig, sukkede jeg for mig selv, før jeg tvang mig op fra sofaen og med rimelige hastige skridt gik ud på badeværelset, hvor min mobil nærmest lå og lød som et jordskælv på bordet. Og spørg mig ikke hvordan, den var havnet ude på badeværelset, men der havde jeg nok ladet den ligge.

Med min irritation rettet mod mobilen tog jeg mobilen op og kiggede ned på displayet, hvilket fik mig til at ønske, at jeg ikke havde hørt, at den ringede, for det var hemmeligt nummer. Og de sidste par måneder havde hemmeligt nummer og jeg ikke været særlig gode venner, og jeg var næsten hver gang endt med at få en trussel eller noget lignende.

En underlig kvalmende fornemmelse nåede mig med det samme, da jeg så det, og før jeg nåede at tænke mig rigtigt om, gik jeg med et skridt hen til toilettet, og kylede mobilen ned i, efterfulgt af, at jeg trak ud. Jeg var ikke engang sikker på, om jeg fortrød det, men lige nu var det nærmere bare mere befriende, og alligevel kunne jeg ikke være helt lettet, for jeg vidste, at det ville pisse ham den dejlige mand af, når jeg ignorerede ham.

Jeg stirrede dumt på toilettet, som forventede jeg, at alt vandet ville springe op og angribe mig, før jeg tog mig sammen, blinkede en enkelt gang hårdt og vendte så om og gik ind i stuen igen. Tungt satte jeg mig i sofaen og stirrede frem for mig – for der var noget, der sagde mig, at der ikke ville gå lang tid, før det hele ville være noget møg igen. Desuden var jeg blevet totalt deprimeret igen, og det var tidspunkter som disse, hvor min trang til stoffer i den grad kom tilbage. Det var altid, når jeg gerne ville væk fra tingene, at det kom frem i mine tanker.

Det kunne være så helveds frustrerende, når alting synes at fungere nogenlunde godt, og det så skulle ødelægges lige med det samme, før jeg overhovedet fik lov til at nyde det – selvom det faktisk var min egen skyld, mig selv der havde rodet mig ud i alt det lort, jeg var inde i nu.

Jeg havde ikke hørt døren gå op, og Zayn komme ind, før hans hånd pludselig lå på min skulder. Det gav et sæt i mig, fordi jeg fik så stort et chok, og et lille skrig fandt rent faktisk vej over mine læber. Hvorfor vidste jeg ikke helt, men jeg gik ud fra, at det faktisk var fordi, at jeg havde manden i tankerne.

”Er du okay?” Zayn kiggede overrasket på mig og fjernede hurtigt sin hånd, imens han blev ved med at studere mig. Det gik op for mig, at jeg nok blev nødt til at tage mig sammen, hvis ikke jeg ville røbe overfor ham, at jeg lige havde modtaget et til opkald.

”Ja, det er fint. Jeg var bare lige optaget af mine tanker, så jeg hørte dig ikke,” jeg sendte ham et anstrengt smil, ”og så er jeg stadig lidt sløj,” løj jeg. Han kiggede lidt ekstra indtrængende på mig, før han nikkede og bukkede sig ned, så han kunne give mig et kys på munden. Jeg smilede svagt til ham, før jeg fik øje på brødet i hans hånd, da han gik ud for at ligge det i køkkenet.

Jeg fik pludselig en underlig trang til at komme udenfor og få noget luft – og helst uden Zayn, for mit humør var bestemt ikke til, at jeg skulle stå og vente på, at der var flere skrigende piger, der stod i kø for at få autografer og humøret var heller ikke til, at jeg skulle få nogle dræberblikke fra dem, der ikke synes, at jeg passede godt sammen med Zayn.

”Skat?” jeg skød mit hoved bagover sofaryggen, så jeg kunne se ham på hovedet, da han kom frem og stod i døren. Han smilede stort over hele ansigtet, og jeg turde næsten mistænke ham for, at det var fordi, jeg kaldte ham skat. Det var ikke noget, jeg gjorde særlig tit, for det var gået op for mig, at jeg på en eller anden måde havde svært ved det. Det føltes underligt i min mund, som om det ikke rigtig hørte til, og jeg var godt klar over, det var fordi, at jeg normalt ikke bandt mig til personerne på den måde. Så når jeg rent faktisk kaldte ham det, var jeg ikke rigtig noget, jeg tænkte over, det skete bare.

”Hvad er der?” spurgte han så, da jeg helt glemte at svare ham, blandt alle mine tanker. Jeg rettede mig op og vendte mig i stedet om mod ham, så verden ikke vente på hovedet for mig længere.

”Jeg går lige en tur. Jeg har brug for noget luft, når nu jeg har været inden døre de sidste 24 timer. Og før du spørger så uden dig, for jeg har ikke brug for alt for mange råbende piger. Der vil jo nok måske allerede være nogen, der genkender mig, hvis der er ægte directioners på gaden,” jeg blinkede til ham.

Jeg havde ikke det mindste imod directioners på nogen måde. Jeg synes tværtimod, at man virkelig burde udvise respekt, for de gjorde så meget for Zayn og de andre, og det var helt utroligt. Også den måde hvorpå de lagde deres tid, følelser, liv til at følge dem, for det var der virkelig mange der gjorde – og der var også virkelig mange, der stod op og beskyttede Elanor og jeg, der var deres kærester, overfor dem, der ikke kunne fordrage os, og det synes jeg var utroligt storsindet. Forestil jer, at I har et crush på en fyr, og der så bare kommer en anden tøs og hugger ham, uden du kan gøre en eneste ting imod det? Jeg kunne selv forestille mig, hvor hårdt det egentlig måtte være, for det var jo et direkte crush i en eller anden form.

Tilbage til virkeligheden hvor Zayn nikkede en smule. ”det er i orden, smukke. Skal jeg lave noget mad, til når du kommer tilbage?” spurgte han så sødt. Jeg nikkede og rejste mig for anden gang fra sofaen, så jeg kunne få noget overtøj på. Selvom solen skinnede udenfor, kunne man se, at det køligt og klart.

Jeg hev fat i mit halstørklæde, der hang sammen med min nye vinterjakke ude i entréen, og da jeg havde fået begge tingene på, hoppede jeg i mine vinterstøvler, der lige var en anelse varmere end mine gamle, slidte gummisko, der i øvrigt ikke var særlig meget værd længere.

”Vi ses!” råbte jeg gennem huset og ventede ikke svar, før jeg gik ud af døren og videre ned af trapperne. Før jeg åbnede døren ud til den let befolkede gade, hev jeg hætten på jakken over hovedet, så der var mindre chance for at blive genkendt af eventuelle fans, selvom det selvfølgelig ikke var sikkert, at jeg ikke ville blive genkendt på grund af det.

Det var som om, at det først gik op for mig, at jeg var gået ud af alene, da jeg havde gået et par skridt ned af gaden – og oveni det, havde jeg ligesom ikke nogen mobil, for den havde jeg dumt nok smidt i toilettet. Jeg ville sværge på mit liv, at jeg ikke selv ville det, jeg gjorde efterfølgende, men det ville være at lyve, hvis jeg gjorde det.

Da jeg stod foran indgangen til den alt, alt, alt for velkendte og genkendelige, ruinerede park, fik jeg ikke engang dårlig samvittighed. Faktisk kunne jeg kun håbe på, at de andre stadig holdt til i den kreds, som jeg havde været med i før. På et punkt fortrød jeg faktisk, at jeg havde lært One Direction – Zayn, Liam, Louis, Niall og Harry at kende. Det var som om, at det hele været meget lettere, før de kom ind i mit liv. For at være ærlig så havde jeg ikke så meget andet end mig selv at bekymre mig om dengang. Nu kunne jeg ikke lade være med at såre nogen, lige meget hvad fanden jeg foretog mig. Hvis jeg prøvede at slutte kontakten med dem, sårede det dem. Hvis jeg tog stoffer, sårede jeg dem. Hvis jeg ikke gjorde noget, prøvede manden at slå mig ihjel, så der sårede jeg dem. Oven i det hele: snart ville det slet, slet ikke være trygt for dem at være sammen med mig mere, og jeg vidste lige præcis ikke, hvad fanden jeg skulle gøre.

Jeg løb stort set hele vejen igennem parken, fordi jeg var bange for, at jeg seriøst ville blive slået ihjel. Det lød så ubehageligt dramatisk, når man sagde det på den måde, men det var jo det, jeg var skide bange for, så der var ikke rigtig anden måde at forklare det på, man fik den direkte frygt at vide.

En lettelse strømmede igennem mig, da jeg nåede den sædvanlige bakkeforhøjning. Græsset var skiftet fra sommergrønt og var i gang med en flydende overgang til det mere brungullige, der kendetegnede efteråret og vinteren. Jeg blev om muligt endnu mere lettet og alligevel grebet af panik, da mine øre begyndte at opfange stemmer. Egentlig burde jeg slet ikke komme her, for hvis man så det fra deres synsvinkel, havde jeg dumpet dem til fordel til nogle andre, fordi jeg ikke synes, at de var gode nok. Og det var jo ikke det, der var tilfældet, for jeg var jo ligeså langt nede i ’hierarkiet’, som de var, jeg var bare blevet stresset og.. jeg havde nok bare glemt dem helt, da jeg lærte Eleanor, Danielle, Zayn og de andre drenge at kende.

 ”For satan da, hvem er det, vi har her? Det er da lige før, at vi ikke kan kende hende. Hvem er det nu, helt præcist det er?” Kyles stemme rungede med det samme det hele op, og først der gik det op for mig, at mine ben havde ført mig tættere på dem, uden jeg tænkte over det. Mit hjerte bankede underligt, og sådan havde det ellers aldrig gjort, når jeg havde været sammen med dem.

”HARMONY!” udbrød en skinger stemme pludselig, som kun kunne genkendes som Amandas. Amanda havde jeg altid plejet at snakke med og hænge sammen med, dengang jeg kom her stort set hver dag. Hun rejste sig fortumlet op, og jeg kunne let se, hvor påvirket hun var. Alligevel kunne jeg også med lethed se, hvor godt tilpas hun følte sig, selvom det langt fra var, hvad hun egentlig var.

Hun følte sig fri og løssluppet, når hun var dybt påvirket af stoffer, og det værste af det hele var nærmest, at jeg kunne relatere 100 % til den følelse, hun havde. Hun var plaget af et eller andet – et eller andet, som hun gerne ville slippe væk fra, og hun så stofferne som den eneste udvej. Det var egentlig præcis det, Olivia også havde gjort, hun var bare kommet så langt ud, at hun endte med at dø af det. Ikke stofferne i sig selv, men det var stofferne, der havde fået hende til at låne penge, fordi hun var blevet afhængig, så hun blev slået ihjel, da hun ikke kunne betale dem tilbage. Det endnu mere deprimerende ved det hele var, at hun ikke havde lukket nogen ind, hverken mig eller mine forældre, så der var praktisk talt ingen af os, der vidste, hvilke problemer hun havde gået inde med, for hun ville ikke fortælle det.

Hurtigt skubbede jeg tankerne om Olivia væk, da Amanda praktisk talt faldt ind i mine arme. Normalt ville jeg faktisk ikke have bekymret mig så meget om hende, men jeg blev faktisk rimelig bekymret. Selvom jeg kunne fornemme, at hun var begyndt at tage mere til dagligt, var det underligt. Måske synes jeg også, at det var mere voldsomt, fordi jeg havde holdt mig ude af det i et godt stykke tid.

”Hej søde,” sagde jeg venligt til hende, imens jeg støttede hende, så hun ikke mistede balancen. Hun smilede kejtet som svar, og jeg valgte, at jeg nok blev nødt til at få hende ned og sidde, så jeg ikke skulle stå med hende like for evigt. ”Komsedasse,” jeg brugte mit eget selvopfundne ord og hjalp hende hen på en grøn mælkekasse, og hun satte sig lydigt på den. Så gik jeg hen til Kyle.

”Er hun begyndt at tage så meget hver gang?” mumlede jeg lavt og nikkede hen mod Amanda. Jeg snakkede lavt dels fordi, jeg ikke ville have, at hun skulle høre det, dels fordi jeg stadig var rimelig bange for at være her på en eller anden måde. Ikke bange på den måde, men jeg var bare underligt nervøs, og det var lige før, at det skræmte mig.

”Ja, men hvorfor bekymrer du dig egentlig om det nu, når du ikke ser os mere?” Kyles stemme havde ikke det eneste spor af vrede, nærmere bare undring og nysgerrighed, og det forvirrede mig om muligt endnu mere, end alting gjorde lige for tiden. Jeg rynkede på panden og bed mig i læben.

”Fordi jeg gerne vil vide, hvordan hun har det. Hvordan I har det.. Og.. jeg har også brug for noget, Zayn har smidt alt mit ud. Jeg mener, jeg forstår selvfølgelig godt, hvis jeg ikke må få noget, for jeg har jo ikke været her,” tilføjede jeg hurtigt, da det gik op for mig, at han egentlig måtte tro, at jeg udnyttede ham på det groveste.

Kyle smilede på en eller anden mystisk måde, så jeg blev småskræmt, men så sendte han mig det normale Kyle-smil og lagde armen om mig. ”Jeg ved ikke helt, hvor god en kæreste Zayn er, når han bare går og smider dine ting ud?” mumlede han tæt på mit øre. Jeg havde en stor trang til at trække mig væk, men så ville jeg da være sikker på, at jeg ikke måtte få nogen stoffer af ham på nogen måde. Men trangen til at fjerne mig og fortælle ham, at Zayn var en god kæreste, og at han bare prøvede at passe på mig, var der, og den var stor, men jeg holdt mig fra det.

”Zayn vil mig det bedste, og du ved ligeså godt som jeg, at stoffer ikke er det bedste for mig, for nogen overhovedet, så du skal ikke bilde mig ind, at du ikke kan se, at han prøver at passe på mig,” fik jeg så sagt, uden det lød som om, at det han sagde, pissede mig af. Han kiggede på mig med underligt blik, og det virkede kort som om, han kunne kigge lige igennem mig, før han nikkede.

Han stak hånden i sin mørkeblå, krøllede bukselomme og rodede kort efter noget, før han hev en lille pose frem og gav til mig. Faktisk var det helt rart, at vi slet ikke behøvede at skjule det, for det gjorde vi ikke – langt fra. Alle sad nærmest med stoffer, men den fortælling havde jeg jo givet før.

”Tak, Kyle..” mumlede jeg usikkert, fordi jeg ærlig talt ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Jeg følte ikke, at en tak var nok for, at han gav mig noget, hver gang jeg bad om det, især når jeg slet ikke gav noget igen – ikke så meget som mit selskab gav jeg.

 

                                                                                              ***

 

Jeg havde kæmpet mig op af trapperne, og det havde taget mig omkring de ti minutter, fordi hele verden svajede så meget for mig. Jorden synes pludselig at komme tæt på mit ansigt op til flere gange, og jeg havde garanteret slået mig adskillige steder i hovedet, men det tog jeg ingen notis af.

For min egen skyld håbede jeg, at Zayn var faldet i søvn på sofaen eller rent faktisk var ude for at lede efter mig. Ikke fordi, jeg havde nogen tidsfornemmelse overhovedet, for min mobil var jo ikke rigtig hos mig længere, og når jeg i øvrigt var påvirket, så var det sku svært. Men noget sagde mig, at jeg havde været væk i et godt stykke tid.

På en underlig fumlende måde fik jeg låst døren op, imens jeg lænede mig op af den, så gæt selv hvordan det gik. Da døren ligesom åbnede for mig, var jeg ikke forberedt og fløj bogstaveligtalt lige ind i entréen, hvor jeg landede med et alt for højt bump. Selv hvis Zayn faktisk havde sovet, ville han i hvert fald være vågen nu, så jeg håbede inderligt på, at han slet ikke var her.

”Harmony? Harmony, er du okay?” og selvfølgelig skulle heldet ikke være på min side, hvorfor undrede det mig ikke? Jeg prøvede desperat at rejse mig, så jeg kunne støtte mig til væggen og håbe på, at han ikke ville bemærke noget, men så hurtig var jeg ikke, og desuden faldt jeg til jorden igen på vejen op.

”Jeg øh.. jeg har det heeelt fint!” det var ikke meningen, at jeg skulle lyde alt for begejstret, men det gjorde jeg, og da Zayn kom til syne i døråbningen, vidste jeg, at slaget var tabt. Han kiggede ikke engang på mig i 2 sekunder, før hans ansigt nærmest blev forvredet i skuffelse og vrede. Jeg ville gerne undskylde, men det var som om, at min hals snørede sig sammen, og jeg var tom for ord.  

”For helved da også, menneske!” vrissede han koldt, før han gik hen mod mig. Det virkede sløret for mig, og da han tog fat i min arm og hev mig op på en rimelig voldsom måde, var det som om, at alt i mig bare gav op. Det hele var noget fucking lort, jeg skuffede Zayn, jeg skuffede mig selv, jeg var ét stort problem.

”Zayn, slip mig. Lad mig være,” jeg ville have haft en stærkere stemme, men det var som om, at det hele bare ramte mig med et slag i ansigtet. Jeg lød mere bedrøvet, trist og opgivende, end jeg ville, og jeg strittede slet ikke engang imod, da han besværet hev mig hen mod værelset. Da han ikke gjorde mine til at slippe, åbnede jeg munden igen, ”Zayn, jeg gider snart ikke mere..” det fik ham til at stoppe op.

”Hvad mener du?” hans stemme var stadig hård og kold, men ikke i samme grad, som den havde været før. Hans blik var blot forvirret, det eneste, der viste hans skuffelse, var hans øjenbryn, der var trukket en anelse sammen. Min mund virkede alt for tør, og jeg havde mest af alt lyst til at sætte mig ned og græde.

”Kan du ikke fornemme det? Siden dig, og for den sags skyld også de andre, lærte mig at kende, har jeg ikke gjort andet end at fucke det op gang på gang. Hvorfor bliver i overhovedet ved? Selv jeg er ved at give op på mig fucking selv. Hvorfor tror du måske, at jeg tager stoffer om og om igen? Hver gang det hele går bedre, og jeg holder mig væk fra stoffer, tror jeg, at det kan vare ved, men hvorfor skulle det? Hvorfor skulle noget i den her verden gå mig godt?” min stemme knækkede til sidst, selvom jeg gerne ville fortsætte. Få ham til at forstå. Men det virkede som om, at det rørte ham alligevel, for han slap sit greb om min arm og trådte tættere på mig. Han så helt uforstående ud.

”Er det virkelig sådan, du har det?” han lød helt overrasket over min snak, og han lagde forsigtigt en hånd på min kind. Det var som om, at jeg med det samme følte mig helt upåvirket. Lidt som om, at stofferne øjeblikkeligt fløj ud af mig, selvom jeg udmærket godt vidste, at det ikke var tilfældet.

”Jeg ved det ikke, for helved.. Jeg.. jeg ved det virkelig ikke..” gråden overtog nærmest min stemme, og jeg rystede uroligt på hovedet imens, ”hvordan skal jeg kunne vide, hvordan jeg har det? Hvordan skal jeg selv kunne vide noget som helst? Mit liv er noget rod. Jeg er noget rod.. det er bare.. jeg kan ikke engang finde noget at sige,” jeg hikstede efter vejret, så det jeg ville være imponeret, hvis Zayn rent faktisk forstod, det jeg sagde.

”Hvad skete der? Var der noget, der skete forud for det her? At du tog stoffer igen? Og hvad har du overhovedet taget?” han havde lagt sine hænder, så jeg havde en på hver af min kind, hvilket resulterede i, at jeg ikke rigtig kunne bevæge mig væk. Og desuden havde han fanget mit blik og fastholdte det i en meget høj grad.

”Det var fordi.. nej.. jo. Det er lige meget, jeg vil gerne sove,” jeg prøvede desperat at snakke uden om, men Zayn sendte mig et blik, der tydeligt viste, at det ikke var sådan, det skulle være. Han ville have svar, og jeg forstod ham. Men spørgsmålet var, om jeg i sidste ende kunne give ham det? Det rigtige svar?

”Harmony..” han stemme var kun en hvisken, ”vil du ikke nok? Kan du ikke fortælle mig noget? Jeg ved ikke, hvad det er, der nager dig, men det bekymrer mig. Hvordan ville du have det, når.. hvis en du elsker opførte sig sådan? Det..” hans stemme knækkede over, og han kiggede væk. Hans hånd blev fjernet fra min kind, så han kunne tage sig til hovedet. Og det var først der, det gik op for mig, at han græd – græd på grund af mig. Jeg tog en dyb indånding.

”Det hele blev for meget, Zayn. Imens du var væk, ringede hemmeligt nummer til mig, og når hemmeligt nummer ringer til mig, så er det som sædvanligt ikke så direkte ’hemmeligt’, hvem det er..” jeg prøvede at smile og lave lidt joke ud af det, men Zayn der kiggede på mig, med de chokoladebrune, blanke øjne, fortalte mig hurtigt, at det ikke gik.

”Og bare det at se det opkald. Kigge ned på min mobil og se det. Det smadrede alting indeni mig, og jeg ved ikke, hvorfor det gjorde det lige præcis den her gang. Men jeg er træt af det hele. Træt af at blive jagtet af en mand, træt af at skulle være på vagt hele tiden. Det har været her igennem hele mit liv. Frygten.. Frygten for alting.. Det føles som om, at jeg bruger al min nuværende tid på at flygte fra den foregående. Flygte fra fortiden, hvordan mit liv har været,” jeg mumlede det sidste ud, fordi jeg ikke havde lyst til at sige mere. Det her var meget personligt for mig, og jeg kunne også se, hvad det gjorde ved Zayn. Han var påvirket af det.

”Stoffer er ikke vejen ud..” hans stemme var knap nok hørlig, og det skyldes nok tårerne, der løb ned over hans kind og efterlod våde striber, der ikke burde være der. Det var blot endnu et menneske, jeg sårede. Jeg lagde mine hænder på hver af hans kinder, så hans hoved var mellem mine hænder, og lænede mig lidt frem

”Jeg elsker dig Zayn, det gør jeg. Du er det bedste, der er sket for mig længe,” sagde jeg, før jeg blidt pressede mine læber mod hans. En salt smag bredte sig på mine læber, men jeg gjorde ikke noget ved det. Kysset var personligt og følelsesmæssigt, og jeg var ikke den mindste smule i tvivl om, at han følte det samme, som jeg gjorde. Kærlighed.

                                                                                                                                                             

Okay hej mennesker!

Her er endelig et længe ventet kapitel, og jeg undskylder, har virkelig været stresset! Men tak fordi i læser. 

Og hvad så nu? Det her var fyldt med følelser, hihi. Men hvad tror I, der vil ske her i de sidste kapitler? 

//Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...