On My Mind | One Direction

Sød, ret så intelligent og køn pige er ord, der beskriver forkælede Chance Cameron. Chance er en meget populær pige, fordi hendes far ejer tonsvis af hoteller i hele England, men det gør ikke hendes liv bedre. Paparazzier er efter hende og dumme drenge ville have hende, men hun vil bare have et normal liv. Men kan en dreng med de smukkeste blå øjne, og pjusket blond hår med en guitar ændre hendes liv, da han og hans venner checker ind på hendes far hotel? Hvad skal hun gøre, når hun ikke kan holde sig væk fra selveste Niall Horan? (Min første novelle på Movellas.)

113Likes
93Kommentarer
9311Visninger
AA

7. Why me? ❀

 

Chances synsvinkel.

Hvad laver de her? var den første tanke, der strejfede mig. Jeg havde ikke engang inviteret dem, også dukkede de bare op? Også på en dum tidspunkt, da jeg ikke havde fortalt Angel om de klaphatte, der kom for at "hilse". Angel ville sikkert blive sur, hvis jeg ikke engang havde fortalt min egen bedsteveninde om drengene. Det var tåbeligt ikke at fortælle det til hende.

Men jeg kunne heller ikke sige; "Hej Angel. Tro det eller ej, men jeg er venner med bandet One Direction, så det er derfor de dukker op i min lejlighed. Også har jeg glemt at fortælle at selveste Niall Horan er sur på mig, men jeg ved ikke hvorfor. Alle mine tanker tilhører ham, så derfor ville jeg fortælle dem, men du var jo så trist!"

God fortælling, ikke? Nope.

Og desuden, så havde hun hverken skiftet tøj, redt sit hår eller ordnet hendes makeup, så derfor ligner hun en zombie. Ej, det gjorde hun ikke, for jeg stylede hende, så derfor så det godt ud.

"Hvad laver I her?!" vrissede jeg, men de var i gang med at tage deres sko af. Drengene kiggede hen på mig, sendte mig et smil, og skulle til at gå ind i stuen, men heldigvis fik jeg fat i hver deres ene skulder og vende dem rundt. De kunne ikke bare lade som om intet var hændt. Jeg havde altså en deprimeret veninde, som jeg skulle forsøge, også kom de der. "Fortæl mig det nu!"

"Vi er kommet på besøg?" forsøgte Harry, men han burde vide at jeg ikke hoppede på den. Altså jeg havde kun kendt dem i et par dage, og jeg havde heller ikke fortalt den at jeg var dum, hvilket jeg ikke er. Nok er jeg blondine, men jeg er altså ikke dum, ikk' ogs'? "Når men, desværre. Jeg har en veninde på besøg," sagde jeg så, lidt roligere end før. "Så kan vi da sagtens møde hende!" lød det fra Liam.

Jeg tyssede kort på ham. "Lad være med at snakke så højt. Hun skal jo ikke få at vide at nogle verdenskendte idioter kommer 'brasende' ind." Så løftede de øjenbrynet. "Idioter?" Harry kiggede på mig, som om jeg var dum, hvilket jeg ikke er. Det har vi lige diskuteret! "God ordforråd, du har der Chance," sagde Harry og vendte sig om, men jeg nåede lige at vende ham om igen. "Du skal da ikke gå den retning, men en anden," sagde jeg så.

Jeg tænkte så over hvad jeg sagde og begyndte så at grine lavmælt. I ved; One Direction = en retning. Hehe, jeg er så sjov..! (Nej.)

"Chance? Kommer du, for jeg har tændt filmen!" råbte Angel. Jeg hørte støjen af filmen og Angels grin op til flere gange. "Jeg kommer!" svarede jeg så og kiggede på drengene igen. "Hvad hedder din veninde?" spurgte Harry. "Angela, men jeg kalder hende for Angel," svarede jeg kort. Jeg var virkelig i tvivl om jeg skulle lad dem møde hende. Fordelen var at hun var mere roligere nu end før også var hun en Belieber. Ulempen var at hun kunne blive sur og ikke tale til mig i en time. Men hvad nu hvis hun også var en fan af One Direction? Men på en aller anden tidspunkt ville hun finde ud af det, hvis jeg ikke fortalte det.

"Må vi komme ind nu?" spurgte Liam så. Jeg kiggede hen på ham og tænkte. Var det i dag, hun skulle møde dem? Hvad med hvis hun var en hater og kastede gafler og køkkenruller efter dem?  "Fint," svarede jeg så. I dag var den dag hun skulle møde dem. Jeg lød sikker, ikk'? Men jeg var desværre bombesikker. I ved; bomber kan ikke være sikre.

Jeg slap deres skulder og gik så som den første hen til stuen. Drengene fulgte med som mine små hundehvalpe, mens jeg gik hen til dørkarmen, for at læne mig på den. "Angel? Jeg har lige nogen du skal møde," sagde jeg og vinkede drengene hen til mig. "Chance, jeg orker det ikke. Jeg ser forfær..-" Mere nåede hun ikke at sige, da hun begyndte at måbe. Hendes øjne blev virkelig stor, som om de kunne falde ud af hendes hoved når som helst. Jeg så at drengene smilte til hende, hvilket fik hende til at stamme et eller andet. Det lød vildt mærkeligt, hvilket fik mig til at rynke øjenbrynene. "De.. Det.. OH MY GOSH!"

Hun begyndte at skrige vildt, så det kunne smadre et vindue eller spejl på et tidspunkt. Det skar virkelig i mine ører, så jeg holdte dem lige. "Ang, det her er Harry og Liam fra One Direction." Hun blev ved med at skrige, hvilket skar virkelig meget i ørerene, så jeg gik hen til hende og holdte hende for munden. "Hun er ikke sig selv i dag..," sagde jeg så og drengene nikkede sig enig.

De satte sig på den anden sofa lige overfor Angel og jeg. De kiggede hen på Angel, som tog store indåndinger på min håndflade, så jeg trak den væk. Min hånd var virkelig varm og "fugtig" agtig, så jeg tørrede min hånd på en af sofapuderne. "Drenge, jeg skal lige snakke med Angel i et øjeblik," sagde jeg og uden at høre et svar, trak jeg hende med til mit soveværelse.

Jeg satte mig på sengen og sukkede kort. Alle tankerne om at Angel ville blive sur på mig, var ikke dejligt. Lad os håbe at hun ikke havde sin periode lige på det seneste. "Hvad vil du snakke om Chance?" spurgte hun og satte sig med et bump på sengen. Jeg tog en indånding og åbnede så munden. Jeg fortalte det der skete nede i lobbyen til filmaftenen, hvor Niall blev sur på mig. Hun lyttede godt med, så jeg fortalte alle detaljerne, så hun kunne forstå min tankegang.

"Hvad skal jeg gøre?" sluttede jeg med. Jeg kunne se at hun tænkte over det, så jeg gav hende tid. Jeg kunne rent faktisk ikke lide at Niall var sur på mig. Jeg kunne godt lide ham, som vennemåde selvfølgelig, så det var ikke sjovt at blive ignoreret på den måde. Jeg savnede at være sammen med ham, for han var var så sød og sjov. Også næste dag ignorere han mig bare, som om jeg var luft, det var ikke fair! Han kunne i det mindste fortælle hvad jeg havde gjort.

"Chance, er du der?" En hånd blev viftet mod mit ansigt, da jeg forlod mine tanker. Angel viftede hånden foran mit ansigt, så jeg kunne få hendes opmærksomhed. "Sorry, hørte det ikke," sagde jeg så. "Jeg sagde bare, at du er nød til at gå hen til ham og spørge. Det hjælper ikke at tænke på en masse spørgsmål over hvorfor han ikke vil skrive eller snakke med dig," fortalte hun, hvilket fik mig til at kigge forvirret på hende. "Hvorda.." - ".. Chance jeg er din bedsteveninde, jeg ved meget om dig. Faktisk ved jeg alt og nogle af tingene, ved du ikke at jeg ved!" afbrød hun mig. Jeg lo kort og trak hende ind i en kram. "Tak Angel. Du forstår mig MEGET bedre end Brandon eller nogen andre," sagde jeg, da jeg trak mig. Hun smilte sødt og tog min hånd. "Det ved jeg."

Sammen gik vi tilbage til drengene, som sad og snakkede lavmælt til hinanden. Da de opdagede at vi var kommet, stoppede de og smilte kort. Jeg gengældte og satte mig udmattende ned på sofaen. Den her dag havde bare gået langsomt og vejret var også blevet dårligt. Jeg kunne ikke engang tage til en fest eller noget, da det var en søndag. Hvem tager overhovedet til fester om søndagen?

"Chance.." startede Liam ud efter en lille tavshed. Jeg kiggede hen på ham, hvilket jeg vist ikke skulle gøre. Hans blik var fyldt med skuffelse og bekymring. Jeg bed mig kort i læben og kiggede ned. Jeg fik en knude i maven, da jeg vidste hvad det handlede om. ".. Hvad sker der med Niall? Vi ved at du er den eneste der ved noget om det," sluttede han med, hvilket fik mig til at løfte det ene øjenbryn, så han kunne se dum ud.

Kender I ikke det, når en siger et eller andet, som lyder dumt eller forkert, så man løfter det ene øjenbryn? Det sådan jeg gjorde ved Liam.

"Jeg ved heller ikke hvad det er! Han vil ikke svare mig på beskeder og når jeg ringer," sagde jeg ærligt. "Det er også vildt irriterende, når han ikke gør det.." "Fortæl hvad der skete i filmaftenen," sagde Harry. Det føltes som om jeg var i en afhøring hos politiet, som om jeg havde gjort noget ulovligt, hvilket jeg ikke har. Jeg håbede virkelig ikke at de ville lege 'Good cop. Bad cop'.. Liam var den gode og Harry måtte nok være den langsomme cop. Okay, der var ikke noget der hed det, men ingen af dem passede til den onde. Og desuden snakker Harry virkelig langsomt..

"Vi snakkede så godt den aften, men så efter jeg havde snakket med Zayn, så opførte han så.. mærkelig," fortalte jeg kort, og nu kiggede Liam på den er-du-dum-måden. Han havde lige nakket "mit" blik. Men Liam er nu også flink, så det var lige meget."Tror du måske at han er jaloux?"

HAHAHAHAHA! Han laver sjov ikke, please sig at han laver sjov! Vi har knapt nok kendt hinanden i en uge? tænkte jeg. Som om han var det. Jeg vidste at Niall aldrig var så hurtig sur, (med mindre det var om mad), så hvorfor i alverden ville han være jaloux? "Liam, kald på kamerafolket og fortæl dem, at jeg ikke er dum," røg det ud af min mund. Jeg forventede at de ville grine og fortælle at de lavede sjov, men de sad alle med en alvorlig mine. "Chance, du bor her jo selv. Det er dig, der lukker andre ind?" Mental lussing til mig. Godt tænkt, Liam.

"Angel, hjælp mig lige her!" sagde jeg så, da der kom den pinlige tavshed. "Desværre Chance. Det kan godt være," sagde hun så. 3 mod 1, det var ikke fair. Jeg kiggede ned på gulvet, da jeg begyndte at tænke nærmere på det.

Selvfølgelig kunne han være det. Lige efter jeg begyndte at være "sammen" med Zayn, havde han bare været vildt irriteret, og ingen af os vidste hvorfor. Vi lod det bare være og nu følte jeg mig som en idiotisk og retarderet ged. Jeg skulle bare have gjort noget, men nu følte jeg at det var forsent. Han ville sikkert aldrig snakke med mig længere, fordi jeg havde gjort ham så ked. Hvorfor skulle jeg også være en hjerteknuser?! :'(

"Han vil ikke snakke med mig længere," sagde jeg så. Jeg havde selvfølgelig ret. Hvis han ikke engang ville skrive eller ringe til mig længere, hvad skulle jeg så gøre? "Du kan gå hen til vores lejlighed?" sagde Harry så, som om han havde læst mine tanker. "Ja, det kunne jeg gøre. Også ville jeg hente en banjo og flyve med mine tånegle op til de grønne skyer!" sagde jeg så. Sarkasmen længe leve. "CC, stop så. Du kan jo bare tage chancen.." sagde Angel. Jeg sukkede kort. Jeg havde faktisk sukket meget i dag. Jeg var så udmattet i dag.

"For det første; lad være med at kalde mig CC. Det lyder alt for drenget.. For det andet; hvorfor er det mig, der skal det?" Jeg kiggede på sofabordet, da min mobil vibrerede derpå. Jeg tog den og kiggede på skærmet.

#Kom hen til mig.# stod der. Det var ham. Ingen smileys', ingen x'er, ingenting. Bare en dum punktum. #Okay.# svarede jeg bare. Hvad skulle jeg ellers svare? Jeg ville ikke give ham smileys', hvis han ikke gav mig. Lidt barnlig, kan man kalde mig, but payback is a b****. Den passede ikke så godt, men det lød ret godt!

Jeg lavede mobilen i lommen og rejste mig op. "Han vil tale med mig," sagde jeg. "I kan bare blive her, hvis det er." De nikkede og lod deres blikke hvile på min nakke, mens jeg åbnede døren og lukkede den igen.

Jeg havde intet at sige til ham, men alligevel stod jeg foran hans dør og bankede bildt på. Masser af tanker fløj rundt i hovedet på mig, som var alt for hurtige at jeg ikke kunne følge med. Døren blev åbnet, så mit blik røg hen på nogle flotte blå øjne, som viste tomt, med en kant af tristhed og skuffelse.

"Heeeeeeeej..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...