On My Mind | One Direction

Sød, ret så intelligent og køn pige er ord, der beskriver forkælede Chance Cameron. Chance er en meget populær pige, fordi hendes far ejer tonsvis af hoteller i hele England, men det gør ikke hendes liv bedre. Paparazzier er efter hende og dumme drenge ville have hende, men hun vil bare have et normal liv. Men kan en dreng med de smukkeste blå øjne, og pjusket blond hår med en guitar ændre hendes liv, da han og hans venner checker ind på hendes far hotel? Hvad skal hun gøre, når hun ikke kan holde sig væk fra selveste Niall Horan? (Min første novelle på Movellas.)

114Likes
93Kommentarer
8957Visninger
AA

10. Thankful.❀

 

Niall og jeg kom op på lejligheden, hvor vi gik imod stuen. Inden jeg nåede døren til stuen, havde han trækket mig ind til ham, så jeg kunne mærke hans overkrop, mens jeg kunne høre hans hjertebanken. Den bankede stille og roligt, men nogle gang bankede den lidt hurtigere.

Tårerne havde samlet sig, da jeg kunne mærke den velkendte og trygge følelse, som Niall udelukkende kunne give. Det var rart, at han kunne gøre det, for ellers ville jeg bare bryde sammen. Faktisk kunne jeg ikke tænke på, hvad jeg ville gøre.

”Er du okay” hviskede han ned i mit hår. Jeg nikkede, ”jeg forstår ham bare ikke,” mumlede jeg ind i hans brystkasse. ”Jeg tror hellere du må sidde ned,” sagde han og trak mig ind i stuen, hvor han satte sig i sofaen og trak mig med.

Jeg lagde mit hoved i på hans skød, og lod lydløst tårerne trille ned af mine kinder. Niall lod en hånd køre over mit hår, mine øjne lukkede langsomt i og jeg gled langsomt ind i søvnen.

 

”Af jord skal du genopstå” sagde præsten. Alt var sløret tårerne trillede ned af min kind, mens jeg hulkede stille, jeg stod med min fars hånd i hånden. Han klemte den blidt, for jeg vidste også at han også lod nogle tåre falde ned af hans kinder. Mange mennesker kom hen til os og sagde noget, men jeg hørte ikke efter. Hvordan kunne det ske? Min mor var død, og jeg var ikke engang teenager. Jeg skulle da have en mor, det havde jeg virkelig brug for.

Min far begyndte at gå, og jeg fulgte langsomt efter. Han kom hen til vores store bil, og åbnede døren og lod mig hoppe ind. Arizona og Chester kom ind i bilen, og satte sig ved siden af mig. Chelsea satte sig på passagersæder ved siden af min far, som havde stramt sine hænder på rattet, til de blev hvide. Jeg spændte selen og sukkede kort, mens jeg tørrede mine tårer væk. Han begyndte at køre, da der var ingen biler at se.

”Far hvorfor skete det?” spurgte Chelsea. Jeg kunne se min far så på hende gennem spejlet. ”Engle hører til i himlen” svarede han kort. Jeg vidste jeg havde brug for en forklaring, men det gjorde mig mere rolig på en måde, at hun var ved englene. Hun plejede at fortælle om englene, hvordan de kunne sidde i himlen og se ned på dem de elsker, og hjælpe dem.

”Passer de på hende?” spurgte jeg. Han nikkede. Lidt efter stoppede bilen, og vi gik alle ud, der stod en masse mennesker med kameraer og båndoptagere. 

”Mr. Campbell hvordan har de det med deres kones død?” råbte en, hvilket fik mig til at sukke irriteret. Vidste de ikke, at vi lige var kommet fra en begravelse?!

”Min familie og jeg sørger, og vil gerne bede om ro og tid,” svarede min far hurtigt, og sammen gik vi ind i huset.

”Far,” spurgte Arizona. Han nikkede stille. Hun begyndte at græde, hvilket fik ham til at trække os alle ind i et gruppekram. ”Hun har det godt piger. Hun klarer sig, vi skal være stærke. Det kan vi godt være,” sagde han, og så seriøst på os alle. ”Vi skal nok klare den sammen.”

 

Nialls synsvinkel

 

Hun lukkede langsomt øjnene i, og gled ind i søvnen. Hun kom med nogle små grynt engang imellem, mens jeg sad og betragtede hende, jeg vidste slet ikke hendes forhold til hendes far var sådan. Jeg havde måske fået en ide om at de ikke havde det tætteste forhold.

”Vi klarer den sammen” mumlede hun i søvne. Hun drejede lidt på sig, og kom med et grynt fra sig. Jeg fniste, og lod min hånd køre endnu engang over hendes hår. Min mobil kom med en lyd, så jeg skyndte mig at tage den, inden det vækkede Chance.

”Hey Niall!” sagde Louis glad. ”Shh” hvæsede jeg, da det lød ret højt. ”Hvor er du?” spurgte han så. ”Jeg er sammen med Chance, men hun sover,” hviskede jeg.

”Uhhh var det hårdt?” grinede han. ”Louis,” sagde jeg surt. Chance rykkede på sig. ”Du må ikke vågne,” tænkte jeg. jeg kunne ikke risikere at vågne hende op, hvis hun var så ked af det. Hun trængte til at hvile sig.

”Hvad? Det var da bare et spørgsmål,” sagde han med latter i stemmen. ”Hun var oppe at skændtes med hendes far,” fortalte jeg alvorligt. ”Oh, er hun okay?” spurgte han.

”Jeg ved det ikke,” hviskede jeg. ”Jeg håber hun er det,” sagde han bekymrende, og jeg gjorde mig straks enig. ”Nå men vi skal til et interview om 3 timer. Husk det,” sagde han og lagde bare på. Det var da sødt bare sådan at ligge på.

Chance kom med en underlig lyd, så jeg så ned på hende, og kunne se, at hun var ved at vågne.

 

Chances synsvinkel

 

Jeg åbnede stille øjnene, og blev mødt af et par blå varme øjne, der fik sommerfugle til at flyve rundt i min mave. ”Hej,” sagde han. Jeg smilede og satte mig op, så jeg ikke lå i hans skød.

”Har du det bedre?” spurgte han med en venlig stemme. Han smilede svagt, hvilket jeg gengældte kort, inden jeg kom med et gabt for mig. Jeg var stadig træt, og jeg trængte til at sove mere, men jeg kunne ikke tillade mig selv at sove – igen. Det var dumt og respektløst, men jeg kunne ikke kæmpe mod mit øjenlåg.

”Ja… tak Niall” løj jeg, og gav ham et kram, hvorefter vi trak os væk fra hinanden. ”Du er fantastisk Niall. Tænk at du blev, mens jeg sov, selvom det ikke var meningen at gøre det,” sagde jeg med et smil, og mødte hans øjne endnu engang.

Niall så på mig, og studerede mit ansigt. Han lod sit blik glide over hver en detalje.  Han smilede, og aede min kind, hvilket fik mig til at smile og kigge ned. To fingre blev lagt under min hage, som løftede mit hoved. Jeg vidste, hvad der ville ske, men jeg gjorde inttet ved det. Det kunne jeg ikke få mig selv til at gøre.

Mine øjne mødte hans ulæselige og smukke øjne. Før jeg vidste af det, havde nogle læber plantet sig på mine, og havde sendt en masse følelser rundt i maven. Fyrværkeri blev sprunget i min mave, hvilket fik mine hænder lægge om hans nakke, mens jeg legede med hans nakkehår.

Jeg kunne lide det, virkelig meget. Det føltes så beroligende, og jeg vidste godt hvad det betød, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige det. Niall og jeg var venner – gode venner, og jeg ville ikke ødelægge vores forhold, hvis han ikke havde det som jeg havde.

 

***

 

Niall var smuttet, da han skulle til et eller andet interview, så jeg måtte nøjes med at se film til jeg fald i søvn. Tanker fløj rundt i mit hoved, og jeg kunne slet ikke slappe af. Det snurrede så meget rundt, at jeg blev svimmel. Jeg trængte sikkert bare til at sove. Det havde været en hård dag, og jeg kunne kun takke min far.

Måske skulle jeg tilgive ham. Han var den eneste, jeg havde og jeg elskede ham. Hver gang jeg sagde at jeg hadede ham, passede ikke, men alligevel tog jeg det hårdt – det gjorde han også. Jeg havde jo flippet fuldstændig ud på ham, og han fortjente ikke at blive såret over mine tåbelige ord. Jeg ville godt sige undskyld, som jeg havde sagt en massevis gange, men der var ingen ord der ville komme ud af min mund.

Han var sikket også taget til sit latterlige møde, som var vigtigere end mig – og sikkert mine søskende. Siden mor døde, havde han taget sit arbejde mere seriøst, så vi havde fået en babysitter, som var min moster Anne. Hun elskede os, og hun ville have at vi ikke skulle leve uden en kvinde i livet. Dog var moster Anne gift og havde selv børn, så vi så hende cirka hver anden dag.

Jeg havde fået at vide mange gange, at jeg skulle komme videre med mors død, men det spillede stadig i mit hoved. Da en lastbil kørte for hurtigt at den ikke kunne styres længere, så det gik ud over min mor, som gik fuldstændig uskyldig på fortovet. Det var så hårdt at høre om nyheden, og det endte med at far havde tabt sin mobil, og var ude af huset med mig bag ham.

Vi styrtede ind i bilen, og kørte med fuldt drøn hen til hospitalet, hvor vi fandt mor med glaskår og blod på sig. Billedet inde i mit hoved, var ikke til at klare længere. Jeg havde det dårligt, så jeg ikke kunne komme i skole flere gange om ugen. Heldigvis havde jeg fået lov til det, da de vidste at jeg havde en god relation til mor.

Prøv at tænke, at en 12-årig pige mister sin mor, også skal hun leve med sin far og søskende, hvor faren var meget sjældent hjemme. Hun bor så sammen med hendes tre andre søskende og moster, som også havde familie derhjemme. Trist, ikke?

Sådan var mit liv, og jeg kunne ikke klare det. Jeg var så taknemlig over at drengene boede på hotellet, og det gjorde det hele bedre. De var så fantastisk, at det var vildt. Niall havde været så dejlig at være sammen med mig, da jeg var trist, og Louis og Zayn havde fået mig hjem i sikkerhed fra det mørke og dystre kirkegård.

Uden dem, ville jeg have det mere dårligt end før.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...