On My Mind | One Direction

Sød, ret så intelligent og køn pige er ord, der beskriver forkælede Chance Cameron. Chance er en meget populær pige, fordi hendes far ejer tonsvis af hoteller i hele England, men det gør ikke hendes liv bedre. Paparazzier er efter hende og dumme drenge ville have hende, men hun vil bare have et normal liv. Men kan en dreng med de smukkeste blå øjne, og pjusket blond hår med en guitar ændre hendes liv, da han og hans venner checker ind på hendes far hotel? Hvad skal hun gøre, når hun ikke kan holde sig væk fra selveste Niall Horan? (Min første novelle på Movellas.)

114Likes
93Kommentarer
8885Visninger
AA

3. I wanna know you. ❀

 

Nialls synsvinkel.

Drengene og jeg kom op til vores suite, og var i gang med at pakke ud. Hende pigen, som var nede i lobbyen virkede meget bekendt. Det kunne være, at jeg havde set hende før. Hun var sikkert en fan, som også boede på hotellet.

Jeg havde pakket ud, og kunne høre, at min mave rumlede vildt. Jeg havde ikke spist i snart fire timer, og det var meget ifølge mig. Jeg gik ud af mit værelse, og satte kursen mod stuen, da jeg hørte nogle høje stemmer. Jeg så at drengene var i gang med, at vælge en film, som lå på sofabordet. Gad de virkelig se film nu? Vi havde knapt nok været her en time.

Jeg så at Louis og Zayn slåsede om en film, mens Liam tog video. Harry var nede på gulvet, og var flad af grin. Et smil kom frem på mine læber, da Zayn gav Louis en lussing, tog dvd'en, og løb væk.

" Oh no, he didn't!" Louis begyndte at jagte Zayn med en stol. Jeg begyndte at grine og satte kurs mod udgangen. "Nialler, hvor skal du hen? Vi skal se film!" spurgte Harry, da han rejste sig, og satte sig ved siden af Liam, som sad med sin mobil op i fjæset. 

"Jeg er sulten." svarede jeg kort, og åbnede døren. Et par løbende skridt lød bag mig, og løb forbi mig. Jeg nåede lige at se, at det var Louis, som trak mig mod elevatoren. Heldigvis nåede jeg lige at lukke døren i en tilfælde med, der kom nogen ind.

 

Vi ankom til restauranten, og jeg var allerede i gang med at overfalde buffeten. De lavede virkelig godt mad. Vi havde også en køkken i suiten, men jeg orkede ikke at lave mad. Vi satte os ved et seks-mandsbord, fordi de andre drenge ville komme om lidt. Faktisk var der ikke fem-mandsbord.

Jeg skulle til at rejse mig, da nogle blågrønne øjne, som jeg så før. Før jeg vidste af det, faldt jeg ned af stolen, og fik hovedet ind i et bordben bag min stol.

"AV FORHEL..." - "Ej omg, er du okay?" En skinger pigestemme dunkede inde i mit hovedet, hvilket fik mig til at skære en grimasse. Jeg lagde min hånd på min pande, da det begyndte at dunke meget mere.

"Jeg har det fint." Jeg kneb mine øjne, men smerten blev værre. Hvad skete der lige for mig? Hold kæft, hvor var det pinligt. Jeg rejste mig sløvt op og åbnede øjnene. Lige der jeg åbnede dem, blev mit blik mødt nogle bekendte øjne - igen.

"Hej, jeg er Niall," fik jeg ud af min mund efter en lille tavshed. Jeg rakte min hånd, som blev hurtigt modtaget med et klem. "Og du er?" 

"Når, jo! Jeg er Chance." sagde hun endelig med et smil plantet på læberne. Hun trak sin hånd igen og skulle til at gå igen, indtil jeg tog fat i hendes håndled, og trak hende hen til mig. Hendes ene hånd ramte mit brystkasse, hvilket fik mit hjerte til at banke hurtigere.

"Hvorfor smutter du altid hver gang, jeg møder dig?" spurgte jeg og klemte min hånd lidt, så hun ikke kunne stikke af igen. Jeg smilede charmerende til hende, hvilket fik hendes kinder til at blusse.

"Det ved jeg ikke. Jeg har bare lidt travlt." sagde hun og prøvede at gå igen, men opdagede at jeg stadig holdte hende. "Det har du ikke nu." smilte jeg, og trak hende med mig. Lidt weird, at jeg bare tog hende med, men jeg ville lære hende at kende.

Chances synsvinkel:

 

Okay, hvad skete der lige? Drengen kom jo til skade, og nu ville han snakke? Var det fald bare noget fup? For hvis det var, skulle han nok få betalt. Han så virkelig nuttet ud, da han lukkede sine flotte krystalblå øjne.. Okay, glem det, jeg lige sagde. 

"Okay, fortæl lidt om dit liv!" lød det fra Niall, som stirrede gevaldigt meget på mig, hvilket føltes ubehageligt, men jeg sagde ikke noget. "Mit liv er ikke spændende, det er bare forfærdeligt. Ikke fordi jeg hader at leve eller noget, men det er bare stressende. Hver dag, ville drenge ned i mine bukser, og paparazzierne er efter mig." Jeg sukkede kort efter min talestrøm, og sjovt nok fik det Niall til at rynke panden og grine kort. Hvad var der sjovt i det?

"Vent.. Er du berømt?" Niall rynkede panden endnu mere, hvilket fik mig til at kigge undrende på mig. Hvad mente han med det? Min far var efterhånden ret kendt, og det smittede sådan set på mig, men jeg forstod ikke, hvorfor han ikke kendte til mig. Jeg var nærmest overalt (uden at lyde selvisk), og jeg havde været på en del blade.

"Nej, men min far ejer tonvis af hoteller i hele England, og en af dem er denne." svarede jeg og fortsatte. "Paparazzierne vil vide, hvor min far er, eller hvem jeg dater, så mange fyre vil have mig, fordi far har en masse penge." Tavheden kom frem, da han bare måbede over, at det var min fars hotel. Det var da normalt, ikke? Altså jeg havde aldrig levet et normalt liv, kunne man vist sige..

"Okay, nu har jeg fortalt noget om mig, så fortæl noget om dig." sagde jeg, da jeg huskede mig om det. Han smilede svagt og åbnede så munden.

"Jaer ehm.." Han tøvede lidt. "Mit liv elsker jeg - meget. Alt den berømelse, alle fansene, som har skilte hvor der står, hvor meget de elsker os, eller de vil giftes med en af os, men.. på en måde, er jeg ret overset.."

Jeg tog hans ene hånd, som var ved hovedet, tog hans hage opad, og kiggede i hans såret øjne. "Hey, undskyld. Det var ikke meningen at gøre dig ked." Jeg smilede opmundtrende til ham, hvilket fik ham til at smile svagt. "Hvis det er noget du vil tale om en dag, så sig til." Han smilede, inden han trak mig hen imod trapperne. Jeg kiggede forbavset på ham, hvilket fik ham til at grine og trække mig videre. Hvad havde han gang i? Jeg tænkte ikke længere over det, for jeg vidste, at han ikke var en voldtægtsmand. Ja, jeg var typen, der kunne give tillid til folk, som ikke så væmmelig ud - nu snakkede jeg om indre- og ydresynsvinkel.

Han trak mig videre op af trapperne, hvilket tog evigheder. Jeg hadede trapper. Det var så hårdt at komme op og ned og forfra igen. Hvem fanden havde også opfundet dem?

 

Vi kom op til sjette sal, som jeg også boede i, og han trak mig hen til en dør. Jeg var vildt forpustet, men det var han vist ikke. Hans vejrtrækning var stille og rolig, mens min gik fuldstændig amok og vil bare ud af min mund.

Han åbnede døren, lod mig komme ind først, og lukkede den efter. Jeg kiggede rundt, og så at den lignede min suite, bare omvendt. Jeg tog min sko af, og traskede ind i stuen sammen med Niall. Han smilede blidt til mig, hvilket mine kinder til at blusse en smule. Han havde bare det sødeste smil!

Jeg smilede tilbage, og kiggede hen til døren, hvor der stod en krøltop, og betragtede mig. Jeg kiggede ned af mig selv, og kiggede på mine sorte leggins, min mørkerøde sweater med en army lomme på brystet. Det var da ikke spændende! 

"Hej Niall! Hvem er den kønne pige, du har taget med?" spurgte krøltoppen, og kom nærmere. Jeg var smigret. Han kaldte mig for køn. Selvom jeg havde hørt det mange gange, så elskede jeg, når folk kaldte mig det. Kald mig bare selvglad, men det varmede.

Krølle kom tættere, så han stod en meter fra os. "Jeg er Harry Styles." Han smilede charmende til mig, hvilket fik mig til at kigge skeptisk på ham. Var det ikke ham, som var flirteren i bandet? Whatever.

"Jeg er Chance." Jeg smilede stille til ham, som han gengældte hurtigt. Så kiggede jeg rundt, og så at Niall ikke stod ved min side. Han var inde i køkkenet, mens hans hovedet var inde i køleskabet. Weird.

Jeg gik hen mod ham, og lænede mig op af dørkarmen, mens jeg betragtede at han lavede noget på panden, som duftede af bacon. Nam. Jeg rømmede mig lidt, så jeg kunne få hans opmærksomhed, men den var rettet på de spruttende bacon. Uhøfligt. Trak han mig op af nogle dumme trapper, bare for at lave noget bacon, som han selv skulle spise.

Jeg skulle til at dreje om hælen, men blev stoppet af en, der lænede sig godt op af mig. Alt for meget nærkontakt kunne jeg fortælle. Jeg skulle til at skubbe personen væk fra mig, men kunne mærke en dejlig, varm ånde på min pande, hvilket fik mig til at skælve indeni.

"Jeg tænkte nok, at du ikke kunne stå for mig." sagde en hæs og dyb stemme, som fik mig til at kigge i nogle pæne grønne øjne. Det var Harry Krølle Styles. Lød det godt?

Jeg fnøs. Som om. Han stod sgu lige bag døren, så jeg kom ind i ham. Det var bare fordi, at han ville have ret. Idiot.

"Som om. Jeg kunne ikke klare at være i samme rum med dig." røg det ud af min mund. Straks lukkede jeg for munden, da jeg lagde mærke til, at jeg lød flabet. Ups, tror jeg?

Nialls synsvinkel.

Jeg kiggede hen på Chance, som stødte ind i Harry, som kom med den latterlige kommentar. Selvfølgelig gjorde han det. Han skulle altid flirte med nogle af mine venner. Jeg vidste ikke, om Chance så mig som en ven, men jeg havde jo lige lukket hende ind. Jeg vidste godt, at det var ALT for hurtigt, men der var noget specielt ved hende. 

"Som om. Jeg kunne ikke klare at være i samme rum med dig." lød det fra Chance, som lukkede sin mund. Jeg holdte mit grin inde, da det sikkert ville provokere Harry.

"Jaja, så siger vi det. Jeg håber ikke, at du vil følge mig overalt." sagde Harry, hvilket fik Chance til at fnyse.

"Whatever." Hun vendte sig rundt, og kiggede på mig. Hun skulle til at åbne munden, men lod være. Så åbnede hun den igen, og fortalte, at hun ville sidde i stuen. Hun lod et blik falde på panden, og gik ind i stuen. 

Jeg kiggede på panden, og så at baconet var gylden, hvilket betød at det var færdigt. Jeg brugte paletkniven til at lægge baconet på tallerknet, som jeg lagde frem.

"HARRY! DIN BACON ER FÆRDIG!" råbte jeg, da de var lagt pænt på tallerknet. Harry kom ind, og gav mig 20£, takkede og gik ind på sit værelse.

Jeg lagde tingene ned i vasken, da jeg ikke orkede det længere, så jeg smuttede ind til Chance, som så Gossip Girl. Ja, jeg vidste godt hvad den hed. Jeg fulgte også med i den. Nu ville I sikkert tænke, at jeg var underlig, men den var god.

Jeg satte mig ved siden af hende på sofaen, og kiggede på skærmen. "Hvad ser du?" spurgte jeg, selvom jeg vidste, hvad det var hun så. Hun kiggede på mig, og svarede Gossip Girl. Jeg nikkede, og kiggede på skærmen.

"Blair er da lidt ondt, ikk'?" røg det ud af min mund, da Blair var i gang med at starte en eller anden rygte. Chance kiggede overrasket på mig, som om jeg ikke vidste en skid om serien.

"Jeg vidste da ikke, at du så den?" sagde hun forvirret, hvilket fik mig til at grine kort. "Der er ikke så mange ting du ved om mig" Jeg smilede, og sådan startede vores samtale.

Chances synsvinkel.

Niall var virkelig sød. Jeg vidste nu mange ting om ham, som fx. at han elskede mad, han var 19 år, han var venstrehåndet, og kom fra Irland. Han vidste at jeg var 18 år, elskede komedie, og jeg var en stor fan af Justin Bieber. Det var han også, hvilket gjorde det bare meget bedre. Vi begyndte, at snakke om hans nye sang, As long as you love me, som vil komme i hans nye album.

Jeg havde altid ønsket, at jeg ville møde ham en dag. Jeg kunne komme til hans koncert, da paparazzierne ville komme efter mig, og tro at jeg havde noget med Justin - hvilket jeg ikke havde. Jeg havde kun set hans film, musikvideoer og live koncerter fra Youtube. Min far sagde, at jeg ikke kunne, for de der aber -også kaldt for paparazzier- vil starte rygter.

Jeg havde nu været sammen med Niall og det var nu blevet sent. Det var virkelig hyggeligt. Harry var smuttet.Jeg havde ellers troet at han var en egocenteret popstjerne, men han var en sød, sjov og smuk dreng. Han var ikke lækker. Nu tænker I sikkert, hvorfor jeg sagde det. 

Hvis man er lækker er det kun udenpå, men hvis man er smuk er udenpå og indeni. 

"Det har været virkelig hyggeligt Niall, men jeg må hellere se at komme ind til min suite, da jeg er vildt træt!" smilede jeg og gabte. Klokken var 21:05, men det havde også været en lang dag.

"Okay, men vil du hænge ud i mo-" "Ja, selvfølgelig" afbrød jeg ivrigt, hvilket fik ham til at grine. 

 

"Vi ses, Niall!" sagde jeg, og han trak mig ind i en kram. Varmen strømmede ind i mig, hvilket fik mig til at ikke give slip. Men så rømmede Niall sig lidt, hvilket det blev fuldstændig pinligt. Jeg tog ikke sko på, da der var gulvtæppe på gangene, så jeg tog dem bare i hånden, og forladte lejligheden med et smil på læben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...