On My Mind | One Direction

Sød, ret så intelligent og køn pige er ord, der beskriver forkælede Chance Cameron. Chance er en meget populær pige, fordi hendes far ejer tonsvis af hoteller i hele England, men det gør ikke hendes liv bedre. Paparazzier er efter hende og dumme drenge ville have hende, men hun vil bare have et normal liv. Men kan en dreng med de smukkeste blå øjne, og pjusket blond hår med en guitar ændre hendes liv, da han og hans venner checker ind på hendes far hotel? Hvad skal hun gøre, når hun ikke kan holde sig væk fra selveste Niall Horan? (Min første novelle på Movellas.)

114Likes
93Kommentarer
8877Visninger
AA

2. At the hotel. ❀

 

”Far! Far! Hvor er du?” Jeg løb rundt nede i lobbyen, og ledte efter den mand, som giftede sig med min mor, og som fødte mig. Men han var vist forsvundet.

Jeg ledte, og ledte, men kunne stadigvæk ikke finde ham. Hvor kunne være henne?

Så fandt jeg ham henne ved receptionisten, og snakkede i telefon. Den telefon, han aldrig havde tænkt sig at forlade. Den var sikkert mere vigtig end jeg var.

Jeg gik hen til ham, da han var færdig. ”Hej far! Jeg er glad for at du kan tage med mig til café i dag.” Jeg krammede ham, men han klemte mig lidt for meget. Han virkede anspændt.

”Far, er der noget galt?” spurgte jeg undrende, og trak mig ud af krammet.

Han smilede svagt, og kiggede på mig med hans blågrå øjne. Der var noget galt..

”Skat, jeg er nød til at aflyse aftalen. Jeg har et vigtigt møde..”

”Og du kan ikke sige nej.” afbrød jeg ham. Han kom altid med den undskyldning. Hvorfor kunne han ikke forstå at jeg også var vigtig for ham?!

”Jeg håber du kan..”

”Nej, far! Jeg kan ikke forstå det! Vi havde aftalt det i to uger, og du lovede at komme med! Du fortalte endda, at du havde fri hele ugen. Jeg troede, at du var min far, og ikke en ven! Hvor ku’ du?!” Jeg afbrød ham igen, for han skulle slet ikke tro, at jeg kunne forstå det, for det kunne jeg ikke. Jeg vidste godt, at det var ondt sagt, men han forstod bare intet!

Med de ord gik jeg. Jeg var så indebrændt, at det ikke skulle gå så meget udover ham. Han var trodsalt min far.

Jeg løb ud af hotellet, for at tage en tur i parken, så jeg kunne slippe vreden derhenne, men det kunne jeg vidst ikke alene, for der kom en masse paparazzier. jeg havde ingen jakke på, men jeg var ligeglad. det var koldt, men jeg gad ikke at gå tilbage igen, eftersom han stadig var der.

”Chance!” ”Chance, hvor skal din far hen?” ”Dater du nogen for tiden?” Det var de spørgsmål, de spurgte mig.

Jeg endte bare med at smile og ignorerede dem. De gjorde i hvert fald ikke mit humør meget bedre. – tværtimod. De var så irriterende, og hvis jeg svarede på et af spørgsmålene, ville det komme på internettet. Jeg hadede dem.

Så begyndte jeg at løbe. Løbe fra dem, og løbe fra deres kald. Det ville blive svært, eftersom de havde en varevogne, men de kunne ikke nå mig, da jeg løb hen til parkens port. Jeg måtte finde mig et gemmested.

Og det gjorde jeg. Jeg gemte mig bag nogle buske og træer. Hvorfor skulle de altid ødelægge mit humør? Men de var ikke de eneste, der gjorde det. Det gjorde min far også. Jeg skulle nok undskylde til min far senere, og han sikkert sige, at det var i orden.

Jeg var kommet hjem fra parken, fordi der kom nogle drenge, og flirtede vildt med mig. Sådan nogle idioter, som kun var ude efter min fars penge og berømmelse. Selvfølgelig vidste jeg, at de kendte mig, fordi min far ejede en masse hoteller i England. Jeg hadede også dem.

Jeg boede også i en i London, og havde boet der i snart fem år. Før de fem år, havde jeg boet i Liverpool, Manchester, Arsenal, Birmingham, Blackburn, Blackpool, Sherffield og mange flere. Det var ny skole og forfra igen. Men heldigvis sagde min far, at vi skulle nok blive i London. Jeg håbede da at han holdte denne aftale.

Jeg kom ind på hotellet igen, og troede, at alt var i den skønneste orden. Men næj, for Jeff løb efter Brandon igen, og truede ham med at gå op på hans værelse.

 

Jeff var hotellets bestyrer, og Brandon var min bedsteven. Brandon og jeg var bedstevenner siden børnehaven, og hans far var bedstevenner med min far. Sikke et sammentræf, ikk’? Brandon var som en bror for og, og vil ikke have nogen skulle komme i nærheden af mig. det var jeg også taknemlig for, da drenge ville være sammen med mig for berømmelse. Forfærdelige. Det ord, jeg brugte om dumme drenge.

Jeff har været hotellets bestyrer i snart ti år. Han var som en onkel for mig, nærmest en far for mig. Min far havde alt for travlt med sit arbejde, så jeg hængede mere ud med Jeff og Brandon for den sags skyld.

Jeg begyndte at hoste falsk, for at få deres opmærksomhed, og det gjorde jeg. Brandon smilede blidt, og Jeff var helt rød i hovedet. Det var sikkert på grund af Brandon. Han gjorde så mange ting, som andre ikke måtte, men da hans far var venner med min, kunne han ikke blive smidt ud af hotellet.

”Hey Chance! Hva’ så?” smilede Brandon.

Man kunne nemt se, at det irriterede Jeff. Stakkels ham. At blive udsat for sådan noget, som Brandon kunne finde på var trist.

”Du skal ikke snakke udenom! Var det dig, der tændte for brandalarmen? Ja eller nej?!” Jeff var virkelig rasende, eftersom Brandon grinede.

”Take a chill-pill! Vær i det mindste glad for at jeg ikke har brugt brandalarmen i tre uger. Og desuden er du hele tiden mopset!” Brandon satte sig på en sofa, og lagde sine ben på sofabordet. Det var noget Jeff slet ikke kunne lide.

”Du skal slet ikke rør nogle af tingene, og fjern så de fødder fra bordet!” Jeff viftede fødderne væk fra bordet, og fjernede så det sand, som Brandons sko lagde på bordet. ”Jeg er virkelig træt af din flabet tone unge mand! Og prøv nu at opfør dig ordenligt. Vi får specielle gæster i dag.”

Hvem nu? Det var sikkert nogle af fars venner, som havde deres sønner med, som havde et job om at feje mig under benene. Det var sket før. Flere gange endda.

Jeg satte mig på sofaen ved siden af Brandon, og kiggede undrende på Jeff.

”Hvem kommer?” spurgte jeg forvirret, og kiggede rundt, hvis nu der kom nogen. Hvad kiggede jeg overhovedet efter?

”Oh my freaking God!” Brandon gispede chokeret- men selvfølgelig falsk – og jeg fniste kort. ”Der kommer bare den lækreste boyband EVER!” fangirlede han. Det elskede jeg ved ham. Han kunne altid få mit humør på den højeste niveau.

”Og hvem er de?” spurgte jeg stadig forvirret, og satte mig ordenligt op. Gud, hvor var det koldt! Det var jo trodsalt november, så det virkede ikke så undrende.

”Gosh søde skat! Det er One Direction!”

Åh, de der fem drenge, som havde taget England- og ikke mindst verden- med storm. De var nu lækre, men jeg kendte ikke deres navne. Men i hvert fald var de ikke min type. Slet ikke.

Jeg kunne høre en klokke ringe fra disken, det var sikkert dem. Jeg vendte mig om, og mødte nogle fantastiske blå øjne. Wow…

Nialls synsvinkel

Vi ankom til hotellet, men der var ingen ved ”disken”. ”Hvor er bestyreren? Jeg er sulten!” var den første tanke, der poppede op. Liam havde besluttet, at Zayn og jeg skulle finde et sted, vi kunne slappe af henne. Da der var sofaer i lobbyen, kunne vi bare slappe af. Zayn smuttede, da han skulle tisse. Vores chauffør, John, tog min og Zayns kufferter, og gik imod disken. Harry og Louis var henne ved disken, og kiggede på nogle ting, som lå på den.

Jeg skulle til at kigge rundt, da jeg mødte nogle smukke, blågrønne øjne, som kiggede intens på mig. Nu vidste jeg ikke hvor længe vi kiggede, men føltes fantastisk, og faktisk ikke akavet.

Men så ødelagde hun øjenkontakten, og kiggede væk, og løb hen til elevatoren. Hvad skete der lige? Jeg vågnede op af trancen, og kiggede hen på disken. Liam havde fået nøglekortene af bestyreren, som sikkert kom imens øjenkontakten var i gang.

Jeg måtte finde den pige. Hun virkede interessant, men på den anden kendte jeg hende ikke. Jeg kendte ikke engang hendes navn, men jeg måtte finde hende. Det skulle jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...