On My Mind | One Direction

Sød, ret så intelligent og køn pige er ord, der beskriver forkælede Chance Cameron. Chance er en meget populær pige, fordi hendes far ejer tonsvis af hoteller i hele England, men det gør ikke hendes liv bedre. Paparazzier er efter hende og dumme drenge ville have hende, men hun vil bare have et normal liv. Men kan en dreng med de smukkeste blå øjne, og pjusket blond hår med en guitar ændre hendes liv, da han og hans venner checker ind på hendes far hotel? Hvad skal hun gøre, når hun ikke kan holde sig væk fra selveste Niall Horan? (Min første novelle på Movellas.)

113Likes
93Kommentarer
9309Visninger
AA

6. My best friend. ❀

Chances synsvinkel.

Drengene og jeg havde det skønt i forgårs. Vi havde set filme, spillet spil og hygget. Niall havde været meget fraværende på det seneste, hvilket jeg ikke forstod. Han svarede heller ikke på mine sms'er. Han var sikkert sur, men hvorfor skulle det gå ud over mig? Jeg havde skyldfølelse, men over hvad? Det gav jo ikke mening!

Jeg var sammen med Brandon i går, hvilket også var hyggeligt. Vi havde lavet telefonfis med Jeff, hygget og set film. En typisk dag sammen med ham, og jeg kunne ikke fjerne mit smil i morges. Drengen havde en eller anden speciel effekt på mig, den samme effekt på Niall. Jeg vidste ikke hvad det var, men det var sikkert bare glæde. De kunne altid få et smil på mine læber, og det elskede jeg.

Nu var jeg på vej hen til min bedsteveninde, Angel, fordi jeg havde lyst til at spørge hvad følelsen betød. . Angel forstod mig mere end nogen anden så det var meget bedre end Brandons råd. Tro mig, han ved ikke engang hvad han snakker om.

Jeg ringede på hendes ringeklokke og ventede til hun åbnede. Hun havde den fedeste lejlighed nogensinde. Det var vildt smart og samme tid meget personligt. Hun åbnede endelig hendes skinnende brune dør, og der stod hun. Pigen med de flotte, krøllede brune hår og de smukke havblå øjne, som jeg ikke havde set i fem uger, fordi hun havde været i Australien. "ANGEL!"

Jeg løb ind i hendes favn, og krammede hende så hårdt jeg kunne. Hun krammede med og kunne mærke noget vådt på min skulder. Hun græd. "Hvad er der galt skat?" Hun trak sig fra mig, tog min hånd og skubbede mig ind i lejligheden. Den var virkelig rodet i forhold til at hun er en rengøringsfreak. Hun snøftede kort og lukkede døren. "Kom ind, så fortæller jeg det," sagde hun og smilede, hvilket så falsk ud.

Jeg havde ingen anelse om hvad der var galt. Hun var altid en humørbombe, og nu var hun så trist at hun græd? Jeg satte mig på hendes sofa, så hun sad på sin lænestol som stod foran sofaen. Hun kiggede ned i jorden og snøftede igen. Jeg havde aldrig set Angel være så ked af det. Hun var den person, som lod som om hun græd, så drengene ville lægge mærke til hende. At se sin egen bedsteveninde sådan, var til at dø.

Hun så heller ikke så godt ud. Hendes hår var let uglet, hun havde fået mørke rander under øjnene. Også sad jeg her, som om jeg var dronningen med mit dyre tøj, okay det lød underligt. Jeg havde bare noget normalt, afslappet tøj på. (Link i kommentaren). "Chance kan du holde på en hemmelighed? Og denne gang er det meget større end de andre," sagde hun så. Jeg nikkede. "Selvfølgelig Angel," sagde jeg med fuld tillid. Hendes hemmeligheder var for det meste om drenge, hun kunne lide. Andre ville jeg aldrig røbe.

"Det er.. det..," sagde hun, men hun kunne ikke vist ikke klare at sige det. Og jeg havde ret. Hun bed sig i læben og skændtes med sig selv indeni. Jeg kendte Angel alt for godt. "Mens jeg var i Australien, var der så en fyr jeg havde mødt," sagde hun endelig og forsatte. "Jeg mødte ham på en klub. Vi begyndte så at date i fire uger, altså en måned, og jeg elskede ham - virkelig meget. Vi endte så med at blive kærester. Han sagde det så til mig, den forelskede følelse kom frem. Han var så fantastisk, og jeg følte mig så tryg og lykkelig."

Hun sukkede kort og begyndte så at hulke. Jeg gik hen til hende, og satte mig på hug. Jeg aede hendes kind, og skulle fortælle at hun holde en pause, men blev afbrudt af hendes hysteriske stemme. "Jeg elskede ham, Chance! Også vælger han en eller anden billig luder frem for mig? Og det værste var at han tog min mødom!"

"HVAD?!" DET SVIN! Han skulle slet ikke røre min allerbedste veninde på den måde! Hvis jeg nogensinde ville se det svin igen så... I ville vide hvad jeg ville gøre! Angel havde været jomfru og det ville hun være til hun fandt den hun ville tilbringe sit liv med. Så mødte hun så den dreng, og nakkede jomfrustatussen.. Jeg dræber den idiot, tænkte jeg

"Undskyld Chance! Undskyld," hulkede hun videre. Jeg kiggede forvirret men også forstående på hende. "Skat, du skal ikke græde. Han er en idiot, som ikke burde lege med dine følelser," sagde jeg med medlidenhed.

Angel hadede at såre mig. Det havde hun gjort meget længe, men jeg bebrejdede hende ikke. Slet ikke. Hun var min bedsteveninde, som jeg elskede højt. Men jeg forstod ikke hvorfor hun ikke ville såre mig. Hvis Angel og jeg blev uvenner, ville vi blive ved med at græde, indtil vi blev venner igen. Jeg kunne godt forstå hende. Hun hadede at såre mig, fordi hun ikke ville gøre mig skuffet eller vred. Og det samme med mig. Jeg ville aldrig gøre hende skuffet og ked af det, fordi jeg elskede hende. Hun var som en søster for mig. I hvert fald bedre end Chelsea. Hun var sådan en idiot og tænkte kun på hendes udseende og på fars penge. Hendes kæreste var fuldstændig det modsatte af hende. Han var sød, venlig og klog, også kan I sikkert gætte hvordan hun er.

Jeg trak Angel i en kram. Stakkels hende. Hvorfor var det lige hende, der skulle lide sådan? Okay, der var ingen som skulle lides, men I ved hvad jeg mener. Angel var en sød og sjov pige, som mange elskede. Hun havde et skønt liv, udover hendes forældre hadede hende. Angel havde en drøm, som sanger, men det accepterede de ikke. De sagde at det var enten revisor eller komme ind på musikbranchen, som chancen var en til million. Det var i hvert fald det de mente. Angel havde en drøm og selvfølgelig skulle de ikke ødelægge den.

"Skat, du skal ikke græde," sagde og aede hendes ryg. Jeg kom i tanke om noget, så jeg rejste mig og styrtede ind i hendes værelse. Jeg åbnede døren til hendes værelse. En stærk lugt af hendes parfume borede sig ind i min næse, hvilket fik mig til at skære en grimasse, igen. Jeg kiggede rundt, for at finde hendes guitar.

Jeg vidste at hendes guitar ville få hende til at smile igen. Hun elskede musik så meget som hun elskede at leve. Hver gang hun spillede, havde det en utrolig god effekt på mig. Men den bedste effekt var hendes hæse og klingende stemme. Det lød så smukt, at det ville få alle drenge til at smelte over hendes stemme.

Jeg fandt den heldigvis under hendes seng, som var lige så rodet som værelset og stuen. Nu ville jeg ikke vide hvordan hendes badeværelse og køkken så ud. Jeg tog den og løb så ud til hende, hvor jeg rakte den til hende. "Her!"

"Chance hvad skal jeg med den?" snøftede hun kort. Jeg kiggede lidt dumt på hende. "Du skal spille?" Jeg rakte den igen, men min arm var ved at gå af led. Måske var jeg svag, men den guitar var ret tung.. og pæn. Den var hvid med nogle blomstrede mønstre og et billede af hende og Justin Bieber.

Ja, hun havde mødt Justin Bieber og det samme havde jeg. Vi var til hans koncert til hendes fødselsdag, da jeg vidste at hun forgudede ham. Jeg var så heldig at skaffe billeterne via internettet. På under fire minutter var billetterne udsolgte. Han havde i hvert fald ivrige fans, for de blev ved med at skubbe til hinanden og skrige hinanden op i hovedet, hvilket ikke gav mening. De burde jo vide at deres idol ikke kunne høre deres desperate stemme. Jeg havde også skaffet backstage billetter af mine far, da han var venner med en mand, som var gift med en kvinde, som havde en grandtante, som kendte Justins manager. I know it's sounds complicated, but it a true story, bro.

Justin var virkelig sød, sjov og lidt for charmerende, ifølge mig. Han var virkelig åben, hvilket var dejligt, da han også havde en masse fans at snakke med. Han elskede hans fans, som om de var hans børn (Lidt overdrevent, men I ved hvad jeg mener). Det måtte være Angels bedste dag i hendes liv. Hun havde grinet og hendes smil var ikke til at fjerne. Hun fortjente det også. Jeg vidste at hun ikke havde råd til en billet, da de var vildt dyre. Hun arbejdede som en bryllupsarrangørs assistent. Så det var fedt, at få en privat aftale med Justin. Angel begyndte rent faktisk at græde, da hun så billetterne, backstagepassene og Justins brune øjne. Som jeg sagde før; hun fortjente det.

 

Jeg smilede opmuntrende til hende, hvilket blev gengældt af et svagt smil, som var falsk. "Chance, jeg er ikke i humør til det," sagde hun opgivende. Jeg gispede falsk. "Det lyder ikke som min veninde, som drømmer om en karriere med den træting og strenge!" Hun fniste kort og smilte så. "Fint, men kun den ene gang,"

Hun tog imod guitaren og spurgte hvilke sang. "Min ynglings," svarede jeg og hun nikkede. Hun strammede strengene på dingenoterne og pillede ved et eller andet. Jeg havde ikke forstand på guitare eller andre instrumenter... Hun begyndte så, mens jeg lyttede interesseret med.

 

"I heard that you're settled down
That you found a girl and you're married now.
I heard that your dreams came true.
Guess she gave you things I didn't give to you.

Old friend, why are you so shy?
Ain't like you to hold back or hide from the light.

I hate to turn up out of the blue uninvited
But I couldn't stay away, I couldn't fight it.
I had hoped you'd see my face and that you'd be reminded
That for me it isn't over.

Never mind, I'll find someone like you
I wish nothing but the best for you too
Don't forget me, I beg
I remember you said,
"Sometimes it lasts in love but sometimes it hurts instead,
Sometimes it lasts in love but sometimes it hurts instead,"

Nialls synsvinkel.

"Jeg er sulten!" sagde jeg for femte gang. Jeg havde ikke spist i tre timer og min mave rumlede vildt. Jeg havde kun været inde på lejligheden, da jeg havde fået det dårligt. Liam troede at det var noget med at jeg havde spist noget dårligt og det ville hjælpe med cola. Men det var det ikke. Efter Chance var gået tilbage til hendes lejlighed, havde jeg fået det skidt. Jeg vidste ikke hvorfor, men de irriterende følelser dukkede op, op til flere gange. 

"Så lav dog noget selv," lød det fra Harry, som var sikkert ret irriteret. Jeg havde tigget ham, da jeg var for doven, Det plejede ikke at være mig, men nu føltes det bare så.. afslappet. "Jamen, jeg er træt," jamrede jeg, og stirrede hen på køkkenet, hvor man kunne se ind. Harry og Liam var derinde, og de var i gang med at snakke om et eller andet. Jeg orkede ikke at finde ud af det. 

Så jeg lagde mig godt til rette på sofaen, da der var en film, som var ret kedelig. Så måtte jeg bare sove med tom mave med urolig følelse. Jeg var kun sulten.. Andet kunne jeg ikke komme i tanker på. 

 

Liams synsvinkel.

 

"Liam, jeg ved ikke hvad der er galt med ham," sagde Harry lavmælt. Jeg kiggede hen på Niall, som liggede på sofaen og snorksov. Jeg kiggede igen hen på Harry og nikkede enig. Harry og jeg var i gang med at snakke om Niall, da han havde opført sig underlig her på det sidste. Ingen af os vidste hvad det var, så vi var ret urolige og bekymret over ham. "Tror du det er noget om en?"

Jeg kiggede hen på Harry, som stillede spørgsmålet. Han så ret bekymret ud. Det var han jo også, da det var hans bedsteven, som ikke ville lave noget eller deltage i noget. Det havde han også gjort, mens Chance var her. Jeg rystede på hovedet, da jeg var usikker.

"Tror du det er noget om Chance?" røg det ud af min mund og Harry nikkede hurtigt enig. Niall havde ændret sig vildt meget, siden han mødte Chance. Før havde han altid været hyper, men så var han blev en smule rolig. Jeg kunne ikke finde ud af det. Nu var jeg ret sikker på, at det var noget med Chance at gøre.

"Kom med," sagde Harry, som skubbede mig hen til hoveddøren. "Harry, hvad laver du?" spurgte jeg forvirret og lavt, så Niall ikke hørte noget. Harry smilede og åbnede døren. "Vi skal hen og besøge en god ven," svarede han endelig. 

 

Chances synsvinkel

"Ej, omg! Hahaha, se lige hans ansigt!" grinede Angel. Vores grineflip var ikke til at tage fejl af. Vi havde grinet så meget, at vi ikke kunne få luft. Vi var nu hjemme hos mig og så nogle komediefilm. Angel humør var blevet meget bedre, om om intet var hændt, hvilket gjorde mig glad. Jeg smilede, da jeg hørte banken på min hoveddøren. Jeg stoppede med at grine, men Angel kunne ikke holde sin mund. 

Jeg tyssede på hende og trykkede pause på filmen og traskede hen til døren. Lyden af Angels grin fik mig til at smile. Men da jeg så åbnede døren, dukkede en krøltop og drengen med en angst af skeer. Hvad lavede de her, uden de andre?

"Halløj, Chance!" sagde de så i kor. Jeg kiggede undrende på dem, men de smilede stadig. "Hvad laver I her?" spurgte jeg så. De svarede mig ikke, men gik så ind.

Hvad?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...