On My Mind | One Direction

Sød, ret så intelligent og køn pige er ord, der beskriver forkælede Chance Cameron. Chance er en meget populær pige, fordi hendes far ejer tonsvis af hoteller i hele England, men det gør ikke hendes liv bedre. Paparazzier er efter hende og dumme drenge ville have hende, men hun vil bare have et normal liv. Men kan en dreng med de smukkeste blå øjne, og pjusket blond hår med en guitar ændre hendes liv, da han og hans venner checker ind på hendes far hotel? Hvad skal hun gøre, når hun ikke kan holde sig væk fra selveste Niall Horan? (Min første novelle på Movellas.)

113Likes
93Kommentarer
9171Visninger
AA

12. Happiness. ❀

Siden jeg ikke orkede at tage hjem, var jeg stadig hjemme hos drengene og så en film. Jeg fulgte ikke med den, eftersom mit blik hele tiden lå henne på Niall, der tryggende havde lagt sin arm rundt om mig. Selvfølgelig havde drengene drillet med det, men Niall var ligeglad hvad de sagde – en af tingene jeg kunne lide ved ham.

Da jeg prøvede at fjerne mit blik fra ham, blev den ved med at stirre på hans ansigt. Hvordan hans øjne strålede af solens lys, hvordan hans grin banede sig frem når drengene sagde en joke og hvordan han kunne være så skøn at være i nærheden. Det havde jeg haft længe, og jeg havde ellers prøvet at lade være med at smile, når han smilede.

Mine følelser til Niall voksede stærkt. Men jeg kunne lide det, for han var en skøn fyr – både indre og ydre, hæhæ. Han var så beroligende og sjov at være sammen med, og han kunne sagtens få mig til at grine meget. I husker vel dengang jeg råbte af min far? Niall havde været der for, når jeg havde mest brug for det, og jeg kunne ikke være mere taknemlig.

Når men tilbage til min far.

Jeg havde ikke talt med ham siden skænderiet. Han havde ikke engang kontaktet mig, og det kunne jeg forstå. Hvis han kontaktede mig, når jeg var sur på ham, ville jeg blive mere oprevet end før. Ellers så var han oprevet, men det var et minimum chance for at det ville ske.

Ja, jeg elskede min far og jeg kunne heller ikke acceptere det jeg sagde, men han burde få det at vide – for 117 gang. Han var den eneste, jeg havde lige nu, udover mine søskende som jeg kontaktede sjældent, og som Niall sagde det, skulle jeg bare være taknemlig for det jeg havde.

Siden min mor gik bort, havde mine søskende og jeg vokset fra hinanden. Det var hårdt for os alle, og vi trængte til at være alene for familierelateret. Men siden min far var mest bekymret for mig, ville han ikke slippe mig af syne – og det klarede han ikke særlig godt. Manden havde en ”forhold” med min mobiltelefon, siden det var det han brugte hver dag.

Nialls greb strammede mig, for at trække mig ud af min tankeverden. Han lagde sikkert mærke til at jeg kiggede ud i luften, i stedet for at kigge den ellers ”interessante” skærm. Jeg kiggede op til ham, hvor hans blik viste bekymring.

Jeg rystede på hovedet, sendte ham et opmuntrende smil og kyssede hans skulder, inden jeg vendte mit blik hen på vores flettet og smedet hænder. Han aede min håndryg, hvilket fik mig til at smile.

”Hvad sker der for jeres romance?” kom det fra Louis, inden resten af drengene begyndte at slå en latter op i den ellers stille stue. Jeg rystede på hovedet af ham, og kunne ikke lade være med at smile lidt ved kommentaren.

Niall og jeg sagde intet, mens drengene snakkede løst om underlige emner. Mit hoved lå ret dejligt på Nialls skulder, og jeg smilede over, hvordan forholdet mellem os to havde ændret sig.

Jeg rejste mig op fra sofaen, men havde stadig Nialls hånd i min. ”Jeg tror, at jeg tager hjem,” fortalte jeg og smilede. Drengene nikkede smilende, og jeg fik hurtigt et kram af alle, inden jeg bevægede mig hen til gangen.

”Chance, vent!” råbte Niall, inden jeg kunne høre skridt bagved, hvilket fik mig til at vende mig smilende om. ”De skal sikkert snave,” kom det fra Harry, og jeg kunne høre lyden af to hænder, der klappede – ergo highfive og det var sikkert Louis.

”Jeg kan stadig høre jer,” jeg hævede min stemme, hvilket fik Harry til at råbe et undskyld, hvor jeg bare gav ham fingeren, selvom han ikke kunne se det. Jeg kiggede hen på Niall, som smilede nervøst hen på mig, så jeg rettede min opmærksom hen på ham. ”Hvad så?”

”Øhm,” startede han tøvende, inden han kiggede ned og hurtigt op igen. ”Jeg tænkte på, at.. nej,” sluttede han og opgav hurtigt over hvad han ville sige.

”Niall, du ved at du kan sige hvad som helst,” forsikrede jeg ham og smilede svagt, som han gengældte. Han lod sine hænder glide ned i sine lommer, hvorefter han kiggede med sine krystalblå øjne dybt i mine. Han efterlod et tøvende suk, inden han trådte et skridt nærmere.

”Jeg vil gerne spørge om du måske vil med på en.. date?” Jeg ville give et gisp af overraskelse, men intet kom ud af min mund. Havde han lige inviteret mig ud – på en date? Alene? Hvor vi ville nyde hinandens selskab? Det kaldes en date Blondie! ”Det er okay, hvis du ikke vil. Jeg fo-”

Jeg afbrød ham ved at smede mine læber mod hans, hvor jeg trak mig igen med et stort smil. ”Jeg troede slet ikke, at du ville spørge.”

 

 

Jeg lod mine hænder glatte kjolen ud, mens jeg betragtede mig i spejlet. Den havde jeg fået af Chelsea, der havde købt den i Paris. Utroligt, at jeg stadig kunne passe den, da jeg sidst havde brugt den for sikkert ni måneder siden – på min fødselsdag. (Link i kommentaren.) Da hun og resten af familien ikke kunne komme på grund af vigtige ting, holdte jeg den med Angel og Brandon. De havde altid tid til mig, men jeg bebrejdede ikke min familie. Jeg kunne ikke gøre noget for at de ikke kunne komme.

Et poppede frem, da jeg kom i tanken om at hvem, der fik mig til at tage en kjole på i dag. At han havde inviteret mig ud, gjorde mig glad indeni og jeg kunne simpelhent ikke stoppe med at smile. Jeg ville godt indrømme, at jeg måske havde tænkt på mig og Niall på en date, men jeg kunne ikke få mig selv til at tro på det – indtil nu.

Niall var den person, som jeg kunne fortælle alt til. Han var en, jeg kunne stole på og jeg var sikker på, at det var omvendt. Hans kys fortryllede mig, og jeg kunne udelukkende beskrive dem med gode ord. Bare ham, gjorde mig glad. Hans smil, hans grin, hans beroligende, smukke øjne og hans måde at håndterer tingene på.

Jeg vidste, at han og drengene smuttede i morgen, og jeg kunne ikke være lidt nedtryk ved det. De havde forandret mig liv – på den gode måde. De fik mig til at smile og grine, og vi snakkede som om vi havde kendt hinanden i flere år. Selvom de var kendisser med røven fuld af pengene og måtte bo på hoteller, så folk ikke kunne opsøge deres adresser, var de stadig helt normale og kejtet drenge i min synsvinkel.

Alt havde ændret sig, lige siden jeg kiggede ind i de dejlige blå øjne – hvilket jeg var nærmest lykkelig over. Min far havde ikke været den mest ”retfærdig” person, som glemte mig for sit arbejde, havde Niall samlet mig op. Angel var der for mig, Brandon var der for mig og drengene var der. Mine søskende savnede mig lige så meget, som jeg savnede dem og min mor kiggede ned til mig, når mit humør havde ramt bunden. 

Mit savn til min mor gjorde det mere mit og min fars forhold kompliceret. Han arbejdede for at arbejde sorgen væk, selvom der var gået cirka syv år uden små pauser. Det var hårdt at se sin far sådan, og jeg havde bare sådan en ønske om at han kunne smide alt på gulvet og slappe af – men den chance var fra en til million.

Ifølge mig, så ville jeg tro at jeg lignede min mor for meget. Hendes øjne, smil og hårfarve. Det gjorde det sikkert værre for ham at glemme hende, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke bare farve mit hår, have nogle kontaktlinser med farven grøn fx og skifte attitude. Uanset hvad, så ville jeg ligne min mor – det havde far selv fortalt.

Jeg havde bebrejdet ham hårdt. Det var utroligt, og jeg havde også indset det. Jeg savnede ham bare, og jeg ville bare have min frustration ud. Det havde Niall selv fortalt, og jeg undrede mig virkelig over, hvor meget han egentligt kendte til mig – jeg kunne faktisk lide det. Han kunne styre mig ved at få mig til at slappe af. Skøn dreng, altså.

Døren ringede nu på, hvilket fik mit blik til at fare hen på min åbne soveværelsesdør. Jeg fik mine stiletter på efterfulgt min blazer, inden jeg lod et blik glide hen på spejlet en sidste gang. Jeg gik ud af værelset og videre hen til hoveddøren, hvor jeg smilede da jeg kiggede ud af kiggehullet.

Jeg lagde mærke til at han fumlede rundt med sit hår, hvilket fik mig til at fnise. Han hørte det garanteret, for han kiggede så ind i hullet, så jeg trådte et skridt tilbage med et smil. ”Chance?” Han lød forvirret, og det fik mig til at ryste på hovedet med et smil.

”Nej?”

Håndtaget blev taget fat, og den bevægede sig nedad. Døren blev langsomt åbnet, men jeg gik ikke væk fra døren og lade som om at jeg var på vej hen til døren. Skikkelsen kom frem, og jeg blev positivt overrasket over hvordan han så ud.

Han havde iført sig selv med en hvid skjorte og en sort jakke samt nogle sort bukser. Det var enkelt og pænt, og jeg nikkede anerkendende for mig selv. Jeg smilede lidt og gik imod ham, og gav ham et kys på kinden, hvilket han smilede af.

”Klar?” Jeg nikkede og sammen gik vi ud af lejligheden, efter jeg havde hentet min taske frem. Vi begav os hen mod elevatoren, og jeg kunne ikke vente på, hvad Niall havde arrangeret, da jeg vidste intet af det.

 

 

”Niall fortæl det nu, jeg bliver utålmodigt,” sagde jeg igen for tiende gang og hver gang grinede han bare af det, og det samme gjorde han nu. Hans blik lå hen på vejen, mens han så fuld koncentreret ud. Jeg kunne ikke lade være med at grine af det. Det kunne godt være at han så koncentreret ud, men han lignede en fisk med smal mund.

”Hvad griner du af?”

”Dig,” svarede jeg, hvilket fik ham til at kigge fornærmet på mig, inden han lagde blikket hen på vejen igen. Han mumlede et eller andet, om at jeg var træls, men jeg smilede bare af det. ”Du kan også lide det, darling,” grinede jeg.

Han fnyste over sit kælenavn til ham, og en latter slap ud af min mund. Oh gosh, hvad gjorde han allerede ved mig? Jeg lod mit blik glide hen til over vinduet, hvor mørket var ved at falde på. Om det var hans idé, at vi skulle ud på dette tidspunkt, vidste jeg ikke, men det var da ellers en god tid. Jeg orkede ikke at blive set og komme på bladene, fordi jeg skulle på date med Niall. Det ragede ikke dem, og de ville bare krænke vores privatliv.

Jeg smilede, da jeg så et ungt par holde i hånd sammen med en lille baby i en klapvogn. Babyen gad ikke og sidde stille, så den ble ved med at klappe i hænderne, mens den sparkede rundt med benene, hvilket parret grinede af. Det var sådan mine forældre så ud – lykkelige og nyforelsket for hver dag der gik.

Derefter så jeg bare hvordan Londons gadelamper tændte sig, og vinden der fløj rundt, så det ramte de ellers nøgne træer.

Mere nåede jeg ikke at se, da bilen drejede til venstre og kørte hen mod en stor bygning, som jeg ikke kunne genkende. Det lignede i hvert fald ikke en restaurant eller en café, så jeg var ret sikker på, at han havde taget mig et helt andet sted hen. Nu kom nysgerrigheden frem igen.

”Niall, hvor er vi?” spurgte jeg og kiggede hen på Niall, der nu havde stoppet bilen og taget nøglen ud af tændingen. Uden at svare mig, smilede han sødt inden han spændte selen af og steg ud af bilen. Jeg var ret sikker på, at han ikke ville fortælle det endnu, men alligevel blev jeg en smule for ivrig. Jeg spændte selen af, og Niall var sådan en gentleman, da han åbnede døren for mig. ”Tak.”

Han smilede igen, hvilket fik de varme følelser indeni mig til at blomstre. Jeg gengældte og tog ham under armen, inden vi gik imod den store bygning. Det jeg ikke havde lagt mærke til, var at der stod en kæmpe sikkerhedsvagt, der så lidt undret hen på os. Om det her var planlagt med at vi skulle ind, vidste jeg ikke, men jeg håbede bare på det bedste.

Manden havde vist ikke lagt mærke til, at det var Niall der kom hen mod ham, indtil han lyste op med et smil. ”Velkommen, mr. Horan,” samtykkede han og åbnede døren for os. Niall nikkede som tak, og alligevel fik et smil frem på mine læber.

”Mr. Horan?” sagde jeg skeptisk og grinede svagt. Han grinede igen, som det var sød musik i mine ører. Jeg elskede Nialls grin. Den var så sød, varm og irsk – sjovt nok. Jeg rystede hovedet for mig selv, da han svarede at han havde kontakter. ”You don’t say..”

Vi ankom hen til en dør, hvor Niall åbnede den tålmodigt. Mine øjne blev til tekopper, idet jeg kiggede rundt omkring i det smukke rum. Wow. Jeg havde aldrig troet at han ville tage mig herhen, og jeg ville nu sige at det var flere år siden. Jeg tror, at jeg var syv år dengang, og min mor havde taget mig herhen hver fredag efter skole. Det var min ynglings sted at være, og hvis jeg var trist, tænkte jeg på det her.

I dag var lyset ikke så skarpt, så jeg lod mit blik glide hen på alt, der frembragte minder frem. Det falske grønne græs, der dækkede det ellers hårde gulv og de falske træer samt buskene, som omhegnede rummet. Ellers var jeg forelsket i den gynge, der hang fra loftet, da min mor altid gyngede mig, og den lille sø, hvor der svømmede fiske under glasset, sp man ikke bare komme ed i vandet. Minderne blev ved med at poppe op, hvilket fik tårerne til at presse på – af glæde.

”Smukt, ikke?” sagde Niall og placerede sine hænder på mine skulder, hvor han klemte den lidt. Jeg nikkede tamt, eftersom jeg egentligt ikke havde noget at sige. Mit smil blev større for hvert minde af min mor. Savnet kom så frem, og ubevidst trillede der en tåre ned af min kind, som også ramte mine læber. Saltsmagen forsvandt igen, men kom igen og jeg rystede svagt på hovedet af mig selv. ”Babe, græder du?”

Niall havde vist bemærket, at jeg græd lige nu. Det var dumt og ydmygende, og det her var en date – der var ikke tid til at græde, men nyde hinandens tid. Han fjernede tårerne, og trak mig så ind i et kram. Jeg var ret sikker på at han vidste, hvorfor jeg græd. Siden jeg græd ved ham ved min side i forgårs, måtte han jo vide på en eller anden måde grunden. Jeg græd jo vel ikke for sjovt, vel?

”Jeg var her meget med min.. mor. Hun vidste hvor meget jeg elskede at være her,” forklarede jeg ned i hans skulder. Hans arme omkring mig strammede mig tættere ind til ham, hvilket fik de berusende følelser til at gå helt amok. Den tryghed der var her, gjorde mig fuldstændig lettet indeni.

Der havde ikke været nogen drenge, jeg havde datet, været interesseret i mit liv og mine omgivelser. De ville hellere vide hvor mange penge de kunne få, hvis de havde mig som kæreste. Træls, ja. Hårdt, ja. Lykkeligt, slet ikke. det var kun Niall, der kunne vise den jeg var og jeg var taknemlig. Taknemlig for at Niall var der for mig, og stjæle mit hjerte.

”Ved du hvor meget, du betyder for mig?” spurgte jeg pludselig i den varme stilhed. Jeg fornemmede at Niall smilede, mens han rynkede brynet. ”Jeg har aldrig troet at en ”højrøvet kendis” vil føle mig så lykkelig.” Niall grinede garanteret af min ordforråd om ham, men han vidste godt hvad jeg mente. Jeg havde fortalt alt for de der selvcentreret drenge, der ville kun ville have pengene og ikke mig. Det var på ingen måde at lyde egoistisk, det vidste I vel.

”Jeg er glad for at du har det på den måde, og jeg ikke er den eneste.” Nialls hæse stemme gav mig kuldegysninger på den gode måde. Jeg vidste hvad han hentydede til. Trangen til at presse mine læber mod hans, var stor. Virkelig stor. Jeg savnede hans læber, selvom jeg fik før, men alligevel.

Mere nåede jeg ikke at tænke, da nogle bløde læber smeltede sammen med mine, hvilket fik alle følelserne til at gå amok.

Oh God, hvad gjorde han ved mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...