Who am I? - One Direction

Sarah Matthews er en pige på 17 år. Hun bor på et børnehjem da hendes mor døde da Sarah var lille. Sarah har aldrig kendt sin far, og ved ikke en gang hvad han hedder. Hun har aldrig haft nogle venner eller kæreste og hun klare sig dårligt i skolen. Hun bliver også mobbet i skolen og bliver kaldt 'So', 'Fede' og for af vide at hun ikke er god nok. Sarah går med så meget sorg og vrede, og så mange spørgsmål i hende, at hun ikke ved hvad hun skal gøre mere. Sarah bestemmer sig for at hun vil tage sit eget liv. Men hvad sker når en gruppe drenge ser hende og redder hende i sidste øjeblik? Hvad sker der når vågner fra komaet og det eneste hun kan huske er drengen der reddede hende? Hvem er de drenge? Hvorfor vil de hjælpe Sarah? Og hvad med Sarahs far? Finder de hinanden? Sammen begynder Sarah, Louis, Liam, Zayn, Niall og Harry på et eventyr, der kommer til at ændre deres liv. For altid.
*NOVELLEN KN INDEHOLDE ANSTØDELIGE SCENER OG SPROGBRUG*

10Likes
5Kommentarer
1559Visninger
AA

4. Who's that girl!?

Sarahs synsvinkel:

Da jeg vågnede havde jeg en sindsyg hovedepine. Og den bibbende lyd der var det gjorde det ikke bedre. Jeg prøvede at åbne øjnene, men kunne ikke. Jeg satte mig op i senge, og strakte mine arme, men ramlede ind i noget. Jeg prøvede igen at åbne øjnene og denne gang fik jeg dem åbnet. Det eneste jeg så vr et stort hvidt rum, med hvide vægge og nogle maskiner ved min side. Det var nok dem der larmede.

Hvor var jeg? Hvodan er jeg kommet her hen - og hvem er jeg egentlig?

Jeg kiggede rundt og blev meget forskrækket. Bøjet hen over sengen lå en dreg. Jeg kunne se han havde sort hår, men heller ikke mere. Hans sorte hår sad perfekt og lignede noget man kunne stå på ski på.

Jeg tog forsigt en hånd gennem hans hår, vilkt jeg fortrød da han begyndte at bevæge sig.

Hvem var han? Og hvad lavede han her?

Drengen løftede hvedet og kiggede smilene på mig.

"Hey Sarah" sagde han og rakte hans hånd frem mod mig. Okay, jeg hedder altså Sarah. "Jeg hedder Zayn." Med ét tændtes der en lampe over mit hovede. Ansigtet, stemmen, han dybe brune øjne og hans muskuløse kro! Jeg vidste jeg havde set ham før, men kunne ikke helt finde ud af hvor.

"Æhm.." sagde jeg og tog i modans hånd. "Kender jeg dig?" spurgte jeg.

Han kløede sig i håret og sagde "Nej, men det var mig der reddede dig."

Jeg løftede et øjenbryn og kiggede på ham, "reddede mig?" sagde jeg.

"Ja, altså. Jeg fandt dig i vand kanten for en uge siden. Jeg lavede første hjælp, og du vågnede, men besvimede så. Ambulancen kom og tog dig med her til" sagde han og smiliede.

Nu kunne jeg huske ham. Jeg var vågnet og havde kigget ind i de dybe brune, næsten sorte, øjne, og så besvimet igen.

Men hvad havde jeg lavet? Var der nogle der ville drukne mig - og hvorfor?

"Ved vandkanten?" spurgte jeg og kiggede igen mærkeligt på ham. Underligt nok var jeg ikke genert, det plejede jeg at være. Eller gjorde jeg? Jeg kunne faktisk ikke huske noget, eller jo, det kunne jeg. Det sidste jeg husker er at jeg vågner op i nogle arme, kigger ind i nogle dybe brune øjne, og høre en masse stemmer.

"Ja.." svarede Zayn tøvende. "Da du vågnede sagde du 'Jeg vil ikke tilbage der til..' og da jeg fandt dig, stod der på din mave 'Er jeg god nok nu'"

"Hvor vil jeg ikke tilbage til?" spurgte jeg tøvende.

"Det havde jeg håbet at du kunne svare mig på" sagde Zayn.

ARGH! Tænk, Sarah! Tænk!

Vi sad i stilhed i nogt tid. Jeg prøvede at huske hvad jeg havde lavet, og hvem jeg var, men det eneste der poppede op i mit hovede var Zayns brune øjne. Virkelig belastende, men alligevel dejligt. Han øjne var virkelig dejlige.

Nogle høje drengestemmer fik mig ud af mine tanker, og med ét var Zayn henne ved dem, vilket fik mig til at tjekke Zayn ordenligt ud. Også de andre fire drenge for den sags skyld.

Min øjne flakkede fra Zayn hen til en dreng med lyst hår. Han sød ud, men cap og tnaktop på. Hans overarme var muskuløse, men ikk så meget som Zayns. Derefter landede mit blik på en dreng med med brunt hår. Han så ældre ud end de andre, men så samtidig herre godt ud. Ved sden af ham stod en fyr med krøller og en sødt smil. Han så heller ikke helt værst ud. Til sidst landede mit blik på endnu en dreng med brunt hår. Han var nok den der så mest seriøs ud, men selvom han havde en søriøs mine så han stadigvæk godt ud.

Drengenes samtale og mine tanker, blev afbrudt da en mand i hvis kittel kom ind af døren. Han stillede sig hen til drengene, sagde noget til dem og gav dem et stykke papir, inden de forsvandt ud af døren. Da drengene var gået ud, kom han hen til mig.

"Hej Sarah, jeg er Dr. Scmith." sagde han og smilede til. Jeg smilede til han og lavede en bevægelse medmin hånd, der skulle forstille et vink.

"Hvordan har du det, Sarah?" sagde Dr. Smith og kiggede seriødt på mig.

"Jeg har det fint, lidt hovedepine og så er jeg ret forvirret."

 

Nialls synsvinkel:

Dr. Scmith havde bedt os om at vente udenfor stuen, mens han snakkede med Sarah. Så nu sad vi så her.

Sarah havde virket meget forvirret, og hvad jeg kunne forstå på Zayn kunne ikke huske noget.

Hun var en meget pæn pige. En pæn krop og et pæn ansigt. Faktisk minede hun mig om en, men jeg kunne ikke komme på hvem det var.

Jeg blev afbrudt af Liams stemme.

"Det er da mærkeligt at de ikke kan finde hendes mor nogle steder. Der står da her på dåbsattesten, at hun er født den 23/09-93, så hun lige fyldt 18, og at hendes mor hedder Pernille Cox..!" sagde Liam med en alvorlig stemme.

"Ja, og de kunne heller ikke finde ud af hvor hun bor" sagde Harry som forlængelse af de Liam havde sagt.

Der var altså noget heæt galt her, og jeg brændte efter at finde ud af det. Jeg brændte efter at finde ud hvem hun var og hvem det var hun lignede.

"Drenge," sagde jeg og kiggede på dem. De vendte deres hovder mod mig og jeg fortsatte, "Synes i ikke at hun minder om en?" spurgte jeg og kiggede alvorligt på dem.

"Tjo.. Lidt, men jeg kan ikke lige komme på hvem," sagde Louis og kiggede på mig igen.

"Det kan jeg heller ikke, og det irritere mig sindsygt meget!" sagde jeg og tog mig til hovedet.

Vi sad i noget tid og snakkede inden Dr. Scmidt kom ud til os igen. Vi rejste os op og kiggede på ham.

Han kiggede ned i sine papier, for derefter at kigge på os igen.

"Det er ud til at hun kun kan huske jer. Eller nærmere dig" sagde han og kigged på Zayn.

"Hun kan ikke huske noget fra sit liv, hvor hun boede, hvorfor hun var druknet, hendes forældre, hun kunne ikke en gang huske sit navn. Hun hr fået en meget kraftig hjernerystelse og det er svært at sige om hun kommer til at huske igen." sagde Dr. Scmith og kiggede alvorligt på os igen.

"Er der noget vi kan gøre for at hjælpe?" spurgte Zayn, og kiggee bedenede på Dr. Scmith.

"Vi kan ikke holde hende her forevigt, så det ville være dejligt, hvis I kunne tage hende med"

 

 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg undskylder for at der først kommer et kapitel nu. Jeg vil skrive så meget jeg kan i weekenden!

7 farvoritlister! Wow, tak for det! Det havde jeg seriøst ikke regnet med! Tak for det! <3

Nå, hvad tror I der sker? Tror I drengen vil tage hende med? Og hvis de så gør det, hvad så med pressen? Hvem tror det er Niall og Louis syntes hun minder om? Og kommer Sarah til at kunne huske igen?

Jeg ved godt at kapitlerne er lidt kortet, men jeg prøver at gøre mit bedste! Jeg vil prøve at lave det næste kapitel længere!

xoxo - Miss. Ludvig

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...