I Would Walk Miles For You. [1D]

Sophie er navnet på den pige, hvis drøm er gået i opfyldelse.
Sophie er en 16-årig pige, som skal til London for at leve sin drøm ud, nemlig at gå i en engelsk skole og forhåbentligt støde på 1D drengene.
Hendes mor har arregenseret det hele og fortalt alt hvad Sophie skal vide. Men der er dog én ting Sophie ikke ved, og hendes mor vil ikke sige det.
Hvad Sophie ikke ved er at hun går 2 overraskelser i møde. Hvordan vil hun tage imod dem? Bliver den en god reaktion? Bliver hun sur? Eller er det godt?
*DER KAN VÆRE ANSTØDRIGT SPROG BRUG OG SCENER DER MÅSKE IKKE ER FOR DIG, SÅ DEN LÆSE PÅ EGET ANSVAR!*
Håber i vil nyde den.

7Likes
9Kommentarer
1471Visninger
AA

2. Kapitel 2.

GEMMA'S SYNSVINKEL:

Det morede mig at hun ikke kunne se hvem jeg er, for hallo? Jeg er Harry Styles storesøster! Men det kunne jo godt være hun ikke var fan? Hvem ved?

Turen i bilen havde været akavet, min mor snakkede og snakkede, flere gange havde jeg løst til at bede hende om at holde kæft fordi jeg havde festet hele natten, men jeg ville heller ikke udstå for at være en kælling allerede første dag. Hvis i forstår? Sophie, - var det det hun hed? sikkert - når men hun snakkede ikke, hun svarede kort på min mors spørgsmål ellers sad hun bare og kiggede ud af vinduet. Jeg kan selvfølgelig godt forstå hun ikke bare snakkede og snakkede fordi hun var sikkert genert men.. Glem det! 

Jeg glædede mig som en gal til at komme hjem, min mor havde snakket i 2 uger om at vi skulle have 2 børn boende i lidt over et år. Nu havde jeg mødt Sophie, - hvis det var det hun hed? -

Gemma, du må lære hendes navn hvis du vil være hendes veninde! 

Når men jeg havde mødt Sophie, så nu manglede jeg bare den sidste. Min mor ville ikke afsløre om det var en pige eller dreng. Det eneste hun havde sagt var at personen var kommet i fredags. Lige den dag jeg tog hjem til min veninde på weekend. - Irriterende! - 

"Sophie hvis du tager din taske, så tager Robin dine kufferter.." Sophie og Robin nikkede, jeg gik op til huset og åbnede døren for dem. Jeg kunne ligeså godt begynde min 'få-en-ny-veninde' mission. Sophie og Robin fulgte med mig op til huset. Vi stod lidt og ventede på min mega langsomme mor.. Men til sidst kom hun dog. Jeg åbnede døren til huset og vi trådte allesammen ind. 

HARRY'S SYNSVINKEL:

Mig og drengene sad i stuen og spillede lidt. Niall sad med sin guitar og sang sammen med os andre. Det var godt, det var rart at sidde i deres selskab sammen med dem. De var altid så friske. Der var også en anden her, han havde været nede efter noget vand og gik så igen, så hans navn havde jeg aldrig rigtig fået og grunden til at han var her fik jeg heller ikke. Men det har nok noget med at gøre at jeg ikke har spurgt ham. Han kom bare ned og sagde 'hej' og så gik hen igen? Min mor havde gået snakket om at der ville komme 2  teenagere som skulle gå på engelsk skole, men hvornår de ville komme havde hun ikke nævnt noget om. Så jeg går ud fra han er den ene af dem? 

Hvor skulle jeg vide det fra, vi er først kommet her for nogle timer siden. Så lidt blank har jeg lov at være!

Vi stoppede da døren gik op og der kom stemmer ind i huset, et stort smil gled over mine læber, det var sikkert Gemma, mor og Robin. Jeg havde ikke set dem i lang tid så jeg glædede mig til at se dem. Jeg skulle til at rejse mig op for at tage imod dem men Liam holdte min skulder nede, "lad dem lige komme ind," mumlede han, jeg nikkede. Godt nok havde han ret, men nogle gange kunne han være for meget, men alt det fornuftige snak! 

"Gemma, viser du hende hendes værelse, så tager Robin hendes kufferter?" Okay nu er jeg sikker, det er dem og igen fik jeg lyst til at storme ud og omfavne dem, men holdt mig tilbage.. 

Gemma og Robin kom ind ind i stuen. Robin med 2 kufferter og Gemma med et kæmpe smil planet i ansigtet. Lidt efter kom der en pige, med lang brunt hår og nogle flotte øjne. Vent hun kigger ned i gulvet, så jeg kan ikke se dem. Ligemeget. Hun så godt ud selvom hun var iført joggintøj! Min mor kom også ind med et kæmpe smil, "hej!" Sagde hun og satte sig på den tomme plads, "hey mor.." mumlede jeg, drenge nikkede og smilte. Gemma, Robin og pigen gik oven på sikkert for at vise hendes hendes værelse. 

Gemma og Robin kom ned og satte sig ved os, "hey, hvem er hende...." mere noget jeg ikke at spørge om før det kom et skrig oppefra. Vi skyndte os allesammen derop  og med det samme så jeg hende, hun stod i døråbningen med tåre i øjnene og hendes kufferter havde hun tabt. "Hvad er der Sophie?" Spurgte min mor, Sophie pegede ind i værelset. Jeg gik ret selv sikkert derover det var sikkert bare en edderkop eller noget. De andre fulgte med bagved. "Oh, hej Nicky.." mumlede min mor, "hvad er der i vejen?" Spurgte Robin, Sophie, -  sikke et sødt navn, det passer perfekt til hende! - pegede ind i værelset, "ham... hv..hvad laver han her?" Mumlede hun. "Oh, det bare Nicky.." "Jeg ved godt hvem han er. Hvad laver han her?!" Afbrød hun min mor koldt, "han er ligesom dig, skal gå i engelsk skole.." mumlede hun. 

 

SOPHIE'S SYNSVINKEL:

Okay jeg havde glædet mig som en gal til at slippe væk fra Nicky, jeg havde endda overlevet flyveturen med den lille dreng. Også sidder Nicky fandme i det værelse jeg skal sove i som om intet er sket?! Jeg er ikke meget for at sige det, men enten skrider han eller også gør jeg! Jeg skal ikke nyde noget af at bo sammen med ham!

"Smut ud af mit værelse," mumlede jeg mens jeg gik forbi ham, "dit værelse? Ikke for noget men jeg har været her siden fredag, så...." mere nåede han ikke at sige for han blev afbrudt, "så i to, i skal bo sammen..." jeg kiggede over på Anne med et løftet øjenbryn, "bo sammen? Som i hverdag, hele tiden?" Spurgte jeg hun nikkede, "hah, det kan du godt glemme, enten skrider han eller også gør jeg." Sagde jeg, "jeg stemmer for du skrider," jeg vente mig om mod Nicky og gav ham fingren.

Jeg troede helt seriøst at det her skulle blive fantastisk, men det ændrede Nicky selvfølgelig på. Hvorfor skulle han forældre også sende ham her til? Jeg vidste godt han var dum og ikke så klog, men hvordan kan det her ændre sig? Mårske blev de trætte af ham, ligesom vi andre er?

Jeg vendte mig om og ville tage mine kufferter da jeg lagde mærke til de 5 drenge der stod med åben mund. Jeg gik i chok og mit hjerte stoppede med at banke. De 5 drenge der stod foran mig var One fucking Direction! Jeg ville skrige men kunne ikke, 1. fordi jeg er ikke fan, de er bare lækre. 2. jeg var stadig i chok og 3. de ville nok hade mig foraltid hvis de fandt ud af at de skulle 'bo' sammen med sådan en som mig..  

 

***

Jeg havde fået pakket ud og sådan og de andre var gået ned igen da jeg var faldet lidt til ro. Jeg gik og nynnede mens jeg pakkede mit tøj ud i det skab de havde tildelt mig. "Når, så er vi sammen igen var?" Jeg vendte mig om og så ind i Nicky's flotte brune øjne, åh Gud, hvorfor kunne jeg ikke være ligesom Anna som ikke var faldet for ham? Jeg vendte mig rundt igen for at ignorere ham, men han hev fat i mit håndled. "Slip mig!" Råbte jeg, "shhh..." mumlede han mod mit øre. 

"Nicky...." 

"Unger, der er aftensmad," blev vi afbrudt jeg smilede stort, slap fri fra ham og løb neden under hvor jeg blev mødt at 5 blikke. Åh nej havde lykkeligt glemt dem. Nicky kom lidt efter mig og gav min røv et klem, "hey, hun er min." Sagde han til dem, "hah, drøm videre..:" snerrede jeg og skubbede hans hånd væk. Han kiggede frækt til mig og sendte mig et jeg-får-dig-senere smil. Jeg ignorerede ham og gik ud i køkkenet.

Vi havde fået ris og karry sauce til aftensmad, hm, skønt efter en dårlig flyvetur og at jeg skal dele værelse med Nicky. Jeg sad ved siden af Gemma, som havde tilbudt mig en plads ved siden af hende, Harry havde kigget mærkelig på mig, men kiggede så væk igen. Det var vel hans plads Gemma havde tilbudt mig? Under hele aftensmaden kiggede de allesammen på mig og jeg kunne ikke forstå hvorfor. Havde jeg noget i ansigtet? Lignede jeg noget der var løgn? Hallo venner hjælp mig!

"Hvad?" Spurgte jeg da de havde kigget længe nok, "jep, som jeg sagde snot dum!" Jeg kiggede over på Nicky der havde ændret sig fra den søde fyr til den hårde fyr. "Mig, dum? Hvem er det der ikke bestod sin eksamen og skulle gå 9. klasse om?" Snerrede jeg, han kiggede på mig og jeg vidste jeg havde ramt ham. "Sophie!" Gispede Anne, jeg kiggede over på hende, med et ligeglad udtryk. "Som jeg sagde tidligere enten skrider han eller også gør jeg, vi kan simpelthen ikke sammen!" Sagde jeg stille, drengene - Niall, Harry, Louis, Zayn og Liam - kiggede skiftevis fra Nicky til mig og fandt det ret internesart for jeg kunne se på dem de holdte et grin inde.

Årgh hvor det dog irriterede mig at han havde den effekt, han gjorde mig sur, han gjorde at jeg blev kold, han gjorde mig i dårligt humør! Aldrig skal jeg snakke med ham igen!!

Jeg sad som den sidste tilbage ved bordet, de andre havde forladt det for længst. Jeg sad og snakkede med Anne mens hun tog af bordet. Jeg havde efterhånden lært hende af kende og hun virkede enormt flink. Jeg havde fortalt hende hvorfor jeg var sådan og hun forstod. Jeg var lidt i tvivl om, om hun bare lod som om, eller om hun virkelig mente dem, men det må jeg jo tage som det kommer. "Du behøver ikke blive siddende Sophie," sagde hun mens hun satte tallerkener på plads, jeg nikkede "tak for snakken," mumlede jeg og forlod køkkenet. Jeg gik ind i stuen og straks kom  alt opmærksomheden på mig, det var dog kun Gemma, Nicky og Robin der sad derinde. Men det var også 1 for meget.. 

Jeg gik stille op af trappen og åbnede døren jeg skulle til af lukke den da nogle stemmer lød, "øhm, jamen hej?" Jeg vendte mig om også dem. "Ups.. Fuck! Undskyld forkert værelse..." mumlede jeg og skulle til at gå ud igen men nogle tog fat i mit håndled. Og eftersom jeg ikke kender dem så godt kunne jeg ikke regne ud hvem's det var. "Du må godt blive.." mumlede han, jeg kiggede op i nogle flotte brune øjne. Zayn's. "Er i venner med Nicky?" Ja, jeg ved godt spørgsmålet var dumt, men jeg skulle under ingen omstændigheder være sammen med dem hvis de var venner med den dreng der knuste mit hjerte! Og ja det gjorde han da jeg tog ham i at være sammen med Lullo, og jeg har ikke tilgivet ham.. "Ehm, nej?" Jeg kiggede over på Liam der så forvirret ud, jeg smilte til ham og satte mig over i en seng.  Der sikkert tilhørte en af dem, men jeg var ligeglad, så sart er jeg dog ikke. Det første dag og jeg er super træt!

"Så jeg er altså i selveste Harry Styles hus?!" Jeg kiggede rundt på drengene der nikkede, "nu vil du ikke skrige vel?" Jeg så over på Liam og rystede på hovedet. "Oh godt!" Mumlede Niall, jeg sendte ham et smil. Det var stadig ikke rigtig gået op for mig at jeg var i samme hus som dem og jo, jeg havde SÅ meget lyst til af skrige, men jeg blev ved med at sige til mig selv; Jeg er ikke fan, jeg er ikke fan.. Pludselig var jeg ikke træt mere, men så alligevel.. hm. jeg kan ikke finde ud af mig selv mere.. 

Jeg lå i min en mands seng som jeg havde rykket væk fra Nicky, jeg skulle ikke dele seng med ham! Lige meget. Jeg lå med min mobil på facebook og fandt One Direction billeder. Jah jeg sagde tidligere jeg er ikke fan, de er bare lækre meeeen jeg havde sådan lyst til at skrige og det må vel betyde jeg er fan? Men selvom man ikke er fan kan man vel godt gemme billeder af dem ikke? Oh shit, Nicky kommer nu og jeg gider ham virkelig ikke. Men en ting kan jeg glæde mig til Gemma og jeg havde aftalt at vi skulle ned ti centrum imorgen og kigge butikker og ja glædede mig faktisk ret meget hun kunne blive en god veninde! 

Halløj, hvad synes i om at hun mødte sin gamle flamme på samme tur? Hvordan ender de? Altså nu har du boet i hus sammen én dag kommer der flere? 

husk at like og tilføj på fav. listen det vil betyde rigtig meget! Kys og kram! :-)<3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...