On My Mind | One Direction

Sød, ret så intelligent og køn pige er ord, der beskriver forkælede Chance Cameron. Chance er en meget populær pige, fordi hendes far ejer tonsvis af hoteller i hele England, men det gør ikke hendes liv bedre. Paparazzier er efter hende og dumme drenge ville have hende, men hun vil bare have et normal liv. Men kan en dreng med de smukkeste blå øjne, og pjusket blond hår med en guitar ændre hendes liv, da han og hans venner checker ind på hendes far hotel? Hvad skal hun gøre, når hun ikke kan holde sig væk fra selveste Niall Horan? (Min første novelle på Movellas.)

113Likes
93Kommentarer
9318Visninger
AA

4. The weird feeling. ❀

Chances synsvinkel.

 

Jeg vågnede op af en "dejlig" lyd af min mobil, der ringede. Hvem I alverden ringede klokken... 13! Oh my freaking God! Jeg kommer forsent!

Mobilen ringede stadig, så jeg rejste mig op, og kiggede ned i min mobil, hvor der stod, at 'Daddy' ringede.

Jeg tog mobilen op til øret og mumlede hallo. "Chance, hvor bliver du af? Konferencen starter om et kvarter!" Man kunne tydeligt høre, at han var irriteret og stresset. "Slap af, far. Jeg kommer nu!" sagde jeg stille og roligt. 

Jeg rejste mig hurtigt op, da jeg mindede mig selv om hvad han sagde. ET KVARTER?! Det sgu umuligt! Jeg farede hen til skabet, og rev alt mit tøj ud af skabet.

Derefter løb jeg hen til badeværelset, snappede min tandbørste, som jeg lagde tandpasta på, og skrubbede mine tænder. Jeg børstede mit hår, da det ikke skulle ligne noget lort.

Da jeg endelig var færdig, løb jeg hen til tøjbunken, og tog en cremefarvet kjole og min sorte blazer. Jeg løb ind til mit køkken og tog nogle müslibar fra køkkenskabet. Så løb jeg hen og fandt mine sortestiletter, og hentede min cremefarvet taske. Jeg tog stiletterne i hænderne, og puttede mit nøglekort og min mobil i tasken.

Jeg proppede den ene müsli i munden, mens de andre røg ind i min taske, og løb ud af min hoveddør, låste den, og løb så hurtigt jeg kunne.

 

Jeg kom endelig i lobbyen, og løb hen til døren, men så blev mit håndled taget fat, og trak mig tilbage. "Hey!" Jeg blev fanget af nogle arme, som jeg bestemt godt kunne genkende. "Brandon, slip mig! Jeg skal skynde mig!"

 

Han hørte ikke efter, for han klemte mig mere, og aede mit hår. Jeg trak mig ud af hans arme, og løb så væk. Gud, hvor var han irriterende. Nu havde jeg kun seks minutter til at nå det. Urgh!

Jeg kom ud af hotellet, og der stod en limousine, som ventede utålmodigt på mig. Han åbnede døren for mig, så jeg steg ind. Døren blev lukket igen, og chaufførens dør blev åbnet og lukket igen.

Lyden af motoren fik mig op at spjætte, jeg blev forskrækket! Jeg skulede hen til ham, men han så det ikke, så jeg tog mine stiletter, som jeg ikke kunne gå i.

Min far siger, at jeg skal gå med stiletter, så jeg viser elegance. Elegance + Chance = En kamel med tre ben. De beskrev Brandon mig nemlig. Fjols. Det var sgu stadig hans skyld, at jeg ville komme forsent.

Jeg nåede det heldigvis, og nu stod jeg foran døren. Døren foran konferencerummet. Jeg var kommet forsent, på grund af Brandon, men heldigvis var det kun fem minutter.

Jeg kunne huske, at jeg engang havde kommet forsent en halv time, fordi jeg glemte tiden, da jeg var i bad. Min far blev stiktosset, men selvfølgelig havde han skældt mig ud, da vi var på vej hjem til hotellet.

Men i hvert fald så stod jeg foran døren, og turde slet ikke at gå ind. Det var totalt pinligt! Men så bankede jeg på døren, og ventede til de sagde 'kom ind!'. Det skal man, sagde min far. Det betyder høflighed.

Yeah, right.

Der blev råbt ordene, så jeg åbnede døren forsigtigt, og undskylde for min forsinkelse. De sagde, at var okay, men det var det ikke for min far. Han syntes på mine vegne at det var flovt. Fnys.

 


Nialls synsvinkel.

 

Jeg var i gang med at spise, da jeg så Chance blive krammet af en anden dreng. Det gjorde ikke mit humør bedre. Jeg havde været sur hele morgenen, fordi Louis og Zayn skulle åbenbart drille mig. De havde hældet vand i mit ene øre, taget min dyne og spise alt kagen, der lå inde i køleskabet. Det var min kage og ikke deres! Sådan var min, Liam og Harrys morgen.

Jeg kiggede efter Chance, som løb ud af drengens arme, og satte kurs mod udgangen. Hun gik ind i den limo, som ventede på hende, også kørte den.

Jeg smilede for mig selv, da jeg så drengens ansigtsudtryk, som poppede i mit hovedet, hvilket fik Liam til at vifte sin hånd foran mit ansigt. "Niall, er du okay?" Han lød bekymret, hvilket fik mig til at ryste på hovedet. "Jeg har det fint." løj jeg og drak noget af min appelsinjuice.

"Det virkede ikke sådan.. Var det noget med pigen at gøre?" hviskede han. Pludselig åbnede min mund og sprøjtede alt indholdet på Zayn og Louis. "AD!" skreg de i kor, og kiggede ondt på mig. Jeg smilede uskyldigt, og det fik Harry og Liam til at grine.

"Det havde de sgu fortjent." sagde Liam og grinte. Jeg grinte en smule, selvom det burde være sjovt, men det var det ikke. Chance dukkede op i mine tanker, hvilket fik mig til at være stille. "Niall, du stirrer." lød det fra Harry, som trak mig ud af min tanker og billeder om Chance.

Jeg hostede kort og undskyldte. Drengene kiggede mærkeligt på mig, som jeg blev nervøst af. Jeg var sikkert busted, men jeg kunne ikke fortælle det. Men jeg ville ikke have hemmeligheder, uden at fortælle drengene det. De var mine bedstevenner, og jeg elskede dem. De var mine 'brødre'.

Hvis jeg fortalte det til Liam, ville han fortælle det til Zayn, som vil fortælle det til Louis, som ville fortælle videre til Harry, også ville Harry have Chance. Trælshedens-cirklen. Det var det, der var tarveligt ved Harry; han ville altid have dem, som jeg også ville have. Ingen misforståelse. Jeg ville have hende for mig selv.  

 

Da jeg var spist færdig, efter min tredje gang, rejste jeg mig op, og fortalte drengene at jeg ville gå en tur. Inden jeg drejede om hælen hørte jeg Harry og Liam, at de ville tage med. Jeg nikkede kort, og gik mod udgangen.

Liam og Harry kom på hver min side, mens de begyndte at snakke om vores koncert i aften. Jeg havde tænkt mig, at invitere Chance med, så hun kunne lære om vores musik. Hun fortalte i hvert fald, at hun kendte til os, men ikke vores musik.

Hvis I blev forvirret, så ville det ikke være en date. Det var alt for hurtigt, men jeg vil heller ikke have, at Harry invitere hende på en date. Jeg lød smaskforelsket, men det var jeg ikke! Jeg kunne bare lide hende, fordi hun var sød. Ikke andet.

"Niall, hvilken sang synes du, vi skal starte med at synge?" spurgte Liam. Jeg kiggede lige ud, da jeg begyndte at tænke. "What makes you beautiful." svarede jeg, og kiggede hen på ham. 

"Jeg fryser! Kan vi ikke gå ind i en café?" lød det fra Harry, som ikke ventede på vores svar, og løb ind i den tætteste café, som hed Café Carma. "Det er jeg også. Jeg skriver lige til Danielle, og fortæller hvor vi er." sagde Liam, og jeg nikkede, og gik imod caféen.

Vi kom ind, og straks mærkede jeg varmen. Der duftede af varm kakao og kager. Min mave begyndte at rumle, hvilket fik Liam til at grine. "Allerede?" Jeg nikkede, og holdte mig for maven.

Vi satte os ved et bord, og ventede til servertricen ville komme. Hun kom endelig, og da hun lagde mærke til hvem vi var, begyndte hun at skrige. "OMG! I ER-" "Hej, er du fan?" afbrød Liam. Der var et par stykker, som kiggede og måbede, så jeg smilede til dem. De vinkede vildt, så jeg begyndte at grine kort.

Servertricen tog det endelig med ro. "Hvad.. skulle.. det være?" fremstammede hun, og smilte genert. "En latté og to muffins, en kanelsnegl, og en lagkageslice." bestilte jeg. Hun nikkede, mens hun skrev det ned.

"To kakao og to chokolademuffins." sagde Liam og smilte. Pigen skrev det ned, og skød sin øjenbryn op. "Er du meget tørstig eller venter du på en? Ej, er det Danielle?!" sagde hun ivrigt, og Liam nikkede. Hun hvinede lidt, og tog det med ro efter. Hun kiggede på Harry, som var på vej hen til bordet. Han satte sig ned, og kiggede charmerende på hende.

"Hvad skal det være Harry?" spurgte hun selvsikkert, hvilket fik Harry til at kiggede flirtende på hende. "Det bestemmer du." sagde han, og smilede. "Vil du så have en croissant med chokolade indeni og en latté?" spurgte hun usikkert. Harry nikkede som svar, også var hun væk. Man kunne nemt se, at hun var en fan.

Man kunne også se, at Harry flirtede med pigen. Måske fandt han noget interessant ved pigen eller så var det bare et flirt. Jeg ville blive glad for pigens vegne, hvis de ville date. Harry var en god dreng, men nogengange alt for meget. Han var en person, som flirtede for meget, og kunne såre en piges hjerte på grund af en anden pige. Det havde han gjort i op til flere gange. Hans fans mistede ’troen’ på ham, men han virkede ligeglad. Det kunne han ikke være bekendt.

 

 

”Har du nogle 5’er?” spurgte Louis og Liam rystede på hovedet. Liam, Harry og jeg var nemlig kommet hjem fra caféen, hvilket var ærgerligt. Harry blev ved at flirte, indtil servertricen fik nok, og begyndte at sende ham flabet kommentarer og blikke. Så stoppede han endelig, hvilket fik hende til at disse ham. Han var min ven, ja, men han havde overtrådt hendes grænse. Det var også sjovt.

Lige nu sad jeg og ventede på Chance, som ville komme om en halv time. Harry og Zayn spillede Fifa og Liam og Louis spillede kort.

Jeg glædede mig faktisk til at se Chance igen. Hun var så sød, sjov og… okay, nu lød jeg som forelsket idiot, men det var jeg ikke. Hun mindede virkelig meget om mig, hvilket der var få mennesker, som var.

Jeg var virkelig glad for hende.

Chances synsvinkel.

Jeg var endelig kommet hjem fra mødet-halløj, hvilket havde gjort mig udmattet. De snakkede bare, mens jeg legede med en kuglepind. Det eneste jeg hørte om var noget om hotellets arving, som var mig. Tænk at Chance Campbell skulle eje hendes fars hotel, som hun knap nok kunne lide. Der var så kedeligt derhenne, og det var kun ’vigtige’ personer, som tjekkede ind.

Faktisk så havde jeg andre søskende. Chelsea, Arizona og Chester. I know, bynavne. Men det var min far, der valgte navnene. Hans første hotel var i Chelsea, hans første møde med den amerikanske guvernør i Arizona, og Chester blev født i Manchester. Jeg vidste ikke hvorfor jeg blev kaldt for Chance, men det var en af min mors ønske, at én af hendes børn ville blive kaldt for det. Don’t ask me why.

Chelsea var 20 år, og boede i Paris, Arizona var gift og boede med sin mand og to børn, og Chester gik på uni. De havde alle et fantastisk liv, hvilket jeg misundede. Det var ikke dem, der var ’fanget’ af sin far, som ville have at hun skulle leve det ’søde liv’ og derefter blive hotelarving. Jeg havde ikke fået en uddannelse, og det var det jeg ønskede. At være en normal pige med normale venner, og have et normalt liv. Hvorfor kunne jeg ikke få det opfyldt?!

Jeg skiftede fra mit outfit til min One Piece. Den var blå, hvid og rød som det engelske flag. Jeg satte mit hår op til en hestehale, og smuttede ind til mit værelse, for at finde min hyggesokker. Jeg fandt dem frem, og tog den på.

Min mave blev lidt urolig, hvilket betød at jeg var sulten. Jeg traskede hen til køkkenet, for at lave et par madder. Jeg smurte nogle rugbrød med nutella og nogle hvedebrød med spegepølser.

I know, meget lidt, men far sagde at jeg ikke skulle tage på. Så nu var jeg pisse tynd, fordi min far sagde at jeg skulle holde på min kalorier. Hvilke kalorier?! Jeg havde spist tre müslibar, og det var meget?! Sindsyge satan..

Nej, han var ikke en satan. Han var min far, men nogengange en satan. I hvert fald så var han en satan, når jeg ikke måtte gå til fester. Han mente åbenbart, at jeg ville slå mig alt for løs. Men jeg havde jo ikke smagt alkohol i snart 7 måneder. Stakkels mig.

 

Da jeg var færdig med mine madder, ringede det på døren. Jeg overvejede, om jeg skulle åbne eller lade være. Banken blev ved, hvilket fik mig til at bande inde i mig selv. "Jeg kommer!" råbte jeg.

Jeg rejste mig op, og gik imod døren. "Hvem er det" spurgte jeg, inden jeg låste døren op. "Det er specialagent, Tom... Jackson." lød svaret. Jeg smågrinte, og åbnede. Jeg vidste jo godt, at det var ham.

"Hej Brandon." sagde jeg, da jeg åbnede. Han smilede og trak mig ind i en kram. Den varme følelse kom frem igen, hvilket fik mig til at smile. Han fik mig hele tiden til at smile. Jeg vidste ikke engang hvorfor.

"Hej Chance. Hvorfor skyndte du dig så meget?" smilte han, da han trak sig. "Jeg skulle til møde, og jeg kom vist forsent." skulede jeg men med et smil. Han grinte kort, og gik ind.

"Jamen kom ind da." sagde jeg sarkastisk, hvilket fik ham til at grine kort. Han tog sin sko af, så jeg havde lidt tid til at stirre.

Han var iført en hvid T-shirt og mørkebukser, som ikke sad godt på hans talje, hængerøv. Hans mørke hår og dybblå øjne passede perfekt til hans markeret og neutralfarve ansigt. Også havde han det flotteste tandpastasmil, som jeg misundede - meget. Mine var normale hvide, mens hans var kridthvide. Polerede han dem?

"Hallo, Chance. Du stirrer." En hånd viftede foran mit ansigt, og jeg vidste med det samme, at det var Brandon. Jeg vågnede op af trancen og rødmede svagt. Pinligt. Jeg så at han var på vej ind i stuen, så jeg fulgte med.

"Kom, lad os se en film." sagde han, og roede i min filmskab. Jeg rystede på hovedet og kiggede på klokken, hvor der stod 18:49. Det kunne vi go... Nej, jeg skulle hen til Niall!!

"Brandon desværre. Jeg har en anden aftale." Han kiggede sørgmodig på mig, men nikkede. "Hvad med i morgen?" Jeg nikkede, og farede hen for at finde min mobil.

Brandon forlod lejligheden/suiten (whatever), og det samme gjorde jeg. Jeg havde husket mit nøglekort og mobil. Det var vist det.

 

Jeg gik hen mod deres lejlighed/suiten (whatever - igen!), og bankede på. Døren låste sig op, og der stod den sødeste dreng med de krystalblå øjne, og letpjusket hår med et smil på læben, det kunne ikke være andre end Niall.

"Hej Chance!" smilte han, og jeg trak ham ind i et kram, hvilket fik den varme følelse komme frem. Det var underligt, men behageligt. Men det skete kun på Brandon, men hvorfor Niall?

"Hej Niall." Jeg smilede som en eller anden freak, hvilket fik ham til at grine det søde grin. Så trak han mig ind til lejligheden (det kalder vi fra nu). Jeg havde ingen sko med, da vi boede tættere på hinanden end jeg troede.

"Du skal lige med og møde nogen." sagde han, og trak videre. Jeg kiggede ned i jorden, da mine kinder blussede. Af en aller anden grund vidste jeg ikke hvorfor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...