A smile in the rain (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2012
  • Opdateret: 7 maj 2013
  • Status: Igang
Den 18-årige Julia Williams lever et helt normalt liv. En dag begynder hendes stedfar at opfører sig underligt og truende.
Hendes skoledage er altid de samme og hun hader det.
Hendes mor døde i en bilulykke da hun var 14.
Det eneste hun har som hun kan udtrykke sig med er sin guitar..
Hun får det svært da hendes stedfar går for vidt.
Men en dag støder hun ind i en charmerende fyr med det sødeste smil, de flotteste blå/grå øjne og lysebrunt hår fra det verdensberømte band kaldet: One Direction.

2Likes
6Kommentarer
649Visninger
AA

2. A New Mood

Julias synsvinkel:

Jeg vågner ved lyden af den kraftfulde regn der trommer mod vinduet. 
Underligt.
Min stedfar plejer ellers altid at vække mig... 
Jeg sætter mig op og lytter. Jeg hører ikke noget. Han er måske gået sig en tur. Han er førtids-pensioneret efter en bilulykke for 4 år siden, så han er jo ikke på arbejde. Jeg kigger på min mobil. Klokken er 07:17 så jeg har ikke så travlt, eftersom jeg først skal møde i skolen kl. 08:15.


Jeg vælter ud af sengen og sidder lidt og lyttede endnu en gang. Jeg tager min mørke-lilla morgenkåbe på og bevæger mig ned i køkkenet. Der er tomt og stille. Sådan her plejer det slet ikke at være. Der er altid musik og morgenmad på bordet. Jeg står midt i køkkenet da jeg hører nogle flasker klinge forsigtigt mod hinanden. Jeg går ind i stuen og ser min stedfar, Robert, ligge på sofaen. Han har en flaske i hånden og der står nogle flere på bordet. Jeg stivner i et øjeblik da det går op for mig hvad han har gjort. 

Sådan plejer Robert slet ikke være. Han plejer at være glad og smilende, trods sine mange smerter i ryggen efter bilulykken. Han drejer sig en halv omgang og begynder at snorke.


Jeg drejer om på hælene og går lydløst tilbage i køkkenet. Jeg tager en portion Corn-Flakes og går op på mit værelse igen. Jeg smider mig på sengen og ligger og tænker lidt... Jeg tager mig sammen og rejser mig op. Jeg kommmer i noget tøj og binder mit hår op i en lidt rodet knold. Jeg ligger hurtigt min meget enkle make-up og går ned igen. Nu er der lyde fra køkkenet. Robert er oppe. Jeg går langsomt ud i køkkenet. Robert står med ansigtet begravet i et glas vand, som om han prøver at skylle noget ned. Jeg lader som om jeg ikke havde set det og forsøger mig med et "Godmorgen". Han kigger på mig og smiler falskt.

"Nå Julia! Er du allerede oppe? Jeg... øh... skulle lige til at lave morgen mad til dig.." siger han og vakler lidt og må gribe fat i kanten af køkkenbordet. Jeg kan se i hans øjne at der er noget galt.
Jeg ved det egentlig godt, men vil ikke indrømme det. Jeg går ud i gangen og svinger min skoletaske over skulderen.
"Jeg er sent på den. Jeg smutter. Vi ses!" råber jeg og åbnede døren. Han svarer med et sølle "jaja". 
Jeg går ud af indkørslen og hen mod skolen med mine hovedtelefoner i, og høj musik 

Klokken ringer og jeg dumper ned på min plads. 
Susan Sunshine kommer hen til mig og begynder at kommentere mit tøj. 
Susan er klassens snob og modediva. Hun er møg irreterende. Vi var bedste veninder indtil 4. klasse. Før hun blev verdens dronning.
Prøv bare at smag på navnet.
Susan Sunshine.
Eow, dødsygt

Læreren kommer ind i klassen og timen begynder. 

Skoledagen snegler sig fremad, men der er nu kun 5 min. til at vi har fri.

Klokken ringer og papirark flyver omkring i lokalet. Jeg skynder mig bare ubemærket ud af klassen.
Skolen og dens lugt og stemning gør mig i dårligt humør. Jeg småløber ned ad den store trappe og smutter ud gennem hullet i hækken bag skolen.  
Jeg sætter mine hovedtelefoner i ørene og skruer op. 


Jeg kan godt lide vejret. Regnen der trommer blidt på min hat i regnjakken er faktisk beroligende. Den friske duft af regn og kølig vind. Jeg beslutter mig for at gå igennem parken. Nu hvor det regner, er der måske ikke så meget liv som der plejer, men det gør mig ikke så meget lige nu. 
Jeg drejer ind af den lille grusvej og ind i parken. Der er ikke nogen udover mig. I hvert fald ikke nogen jeg kan se.

Jeg når ikke at gå ret langt før jeg ser en bold flyve over en stor busk, lige imod mig. Jeg bliver ramt lige på siden af hovedet og mister balancen. 
Jeg tager mine hovedtelefoner ud og stopper dem ned  i lommen. Alting er lidt sløret for mig og jeg orker ikke rejse mig.
Jeg bliver liggende og lytter.
"Flot Hazza!" hører jeg en stemme råbe. Jeg lytter videre.
"Hey! Det var ikke mig! det var Boo-Bear!" råber en meget britisk accent.
"Nialler, du henter!" bliver der råbt.
"Hvorfor mig?! Det var Harry" råber en irsk accent.
"Okay, Okay! Jeg henter!" råber en ny stemme.
"Vent! Liam, jeg tror den røg derover!" hører jeg en lidt lysere stemme sige.
Jeg sætter mig op da jeg hører skridt i min retning.

To drenge kommer til syne bag busken. De snakker og fjoller og går lige i mod mig. De har ikke set mig endnu. 
Jeg prøver at tyde om det er nogle drenge jeg kender, men nej. Det mener jeg ikke det er, selvom mit syn er sløret. 
De ser mig og løber over til mig. 
De er nu helt henne ved mig og jeg mener stadig ikke at det er nogen jeg kender.
Den ene er høj, muskuløs og har nogle flinke og lidt bekymrede brune øjne. Hans hår er lysebrunt og han har en sort T-shirt på.
Den anden er knap så høj, men ikke lille. Han har nogle flotte arme og et par blå øjne. Hans hår er brunt og han har en Manchester United T-shirt på.
Heey.. Det er også mit ynglings-hold!

"Er du okay?" spørger ham med de brune øjne. Han kigger lidt bekymret på mig og hjælper mig op.
Jeg tager mig til hovedet og kniber øjnene sammen.
"Hvem er du?" spørger jeg. 
"Jeg hedder Liam....." han ville have sagt noget mere men jeg vaklede bagover. Jeg gjorde mig klar til at ramme jorden hårdt, men bliv grebet af et på stærke arme.
"...... og det der er Louis" siger Liam med et lille smil på læben.
"Jamen halløj da, Lewis" siger jeg lidt halv-flabet.

Flot klaret, Julia! Du har lige ødelagt den fine stemning! Super!

"Louis" retter han med et smil på læben. 

Jeg holder øjenkontakt i de smukke blå øjne. Pludseligt går det op for os begge at jeg stadig hænger i hans arme. Han hjælper mig op. 
"Kom med!" siger Louis og tager om mit håndled og trækker mig blidt, med Liam lige i hælene. 

Vi stopper foran tre andre drenge. En med lyst hår, en med krøllet hår og en med sort hår der stritter lige op i luften. 

"Heeeey, hvor kom hun fra??!" spørger ham med det krøllede hår nærmest glad. Han kigger lidt flirtende på mig. Jeg kigger væk.

"Ja, det var hende du skød ned med fodbolden" siger Louis og Liam kaster fodbolden til ham.

"Jeg undskylder mange gange!" siger ham med krøllerne overdrevet.

"Harry!" siger ham med det sorte hår dæmpet og giver ham én på skulderen.

"Hvad?" råber ham der så må være Harry.

Den lyshårede griner og kommer hen mod os.
"Så.. Hvad hedder du?" spørger han med et smil.

"Julia Will...." mere når jeg ikke at sige før det går op for mig.

"OMG, i er One Direction!" siger jeg og er overrasket over at det først går op for mig nu. Wauw, ham Harry må godt nok have skudt hårdt!

                                                ***

Nå, hvad synes i? Det er min første Movella, så skriv gerne jeres mening:) Xxx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...