Only For You{1D}

Tænk på at have et barn på to og være 18. Samtidig er du blevet fordrevet fra din familie fordi du har fået en datter. Fordi du blev voldtaget. Og så bor du end da på gaden i London!! Sådan har Sushi Walsh det. Hendes datter Eli betyder mere for Sushi end nogen andre. En dag er Sushi og Eli i park. Der begynder det at regne. En fyr kommer og nærmest tvinger dem hjem til sig. Det viser sig at fyren er kendt. Han præsenter Sushi for sine venner. De er alle medlemmer af det verdensberømte band One direction. Men der sker lige det med Sushi som ikke rigtigt må ske. Hun bliver forelsket i en af dem. Men hvad vil folk ikke tænke om hende? Og hvordan vil det gå med lille fine og fantastiske Eli?
Læs med :D

26Likes
19Kommentarer
2855Visninger
AA

8. 7

Jeg kigger på Elis værelse og smiler stort ned til Eli. Hun står og kigger sådan halv smilende til mig. Hendes værelse er malet med prinsesser, feer, havfruer og alt muligt eventyr noget som min mor har betalt en kunstner eller noget for. Hun har fået en ret stor seng som bliver i prinsesse temaet og selve sengen er lyserød endda. Hun har alt muligt legetøj og så har hun et hjørne jeg ikke kan lide. Der er næsten kun One Direction ting og en papfigur med Niall står lige ved siden af hendes seng.

”Kan du lide det søde?” Jeg sætter mig ned på hug og smiler stort til hende.

”Jeg vil bare have Niall.” Eli kigger på mig med store øjne. Jeg sukker dybt. Hun har ikke været så glad i de sidste par dage. Hun nægter at sove med sin Perry bamse, hun sover uroligt og hun har ikke så meget lyst til længere at sove. Hun er bare halv trist og leger kun lidt med alle hendes nye ting.

”Vil du ikke med ud og få en is søde?” Jeg smiler stort til hende og tager fat i hendes hænder.

”Jo jo…” Hun smiler svagt og jeg løfter hende op. Jeg går hurtigt ned til mor og sætter Eli i gangen for at hun kan få sko på.

”Mor vil du med ned og få is?” Jeg har kun lige sagt det før at min mor dukker op i gangen.

”Jo selvfølgelig.” Hun smiler stort til mig og jeg tager mine halvslidte converse på. Eli kæmper irriteret med sine sko. Jeg smiler svagt og lukker dem for hende. Jeg retter mig op og hurtigt efter sidder vi alle ude i min mors bil. Eli er lidt gladere, jeg aner ikke hvorfor men det er hun altså bare.

Bilen stopper og jeg spænder Eli fri så hun hurtigt kan komme ud. Vi stiller os hen i kø og får hurtigt en is til os vær. Og stædig som Eli er nægter hun at ville have andet end en softice og ved i hvor besværligt det er at få ud af hår?! Meget! Eli begynder koncentreret at spise men bliver halvt inde i et overiset ansigt afbrudt af noget. Jeg ved ikke hvorfor jeg går op i det for Eli bliver afbrudt af næsten alting men pludselig ligger hun sin is og hopper ned fra bænken og spæner så hurtigt hun kan over imod det der afbrød hende.

”Eli!” Vi råber cirka samtidig og jeg klasker min hånd op på min mund. Sig han ikke hørte mig. Jeg følger Eli med blikket hele vejen over til en halvhøj irsk blond dreng som tager imod hende med åbne arme. Okay jeg har to muligheder. Det kan være at han slet ikke har opdaget mig og at han ikke spørger Eli om hvor jeg er eller at løbe lige nu inden han når at komme hen til mig.

Han siger smilende noget til Eli som peger over imod os med et overivrigt ansigt og Nialls blik falder på mig. Jeg kan mærke forvirringen stå ud af hans øjne og jeg har bare lyst til at forsvinde væk fra hans blik. Hvorfor sker det her altid for mig?! Niall og Eli bevæger sig over imod mig.

”Øhm mor jeg skal lige… noget!” Jeg rejser mig op og bevæger mig i hurtige skridt væk fra bænken. Løbende skridt lyder lidt efter bagved mig og jeg kan mærke en hånd gribe fat om mit håndled. Jeg stopper op i en brat bevægelse men jeg vender mig ikke om. Hvis jeg ser ham bukker jeg under. Det kan jeg ikke. Jeg må stå fast for Eli. Selvom hun nu ikke kan se det så er det sådan det skal være. Selvom jeg heller ikke kan se det…

”Sushi.” Den irske accent lyder perfekt i mine ører og det går op for mig at det er længe siden at jeg gik derfra. Det er 2 ugers tid siden. Det tog ret lang tid at lave Elis værelse så jeg har prøvet ikke at tænke for meget på det. Jeg kan ikke huske den præcise blå farve i hans øjne eller hvordan at hans hår sidder perfekt uanset hvad. Jeg bider mig i læben og kæmper for at bekæmpe mig selv.

”Sushi kig på mig.” Nialls stemme er lettere bestemt men ekstremt blid samtidig. Jeg lukker mine øjne og vender mig langsomt om. Jeg må ikke åbne mine øjne. Så går det helt galt. Det værste er nok at jeg bliver så påvirket af hans stemme.

”Kig. På. Mig.” Niall siger ordende langsomt og tydeligt. Jeg sukker dybt og åbner langsomt mine øjne. Hans øjne overvælder mig på en eller anden måde og jeg føler at mine ben snart knækker sammen under mig. De er så blå, så smukke, så perfekte.

”Hey.” Nialls stemme er pludseligt meget afslappet og jeg kigger over imod min mor som sidder med Eli som bare smiler lykkeligt.

”Hej…” Jeg kigger ned i jorden for ikke at få øjenkontakt med ham. En varm hånd bliver lagt på min arm og jeg ryster den hurtigt af mig.

”Hvorfor forsvandt i? og hvorhen?” Jeg kan mærke Nialls forvirrede blik på mig og jeg sukker. Jeg kigger op og hans øjne fanger mine.

”Vi bor hos min mor. Det er det bedste…” jeg bider mig i læben og stopper med at tale. Jeg kan ikke fortsætte. Det kan jeg ikke uanset om jeg så gerne vil. Min stemme føles som om den kan knække over hvert sekund.

”Hvorfor er det bedst?” Niall hæver sine øjenbryn og jeg smiler svagt over… ham. Han er så perfekt. Og nej ingen er perfekte. Men det er lige netop det der gør ham perfekt. At han er så anderledes end andre gør ham perfekt.

”Eli kan ikke vokse op med en mor som dater en verdenskendt. Det vil jeg ikke have.” Jeg taler bestemt lige pludseligt. Selvfølgelig. Hun ville aldrig få fred ellers. Det er faktisk det bedste. Jeg drejer rundt på mine hæle og begynder at gå væk. Niall kalder på mig men jeg fortsætter bare imod Eli og min mor. Eli kigger forvirret på mig.

”Niall?” Hun kigger om bag mig på Niall og jeg kigger hen på ham. Han ligner en fortabt hundehvalp og Eli kigger på mig med et blik der ligner hans. Jeg løfter Eli op med en halvbestemt bevægelse og hun kigger fortvivlet på mig.

”Kom Eli vi skal hjem.” Jeg begynder at gå og håber at min mor følger med. Elis øjne kan jeg se bliver fyldt med store tårer og hun rækker ud efter noget, eller skulle jeg sige nogen, bagved mig.

”Far.” Hendes stemme er høj og grådkvalt. Min mor siger at hun kommer om lidt og jeg skynder mig bare imod bilen. Jeg skal have Eli væk nu. Ellers fortryder jeg og jeg kan ikke fortryde noget som helst nu. Man kan ikke hoppe og så bare flyve tilbage.

Men var det ikke det jeg gjorde med Niall? Hoppede i med begge ben og stak jeg af? Er det ikke det samme? Eli sidder og hvisker med sig selv og siger nogle gange ord højt og jeg får det mere og mere dårligt med mig selv over hendes ord. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...