On My Mind | One Direction

Sød, ret så intelligent og køn pige er ord, der beskriver forkælede Chance Cameron. Chance er en meget populær pige, fordi hendes far ejer tonsvis af hoteller i hele England, men det gør ikke hendes liv bedre. Paparazzier er efter hende og dumme drenge ville have hende, men hun vil bare have et normal liv. Men kan en dreng med de smukkeste blå øjne, og pjusket blond hår med en guitar ændre hendes liv, da han og hans venner checker ind på hendes far hotel? Hvad skal hun gøre, når hun ikke kan holde sig væk fra selveste Niall Horan? (Min første novelle på Movellas.)

114Likes
93Kommentarer
8877Visninger
AA

5. Crazy but true. ❀

Chances synsvinkel.

 

"Drenge, det her er Chance. Chance, det her er Liam, Zayn, Louis og... Harry, som ikke er her." Niall pegede på hver og en, da han sagde navnene. "Hej Chance!" sagde de i kor. Jeg vinkede kejtet, og fulgte med Niall, som var smuttet ind i køkkenet. Niall gik i gang med at lave popcorn, så jeg ville sætte mig til at hjælpe. Det var da ikke så svært.

Jeg fandt nogle skåle oppe ved køkkenskabet, og lagde dem på bordet. Der var nogle slikposer og saltstænger fremme, så jeg åbnede pakkerne og puttede dem i hver deres skål. "Du behøver ikke at hjælpe. Gå du hen og snak med drengene." sagde Niall. "Jeg kan godt klare det. Og smut så, inden jeg pisker dig ud!"

Jeg grinede og nikkede derefter, og gik ind i stuen. Drengene var godt i gang med at snakke og tumle rundt. Jeg satte mig på en stol, og kiggede på drengene. Liam så mig og vinkede mig derhenne. Så jeg rejste mig fra stolen, og satte mig på en to-mands-sofa. Overfor mig sad Liam, Zayn og Louis, så jeg sad alene på sofaen, hvilket jeg havde det fint med.

"Når Chance, fortæl noget om dig selv." begyndte Louis, da han var færdig med at pille i Zayns hår. Jeg nikkede og fortalte at min far ejede hotellet, mit liv var kedeligt, og jeg skulle med til min fars arrangementer. Drengene lyttede opmærksom efter

 

"Fedt liv jeg har fået." sluttede jeg og sukkede lidt. "Kan du da ikke lide det?" spurgte Zayn. Jeg rystede på hovedet. "Jeg havde ikke drukket alkohol i cirka 7 måneder." svarede og, hvilket fik ham til at gispe. "Hvorfor?"

"Min far siger at jeg slår mig alt for vild til fester med alkohol, så når jeg er til hans argenmenter drikker jeg max to glas champagne." Zayn og Louis gispede. "Stakkels dig!" klynkede Louis falskt. 

"Jeg drikker ikke alkohol," sagde Liam. "Hvorfor" spurgte jeg så. "Fordi jeg kun har én nyre." - "Stakkels dig!" klynkede Louis igen.

"Louis, vidste du det ikke?" Jeg kiggede nysgerrigt på ham. Han burde jo vide det, det var jo hans bedsteven, ikke? "Jo, men det er stadig syndt!" grinte kort. Jeg smilede let, og kiggede om Niall var kommet. og det var han så ikke.

Det var virkelig akavet at sidde med nogle drenge, som man ikke kendte. Jeg havde prøvet det før, men jeg var fuld. Alligevel så var drengene virkelig søde og flotte - for den sags skyld. De var jo kendte, men de var nede på jorden. Jeg var ikke så kendt, men alligevel så var det dejlig at snakke med nogle, der ikke var falske.

 

Niall var stadig ikke kommet tilbage, hvilket bekymrede mig. Der var gået tyve minutter. Hvor lang tid kunne det tage? Tænk hvis an var besvimet i køkkenet? Jeg måtte hellere se at tjekke! Jeg skulle til at rejse mig, indtil et uventet spørgesmål kom.

"Hvad synes du så om Niall?" spurgte Louis pludseligt. Jeg kiggede hen på ham, som smilte. "Han er virkelig sød." svarede jeg. "Var der mere?" "Han er da også pæn.." indrømmede jeg. "Var det bar-" "-Hvor er han egentligt?" afbrød jeg. Louis var sgu irriterende! Niall var sød og pæn, men jeg skulle ikke fortælle alt jeg kom i tanke om ham. Ih, altså.

"Han skulle lige i bad." svarede Liam. "Uh, dirty boy!" udbrød Louis. Selvfølgelig var det fra hamDet var virkelig klamt, at Louis tænkte sådan, når han havde kæreste på. Jeg havde knap nok kendt ham i en halv time, og nu vidste jeg at han var ret pervers. Zayn havde ikke sagt så meget i dag, fordi han var på sin mobil, for hans mobil vibrerede eller sagde den, den der Iphone lyd, når der kom beskeder.

Hans mobil vibrerede igen, men det skulle jeg ikke blande mig i. Jeg var lige ved at spørge hvorfor den gjorde det men blev afbrudt. "Hvem skriver du med?" spurgte Liam, og kiggede hen over Zayns skulder. Zayn blev vildt rød i hovedet, hvilket jeg kendte alt for godt til.

"Er det en pige?" røg det ud af min mund. Man kunne nemt se, at han blev vildt rød. Jeg kom med et 'nuurhh!' lyd, og Louis skulle til at åbne hans mund, men jeg kastede puden bag mig, så den ramte ham i hovedet. Jeg blev sgu irriteret over hans kommentarer. De var så irriterende 'sjove'?

Drengene begyndte at grine, og det samme gjorde jeg. Louis' ansigtsudtryk var ikke til at tage fejl af. Hans hoved var rød, hvilket passede til hans røde sokker og røde og hvide stribet t-shirt. Spørg mig ikke hvorfor jeg lagde mærke til det.

Jeg smilede, og skulle til at sige noget, men en dør blev åbnet og en våd Niall kom ind. (I skal ikke misforstå det, som Louis gjorde). "Hey hvorfor tog du så lang tid?" spurgte jeg nysgerrigt. Han lavede elevator arme(?) for at vise hvorfor. Nu følte jeg mig dum. Liam havde jo lige fortalt, at han var i bad. Jeg nikkede, mens Niall kom hen til sofaen og satte sig.

Jeg kiggede på bordet, og så at popcornet var kommet, så jeg gravede en håndfuld, og proppede det ikke. Det var ikke særlig pinligt at spise. Det er jo ikke andre end sig selv, som bestemmer, hvordan man skal spise. Am I right?

Drengene kiggede overrasket på mig, som om jeg var en alien, hvilket jeg ikke var! "Noget galt?" spurgte jeg med popcorn i munden. Jeg tyggede det, og slugte det derefter. "Jeg troede altså, efter at du fortalte historien om dit liv, at du var fornem?" sagde Zayn. Jeg kiggede fornærmet på ham, men han sendte et smil. "Bare fordi min far ejer hoteller, er det ikke ens betydning med at jeg vil spise, som om jeg var til teselvskab med dronningen."

Drengene grinte over, hvad jeg sagde, det skulle jo ikke tage som en joke? Jeg smilte kort, og tog en håndfuld til. Hoveddøren åbnede, hvilket betød at Harry var kommet hjem. Halleluja.. Mærk ironien tak! Skridtene kom nærmere, så jeg kiggede bag mig, og så et irriterende charmerende blik.

"Hej Chance, hvordan går det?" spurgte han uinteresseret, så jeg svarede ikke. Jeg vendte mig om igen, da han blev stående. Jeg rejste mig op, og spurgte om jeg måtte låne toilettet. Jeg gik mod en dør, da jeg tænkte at det var der.

"Chance, det er den forkerte vej!" lød det fra Niall. Jeg vendte mig om og smilede. "Jeg skulle bare lige tjekke om I var vågen." sagde jeg bare og gik  den modsatte vej.

Harry kiggede forvirret på mig, så jeg gik hen til ham og klappede på hans bryst. "Bare nej, Harry."

 

Zayns synsvinkel.

"Hvem skrev du med?" spurgte Liam efter Chance var smuttet. Jeg kiggede hen på ham, og så at drengene også var nysgerrig. Jeg smilede kort, og kiggede ned på min mobil. "En pige."

"Hvem?" spurgte han igen. Hvis jeg fortalte hvem jeg skrev med, ville det ikke blive dejlig stemning. Men alligevel så var de mine bedstevenner, og jeg ville ikke holde noget hemmeligt for dem. "I kender godt Perrie?"

"Zayn, seriøst?! Pigen, som slog op med dig for 5 måneder siden, og du blev synderknust?!"  sagde Niall hidsigt. Det forstod jeg godt. Perrie dumpede mig, af en eller anden grund, men jeg elsker hende stadig. Vi havde de fantastiske minder sammen, og det var minder jeg aldrig ville glemme.

Niall og de andre havde ret til at være skuffet. Jeg havde ikke lavet noget i tre uger. Missede koncerter, signing og interviews på grund af hjertesorg. Jeg elskede hende, og det var dejligt at drengene også blev hjemme for at trøste mig.

Drengene begyndte at skælde mig ud, og sige at det var dumt, at tilgive hende, og bla bla. Døren til badeværelset åbnede, og en let forvirret blik strålede ud af Chances øjne. "Hvad sker der?"

"Zayn, hun vil såre sig igen!" blev Liam ved. De ignorede Chance, hvilket fik hende til at kigge irriteret på drengene. "Hun sårede dig for et år siden, så kommer I sammen i fem måneder

Jeg kiggede hen på Louis, som sad med et bekrymret og skuffet blik. Det samme gjorde de andre også, men det stoppede mig ikke. Hvis jeg ville have hende, så ville jeg det. Så hvorfor stoppe mig? Jeg virkede måske kold i røven, men det var jo ikke deres liv, det drejede sig om. Det var mit. Jeg vidste at Louis også ville reagere lige som mig. Han elskede også Eleanor og ville gøre næsten alt for hende. Det vidste jeg.

Chance satte sig på sin plads igen, så jeg kiggede ned i min mobil. Hun mindede mig så meget om Perrie. Det blonde hår, det søde smil og de blå øjne. Det var bare så hårdt at glemme Perrie når Chance var i nærheden.

 

"Zayn må jeg lige snakke med dig?" spurgte hun, da jeg kiggede ind i mine sørgmodig øjne. Jeg kiggede på hende igen, og nikkede. Hun rejste sig, og gik imod gangen. Jeg rejste mig op, og fulgte derefter hende. Hun stoppede op, da vi var lidt længere væk fra drengene.

"Zayn, hvad sker der?" Jeg kiggede ned, da der var ingen ord, som ville komme ud. Det var så svært at tale om følelser, da jeg var en meget stille dreng. Meget mystisk ville vores fans beskrive mig. Det var jeg jo også.

"Jeg elsker hende," røg det ud af min mund. Chance kiggede forvirret og bekymret på mig, jeg kunne i hvert fald,. "Hvem er hende?" spurgte hun. Jeg kiggede op, og så et bestemt blik. Jeg vidste ikke, om jeg kunne stole på hende. Eftersom hun var Nialls veninde, måtte han stole på hende, men jeg vidste ikke hvor lang tid han havde det.

"Min ekskæreste, Perrie." sagde jeg efter en stilhed. Hun skulle vide det. Jeg måtte stole på hende, da hun virkede sød og venlig. Men alligevel, hvad hvis hun ville fortælle drengene det? Drengene måtte ikke vide det. De var som strenge pige, og jeg var en teenagepige, som ikke måtte tage til fester. Sådan var de. Det var en fordel, men også en ulempe.

Jeg kiggede ned igen, da Chance lagde sin hænder på mine skulder. Hun ruskede let på mig, som om jeg sov, og trak mig så i en kram. "Hey, hvis du ikke ville tale om det, så er det okay." hviskede hun i mit øre. Jeg nikkede, da hun trak sig. Mit blik fald Jeg kunne mærke at hendes blik var på mig, så jeg kiggede på hende, var blikket fyldt med forståelse. "Hør. Hvis du elsker hende, så vær ligeglad med hvad andre siger!"

Jeg nikkede igen. "Tak Chance. Jeg tror du er den eneste, der forstår det!"

"Altid Zayn."

***

Chances synsvinkel.

Stakkels Zayn. Drengene var imod ham, fordi han elskede en pige, som slog op med ham. Det fik jeg i hvert fald at vide af Liam. Zayn havde det vildt dårligt med, om han var en god kæreste. Han mente netop at det var ham, der gjorde forholdet værre. Jeg vidste godt, at han havde skyldfølelse, men det var jo ikke ens betydning med, at det var hans skyld.

Zayn elskede Perrie, men så slog hun op. Han ville vide, om det var ham, men han turde ikke at spørge, om det var hans skyld. Jeg var sikker på, at det ikke var. Han fortalte, at han kendte hende virkelig godt, men ikke godt nok, ifølge ham. Han vidste at hun elskede at putte, kramme og kysse. Perrie elskede ham (Det sagde hun i hvert fald til ham), men at slå op med ham 5 måneder senere, virkede meget mystisk.

Zayn havde brug for en, som kunne trøste ham, en der kunne fortælle at han skulle være stærk og en, som ville holde med ham, hvis drengene ville diskutere om Zayns "problem". Hvilke problem?! Drengen havde stadig følelser for hans eks kæreste, også ville hans bedstevenner fraråde ham det. Det gav jo ikke mening!

Nialls synsvinkel.

Vi sad alle og så filmen Rush Hour 2, som lige var startet. Vi havde lige set 1'eren, og den var lige så god, som man så den første gang. Chance sad imellem mig og Zayn, men hun rykkede sig hele tiden hen til Zayn og begyndte at ae ham, som om han var en hund eller som om han var en lille dreng, som ikke kunne klare sig selv. Det var virkelig irriterende, da hun næsten ikke så filmen. Hendes opmærksom var landet på Zayn hver sekund, der gik.

Mine følelser for Chance havde ændret sig virkelig meget. Der var så mange ting, der var interresant ved hende. Hver gang hun smilede, var det som om et juletræ, der blev tændt. Hver gang hendes øjne strålede af glæde, lignede de nogle smukke og klare stjerner. Hun var perfekt. Det var hun, og hun vill få det at vide en dag.

Men dagen var ikke i dag. Hun ignorede mig. Det var hårdt at se på hende, når hun ikke engang strejfede sit blik på mig. Jeg vidste ikke hvorfor, men hun kunne i det mindste fortælle det.

Filmen kørte stadig, så jeg kiggede på klokken på væggen. Klokken var cirka 17:00, så det var vidst spisetide, ifølge min mave. Jeg kiggede på Chance, som sad og snakkede lavmælt med Zayn. Et par stille fnis kom, da Carter (Chris Tucker) sagde et eller andet. Jeg hørte ikke efter, da jeg kiggede koncenteret på alle Chances bevægelser.

Jeg kiggede væk, og kunne mærke hendes blik på mig. Det første blik, hun gav mig efter hendes samtalen med Zayn ude på gangen. Hvorfor skulle jeg sende hende et blik, hvis hun kun sendte mig et? Det gav jo ikke mening. Jeg inviterede hende kun med til filmaftenen for at hun kunne lære drengene at kende. Jeg inviterede hende også, så vi kunne få noget hygge, men den plan var vist ødelagt.

Zayn kunne godt klare sig selv, så hvorfor gøre det? Zayn havde haft det før. Jeg var virkelig irriteret, så derfor ville jeg ike sige noget til hende. Zayn vidste udmærket godt, at han ville få Perrie tilbage, hvilket havde lykkes første gang. Jeg syntes lige nu, at han skulle være sammen med Perrie lige nu. Nu hvor han var så trist.

Jeg burde virkelig ikke føle sådan. Zayn var min bedsteven, og jeg vidste at han ikke følte noget for Chance. Jeg burde ikke engang dømme ham på den måde, men jeg ville ikke se ham så igen. Det var ikke det fedeste at se. Men at se ham og Chance sidde sammen tæt, fik jeg en irriterende følelse, hvilket ikke burde komme. Den irriterende stik, som var optrædt i min mave og mit hjerte.

Jeg vidste ikke, hvad det var, men det var i hvert fald ikke godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...