Shoot - don't talk ~ One Direction 13+

Harmony Clear lever et rimelig isoleret liv, hvor hun kun hænger ud sammen med én bestemt gruppe, og hun har et stofmisbrug. Der er sket noget tidligere i hendes liv, som gør, hun holder sig meget for sig selv, og ingen ved noget om tingene, der er sket – og det er heller ikke planen, at nogen nogensinde skal vide hendes hemmelighed. Hun har selv isoleret sig fra sin familie. En aften er hun på vej hjem i meget dårlig tilstand, og Eleanor Calder hjælper hende, så hun ender med at komme op hos Louis Tomlinsons og Harry Styles, i deres lejlighed, fordi hun er ude af stand til noget selv. Eleanor er meget opsat på, at ville hjælpe Harmony, og får Louis til at give hende sit nummer. Zayn Malik synes, at det er komplet latterligt, hvilket fra start af fører til et ’forhold’, der går ud på, at man irriterer hinanden så meget man kan, så tit man kan. Kan de begge to holde dette, eller begynder der at komme følelser indblandet? Vil de nogensinde få den mørke hemmelighed om hende at vide?

225Likes
317Kommentarer
34448Visninger
AA

15. Kapitel 13.

 

Mit blik var stift rettet ud mod vejen foran mig, og jeg lyttede ikke engang til radioen, som kørte i baggrunden. Jeg var klædt i totalt sort tøj: jeg havde købt nogle nylonstrømper og taget min sorten nederdel på. Til det havde jeg taget en langærmet, sort trøje og uden over den havde jeg taget en blazer på. Jeg havde faktisk også taget en lidt mørk makeup på; mascara, eyeliner og en lidt grålig øjenskygge, dog uden det var overdrevet. Mine ske var blevet nogle sorte vans, så det var helt i orden. Det eneste, der lyste en lille smule op på mig, var mit røde hår, som jeg havde sat op i en hestehale.

”Harmony, babe?” Zayns stemme fik mig lidt ud af min evige stirren på ud af vinduet, og jeg drejede hovedet hen mod ham. Han kiggede på mig med et bekymret blik. Han havde taget et sort jakkesæt på, og hvis ikke det var fordi, at vi var på vej til begravelsen, ville jeg synes, at han så pisse charmerende ud, men det var ikke lige det, jeg tænkte på.

”Hvad er der?” mumlede jeg og blev ved med at kigge på ham. Han rynkede panden lidt for sig selv, før han lagde en hånd på mit lår og sukkede.

”Er du sikker på, at du gerne vil? Det er jo ikke for sent at sige fra, hvis det er for meget for dig?” han kiggede igen bekymret på mig, men jeg rystede stædigt på hovedet. Jeg havde taget beslutningen om at møde op til begravelsen, og så ville jeg satme også gennemføre det, det var sikkert.

”Jeg har besluttet mig. Det er min fars begravelse, og når jeg har været så egoistisk ind til nu, kan jeg i det mindste være storsindet nok til at tage del i den. Selvom det ikke vil opveje min opførsel,” mumlede jeg bittert, imens mit blik af en eller anden grund havde fæstnet sig på hans fod, der lå på speederen. Imens jeg snakkede, gav Zayn mit lår et halvhårdt klem for at få mig til at droppe det, men jeg tog ingen notis af det.

”Harmony stop nu med den der selvbebrejdelse. Du traf et valg dengang, og det er okay, at du gjorde det. Lige meget hvor egoistisk du selv synes, du har været, ændre det ikke på situationen, skat. Det vil hverken gavne din far – din familie – eller dig selv på nogen måde, for det er sket,” sagde han med en bedende stemme. Jeg var taknemlig for, at han skulle koncentrere sig om at køre, for hvis han havde kigget på mig, var jeg helt sikkert begyndt at få tåre i øjnene, og det orkede jeg ikke.

Jeg rystede på hovedet, men det var egentlig mest for mig selv. Siden min mor havde sendt mig sms’en, var det som om, at sandheden var gået op for mig. Hvor meget jeg havde gået glip af på grund af mine egne handlinger, og hvor meget jeg aldrig nogensinde ville få tilbage igen. Jeg havde virkelig overvejet det nøje med både te og tudeture i høj grad, før jeg besluttede mig for, at jeg ville tage til begravelsen. Zayn havde straks sagt ja, da jeg havde spurgt ham, om han ville tage med, og det beroligede mig lidt. Han ville være stort set den eneste person, jeg kendte. Selvfølgelig vidste jeg jo hvem, min familie ville være, men jeg følte ikke, at jeg havde retten til at sige, jeg kendte dem. Det gjorde jeg jo ikke længere, en masse ting kunne have ændret sig.

Hele min krop stivnede, da Zayn stoppede bilen. Jeg kiggede ud af vinduet og ned af en stor grussti, der førte ned til den kirke, jeg kendte alt for godt. Jeg havde også været her, da min bedstefar døde, og jeg havde derfor været her utallige gange efter ved hans grav. Dengang havde jeg været uadskillelig fra min familie.

”Kom,” Zayn stod pludselig foran bildøren og havde åbnet den for mig. Jeg sank en klump, før jeg med stive bevægelser steg ud af bilen og hurtigt tog fat i Zayns hånd. Det var seriøst som om, at den var den eneste, jeg havde lige nu. Han gav den et klem, før han trak mig blidt med op ad stien, der bragte lidt for mange minder om regnfulde dage.

Jeg skubbede hurtigt tanken væk og koncentrerede mig i stedet for om at følge med Zayn. Jeg følte mig underligt svag og en mystisk følelse fyldte mig ved tanken om, at min mor var mindre end 200 meter væk fra mig. Jeg kunne ikke beskrive den, for det var underligt; som om, at jeg både fik kvalme og lyst til at grine og græde på samme tid.

”Træk vejret,” mumlede Zayn beroligende i mit øre, og jeg nikkede for mig selv. Et kort øjeblik lukkede jeg øjnene en smule i, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var nogen god idé, da jeg var ved at snuble over en sten; Zayn nåede lige at gribe mig, så det var meget heldigt, at han var her.

Vi kom helt hen til kirken, og der var overraskende mange mennesker. Men på den anden side havde min far også kendt ekstremt mange mennesker alle steder fra, så det var forståligt nok, at der var mødt så mange op til den her begravelse. Alle var klædt i mørkt tøj, og alles ansigter udstrålede udelukkende sorg, hvilket gik mig til at have det endnu værre, end jeg havde i forvejen. Jeg var ekstremt nervøs, og min hånd rystede let i Zayns, som blev ved med at stryge mig over håndryggen med sin tommelfinger. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at spejde rundt efter min mor, selvom jeg ikke anede, hvor hun var henne. Det lykkedes mig ikke at få øje på hende, før folk begyndte at trække helt ind i kirken.

Denne gang var det min tur til at hive Zayn med mig, og sammen gik vi ind i kirken, der allerede var ved at blive godt fyldt op, på trods af, at den faktisk var rimelig stor. Jeg havde ikke trang til at sætte mig oppe foran, så jeg hev Zayn med ind helt bagerst i kirken og satte mig med et underligt suk på bænken.

Zayn lod sig dumpe stille ned ved siden af mig, og kort efter lå hans arm omkring min, og hans fingre cirkulerede rundt på min arm med blide bevægelser. Det beroligede mig en anelse, og jeg kunne ikke lade være med at ligge hovedet op af ham. Kisten stod oppe foran alteret, pyntet med en masse utroligt smukke blomster, der lå rundt om den. Blomsterne lå også ned af kirkegangen, og gjorde det hele uhyggeligt smukt og samtidigt trist.

Da alle havde fundet sig en plads og sat sig til rette, gik det hele i gang. Vi fik udleveret en slags salmebøger, eller hvad man kalder det, og en salme gik i gang. Hverken Zayn eller jeg havde i sinde at åbne bogen og synge med, i stedet for sad han bare og nussede mig blidt, imens jeg kiggede rundt i hele kirken gang på gang.

Da der var blevet sunget et par salmer, skulle vi nu til den mere personlige afdeling, og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det ville være den mest følelsesmæssige del for mig. Jeg havde jo godt kendt til min far; vidst hvordan han var som person. Vidst hvilke holdninger om alting han havde. Jeg vidste, hvad han elskede, hvilke ting han spiste, hvad hans daglige rutiner var. Steder han altid tog til. Jeg vidste ganske enkelt alt, og det ville blive hårdt at høre på det her. Jeg gik glip af starten af talen, men hurtigt tog jeg mig sammen og koncentrerede mig om præsten, imens jeg kunne mærke Zayns blik hvile omsorgsfuldt på mig.

”… Will Clear var en meget omsorgsfuld og elskende mand; han bekymrede sig om folk og tog sig tid til dem. Samtidig kunne han også være bestemmende og vide, hvad han ville. Han var stædig, men samtidig god til at lytte og forstå. Han elskede naturen og tilbragte mange timer udenfor hver eneste dag..” jeg blev nødt til at vende blikket bort allerede efter den korte tid, fordi jeg ikke kunne holde tårerne inde.

Alle minderne om min far strømmede ind over mig, hurtigere end jeg kunne nå at få dem skubbet væk fra mig. Det var som om, at det nærmest skar dybt inde i mig, og jeg lod et lavt hulk undslippe mod Zayns skulder. Han lagde hurtigt en arm om mig, imens mine tanker fik frit løb.

Jeg kom i tanke om den tur ud til skoven, min far altid tvang mig med på, lige meget hvor meget jeg protesterede. Minderne om alle de gange, han så mislykkedes lavede mad, men endte med at brænde det hele på, så mig og Olivia blev nødt til at starte forfra. Han havde den her underlige vane med, at han altid stod op præcis 23 minutter over seks, tissede, tog noget mad og læste lidt avis. Derefter gik han igen i seng. Det hele føltes underligt for mig; som om jeg genoplevede hele mit forhold til min far på utrolig kort tid.

Zayn tørrede blidt mine tårer væk med hans frie hånd, og jeg kiggede på ham. Hans brune øjne lyste af medlidenhed og sorg – sorg på mine vegne, fordi han holdt af mig. Han var omtrent næsten den eneste person, der elskede mig og accepterede mig. Blikket var fyldt med kærlighed, og det gjorde mig varm indeni, samtidig med, at det fik mig til at græde endnu mere.

Folk skulle ikke holde af mig, det burde ikke være muligt. Jeg burde ikke få følelsen af at føle mig elsket igen, når jeg havde slået en mand ihjel. Jeg havde taget livet af en anden mand, og derfor burde jeg ikke få den her følelse, som Zayn gav mig. Han havde været den første, der havde givet mig den længe, og det skræmte mig lidt. Jeg havde været god til at holde folk ude indtil nu.

Zayn flyttede sit blik fra mig og kiggede i stedet for op mod alteret. Selv prøvede jeg at koncentrere mig om ikke at høre på talen, da jeg ikke havde lyst til at græde utroligt meget, selvom jeg allerede var godt i gang. Når man græd, virkede man svag, og jeg var ikke svag. Jeg ville ikke have, at folk skulle se på mig som svag, og sådan var jeg bare. Jeg havde været stærk så længe, så jeg burde godt kunne holde det, selvom det var svært.

Jeg kunne ikke stoppe tårerne, der blev med at trille ned over mine kinder, og jeg tørrede dem gang på gang arrigt væk, imens præstens blide stemme lød i baggrunden. Mit blik gled hen over de andre mennesker, og det var ikke svært at konstatere, at de fleste enten græd eller sad med helt spejlblanke øjne grundet tåre. Til sidst gled mit blik over på en mand, som sad helt alene på rækken skråt foran vores. Han sad helt alene og koncentrerede sig egentlig ikke rigtig om talen. Han så heller ikke ud som en, der var berørt af det hele, han var nærmere mere.. lusket klædt og blev ved med at skutte sig og kigge rundt omkring i kirken.

Min opmærksomhed blev ledt tilbage, da Zayn blidt hev i mit ærme, og jeg kiggede på ham med et spørgende blik. Tårerne var heldigvis stoppet, så det eneste jeg behøvede bekymre mig om nu var, at jeg lignede en panda, men det kunne vel være lige meget, kunne det ikke?

Jeg så, at seks folk havde stillet op ved kisten, og jeg kunne hurtigt genkende min mor som en af dem. Det føltes som om, at et stød gik igennem mig, da jeg så hende; hun lignede sig selv på en prik, men hendes ansigt var lagt i dybere og mere lidende folder, inden jeg nogensinde havde set det før.

Hurtigt tvang jeg mig selv til at dreje hovedet væk fra hende og fulgte med Zayn, der hev mig med ud, da de andre mennesker, der var til stede begyndte på det. Jeg tog en dyb indånding, da vi kom ud.

”Er du okay?” Zayn fangede mit blik og kiggede på mig med sørgmodige øjne, og jeg nikkede hurtigt. Det havde været fint nok, og jeg var faktisk glad for, at jeg havde fået det gennemført. Jeg havde tænkt mig at holde mig en del i baggrunden, når kisten skulle sænkes i jorden, da jeg ikke følte mig helt så ’velkommen’.

Zayn lagde armene om mig og knugede mig hårdt ind til ham; jeg var sikker på, at han let kunne se, hvor ked af det jeg alligevel var, for han kyssede mig blidt på håret. Det var helt underligt for mig at tænke på, hvordan jeg overhovedet kunne hade ham i starten af alt det her. Han var så elskværdig, så skøn og dejlig. Forstående, lyttende, kærlig. Positiv, beskyttende, elskende. Jeg kunne blive ved for evigt, hvis folk spurgte mig om det.

Der gik lidt tid, før kisten var kommet i jorden, og langsomt begyndte der at blive tyndet lidt ud i menneskemængden. Zayn stod bare sammen med mig i baggrunden, og jeg fik igen øje på den mystiske mand, jeg havde set før. Han var en anelse skræmmende, hvis jeg skulle sige det, men jeg valgte at lade det ligge. Han var her jo af en grund, så han måtte på en eller anden måde sørge over min fars død.

”H-Harmony?” en alt for velkendt hæs, grædefærdig stemme nåede mine øre, og rev mit blik væk fra den underlige mand. Stemmen var let genkendelig, og jeg sank en klump, før jeg vendte blikket og kiggede min mor i øjnene.

”Hej..” mumlede jeg, da jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg ellers skulle sige. Det var en anelse akavet, måtte jeg nok indrømme; jeg havde ikke set hende så længe, og nu stod jeg her til begravelsen lige overfor hende. Hun lignede en, der ikke vidste, om hun skulle græde eller grine, så det blev til en underlig blanding af begge dele. Derefter kastede hun nogle diskrete blikke op og ned af Zayn, og jeg kunne let se en undren i hendes blik.

”Ehm.. Zayn, det er min mor,” jeg pegede halvt over mod min mor, ”og mor, det her er Zayn. Min kæreste,” Zayn kiggede på mig med et ryk, da jeg tilføjede det sidste, men så så jeg, at hans øjne nærmest smilede til mig. Det gjorde ham uden tvivl glad, at jeg kaldte ham min kæreste, og det var faktisk ret kært.

”Hej Zayn. Hyggeligt at møde dig..” min mor rakte hånden frem mod Zayn, som tog den med et mistænkeligt blik. Jeg vidste, at han kun passede ekstra på, fordi han ville beskytte mig, og jeg kunne ikke være mere taknemmelig. Hvis han overlykkeligt havde hilst på min mor, var jeg måske heller ikke blevet helt tilfreds, så han reaktion var helt okay.

 

                                                                                                        ***

 

Jeg følte mig helt lettet og fri, jo længere væk vi kom fra kirken. Den triste stemning havde hængt over den, og det gjorde mig ikke ligefrem i noget godt humør. Mine fingre var flettet ind i Zayns, da vi gik ned af grusstien, der knasede under vores fødder.

”Hvad synes du så om min mor?” spurgte jeg tøvende. Han kiggede lidt ned på mig med et skævt smil, før han trak på skuldrene og nussede min håndryg. ”hun virkede flink nok. Det jeg bedre kunne lide var, at du omtalte mig som din kæreste,” hans smil blev øjeblikkeligt større, da han sagde det, og jeg rystede lidt på hovedet. Jeg var ikke særlig god til at snakke om følelser.

Jeg stivnede kort, da jeg hørte noget grus knase bag, og fordi jeg havde totalt paranoia på, vendte jeg mig om med et sæt. Ham den underlige mand stoppede op akkurat samtidig med mig og stod nu bare og kiggede, indtil han rømmede sig en anelse og trådte et skridt nærmere. Zayn lagde en arm om mig, da han gjorde det.

”Undskyld mig, du e-er Harmony, ikke? Wills ældste datter?” spurgte han pludselig, og jeg rynkede på panden. Alle der havde været til den begravelse, næsten, vidste hvem jeg var, så det var lidt underligt. Dog nikkede jeg hurtigt og sendte ham et smil.

”Jo, det er mig,” svarede jeg, før jeg en anelse mere afslappet vendte rundt og begyndte at gå igen. Jeg kunne høre, at manden gik videre bag os, men slog det hen ved tanken om, at han nok bare skulle den samme vej, som dem. Jeg sukkede for mig selv; der var noget bekendt over ham, som jeg ikke helt kunne placere, og det irriterede mig grænseløst, at jeg ikke kunne sætte en finger på det.

”Ehm.. er der ikke noget bekendt over ham?” hviskede jeg utrolig lavt til Zayn. Jeg satte ubevidst tempoet en smule op, da vi var omkring 100 meter fra bilen. Lidt mere, måske. Zayn tøvede lidt, før han nikkede. ”det synes jeg også, at der er..” mumlede han så.

Og så slog det mig pludselig. Det hele faldt på plads for mig, og angsten fangede mig nærmest, før jeg slog Zayn hårdt med en albue i hans side.

”Zayn, det er ham! Der prøvede at slå mig ihjel. Løb!” hvæsede jeg, og der gik ikke lang tid, før Zayn opfattede, hvad jeg sagde og panisk satte i løb. Jeg håbede på, at vi ville komme hen i bilen og køre, før manden fik indhentet os, men det blev ikke tilfældet. Jeg kunne høre lyden af noget alt for velkendt, før hans dybe stemme lød.

”Harmony Clear og Zayn Malik, i stopper lige nu. Eller jeg skyder,” det sidste fik han ud på en skræmmende, hvislende måde, der gav mig kuldegysninger langt ned af ryggen. Jeg stoppede brat op, hvilket fik Zayn til at stoppe. Han så bange ud, og jeg fik dårlig samvittighed. Det var akkurat det, jeg mente med, at der ikke var nogen, der burde elske mig på den måde. Det ville gå udover dem, og de ville blive indblandet, ligesom Zayn var godt på vej til. Han blev udsat for det her på grund af, at han kendte mig.

Manden trådte tættere og tættere på, men jeg rørte mig ikke ud af stedet overhovedet. Zayn havde op til flere gange trådt to cm tilbage, før han gik op foran mig. Det gentog sig så, indtil jeg skubbede ham hårdt væk. Det var ikke for at være ond, men jeg havde styr på det. Min hjerne havde. Eller nej – min krop havde, for jeg vidste ikke, hvad jeg selv tænkte. Jeg havde fået en eller anden underlig form for indre ro lige nu og al min angst var forsvundet ufatteligt hurtigt, som dug for solen.

Jeg blev endnu engang nødt til at skubbe hårdt til Zayn, da manden kom helt tæt på mig, og han ville op og beskytte mig. Jeg virkede ond, men han skulle nok forstå det. Manden stod med den skræmmende sorte pistol fremme mod mig med et hånligt smil om læberne. Han stod nu lige foran mig med 5 cm afstand imellem os.

”Du troede rigtig, at det hele ville gå fint nu, var? Men nu er dine bodyguards her sandelig ikke, og jeg har en pistol? Hvad vil du gøre? Du kunne jo tage afsked med Zayn.. det bliver godt nok morsomt, når hele verden får at vide, at han har mistet sin elskede kæreste. Måske man også skulle skille sig af med ham? Så ville der blive en større historie,” manden smilede stadig hånligt, før jeg gjorde det afgørende træk; med et sidespark (I husker nok, at jeg kan kampsport – ret godt?) fik jeg ramt ham hårdt, og jeg kunne let høre, hvordan han snappede efter vejret.

Jeg kan ikke beskrive, hvad jeg efterfølgende gjorde, men jeg priste mig selv lykkelig for, at jeg havde taget mig tiden til at lære kampsport. Jeg sparkede ham gentagne gange, indtil jeg endte med at sidde ovenpå ham. Det hoverende smil var væk, og i stedet var det min tur til at smile triumferende.

”Jeg troede, at du havde styr på det, denne her gang?” jeg lagde flabet hovedet på skrå. Jeg havde ham i en underlig slags benlås der gjorde, at han ikke kunne bevæge sig under mig. Under mit mindre angreb på ham havde jeg hørt pistolen, der faldt til jorden, og da jeg var sikker på, at han ikke ville gøre mig noget, kiggede jeg mig forsigtigt omkring.

Zayn kiggede målløs på os og lignede ikke en, der var i stand til at gøre noget. Jeg forstod det godt: han var lige blevet truet med en pistol, og nu sad hans ellers skrøbelige kæreste ovenpå en voksen mand, og havde i øvrigt vist en anden side af sig selv. Det var for resten en side, jeg havde håbet på, at han ikke ville komme til at se. Jeg fik øje på pistolen, der lå omkring en halv meter væk og med en sikker bevægelse, tog jeg fat i den.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, da jeg tog fat i den, men det var underligt. Det hele mindede for meget om den sidste gang, jeg havde en pistol i hånden, og det var ikke ligefrem noget, jeg havde lyst til at genopleve, hvis jeg skulle være ærlig. Den oplevelse havde været nok i sig selv.

Mine hænder rystede ikke engang, da jeg rettede pistolen mod ham og langsomt rejste mig fra den stakkels mand, der nu så helt bange ud. Jeg blev ved med at pege på ham, da jeg trådte bagud, indtil jeg stødte ind i Zayn, som gav et lille sæt fra sig. Jeg havde en masse at forklare senere, kunne jeg fornemme.

”Hør her. Hvis jeg aflader denne pistol og tager batteriet med mig, så den ikke er ladet mere, så bliver det ved det? Hvis du bare lader mig og Zayn gå, så lover jeg dig, at det hele bliver ved det, og du bliver ikke meldt for en skid. Jeg tror ikke, du har lyst til andet,” min stemme lød overraskende øvet og kold, jeg blev næsten helt skræmt over den selv.

”Hvis du melder mig, melder jeg dig, og så ved du godt hvem af os, der har vundet kampen,” gav manden igen, og jeg kunne ikke lade være med at give et indvendigt suk fra mig. Han havde ret, men de ville ikke have nogen beviser på det, og det havde de derimod her. Var jeg rimelig sikker på.

”Hold nu bare din kæft, og så bliver det her løst,” hvæsede jeg. Med langsomme bevægelser, afladede jeg pistolen, imens jeg fastholdt øjenkontakt med ham. Langsomt lagde jeg selve pistolen ned, før jeg selv tog batteriet og lagde i lommen. Så tog jeg hænderne i vejret og gik baglæns et godt stykke. Zayn fulgte mig med det samme, og da jeg vendte mig om og løb hen mod bilen, fulgte han med.

Jeg smækkede bildøren op og smed mig nærmest ind på forsædet. Det var først der, at det hele gik op for mig, og min puls steg. Jeg kiggede ned på mine hænder, som rystede grundet adrenalinen. Jeg lænede mig tilbage, og hvilede hovedet mod sædet. Jeg lukkede øjnene let i, indtil jeg hørte Zayn sætte sig en ved siden af mig.

”Gider du godt forklare mig, hvad fanden i fucking helved, det der gik ud på? Så du dig selv? Hvorfor kan du så meget kampsport? Hvorfor var du så fucking øvet og rolig med at stå med en FREAKING PISTOL? Hvordan i alverden kunne du lyde så garvet med at true folk? Du har noget at forklare her, det har du virkelig, Harmony. Det håber jeg, at du ved,” lød det vredt. Jeg havde aldrig hørt Zayn sur på den samme måde før, og jeg sank nervøst en klump..

                                                                                                                                                           

Okay.. 

Det her kapitel er måske lidt tungt at komme igang, men for første gang er jeg faktisk rigtig tilfreds med det her kapitel. jeg aner virkelig ikke hvorfor, men jeg kan godt lide det, så jeg håber, at I vil dele jeres meninger med mig! 

Hvad synes I om det hele?

Btw, jeg ved godt, at der ikke sker det vildt store som sådan, men der er jo alligevel spænding i det, som der er blevet lagt op til gennem kapitlet.. ja..

Btw igen, det er ikke rettet, og jeg er mindst lige så træt som et dovendyr, så bær over med tastefejl osv! Tak! 

//Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...