Who am I? - One Direction

Sarah Matthews er en pige på 17 år. Hun bor på et børnehjem da hendes mor døde da Sarah var lille. Sarah har aldrig kendt sin far, og ved ikke en gang hvad han hedder. Hun har aldrig haft nogle venner eller kæreste og hun klare sig dårligt i skolen. Hun bliver også mobbet i skolen og bliver kaldt 'So', 'Fede' og for af vide at hun ikke er god nok. Sarah går med så meget sorg og vrede, og så mange spørgsmål i hende, at hun ikke ved hvad hun skal gøre mere. Sarah bestemmer sig for at hun vil tage sit eget liv. Men hvad sker når en gruppe drenge ser hende og redder hende i sidste øjeblik? Hvad sker der når vågner fra komaet og det eneste hun kan huske er drengen der reddede hende? Hvem er de drenge? Hvorfor vil de hjælpe Sarah? Og hvad med Sarahs far? Finder de hinanden? Sammen begynder Sarah, Louis, Liam, Zayn, Niall og Harry på et eventyr, der kommer til at ændre deres liv. For altid.
*NOVELLEN KN INDEHOLDE ANSTØDELIGE SCENER OG SPROGBRUG*

10Likes
5Kommentarer
1639Visninger
AA

7. Don't lie to me, I know what you want! Do you think I'm stupid or someting?

,,Sarah, dit fede læs! Du skal fandme ikke tro du er noget. Ingen gidder dig." kom det fra en, mens en anden sparkede mig så jeg faldt ned på jorden. "Nej det skal du fandme ikke! Du er så klam og grim, det er sgu da klart, at dine forældre bare skred fra dig," sagde en tredje, og sparkede mig i maven. Selvom det gjorde, blev jeg sur. Jeg rejst mig op, og råbte af ham, "Du skal fandme ikke sige sådan om mine forældre, din ko!" "Uhhh" begyndte de andre drenge. han gik hen mod mig, i en truende adfærd, "Hvad kladte du mig?" sagde han og gik endnu tættere på mig."KO!" råbte jeg, "Sig det igen, og jeg skal.." sagde han, mens de andre drenge havde lavet en cirkel om mig. "Hvad skal, du!? Jeg er ikke bange for dig," løgn. Det var en stor fed løgn, jeg var skide bange for ham. Han kom helt tæt på mig, "KO, KO, KO, KO!!" råbte jeg af ham. Han slog mig hårdt i maven, så jeg faldt ned på grusset igen. Mens jeg lå der på jorden, og holdte mig på maven, af smerte, satte han sig ned på hug ved siden af mig, "Sarah, Srarah, Sarah.. Hvornår lærer du det? Ingen gidder at være sammen med en klam so som dig." Han nussede mig på kinden, og tørerede en tåre væk fra min kind. "Vi gør dig bare en tjeneste. Tænk at vi faktisk bruger vores tid på dig, men det er ikke slut. Det er aldrig slut. Det gør os triste, at se på dig. Vi gidder ikke, at se på klamme, tykke, grimme pige, som dig Sarah. Mennesker som dig, Sarah, de fortjener ikke at leve." sagde han og slog mig igen hårdt i maven. Et hulk slap ud af min mave, og da han gik væk, begyndte de andre drenge at sparke mig. Efter 10 minutter stoppede de, men inden de gik, slukkede fire af dem deres cigaret på mig. nogle høje hulk og skrig forlod min mund, mens de grinende gik."

Jeg vågnede ved, at døren til det værelse jeg lå på brasede op, men åbnede ikke øjnene, jeg kunne ikke. Jeg var for bange og havde ikke nok kræfter. Havad var det jeg havde drømt? Jeg var bange, rigtig bange, for at det var de sammen drenge der var braset ind. "Sarah? Sarah, hvad sker der?" Lyden af stemmerne, der kaldte på mig, fik mig til at slappe af igen. Det var nogle beroligende stemmer. Stemmerne fra fem drenge som ville hjælpe mig.

Der var en der ruskede i mig, men jeg kunne stadig ikke åbne mine øjne. De stærke arme der lagde lagde sig om mig, var en dejlig følelse. Jeg vidste godt hvem det var, for de arme kunne kun tilhøre én person. Zayn. Jeg vidste de andre drenge også var her, men jeg kunne ikke åbne øjnen. Frygten for, at dengene fra drømmen, ville komme, var der, men alligel kunne jeg ikke lade vær med at ligge med et lille smil på læben. Taken om at drenegen var kommet ind, da de havde hørt mig var dejlig.

"Sarah, Sarah hvad sker der?" spurgte en Irsk accent om. "Hvorfor tror I hun skreg?" spurgte en stemme, som kunne tihøre Harry. Jeg Havde kendt dem i mindre end 24 timer, men jeg kunne tyde hvis stemme tilhørte hvem. NICE!

"Jeg ved det ikke.. Maridt måske," sagde Liam. Zayn begyndte at vugge mig still frem og tilbage, og smilet på mine læber, blev større.

"Se, hun smiler jo," sagde Louis, og man kunne tydeligt høre smilet, i han stemme.

"Klare du den?" spurgte Liam lidt efter. Jeg vidste ikke hvem han spurgte, og selvom jeg gerne ville, kunne jeg ikke åbne mine øjne. Det var som om, at mine øjenlåg var limet sammen.

"Godnat så," sagde Harry og lidt efter blev en dør smækket. Den eneste lyd jeg kunne høre var Zayn der nynnede. Jeg lå i hans arme, mens han vukkede mig. Smilet på mine læber ville simpelthen ikke gå væk.

Zayn begyndte roligt at nusse min kind, og jeg kunne mærke at han tørrede en tåre væk. Selom jeg prøvede at stoppe dem, kunne jeg ikke. De fandt deres vej ned ad min kind. Tanken om at jeg ikke kunne huske noget, var skræmmende. Og tanken om det drengene sagde i min drøm.. var det virkelig rigtigt? Var der virkelig ingen der gad mig ? Var det derfor jeg havde prøvet at drukne mig selv? Jeg kunne ikke lide den, og den fik mig til at ryste. Jeg begyndte at ryste og hulke i Zayns arme. Zayn spurgte ikke ind til det, han vuggede mig, og nynnede en beroligende melodi, for mig. Jeg var taknemmelig for at han ikke sagde noget. Jeg var bare glad for at han var hos mig, og berogligede mig.

"Zayn?" mumlede jeg efter lidt tid, hvor jeg havde fået samlet kræfter, men stadig med mine øjne lukket. "Mmmh.." savrede han, hvilket overraskede mig, da jeg egentlig troede at han var faldet i søvn, selvom han stadig nynnede for mig. "Vil du ikke synge for mig?" spurgte jeg, uden at vide om han overhovedet kunne synge.

"I thought I saw a girl brought to life
she was warm, she came around like she was dignified
she showed me what it was to cry
Well you couldnt be that girl I adored
You don't seem to know, don't seem to care what your heart is for
But I don't know her anymore
There's nothing where she used to lie
My conversation has run dry
That's what's going on, nothings fine Im torn

Im all out of faith, this is how I feel
Im cold and I am shamed lying naked on the floor
Illusion never changed into something real
Im wide awake and I can see the perfect sky is torn
Youre a little late, Im already torn.."

 

Zayn sang utrolig godt, og til lyden af hans beroligende stemme, og stille vuggen, faldt jeg i en, forhåbentlig, drømme løs søvn.

 

***

 

Jeg vågnede ved at duften af pandekager og bacon fylde min næse. Det var lige hvad jeg trangte til. Jeg kunne stadigvæk mærke stærke Zayns arme om mig, og det gjorde mig glad, at han ikke var gået fra mig. Jeg åbnede øjnene, og så en sovende Zayn, hænge med hovedet. Han sad op ad væggen med sprædte ben, og jeg lå op ad ham, mellem hans ben.

"Godmorgen, smukke" sagde Zayn, da han åbnede øjnene og kiggede ned på mig. "Godmorgen," svarede jeg smilede til ham. Havde han lige kladt mig smukke? Men drengene i drømme havde jo sagt, at jeg var grim og klam og fed?

"Har du sovet godt?" spurgte han og kiggede på mig. Jeg vidste at han spurgte, fordi han ville høre hvorfor jeg græd i nat. Han strøg mig blidt i håret, mens jeg jeg lagde mig på side, og brugte hans ene år som hovedepude. Jeg trak på skuldrene, men en enkelt tåre fand dens vej ud af mit øje, og ned ad min næse.

Zayn sukkede, "Sarah, det gør os trisate at se dig sådan, vil du ikke godt fortælle mig hvad der er sket?" Han strøg mig stadig over håret. Jeg satte mig op i sengen og kiggede på ham, mens flere tåre fandt deres vej ned af min kind. "Hvorfor?" spurgte jeg stille og kiggede på ham. Han skulle til at åbne munden, da jeg igen sagde noget. "I gidder mig jo alligevel ikke. Ingen gidder mig, jeg er en klam, grim, fed so, som ikke fortjener at leve," det sidste råbte jeg, inden jeg sprang op ad sengen og gik hen til døren.

"Sarah.." prøvede Zayn, men det var forsent. Jeg skulle væk fra de her drenge. De ville sikkert kun 'hjælpe' mig, så de kunne dræbe mig, eller sådan noget.

På gangen mødte jeg Niall, som kom ud fra et værelse. "Hey Sarah, godmorgen," sagde han smilende. "Nej, Niall. Det er IKKE en godmorgen" sagde jeg surt, gik vidre. Jeg kom forbi et køkken hvor Liam og Louis stod og lavede mad. Jeg gik vidre hen til hovededøren og smækkede den, mens jeg hulkede. Jeg skulle væk fra det her lorte hul.

 

Jeg gik, og gik,og gik. Det var en kold efterårs morgen, og jeg havde kun hættetrøje og trusser på. Ikke en gang bh. Jeg havde ondt i mit knæ og mine tænder klaprede. Flere mennesker kiggede mærkeligt på mig, som om de væmmes ved mig.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg havde gået, men i hvert fald lang tid nok, til at jeg ikke kunne mærke mine tær eller fingre.

Jeg gik forbi en stor bygning, en bygning som minede om en skole. Den var rød, med en skolegård, cykelskure og et stort sort metal rækværk om dem. Stedet virkede bekendt, meget bekendt.

Jeg havde stået der i lidt tid, og da mit blik igen faldt på cykelskuerne, spillede der sg en film på min nethinde. 'Filmen' var som det jeg havde drømt. Drengen der skubbede til mig, og stillede sig i e rundkreds om mig. Da drengene i 'filmen' var gået, så jeg migselv rejse mig op, og sige 'Mor, hvorfor forlod du mig også? Hvorfor så du ikke bilen? Hvis du bare havd set den, kunne vi stadig ha' boet i Irland.'

Irland? Så jeg kom altså fra Irland. Hvorfor havde jeg så ikke en irsk accent? Der kunne være så mange grunde det. Det var bare mærkeligt at tænke på, især når jeg ikke kunne huske noget.

Jeg gik længe, og efter noget tid kom jeg til en park. Jeg satte mig ned på en bænk under et træ, også selvom det var pisse koldt. Jeg trak mine ben op under mig, og krammede dem. Jeg frøs meget, kunne ikke mærke mine tær og fingre, og jeg havde 100% blå læber.

Jeg var den eneste i paeken, og jeg anede ikke hvor jeg var. Jeg vidste ikke engang om drengene var taget ud for at lede efter mig. Jeg begyndte igen at gå vidre, og da jeg kom hen til stort træ, spillede der sig igen en 'film' på min nethinde.

"Sarh" råbte nogle piger. Jeg lod som om jeg ikke hørte de, selvom jeg havde. Jeg vidste også godt hvem det var. Samantha og Maddison. Skolens to purpolære piger. Samantha var cheerleader og Maddison var kærester med skolen lækreste fyr. Samantha og Maddison, eller som jeg fortrækker at kalde dem; Team Slutty, for ikke nok med at de var to blondiner, så var de også virkelig slutty, havde selvfølgelig også en hel el 'veninder'. Det varpiger som så op til Team SLutty, piger som gjorde alt for ikke at blive udstødt, eller hatet på. Jeg havde aldrig kunne lide Team Slutty, de havde altid behandlet mig dårligt, måske var det fordi jeg havdesagt min mening om dem; At de var to blondiner der bare gjorde alt for at blive omtalt om 'Slut'. Nu kunne jeg ikke gå nogle steder uden at de ville følge efter mig. Og der hang altid sedler på mit skab hvor er stod 'Freak', 'Get a life' eller 'Nørd'. Team Slutty var kommet hen foran mig, og en af 'veninderne' rev min bogud af hænderne på mig. "Sarah, det er ikke pænt at ignorefolk. Har din mor ikke lært dig det?" sagde Samantha, "Åh ja, det er jo også rigtigt. Hun skred jo fra dig." Jeg rejste mig op og svang min takse om mig. Jeg var virkeligikke i humør til det. Maddisn knipsede med fingrene, og hurtigt var jeg omringet, af en flok pige md alt for nedringede bluer og al´t for korte kjoler. "Det er heller ikke pænt at gå fra nogle der snakker til en," sagde Maddison og pustede røgen fra hendes cigarat ud i hovedet på mig så jeg begyndte at hoste. Samantha gik tættere på mig, "Tror I ikke at Sarah kunne tænke sig en makeover?" 'Veninderne' nikkede og finste, inden Maddisom, igen, knipsede. Hurtigt lå jeg på jorden kun i ført bh og trusser. 'Veninderne' stod med mit tøj i hånden og rev det i stykker. Lige inden Team Slutty gik, slukked Maddison sin cigarat på din mave og Samanthe sim på dit lår. De gik derefter grindende væk, mens du bare lå o skreg på den kolde jord.

 

Jeg std som stivnet. Hvorfor så jeg alt det her? Jeg løftede op i min t-shirt og så mærket af cigaratten, samt andre ar. På låret kunne man også se aret fra brænsret.

Jeg begyndte at græde, men jeg bare stod som limet fast til jorden. Da jeg cirka havde stået sådan i ti inutter, begyndte vreden at komme. Jeg blev sur og ked af, det følte en trang til atslå noget. Hvad gik der af mig? Jeg var faktisk bange for mig selv.

Jeg begyndte at løbe, hvorhen vidste jeg ikke. Jeg ville bare løbe vreden væk. Jeg kunne ikke holde ud ikke at kunne huske noget. Eller på en eller anden mærkelig måde, kunne jeg faktisk godt huske det. Jeg kunne godt huske mine følelser, og trangen jeg havde til bare at tude, da Team Slutty kaldte på mig. Men var det ikke bare noge jeg bildte mig ind, eller var detet falshback?

Tårene løb ned af mine kinder, og jeg kunne ikke få dem til at stoppe. Jeg tror jeg havde løbet i 15 minutter, da så noget der fangede mine øjne.

Det var et skilt foran kiosk, med teksten "Politiet efterlyser bekendte til forældreløs pige"  også et billede af mig.

Jeg gik ind i kiosken, stadigvæk kun med mine trusser og en hættetrøje på - hvilket førte til at folk kiggede mærkeligt mig. Mit ansigt så sikkert også mærkeligt ud, efter jeg havde grædt, og mine fødder var beskidte og følsesløse, mine øre kunne jeg heller ikke mærke.

Men kan man egetlig det?

Inde i kiosken var der lunt, og langsomt kunne jeg mærke mine fødder igen. Jeg gik hen til en hylde med blade og så mig selv på alle forsiderne. Jeg rakte ud efter det nærmeste bled, og slog op på siderne om mig. ¨Det varen dobbelt artikel, og jeg kunne lade vær med at være lidt stolt.

'Sarah Matthews blev i sidste uge reddet fra en drukne ulykke. Hun blev fundet ud ved Eastwest Beach af en flok drenge. Da drengene fandt hende ringede de hurtigt til alrmcentrale og begyndte derefter at give livreddene førsehjælp. - Sarah var meget heldig, hvis drengene ikke havde fundet hende havde hun ikke overlevet. 2 minutter mere uden at få førstehælp, ville hun ikke ha' været levende. Hun har fået kraftigt hukommelsestab, men der 97% chance for at hun for den tilbage, udtaler Dr. Smith. Drengene vil helst forblive anonyme, men en kilde fortæller at når tingene er faldet på plads, vil de måske stå frem, som Sarahs rednings mænd. Politiet beder alle der kender noget til Sarah henvi...'

Hånd rev avisen ud af mine hænder. Hvorfor kan folk ikke respektere at man læser? Er der ingen de tager hensyn til nogle, eller hvad?

Okay, måske må man ikke bare stå og læse i et blad den at købe det, men alligevel..!

Jeg vendte mig om, og et par brune øjne kiggede ind i mine. Jeg skulle til at sige noget, da han åbnede munden. Hvad lavede han her?

"Sarah, vi har været så bekymret for dig! Hvorfor skred du bare? Du har været væk i over 2 timer. Du  har jo heller ikke nogt tøj på, og du har ikke fået noget mad?" Zayn så bekymret på mig, men jeg vidste godt at han ikke talte sandt. De ville jo ikke en gang stå frem som mine redningsmænd.

"Og hvorfor skulle jeg tro på jer?" sagde jeg, mens jeg gik forbi ham så min skulder 'uheldigvis' ramte hans.

"Hvad mener du? Hvorfor skulle vi ikke være nekymret for dig?" sagde Niall, da jeg var gået ud ad kiosken. De kiggede alle bedrøvet på mig, men jeg vidste godt at de ikke mente det. I stedet for at svare gik jeg hen til deres bil, som je kunne kende fra i går.

"Jeg ved jo godt i ikke mener det. Bare kør mig hjem," sagde jeg hårdt, og kiggede på dem. De ko hen til mig, og Louis låste bilen op.

 

***

 

Vi var kommet hjem, og jeg var lige stået ud tog mit undertøj på. Jeg havde kun et per, så jeg havde ikke andet end det jeg fik af drengene i går, men jeg havde regnet med at jeg ville købe et nyt par, med de 200 pund jeg havde fundet i min pung.

Jeg gik ud fra badeværelse og ind på værelset hvor jeg fandt noget tøj. En af drengen havde været så venlige at låne mig en t-shirt og et par jogginbukser, og selvom jeg varaf badet. Turen hjem havde været ret så akavet, ingen sagde noget. Jeg sad bare hele vejen og kiggede surt ud af vinduet.

Jeg tog et håndklæde og snogede det om håret, inden jeg  sure på dem, havde jeg taget i mod det. Hættetrøjen, som åbenbart var Louis', havde jeg lagt til vask.

Jeg gik ud på gangen, men stoppede da jeg hørte nogle snakke.

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Undskyld undskyld undskyld!!! Jeg er ked af at jeg ikke har skrevet i laang tid! Men jeg har ikke kunne overskue det, og har haft meget travlt! Håber ikke at det gør noget!

 

Hvis I ikke allerede har gjordt det, vil det betyde meget hvis I ville tjekke mine Imagines ud! Hvis I ikke er til nogle ret dirty nogle, så kan i bare springe de første fire over! Jeg vil fremover skrive hvis der er beskidt indhold.

Btw, hvad siger I til de der rygter om at Liam og Danielle ikke er sammen mere? Jeg ved ikke hvad jeg skal tro, men jeg glæder mig til at få det be eller afkræftet i morgen i Alan Carr show!!

xoxo

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...