On My Mind | One Direction

Sød, ret så intelligent og køn pige er ord, der beskriver forkælede Chance Cameron. Chance er en meget populær pige, fordi hendes far ejer tonsvis af hoteller i hele England, men det gør ikke hendes liv bedre. Paparazzier er efter hende og dumme drenge ville have hende, men hun vil bare have et normal liv. Men kan en dreng med de smukkeste blå øjne, og pjusket blond hår med en guitar ændre hendes liv, da han og hans venner checker ind på hendes far hotel? Hvad skal hun gøre, når hun ikke kan holde sig væk fra selveste Niall Horan? (Min første novelle på Movellas.)

114Likes
93Kommentarer
8943Visninger
AA

8. It's so hard! - PART 1 ❀

Angels synsvinkel.

Chance havde nu lukket døren, så nu sad jeg med nogle verdensberømte; hvor vildt!! Det her måtte være en af de bedste dag i mit liv. Men mit hjerte tilhører stadig min elskede Justin! Undskyld for "fangirling", men det var totalt vildt.

"Så.." startede Harry og gned sine hænder langsomt. "Fortæl lidt om dig selv." "Hvad vil I vide?" Jeg fortrød kort, at jeg sagde noget, fordi min stemme var så skrøbelig, men også nervøs. Men helt ærligt; de var jo ikke hver dag, man sad med nogle kendte i sin bedstevenindes stue. "Bare et eller andet."

Jeg nikkede kort, og tænkte så igennem, om hvad jeg skulle sige. Det ville være totalt pinligt, hvis jeg sagde et eller andet flovt, og de begyndte at grine hånligt eller nedladende. Men sådan var de jo ikke.. I hvert fald ifølge sladderbladene.

"Jeg hedder Angela, men mine venner kalder mig for Angel eller Angie. Jeg er 18 år, og bor i London. Jeg studerer jura, hvilket ikke passer så meget til mig, da mine venner mener at jeg sikkert ikke kan tage det seriøst," sagde jeg og bed mig kort i underlæben.

"Hvorfor?" spurgte Liam. "Fordi de siger, at jeg ikke tager skolen seriøst, eftersom jeg tager til fester hver weekender," svarede jeg og tilføjede: "Men de kender ikke den anden side af mig. Det er kun Chance, der kender det. Hun er jo trods alt min bedsteveninde."

"Må vi vide det?" spurgte Harry med et lille bedende smil, hvilket fik Liam til at slå ham på armen. "Hvad, jeg spurgte bare!" "Men det kan være at hun ikke vil fortælle det," sagde Liam lidt irriteret. Jeg tog noget af min hårtot bag øret. Det var sikkert okay, hvis de vidste det. Var det ikke? Altså, de virkede ikke som nogen idioter, som ville sige det til alle.

Ikke sandt?

"I måtte godt vide det," røg det pludselig ud af munden på mig. Jeg havde tænkt godt og grundigt på, hvorfor de ikke ville sige det.

Chances synsvinkel

Jeg trådte ind i lejligheden, som lugtede stærkt af mandeparfume, da Niall havde åbnet den helt, så jeg kunne komme forbi. Jeg gik ind i stuen, og satte mig stille ned på sofaen. Niall kom, og gjorde det samme. Han sukkede kort og kiggede indtrængende på mig.

"Niall.. Hvad har jeg gjort? Eftersom du ikke svare på mine opkald eller beskeder, så må det være mig," sagde jeg efterfulgt af et suk. "Jeg kan virkelig ikke lide det.."

"Nej, det er ikke dig eller jo.." sagde han fortvivlet, som om han havde et lille skænderi inde i sig. Jeg rynkede brynene. "Hvad?" "Jeg ved det ikke!" sagde han vrissende.

"Easy.." mumlede jeg. "Nej, det kan jeg ikke, Chance! Mine tanker flyver rundt og jeg kan ikke klare det længere," sagde han så.

"Hvilke tanker?" spurgte jeg. "Niall, du skal ikke være urolig. Fortæl mig det," sagde jeg. Han nikkede og tænkte sig om.

"Kender du, når man føler sig elsket, men det handler kun om pengene og udseendet?" spurgte han så. Jeg var ret overrasket over, at han sagde det. Jeg nikkede, som svar, da jeg kendte det alt for godt.

Alle de drenge, som jeg havde datet var prøvede enten at komme i bukserne på mig eller udnytte mig. Jeg ville aldrig føle kærlighed igen - never. Okay, jeg løj, men jeg ville først kende personen virkelig godt til at jeg kunne gennemskue, hvad han ville finde på.

"Jeg har millioner af fans sammen med de andre drenge, men jeg føler som en outsider," startede han. "Jeg er blondhåret, de er mørkhåret. Jeg er venstrehåndet, de er højre. Jeg er fra Irland, og de er herfra. Jeg elsker at stå på scenen og synge. Det er min drøm. Men når jeg så får breve fra nogen, hvor de skriver, at jeg skal forlade bandet.." sagde han så. Hans øjne blev røde og tårerne sad stadig i øjnene. "Jeg kan ikke," brød han så ud.

Han tog sine hænder op til hovedet, og hulkede lavt. Det var det sørgeligste, jeg nogensinde havde hørt. Jeg havde aldrig vidst, at den gladeste og sødeste person i Verden brød sammen.

Jeg mærkede en saltsmag i min mund, hvilket betød at jeg græd. Ikke på grund af mig, men på grund af ham. Hvis jeg vidste det før, ville jeg have ændret det med det samme. Jeg sværger. En knude blev større i halsen, som var svær at ignorere. Jeg hulkede lavt, og det fik Niall til at kigge på mig.

Jeg gik hen til ham og satte mig på hans skød og knugede ham ind til ham. Jeg kunne virkelig ikke klare det. Min bedsteveninde græd, Niall græd og nu græd jeg. Vild dag, ikke?

"Just because you crying, it dosen't mean, that you are week. It means that you have been too strong in a long," citerede jeg mumlende ind i ham skulder. Jeg vidste at han hørte det, fordi han nikkede og snøftede kort.

 

Niall og jeg gik nu en tur i parken, for at få lidt luft til hjernen. Nu tænkte I sikkert, at jeg ikke havde jakke eller sko på, men jeg havde lånt Zayns røde Converse og Nialls jakke, da han selv havde en. Angel var stadig på inde i min lejlighed sammen med Harry og Liam, hvilket var okay. Hun var ikke den generte person, så det skulle nok gå.

Et par piger havde stoppet Niall op og spurgt om autograf og billede, hvilket var okay. Nogen af pigerne ville også have et billede med mig, da jeg var datter af Cameron Campbell. Jeg forstod det ikke i starten, men jeg var vidst blevet vant til det? I don't know.

Niall og jeg havde snakket mellem himmel og jord, og jeg havde næsten glemt alt det der skete før. Han havde sådan en speciel effekt på mig, hvilket jeg kunne lide. Jeg følte mig så tryg, ikke lige som når min fars sikkerhedsvagter kom rendende på mig, men jeg kunne lide Nialls tryghed.

"OM MY GOD! DET ER NIALL HORAN!" skreg en bag os. Vi vendte os rundt og så, at det var nogle små piger, som løb hen til ham. Jeg grinede kort og trådte til side. De stod nu foran Niall, og rakte med deres små hænder deres noteblok, blyant eller kamera.

Mens jeg ventede på, at Niall var færdig med at give autografer, kom der en gruppe teenagepiger hen til mig.

"Hey, er du Nialls kæreste?" spurgte en af pige med rødt hår og blå øjne. Jeg rystede på hovedet. "Slet ikke. Vi er bare gode venner," svarede jeg og smilede. Det blev ikke gengældt, da jeg fik et koldt blik. "Godt, for han er vores," sagde hun igen.

Der fik jeg lysten til at grine. Niall kunne ikke tilhøre millioner af piger, det var jo latterligt. Ligesom når Angel sagde, at Justin Bieber tilhørte hende og ikke andre. Det kaldte man for håbefulde fans, min mening..

"Han er ikke jeres," sagde jeg og lagde tryk på jeres. "Der er mange andre piger i Verdenen, som også vil have ham." Pigen fnyste, hvilket fik de andre piger til at grine. "Jo, faktisk. Han ville ikke have en pige som dig." "Og hvad er der med mig?" "Du er ligesom alle de forkælede piger. Dum, flabet og snobbet. Alt i alt; falsk," svarede hun hårdt og hånligt tilbage. 

En knude voksede i min hals og en i maven, og det fik mig til at stirre trist. Ordet falsk var så stor for mig. Jeg havde aldrig blevet kaldt det før, men det ord sad nu permanent fast i hovedet. Vreden inde i mig, som var gemt meget væk, kom frem, inden jeg blinkede. Mit blik lynede vildt, og pigerne så det.

"Falsk? Falsk?! Du kender mig fanme ikke, også kalder du mig ting ud af røven! Tag dig freaking sammen, forhelvede," sagde jeg, og gik truende hen til hende. Hun og de andre bakkede langsomt tilbage. "Jeg har oplevet så mange ting I mit liv, så du skal ikke tro at du kan læse mig, som en åben bog! Jeg er den jeg er, og du kan slet ikke ændre. Bare fordi du sikkert ikke kan lide dig selv eller noget, så har du fanme ret til at sige noget til andre. Pas din mund.."

Okay, der bandede jeg lige, men det kan I klare at læse, ikke? Men jeg kunne ikke styre min vrede, så min kontrol virkede ikke længere. Pigen måbede vildt, og de samme gjorde det andre. Der var heldigvis ikke andre personer i parken, så der var jeg heldig. Men jeg bange for at paparazziene gemte sig bag træerne. Pigerne gjorde ikke andet end at stå helt stiv og kigge på den rødhåret.

Pludselig var der en, som kastede noget væske på mig. Det var ikke regn, for solen skinnede stadig lidt bag skyerne og væsken var virkelig VARM!

Jeg skreg vildt, og opdagede så at det var hende pigen, som havde kastet varm kakao på min hvide T-shirt, så det dryppede til mine mørkerøde bukser. "HEY, hvad har I gang i?!" råbte der en bag mig.

Niall, Liam, Harry og Angel kom løbende hen til os. Niall kom hen ved min side, og så ned på min hvide, eller brune, T-shirt. "Chance, er du okay?" spurgte Niall uroligt. Jeg nikkede kort. "Ja, det er jeg. Men det ser ud til at din jakke ikke har det så godt," sagde og kiggede på jakke. Nialls mørkeblå jakke var blevet lidt brun, da kakaoen var tør.

Jeg lagde mærke til at alle pigerne var væk, undtagen den rødhåret. Hun stod for sig selv, og kiggede ned på jorden. Min indre vrede var ved at forsvinde, da Niall blev ved med at stryge sin hånd på min ryg. Jeg smilede let, og nu blev den væk.

"Er du okay, Chance?" spurgte Angel og Harry i munden på hinanden. Jeg nikkede igen, og smilede til dem. "Skal vi ikke til at gå ind på en café, jeg trænger til latté," grinede jeg kort. De andre grinede ikke, da de ikke vidste hvad jeg snakkede om.

"Lige meget, jeg vil hjem." Jeg gik, og lagde mærke til at hun var væk. Jeg vidste, at de var bag mig, så jeg gik bare videre i mine egne tanker.

Jeg var nu kommet tilbage til hotellet. Angel tog hjem, og drengene tog tilbage til deres lejligheder. De kom før mig, da jeg tog en anden vej og købte en ny håndtaske. Jeg fortalte Niall, at jeg ville tage jakken til renseri, også kunne han få den.

Varmen fra lobbyen steg frem inde i mig, så jeg tog jakken af. Ude er godt, men hjemme er bedst, tænkte jeg. Længere fremme så jeg min far, der snakkede i sin mobil, meget højt. Det lød som om, at diskuterede med en. Jeg gik hen til ham, hvilket han sikkert lagde mærke til.

"Hej far," hilste jeg og krammede ham. "Hej, skat. Hvorfor er du så... kold?" spurgte han, da jeg trak mig. "Jeg gik en tur," svarede jeg. En høj mandestemme kom fra hans mobil, så han lagde på, da jeg vidste, at han syntes, at det var irriterende og støjende. "Hvorfor gjorde du det?" spurgte jeg. "Jeg er kommet for sent til møde, da min limo ikke kom. Og nu er Brandons far blevet lidt mopset," fortalte han. Jeg nikkede, og kom så med en plan.

"Far?" - "Ja'er?" sagde han. "Vil du ikke please droppe det åndssvag møde?" spurgte jeg. "Så kan vi lave noget sammen." "Skat, du ved jeg ikke har ti..-" "-Jo det har du nu, eftersom du ikke skal til møde," afbrød jeg ham med et smil. "Far. Vi har ikke været sammen alene i snart to måneder. Vil du virkelig droppe mig for den møde, du ikke kan nå?" Han svarede ikke. Jeg vidste det. Tænk at han ville kalde mig for hans datter.

"Jeg vidste det." Jeg kastede jakken på gulvet, og løb hen til udgangen, imens min far kaldte på mig. Tænk at jeg kunne kalde ham for min far. Jeg løb ud af hotellet, og hen mod kirkegården. Den kolde brise ramte mig, hvilket fik mig til at klapre tænder og gnide med mine hænder.

Jeg plejede at være på kirkegården, hvis jeg ikke kunne klare mine tanker og situationer. Jeg ville besøge en gammel ven. En person, som jeg har savnet som en sindssyg.

Jeg løb derind, og ledte efter navnet på den sten hvor der stod Lisbeth Campbell. Jeg fandt den hurtigt, og satte mig på knæ og hulkede løs.

Selve navnet gjorde mig ked. Jeg hulkede løs, og mumlede noget, som jeg selv ikke vidste hvad. Jeg kunne ikke lide den følelse, som lå indeni mig. Den var blandet med vrede, savn og sorg. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Ordet hjælp kom ind i mit hovedet, men jeg ville ikke have den ud.

Han gjorde det altid imod mig. Jeg var altid på andenpladsen, nogen gange tredje- eller fjerdepladsen. Hans arbejde var meget vigtigere end mig, og det var ikke noget, jeg kunne ignorere. Jeg boede jo trods alt på en af hans kæreste eje. Det var en af grundene til at jeg ikke tænkte på ham dagligt. Jeg vidste, at det ville få mig på det nederste niveau.

Det var de tider, jeg havde brug for min mor, som kunne trøste mig, se film med og eller snakke om mit liv. Desværre, så måtte jeg leve med at hun sad oppe i Himlen, og kiggede ned på mig, mens jeg græd ved hendes gravsten. Jeg savnede (savner) hende så meget, at det var til at skrige over. Men jeg kunne ikke skrige. Min mund var lammet af alle tårerne og mine hænder rystede som vildt. Jeg havde ikke jakken på, da den lå på hotellet.

Jeg kyssede gravstenen, mens jeg stadig hulkede. "Du må ikke græde, skat," ville hun sige nu. "Jeg ved at du er stærk. Jeg har opdraget dig som en kriger." Jeg vidste at hun ikke snakkede med mig, men alligevel snakkede jeg. "Jeg kan ikke klare det længere mor. Han opfører sig, som en idiot. Det plejede han ikke," sagde jeg til gravstenen. "Hvad skal jeg gøre? Jeg har brug for din støtte nu!" skreg jeg hulkende. "Chance. Jeg er der for dig. Du skal kalde på mig, for jeg sidder deroppe og inde i dit hjerte," sagde hun. "Mor, jeg elsker dig." "Jeg elsker også dig, skat. Vi ses," sagde hun, og jeg begyndte langsomt at stoppe med at tude. Jeg nikkede.

 

"Chance? Er det dig?" spurgte en stemme bag mig. Jeg drejede mit hovedet, og så at Louis og Zayn sammen med to piger komme imod mig. Det var blevet vildt mørkt, og min far var sikkert blevet bekymret for mig. Jeg nikkede, men pludselig lukkede jeg øjenlågene i, og lagde mig på det kolde, frosset græs.

 

Louis' synsvinkel.

Eleanor, Perrie, Zayn og jeg var nu på vej hjem fra biografen. Pigerne ville se Twilight Breaking Dawn part 2, og eftersom Zayn og jeg ikke kunne sige nej til dem, så skulle vi se filmen. Den var nogenlunde interessant, men det var ikke min kop te. Pigerne snakkede løs om filmen, og jeg havde op til flere gange at de skulle holde mund, for helt ærligt; så god var filmen heller ikke.

"Hey, er det ikke Chance, som sidder i kirkegården?” spurgte Zayn nysgerrigt. Jeg kiggede hen på hans retning, og det var sandt. Chance sad på knæ og græd, men hun snakkede til en gravsten. Jeg vidste ikke hvorfor, så derfor gik jeg derhen. ”Kom med,” sagde jeg til de andre, som hørte mig, da de fulgte med. ”Louis, hvad skal vi her?” spurgte Eleanor forvirret. ”Fordi, der er en, jeg kender, som sidder derinde,” svarede jeg og smilede til hende. Hun smilede sødt tilbage, og fulgte med sammen med Perrie, som var bag ved Zayn.

 

Vi gik hurtigere hen mod Chance, da hun havde lagt sig ved gravstenen. Da vi kom derhen, kunne vi høre at hun var faldet i søvn. Nogle tårer kom ud af hendes øjenkrog, som tog lidt af hendes mascara med sig. Ærlig talt så lignede hun et monster. Hendes ansigt var sort af mascaraen, rander under øjnene og røde kinder.

"Kom, lad os tage hende tilbage til hotellet," sagde jeg og de andre nikkede. "Zayn, hjælp mig lige,” sagde jeg, og hurtigt fik vi Chance op på ingen tid. Zayn bar hende som en brud, hvilket fik Perrie til at grine. ”Der er ikke tid til at grine!” sagde Eleanor, og slog hende blidt på armen. Hun lukkede munden og nikkede.

Jeg trak min iPhone op af lommen, og låste den op. Det var Eleanors fødselsdagsdato, (hvis I var i tvivl). Jeg trykkede på telefonen, og tastede et nummer ind. Den sagde biib to gange, og nu lød der en dyb mandestemme.

”Det er Paul,” sagde han. ”Jeg ved godt, hvem jeg har ringet til. Paul, kan du komme hen til Tower Hamstel Cementery Park?” spurgte jeg, men jeg lod mit blik glide hen på de andre, som stirrede på Chance. ”Jo selvfølgelig. Men hvad laver I på en kirkegård?” spurgte han undret. ”Lang historie,” løj jeg. Det ville tage alt for lang tid, at forklare, når vi alle frøs. ”Okay, jeg kommer nu,” sagde han og lagde på.

Jeg kiggede hen på den gravsten, som Chance var ved, og lod mit blik skimme teksten.

Lisbeth Maria Campbell

13. april 1979 – 27. november 2002

Mor til fire og kone til Cameron Campbell.

Må hun hvile i fred, amen.

Det måtte være Chances mor. Stakkels hende. At miste sin mor, når man kun var otte år, måtte være ret hårdt. Jeg havde aldrig hørt, at Chance snakkede om sin mor, det var der vidst ingen, der havde.

Jeg hørte en bil dytte, hvilket betød at Paul var kommet. Zayn og pigerne var allerede på vej hen til ham. Jeg gik fra stenen, og ud af kirkegården. Jeg steg ind i den store bil, og Eleanor var i gang med at sætte selen på tingen – jeg ved ikke, hvad man kalder den ting.

Jeg satte selen på, lænede mig tilbage og sukkede. Varmen inde i bilen, var virkelig dejlig. Zayn kom med Chance, og satte hende ved siden af Perrie. Hun tog selen på til hende, og beundrede Chance. ”Hun er virkelig køn, selvom alt hendes makeup er tværet ud,” sagde hun så, og Eleanor nikkede sig enig.

Zayn satte sig på passagersædet, lukkede hans dør og tog sin sele på. Bilen startede, og Paul kørte hen mod hotellet, som Zayn fortalte hvor lå. Perrie fandt et tøseblad frem fra sin taske, og bladrede siderne sammen med Eleanor. Jeg lukkede øjnene kort, ikke for at sove, men for at hvile lidt. Det varede ikke så længe, da en stemme vækkede mig.

”Se en kærlighedstest! Kender du din kæreste godt nok?” læste Eleanor op. ”Åh nej, ikke igen,” mumlede Zayn, og det fik Paul til at le. ”Jo jo, kom nu!” sagde Perrie så. Zayn og jeg sukkede samtidigt.

”Okay, første spørgsmål,” læste Perrie. ”Eleanor, hvad elsker Louis allermest? Nævn fem ting,” sagde Perrie. ”Okay, øhmm.. 1. Han elsker at synge, 2. han elsker store, røde busser, 3. han elsker sin mor, 4. han elsker mig, og 5. han elsker sin due, Kevin!” svarede hun så.

Jeg grinede kort, og kyssede hende på kinden. ”Øh, jeg er nu ret sikker på at nummer 4 ikke er rigtig..” drillede jeg. Hun slog mig på armen. ”Hvor du tarvelig,” sagde hun og lavede en trist mine. Jeg kyssede hende kort på munden, og smilede. ”Du ved det ikke passer, skat.” – ”I know. Jeg kan godt lide at dine læber er på mine,” sagde hun. Jeg kyssede hende, men blev afbrudt, da bilen pludselig stoppede.

”Så er vi her!” sagde Paul muntert, og steg ud af bilen. Chance sov stadig som en sten. Paul kom hen på den anden side af bilen, åbnede døren og tog Chance ud af bilen. Han bar hende, den samme måde som Zayn gjorde, hen til indgangen, og vi steg ud af bilen. Jeg tog Eleanors hånd, og sammen gik vi hen til indgangen, hvor dørmanden åbnede døren for os – det var jo indlysende?

Vi gik ind, og det første, jeg lagde mærke til var en jakke på gulvet. Den lignede Nialls vildt meget. Jeg gik hen til den, og tog den op. Det var den. Den mørkeblå jakke med det irske flag på det ene ærme, som han fik af sin storbror, Greg.  

Jeg snusede til jakken, og den duftede af Niall… og lidt af pigeparfume? ”Eleanor!” kaldte jeg. Eleanor kom hen til mig, og kiggede undret på jakken. ”Hvem er dets?” spurgte hun. ”Det er Nialls. Kan du genkende denne pigeparfume?” spurgte jeg.

Hun snusede til den flere gange, for at genkende den. ”Nu ved jeg det!” sagde hun så. Den dufter af Chance. Når hun vågner, vil jeg spørge, hvad parfumen hedder, den dufter dejligt!” sagde hun så. Jeg smilede til hende, og hold jakken over min skulder.

Paul snakkede med en høj, brunhåret mand med sort jakkesæt på, og en mobil i den ene hånd. Han så helt forvirret og bekymret på Chance. ”Er hun okay?” spurgte han Paul. Paul nikkede. ”Ja, hun sover. Hun bliver sikkert syg i morgen, da hun ikke havde jakke på i kirkegården.”

Manden blev trist og vred. ”Jeg skulle ikke have droppet hende for mødet, som jeg ikke nåede. Jeg føler mig som en forfærdelig far!” mumlede han højt. Det måtte være hendes, travle og ”trælse” far, som hun kaldte ham. Det gav mere mening nu. Det ville jeg rent faktisk også kalde ham, hvis det var min far.

Som jeg sagde før; stakkels hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...