On My Mind | One Direction

Sød, ret så intelligent og køn pige er ord, der beskriver forkælede Chance Cameron. Chance er en meget populær pige, fordi hendes far ejer tonsvis af hoteller i hele England, men det gør ikke hendes liv bedre. Paparazzier er efter hende og dumme drenge ville have hende, men hun vil bare have et normal liv. Men kan en dreng med de smukkeste blå øjne, og pjusket blond hår med en guitar ændre hendes liv, da han og hans venner checker ind på hendes far hotel? Hvad skal hun gøre, når hun ikke kan holde sig væk fra selveste Niall Horan? (Min første novelle på Movellas.)

114Likes
93Kommentarer
8860Visninger
AA

9. It's so hard! - PART 2❀

Chances synsvinkel.

”Se, jeg vandt!” jublede jeg, efter jeg rykkede mit sidste ludo brik. ”Ja, men det var også fordi, jeg lod dig vinde, skat,” sagde hun, og hun lagde en falsk sur mine på hendes læber.

”Det er bare fordi, at du ikke kan lide at tabe til en 11 årig, mor!” grinede jeg, mens jeg løftede min arme op, for at vifte og svinge med dem. ”Ja, det skal vi nok sige, skat,” sagde hun, og samlede de ludo brikker, som jeg kom til at kaste på gulvet, da jeg løftede armene.

Jeg smilede, og hjalp mor med at samle de sidste, som lå under den stol, jeg sad på. Jeg tog dem så, og lagde dem ind i pakken, som jeg hurtigt havde lagt tilbage på hylden. Far var ikke kommet hjem fra hans forretningstur i Milano, men det var jeg sådan set ligeglad med. Mor havde altid været hjemme til tiden, så det bekymrede mig ikke, hvis far ikke dukkede op. Det plejede han aldrig.

”Mor! Sig til Chelsea, at hun ikke skal pille ved mine ting,” lød det skingert bag mig, som tydelig kunne høre, at det var Arizona, som sagde noget. Arizona kom ved min side, og lagde sine arme over kors. Mor grinede kort. ”Det sker jo altid, skat. Du har bare nogle anderledes ting end hende,” sagde hun, og gik hen til vasken, for at vaske de sidste tallerkner op.

”Ja, men hun har ikke ret til at pille ved mine bøger og briller!” hidsede hun, hvilket fik mor til at smile til Arizona. ”Okay, jeg tager en snak med hende.”

Mor smuttede op til Chelseas værelse, så jeg gik hen til sofabordet i stuen, hvor mine barbie dukker flød på. ”Arizona!” kaldte jeg. ”Ja, det er mit navn, vil du købe det?” råbte hun tilbage. Jeg rystede på hovedet.

”Ellers tak. Jeg kan godt lide mit navn,” sagde jeg og fortsatte. ”Vil du ikke lege med mig?” ”Hvis det er med dine åndsvage barbie dukker, så nej tak!” svarede hun igen. ”Ej kom nu! Hvem skal jeg ellers spørge? Chelsea er ikke så sød at lege med,” bedte jeg. ”Hun er så irriterende og krævende!”

”Det er fordi hendes indre hormoner er gået i gang. Det siger mor i hvert fald,” sagde hun så, da hun kom ind i stuen. Jeg rystede på hovedet, og kom med et ad-lyd. Chelsea var cirka femten år nu, så hun var fire år ældre end jeg, og fem år ældre end Arizona. Og Chester skal jeg ikke glemme; hun var cirka syv år ældre end ham.

Lille stump.

Arizona var gået op på sit værelse, og mor var kommet tilbage. ”Moaaaaar!” sagde jeg langsomt, og trak lidt i det. ”Det er mig,” sagde hun, og kom ind i stuen. ”Vil du ikke lege med mig? Der er ingen, der vil,” sagde jeg, og trak min underlæbe frem. Mor gjorde det samme, smilede og nikkede. Hun satte sig ved siden af mig, tog en tilfældig dukke, og rettede på dens tøj.

”Hvad skal de så være i dag? Læger, piger der shopper, eller skal jeg tage den drengedukke, så din og min kan være kærester?” spurgte hun. ”Ad, mor! Hvor klamt,” sagde og jeg grinede. Mor var så fantastisk. Hun havde altid været så sød og forstående, det modsatte af far. Jeg elskede hende.

Jeg vågnede op i et spjæt, da min hoveddør bankede på. Mit hoved dunkede vildt, hvilket fik mig bare til at lægge mig på puden igen… puden? Hvordan kom jeg hjem fra kirkegården? Hvorfor havde jeg det så dårligt, at jeg intet kunne huske? Hvorfor stillede jeg så mange spørgsmål, som jeg ikke kunne få svar på?

Jeg tog mig til hovedet, da smerten kom frem igen. Banken på døren blev højere, men jeg kunne ikke rejse mig op. Forbandede smerte. Undskyld for at bande, men jeg led af smerte! Jeg måtte skaffe mig nogle smertestillende piller eller hovedpinepiller.

Jeg rejste mig op, og lagde mærke til, at jeg frøs på mine ben. Jeg kiggede ned, og udbrød et skrig. Hvem i alverden havde taget mit tøj af for mig?! Det var vildt irriterende, at jeg ikke kunne huske en skid, udover jeg løb ud af hotellet og hen til kirkegården, som lå et godt stykke væk fra hotellet.

Jeg gik hen til mit skab, og fandt nogle grå joggingbukser, som jeg hurtigt tog på. Jeg var i hvert fald glad for at jeg havde min hvide, lange top på. Uden at kigge mig på spejlet, gik jeg ud af mit værelse og hen til døren. Hvem kom overhovedet så tidligt om morgenen? Det var da morgen ikke..? Det lignede det i hvert fald ud af vinduet, og ingen larmende biler. Men det var jo også torsdag i dag.

Jeg åbnede døren, og et lille gisp kom fra Niall. Hvad lavede han her? Kunne han ikke se, at jeg ikke havde det så godt, eftersom han havde set mig, inden jeg havde kigget på mig selv.

”Godmorgen solstråle,” smilede han ironisk, og trådte ind i lejligheden, da jeg trådte til side. Jeg kom med et falsk grin, og lagde så mærke til at jeg havde tør hals. Hvad skete der i går?

”Haha,” sagde jeg. ”Jeg kunne ikke gøre noget for, at du kommer så tidligt om morgen.” ”Chance, klokken er 13:00.” Ej, vel? Men hvordan kunne det så være så lyst? ”Når, okay,” sagde jeg bare.

Sammen gik vi ind i stuen, og slog os ned på sofaen. ”Hvad så? Kan du huske noget fra i går?” spurgte Niall, mens han tog fjernbetjeningen, og tændte Tv’et. Jeg rystede på hovedet som svar. Min hals var alt for tør, så jeg kunne ikke tale.

”Slet ikke, ” sagde jeg, rejste mig fra sofaen og styrtede ind i køkkenet for at drikke et glas vand. Jeg åbnede skabet, og tog et glas, for at fylde med vand. Jeg gik ud af køkkenet, og hen til mit badeværelse, hvor jeg kunne hente en smertestillende.

Efter jeg havde hentet pillen, gik jeg ind i stuen med glasset. Jeg puttede pillen i munden, efterfulgt to slurk af glasset. Forfriskende. Jeg satte mig på sofaen ved siden af Niall, og lagde glasset på bordet. Det var lidt ubehageligt, at Niall fulgte hver en bevægelse, jeg fortog mig.

”Så,” sagde jeg efter en lille stilhed i stuen. Jeg foldede mine hænder på mine lår, og strøg mine joggingbukser. ”Hvorfor kom du overhovedet?” ”Louis fortalte mig, at du ikke havde det så godt, så derfor kom jeg med..” sagde han, og trak en pose frem, så åbenlyst lå ved siden af hans venstre ben? Hvordan kunne jeg ikke se den?

Jeg tænkte mig godt om, og fik nogle billeder i mit hoved, hvor jeg sad på kirkegården, og faldt i søvn, mens Louis, Zayn og de kønne piger kom løbende. 

”Det havde jeg vist ikke,” mumlede jeg, og smilede kort. Det var ikke ægte og heller ikke akavet, men smilet kom bare frem, jeg aner det ikke.

Niall tog min ene hånd, og klemte den lidt. Jeg kiggede hen på ham, og så et svagt smil spille på hans læber, hvilket udelukkende smittede. ”Det er jeg ked af at høre,” sagde han og klemte den mere.

Jeg var nu ikke sikker på, om han mente det med mig eller… mor. Jeg vidste heller ikke, om Louis vidste det med min mor, men hvis han gjorde, kunne det godt være at han ville fortælle det til Niall. Men det var også okay, hvis Niall vidste det. Så længe han ikke kørte det længere ud, kunne jeg godt klare, at holde tårerne tilbage. Men jeg vidste, at Niall ikke kunne finde på det, eftersom han virkede ret forsigtig over hvad han sagde til folk.

 Jeg sank en klump i halsen, og nikkede kort. Niall klemte min hånd mere, indtil vores hænder blev lidt svedig. Han slap den kort, og smilede til mig. Jeg gengældte, og kiggede så hen på TV skærmet.

Mit og Nialls forhold til hinanden havde ændret sig. Det kunne jeg mærke. Jeg vidste, at han var en til at stole på, så det gjorde mig lidt tryg, når jeg var i nærheden af ham. Det kunne være, at han havde det på samme måde, men jeg kunne ikke læse tanker, så jeg var ikke så sikker.

 

”Hvad skal vi lave? Så længe, det er indendørs, så vil jeg med glæde deltage,” sagde jeg, da jeg kiggede på Niall igen. Jeg kunne se, at han tænkte, da han ”aede” hans hage. Det ene øjenbryn blev skudt op helt til hans pande, men den anden bevægede sig lidt. Mærkeligt.

”Har hotellet ikke et spillerum?” spurgte han lidt efter. Jeg nikkede som svar, og så at hans øjne lyste op. ”Så tager vi da derhen,” sagde han, og var straks op for at komme hen til døren. Jeg sad stadig tilbage, og sukkede højlydt. ”Niall, jeg har prøvet de spil en million gange!”

Niall kom tilbage ind i stuen, med korslagte arme, og et afventende blik. ”Du sagde indendørs, og ligger det ikke inde i hotellet?” Han kiggede åbenlyst på mig, hvilket fik mig til at smile svagt og nikke.

”Jamen så er det da det vi gør!” sagde han glad. Jeg sukkede ”fint, men jeg skal altså lige skifte, eller noget.” Han nikkede godkendt, så jeg gik ind på værelset og hev et par jeans og en T-shirt ud, som jeg hurtigt tog på. Jeg kørte hurtigt en børste igennem mit hår, og børstede tænder.

Jeg gik ud til Niall, ”klar?” spurgte han, jeg nikkede.

Vi gik ud i gangen og tog nogle sko på. Jeg tog mit nøglekort, og sammen bevægede vi os mod elevatoren. Jeg stod og tænkte, mens Niall trykkede på knappen til elevatoren. Den gik op med en ’ping’ lyd. ”Hvad sal?” spurgte Niall. ”Nummer 2,” sagde jeg og hurtigt trykkede han på knappen. Han begyndte at trippe med foden. ”Du har da heller ingen tålmodighed” grinede jeg. ”Jo jeg har da… Jeg kan bare ikke lide elevatorer,” sagde han flovt, ”Hvorfor?” spurgte jeg da døren gik op. ”Jeg har klaustrofobi” forklarede han, inden jeg nikkede og smilede.

 

”Chance?” sagde en bag os. Jeg vendte mig om og så min far, som kom imod os. ”Du må virkelig undskylde det i går,” sagde han og sukkede. ”Jeg ved det ikke, men kan vi ikke lave noget sammen i morgen så?” spurgte jeg usikkert. ”Chance, jeg har et møde” sagde han, vreden steg.

”Har du ikke altid det?” sagde jeg frustreret og havde hævet stemmen lidt. ”Det er altid det der har været vigtigere ikke selv dengang, mor levede. Du har aldrig været hjemme! Alt andet var vigtigere, og det er det stadig!” råbte jeg, og ubevidst trillede en tåre ned af min kind.

Jeg hadede, når han bare gjorde sådan noget. Jeg havde ikke så mange venner, fordi jeg ikke var særlig god til at stole på nogen, som ikke havde tid til at være sammen med mig. I havde vel lagt mærke til at mit liv var noget lort..

”Chance jeg har jo..” - ”..travlt med hotellerne, jeg ved det.” afbrød jeg. Han sukkede. ”Chance, undskyld.. jeg lover vi snart laver noget sammen igen,” sagde han. ”Du lover altid men du holder det aldrig.” Endnu en tåre trillede ned af min kind.

Niall lagde en hånd på min skulder for at vise, at han støttede mig. Jeg havde ikke brug for støtte, men tryghed. Og det skulle min far give mig.

”Chance jeg lover det den her gang,” sagde min far. ”Jeg er da ligeglad, du holder det alligevel aldrig. Jeg ville bare ønske mor stadig var her,” sagde jeg hårdt, han så såret ud.

”Chance skal vi ikke…” begyndte Niall, men jeg afbrød ham.

”Hele mit liv har jeg prøvet at være den perfekte datter. jeg deltager i alt muligt lorte møder, jeg går ikke i skole fordi det har jeg åbenbart ikke tid til, jeg drikker ikke, jeg har ikke nogen ægte venner, medmindre jeg har mødt dem her på hotellet, for jeg er aldrig andre steder og jeg gør alt hvad du siger. Jeg har aldrig sagt dig imod, og du kunne ikke engang droppe et møde, du alligevel ikke kunne nå for mig” sagde jeg såret.

”Chance du må undskylde” sagde min far. Jeg tørrede en tåre væk. ”Det er ikke godt nok” sagde jeg så. Jeg havde virkelig en trang til at løbe væk igen, men jeg havde skabt problemer nok. Og desuden havde jeg stadig lidt kvalme.

”Chance, jeg ved godt jeg har forsømt dig her på det sidste..” - ”her på det sidste, sikke noget lort! Sidste gang vi to brugte en hel dag sammen, var den gang mor blev begravet. Ellers har vi kun været på konferencer, gallamiddage eller møder. Det er ikke kun her på det sidste far,” sagde jeg vredt.

Han så såret på mig, men jeg lukkede øjnene. Jeg kunne ikke klare at se ham i øjnene ud. En af grundene var, at jeg havde nærmest fortalt alle mine tanker til ham og Niall. Mine følelser indeni kunne jeg slet ikke styre. Jeg havde lyst til at grine, græde, råbe men ikke at sige noget. Ukontrolleret var jeg.

”Du har aldrig været her for mig,” sagde jeg og lod endnu en tåre løbe ned af min kind. Hurtigt tog jeg Nialls hånd, og sammen løb vi ind i elevatoren og trykkede på etagenummeret til spillerummet.

Jeg havde virkelig brug for ham, men eftersom jeg var intet for ham, var jeg nød til at være ligeglad. Lige var jeg taknemlig over at jeg havde tre søskende rundt i Verdenen og en mor i Himlen, som stadig tænkte på mig..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...