Shoot - don't talk ~ One Direction 13+

Harmony Clear lever et rimelig isoleret liv, hvor hun kun hænger ud sammen med én bestemt gruppe, og hun har et stofmisbrug. Der er sket noget tidligere i hendes liv, som gør, hun holder sig meget for sig selv, og ingen ved noget om tingene, der er sket – og det er heller ikke planen, at nogen nogensinde skal vide hendes hemmelighed. Hun har selv isoleret sig fra sin familie. En aften er hun på vej hjem i meget dårlig tilstand, og Eleanor Calder hjælper hende, så hun ender med at komme op hos Louis Tomlinsons og Harry Styles, i deres lejlighed, fordi hun er ude af stand til noget selv. Eleanor er meget opsat på, at ville hjælpe Harmony, og får Louis til at give hende sit nummer. Zayn Malik synes, at det er komplet latterligt, hvilket fra start af fører til et ’forhold’, der går ud på, at man irriterer hinanden så meget man kan, så tit man kan. Kan de begge to holde dette, eller begynder der at komme følelser indblandet? Vil de nogensinde få den mørke hemmelighed om hende at vide?

226Likes
317Kommentarer
35476Visninger
AA

11. Kapitel 10.

 

Jeg vågnede op med den værste følelse nogensinde. Jeg kan ikke engang beskrive den for jer, men jeg havde det ikke særlig godt; hverken fysisk eller psykisk, og det fik mig virkelig langt ned i kulkælderen. Jeg var klar over, at Eleanor var stået op, for der lå ikke nogen ved siden af mig, hvilket på en måde var meget heldigt. Jeg var sikker på, at jeg mere eller mindre lignede en, der lige var genopstået fra de døde, og det ville Eleanor klart ligge mærke til med det samme. Jeg nærmest tvang mig selv op fra sengen og tøffede ud til hende, der stod i køkkenet med hovedet over nogle papirer.

”Godmorgen Harmony. Har du sovet godt?” hun løftede hovedet en anelse, imens hun kiggede på mig med et smil. Jeg gengældte anstrengt smilet, før jeg begyndte at grine en lille smule.

”Ja du mener på den kludrede måde, som vi faldt i søvn på?” jeg hævede et øjenbryn, så hun begyndte at grine af mig, imens hun rystede på hovedet. ”Okay, du har måske ret, men stadig!” smilede hun så, før hun igen kiggede ned på papirerne, som jeg havde fundet ud af indeholdt nogle regninger. Ikke at jeg troede, hun havde nogle problemer med at få dem betalt, for hun boede altså ikke som en, der manglede penge, lige som mig. Okay, måske manglede jeg ikke, men jeg havde ikke råd til at gå ud og købe ekstraordinære ting, hvis I forstår mig.

”El, jeg tror sku, at jeg smutter hjem til Zayn, jeg har alle mine ting der og sådan noget..” indrømmede jeg hurtigt, og Eleanor nikkede forstående, før hun fik et smil på læberne. Jeg kiggede afventende på hende.

”Savner du kæresten eller hvad?” drillede hun, imens hun fulgte mig ud til døren. Jeg sukkede højlydt. ”Vi er ikke kærester, okay?” sagde jeg hurtigt, og hun rystede bare på hovedet.

”Ja, ja, ja, så siger vi det. Vi ses smukke,” hun gav mig et blidt kram, som jeg hurtigt gengældte. Så gik jeg hurtigt ned af trapperne og satte kurs mod Zayn. Ærlig talt var jeg faktisk ved at pisse i bukserne over, at jeg gik her alene. Men på den anden side; det var London på en tirsdag klokken 12, og der var altså en del mennesker på gaden, så der var ikke nogen, der ville kunne høre mig noget. Det var så også det eneste, som beroligede mig.

Alligevel følte jeg, at der var alt for mange mennesker omkring mig, og jeg mærkede hurtigt, hvordan jeg blev en anelse svimmel. Jeg rynkede på panden; det lignede mig ikke at have noget i mod større forsamlinger af mennesker, eller hvad man siger. Men i dag irriterede det mig bare grænseløst meget, og hver gang en person kom til at ramle ind i mig, skulle jeg bide tænderne hårdt sammen, for ikke at vende mig om og råbe af personen.

Det var virkelig som om, at alle mennesker gloede på mig, som om de kendte til min hemmelighed, men det var selvfølgelig kun en illusion. Jeg anede ikke, hvorfor de her tanker lige pludselig var kommet op i mig, men noget sagde mig, at jeg virkelig ikke havde det særlig godt lige nu. Okay, det kunne jeg føle, det var der ikke ’noget der sagde mig’.

Jeg løb nærmest hen til døren, da jeg så Zayns lejlighed komme til syne, fordi jeg var så usikker på alt omkring mig nu. Den lyse bygning så jeg stort set som min gud, da den kom til syne. Jeg trykkede panisk ind på knappen, hvorpå der stod ’Z. Malik’. Jeg blev helt lettet, da jeg hørte hans stemme.

”Det er Harmony,” mumlede jeg ind mod dørtelefonen, og der blev lukket op for mig mindre end to sekunder efter. Jeg tror dybt seriøst aldrig, at jeg har løbet/hoppet/gået så hurtigt op af nogle trapper, som jeg gjorde den her gang. Jeg følte mig ærlig talt lidt som en ninja, da jeg spurtede ind i entréen og smækkede døren hårdt i bag mig. Like a ninja, you know?

”Okaaaay, Harmony, er du jagtet af en djævel eller hvad? Du har sku godt nok fart på,” Zayn stod lige pludselig foran mig, så jeg gav et skrig fra mig, før jeg tog mig dramatisk til hjertet, eller hvad man nu kalder det. Zayn begyndte at grine, men fordi jeg stadig havde det rimelig dårligt, grinte jeg ikke med ham.

”Er der noget galt? Var det ikke hyggeligt i går?” Zayn rynkede lidt på panden, før han trak mig med ind i stuen. Jeg satte mig i sofaen over for ham, imens jeg rystede på hovedet og sendte ham et uægte smil, som han dog hoppede på. Jeg havde sendt ham mange af dem med tiden, og det var bare til min fordel, nu hvor jeg var i den situation, som jeg var i. Så havde han sværere ved at gennemskue, når jeg smilede ægte, og når jeg smilede falskt, og det var godt.

”Det var rigtig hyggeligt at være sammen med Eleanor igen, jo. Jeg har det fint, jeg er bare træt. Det var ikke fordi, at vi sov tidligt, og i øvrigt har jeg også proppet mig med fede ting, jeg er sikker på, at jeg skal dø snart,” jeg snakkede så naturligt som muligt, og det så ud som om, at det lykkedes rimelig godt, for efter lidt tøven nikkede han anerkendende. Dog rynkede han hurtigt på panden igen og sendte mig et undrende blik.

”Er du selv taget herhen?” han lød helt chokeret, og jeg var lige ved at grine. ”Så du ikke, hvor meget fart jeg havde på, da jeg kom? Det var der nok en grund til,” mit smil falmede hurtigt, da jeg mærkede den underlige fornemmelse, som jeg havde, igen. Jeg rejste mig fra sofaen igen, før jeg kiggede på Zayn.

”Jeg tager hjem til mig selv og henter nogle ting. Er det okay? Nu når jeg har været ude en gang, kan jeg vel ligeså godt gøre det igen,” jeg kunne godt selv høre, hvor falsk det klingede, men det var lige meget. Jeg krydsede bare fingre for, at han ikke hørte det. Zayn trak på skuldrene. ”Okay, men jeg tager afsted om ti minutter. Drengene og jeg skal til et interview, og jeg ved ikke helt, hvad tid vi er hjemme igen,” sagde han så. Vi? Skulle de drenge virkelig altid være til stede, lige meget hvornår det var, hvad klokken var, hvilken dag det var, og hvad man lavede?

”Okay, fint. Vi ses,” sagde jeg en anelse afvisende, men det gjorde mig egentlig ikke særlig meget, for jeg var sikker på, at han bare troede, at jeg gjorde det på samme måde, som jeg havde gjort. Og faktisk tændte tanken mig rimelig meget, ikke fordi jeg vidste hvorfor. Det havde på en eller anden måde bare været så.. tiltrækkende, når vi stod der og skændtes, råbte af hinanden og var så urimelige overfor hinanden. Og hans ufatteligt vrede og frustrerede blik var nærmest det bedste af det hele, for det var seriøst virkelig, virkelig sexet.

Jeg skubbede hurtigt mine tanker fra mig, så jeg ikke fik lyst til at blive, og gik så hen mod døren, som jeg stort set lige var kommet ind af. Jeg fik straks den trykkende følelse igen, da jeg kom ned på gaden, og det første der skete var, at der var en fyr, der vadede direkte ind i mig. Det var jo en god start.  

Zayn var dum, når han troede på, at jeg ville tage hjem. Jeg havde været på vej til at gøre det før, den dag hvor Zayn flippede ud, og hvor jeg ligesom rigtig lagde mærke til, at jeg måske holdte lidt af ham. Hvor han var blevet så sur, at han havde fået tårer i øjnene. Det var også det, der gjorde, at jeg fik vildt dårlig samvittighed, da mine ben nærmest førte mig hen mod den park, hvor jeg vidste, at mange af de andre befandt sig i. Medmindre de da også var begyndt at holde sig væk, ligesom jeg var begyndt på.

Jeg vidste ærlig talt ikke, hvorfor jeg gjorde det, men jeg var faktisk rimelig stolt af mig selv over de sidste par uger. Oplevelsen med ham manden havde skræmt mig så meget, at jeg ikke havde været på stoffer overhovedet i al den tid, og det var altså flot. Jeg havde i stedet på en måde fået det lidt druknet i sex det sidste stykke tid. Hurra, jeg var dygtig.

Jeg gik over den sædvanlige forhøjning, der altid kom, før jeg hørte de let genkendelige stemmer, hvor de plejede at komme fra. Jeg gik af en eller anden grund rimelig stille, men afslørede mig selv, da jeg kom til at træde på en gren, der knækkede under min vægt. Jeg bed tænderne hårdt i, da alles ansigter pludselig blev vendt mod mig. Kyle løftede et øjenbryn, da han så mig, men det var ikke på samme måde, som han plejede at gøre. Denne her gang var det et mere hårdt blik, der viste noget i stil med ’det tog dig da lang tid for dig at lette røven, er du blevet for god til os andre?’. Og nej, det var ikke særlig behageligt, hvis I var i tvivl.

”Hvor har du gjort af Mr. Malik?” lød det lidt halvhånligt fra ham, og jeg bed mig usikkert i læben. Sådan havde han aldrig snakket til mig, så jeg var faktisk rimelig nervøs for, den måde han opførte sig på. Jeg stoppede op et stykke væk fra ham og studerede hans ansigt, imens jeg overvejede, hvad jeg skulle svare. Han så værre ud en normalt og lignede virkelig ikke en, der havde det særlig godt. Han blev jo også bare ved og ved med hans stoffer i langt højere grad end mig.

”Han er.. hjemme,” jeg tøvede midt i det hele, fordi jeg skulle lige til at sige ’derhjemme’, og det var faktisk vildt underligt. Jeg rynkede på panden af mig selv, da jeg undrede mig over, hvorfor jeg var ved at sige det. Mig og Zayn boede ikke sammen, jeg havde bare været der lidt. Vi var ikke engang kærester, så det var faktisk vildt underligt, at jeg sagde det. Og jeg var faktisk begyndt at tvivle på, om det var for stort sagt, at jeg var forelsket i ham, for så godt kendte jeg ham heller ikke. Men jeg nød hans selskab, det gjorde jeg bestemt.

”Ja, vi kan jo se, at du åbenbart er begyndt at blive lidt for højrøvet til at være sammen med os. Tydeligvis er det de kendte, du hænger ud sammen med, er vi andre ikke gode nok mere eller hvad?” Kyle blev ved med at sende det der hårde blik, som jeg ikke brød mig om. Jeg rystede panisk på hovedet.

”Det er overhovedet ikke det! Jeg har bare ikke haft tid, fordi der lige skete noget en dag, som slog mig lidt ud,” mumlede jeg. Jeg kiggede ned mod mine fødder, som pludselig var virkelig, overdrevet spændende. Jeg kunne høre, at Kyle rejste sig, og jeg fik nærmest et chok, da han stod foran mig.

”Kom med. Så vi lige kan snakke og sådan,” mumlede han og begyndte at gå op mod skuret. Hverken jeg eller resten af personerne, som var her var dumme, og de vidste godt, hvad man lavede, når man skulle op i skuret, for det var altid der, vi tog stofferne. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men det var vel for en sikkerhedsskyld, for man sørgede altid omhyggeligt for, at der var lukket og låst.

Kyle begyndte allerede at gøre nogle baner klar, lige da jeg havde lukket døren i efter os. Der var tavshed lidt tid, før han gjorde tegn til, at jeg skulle komme hen til ham. Da jeg så, hvor lidt der var, kiggede jeg på ham med bedende øjne.

”Kyle, jeg har ikke fået dem i to uger, er du klar over, hvor meget jeg har brug for dem?” udbrød jeg, indtil han med et suk fandt noget mere hvidt pulver frem. Jeg smilede stolt af mig selv over, at jeg fik ham til det. Jeg lænede mig hurtigt frem mod papkassen og snusede pulveret ind. Der gik ikke lang tid, før jeg fik en dejlig følelse indeni, men den forsvandt, da Kyle ruskede lidt i mig. Jeg følte, at jeg var længere væk end normalt, men jeg havde også taget meget mere, end jeg var vant til. Ikke at det gjorde det noget.

”Harmony, du ved godt, at det er noget lort, at du pludselig bare forsvinder fra vores gruppe, ikke? Det er respektløst overfor os, og du hænger pludselig kun ud med kendte? Siden hvornår kender du overhovedet sådan nogen mennesker, der er verdenskendte?” han kiggede på mig med et halvsurt blik, men jeg var overraskende god til ikke at tage det til mig.

”Jeg stødte på Louis’ kæreste Eleanor. Som du nok ikke ligefrem kender til, men hende er jeg blevet rimelig gode veninder med, så jeg kender også de andre. Men det betyder jo ikke, at jeg glemmer jer,” sagde jeg, og det gik ikke op for mig, at jeg lød ufatteligt lalleglad, imens jeg snakkede. Kyle så pludselig uhyggeligt seriøs og skræmmende ud.

”Du.. Det her siger jeg kun for at hjælpe dig, ikke? Jeg holder af dig. Men jeg ved alt, hvad du har lavet. Og det mener jeg virkelig, at jeg gør. Jeg ved alt det, der skete for et år siden, og jeg fatter ikke, hvordan du har holdt den kørende så længe. Men du fucker det hele mere op. Jeg kender også til, at der er en mand, der har været efter dig, jeg så dig den dag, da jeg var på vej hjem. Jeg synes, at du skal passe meget på, for lige pludselig ender det med, at alle ved det. Du er fucked, Harmony, det er du virkelig,” hans ord kunne nærmest ikke trænge ind til mig på grund af stofferne, men alligevel var jeg klar over, at jeg tog dem til mig. Det var utroligt, og jeg var bange, stofferne overdøvede det bare. Når deres virkning aftog, ville det hele være klart; Kyle vidste det. Men lige nu ville jeg ikke lade mig påvirke af det.

”Sjovt, sjovt, Kyle. Måske skulle jeg tage hjem, men tak.. du ved.. hihihihi. For stofferne,” jeg lød helt fucked, da jeg svarede ham, men jeg formåede at gå hen til døren og få låst den op. Jeg mener seriøst, at hele verden kørte rundt for mig, da jeg kom ud, og der gik ikke lang tid, før jeg faldt på grusstien, så jeg slog mit knæ, men det bed jeg ikke rigtig mærke i.

”Shit, hvad har du givet hende?” lød det overrasket fra en af fyrene, og jeg fnes, imens jeg besværligt rejste mig op. Jeg kunne høre Kyle sukke en smule, før han svarede: ”Hun bad selv om noget mere, og nu vil hun gerne hjem. Og det er vel egentlig også meget klogt,” mumlede han. Okay fedt, jeg var on my own.

Jeg fik på en eller anden måde slæbt mig selv ud af parken, men jeg kan godt love jer for, at jeg faldt ufatteligt mange gange, og jeg var næsten sikker på, at mine knæ blødte under mine bukser, for det gjorde kraftedme ondt. Det var som om, at jorden op til flere gange bare kom tættere og tættere på mig, og jeg kunne altså overhovedet ikke styre det. Pludselig var den der bare.

Jeg frøs, men samtidig kunne jeg overhovedet ikke mærke det, så det var fint nok. Jeg slingrede hen af fortovet på mig mod min egen lejlighed, så jeg kom til at gå ind i væggen flere gange, uden det var med vilje. Der var flere mennesker, som kiggede undrende på mig og vidst nok troede, at jeg var rimelig, rimelig fucked, men alligevel var der ikke nogen, der sagde noget eller ville hjælpe mig.

Jeg var halvt røget ud på vejbanen, da jeg stadig gik, indtil der pludselig var en vred stemme, der råbte mit navn fra en sort bil af. Det værste var, at jeg kendte den stemme lidt for godt.

”HARMONY!” råbte den vredt, og jeg drejede hovedet forvirret rundt, fordi min hjerne ikke rigtig kunne finde ud af, hvor lyden kom fra. Til sidst fik jeg øje på Zayn, som stak hovedet ud af vinduet med et vildt surt og skuffet blik. Kloge mig, når jeg var påvirket, vendte klodset og snublende rundt, imens jeg bare håbede på, at han ikke havde set mig, og så begyndte jeg ellers at vralte væk, i det jeg følte, var et hurtigt tempo. Problemet var bare, at jeg åbenbart dårligt nok var kommet to meter, før jeg mærkede to hænder tage fat om mig og hive mig hårdt tilbage uden at tage hensyn til mig.

”Hey mester, stop lige engang, jeg er kilden!” jeg begyndte at grine helt hysterisk, imens jeg snublede efter Zayn, som i hvert fald ikke lignede en, der fandt situationen lige så morsom, som jeg gjorde. Jeg kunne se, at Zayn sagde noget til de andre, men det hele foregik egentlig mest som en summen for mine øre, og jeg havde ærlig talt rimelig svært ved at fokusere.

”Harmony, vågn op!” Zayn kiggede på mig og hans stemme lød håbefuld næsten bedende, og jeg sukkede tungt. Jeg havde det godt, jeg havde ikke brug for at ’vågne op’, som han kaldte det.

”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg forbløffet, da han begyndte at trække i mig. ”Hjem til dig. Du bor lige skråt over gaden, det må du vel forhelved kunne se,” vrissede Zayn af mig, og jeg blev helt overrasket over hans hårde tonefald. Jeg prøvede surmulende at stoppe op, men det endte i stedet for med, at jeg snublede og ville være faldet endnu engang, hvis ikke det var fordi, at Zayn holdt så hårdt i min arm, at det var umuligt.

”Vi skal ikke hjem til mig! Det orker jeg ikke,” protesterede jeg, men Zayn svarede ikke på det. Trangen til at være den irriterende, flabede Harmony overfor ham steg op i mig igen, og jeg sukkede højt. Jeg var udmærket klar over, at jeg ikke var i en særlig god situation lige nu, men drengen måtte da forhelved kunne forstå, at jeg havde brug for det! Og så ikke – han vidste jo ikke, hvad jeg havde været igennem. Hahahaha. Det er overhovedet ikke sjovt.

”Klap i,” hvæsede han, så jeg blev helt paf. Sådan plejede han særdeles ikke at snakke til mig, og jeg havde virkelig, virkelig lyst til at pande ham en, for det havde jeg ligesom gjort før.. Det havde været ufattelig smukt gjort, det havde i hvert fald pisset Zayn rimelig meget af. Men der var jeg på den anden side også sikker på, at jeg ikke ville komme til overhovedet så meget som at røre hans læber med mine. Det havde jeg så.. og lidt til, hvis I forstår sådan en lille en.

Zayn havde fået fat i mine nøgler, låst hoveddøren op, slæbt mig op af trapperne, og vi stod nu inde i min lejlighed. Jeg hadede at være her, men det var nok mest fordi, at jeg var vildt bange for, at Zayn ville finde de stoffer, som jeg havde liggende rundt omkring, og det ville være katastrofe, hvis det skete!

”Kan vi ikke godt se TV?” spurgte jeg og kiggede på ham, som om han var min far. Jeg var blevet lidt klarere i hovedet, men det var også efter, at Zayn havde tvunget mig til at kigge ham i øjnene og drikke noget vand, så jeg ikke gik helt kold. Han kiggede undersøgende på mig, før han hjalp mig ind i stuen, hvor han lagde mig på sofaen, for derefter selv at sætte sig op af den på en pude. Han ville åbenbart ikke ligge sammen med mig længere.

Zayn havde fundet en eller anden film frem, som jeg egentlig ikke fandt særlig spændende, men på den anden side orkede jeg heller ikke, hvis vi skulle lave noget andet end at se tv. Jeg var bange for, at han ville begynde at bringe hele den her episode på banen, hvis jeg sagde noget, så jeg holdt min kæft og fulgte med i filmen. Pludselig var der en scene, der fangede min opmærksomhed. Hovedpersonen i filmen stod med en pistol rettet mod en ung kvinde, imens man fik læst hans tanker højt. Og så kom flashbacket, som jeg så længe havde prøvet at undgå inde i mit hoved:

Mit hjerte slog alt for hurtigt i mit bryst, da jeg stille lukkede døren i bag mig og listede ud på vejen. Min mor og far lå og sov, de var gået tidligt i seng, så jeg havde været alene det meste af aftenen, hvilket nok havde været meget godt. Jeg havde været ufattelig uudholdelig at være sammen med hele dagen. Den mindste uventede bevægelse kunne få mig til at gå fuldstændig i panik, og hver gang forbandede jeg mig selv langt væk for min opførsel.

Jeg kunne se den lille hvide sky af min ånde, hver gang jeg pustede ud i den frostklare nat, og det beroligede mig på en eller anden underlig måde utrolig meget, selvom det ikke betød noget. Jeg vidste præcis, hvor jeg skulle gå hen, og mine ben førte mig på magisk vis ned af den lille sidegade, hvor vi skulle mødes. Jeg mærkede en ekstra gang på det iskolde plastic, der omkredsede metallet indeni. Jeg rystede, men det fik mig ikke til at stoppe handlingen.

Der gik lidt tid, hvor mine øjne vænnede sig til mørket, og så lagde jeg mærke til en skikkelse, som stod forenden. Et lille smil krusede om mine læber, jo nærmere jeg kom.

”Har du det med?” hans stemme lød nervøs, og jeg var lige ved at grine. Som om, at jeg havde stoffer med, når han udmærket godt vidste, at det var mig, der var storesøsteren til Olivia. Og han vidste det. Han var dum nok til at tro, at jeg ikke bar nag, men at jeg forstod.

 Jeg stod ansigt til ansigt med den mand, der havde myrdet min elskede lillesøster. Jeg lagde hovedet let på skrå med et flirtende blik, der fik ham til at se forvirret ud. Jeg havde aldrig gjort sådan noget her før, men alligevel var jeg sikker på, at det jeg gjorde, var rigtigt, for han trådte et skridt nærmere.

”Prøv at se til højre under den kasse der,” mumlede jeg en sexet stemme, så han med rystende hænder langsomt vendte sig til højre. Det udnyttede jeg, og fordi jeg det sidste stykke tid var begyndt til kampsport, fik jeg ham let tacklet, så han lå nede på jorden med et overrasket blik. Med en hurtig bevægelse trak jeg pistolen frem, som jeg havde haft gemt under jakken. Jeg studerede den lidt med et overlegent smil.

”Flot. – Synes du ikke også?” spurgte jeg lumsk, så han bare nikkede febrilsk, imens han sank en klump. Han var bange, det var jeg sikker på. Den ellers så store pusher, der følelsesløst havde slået min søster ihjel uden nogen form for fortrydelse derefter. Jeg strøg min finger let hen over pistolen, før jeg lod min hånd trykke en lille smule mod aftrækkeren. Det gav et gib i ham, hvilket morede mig, for jeg havde jo ikke gjort noget.

”Jeg glæder mig til at prøve den på dig. Tror du ikke, at den er god? Lige så god som din pistol føltes i din hånd, da du trykkede på aftrækkeren og slog Olivia ihjel? Som om, at jeg kom her for at give dig stoffer, hvor dum er du? Jeg bærer nag. Rigtig meget endda,” jeg tav, før jeg lod pistolen sigte let mod ham. Han var så meget i chok, at han ikke turde bevæge sig, og jeg frydede mig ufatteligt meget.

”Hævnen er sød. Ingen skal fucke med mig og min familie, forstår du det? Jeg har ventet længe på det her øjeblik, og nu får jeg endelig lov til at nyde det. Du kan ligeså godt begynde at sige farvel til den her verden,” jeg blev mere og mere vred, og selvom mine hænder rystede ufatteligt meget, sigtede jeg en ekstra gang, før jeg pressede min finger mod aftrækkeren. Det næste der lød, var lyden af kuglen, der blev affyret og ramte ham.

Jeg blev ikke for at se, hvordan livet forsvandt fra hans øjne; det kunne jeg ikke. Jeg vendte mig rundt i samme sekund, som jeg kunne høre, at hele hans krop ramte jorden, da han før havde siddet lidt op. Jeg var ikke blot Harmony Clear mere; nu var jeg Harmony Clear, der havde dræbt en mand og havde en dræbt søster. Og nu var det tid til at komme væk.

                                                                                                                                                        

ARH! 

Mennesker! Nu fik i hendes hemmelighed at vide, og jeg bliver nødt til at vide: Hvad synes I? Jeg har haft ufattelig svært ved at få skrevet det her kapitel ordenligt, da jeg virkelig ikke synes, at hele episoden blev beskrevet ordenligt. Ville ELSKE nogle kommentarer om det! 

Nu skal i ikke vente i spænding længere d: . Var det det, som I havde regnet med?

Wauw! Og tror I nogensinde, at hun får fortalt det til nogen? 

//Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...