Shoot - don't talk ~ One Direction 13+

Harmony Clear lever et rimelig isoleret liv, hvor hun kun hænger ud sammen med én bestemt gruppe, og hun har et stofmisbrug. Der er sket noget tidligere i hendes liv, som gør, hun holder sig meget for sig selv, og ingen ved noget om tingene, der er sket – og det er heller ikke planen, at nogen nogensinde skal vide hendes hemmelighed. Hun har selv isoleret sig fra sin familie. En aften er hun på vej hjem i meget dårlig tilstand, og Eleanor Calder hjælper hende, så hun ender med at komme op hos Louis Tomlinsons og Harry Styles, i deres lejlighed, fordi hun er ude af stand til noget selv. Eleanor er meget opsat på, at ville hjælpe Harmony, og får Louis til at give hende sit nummer. Zayn Malik synes, at det er komplet latterligt, hvilket fra start af fører til et ’forhold’, der går ud på, at man irriterer hinanden så meget man kan, så tit man kan. Kan de begge to holde dette, eller begynder der at komme følelser indblandet? Vil de nogensinde få den mørke hemmelighed om hende at vide?

226Likes
317Kommentarer
35041Visninger
AA

18. Kapitel 16.

 

”Hvad helved skal jeg gøre? Er det min skyld, at hun er forsvundet lige pludselig?” jeg lagde frustreret mit hoved i mine hænder, imens Liam lod en hånd glide beroligende over min ryg. Jeg var næsten med det samme taget hen til Louis og Harry og fortalt om det, der sket, og de havde straks ringet til Liam, Niall og Eleanor, så vi nu alle sammen sad samlet her i deres lejlighed.

Eleanor var nærmest også gået helt i spåner, da hun fandt ud af, at vi ikke kunne finde Harmony, og det var først der, det gik op for mig, at de faktisk havde et helt specielt, tæt forhold, selvom det ikke altid var meget, de så hinanden. Med et suk bed jeg mig i læben, før jeg løftede hovedet igen og stirrede direkte ind i Nialls blå øjne. Man kunne tydeligt se, at han også var bekymret, men en del af bekymringen var også på grund af mig – jeg bebrejdede mig selv big time for, at Harmony var skredet. Måske var det bare hendes måde at slå op på? Eller.. slå op.. Noget i den stil.

”Slap lidt af Zayn, det skal nok gå, okay? Vi skal nok finde hende, det kan jo også bare være, at hun er taget hjem til sin familie eller hen til nogle venner? Tror du ikke bare, at det er det?” jeg havde næsten aldrig hørt Louis så seriøs, som han lød der, men det var faktisk rart at vide, at han tog det ligeså seriøst som os andre. Okay, det kom ud forkert; han tog altid seriøst situationer seriøst, han var bare god til at joke omkring tingene.

Jeg rystede lidt på hovedet for mig selv, ”det er garanteret fordi, at jeg har været for hård mod hende med de der stoffer. Hun er jo afhængig af det, og så flipper jeg sådan ud hver gang. Hun kan jo ikke finde ud af det selv. Tror I ikke, at hun er blevet træt af mig, og det er derfor?” jeg ville have kigget bebrejdende på mig selv, hvis jeg kunne, men det var af gode grunde rimelig umuligt for mig.

”Stop nu, jeg er ligeså bekymret som dig, okay? Men lad være med at bebrejd dig selv for, at hun er skredet. Måske har hun haft det i tankerne et stykke tid.. Jeg forstår bare ikke, hvorfor hun så er..” Eleanors stemme, der ellers startede med at lyde klar og stærk, fadede langsomt ud, indtil et hulk undslap hendes læber. Louis var hurtigt henne ved hende og trak hende indtil sig, så han kunne berolige hende lidt.

Eleanor var ligeså bange og nervøs, som jeg var, det havde hun lige bevist. Også selvom hun var god til at holde fatningen og bevare roen, så gik det hende på, at hun ikke anede, hvor Harmony befandt sig henne, det vidste jeg, at det gjorde.

”Hvorfor fanden kan hun ikke bare blive og lade mig snakke med hende? Det er så indlysende for mig, at der er noget, som hun ikke fortæller mig, og det kan virkelig irritere mig grænseløst. Jeg kan kun få hende åbnet op, når det er nogle forholdsvis mindre ting, der er galt, men hvis jeg kommer for tæt ind på hendes liv, ryger facaden ligesom op igen. Og jeg kan bare se det på hende, hendes øjne, at hun holder noget skjult, som hun bestemt ikke vil have, at der er nogen, der skal vide!” udbrød jeg pludselig fortvivlet, imens jeg slog en hånd hårdt ned i stuebordet.

Alles blikke lagde sig overraskede på mig, imens jeg gjorde det, men det var lige før, at jeg bare ikke kunne klare det mere. Jeg havde en syg trang til bare at flippe ud, skrige og råbe, slå hårdt på et eller andet, så jeg kunne komme ud med det. Jeg havde fucking kimet hende ned, lige siden jeg opdagede, at hendes ting ikke var der mere, men hun tog den ikke. – og det var endda ikke fordi, at den var slukket. Hun ignorerede ganske simpelt mine sms’er og mine opkald.

”Hun tager den heller ikke, når jeg ringer..” mumlede Niall fortvivlet, da lagde sin mobil fra sig. Jeg havde lyst til at grine af det, for hvad fanden havde han egentlig regnet med? Hvis ikke hun ville tage den, når jeg ringede, ville hun nok heller ikke lige, når Niall gjorde. Hvis der skulle være en af os drenge, hun hellere ville snakke med end mig, ville jeg uden tvivl gætte på Louis. De to havde det godt sammen. Jeg var faktisk sikker på, at hun ikke ville snakke med Eleanor heller, og spørg mig ikke hvorfor. Det var bare en fornemmelse, jeg havde indeni.

Med et mindre suk hev Louis sin mobil frem, og jeg kunne se, at han fandt Harmonys nummer frem fra telefonbogen. Det undrede mig ikke overhovedet, da Louis lagde mobilen fra sig efter sit mislykkedes opkaldsforsøg – selvfølgelig tog hun den ikke. Jeg rejste mig og rystede voldsomt Liams hånd af mig, så den faldt slasket ned på sofaen med et bump.

Med en mindre intelligent lyd slog jeg min hånd ind modvæggen, så en af drengene rejste sig fra sofaen. ”Zayn, relax. Du kan jo ikke være sikker på, om der er sket hende noget, eller om hun bare har brug for en dag fri,” han stoppede op omkring en meter fra mig, så jeg ikke kunne andet end at kigge på ham.

”Nå ja, for hvis det var tilfældet, så havde hun sjovt nok ikke taget alle sine ting med sig, tror du vel? For det tror jeg sjovt nok ikke. For satan da også, Harry!” vrissede jeg, før jeg slog en hånd for panden. Jeg var pisse irriterende og unfair over for dem, og hvorfor? De fortjente det ikke en skid. Jeg følte mig som en total fiasko, selvom en del af det faktisk ikke var min skyld.

 

Harmonys synsvinkel:

For 117 gang ringede min mobil, men denne her gang var det Louis, der ringede. Jeg skubbede irriteret min mobil tilbage på plads i lommen igen, men jeg blev med at kunne mærke den vibrere i min lomme. Med en underlig følelse gik jeg ind gennem den faldefærdige dør, der førte ind til stuen, hvor der lugtede forladt. Gav det mening?

Kulden gik direkte igennem mit sparsomme tøj, jeg havde på, men jeg havde ikke rigtig nået andet, da jeg besluttede mig for i en fart, at pakke mine ting og skride min vej. Jeg lod den halvtunge taske dumpe ned på jorden, før jeg satte mig på en af de stole, der stadig stod her.

Jeg var på en går, som jeg havde kendt til i lang, lang tid. Mine forældre havde vist mig den flere gange, da jeg var mindre, og med tiden var jeg ofte taget herud, når jeg havde brug for at tænke. Den havde tilhørt mine oldeforældre, men da de døde, havde den været forladt siden, og der var ikke nogen, der havde rørt ved den eller taget møblerne og genstandende indeni ud.

Da min mobil endnu engang ringede, tog jeg den op og kiggede på skærmen. Eleanors navn lyste op, hvilket fik det til at prikke i mig. Jeg vidste, at de ikke ville kunne forstå det, og derfor havde jeg ikke sagt det mindste til dem, og jeg havde heller ikke planer om, at de skulle vide for meget. Det var gået op for mig, at jeg satte Zayn i livsfare, når jeg var sammen med ham, han havde allerede overværet to mordforsøg på mig over relativt kort tid. Jeg skred væk i håb om at beskytte ham, beskytte dem alle.

Men alligevel havde jeg også dårlig samvittighed, fordi jeg også havde taget nogle kontanter fra hans pung, der havde ligget fremme. Jeg havde jo i princippet stjålet fra ham, men det var det, der kunne redde hans liv. Pengene fra hans pung havde jeg allerede brugt lidt af; jeg havde købt togbilletten herhen og udover det noget mad, jeg kunne æde senere og til morgenmad osv.

Det var først, da jeg var gået fra Zayns lejlighed, at det gik op for mig, jeg havde glemt mine nøgler derinde, og da jeg ikke lige var i besiddelse af hans nøgler, var jeg ligesom tvunget til at tage afsted uden mine elskede nøgler. Dermed kunne jeg ikke engang tage hjem forbi mig selv først, selvom det ikke havde været planen at blive der. Zayn ville garanteret komme hjem forbi og tjekke til mig – hvis han ikke allerede havde gjort det, og så ville det ikke være godt, hvis jeg var der.

Med et højt irriteret suk over alting åbnede jeg min taske og hev nogle store joggingbukser frem, der faktisk tilhørte Zayn, men de havde altså ligget i en bunke med mit tøj, så derfor havde jeg den fulde ret til at tage dem med mig. Det prøvede jeg i hvert fald at bilde mig selv ind, for jeg elskede at have dem på.

Jeg havde også taget den t-shirt med, som jeg plejede at sove i, og det var udelukkende fordi, at den duftede ufatteligt godt af Zayn, grundet vi havde ligget så tæt de fleste nætter. Jeg trak bukserne udover mine egne bukser, så jeg kunne få mere varme, da der ikke ligefrem blev betalt for varme på den her gård. Og det var af gode, logiske grunde, når der ikke boede nogen.

Da min mobil endnu engang vibrerede, tog jeg fat om den og slukkede den. Jeg orkede ikke, at folk skulle blive ved med at ringe til mig, når jeg tydeligt prøvede at fortælle dem, at jeg ikke gad snakke med dem. I øvrigt burde de sku have forstået, at jeg ikke havde tænkt mig at tage den, når de havde ringet mindst 15 gange uden held.

Mobilen lod jeg dumpe ned på en stol igen, imens jeg tog t-shirten på og hev et tæppe frem. Jeg var sulten og træt, så jeg hev noget af det mad frem, som jeg havde taget med: rugbrød og peanutbutter. Ikke særlig opfindsomt nej, men det skulle ligesom være noget, der kunne holde sig uden at skulle i et køleskab, og det skulle sjovt nok heller ikke være noget, der rigtig skulle tilberedes.

 

                                                                                               ***

 

Der var gået et par timer, så klokken var ved at være omkring ti. Jeg havde spist mig mæt i rugbrødet, men der skulle ikke så meget til, da jeg ikke havde særlig meget appetit. Jeg havde aldrig følt mig så alene, som jeg gjorde lige i det øjeblik, hvor jeg lagde mig under tæppet, der skulle fungere som dyne.

Jeg savnede Zayn helt forfærdeligt, og det stak nærmest i mig. Jeg savnede hans varme, trykke arme, der plejede at ligge beskyttende om mig om natten, og den måde han altid trøstede mig på, når jeg var ked af det eller græd. Irriteret tørrede jeg en tåre væk, der havde sneget sig ned af min kind, før jeg lod mit hoved dumpe ned på puden.

Mine tanker kredsede hele tiden omkring, at jeg savnede at være hjemme hos mig selv. Og det der skræmte mig endnu mere var, at når jeg tænkte ’hjemme hos mig selv’, tænkte jeg ikke praktisk talt på min egen lejlighed. Jeg tænkte faktisk på Zayns lejlighed, fordi jeg så det meget mere som et hjem end mit eget.

Helt ærligt, hvem ville ikke det, hvis de havde været i mit sted? Jeg havde jo været hos Zayn så meget de sidste par måneder, og det var der, jeg følte mig tryg. Jeg følte mig utilpas, når jeg var i min lejlighed – der var ikke den samme varme omkring mig og den samme følelse af hjem, som der var i Zayns. Og det irriterede mig grænseløst, at det var blevet sådan, for jeg var på nippet til bare at tage mine ting og skride hjem igen.

Jeg tvang mig selv til at lukke øjnene i, selvom jeg var begyndt at ryste af kulde. Tæppet virkede ikke just så meget, som jeg havde håbet på, at det ville – faktisk føltes det som om, at jeg slet ikke havde noget over mig. Hvis jeg kunne kigge mig selv i et spejl, var jeg sikker på, at jeg ville se forfærdelig ud. Jeg var træt, ked af det over Zayn, jeg frøs af helvedes til, så jeg rystede, og jeg havde slet ikke styr på, om hverken mit hår eller min makeup sad bare nogenlunde. Det kunne jeg mærke, at det ikke gjorde, for min hårelastik var halvvejs på ud af mit hår, og mine kinder virkede helt… spændte, eller hvad man siger. I hvert fald føltes det som om, at mascaraen var løbet ned over kinderne og efterladt nogle sorte streger.

Mine øjne blev langsomt tungere, og mine tanker omkring Zayn og de andre begyndte at fade lidt ud. Jeg skulle lige til at glide ind i søvnen, da en lyd henne fra døren af fik mig til at vågne op med et sæt. Jeg prøvede at berolige mig med, at det garanteret bare var en lyd, der var frembragt på grund af regnen, men da lyden kom igen, var jeg ikke i tvivl overhovedet. Mine hænder – hele min krop faktisk, rystede, da det gik op for mig, at jeg ikke var alene. 

                                                                                                                                                       

Hej!

Jeg er lidt ked af det her kapitel, da det kun er halvt så langt, som de andre, jeg plejer at skrive.. Men det skulle slutte spændende, så det var sådan, det blev..

Og undskyld, hvis der har været lidt ventetid, men: 

1. Er på Fyn, så har haft travlt med at være sammen med Nadja og ride og sådan noget!!

2. Har fået ny computer her i torsdags, som er i pink! Nice. Men nej.. seriøst, jeg er ikke gode venner med den lige nu, specielt ikke med mellemrumstasten. Seriøst.. vi er kommet skævt ind på hinanden :/ hahah. 

Sorry ;) 

//Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...