Shoot - don't talk ~ One Direction 13+

Harmony Clear lever et rimelig isoleret liv, hvor hun kun hænger ud sammen med én bestemt gruppe, og hun har et stofmisbrug. Der er sket noget tidligere i hendes liv, som gør, hun holder sig meget for sig selv, og ingen ved noget om tingene, der er sket – og det er heller ikke planen, at nogen nogensinde skal vide hendes hemmelighed. Hun har selv isoleret sig fra sin familie. En aften er hun på vej hjem i meget dårlig tilstand, og Eleanor Calder hjælper hende, så hun ender med at komme op hos Louis Tomlinsons og Harry Styles, i deres lejlighed, fordi hun er ude af stand til noget selv. Eleanor er meget opsat på, at ville hjælpe Harmony, og får Louis til at give hende sit nummer. Zayn Malik synes, at det er komplet latterligt, hvilket fra start af fører til et ’forhold’, der går ud på, at man irriterer hinanden så meget man kan, så tit man kan. Kan de begge to holde dette, eller begynder der at komme følelser indblandet? Vil de nogensinde få den mørke hemmelighed om hende at vide?

225Likes
317Kommentarer
34653Visninger
AA

13. Kapitel 12.

 

Jeg vågnede af mig selv næste morgen, var jeg da rimelig sikker på. Eller også var det den hånd, som lod fingrene glide igennem mit hår, der vækkede mig. Jeg drejede hovedet og kiggede lige ind i nogle velkendte brune øjne, som kiggede varmt på mig. Det havde været helt anderledes i mellem os efter koncerten i går – som om, at det var gået op for os, at der var en eller anden gnist i mellem os.

Om jeg ville indrømme det eller ej, så var der ingen, der havde fået mig til at ’blive’. Altså.. Forstå mig ret; blive ved den samme person. Jeg havde jo været sammen og knaldet med nogle stykker, siden jeg flyttede, men jeg havde aldrig ladet det føre til noget, fordi jeg ikke følte, at det var rigtigt. Det var noget andet med Zayn. Jeg havde lyst til bare at blive sammen med ham for evigt, og det var ikke normalt.

”Godmorgen, babe,” sagde Zayn sødt, og jeg kunne nærmest mærke, hvordan rødmen steg op i mine kinder. Hvor var det typisk, det var ellers aldrig noget, som jeg gjorde. Men til mit forsvar, var det også første gang, at han havde kaldt mig babe. Det var jeg i hvert fald rimelig sikker på.

Et par gange til lod han sin hånd stryge igennem mit hår med et blidt blik, før han lænede sig hen mod mig og blidt kyssede mig på kinden.

”Jeg står op,” sagde han sødt, og jeg nikkede med et smil som svar. Da han var forsvundet ud af rummet, lå jeg i en kort stund og kiggede lidt op i loftet, før jeg til sidst strejke mig og derefter rakte ud efter min mobil, der lå på det lille natbord. Jeg havde fået en besked, og det overraskede mig faktisk; hvis ikke I havde fundet ud af det, var jeg ikke personen med de fleste venner, så..

Med et træt grynt trykkede jeg ind på beskeden, som helt klart ikke var, som jeg forventede. Den var fra min mor – hvad fanden ville hun med mig? Jeg orkede det nærmest ikke, men alligevel gav jeg mig langsomt til at læse beskeden, som hun havde sendt til mig. Og mit hjerte gik nærmest i stå, imens jeg læste. Jeg citerer:

”Hej Harmony.

Jeg ved godt, at du for længe siden valgte, at du ikke ville se os længere, men jeg synes alligevel, at jeg havde pligt og ret til at sende dig denne sms, om din fars begravelse. Jeg ved ikke, om du har fundet ud af det, men han døde af kræft – han havde kræft i hjernen.

Du vil måske ikke tage i mod dette, og måske vil du ikke dukke op, men jeg vil blot minde dig om, at du dog er hans datter, og han elskede dig overalt på hele jorden, selv efter du havde gjort klart, at du ikke ville se os.

Begravelsen vil blive holdt kirken, så du ved, hvor det er. Det hele vil foregå på lørdag formiddag klokken 12. Jeg håber på at se dig der – og hvis jeg ikke gør, ønsker jeg dig held og lykke fremover.

Knus.”

Jeg gik helt i stå over den her sms. Det var som om, at der var noget, der gik op for mig på et splitsekund, og hele mit hjerte smertede grænseløst. Jeg trak knæende op under mig, imens jeg endnu engang læste beskeden igennem. Derefter stirrede jeg bare ud i luften, uden rigtig at se noget, og jeg ænsede nærmest ikke, at døren gik op.

”Er der noget galt?” Zayns stemme lød ved siden af mig, men jeg havde ikke lyst til at svare; jeg fortjente ikke, at der var nogen, der skulle være så glad for mig. Jeg var gået glip af så utroligt meget, og det gik først op for mig nu. Da det gik op for Zayn, at jeg ikke havde tænkt mig at svare, vristede han mobilen ud af min hånd, og jeg gjorde ikke noget ved det. Han kiggede bekymret på mig og lagde en hånd ovenpå min, men jeg vristede den hurtigt fri.

 

Zayns synsvinkel:

Det var blevet sent på eftermiddagen, og jeg havde stadig ikke fået et eneste ord fra Harmony. Og jeg mener virkelig, at jeg ikke havde fået en eneste lyd. Hver gang jeg snakkede til hende, kiggede hun på mig, men det var som om, at hendes øjne ikke var med hende; som om, at de ikke kiggede på mig, de lignede at være et sted langt.

Jeg kunne se, at hun tænkte, og jeg kunne også se, at der var noget hun fortrød, for den dårlige samvittighed lyste nærmest ud af hendes øjne. Da jeg en enkelt gang havde lagt mine arme om hende, havde hun – uden et ord – viklet sig ud af mit greb og derefter gået med et surt blik.

Det forvirrede mig virkelig, at hun opførte sig sådan, og hun havde åbenbart ikke lige frem tænkt sig at fortælle mig om det, kunne jeg fornemme. Jeg åbnede med et suk døren ind til mit værelse, hvor Harmony sad og kiggede ud af vinduet. Hun sad i vindueskammen og drejede ikke engang hovedet, da jeg kom ind. Jeg gik hen til hende og studerede hende lidt, før jeg akavet lagde mine hænder på hendes skuldre og begyndte at give hende lidt massage.

”Jeg går ned og køber ind. Vil du med?” spurgte jeg blidt, selvom jeg egentlig ikke forventede svar. Jeg kiggede indtrængende på hende fra siden af og kyssede hende hurtigt på kinden, da jeg var sikker på, at der ikke kom noget svar. Det gjorde mig alligevel en smule glad, da jeg kunne mærke, at hun slappede lidt af i kroppen. Så hjalp massage måske en lille smule alligevel?

Jeg klappede hende en enkelt gang på skuldrene, så det gav et lille hop i hende, før jeg gik ud i entréen. Jeg tog hurtigt mine slidte sko på og en sort jakke udover den hvide t-shirt, før jeg hurtigt gik ud af døren og smækkede den i efter mig. Jeg gik ned i trapperne og ud af døren til gaden, uden rigtig at tænke over andet end Harmonys opførsel.

Altså.. Jeg havde læst beskeden om, at hun var blevet inviteret til sin fars begravelse, jeg undrede mig bare; da hun fik det at vide, havde hun kun været ked af det i kort tid, men det var som om, at der var en eller anden sandhed, der først var fået op for hende nu. Jeg trak min hætte op over hovedet, da mine øjne opfangede nogle blitz. Jeg var i tænkehumør, så jeg var bestemt ikke særlig god at tage billeder af nu. Hvorfor var det egentlig overhovedet så spændende, at jeg skulle ned og købe ind?

Jeg trådte ind i supermarkedet og hev hætten ned, da der ikke var særlig mange mennesker – og helt klart ikke nogen, som ville genkende mig; der var kun ældre mennesker, og de var nok ikke lige typen, der ville stille sig op foran mig og skrige og råbe, vel?

For at være sød mod Harmony, købte jeg noget vaniljeis, en bakke jordbær og noget chokolade + karamelsovs. Ja, jeg havde efterhånden fundet ud af, at hun elskede at proppe sig med det, og når nu hun var i dårlig humør, kunne jeg da godt prøve at gøre det bedre ved at give hende, hendes yndlingsdessert, ikke?

Jeg gik hurtigt op til kassen og betalte for de få ting, jeg skulle have; desserten, to frysepizzaer og nogle boller til morgenmaden. – ja, jeg orkede ikke at lave mad, fordi jeg var doven, but that’s it. Jeg sukkede indvendigt, da jeg kom til at tænke på Harmony. Og så slog tanken mig; tænk hvis hun var smuttet ud i den tid, jeg havde været væk? Det skulle nærmest ikke undre mig, hvis hun var taget hen til det der forfærdelige sted, hvor plejede at tage sine stoffer.

Jeg satte automatisk farten op ved tanken, og der gik ikke lang tid, før jeg nærmede mig min lejlighed. Med en elegant bevægelse hev jeg nøglerne op fra min lomme og låste mig hurtigt ind. Jeg nærmest sprang op af trapperne og trak ned i håndtaget. Til min glæde var der ikke låst, og det betød, at hun ikke var gået nogen steder.

”Hej Harmony!” sagde jeg glad, velvidende om, at hun ikke havde tænkt sig at svare mig. Jeg havde bare valgt at holde det positivt og lade som om, at det ikke gik mig på, for så ville hun garanteret blive i endnu værre humør, end hun var i forvejen. Jeg gik fløjtende ud i køkkenet, hvor jeg stillede indkøbsposen. Jeg pakkede hurtigt desserten og bollerne ud, og derefter satte jeg hurtigt pizzaerne i ovnen. Jeg anede ikke, om Harmony var sulten, men det var jeg! Jeg følte mig helt som Niall – og det var ikke noget dis.

Jeg gloede dumt på ovnen i et stykke tid, før jeg besluttede mig for at gå på Twitter. Jeg havde slet ikke tweetet hele dagen, og jeg vidste, at fansene elskede, når vi tweetede og holdt dem opdateret, så det gjorde jeg – med en lille tanke på Harmony.

”@HarmonyClear is in a really bad mood today. Could you please try to cheer her up a bit? Thanks! :) x”  jeg sendte hurtigt tweetet afsted og håbede faktisk lidt, at hun ville se det inde fra værelset af. Dog var jeg næsten sikker på, at hun ikke ville svare på tweetet, hvis hun så det, men så havde hun i det mindste læst det.

”HARMONY! Der er mad, og du skal altså spise lidt, du har ikke spist hele dagen,” råbte jeg beordrende til hende, og der gik ikke mere end et minut, før hun kom i syne i døren. Jeg havde lagt hendes pizza på en tallerken, som jeg havde stillet overfor mig. Så ville hun da ikke kunne undgå at skulle se lidt på mig.

Hun lod sig dumpe ned på stolen og kiggede lidt på pizzaen, før hun tog fat i et stykke. Hun tog det langsomt op til munden og tog en mikroskopisk bid, og det undrede mig. Hun plejede aldrig nogensinde at have problemer med at spise, hun åd bare, når hun ville. Var hun virkelig kommet i dårligt humør af den sms? Hvis det var Niall, ville jeg øjeblikkeligt have taget ham på hospitalet, men det fact, at det var Harmony, gjorde mig en smule roligere.

”Har du slet ikke lyst til at snakke?” jeg kiggede lidt på hende, og jeg var rimelig sikker på, at jeg så en lille hovedrysten, ellers intet. Jeg sukkede højt, da hun kort efter rejste sig og forsvandt ud fra køkkenet. Okay, det havde så været muligt for hende at undgå mit blik under maden. Jeg skævede hen til hendes tallerken. Hun havde kun spist et halvt stykke.

Jeg spiste hurtigt min egen pizza færdig, før jeg tog hendes og min tallerken og stillede dem i opvaskemaskinen. Så gik jeg hen til fryseren og hev isen op fra den. Hun ville umuligt kunne sige nej til den her is! Jeg lod den stå øg tø op, imens jeg fandt jordbærerne frem. Dem vaskede jeg omhyggeligt (det skulle jo være fint, for sådan en sød kær.. fyr, er jeg!). Jeg havde det stadig underligt med, om vi egentlig var kærester eller ej. Jeg kunne ærlig talt ikke finde ud af det, for Harmony gav mig ufatteligt blandede signaler, og det havde hun altid gjort.

Med et lille smil om læberne ledte jeg mine tanker væk fra kærestehalløjet og begyndte i stedet for at proppe en masse is over på en tallerken. Selv tog jeg kun en lille smule, men det var også fordi, at jeg lige havde ædt en hel pizza, hvilket havde mættet en del, hvis du spurgte mig ad! Jeg lagde en masse jordbær ovenpå og ved siden af, før jeg tog en masse, virkelig en masse, karamel – og chokoladesovs over det. Mums.

Jeg tog to skeer, før jeg tog tallerknerne og gik ind mod stuen, hvor jeg kunne høre tv’et køre. Harmony drejede ikke engang sit hoved hen mod mig, da jeg kom ind, så med overdrevet med lyd på stillede jeg tallerknen i bordet. Jeg satte mig overfor hende i den anden sofa og begyndte at spise den smule is, som jeg havde taget op på min tallerken.

”Tak, Zayn..” lød en hæs stemme pludselig henne fra sofaen, og jeg var lige ved at tabe både ske, is og tallerken ned over mig selv, men nåede heldigvis at redde det hele.

”Det var da så lidt..” svarede jeg tøvende, og så sagde Harmony heller ikke mere. Jeg kunne ikke holde mit kæmpe smil inde, da jeg så, hvordan hun nærmest overfaldt den dessert, som jeg havde lavet.

 

                                                                                                       ***

 

Der var helt mørkt i rummet, men det var umuligt for mig at sove. Tankerne om Harmonys underlige opførsel kørte rund i hovedet på mig, da det endnu ikke havde været muligt for mig at finde en grund til den – og det irriterede mig grænseløst. Hun havde komisk nok virket lidt gladere, da hun havde spist isen, men det havde ikke ændret på, at hun ikke sagde noget.

Jeg gabte lydløst en enkel gang, før jeg for 117 gang lukkede øjnene i. De blev dog ikke lukket særlig længe, før jeg hørte et lille snøft fra min side af. Jeg rynkede lidt på panden, før jeg vendte mig om og lagde en arm forsigtigt på hendes skulder. Hun stivnede ved min berøring og vendte sig så hurtigt om og kiggede surt på mig.

”Du græder..” mumlede jeg en smule såret over hendes reaktion, for hendes øjne lynede nærmest mod mine. Jeg forstod ikke, hvorfor hun ikke gad snakke med mig, det var ellers altid mig, hun af en eller anden grund havde lukket sig op over for, så hvorfor ikke denne her gang?

”Zayn for helved da også, kan du ikke godt lade mig være?” snerrede hun, og jeg vidste ærligt alt ikke, hvordan jeg skulle reagere; om jeg skulle tage det som noget positivt eller noget dårligt. Det gode ved det var, at hun for første gang i dag sagde mere end et ord til mig, og det negative var.. ja, tænk selv; hun snerrede og var pisse sur.

Jeg ignorerede hendes sure tonefald, men tog i stedet for bedre fat om hende og kiggede hende lige ind i øjnene, og jeg var sikker på, at mine øjne viste urolighed, for jeg var urolig for hende. Hun vred sig lidt, men da det gik op for hende, at jeg ikke ville slippe hende, sukkede hun og kiggede bare på mig med et underligt blik. Jeg bed mig selv lidt i læben.

”Lad nu være. Du må ikke lukke mig ude, Harmony. Ikke nu. Du har fortalt mig så meget, så kom nu med det. Hvad var det ved den sms, der var så hårdt for dig? Jeg er forvirret, snak nu med mig i stedet for at lukke dig selv inde,” imens jeg snakkede med en lav stemme, tørrede jeg hendes kinder med mine tommelfingre. Hendes blik flakkede væk fra mit, men da hun igen kiggede på mig, var det med et helt andet blik.

”Det er bare.. Jeg føler mig så dum, så skide egoistisk. Jeg har ikke haft kontakt til min familie, jeg droppede den for et år siden. Jeg havde brug for at være alene uden dem. Nu går det op for mig, hvor dum jeg har været, jeg har kun tænkt på mig selv! Min far er fucking død! Han er død, Zayn, og jeg vil aldrig, aldrig nogensinde se ham igen! Jeg har seriøst en lyst til at pine mig selv. Hvad har jeg tænkt på? Jeg har ikke engang sagt farvel til ham.. Jeg får aldrig.. Nu.. Olivia.. ham..” hendes stemme blev afbrudt af nogle hulk, og til sidst var det helt umuligt for hende at fuldføre sætningen.

Det gjorde ondt på mig at se hende, når hun så ked ud af det, og hun bebrejdede sig selv for så meget. Det eneste, der undrede mig, var, hvorfor hun havde droppet kontakten til hendes familie, men jeg følte alligevel, at det ikke ragede mig en papand overhovedet, så derfor lod jeg være med at kommentere det.

Hun havde lagt sig helt op af mig og lå nu og hulkede ind mod min skulder, imens jeg blidt strøg hende over ryggen. Hendes hår var helt rodet, og jeg begyndte bidt at redde det ud med mine fingre.

”Ssh, Harmony, det er okay. Jeg forstår det godt.. Ssh,” sagde jeg stille mod hendes hår, og det virkede til at berolige hende en lille smule, for hendes vejrtrækning blev mindre hektisk, selvom tårerne ikke stoppede med at trille. Jeg kunne let mærke på hende, hvor skuffet hun var over sig selv.

”Vil du gerne med til begravelsen?” spurgte jeg forsigtigt, og hun trak sig kort væk fra mig for at fange mit blik, så godt hun kunne i mørket. Hun sendte mig et utroligt bedrøvet blik, før hun trak på skuldrene. ”Jeg ved det ikke.. jeg..” hendes stemme knækkede igen, og før hun nåede at trække sig væk fra mig endnu engang, lagde jeg en arm om hende og fik hende helt tæt på mig. Hendes hår duftede af hendes totalt overdådige shampoo, og jeg måtte tage mig selv i et indsnuse den op til flere gange.

Jeg fjernede blidt tårerne, der blev ved med at trille fra hendes kind, før jeg ligeså stille gav mig til at synge lavmælt for hende. Hun havde engang nævnt sin yndlingssang for mig, så jeg begyndte stille på Ed Sheeran – Kiss me. Det fik hende til at slappe af, og der gik ikke lang tid, før jeg kunne mærke, at hun sov. 

                                                                                                                                                   

Okay, sorry for det her kapitel guys. Det er ikke så langt, som det plejer at være, og der sker ikke noget særligt spændende, men det skal der også være plads til en gang i mellem! 

Det kan ikke være spænding hele tiden, vel?

Okay indrømmer det, er skide doven og pisse træt; det var min første dag i praktik og har haft gang i den indtil klokken 17, så halløj til trætte mig! 

Men der bliver skrevet mere lige de næste dage, da jeg først skal møde mellem 11:30 og 12:30 - luksus I know! Haha, ej lol sorry, er virkelig underlig, når jeg er træt ;) 

Oooooog bliv ved med at like pleeeease! Would mean the world!

Engelsk ftw! d: 

Enjoy though! 

//Mirah

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...