Shoot - don't talk ~ One Direction 13+

Harmony Clear lever et rimelig isoleret liv, hvor hun kun hænger ud sammen med én bestemt gruppe, og hun har et stofmisbrug. Der er sket noget tidligere i hendes liv, som gør, hun holder sig meget for sig selv, og ingen ved noget om tingene, der er sket – og det er heller ikke planen, at nogen nogensinde skal vide hendes hemmelighed. Hun har selv isoleret sig fra sin familie. En aften er hun på vej hjem i meget dårlig tilstand, og Eleanor Calder hjælper hende, så hun ender med at komme op hos Louis Tomlinsons og Harry Styles, i deres lejlighed, fordi hun er ude af stand til noget selv. Eleanor er meget opsat på, at ville hjælpe Harmony, og får Louis til at give hende sit nummer. Zayn Malik synes, at det er komplet latterligt, hvilket fra start af fører til et ’forhold’, der går ud på, at man irriterer hinanden så meget man kan, så tit man kan. Kan de begge to holde dette, eller begynder der at komme følelser indblandet? Vil de nogensinde få den mørke hemmelighed om hende at vide?

226Likes
317Kommentarer
35472Visninger
AA

2. Kapitel 1.

 

Jeg sørgede omhyggeligt for, at døren til skuret var låst, og Amanda dobbelttjekkede det. Ingen af os ville blive busted på det her lort, så vi passede altid utrolig godt på og var meget omhyggelige. Amanda gik i gang med at gøre nogle baner Amfetamin klar, imens jeg hurtigt fandt en elastik og satte mit røde hår op i en hestehale, så det kom væk fra ansigtet. Jeg blinkede hårdt et par gange, før jeg igen rettede opmærksomheden mod Amanda, som bare stod og kiggede afventende på mig.

Amanda lænede sig hurtigt over papkassen, som vi havde gjort det klart på, og kort efter kunne jeg høre, at hun snusede hårdt ind. Så rejste hun sig op og gjorde tegn til, at det var min tur. Jeg havde glædet mig til det her næsten hele dagen, og jeg anede ikke hvorfor. Det kunne ikke være på grund af det, jeg havde gjort, for jeg havde det ikke dårligt med det. Hvad jeg havde gjort var rigtigt. Jeg var vel bare ved at blive afhængig af lortet.

Med et suk fulgte jeg Amandas eksempel, og der gik ikke særlig lang tid, før jeg kunne mærke en god følelse brede sig i kroppen, som fik mig til at være mere tilpas. Jeg kiggede over på Amanda, som lignede en, der havde det rimelig meget ligesom mig. Hun strøg en tot af hendes brune, korte, fedtede hår om bag øret, før hun hurtigt slettede alle spor af, hvad vi havde haft gang i. Hurtigt lukkede jeg op for skuret igen og gik ud med hende i hælene. Den første jeg så, var Finn, som bare rystede alvorligt på hovedet af mig, men jeg kvitterede med et grin.

Finn var den mest fornuftige person af os ti personer, som vi nu engang var. Vores egen hyggelige gruppe, som tog lidt for mange stoffer, og havde det lidt for sjovt på dem. Men ærligt – who gives a fuck about it? Han tog stoffer, men ikke i lige så store mængder, som Amanda og jeg gjorde. Vi var vidst nogen af dem, som brugte det hyppigst, udover Kyle, som var en stor pumpet fyr med mørkt hår. Jeg forstod ikke, hvordan han kunne holde til det. Der var nærmest ikke et minut på døgnet, hvor han ikke var på stoffer – og hvis der var, fik han hurtigt sørget for det modsatte igen!

Jeg kiggede rundt på menneskerne omkring mig: Hayley med det lysebrune lange hår, Rachel med de blå øjne, Kira med det sødeste smil, så var der Kyle og Finn, Amanda, Soraya med det sorte krøllede hår, Mike med de bedrøvede øjne, Sam med den mest ødelagte krop nogensinde, og så var der mig, Harmony Clear. Jeg vil selv kalde mig ubrugelig og ynkelig; jeg er 18 år gammel og bor alene, langt væk fra mine forældre. Fra hele min familie. Dem cuttede jeg kontakten til for et par år tilbage, da det skete. Det, som jeg ikke fortryder. Som den eneste har jeg knaldrødt hår, som selvfølgelig er farvet, og blå øjne.

Jeg grinede højt, da jeg bumpede ovenpå Finn, selvom jeg faktisk prøvede at ramme jorden ved siden af ham. Han tog fat i min arm og hjalp mig ned og sidde, imens han kiggede bekymret på mig. Ih, hvor var han altså kedelig! Jeg kendte intet bedre, som denne følelse; jeg følte mig hel, jeg var glad, og bedst alt var jeg ikke alene, ensom og forladt.

”Du skal altså passe på med det lort, Harmony! Du bliver kraftedme snart afhængig på det groveste,” sagde Finn alvorligt til mig, men jeg cuttede ham bare af ved at række tungen ud og være barnlig. Jeg grinede højt, da jeg så hans fornærmede ansigtsudtryk, inden jeg nærmest fløj over til Kyle, som kiggede på mig med et kærligt smil. Misforstå mig ikke; mig og Kyle har intet sammen. Han er lidt ”vores leder” af den her gruppe, og så har han vidst altid haft en lille kærlighed til mig. Jeg er den, der sidst begyndte at hænge ud sammen med dem. Det var Amanda, der fik dem overtalt til at lukke mig ind, og da Kyle så mig, var jeg blevet mere end velkommen til at joine dem. Men vi kom fra Kyle. Han er virkelig en flink fyr og på trods af, at han ser så stor og hård ud, er han virkelig et af de blideste og kæreste væsener, der findes!

”Dav med dig, Harmony,” han smilede lidt og lagde venskabeligt en arm om mig, imens jeg bare nikkede ivrigt. Jeg elskede den her følelse, så det var bare med at nyde det, så længe det varede. Jeg lænede mig ind til ham, imens en hånd lå på hans lår. Han var virkelig sådan en, som man kunne opføre sig med, som man havde lyst til, vi kunne gøre sådan nogle ting her, som at ligge armen om hinanden og ligge hænderne på hinandens lår, og vi vidste begge to, at der intet lå i det. Det var rart, men jeg måtte alligevel indrømme, at han ikke var godt selskab. Med hensyn på stofferne. Det var ham, som fik mig til det, men det var mig, der takkede ja. Han havde bare tilbudt.

Jeg rynkede på panden, da jeg mærkede, at jeg pludselig fik en underlig følelse indeni. Det var lang tid siden, at jeg havde fået det dårligt af at sniffe, så hvorfor jeg fik det på den her måde nu, anede jeg ikke. Måske var det bare tilfældigt og havde intet med Amfetaminen at gøre. Jeg fjernede mig lidt fra Kyle, inden jeg bare grinede igen. At jeg havde det en smule dårligt, skulle ikke afholde mig fra at have det sjovt, så jeg ignorerede hurtigt kvalmen, som langsomt kom frem i mig. Kyle sendte mig et lidt uroligt blik, før han tog fat i min arm.

”Tag hjem, du ser virkelig ikke for godt ud. Er du sikker på, at du ikke fik for meget derude?” hans øjne borede sig ind i mine, så jeg kiggede overrasket på ham. Det var sjældent, at han snakkede sådan og bad folk gå hjem. Det var ikke medmindre, at de virkelig så dårlige ud. Jeg løftede et øjenbryn, før jeg bare nikkede langsomt. Jeg havde det faktisk ikke for godt. Det var som om, at det hele svimlede ufatteligt meget for mig, verdenen vippede, og mine øjne gik i millisekunder i sort, ind i mellem.

”Jeg fik det, som jeg har brug for,” sagde jeg hurtigt, før jeg lænede mig frem og gav ham et kys på kinden, som farvel. Han smilede hurtigt til mig, før jeg med besvær rejste mig og begyndte at gå. Den ubehagelige følelse, som pludselig var kommet frem i mig, overdøvede den gode følelse af stoffet, så jeg i stedet blev i dårligt humør. Jeg havde svært ved at styre mig selv; det var som om, at mine ben ikke ville gøre det, som min hjerne bad den om, men alligevel fik jeg kæmpet mig ud af parken, som vi altid hang ud i.

Det var en park, som ingen andre brugte. Forladt. Gammel. Der var gamle faldefærdige skurer og bygninger placeret overalt, gamle broer, som var ude af stand til, at man kunne gå på dem, og der groede vildt ukrudt op af hegnet, som heller ikke var særlig solidt længere, men det gjorde ikke noget. Det gjorde det til et mere mystisk og specielt sted for mig. For os alle. Vi kunne være alene, der kom aldrig andre mennesker end os, og det var afslappende.

Mine tanker nåede ikke meget længere, da jeg snublede over en kantsten og faldt ned på siden med et lille slag mod mit hoved, så jeg fik bidt mig ekstremt hårdt i tungen. Jeg bandede lydløst for mig selv, før jeg endnu engang prøvede at styre mine ben, så jeg kunne rejse mig op, men i stedet faldt jeg, inden jeg bare stod halvt.

”Hey, er du okay?” en pigestemme lød nær mig, og jeg drejede overrasket hovedet til venstre.

Eleanors synsvinkel:

”Hey, er du okay?” spurgte jeg nervøst, da jeg stod tilstrækkeligt tæt på hende, så hun kunne høre mig. Hun opgav hurtigt at komme op og stå, før hun drejede ansigtet hen mod lyden af mig. Jeg var lidt usikker på situationen, men jeg kunne ikke bare få mig selv til at gå forbi hende, som om, at jeg ikke vidste, at der var noget galt. Da hendes øjne mødte mine, kunne jeg let se, at hun var langt væk på et eller andet, og det var heller ikke svært for mig at regne ud, at hun havde det dårligt. Som i virkelig dårligt.

”Jeg har det fint,” hun kludrede i ordene flere gange, selvom det kun var fire ord, hun skulle præstere at få sagt. Jeg rynkede lidt på panden, før jeg bukkede mig ned ved siden af hende med et bekymret blik. Jeg var bekymret for hende, og jeg vidste ikke helt hvorfor. Jo, man er jo altid bekymret for en person, når man ser, at de er ude i noget lort, men der var noget i hendes blik, som jeg ikke helt kunne placere. Et råb om hjælp – og så alligevel ikke.

”Du er langt fra okay. Hvad hedder du?” spurgte jeg venligt. Jeg gik ikke lige frem ud fra, at det ville være det bedste at begynde og kaste hende ud i lange komplicerede samtaler, når hun var i den her tilstand. Hun prøvede at fokusere lidt på mig, men det lykkedes hende ikke rigtigt. Eller rettere sagt: det lykkedes ikke rigtig hendes øjne.

”Harmony,” svarede hun efter lang tid, hvor det lignede, at hun skulle tænke grundigt over, hvad hun hed. Jeg nikkede lidt mod hende med et smil. Heldigvis havde hun fået sat sig op af husvæggen, så hun ikke væltede rundt mere. Nu var det bare mere hendes fysiske udstråling, som gjorde mig urolig. Hun svedte en del og var ekstremt bleg. Hendes øjne var røde, og afslørede hurtigt mistanken jeg havde haft om, at hun havde taget stoffer.

”Hej Harmony, jeg er Eleanor. Bor du alene?” spurgte jeg direkte; boede hun sammen med nogen, som var i en respektabel tilstand, ville jeg være tryg ved at følge hende derhen, men hvis hun boede alene, ville det ikke gå. I den tilstand hun var i, blev jeg nervøs for, om hun ville kunne klare sig selv, og jeg tvivlede stærkt på det. Jeg havde selv lige set, hvordan det gik nu, da hun prøvede at gå eller rejse sig fra jorden.

”Ja,” hun bekræftede hurtigt mine bange anelser, og jeg sukkede lidt. Jeg kunne ikke bare lade hende ligge her, det ville simpelthen være for egoistisk af mig. Sådan en person var jeg slet ikke.

”Skal jeg ringe til en ambulance?” spurgte jeg bekymret, inden jeg greb hende, da hun pludselig mistede balancen på trods af væggen, som hun sad op af. Så lagde jeg mærke til noget blod, som løb fra hendes mundvige. Det kunne ikke komme fra stoffer, kunne det vel? Jeg havde aldrig hørt om det, og det var ikke lige fordi, at jeg var den person, som vidste mest omkring sådan noget, det ville være synd at sige. Pigen, eller Harmony, som hun hed, rystede hurtigt på hovedet og af en eller anden underlig grund, accepterede jeg det uden videre.

Hvis det var mig, som var i den her situation, ville jeg heller ikke bryde mig om, at skulle ydmyge mig selv foran en masse mennesker, som ville vide alt omkring det, som hun højst sandsynligt prøvede at skjule. Jeg tøvede lidt, før jeg hev min mobil frem fra tasken.

”Jeg sagde lige, at du ikke skulle ringe til ambulancen!” jeg tror, det var hendes mening at lyde lidt stærkere, end hun gjorde, for det gik i hvert fald ikke særlig godt. Jeg rystede på hovedet for at forsikre hende om, at det ikke var det, jeg havde gjort. Imens min mobil ringede op til Louis, var det som om, at Harmony pludselig begyndte at få endnu mere slørret blik, imens hun kiggede på mig. Jeg rynkede på panden over det tomme blik, som nærmest kiggede lige igennem mig, indtil jeg tog mig sammen og rystede hårdt i hende.

”Harmony!” sagde jeg højt, før jeg slog hende halvhårdt på hver kind. Jeg ignorerede Louis, som forvirret gentog mit navn et par gange. Harmony reagerede kun svagt, så til sidst tog jeg fat i hendes underoverarm, hvor jeg hurtigt nev lidt i den tynde hud, som man jo har der. Hun vågnede op med et sæt og sendte mig et underligt blik. Så koncentrerede jeg mig igen om mobilen.

”Hej Louis. Jeg har et lille problem her..” og så gik jeg ellers i gang med at fortælle om situationen, som jeg stod i. Da jeg var færdig var der stille i røret i lidt for lang tid, før jeg hørte nogen lyde, der lød som en dør, der blev smækket.

”Jeg kan godt se, hvad du mener. Zayn og jeg kommer nu. Bare vent,” sagde han roligt, inden han lagde på. Dejligt, så ville jeg få lidt hjælp, for jeg var ærlig talt helt blank for, hvordan jeg skulle handle. Jeg ville virkelig gerne hjælpe hende, det ville jeg bestemt. Men selv, hvis jeg skulle få hende hjem til bare sig selv, ville jeg ikke være stærk nok til at støtte hende, så lidt hjælp fra det modsatte køn, var meget rart. Jeg ruskede endnu engang i Harmony, da hun faldt lidt hen igen.

”Hvorfor bekymrer du.. overhovedet?” det var det eneste, jeg kunne få ud af det, hun sagde, men jeg havde vidst rimelig meget regnet ud, hvad hun ville have sagt. Jeg tøvede lidt, imens jeg først studerede hendes røde hår og derefter de blå øjne, som var alt, alt for slørede. Det var forkert, at se en ung kvinde ødelægge sig selv på den her måde. Jeg trak på skuldrende til hendes spørgsmål.

”Jeg kan jo ikke bare lade dig ligge vel? Men jeg har ringet til min kæreste, hans ven og han er på vej herhen nu, så de kan hjælpe os lidt. Jeg ved ikke helt, hvad vi skal gøre, når du ikke vil have, at jeg ringer efter en ambulance,” jeg var faktisk overraskende usikker ved situationen. Jeg var ikke vant til at omgås folk, som var på stoffer, så det var rimelig nyt for mig det her. Hun lignede en, som ikke engang orkede at svare på det, som jeg sagde, så jeg lod hende i stedet være. Jeg tvivlede også stærkt på, om jeg ville få nogen fornuftig samtale med hende.

”Hey El,” Zayns stemme lød ved siden af mig kort tid efter, og jeg sendte ham hurtigt et smil. Så opdagede jeg Louis, som allerede sad foran Harmony og kiggede bekymret på hende. Harmony var igen faldet hen med det der tomme blik, som skræmte mig fra vid og sans og kort efter, mistede hun nærmest balancen og knaldede hovedet bagover ind i muren. Hun kommenterede det ikke med andet end et lille smil, og det skræmte mig endnu mere. Det havde ellers lydt meget smertefuldt i mine øre. Louis drejede hovedet mod hende.

”Har du noget vand? Og hvad er det, hun hedder? Og hej, for resten,” tilføjede han hurtigt til sidst, inden han igen rettede opmærksomheden mod Harmony, som kiggede på ham med et blik, der tydeligt viste, at hun var meget, meget, meget langt væk fra den virkelige verden. Jeg rodede hurtigt rundt i min taske, hvor jeg til min lettelse fandt en flaske vand, som jeg havde haft med mig hele dagen. Det var fandme heldigt. Jeg glemte altid at tage vand med, og så lige præcis i dag var det der.

”Her. Og det er Harmony,” jeg rakte flasken til Louis, som tog i mod den uden at fjerne blikket fra Harmony, som bare var begyndt at grine hysterisk. Jeg overværede det hele med nysgerrighed, selvom jeg ikke vil lyde som en eller anden syg tilskuer. Det var bare som om, at Louis var så rolig og vidste, hvad han skulle gøre.

”Okay. Hun har fået bidt sig i hårdt i tungen, det er bare derfor, at hun bløder, så det behøver vi ikke interessere os ekstraordinært for. Men det er helt sikkert, at hun ikke selv kan komme hjem her fra. Hun er helt væk, man,” Louis kiggede mest på Zayn under hans konklusion, og Zayn trak bare på skuldrende.

”Kan vi ikke bare få hende hjem, og så er det det?” spurgte han dumt, så han fik et ligeså dumt blik fra både mig og Louis på en og samme tid. Et blik, som meget godt beskrev, hvor dumt hans spørgsmål var. Han kiggede forvirret først på mig, så på Louis og så tilbage igen, før han sukkede tungt.

”Ligner jeg måske en, som er i stand til at klare mig selv?” lød det pludselig vrissent fra hende, så Louis og jeg kiggede overrasket på hende. Hun havde været ekstremt stille og nede på jorden det sidste stykke tid, så det kom bag på os. I sær Louis; han have ikke hørt hende sige et eneste ord. Zayn kiggede irriteret på hende, og det undrede mig.

”Ligner jeg måske en, som gider tage ansvaret for dine handlinger? Det er din egen skyld, at du er havnet i den situation, som du er i,” gav han hurtigt og hårdt igen. Det var som om, at Harmony var vågnet mere op, for hun skulede i hvert fald til Zayn, som bare gengældte det. Okaay, hvad skete der lige der? Louis så lige så forvirret ud, som jeg følte mig, men ingen af os nævnte noget. Med et lille suk rejste Louis sig.

”Godt, Harmony, så må du hellere tage hjem til os, så du er under observation. Eleanor sagde, at du ikke ville på hospitalet. Men drengene er der hjemme.. Gider du ringe til dem og informere dem?” nu henvendte han sig til mig, og jeg nikkede hurtigt, før jeg fandt Nialls nummer frem. Han var så flink, altid. Imens den ringede op kunne jeg høre, at Zayn og Harmony havde gang i endnu en diskussion, hvilket mig til at undre mig over det igen. Det var lidt underligt.

”Det’ Niall,” lød det hurtigt fra den anden ende af røret, så jeg blev revet væk fra mine tanker. Den irske accent fik mig til at smile lidt, før jeg gav mig til at plapre løs om hele i historien, selvom jeg var stensikker på, at Louis og Zayn havde forklaret dem det, da de pludselig skred. Så lagde jeg på hos Niall, før jeg satte mig ind på bagsædet ved siden af Harmony, som stadig havde gang i den der irritationsleg, som de åbenbart havde kørende.

”Det er sku da ikke min fejl, at dine venner er bekymrede,” lød det sløvt fra Harmony til Zayn, som himlede med øjnene af hende. Hvorfor opførte Zayn sig sådan, helt ærligt? Det irriterede mig faktisk en del.

”Nej, og det er ikke min fejl, at din mors abort fejlede,” gav Zayn surt igen, så Harmony bare sendte ham et koldt blik, før hun lænede hovedet op mod den kolde rude. Det måtte føles rart for hende med noget kulde. Sådan havde jeg det i hvert fald altid, når jeg var syg eller dårlig.

”Ligesom din fars kondom sprang,” sagde hun så, uventet, og jeg kunne nærmest se Zayns øjne slå gnister, inden Louis lagde en hånd på hans lår, som tegn til, at han skulle holde kæft og lade hende være. Tøsen var forhelved fuldstændig væk og kunne ikke finde hoved eller hale på noget som helst, så hvorfor fanden behandlede han hende sådan? Var det bare fordi, at ville forstyrre en af drengenes utallige aftenener, som de tilbragte sammen, eller hvad? Jeg opgav at få et svar på mine spørgsmål og kiggede i stedet for ud af vinduet.

”Zayn hjælper du lige med at få hende op i lejligheden?” spurgte Louis, da vi stod foran lejligheden og havde fået bakset både os og hende ud. Zayn hævede et øjenbryn og skulle til at sige noget, men fortrød det vidst så bagefter, for hans mund lukkede sig, inden han rystede på hovedet.

”Jeg tror, at jeg er den, som holder døre,” sagde han så ud mellem sammenbidte tænder, så jeg endnu engang synes, at han opførte sig unormalt. Som i virkelig unormalt, for sådan her plejede han virkelig ikke at reagere. Louis himlede lidt med øjnene af ham mod mig, så jeg så det. Jeg fnes lidt, før jeg tog fat i Harmony. Arbejdet med at få hende transporteret stod jo så til mig og ham, når nu Zayn havde frataget hans arbejdsindsats. Underligt.

Vi fik hende meget langsomt op af den første trappe, hvorefter Niall pludselig stod foran mig. Jeg kiggede underligt på ham, imens han studerede Harmony, hvis ben knækkede under hende op til flere gange. Hans blik ændrede sig fra glad til bekymret, hvorefter han nærmest skubbede mig væk fra hende og selv tog over. Drengene opførte sig altså mærkeligt i nærheden af hende. Jeg rullede lidt med mine skuldre for at løsne op i dem igen, imens jeg langsomt fulgte efter dem, indtil vi endelig nåede ind i lejligheden.

”Okay, hun skal bare i seng,” Liam nåede dårligt nok at kigge på hende i mere end et sekund, før han var stensikker på det. Søde Liam. Daddy Directioner, som fansene kaldte ham, og det kunne man sku godt forstå en gang i mellem.

”EJ! Hun skal fandme ikke sove her, vel?” lød Zayns anklagende stemme, imens han slog ud med armene og kiggede bebrejdende på dem alle sammen.

”Hold din kæft, perker,” røg det ud af hende, hvilket fik Zayn til at holde helt kæft, og hans øjne slog nærmest lyn, da han vendte blikket mod hende. Niall stod bare med store øjne og overværede det, inden Zayn tog et skridt frem mod Harmony, som nu faktisk kunne stå selv.

”Du skal aldrig kalde mig perker igen,” sagde han og lød overraskende truende. Hun smilede flabet til ham, hvilket pissede ham endnu mere af, indtil Liam lagde en hånd på hans arm. Han kiggede over mod ham, før han trådte et skridt tilbage. Utroligt hvilken effekt Liam kunne have på folk, så de blev en anelse mere rolige.

”Nå, hvor skal jeg sove?” spurgte hun så, men da hun ville tage et skridt, vrikkede hun om på foden, så jeg greb hende, da jeg var nærmest. Louis skulle lige til at tage over, men jeg skubbede hans hånd væk med et fornærmet smil, som han grinte højt af. Jeg smilede bare igen.

”Jeg tager mig af det her, okay?” jeg kiggede overbevisende på dem alle sammen, som bare nikkede.

Harmonys synsvinkel:

Jeg følte mig klart mere frisk, end jeg havde gjort, da Eleanor først fandt mig, og det var faktisk rimelig rart, at kunne styre hvilke bevægelser jeg lavede igen. Jeg var taknemmelig for Eleanors omsorg, det var virkelig sødt af hende, selvom jeg følte, at det her var ekstremt ydmygende. Jeg mener; du står foran fem fyre og en pige, som skal møde dig første gang, når du er helt væk på stoffer. Det vil så sige, at den ene fyr, var jeg fuldstændig ligeglad med. Ham perkeren, Zayn. Han pissede mig grænseløst af, og jeg elskede at se, at han tænkte præcis det samme om mig. Jeg frydede mig også totalt meget over, hvor hårdt jeg havde ramt ham ved at kalde ham perker. Og det var ikke fordi, at jeg havde noget i mod de mennesker, som er mørke i huden overhovedet, men jeg havde godt på fornemmelsen, at det ville ramme ham.

Eleanor lagde hurtigt dynen op om mig, før hun forsvandt ud fra rummet med et smil, som jeg gengældte besværet. Ja, jeg var stadig lidt påvirket, men det var meget bedre end før. Jeg trak dynen helt op under hagen, før jeg vendte mig forsigtigt om på side. Jeg kiggede tomt ud i luften, indtil jeg mærkede, at mine øjenlåg blev tungere. Så lukkede jeg øjnene i og faldt kort efter i søvn.

 

Jeg åndede lettet ud, da jeg så Olivia komme gående ude på gaden, hvorefter hun drejede op mod vores hus. Så var det heller ikke i dag, at der ville komme konsekvenser for hendes gæld af penge. Hun kom ind af døren, men da jeg så hendes ansigtsudtryk, blev jeg lidt nervøs. Det var fjernt, som om, hun ikke var til stede, og samtidig var der en snert af frygt i det, som ikke var til at tage fejl af.

”Er der noget galt?” spurgte jeg nervøst, men hun rystede bare på hovedet, så hendes flotte mørke krøller bevægede sig rundt. Jeg havde altid beundret min 15-årige lillesøsters hår vildt meget. Hun bevægede sig anspændt, da hun gik hen til køleskabet, åbnede det op, kun for at lukke det i, igen. Jeg gik hurtigt hen ved siden af hende og kiggede grundigt på hende.

”Hvor meget er du ude i? Hvad skylder du?” spurgte jeg direkte, og jeg kunne nærmest se, hvordan hun krympede sig under mit spørgsmål. Jeg fastholdt hendes blik, indtil hun bare trak på skuldrende. Hun begyndte at fokusere på hendes fingre, som legede med den ring, hun havde fået af sin kæreste, Marcus. Jeg rynkede på panden.

”Jeg skal.. jeg skal nok klare det, du skal ikke bekymre dig om mig, okay? Det kan godt være, at du er den ældste, men jeg er 15 år gammel, jeg kan godt passe på mig selv uden din hjælp,” hun kiggede ikke på mig på noget tidspunkt under sætningen, hvilket bare bekræftede modsætningen, af det hun sagde; hun havde brug for min hjælp, hun ville bare ikke tage i mod den, og det var noget lort.

Under aftensmaden var hun lige sådan, og da mørket faldt på, blev hun helt underlig. Hun gik uroligt frem og tilbage på sit værelse, imens hun blev ved med at kaste nervøse og bange blikke ud af vinduet, som om hun ventede nogen. Og hvis hun gjorde, så det ikke ud som om, at det var nogen god, som hun ville se. Da klokken rundede tolv, gik hun hurtigt nedenunder og tog en jakke på.

”Hvor skal du hen?” jeg kiggede op fra mine lektier, da hun begyndte at tage sko på. Hendes blik gik mig endnu engang på, men jeg valgte ikke at kommentere det. Hun trippede lidt fra side til side, inden hun bare smilede falskt. Også dette valgte jeg at holde for mig selv.

”Marcus er der ude. Jeg hænger.. lige lidt ud med ham,” hun lignede en, som virkelig var dårlig. Hun var bleg, og hendes stemme rystede. Men jeg var selvfølgelig for egoistisk og optaget af mine lektier til at tænke nærmere over det. I stedet sendte jeg hende et kæmpe smil, før jeg igen begravede hovedet i matematikken.

Jeg vågnede med et lille gisp, som lød højt i det stille, mørke rum. Jeg lå lidt og sundede mig, indtil jeg var rolig igen. Det havde bare været en drøm – et mareridt, et flashback. 

                                                                                                                                                   

Heyyyy! Her har i så mit første kapitel. Hvad synes i om det? Hvad tror I det er, at hun kan have gjort? Og hvad med flashbacket? Hvad er det, som Olivia er så nervøs for, og som får Harmony til at vågne på den måde?

Ville være VILDT glad for kommentarer, likes og favoritlister som altid. Men vil rigtig gerne have nogle kommentarer til starten af den her historie, så det ville være fedt! 

//Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...