I Would Walk Miles For You. [1D]

Sophie er navnet på den pige, hvis drøm er gået i opfyldelse.
Sophie er en 16-årig pige, som skal til London for at leve sin drøm ud, nemlig at gå i en engelsk skole og forhåbentligt støde på 1D drengene.
Hendes mor har arregenseret det hele og fortalt alt hvad Sophie skal vide. Men der er dog én ting Sophie ikke ved, og hendes mor vil ikke sige det.
Hvad Sophie ikke ved er at hun går 2 overraskelser i møde. Hvordan vil hun tage imod dem? Bliver den en god reaktion? Bliver hun sur? Eller er det godt?
*DER KAN VÆRE ANSTØDRIGT SPROG BRUG OG SCENER DER MÅSKE IKKE ER FOR DIG, SÅ DEN LÆSE PÅ EGET ANSVAR!*
Håber i vil nyde den.

7Likes
9Kommentarer
1464Visninger
AA

8. Kapitel 6.

 

Liam nikkede forstående mens Harry så helt skuffet ud, men hvad skal jeg sige, jeg hader gyser film! "Kom, nu Sophy, bare en enkel film, så svært kan det da ikke være?" Jeg så op fra min mad som jeg havde siddet op nippet lidt tid det sidste stykke tid. "Jo, jo det er," Jeg kiggede over på Zayn, som lignte en der betragtede hver og en bevægelse som jeg lavede. Han rejste sig op med et lumsk smil og stod nu foran mig, "hvis du ikke vælger, vælger jeg bar en," Harry gispede som om det var en drama film og de andre rullede rundt på gulvet af grin, mens Zayn stod og så helt seriøs ud. Mens jeg ikke rigtig kunne holde masken.

Langt om længe blev vi færdige med at grine, og jeg sad nu 'helt' seriøs på stolen foran Zayn igen. Han sad med et blik jeg ikke rigtig kunne læse. Han lignede en der kunne gå ind og vælge Peter Plys i hunrede meter skoven eller Saw, eller hvad de nu hedder? Jeg hader dem hvorfor skal jeg så kunne navnene på dem? Pff! Han rejste sig, stadig med det luskede smil og gik ud af døren. Så jeg går ud fra han gik ind i stuen, for de andre gik med..

Efter at drengene forlod mig alene i køkkenet, var jeg rykket ind i stuen hvor de havde fundet en film der var okay, men heller ikke min smag. Men det bedste af det hele var; IKKE EN GYSER! Jeg fik ikke navnet på den, men aftenen var hyggelig.

"Drenge jeg er super træt, såå, jeg smutter ind i seng." Først så de mærkeligt på mig. Men da Niall så sagde han også gik ind, fik de jo selvfølgelig mistanke og troede at vi havde noget. - hvilke vi ikke har! Hvert fald fra min side. -

Jeg stod på badeværelset og betragtede mit spejlbillede, ikke fordi jeg er selvglad eller noget men du gør det også selv når du børster tænder så ingen sure miner! Jeg spyttede ud, skyllede min mund, sat mit hår op i en høj hestehale og skiftet til nattøj inden jeg trak ned i dør håndtaget for at gå ind i stuen og sige godnat til de andre drenge

"God..." Jeg stoppede op da jeg så de ikke var i stuen, så jeg tænkte at de sikkert var gået i seng eller stod klar til at skræmme livet af mig. Mit hjerte begyndte at hamre, for jeg hader mørke og man ved aldrig hvor 5 drenge kan gemme sig henne på et lille hotel værelse.

Jeg smækkede døren i, og kravlede over i sengen, hvor jeg lagde mig godt til rette i sengen. "Ligger du godt nok nu?" Jeg vendte mig om og så ind i Niall's blå øjne der lyste hele rummet op, "hm, undskyld, ja.. Godnat.." mumlede jeg tilbage og lukkede øjnene i. "Godnat," mumlede en masse stemmer tilbage. Vent! En masse?! Det jo kun mig og Niall der ligger herinde?! Jeg rejste mig op i sengen og tændte for den lille nat lampe der var, hvor 4 skikkelser kom frem af lyset. Jeg sukkede og lagde mig ned igen.

Drengene synes det var hylende morsomt at jeg reagerede sådan, jeg mener jeg sukkede jo bare og lagde mig ned igen? Medmindre.. Ja, jeg lavede sikkert en grimasse, eller noget. Det kunne godt ligne mig! "Så det ikke sjovere drenge," mumlede jeg og var tæt på at falde i søvn, "undskyld, du lavede bare en ret sjov grimasse," jeg skulede med lukkede øjne over på drengene, der straks stoppede med at grine. Herligt.. Jeg slukkede lyset, vi sagde godnat og lidt efter sov vi. 

 

 

***

 

Jeg slog øjnene op da jeg kunne mærke min ryg ikke havde det så godt. Som om jeg havde ligget på gulvet hele natten. Ganske rigtig lå jeg halvt på en af drengenes madrasser, mens de fyldte hele sengen.

Jeg sukkede højlydt og rejste mig irriteret fra sengen. Sådan noget sker altid for mig, hvorfor mig? Hvorfor skulle jeg ende nede på gulvet og sove pisse dårlig? Allerede nu kunne jeg mærke mit humør var lort så, de skulle passe på med hvad de gør og siger idag, for mit humør kan let springe ved blot en latterlig kommentar eller bemærkning.

Jeg sad ved køkkenbordet med en kop te. "Når har du sovet godt?" Jeg drejede hovedet mod døren hvor jeg så 3 drenge stå og næsten flade af grin, men de skulle nødig grine.. Jeg rystede stille på hovedet og koncentrerede mig igen om min te kop. De satte sig med et bump ved bordet og straks gik Liam i gang med noget morgenmad. 

"Såå drenge, hvorfor endte jeg på gulvet i nat?" De kiggede op på mig. Lige nu var jeg iskold, igen skulle placere mig på gulvet uden at spørger mig om fucking lov. Okay ja det bare et gulv, men jeg har sovet af helved til! Jeg kiggede tålmodigt på dem og de kunne godt fornemme at jeg ville have et svar, "ser du, du lå og sov så trygt i går. Og vi andre kunne ikke falde i søvn så Zayn bar dig ned på hans madras og så lavede vi andre pudekamp." Jeg kiggede over på Harry og havde nær tabt underkæben. Bar Zayn mig?! Oh gud.. Hm, sådan nu er jeg færdig med at savle over ham.

"Hold nu op Louis, jeg siger ikke noget!" Igen havde Louis synes at det var meget morsomt at bringe 'hvem af os kan du bedst lide på banen?' igen, igen.. igen.. "Kom nu, vi siger det ikke til nogen," plagede Harry. Flot Styles i siger det ikke til nogen netop fordi vi allesammen er her. 

Jeg var kommet ud af emnet fordi døren 'uheldigvis' i Louis' øjne bankede på døren. I mine øjne var det også lidt uheldig, for gæt hvem jeg nu sidder i stue med? Hm. Nicky, Gemma, Anne og Robin. Jah de kom bare lige et smut forbi. Jeg mener det gør ikke noget, men de sidste par dage har bare været så fantastiske at jeg slet ikke har skænket Nicky en tanke. Hvilket jo er fremskridt i mine øjne. 

 

 

HARRY'S SYNSVINKEL:

 

Det var en rar følelse at hele familien sad her, + drengene og Sophie. Egentlig havde hun gjort fremskridt, hun havde ikke været negativ i nogle dage og tog stort set alt med et smil. Men om det var en facade vidste jeg selvfølgelig ikke.

Min mor kiggede over på Sophie, som også kiggede på min mor og smilede inden hun åbnede munden, "så Sophie, vi har fået skole parirene fra din og Nicky's skole og det viser sig i skal gå på samme skole i samme klasse," Sophie, stoppede med at smile og rystede på hovedet mens hun kiggede ondt over på mig. Jeg skulle til at åbne munden men Sophie afbrød mig, "nej.. nej, det kan ikke passe! Det sker bare ikke! Harry lovede mig at hvis jeg tog med skulle han nok ordne at mig og Nicky ikke skulle gå på samme skole!" Hendes stemme knækkede og hun kiggede en sidste gang over på mig. Hvordan kunne jeg være så dum at glemme det? Sådan en lille ting? En så lille ting der kunne ændre hendes hverdag fuldstændig og endda gøre hende glad? Og God!! Jeg er så meget på den! 

"Sophie, stop nu!" Sophie var flygtet ind på værelset mens jeg var helt væk i mine tanker. Først da jeg kiggede op så jeg det og løb straks efter hende, selvom hun ikke var flygtet væk. - heldigvis.. - "Hvorfor Harry, du lovede mig," mumlede hun og kiggede ned, "jeg ved det godt Sophie, jeg.. jeg.." Jeg kunne ikke sige det, ikke her, ikke nu, slet ikke når hun var i dette humør, tænk hvis hun ikke gengælder det? "Du hvad Harry?" Hendes tone var hård men og blid, "jeg.. jeg er ked af det Sophie," jeg kunne slet ikke for mig selv til det. Mig der altid er fremme og tør sige sådan noget? Men Sophie, hun er bare noget.. noget helt specielt. 

Mine forældre, Gemma og Nicky var taget hjem. Så nu sad vi her, hjemme i vores lille stue på Hotellet. Sophie snakkede stadig ikke til mig, eller også var det mig der ignorerede hende? Det kunne jeg ikke helt finde ud af. Men ærlig talt er der kun gået en uge af sommerferien, helt ærligt. Der er en masse uger tilbage og vi kan stadig nå at melde hende ud og få hende på en anden skole. Måske skulle jeg prøve at forklare hende det? Det en god idé, tænk hvis hun tilgiver mig for det? Eller nok mere, jeg håber hun gør det.

Jeg rejste mig fra sofaen med drenges blikke i nakken. Jeg skubbede forsigtigt døren til køkkenet op og havde nær skreget af forskrækkelse hvis ikke jeg var en dreng, jeg gik længere ind i køkkenet med hendes blik i nakken. Jeg fandt et glas, tændte hanen og fyldte glasset op drak det stilte glasset og gik stille tilbage igen. 

"Hør Sophie..." 

SOPHIE'S SYNSVINKEL:

 

"Hør Sophie,  jeg bliver nødt til at komme ud med det her," jeg kiggede forskrækket op da Harry slog sin hånd ned i bordet, men nikkede så forstående. Vi blev nødt til at snakke om det. Vi blev nødt til at finde en løsning, 1. fordi jeg ikke kan holde Nicky ud og 2. fordi der bare ville være akavet at være her. 

Harry og jeg fik snakket. Først var jeg imod hans idé men da det så gik op for mig at han rent faktisk sagde undskyld og stadig gerne ville hjælpe tog jeg imod hans hjælp. Men vi blev enige om at vente lidt, sommeren var trods alt først startet. Jeg ved godt min beslutning blev taget rimlig hurtigt men jeg orkede ikke rigtigt at diskutere med Harry. Og jeg måtte indrømme at drengen ikke er dum, for han har jo ret.

"Fik du overhoved snakket med Nicky?" Jeg kiggede op fra min mobil og rystede på hovedet. Det gjorde mig ikke noget at de kun kom for at sige det, selvom Louis og Liam bød på aftensmad og de afslog, jeg havde selvfølgelig savnet dem, men at de ikke blev og spiste aftensmad var ikke noget jeg kunne sætte mig ned og tude over. Hvis man skal se positivt på det slap de jo for Mine og Nicky's skænderier, selvom jeg indertsinde godt vidste at Nicky ville have et svar og jeg gerne vil have det ud af verdenen.

Min mobil viberede i min lomme, hvilke gav et sæt i mig og fik drengene til at skrige af grin. Jeg fik den med besvær op af lommen, ikke fordi mine cowboy bukser stramme, eller jo det er de, men fordi det er ret svært når man sidder ned. + så orkede jeg ikke at rejse mig op for jeg sad faktisk utroligt godt så hvem det så end er der skriver nu... de... de... jah jeg svarer dem. Hah! Okay, jeg er færdig med at være banlig nu.

Endelig fik jeg mobilen op og så hvem der havde formodet sig at skrive når jeg sad så godt i sofaen. Jeg låste min mobil op og så at Nicky havde skrevet. Jeg skulle til at låse telefonen da jeg bare ville ignorer hvad han havde skrevet, men Zayn som pludselig sad ved siden af mig havde åbnebart læst med over m skulder, "vent lige lidt!" Det gav et sæt i mig og jeg skreg af forskrækkelse. Jeg drejede hovedet, og mine arme kom med, for Zayn tog mobilen ud af hånden og så hvad Nicky havde skrevet.

"Du burde svare ham," mumlede han og gav mig mobilen kort tid efter, "jeg ved jo ikke engang hvad han har skrevet," Zayn trak på skuldrene og stod fast ved at jeg skulle svare ham, jeg sukkede irriteret og åbnede beskeden, hvilket fik Zayn til at smile tilfreds.

"Sophie, jeg ved ikke hvorfor du er så sur på mig og ikke kan lide mit nærvær, men jeg holder af dig. Det gør jeg virklig! Jeg viser det ikke, men det skal ikke stoppe mig fra de følelser du sætter i mig når du smiler og når du snakker. Bare din stemme gør mig glad og sender signaler rundt i min krop.Så jeg tænkte om vi ikke kunne mødes og snakke og så muligvis starte forfra?"

 En tåre trillede ned af min kind og jeg snøftede kort det var virklig sødt skrevet og jeg holdte også af Nicky inderst inderst inde, men turde ikke indrømme det.

Jeg gik ind i beskeder og svarede ham.

"Nicky, det nytter ikke du har haft din chance og du spildte den. Jo jeg kan godt ligge det her bag mig og så kan vi starte som venner. Men jeg har mit liv nu, og du kender ikke historien til mit had. Jeg beklager, vi ses Nicky.." 

 Jeg ved godt svaret var koldt og jeg har følser indebagerst i hjertet, men det er gamle følser det skal skiftes med nogen nye. Og så, så jeg bare ikke Nicky som andet end min ven mere, jeg har hadet ham så meget at mine nutidige følser for ham er fortid. 

Jeg sendte sms'en med besvær, låste mobilen, begravede mit hoved i mine hænder og begyndte så at græde. Græde, ville jeg nu ikke kalde det nok mere at tude, men mine gamle følser skulle ud. Ingen havde jeg nogen sinde snakket med det her om, udover Anna, men hun er i U.S.A så hende kan jeg ikke rigtig snakke med. Liam havde godt nok sagt at jeg skulle komme, men det er ret forsent nu, er det ikke? 

"Sophy, fortæl os hvad der er sket," jeg kiggede op fra mine hænder og fortrød straks da jeg så hvor sorte de var, jeg lignede sikkert en pandabjørn, ja det må jeg have gjort for Louis fandt det ret sjovt, "pandabjørn?" Drengene nikkede. Jeg sukkede og lænede mig tilbage i sofaen, "kom nu Sophie, du skal ud med det. Det ville rense dit humør fuldstændigt," jeg kiggede op på Liam, det så hel seriøs ud, måske havde han ret? Måske skulle jeg virklig fortælle dem det? Men hvordan? 

Drengene satte sig til rette i sofaen og jeg gik straks i gang med at fortælle. 

 

 

Kapitlet er ikke rettet igennem da jeg har ret travlt, så hvis der er stave fejl må i virklig undskylde! :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...