Who am I? - One Direction

Sarah Matthews er en pige på 17 år. Hun bor på et børnehjem da hendes mor døde da Sarah var lille. Sarah har aldrig kendt sin far, og ved ikke en gang hvad han hedder. Hun har aldrig haft nogle venner eller kæreste og hun klare sig dårligt i skolen. Hun bliver også mobbet i skolen og bliver kaldt 'So', 'Fede' og for af vide at hun ikke er god nok. Sarah går med så meget sorg og vrede, og så mange spørgsmål i hende, at hun ikke ved hvad hun skal gøre mere. Sarah bestemmer sig for at hun vil tage sit eget liv. Men hvad sker når en gruppe drenge ser hende og redder hende i sidste øjeblik? Hvad sker der når vågner fra komaet og det eneste hun kan huske er drengen der reddede hende? Hvem er de drenge? Hvorfor vil de hjælpe Sarah? Og hvad med Sarahs far? Finder de hinanden? Sammen begynder Sarah, Louis, Liam, Zayn, Niall og Harry på et eventyr, der kommer til at ændre deres liv. For altid.
*NOVELLEN KN INDEHOLDE ANSTØDELIGE SCENER OG SPROGBRUG*

10Likes
5Kommentarer
1561Visninger
AA

5. What if..?

Zayns synsvinkel:

Tage hende med?

Altså tage hende med os?

Hvad er det for noget at spørger om?

Det kan godt være at hun ikke har nogen familie, men så burde staten da gøre noget!

Hvad nuhvis vi ikke vil have noget at gøre med hende?

Så kan de da ikke bare efter lade hende på gaden.

"Er der ikke andet vi kan hjælpe med? Betale noget til et hotelværelse, et eller andet? Burde staten ikke gøre noget ved det?" spurgte Liam, som om han havde læst mine tanker.

"Nej, desværre. Vi kan ikke finde nogle slægtninge så I er dem der er tættest på hende. Vi meddeler poltitiet, og så starter de en efterlysning." sagde Dr. Scmidt inde han gik.

"Jeg kan lige se overskrifterne for mig.." sagde jeg.

"Ja, også mig. 'One Direction hjælper forældreløs pige' 'One Direction ha reddet forældreløs pige fra at dø'.." sagde Niall.

"Jeg synes, at vi skal snakke med Sarah om det" sagde Louis.

"Ja det burde vi" sagde Harry.

Vi gik ind på stuen igen, hvor Sarag sad og så noget i fjernsynet.

 

Nialls synsvinkel:

Drenegene var i fuld gang med at snakke med Sarah. Jeg selv sad bare og sturderede hende.

Hvem er det hun minder så meget!?

Det irritere mig gevaldigt meget at jeg ikke kan kommme på det.

TÆNK NIALL, TÆNK!!

Vent.

Stop en lige halv.

"Niall?"

Det kunne ikke passe.

"Niall?"

Hvordan kan hun..?

"Niall? Hallo, Niall"

Det kan da ikke være rigtigt!

"Niall?"

Nej, Niall. Det er noget du bilder dig selv ind!

"Niall? Hallo!?"

Det er fysisk umuligt at det kan være din far hun ligner.

"NIALL!?"

Niall stop! Det er jo ikke rigtigt.

"NIALL DER ER IKKE MERE MAD PÅ JORDEN!"

"HVAD!?!? DET ER IKKE RIGTIGT HVAD I SIGER! JEG TROR IKKE PÅ JER!!" sagde jeg, og opdagede at alle sad og grinede.

"Hvad?" sagde jeg og kiggede mærkeligt på dem.

"Hvorfor sagde du ikke det noget før, Louis?" grinede Liam.

"Hvor er I onde! Sådan noget må man ikke spøge med!" sagde jeg surt og lagde mine arme over kors.

"Niall, vi har prøvet at komme i kontakt med dig de sidste to minutter" sagde Harry og grinede lidt igen.

"Nå.." sagde jeg 'surt', "Hvad ville I så?"

"Vi ville bare høre om du synes det er i orden at jeg tager med jer hjem, så hælper I mig med at finde en lejlighed og er job?" sagde Sarah og smilede til mig.

Jeg nikkede og kunne ikke lade vær' med at grine.

 

Sarahs synsvinkel:

Jeg betragtede mig selv i spejlet endnu en gang inden jeg tog min taske.

Jeg havde fået mit normale tøj på igen, og jeg måtte sige at jeg havd god smag i tøj. Jeg havde et par sorte stramme cowboy bukser på, en grå top med et stort sort kors på, en læderjakke udover og et par Nike sko. Det var godt nok lidt beskidt, men Liam havde sagt at det lå i sandet der var de havde fundet mig. Mit hår hang løst, og eftersom jeg ikke havde noget make-up, var jeg helt naturlig.

Mit undertøj havde jeg også fået skiftet. Harry og Zayn og Louis havde tilbudt at køre ned og købe noget til mig, så jeg kunne få det gamle af, vilket jeg var meget taknemmelig for, da mit andet var virkelig kamt!

Døren åbnede og ind kom fem drenge.

"Wauw" sagde Niall og Zayn piftede.

"Kan du passe undertøjet?" spurgte Harry med et skævt smil.

"Ja, det passer perfekt! Men jeg forstår bare ikke helt hvordan i kendte min bh-størelse.. jeg mener, jeg kendte den ikke en gang? sagde jeg og så forvirret på dem.

"Da jeg var lille bad jeg til Gud om en superkræft" sage Louis og blinkede til mig.

"Skal vi køre?" spurgte Liam.

 

***

 

Vi sadnu i bilen på vej hjem til Louis og Harry. Louis kørte, Harry på sædet ved siden af, og bag ved sad Liam, Niall, Zayn og mig ovenpå Zayn.

Jeg sad med hovedet op ad vinduet og betragtede menneskerne på den anden side a ruden.

De hae alle sammen en familie og et liv. En familiede endten ska hjem til, eller kommer fra. En familie de kender til.

Hvad nu hvis jeg aldrig finder min familie?

Hvad nu hvis jeg ikke har en familie?

Hvad nu hvis jeg faktisk har en familie, men at de ikke gider at se mig?

Og hvorfor var det lige jeg var drukenet?

Hvade jeg gjordt det selv, eller var det en eller anden psykopat er efter mig og bare vil have jeg skal dø?

En tåre ramte min kind, og jeg snøftede.

"Er du okay?" spurgte en stemme lige ud for mit øre.

Jeg ånede langsomt ud, og skulle til at svare, da flere tåre gled ned af min kind.

Jeg ville ønske at jeg kunne sige at jeg aldrig plejede at græde, men jeg kunne ikke huske det, så jeg gav tårene frit løb, lænede mig tilbage på Zayns bryst og beravede mit ansigt i mine hænder.

Tårene ville ikke stoppe, men Zayn havde en beroligende effekt på mig, så jeg hulkede ikke mere. Han sad bare og nussede min arm, og nynnede stille i mit øre.

Jeg satte pris på at de ikke sagde, eller spurgte mig om noget. Ligenu havde je aller mest bare lyst til at lægge mig til at sove.

Jeg lukkede øjnene, til lyden af Zayns beroligende nynnen, og bilens brummende motor, faldt jeg i søvn.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...