Shoot - don't talk ~ One Direction 13+

Harmony Clear lever et rimelig isoleret liv, hvor hun kun hænger ud sammen med én bestemt gruppe, og hun har et stofmisbrug. Der er sket noget tidligere i hendes liv, som gør, hun holder sig meget for sig selv, og ingen ved noget om tingene, der er sket – og det er heller ikke planen, at nogen nogensinde skal vide hendes hemmelighed. Hun har selv isoleret sig fra sin familie. En aften er hun på vej hjem i meget dårlig tilstand, og Eleanor Calder hjælper hende, så hun ender med at komme op hos Louis Tomlinsons og Harry Styles, i deres lejlighed, fordi hun er ude af stand til noget selv. Eleanor er meget opsat på, at ville hjælpe Harmony, og får Louis til at give hende sit nummer. Zayn Malik synes, at det er komplet latterligt, hvilket fra start af fører til et ’forhold’, der går ud på, at man irriterer hinanden så meget man kan, så tit man kan. Kan de begge to holde dette, eller begynder der at komme følelser indblandet? Vil de nogensinde få den mørke hemmelighed om hende at vide?

225Likes
317Kommentarer
34601Visninger
AA

20. Kapitel 17.

 

Jeg sad med bankende hjerte og helt stiv krop, imens jeg hørte fodtrin gå igennem den gamle gård. Jeg var træt af det, træt af, at jeg ikke bare kunne være alene nogen steder. Fodtrinnene gik igen hele huset, og jeg kunne høre, at de kom nærmere og nærmere på døren ind til værelset, hvor jeg sad og troede, at jeg skulle dø.

Jeg trak dårligt nok vejret, og det var i hvert fald i korte, lydløse stød, fordi jeg ikke rigtig kunne få andet frem. Hvis det var manden, der havde fundet ud af, ville det i den grad være slut med mig; jeg frøs ufatteligt meget, og jeg ville næsten vædde, alt jeg ejede på, at mine læber var rimelig blå. Jeg havde ikke rigtig tænkt på at bevæge mig, og jeg var næsten også sikker på, at jeg ikke kunne få min hjerne til at få mine ben i bevægelse, fordi jeg frøs så meget. Det var for helved da også oktober måned!

Da der blev taget ned i dørhåndtaget, stoppede jeg helt ubevidst med at trække vejret, men det var ikke noget jeg tænkte over i situationen. Jeg kunne næsten allerede mærke tårerne, der trængte sig på, men alligevel kom der ikke nogen ud. Jeg knugede hårdt om tæppet med min ene hånd, selvom det ikke hjalp på en skid, at jeg gjorde det.

I samme sekund gik døren helt op, og jeg kunne ikke se andet end en mørk skikkelse stå i rummet, hvilket skræmte mig. Jeg blinkede hårdt et par gange i håb om, at jeg ville kunne se lidt mere, men det hjalp ikke rigtig, andet end endnu en skikkelse kom ind i rummet.

”Åh min kære gud, Harmony!” udbrød den ene så. Jeg.. vent hvad? Min.. mor? Hvad fanden lavede min mor her? Mit hjerte begyndte med sneglefart at slå normalt igen, og jeg snappede efter luft, da det først der gik op for mig, at jeg ikke trak vejret. Nu var det nærmere det, der gav mig følelsen af, at jeg var ved at dø.

”Mor?” klynkede jeg med en svag stemme, der true med at knække hver eneste øjeblik, det skulle være. Det var slet ikke min mening at lyde sådan, men jeg havde hverken kræfter eller overskud til at gøre andet og holde den facade, jeg så tit havde smurt på, fordi folk ikke skulle se mig, når jeg var på det svageste.

”Og Zayn. Hvad laver du dog her?” min mor lød bekymret, og jeg fornemmede, at hun tog to skridt hen mod mig, selvom jeg havde sænket mit blik. Zayn? Var det Zayn, der var her? OH fuck, fuck, fuck. Og hvordan fuck i helved kunne de regne ud, at jeg var taget herhen? Min plan var officielt mislykkedes godt og grundigt.

”Zayn?” klynkede jeg på præcis samme måde, som jeg havde gjort til min mor. Min stemme rystede, da jeg sagde det, og der gik ikke meget mere end to sekunder, før jeg fornemmede, at han sad lige foran mig. ”Mmm, jeg er her,” sagde han blidt og lagde sin hånd på min kind. Den brændte nærmest mod min kolde hud, og uden jeg selv ville det, undslap et lille hulk mine læber. Det var helt ufatteligt så lille, jeg følte mig, og hvor meget jeg frøs.

”Fryser du?” man skulle næsten tro, at Zayn havde læst mine tanker, siden han spurgte, lige efter tanken var gået igennem mit hoved. Jeg nikkede lidt som svar, og kort efter mærkede jeg Zayns jakke ligge sig om mig som et tykt tæppe. ”Kom så, jeg tror, at du skal hjem,” mumlede han så og tog fat under mine arme, så han kunne hjælpe mig op.

Lige da jeg fik rejst mig, og han slap sit tag, var det som om, at mine ben bare ikke rigtig gad bære mig; jeg var lige ved at falde igen, hvis ikke det havde været fordi, at Zayn greb mig. Min mor var allerede gået i forvejen ud til bilen med min taske, så Zayn og jeg var ladt alene her inde.

Før jeg kunne nå at protestere den mindste smule, lå jeg i Zayns favn – og da jeg lå der, gav jeg mig til at græde. Jeg vidste ikke, hvad der var at græde over, men jeg kunne ikke lade være, og jeg kunne ikke forklare hvorfor. Zayn hviskede bare beroligende ord til mig, imens han gik igennem huset.

”Harmony, jeg bliver virkelig nødt til at spørge.. Har du taget stoffer eller drukket?” han lød bekymret, og overraskende nok irriterede det mig ikke, at han spurgte. Jeg var klog nok til at regne ud, at han havde brugt min nøgle til at lukke sig ind i min lejlighed, og dermed havde han nok også lagt mærke til, at stofferne ikke var der mere. Og jeg forstod udmærket godt, at han spurgte; han var bekymret for mig og ja – jeg havde stofferne på mig, og jeg ville uden tvivl have taget dem, hvis der var gået en dag, og jeg blev ved med at føle mig så svag. For jeg var virkelig svag, når ikke engang kunne klare at være væk i en halv dag.

”Nej, det lover jeg dig, at jeg ikke har,” sagde jeg med ekstra klar stemme, så han overhovedet ikke kunne være i tvivl. Jeg hørte ham mumle et eller andet utydeligt, men ellers kom der ikke rigtig noget andet svar, selvom jeg vidste, at han var lettet.

Da han åbnede døren og ville sætte mig ind på bagsædet, klyngede jeg mig fast til ham. ”Vil du ikke sidde her med mig?” spurgte jeg fortvivlet, og et lille smil spredte sig overraskende nok over hans læber.

”Selvfølgelig vil jeg det, prinsesse,” sagde han og kyssede mig på panden, før han lukke døren i, så han kunne gå rundt om bilen og hoppe ind af den anden dør, på det tomme sæde. Lige så snart han havde sat sig ind, lænede jeg mig lidt op af ham, så varmen fra ham gled over til mig. Jeg kunne ironisk nok ikke lade være med at smile lidt, da jeg opdagede, at han ikke havde den mindste smule voks i sit hår. Det så nuttet ud.

Min rysten stoppede langsomt, og det var lige før, at jeg kunne mærke, hvordan mine læber, der uden tvivl var lidt halvblå af kulde, fik farven igen. Og tro mig, det var en rar følelse. Jeg havde slet ikke tænkt det her ordenligt igennem, og det gik også op for mig, hvor dårlig jeg ville være til at klare mig alene – jeg anede ikke, hvad jeg havde tænkt på, da jeg tog beslutningen.

Der var mørkt udenfor, men det var jo trods alt også efterår, og det var blevet relativt sent. Jeg vidste, at min mor hadede at køre, når der var så mørkt som nu, men jeg orkede ikke at kommentere det. I stedet kiggede jeg lidt ud af vinduet, imens Zayn nussede min håndryg med hans tommelfinger. Det eneste, der lyste vejen op, var, lygtepælene hvor halvdelen af dem alligevel var gået i stykker.

Kulden blev langsomt erstattet af søvnen, der gjorde mine øjenlåg tunge, imens jeg lå med hovedet mod Zayns bryst og kunne mærke, hvordan han trak vejret regelmæssigt og roligt. Heldigvis spurgte hverken min mor eller Zayn ind til noget, og jeg kunne ikke være mere lykkelig over det, selvom jeg udmærket godt vidste, at jeg skulle komme med en forklaring i morgen. Og det var ikke kun overfor Zayn, det var overfor dem alle sammen; Zayn, Louis, Liam, Harry, Niall og Eleanor. Jeg sukkede indvendigt og gjorde intet for at forhindre det, da jeg gled ind i en dyb, drømmeløs søvn, der fik mine tanker og hjerne til at slappe helt af for en gangs skyld.

 

                                                                                                    ***

 

Jeg kiggede mig selv i spejlet en sidste gang. Ikke fordi, at jeg havde gjort noget ud af mig selv, men jeg vidste godt, hvad der ville møde mig om meget kort tid, når jeg ville gå ud fra værelset og ind i stuen. Mit falmede røde hår sad i en underlig slags frisure, hvor der bare var sat en elastik om. Jeg kunne ikke engang kalde det en frisure, for det var ikke en.

Stadig var jeg iført nattøj; nogle joggingbukser og en stor t-shirt, der uden tvivl tilhørte Zayn, for duften af ham trådte kraftigt igennem og nåede mine næsebor – ikke fordi, at det gjorde mig noget, for det gav mig en følelse af at være sammen med ham, selvom han var inde i stuen.

Jeg havde ikke den mindste smule lyst til at gå ind i stuen, hvor de andre med sikkerhed var, men jeg var godt klar over, at jeg ikke kunne trække den. Det var allerede to timer siden, at jeg var vågnet, og klokken var uden tvivl omkring de tolv stykker nu. I de sidste to timer, havde jeg bare ligget og gloet ind i min mobil, men Zayn vidste jo også godt, at jeg ikke var typen, der sov længe.

Med en underlig følelse i kroppen og en dyb indånding åbnede jeg døren og gik hen ad gangen. Gulvet føles koldt mod mine fødder, og jeg fik kort kuldegysninger, selvom de hurtigt forsvandt igen. Jeg havde det som om, at jeg skulle op til min eksamen eller noget i den stil, da jeg stod foran døren ind til stuen.

Jeg kunne tydeligt høre stemmer derinde fra, hvilket fik mig til at synke en klump. Jeg vidste ikke, hvorfor det gik mig så meget på, men jeg havde det bare virkelig, virkelig underligt, og jeg brød mig i den grad ikke om det. Før jeg kunne nå at fortryde det, blinkede en enkelt gang og tog ned i håndtaget. Så var det i hvert fald for sent at vende om og lade som om, at jeg ikke var stået op.

Jeg følte mig utilpas og nedstirret, da jeg trådte ind i rummet. Ganske rigtigt sad alle fem drenge + Eleanor herinde, præcis ligesom jeg havde regnet med. Seriøst, aldrig havde jeg prøvet at være i så akavet en situation med de her mennesker, som jeg var nu, men jeg plejede også at være mere.. rapkæftet og alt det der. Det var en af tingene, der havde ændret sig godt og grundigt, siden jeg havde lært dem at kende, og jeg var ikke engang sikker på, om det var noget godt eller dårligt, at det var blevet anderledes.

Den første til at rejse sig var Eleanor, der gik hen mod mig og lagde armene forsigtigt om mig. Jeg gengældte det hurtigt, før jeg trak mig ud af krammet og besluttede mig for at sætte mig på sofaen ved siden af Zayn, der sendte mig et smil, før han rynkede på panden.

”Harmony, hvorfor gjorde du det egentlig overhovedet?” spurgte han så uden at lyde vred, nærmere såret. Og det var også præcis det, hans blik viste, da hans brune øjne fangede mine. Jeg bed mig lidt i læben, hvilket i øvrigt var en vane, Zayn havde givet mig.

”Må jeg lige spørge om noget først? Hvordan i alverden kunne I lige gætte, at jeg var der? Jeg fatter brik af det,” sagde jeg fortvivlet, imens mit blik søgte gulvet. Jeg kunne nærmest mærke alles blikke på mig, men der var ingen andre end Zayn, der sagde noget.

”Vi ringede til din mor, som med det samme nævnte den gård, fordi du altid plejede at komme der, når du var mindre. Og jeg var desperat, så jeg ville have kørt hvert et sted hen, hun havde sagt på det tidspunkt,” et halvhjertet smil kom fra Zayn, imens han snakkede. Jeg kunne ikke lade være med at blive varm indeni, selvom jeg fik utrolig dårlig samvittighed over, at jeg bare var skredet. Jeg kunne ikke have været dummere på nogen mulig måde. Jeg havde lyst til at give mig selv fyrre lussinger, men det ville nok ikke umiddelbart komme til at ske, selvom jeg havde brug for det.

Det var først der, jeg lagde mærke til Zayns udseende: hans hår var stadig ikke sat, men sad pjusket, så det lignede, at han gentagne gange frustreret havde ladet en hånd glide igennem det. Han havde stadig det samme tøj på, han også havde haft på i går, og hvis jeg skulle være ærlig, lignede han ikke en, der havde fået sovet synderligt meget.

Tanken om at det var min skyld, at han var så træt og udkørt, gav mig så dårlig samvittighed, at jeg dybt seriøst havde lyst til at brække mig eller noget i den stil. I stedet koncentrerede jeg mig om muligt endnu mere om gulvet, der ellers ikke var særlig spændende at kigge på.

”Din tur til at svare, babe,” lød det blidt fra Zayn, da der havde været stille lidt tid. Jeg bed mig endnu hårdere i læben, før jeg sukkede lavmælt. Hvordan fanden skulle jeg forklare det?

 

Zayns synsvinkel:

Jeg kunne let se, hvordan hun bed sig i læben, som om hun ikke rigtig vidste, hvad hun skulle svare, men den her gang havde jeg ikke tænkt mig, at hun skulle slippe for at svare. Jeg havde brug for svar, jeg havde brug for at høre sandheden fra hende. Sandeden om hvad helved hun tænkte, og hvad hendes grund var, da hun bare skred og skræmte os alle fra vid og sans.

”Det var kun fordi, at jeg elsker jer, at jeg gjorde det,” sagde hun så pludselig, og jeg rynkede på panden. Fordi hun elskede os? Det hun sagde, gav omtrent så meget mening, som hvis jeg sagde, at hunde kunne flyve – hvilket de jo ikke kunne.

”Hvad mener du?” lød det pludselig fra Liam, der ellers – ligesom de andre drenge – havde forholdt sig overraskende stille, siden hun kom ind. Harmony kiggede på ham med et sært blik, imens hun overvejede sine ord. Så var det som om, at hun tog sig sammen.

”Jeg tror sku nok, at I alle sammen ved, at der er en eller anden syg stodder, der prøver på at slå mig ihjel, og det har jo været tæt på et par gange. Men i hvert fald, så var jeg jo herhjemme alene i går, hvor stemningen i mellem os i øvrigt heller ikke var helt i top, men det har ikke noget med det at gøre. Da du, Zayn, så var taget afsted til interview, eller hvad det var, I skulle til, kunne jeg ikke undgå min hjerne i at tænke,” hun tav lidt, og jeg kunne se, at hun overvejede, om hun skulle fortsætte sin fortælling, og det gjorde hun så til sidst.

”Og jeg kom frem til, at jeg får jer i meget, meget, meget stor fare ved at tilbringe tid med jer, Zayn har selv oplevet det en enkelt gang til begravelsen, og i andre drenge reddede praktisk talt også mit liv, den første gang han ville slå mig ihjel. Men som sagt, så bringer jeg jer i fare, og så ville jeg passe på jer. Det var ikke for at være egoistisk og opmærksomhedskrævende, jeg ville bare så skide gerne passe på jer..” hendes stemme knækkede, da hun sagde det sidste, og det var først der, at det gik op for mig, hvor meget vi egentlig måtte betyde for hende.

Da jeg så en tåre snige sig ud af hendes øjenkrog og ned af hendes kind, slog jeg armene om hende og hev hende helt ind til mig. ”Jeg vil bare så gerne passe på jer.. Der må ikke ske jer noget, jeg har aldrig mødt så søde mennesker…” begyndte hun, men jeg afbrød hurtigt.

”Det er okay Harmony, shh,” mumlede jeg ned mod hendes hår. Jeg anede bogstavlig talt ikke, hvad jeg skulle svare hende, for det var så utrolig sødt og fantastisk af hende, at hun så gerne ville passe på os på den måde. Det rørte mig virkelig meget, at det var sådan, hun tænkte.

”Vil du ikke nok love mig en ting?” lød det pludselig fra Eleanor, der kiggede på Harmony med et bedende blik. Harmony kiggede spørgende på hende. ”Hvad?” hun lød helt nysgerrig, da hun spurgte, og jeg kunne ikke lade være med at udveksle et lille smil med Niall der, surprise, sad og åd en müslibar.

”Du skal ikke bare gå igen, jeg tror aldrig nogensinde i mit liv, at jeg har været så bekymret, din papand!” udbrød hun så pludselig. Vi kiggede alle sammen lidt rundt på hinanden, før vi begyndte at grine højt.

”Okay, gummiged,” sagde Harmony så imellem hendes grin.

 

                                                                                                              ***

 

Harmonys synsvinkel:

Godt nok havde jeg været glad, men lige så snart jeg var alene igen, forsvandt mit positive humør som dug for solen. Jeg havde besluttet mig for at tage et bad, og ligeså snart jeg havde låst døren, var jeg begyndt at ryste. Ikke meget, bare svagt, men jeg vidste godt hvorfor. Jeg var bange, for det var først nu, at det gik op for mig, hvor alvorligt det var – og hvor lidt jeg turde bevæge mig rundt ude på gaden mere.

Jeg prøvede at kontrollere mig lidt, da jeg tog mit hår ud fra den sjuskede hestehale og hurtigt redte det igennem, så det ikke blev alt for filtret, når jeg havde vasket det. Jeg tog hurtigt det tøj af, som jeg havde sovet i og tændte for bruseren. Da vandet var blevet tilpas varmt, stillede jeg mig ind under bruseren og nød den afslappende effekt, det havde på mig. Der var tider, hvor jeg ville ønske, at jeg kunne forsvinde væk under bruseren, for det var det bedste sted at befinde sig.

Endnu engang begyndte jeg seriøst at forbande mig selv over, at jeg var så skide hævngerrig den gang, hvor Olivia var blevet dræbt. Jeg havde slet ikke haft tanke for konsekvenserne senere hen i mit liv. Faktisk havde jeg slet ikke tro, at der ville komme nogen, og i den grad ikke som det, der kom nu.

Jeg rystede på hovedet af mig selv, for selvfølgelig kunne man sku ikke slå et menneske ihjel og forvente, at man bare kunne leve ligegyldigt videre bagefter, hvad havde jeg troet? Fyren havde været en fucking kendt pusher, så alle i det miljø ville ligge mærke til, han var død. Han var død, og jeg havde fucking dræbt ham. Jo mere jeg tænkt over det, jo mere gik det op for mig, hvad jeg egentlig havde gjort, og jo mere forfærdet blev jeg over mig selv.

Et hulk undslap mine læber, men det blev dæmpet af lyden af vand mod gulvet i brusekabinen, hvilket var meget heldigt. Jeg var rimelig sikker på, at man ville kunne høre det igennem døren ellers, hvis man tilfældigvis gik forbi, og det skulle jeg ikke nyde noget af.

Da jeg havde vasket mit hår med både shampoo og balsam, lod jeg mine hænder gnide i min øjne på en underlig måde i håb om, at det ville stoppe de tårer, der engang i mellem sneg sig ned over mine kinder, men lige meget hjalp det.

Til sidst lænede jeg mig op ad væggen og lod mig glide ned af den, så jeg til sidst sad helt ned på gulvet, der i øvrigt føltes utrolig koldt. Væggene var også iskolde, men det gjorde mig ikke noget. Jeg kunne ikke lade være med at tænke det samme om og om og om igen; jeg havde slået en mand ihjel, jeg turde ikke gå ud, fordi der var en, der prøvede at slå mig ihjel, og jeg satte alle mine nærmest i fare. Jeg var direkte bange for at leve. Specielt en tanke lod ikke til at ville forlade mig: Var der overhovedet snart nogen grund til, at jeg blev ved? Ville det ikke være bedre, lettere og mere trygt for alle, hvis jeg bare forsvandt for altid? 

                                                                                                                                                           

BADADADA! Hvad synes I? Comment, comment, comment! :D

OG hey, jeg vil virkelig, virkelig gerne undskylde til jer alle for, at det tog tid med opdateringen! Har haft travlt; gæster, veninder, andre movellaer og så videre. I går ville jeg have publiceret, men da mig, min søster og veninde var ude og spise og blev inviteret til fest (det blev så spontan fest), kunne jeg ikke nå det :/ Undskyld! Lover, at der vil komme hver anden dag - vil i hvert fald prøve på det :) 

//Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...