On My Mind | One Direction

Sød, ret så intelligent og køn pige er ord, der beskriver forkælede Chance Cameron. Chance er en meget populær pige, fordi hendes far ejer tonsvis af hoteller i hele England, men det gør ikke hendes liv bedre. Paparazzier er efter hende og dumme drenge ville have hende, men hun vil bare have et normal liv. Men kan en dreng med de smukkeste blå øjne, og pjusket blond hår med en guitar ændre hendes liv, da han og hans venner checker ind på hendes far hotel? Hvad skal hun gøre, når hun ikke kan holde sig væk fra selveste Niall Horan? (Min første novelle på Movellas.)

113Likes
93Kommentarer
9254Visninger
AA

13. A goodbye from now. ❀

To uger senere.

 

Der var en ting, jeg havde indset. I hele denne tid sammen med Niall, havde jeg været forelsket, men jeg dog ikke vidst noget om sådan en følelse. Og at Niall gav mig den trygge og dejlige følelse, gjorde at mit hjerte bankede hårdere hver gang, jeg tænkte på ham. Jeg lød så smaskforelsket, men det havde jeg sgu ret til, ikke? Aldrig havde en følelse som denne, gjort mig ør, så jeg kunne ikke lade være med at smile, når Niall var i mine tanker – og jeg lod ham sgu blive der. Han ejede mine tanker, og han forblev der.

Siden i går, havde jeg ikke haft andet i tankerne end daten. Vi havde kysset, grinet, hygget og nydt hinandens selvskab, og jeg elskede det. Ingen kunne give mig den betryggende følelse, som kun Niall kunne give – lad os sige, at jeg var glad, okay? Men i hvert fald, så var mit humør ikke det bedste i dag. Drengene havde nu været her på hotellet i over tre uger, og det var på tide at sige farvel. Selvom jeg inderligt ønskede, at de skulle blive, men jeg kunne ikke holde dem tilbage, da de skulle til en World Tour om nogle uger, og de skulle øve og bla bla.. Det eneste, der kørte i mit hovedet, var at jeg ville komme til at savne dem.

Det ville være en smule underligt, at vide at de skulle rejse. Jeg havde stadig kontakten til dem, men alligevel ville der være en smule tomt her på hotellet. De havde gjort, at jeg ikke blev ved med at blive irriteret over alle de ting, min far begik, når han ikke havde tid til mig. det havde været virkelig sjovt og hyggeligt at være sammen med de søde aber, og jeg ville komme til at savne dem. Men jeg ville nu mest savne Niall. Hvorfor? Måske fordi, at jeg var hans kæreste! Kunne I mærke den glædesfulde atmosfære? Niall spurgte mig dagen efter daten, og selvfølgelig kunne jeg ikke sige nej til den søde irer. Han betød allerede alt for mig, men jeg måtte hellere slappe af.

Jeg var nu ret sikker på, at Niall kunne mærke at jeg var en smule ivrig med mine læber. Jeg trak mig fra ham, hvilket fik ham til at kigge underligt på mig. Hurtigt fik jeg pusten og overfaldt Niall med det samme. Han smilede i kysset, og lod sine hænder hvile på mine hofter, og mine rundt om hans nakke. Vores læber kyssede i takt, efter jeg fik pusten igen, hvilket jeg smilede en smule af, indtil jeg blev trukket tilbage af nogle andre hænder på mine hofter.

”Hey, vi vil også sige have en farvelkys,” lød det fra Harry, da fik mig vendt om og trukket mig ind i et kram. Jeg grinede bare af ham, og lod mine arme omfavne ham. ”Jeg kommer til at savne dig.” ”I lige måde,” smilede jeg, og trak mig derefter ved at gå hen til Liam, der nu stod med åbne arme. ”Vi ses, basse.” Liam grinede en smule og knugede mig ind til sig.

Jeg trak mig ud af krammet og lagde armene om Louis, ”nu skal du ikke være for irriterende,” sagde jeg, han grinede.  Jeg hev Zayn ind i et kram, ”husk nu at følge dit hjerte” mumlede jeg ned i hans skulder, han smilede og klemte mig lidt hårdere. Jeg trak mig ud og smilede kort til Zayn, igen blev jeg hevet bagud ved at nogle lagde hænderne på mine hofter. Niall fik mig vendt om og lagde hans læber mod mine. Jeg lagde armene om nakkede på ham og kyssede ivrigt med.

”Guys jeg vil helst ikke ødelægge det her, men Paul har lige ringet” sukkede Liam, jeg trak mig fra Niall. Niall sukkede, ”jeg bliver nødt til at gå” sukkede han. ”Vi lader jer lige være alene,” sagde Zayn, og de forlod alle lobbyen med deres kufferter.

Jeg lagde min pande mod Nialls og så ham i øjnene. Han smilede kort, men trist. ”Jeg kommer til at savne dig helt forfærdeligt,” sagde jeg. ”Ikke ligeså meget som jeg kommer til at savne dig,” sagde han. Jeg smilede kort for at muntre stemningen op, men det hjalp ikke.

Mit savn til ham voksede for hvert sekund, der gik. Det var svært at tro, at han ikke ville være ved min side i mindst seks måneder. Men jeg var nød til at indse det - Niall var ikke ligesom alle de andre 19 årig drenge, han var jo verdenskendt, og levede sin drøm fuldt ud. Det kunne jeg ikke stoppe ham i, ikke?

Niall lagde igen hans læber mod mine, dog i et lidt mere forsigtigt kys den her gang. Han trak sig væk og smilede sødt til mig. ”Jeg kommer til at savne dig,” sagde han og kærtegnede min kind. ”I lige måde,” svarede jeg. ”Har vi ikke sagt det?” spurgte han undrende med et grin i stemmen. Jeg nikkede og grinede kort.

Han trak mig ind i et kram, hvor han holdte mig tæt ind til sig. Jeg støttede mit hoved på hans brystkasse og tog en dyb indånding. Duften af Nialls deo blandet med hans uimodståelig parfume fyldte min næse, hvilket fik mig til at smile, efter han kyssede mig blidt på håret.

Jeg trak mig ud af krammet og smilede svagt. ”Du skal af sted,” sagde jeg, og han nikkede. Han sukkede kort, og det samme gjorde jeg. Det var hårdt at sige farvel, men det var ikke et farvel - mere et 'på gensyn.' Alligevel kunne jeg ikke holde tanken ud med, at han skulle væk.

”Vi ses snart” hviskede jeg og pressede for sidste gang mine læber mod hans. Jeg ville græde, men der kom ingen tårer ud. I den periode, drengene havde været her, var jeg blevet renset på ny. Ingen forfærdelige tanker, om min mor var forsvundet.

Nialls synsvinkel.

Jeg så ud af vinduet, regndråberne gled langsomt ned af ruderne. Og det triste vejr passede perfekt til mit humør. Aldrig havde jeg gjort noget så svært at sige farvel til Chance, hun var mit et og alt. En hånd lagde sig på min skulder, jeg drejede hovedet og så på Harry, som var ejermanden af hånden.

”Bare rolig det skal nok gå” sagde han og smilede beroligende. Jeg smilede kort tilbage og nikkede, det var jo ikke ligefrem fordi at det var sidste gang vi ville se hinanden vel? Jeg kunne sagtens kontakte hende vis Skype eller ringe til hende, men hendes nærvær var lidt svær at glemme. Den pige gav mig virkelig en fantastisk følelse.

Jeg så ud af vinduet igen. ”Vil I sove hos mig og Lou i nat?” spurgte Harry, og jeg regnede hurtigt, at spørgsmålet var rettet mod Zayn, Liam og jeg, så jeg nikkede hurtigt og de andre gentog mine bevægelser. Louis og Harry startede en samtale op, hvad vi skulle lave derhenne, og jeg lod som om, at jeg lyttede.

Et lydløst suk undslap mine læber af de tanker og snak i mit hoved og i bilen, så jeg lod mit blik glide hen over parken, vi kørte forbi. Jeg tog min mobil op af lommen og gik ind på samtalen med Chance. Det var utroligt, at jeg savnede hende allerede forfærdeligt meget. Jeg sukkede og lod mine fingre glide over skærmen for at skrive en besked. Jeg læste den hurtigt igennem, inden jeg trykkede send.

Jeg lagde den ned i lommen igen, men nåede det kun lige inden den gav lyd fra sig, drengene stoppede deres samtale og så på mig. jeg hev den op af lommen igen og åbnede beskeden fra Chance.

Aww, Niall savner også dig forfærdeligt allerede:( kan ikke vente til den dumme tour er færdig:) eller ikke ment på den måde du glæder dig jo til tournéen, men savner dig bare. xo

Jeg smilede stort og trykkede på feltet så jeg kunne svare, mine fingre gled endnu engang over skærmen, mens jeg svarede:

Enig babe. Ja, jeg glæder mig, men ikke ligeså meget som til at se dig igen. xx

Jeg trykkede send. ”Du ved Niall…” lød det fra Liam, der sad ved siden af mig, og som sikker havde læst beskederne, hvilket fik mig se hen på ham. ”Vi har kun kørt i 10 minutter,” sagde han og de andre fnes, da de hørte det. Jeg sukkede.

"Jeg gider ikke det der lige nu,” sagde jeg og så ud af vinduet.

”Det forstår vi, men Niall prøv at tænk på noget andet, det hjælper,” sagde Zayn, jeg nikkede. Han vidste jo, hvordan det var at være væk fra Perrie. Min mobil vibrerede igen, så jeg så ned i den og åbnede beskeden fra Chance.

”Det ved jeg, du elsker mig jo sååå meget, og du kan ikke få nok af mig! Bliver nødt til at smutte - jeg skal til møde med far, som denne gang har lovet at tage mig på café efter, men hyg dig med drengene. Og hils de idioter og sig, jeg savner dem,” skrev hun. Jeg smilede og lagde telefonen i lommen, efter jeg fik skrevet 'okay'.

”Det var godt,” roste Harry barnligt, og jeg rullede øjne af ham. ”Hvornår skal i sige farvel til pigerne?” spurgte jeg og hentydede til Perrie, Danielle og Eleanor. Paul og managementen gav os lov til at sige farvel til venner, familie og kæreste, og siden jeg allerede havde sagt farvel til min kæreste, manglede jeg familien og vennerne.  

”I morgen tidlig” svarede Louis med et suk, og jeg nikkede. Han ville sikkert savne Eleanor, som jeg ville savne Chance. Og Liam og Zayn ville savne Perrie og Danielle sindssygt meget. De kom også til vores koncert, og Chance lovede også, at hun ville komme i Belgien, hvis der ikke ville komme et møde. Men siden hun sagde, at hun ville gøre alt for at droppe et møde for mig, så glædede jeg mig utrolig meget. Ja, jeg var måske kærestekedelig, men det elskede jeg - og specielt, hvis det var Chance, vi snakkede om.

Bilen holdte foran en velkendt bygning lidt tid efter, og fordi jeg var kendt her, vidste jeg, at det var Louis’ og Harrys bygning. Zayns lå kun 3 gader væk, min lå på samme vej som Zayns ,og Liams lå 3 gader den anden vej fra Harrys og Louis’. Man kunne vidst godt kalde det for vores 'område.'

Vi hoppede ud af bilen og fik vores kufferter af chaufføren. Jeg smilede venligt til ham og trak den med hen mod bygningen. Jeg var allerede drivvåd fra top til tå pga. regnen. Jeg skar en grimasse af den parfume, som kun tilhørte Harry, fordi han elskede den parfume sindssygt, og gik ind i varmen. Louis grinede af mig, da han, som den eneste, havde set min grimasse.

Jeg grinede lavt med og fulgte med drengene op af trapperne. Louis låste døren op og åbnede døren ind til den store luksuslejelighed, som var lidt større end min, men det var ikke noget at blære sig over, ikke? Louis gjorde det kun for at irritere mig, men jeg havde efterhånden levet med det.

”Altså, jeg smutter i bad,” meddelte Harry og forsvandt hurtigt. ”Jeg tager det andet badeværelse, også kan I tage dem bagefter,” sagde Louis og forsvandt også. Liam, Zayn og jeg nikkede og gik ud i stuen. Det var normalt de bare forsvandt, og vi kendte alligevel lejeligheden ligeså godt som vores egne, så det var vel fint nok.

Liam og jeg fortsatte ud i køkkenet, eftersom Zayn stoppede i stuen, hvor han smed sig i sofaen - som normalt. Derefter gik Liam hen til elkedlen og fyldte den med vand i til te. Jeg satte mig på en af stolene og kiggede rundt i det bekendte køkken. Hvor jeg dog savnede at være i mit eget lejlighed.

"Det er utroligt så dårligt vejret er,” sagde Liam, og jeg nikkede mig enig. Der lød et kæmpe brag, ”det tordner” sagde Zayn glad, og jeg grinede af ham. Hvad var der så specielt ved tordenvejr?

Liam hældte vandet i kopperne, idet Louis kom ind i køkkenet og Zayn forsvandt hurtigt. Som jeg var mindst i humør til, var Harry, der kom gående nøgen ind i køkkenet. Det var bare noget, man aldrig vænnede sig til, og han gjorde det altid!

”Harry, vi har en aftale,” sagde Louis bestemt og slog hånden ned i bordet. ”Kun på hoteller kan du skræmme livet af dem, der gør rent!” sagde Louis, hvilket fik Liam til at grine. ”Skulle I ikke i bad?” spurgte Liam. Louis nikkede og gik igen. Jeg kørte min hånd gennem mit hår. Derefter tog min telefon på bordet og låste den op, inden jeg gik ind på den besked, jeg havde fået uden at lægge mærke til det.

Den var fra Greg.

Jeg trykkede ind på den og smilede, da jeg så billedet af Chance og jeg - som kyssede -, der dukkede op. Jeg læste det der stod under billedet, 'Niall, is there something you wanna tell me? Jeg grinede kort og skrev til Greg, at jeg nok skulle forklare senere. Han var garanteret nysgerrig, og ville vide alt om Chance og jeg, men lige nu orkede jeg hverken at skrive eller ringe, for jeg var en smule udmattet, og jeg ville heller ikke høre på Gregs brok over ikke at fortælle det.

Jeg gik ud af køkkenet og ind i stuen, hvor drengene havde slået sig ned, med popcorn og chips. Jeg grinede af dem og satte mig ned i sofaen. Det her var nok det eneste, vi lavede, når vi var sammen. Selvom der ikke var blevet indført et eneste ord, så var det hyggeligt, og jeg ville gerne tilbringe tid med, som de gode gamle dage.

 

 

Filmen Rush Hour 3 kørte på TV skærmen, og da jeg var blevet utrolig træt af se den og de to andre, rejste jeg mig sløvet op fra sofaen. Jeg strakte mig lidt og kløede mig på nakken, inden jeg bevægede mig hen mod hoveddøren. "Jeg går mig en tur," meddelte jeg højt til drengene og tog min jakke på. 

”I det her vejr?!” spurgte Harry tydeligt chokeret over, at jeg frivilligt ville gå ud til det massive regn. "Ja," svarede jeg kort og tog mine sko på, efter at tage mit halstørklæde og hus på. Det var garanteret koldt, og siden vejret var noget lort, skulle det ikke gå ud over mit hår.

"Held og lykke," lød det fra Zayn, før jeg smækkede døren bag mig og begav mig hen mod trapperne, eftersom elevatoren var det, jeg mindst ville benytte. Jeg gik ned af trapperne i en rolig tempo, og blev ellevild, da lyden af vejret blev højere, idet jeg trådte ud af lejlighedskomplekset.

Som sagt, så var vejret ikke det fedeste i dag, men mine tanker havde frit løb, og jeg var nød til at køle lidt ned, for det drev mig til vanvid. Mine tanker lå også henne på Chance, for jeg savnede hende vildt meget allerede, og jeg ville have hende ved min side.

 

 

Jeg gik hen af gaden og fortsatte ned af en anden gade, mens jeg bare gik rundt og tænkte for mig selv. Egentligt, vidste jeg ikke, hvor jeg ville gå hen eller hvor jeg var, for jeg havde ikke set det her sted før, men jeg skulle nok finde tilbage.

Da jeg gik videre, så jeg en park ved min højre side, der var fuldstændigt mennesketomt, hvilket jeg nød, for jeg havde brug for at være alene, så mens jeg begav mig derhen med Chance i tankerne, skyllede regnen ned fra skyerne og oversvømmede vejen. Jeg kiggede op, og så noget lyse derop, hvilket betød, at det snart ville lyne.

Måske var det en dårlig idé at gå ud.

Derefter kiggede jeg mig til siden, og så en kirkegård, der lå lige overfor parken, jeg var på vej ved. Så i stedet for at gå hen til parken, gik jeg derhen uden nogen specielle grunde.

Jeg ankom til porten, der førte til kirkegården, og jeg smilede let, da den stod åben. Jeg gik derind og kiggede lidt rundt, og lagde mærke til, at det her lignede en gyserfilm fra en forladt kirkegård. Hurtigt rystede jeg tanken om gys og mord væk fra mit hoved og bevægede mig hen langs grusstien, der fordelte to sider af gravstenene.

Mens jeg kiggede lidt på gravstene, fangede en tekst mig, og hvis det ikke var virkelig koldt, ville jeg have åbnet munden af overraskelse.

 

"Lisbeth Maria Campbell

13. april 1979 – 27. november 2002

Mor til fire og kone til Cameron Campbell.

Må hun hvile i fred, amen."

 

Det var Chances mor. Hende, som hun aldrig ville tale om, for det bragte hende alt for mange minder, hvilket jeg respekterede. Chance havde aldrig fortalt mig så meget om hendes mors død, men fordi jeg var forståelig havde jeg ikke brug for informationerne.

Jeg satte mig på og lod hånden glide over den glatte sten. Jeg smilede kort til stenen - underligt som jeg nu var. En sær trang til at tale til stenen kom, og jeg blev glad for, at der ikke var nogen andre her end mig, så jeg ville ikke blive stemplet for ”weirdo.”

”Hey miss. Campbell,” sagde jeg og fniste lidt over mig selv. ”Du ved… din datter er fantastisk og virkelig utrolig,” mumlede jeg derefter og smilede, da Chances ansigt igen, igen optrådte i mine tanker. ”Jeg kender dig jo ikke, men jeg har en ide om, at Chance har arvet noget fra dig, hvad det angår,” sagde jeg og grinede lidt af mig selv.

”Hun er virkelig speciel. Enhver drengs drømmepige, og jeg fik æren til at få hende og gøre hende lykkelig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg overhovedet snakker til dig” fniste jeg, men følte mig stadig trist. Det her føltes så underligt, men rart alligevel. Det var virkelig skønt at få snakket det ud.

”Jeg sagde farvel til hende i dag,” sukkede jeg og tog en dyb indånding, ”Men jeg kommer tilbage, jeg lover at passe på deres datter, frue.” Kunne man blive mere underlig, Niall? ”Ingen får lov at såre hende, det lover jeg,” sagde jeg. ”Jeg elsker hende af hele mit hjerte.”

En hånd lagde sig på min skulder, hvilket fik mig til at fare sammen. Jeg rejste mig op og hev hætten af. ”Undskyld,” sagde en hæs stemme, ”det var ikke meningen at skræmme dig.” Personen hev hætten ned på den trøje og jeg smilede lettet af den savnede skikkelse og trak hende ind til mig, ”tak for talen.”

Jeg grinede kort. ”Den var til din mor” drillede jeg, hvilket fik hende til at grine kort. ”Og hun hører dig” hviskede Chance. Jeg kiggede ned og så hendes smukke, lyserøde læber, og som Chance havde læst mine tanker, lagde hun sine læber mod mine, så den berusende og fantastiske følelse landede i min mave, så det fik mig til at smile.

Chance trak sig fra mig og sendte mig sin fantastiske, søde smil, som jeg faldt for med det samme. ”Jeg elsker også dig, Niall.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...