Shoot - don't talk ~ One Direction 13+

Harmony Clear lever et rimelig isoleret liv, hvor hun kun hænger ud sammen med én bestemt gruppe, og hun har et stofmisbrug. Der er sket noget tidligere i hendes liv, som gør, hun holder sig meget for sig selv, og ingen ved noget om tingene, der er sket – og det er heller ikke planen, at nogen nogensinde skal vide hendes hemmelighed. Hun har selv isoleret sig fra sin familie. En aften er hun på vej hjem i meget dårlig tilstand, og Eleanor Calder hjælper hende, så hun ender med at komme op hos Louis Tomlinsons og Harry Styles, i deres lejlighed, fordi hun er ude af stand til noget selv. Eleanor er meget opsat på, at ville hjælpe Harmony, og får Louis til at give hende sit nummer. Zayn Malik synes, at det er komplet latterligt, hvilket fra start af fører til et ’forhold’, der går ud på, at man irriterer hinanden så meget man kan, så tit man kan. Kan de begge to holde dette, eller begynder der at komme følelser indblandet? Vil de nogensinde få den mørke hemmelighed om hende at vide?

226Likes
317Kommentarer
35485Visninger
AA

17. Kapitel 15.

 

Jeg skreg og skreg og skreg, men jeg kunne ikke gøre noget. Mine skrig var lydløse; jeg kunne ikke tvinge dem over mine læber, selvom jeg så inderligt gerne ville. Mit mareridt holdt mig lænket fast til situationen, og lige meget hvor meget jeg prøvede at få mine ben til at bevæge sig, reagerede de ikke. Det hele gengav sig, men det var anderledes, end hvad der egentlig var sket. Det var mig, der var Olivia - det var mig, der var på vej tilbage til huset. Pludselig hørte jeg døren gå op og så nærmest mig selv komme farende ud af døren, med et ophidset råb: ”OLIVIA! Din venstre, pas på!” lød det. Forundret kiggede jeg i retningen af min egen person, før det gik op for mig, hvad hun mente. Jeg drejede hurtigt mit hoved til venstre, men jeg blev utroligt bange, da jeg så manden. Det var Jimmy, ham som jeg skyldte penge for de stoffer, jeg havde fået rodet mig ud i. Mere nåede jeg ikke rigtig at tænke, før en ufattelig smerte skød igennem mig..

Jeg gav et højt gisp fra mig, da jeg vågnede. Det hele havde været for realistisk, jeg havde følt mig for meget som Olivia. Det var som om, at jeg havde følt smerten, som hun havde haft, og jeg vidste, hvad hun tænkte. Jeg mærkede en tåre trille ned af min kind, og jeg fjernede den hurtigt, imens jeg prøvede at få styr på min ukontrollerede vejrtrækning, som bare pumpede der ud af.

”Hvad sker der, Harmony?” Zayns stemme lød som om, at han lå langt væk fra mig, og jeg bed mig selv hårdt i læben. Selvfølgelig skulle jeg lige formå at få vækket Zayn, som i forvejen ikke var særlig god at være sammen med. Jeg rystede lidt på hovedet og uden anden opfordring lagde han sig til at sove igen.

Med et suk satte jeg mig op og svingede benene udover sengekanten, imens jeg rakte ud efter min mobil. Klokken var præcis 06:00, og jeg var sikker på, at jeg ikke ville kunne sove igen, så jeg rejste mig irriteret og gik ud i stuen. Jeg var sur og irriteret på mig selv. Det hele havde været noget lort siden i går, hvor Zayn havde set, at jeg måske ikke var helt uskyldig.

Jeg var vred på mig selv over, at jeg havde fucking dræbt den mand. Det var ikke ligefrem fordi, at jeg havde regnet med, at det ville gå udover mig i sidste ende. På det tidspunkt havde jeg slet ikke tænkt den langt nok ud til, at jeg var kommet hen til kæresteemnet. Og da slet ikke det der med, at det ville være en verdenskendt kæreste, så hvis der blev lavet flere mordforsøg, ville pressen snart opfange, at Zayn var i fare. Og de ville nok også hurtigt finde ud af, at det var på grund af mig.

I flere timer sad jeg for mig selv ude i køkkenet, indtil Zayn pludselig kom ind. En ubehagelig stilhed sænkede sig over os, indtil Zayn rømmede sig.

”Godmorgen,” sagde han med en underlig hæs stemme, så han blev nødt til at hoste en enkelt gang, for at få stemmen på plads. Jeg kiggede overrasket på ham. ”Godmorgen..” svarede jeg så usikkert. Det gav mig en underlig trang til bare at slå mig selv, når det var sådan her i mellem Zayn og jeg.

Da jeg ikke kunne holde det ud mere, rejste jeg mig hurtigt fra den stol, jeg sad på og gik ind på værelset. Hurtigt tog jeg fat i noget undertøj og noget tøj, før jeg gik ud på badeværelset. Jeg fik det altid meget bedre af at komme i bad; det var som om, at badet satte mine tanker og min fornuft mere i gang, imens det også gjorde mig mere afslappet.

Jeg tog hurtigt mit nattøj af og tændte for bruseren, som jeg stillede mig ind under. Jeg stod i et par minutter bare og nød vandet mod min krop, før jeg tog fat i shampooen og masserede det ind i håret, imens mine tanker fik frit løb. Det var pisse irriterende, at jeg ikke kunne lade være med fortryde det, jeg havde gjort. Jeg havde ikke lyst til, at det skulle gå galt mellem Zayn og jeg, for det var første gang, at jeg tillod mig selv at gengælde følelser, så det var gået hen og betydet, at det var noget specielt for mig. Utrolig specielt.

Da jeg havde skyllet shampooen ud, tog jeg noget balsam i, så mit hår ville blive dejlig blødt og rart at røre ved – ikke fordi, jeg vidste, hvem der skulle røre ved det lige fortiden, men derfor var det stadig en rar følelse. Med et indre suk slukkede jeg for vandet og tog et håndklæde omkring mig og et andet om mit hår.

Da jeg havde fået noget tøj på og kom ud igen, var Zayn ikke til at finde nogen steder. Jeg havde ledt i stuen, køkkenet og soveværelset – selv toilettet, hvor jeg lige havde været ude, kiggede jeg i. Og entréen, var han jo heller ikke. Så gik jeg ind i stuen igen, hvor jeg fik øje på en hvid seddel.

Er til interview med drengene.

Kommer hjem i eftermiddag, vi ses.

Så så jeg frem til en dag helt alene, hvor jeg slet ikke skulle være sammen med nogen, imens trangen til stoffer ville pine mig utrolig meget, selvom jeg havde undgået det over den seneste tid. Jeg ville skuffe mig selv endnu mere, hvis jeg lod mig falde i. I stedet for nagede en tanke mig utroligt meget, indtil jeg med et sæt rejste mig fra stolen.

                                                                                                       ***

 

Zayns synsvinkel:

Jeg gik med underligt langsomme skridt op af trapperne til min lejlighed; jeg havde det som om, at der var en del af mig, der ikke havde lyst til at komme indenfor, og jeg anede virkelig ikke hvorfor, jeg havde det sådan. Måske var det tanken om, at Harmony havde været der alene? Hun kunne jo godt finde på at få fat i stoffer, det havde hun jo gjort før.

Der var også en anden ting, der blev ved med at køre på replay. Jeg blev nødt til at vide, hvorfor i alverden, der var en, der var ude på at slå hende ihjel. For helved, det var først gået op for mig, at det var en ekstremt alvorlig ting. Det var også grunden til, at jeg opførte mig, som jeg gjorde over for hende – jeg var forvirret og fortvivlet. Hvad ville hun selv tænke om det hele? Oplevelsen fra dagen før sad også stadig i mig, for der var det ikke kun hende, der var blevet truet, det var sku også mig.

Heldigvis havde drengene fået mig til at slappe af, da jeg var kommet hen til interviewet. Vi havde snakket om det i en god halv time, og de var alle sammen ligeså chokeret, som jeg var; de havde også troet, at det bare var tilfældigt, at den mand havde prøvet at slå hende ihjel første gang, men jeg var ikke ligeså sikker mere. Selvfølgelig vidste jeg godt, at jeg ikke kunne være sikker – det kunne godt være, at hun var hans offer.

Jeg tog mig sammen, da jeg nåede op foran min dør, og med underlige fumlende fingre fik jeg åbnet døren indtil lejligheden. Det virkede allerede for meget som om, at der var mennesketomt, men jeg kunne jo ikke vide det, før jeg havde kigget efter hende. Jeg sparkede hurtigt mine sko af og smed min jakke over knagen, før jeg gik ind i stuen. Der var ikke nogen at se, men fjernsynet stod og kørte med høj lyd. Det viste et eller andet sygt madlavningsprogram, som jeg hurtigt ignorerede. Hvis tv’et kørte, måtte det da næsten betyde, at hun var hjemme, måtte det ikke?

Det var beroligende, at jeg næsten var sikker på, at hun var her, så jeg gik mere afslappet ud i køkkenet. Min rolige adfærd forsvandt dog som dug for solen, da hun heller ikke befandt sig ude i køkkenet. Jeg småløb nærmest hen mod værelset og smækkede voldsomt døren op, kun så jeg kunne konstatere, at hun i den grad ikke befandt sig der heller.

Med bankende hjerte og en begyndende vrede gik jeg ud i køkkenet, men jeg vidste allerede svaret på forhånd – hun var der ikke. Jeg var overbevist om, at hun var henne ved parken, der alligevel næsten lå i ruiner. Jeg fattede brik af, at hun ikke kunne holde sig derfra, og hun vidste godt, at jeg ikke ville holde på hende særlig længe, hvis hun blev ved. Det var dét, der irriterede mig grænseløst; at hun vidste, hvordan jeg havde det, og hvor meget jeg flippede ud. Og alligevel blev hun ved, prøvede mine grænser af. Hendes nøgler lå på mit spisebord, så jeg tog dem hurtigt i hånden.  

Ligeså hurtigt som jeg havde fået mine sko og min jakke af, fik jeg det hurtigt på igen og var på vej ned af trapperne, der førte ud til gaden. Da jeg kom ned på gaden, trak jeg hætten op over mit hoved, så jeg havde mindre chance for at blive genkendt af fans og eventuelle paparazzier, der ville blive nysgerrige. Det havde jeg ikke tid til nu – nu skulle jeg bare finde Harmony, og det kunne næsten kun gå for langsomt. Og jeg var sikker på, at jeg ville finde hende i parken.

Jeg kiggede mig hurtigt tilbage for at sikre mig, at der ikke var nogen, der havde fulgt efter mig, selvom man aldrig kunne være sikker, før jeg gik ind gennem den rustne låge, der førte til parken. Jeg kiggede op mod skyerne, der hang og så faretruende grå ud på himlen. Det trak op til regn, det var helt sikkert.

Der var ikke et øje at se hele vejen langs ’hovedstien’, men det undrede mig ikke. Det var der aldrig nogensinde, og det havde der heller ikke væren, den sidste gang jeg havde været her efter Harmony. Faktisk pissede det mig af og gjorde mig frustreret ved tanken om hende og stoffer. Jeg følte ellers, at hun havde gjort fremskridt; hun havde ikke været på stoffer i relativt lang tid, og jeg var begyndt at tro, at det var slut. Det gik jeg så ud fra, at jeg skulle gemme væk.

Stemmerne man kunne høre, når man nærmede sig den mindre sti, der skråede op over en bakke, begyndte at blive en smule tydeligere, jo nærmere jeg kom. Ubevidst satte jeg farten mere og mere op, jo nærmere jeg kom, indtil jeg til sidst kunne se nogle unge mennesker, der sad lidt hulter til bulter rundt omkring på græsset. Det var unge, der fuckede deres liv op på den grove måde, det kunne man nemt se; de få, der stod op, lignede ikke nogen, der havde særlig meget balance, og man kunne allerede på lang afstand fortælle, at størstedelen af dem formegentlig havde helt fjerne, blanke øjne.

Jeg fik alles opmærksomhed, da jeg kom til at træde på en gren, så den knækkede højt under min vægt. Ca. ti ansigter vendte sig mod mig, men jeg fik kun øjenkontakt med en, der var lidt større end alle de andre. Han så til gengæld også ud som om, at han havde været mere i gang med stofferne igennem hans liv, end de andre havde, for han så slidt og brugt ud. Han lignede bestemt ikke en, der ville blive meget mere end de 50 år, og det var synd. Men anyway, det var hans liv, og jeg ville ikke bruge min tid på at have alt for ondt af folk, der gjorde livet surt for dem selv.

”Hvor er hun?!” hvæsede jeg nærmest, da jeg godt kunne se, at hun i hvert fald ikke sad et sted i mængden. Der kunne jo godt være den forklaring, at hun var ude for at tage stoffer, og det var derfor, at hun ikke sad udenfor.

”Hvor er hvem? Harmony?” lød det forbavset fra en af pigerne, der havde helt kortklippet hår. Hun kiggede på mig med et forvirret og vurderende blik, før hun lod sin tunge fugte sine læber. Hvis det var et forsøg på at flirte med mig, gik det virkelig dårligt, for hun var langt fra tiltrækkende.

”Er hun ikke sammen med dig, Zayn Malik?” den store fyr fra før kiggede underligt på mig, imens han vrængede mit navn ud, som om det var det værste i verden. Han fik det til at lyde som om, at han ikke kunne fordrage det – eller mig for den sags skyld.

”Nej, det er hun ikke. Jeg var til et interview, og nu er hun ikke derhjemme. Hun er her. Dækker I over hende, fordi hun er i gang med at indtage noget? Er det det, der er problemet? For så skal i fortælle mig det, det vil der ikke ske noget ved!” jeg prøvede panisk at lyde sur, men det blev mere til end noget klam, panisk lyd, fordi uroen i den grad sænkede sig big time over mig.

”Det ser ud til, at du har mistet hende ude af syne hva? Nu er hun..” ”Klap nu bare i, Kyle. Zayn, vi har ikke set hende. Hun har overhovedet ikke været her. Det er jeg ked af,” en pige, der lød lidt mere fornuftig, afbrød fyren, der åbenbart hed Kyle. Hendes øjne var overraskende nok også relativt klare, så jeg troede hende med det samme. Jeg bed mig fortvivlet så hårdt i læben, at jeg var bange for, at jeg ville bide hul, før jeg smilede taknemmeligt til hende og vendte om.

Jeg fløj nærmest hele vejen ud igen, fordi jeg var så nervøs. Det kunne godt være, at jeg ikke havde virket, som jeg plejede over for Harmony, men det var der en grund til. Derfor var jeg stadig ligeså bekymret, som jeg ville have været, hvis episoden i går ikke var sket.

Det eneste bud jeg havde tilbage var, at hun skulle være taget hjem. En grund til hvorfor hun skulle have gjort det, kunne jeg dog ikke komme i tanke om, da hun havde sagt, at hun ikke kunne lide at være der. Eller.. man kunne i hvert fald mærke det på hende, for hun havde kun protesteret en enkelt gang i mod at være hos mig. Og flere gange var hun kommet hjem til mig, når hun var bange eller noget i den stil. Derfor ville jeg ikke kunne se grunden til det.

Den første regndråbe ramte mig, da jeg var få meter væk fra hendes hoveddør. Irriteret kiggede jeg op mod skyerne, der om muligt var blevet endnu mere mørkegrå og dystre. Jeg startede med at ringe på, men der blev ikke lukket op. Jeg lod min hånd glide ned i lommen på min jakke, og med tøvende bevægelser hev jeg nøglerne til hendes lejlighed frem. Det var godt nok ekstranøglerne, så jeg var sikker på, at hun var hjemme. Hun ville nok bare ikke snakke med mig. Måske var hun blevet fornærmet og sur over, at jeg ikke bare havde accepteret det, der var sket, og så var hun taget hjem?

Jeg låste hurtigt op og gik mindst ligeså stærkt op af trapperne. Jeg tog to trin af gangen, så jeg stod hurtigt foran døren ind til lejligheden. Da jeg satte nøglen i låse, følte jeg mig virkelig irriterende og stalkeragtig, men det var vel hendes egen skyld, når hun havde valgt ikke at fortælle mig noget om, hvor hun var. Så kunne hun da ikke bare regne med, at jeg ikke ville blive bekymret!

Mit hjerte gik næsten i stå, da jeg kom indenfor. Jeg kunne hurtigt konstatere, at alt indenfor var lukket og slukket, men alligevel gik jeg ind. Jeg tjekkede alle rummene igennem; køkken, stue, badeværelse, soveværelse, det lille ekstrarum.. det hele. Men jeg fik ikke en skid ud af det, for hun var der ikke. Det eneste der fangede min opmærksomhed var, at de stoffer, der før havde været halvsynlige under en af potteplanterne var væk. Da jeg havde løftet den sidst, havde der været en masse små poser med hvidt pulver i. Jeg gik med let rystende hænder hen og løftede den, men som jeg havde frygtet, var der intet.

I vrede, frustration og bekymring kylede jeg potteplanten ned i gulvet, så den smadrede og gik i tusinde stykker udover gulvet. Jorden lå spredt udover det hele, men det tog jeg mig ikke af – i stedet bandede jeg lavmælt for mig selv, før jeg igen gik hen mod døren, som jeg smækkede i efter mig med et kæmpe brag.

Det var begyndt at regne en del, da jeg igen kom ud, men jeg lagde ikke mærke til det. Jeg administrerede ikke engang at tage min hætte over hovedet, så jeg ikke ville blive gengældt, så dårligt humør var jeg i. Jeg kunne ikke beskrive det, jeg følte mig rastløs og til ingen verdens nytte. Jeg havde ingen anelse om, hvor fanden i helved Harmony befandt sig henne. Hun var ikke i nogen skide park, hun var ikke hjemme hos mig, hun var ikke hjemme hos sig selv, og hun var med sikkerhed ikke hos nogen af de andre drenge, for de var først kommet hjem efter mig, da de havde sat mig af først.

Jeg bed mig i læben, imens jeg sparkede til en sten, så den fløj højt henover fortovet. En ekstra grund til, at jeg var utroligt nervøs for hende var, at jeg godt vidste, at der var en mand løs, der prøvede at slå hende ihjel, selvom jeg ikke var meget for at indrømme det. Hun kunne for helved da ikke bare tage væk på den måde!

I samme sekund, som jeg endnu engang sparkede frustreret til en anden sten, hørte jeg en masse kliklyde bag mig. Før jeg nåede at tænke mig om, vendte jeg mig på hælen og kiggede på en lille tyk mand, med et grimt overskæg. Det var ikke til at tage fejl af, at jeg var skide sur, hvis man så det på billeder, det tvivlede jeg ikke det mindste på.

”Kan jeg ikke godt for én fucking gangs skyld bare være alene? Uden at der skal være nogle pisse irriterende mennesker, der render mig lige i røven og tager billeder af ALT, hvad jeg foretager mig? KAN DU IKKE GODT BARE LADE MIG VÆRE?” hvæsede jeg ufatteligt højt af ham, før jeg kunne nå at tage mig sammen. Jeg vidste, at jeg ville fortryde det, men tidspunktet var bare ikke til, at paparazzierne skulle være omkring. Med et sidste irriteret blik vendte jeg mig endnu engang rundt, og manden havde heldigvis taget mit udbrud til sig. Der lød i hvert fald ikke flere lyde fra kameraer.

Da jeg nåede hjem, smed jeg tilfældigt mit våde overtøj, før jeg gik ind på mit værelse. I min vrede knaldede jeg min hånd hårdt ind i skabet, men jeg ignorerede smerten. Jeg var sur, bange, frustreret, bekymret og irriteret. Alting gik mig på, og jeg havde brug for at komme ud med det. Jeg skulle lige til at hive en smøg ud af den pakke, jeg havde tilbage, da jeg fik øje på det. Der hvor hendes taske med alle hendes ting plejede at stå, var der ingenting. Med bange anelser flygtede jeg ud på badeværelset, hvor jeg bare fik det bekræftet; Harmonys ting var her ikke. Hverken Harmony eller hendes ting var her, og jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvor hun befandt sig.

                                                                                                                                                        

Okay guys. 

UNDSKYLD ventetiden, men har virkelig haft travlt her for tiden. 

og undskyld, at det er et anelse kortere kapitel, end det plejede at være, men skulle stoppe det sted, hvor jeg stoppede, så blev lidt nødt til det d: 

Hvad synes I?

//Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...