∞ Perfect nightmare ∞ {1D} 13+

Svag er ikke et ord for Amore. Alene ja, svag nej. I sit 17-årige korte liv, er det lykkedes Amore, at gå igennem vold, had og misbrug, samt en mordere der har myrdet hendes forældre, og truet hende på livet. Derfor må Amore nu leve et liv igennem CSI samt en masse hemmeligheder der op til flere gange har sendt hende fra plejefamilie til plejefamilie. Det eneste Amore har tilbage, er hendes bedsteven, som hun aldrig har mødt - Horan kalder han sig selv, og da Amore beslutter sig for et nyt liv hos en plejefamilie i London, begynder kontakten mellem Amore og Horan, at blive dybere og dybere, men hvad Amore ikke ved, er at selv han har en dybere hemmelighed. Både Amore og Horan har desperat brug for hinanden - men på to helt forskellige måder. Modsætninger mødes, men hvad hvis modsætningen går inde med en mørk hemmelighed? Og hvad hvis morderen opsøger Amore igen? Vil hendes nye liv blive en drøm, eller et 'perfect nightmare?'
- Læsning er på eget ansvar! -

1318Likes
1815Kommentarer
181114Visninger
AA

18. You're here. ∞

Amores synsvinkel:

”Jeg har virkelig brug for et bad,” hviskede jeg for femte gang da vi sad i bilen. Jeg følte mig ulækker og beskidt – jeg havde det forfærdelig. Det var som om jeg stadig kunne føle hans hænder på mig. Jeg vidste hvad han var i stand til – men jeg havde ikke i tankerne, at han ville gøre det på mig. Jeg var jo bare mig.. Det var anden gang det skete. Sidst var for tre år siden, og jeg kunne stadig af og til have mareridt om hans hænder. Jeg kunne ikke orke det hele igen. Jeg kunne ikke gå igennem det hele en gang mere.

”Shh, det får du også,” mumlede Eleanor og lod sine arme glide op og ned af mine, for at give mig varmen. Jeg havde haft meget få samtaler med Eleanor, da hun mest havde snakket med Ana når vi var omkring, men lige nu føltes det helt fantastisk at have hende ved min side. Carly sad her også. Hun var også helt ude af den. Hun følte det var hendes skyld. Hun havde ikke sagt et ord, men jeg kendte hende nok til at kunne sige det.

En rysten gik igennem mig. Jeg kiggede fremad og kunne se Louis kiggede på mig i bakspejlet. Han sendte mig et kort smil som jeg gengældte. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det her var anden gang. Jeg kom over det første gang, så jeg kunne også godt nu, ikke? Jeg havde flere ved min side denne gang. Selvfølgelig kunne jeg komme over det – men jeg følte mig så beskidt. Jeg skulle have et bad, og det skulle jeg have nu.

”Eleanor,” sagde jeg i halv panik, da kvalmen skyllede ind over mig. ”Vi er der om lidt,” mumlede Louis som om han vidste, hvordan jeg havde det. Min krop begyndte at ryste endnu mere, hvilket fik Eleanor til at give sin opmærksomhed til mig igen.

”Amore, hvad sker der?” sagde hun og kiggede hen på Louis, som drejede ind på parkeringspladserne. Jeg lagde hurtigt en hånd på maven og kunne mærke tårerne presse sig på. Hans krop og berøringer ville ikke forlade mine tanker, og ikke nok med det, så skulle Niall blande sig. Jeg kunne ikke engang forestille mig hans ansigt. Det hele stod uklart for mig nu, og tanken om, at han måske ville se ned på mig, og tro jeg var med til det, fik mig til at åbne døren før Louis havde parkeret.

”Amore!” sagde Louis hurtigt og lavede en hård bremsning, så jeg næsten faldt ud af bilen. Jeg trådte et par skridt væk og bøjede mig så forover lige i tide, så jeg ikke ville kaste op ud over mig selv.

Nu følte jeg mig endnu mere beskidt.

Der gik nogle få sekunder, før jeg mærkede et par hænder samle mit hår. Jeg tørrede min mund i ærmet og lænede mig ind mod kroppen, som hurtigt lagde sine arme om mig. Mit hjerte bankede utrolig hurtigt, og alt arbejdede på fuldtryk indeni. Jeg skulle have et bad.

”Jeg skal i bad,” hviskede jeg og lagde mine hænder om personens overarme, for at rejse mig op. Jeg kiggede langsomt op i et par brune bekymret øjne. Liam lagde hurtigt en arm om min talje og skulle til at sige noget, men Louis afbrød.

”Guys. Jeg tror vi skal komme indenfor,” sagde han idet en regndråbe landede på min næse. Jeg nikkede hurtigt og begyndte, med Liams hjælp, at gå hen mod opgangen. Min krop rystede for meget til at jeg kunne gå selv. Jeg kunne ikke styre mine tanker lige nu. De kunne ikke holde sig på en ting. De blev overvældet af alle mulige andre, som bare faldt oven i hinanden hele tiden.

Hvis det ikke var Kevin og hans hænder mod min krop, så var det angsten for at Niall ville forlade mig, at folk ville opdage det her, hvad jeg skulle gøre i skolen i morgen osv. Det gjorde mig sindssyg.

Vi kom hurtigt op til deres etage. De andre var gået i forvejen, så døren var åben. Jeg nåede kun lige at komme ind, før Eleanor kom ud fra et værelse med et håndklæde, noget undertøj og en stor t-shirt. Hun kiggede kort på Liam, sagde et eller andet og trak mig ud på badeværelset.

”Her, tag det her på bagefter,” hun sendte mig et kort smil, og kærtegnede blidt min kind. En varm følelse bredte sig, hvilket fik mig til at sende hende et varmt ægte smil.

”Jeg er herude hvis du får brug for noget,” hun gik tøvende ud af toilettet og lukkede døren. Jeg låste den i frygt for nogen skulle komme ind. Jeg havde brug for at tænke på noget andet – at få frustrationerne ud, og eftersom det ikke var første gang, så blev længslen større.

Jeg åbnede et skab for at gennemrode det igennem. Et eller andet måtte de da barbere sig med. Jeg undgik med vilje spejlet. Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene lige nu. Bare det, at jeg lod en anden dreng komme så tæt på mig, fik mig til at hade mig selv.

Jeg smed hurtigt mit tøj, mens panikken var ved at overtage mig. Jeg rev hårdt i min arm, inden jeg langt om længe fandt, hvad jeg ledte efter.

Jeg tændte bruseren og trådte ind. Jeg gik i gang med at skrubbe mig ren, og da det nogenlunde lykkedes, følte jeg en lettelse indeni. Det varme vand beroligede mig en smule og fik mig til at overveje, om jeg virkelig skulle lade endnu et ar kliste sig fast på min krop – men så kom tanken om Niall, og så var jeg overbevist. Jeg burde stole på ham – vide han aldrig ville hade mig pga. det. Det var jo ikke fordi jeg gik frivilligt med til det – men det hjalp ikke. Jeg hadede mig selv lige så meget som før, og det var det der fik mig til at føre kniven hen langs min hofte. Jeg bed mig hårdt i læben for ikke at hulke højt. Det her var ikke, hvad jeg havde troet.

Jeg tog til England, for at starte et nyt liv – at ligge fortiden bag mig, men det endte med, at fortiden kom frem og sparkede til mig. Jeg kunne ikke blive ved med at lægge den bag mig. Jeg blev nødt til at respektere den. Jeg blev virkelig nødt til at indse, at det var sådan min fortid var. Det ville gøre ondt, og det ville tage tid – og selvom Niall ikke vidste noget til den, så hjalp han mig.

Jeg savnede ham.

Jeg blev færdig i badet og tog et håndklæde om mit liv. Jeg trådte ud og bøjede mig frem for at tage noget toiletpapir og holde mod sårene på min hofte. Min mobil gav en høj brummede lyd fra sig, hvilket fik mit hjerte til at springe hurtigere end før. Jeg drejede hurtigt rundt og så det bare var noget fra twitter. Jeg havde fået den til at vise, hvis nogen nævnte mit navn – hvilket jo efterhånden skete ret tit. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg brugte efterhånden lang tid på at læse de ting folk skrev om mig – og Niall. Vi var jo overalt og hele tiden. Nogen hadede det, andre kunne godt lide det, og sagde Niall havde fundet sin prinsesse, men det var næsten som om haden var større end folk der respekterede det.

Efter Niall var taget af sted, så følte jeg mig ensom, derfor var nettet hvor jeg flygtede hen, for at se Niall, for at føle ham og følge ham. Han havde det godt, og det var også det eneste der holdt mig fra at ringe til ham – og fordi jeg var bange. Jeg var bange for han ville droppe mig, selvom det virkelig lød latterligt. Desuden havde han brug for den her ferie, så jeg skulle ikke ødelægge det.

Jeg fik det undertøj på, som Eleanor havde givet mig, for derefter at tage t-shirten på. Jeg orkede ikke at forlade toilettet. Jeg havde ikke lyst. Jeg ville gerne være alene og gå på twitter, men de ventede alle sammen udenfor – og efter den hjælp de havde givet mig i aften, så var det det mindste jeg kunne gøre.

Jeg låste op, og gik langsomt ind i stuen, hvor de alle sad. Tv’et var slukket, så jeg gættede på, at de sad og snakkede. Jeg stillede mig i dørkarmen og kiggede rundt på dem. De så ikke specielt glade ud. Det plejede de altid, så at se dem nu var anderledes. De var for seriøse.

”Amore,” sagde Carly hurtigt. Harry havde siddet med armen om hende. Hun så heller ikke specielt godt ud. Hun var helt bleg og hendes øjne var røde. Det var ikke svært for mig at gætte, at hun havde grædt. Jeg ved ikke hvorfor, men det irriterede mig. Det var jo ikke hendes skyld. Lige nu, lige meget hvor dum og egoistisk det lød, så følte jeg ikke hun burde at være så ked af det. Ingen kunne påtage sig den skyld. Hun havde jo intet med det at gøre.

”Hvor kan jeg sove?” spurgte jeg med en hård stemme. Hvorfor den pludselig var blevet sådan, havde jeg ingen ide om. Hele mit humør var faktisk blevet utrolig surt. Jeg var vred og rasende – men alt sammen på mig selv. Der var ikke andre at give skylden, end mig selv. Måden jeg lod ham røre mig på, var udelukkende min skyld.

”Amore,” sagde Harry og rejste sig. Måden han sagde mit navn på, virkede som om han ville mere. Og hvis der var noget jeg ikke orkede lige nu, så var det at snakke. Jeg ville ikke se det hele for mig igen. Jeg gjorde som jeg altid gjorde – jeg skubbede det bag mig og byggede en mur omkring det, så det langsomt ville glide længere og længere væk.

”Eleanor?” mit blik røg ikke engang over på Harry. Jeg kunne se drenge veksle blikke. Det var ikke fair mit humør skulle gå ud over dem, men jeg kunne ikke gøre for det. Det skete bare. Og ikke nok med det, så havde jeg åbne sår på min hofte, som jeg også nu skulle til at leve med. Det hele var et stort rod.

”Amore, kan vi,” ”- Lad mig nu bare sove,” vrissede jeg og kiggede Harry i øjnene. Hans grønne øjne blev straks såret og langsomt satte han sig ned i sofaen igen. De kiggede alle med store øjne på mig, og selvom jeg havde allermest lyst til at sætte mig på gulvet og græde, fulgte jeg med Eleanor som langsomt gik forbi mig. Mit hjerte bankede hårdt imod mit bryst, og først da Eleanor havde vist mig Harry seng, begyndte jeg at græde.

Jeg trak dynen over mig og prøvede så godt jeg kunne, at dække at jeg græd. Eleanor mumlede et godnat og forsvandt. Min opførsel kom bag på dem alle, og jeg følte mig virkelig som en bitch lige nu – men de tanker blev hurtigt overtaget af nogle andre, og lidt efter faldt jeg grædende i søvn.

”Du får mad, du får tag over hovedet, og så kan du ikke give noget igen?” hans stemme lød blid, men hans greb om min arm, var hårdt. Det ville helt klart efterlade et blåt mærke.

”Det er jo no big deal. Bare et lille et,” hviskede han og trak hårdt ned i mine bukser. Jeg bed mig i læben og skubbede ham irriteret væk.

”Jeg er ikke billig,” vrissede jeg surt og skulle til at gå, men som altid, skubbede han mig hårdt mod væggen. Hans øjne lyste af vrede, og selvom det ikke var første gang han truede mig på denne måde, så var der noget anderledes over det denne gang.

”Så du tror vi vil beholde dig, give dig mad og varme, når du ikke kan give noget tilbage?” han fik med besvær sin hånd ned i mine bukser, hvilket fik mig til at skrige. Han klaskede hårdt sin anden hånd mod min mund, inden han pressede sin krop mod mig.

”Ikke underligt du er blevet forflyttet så mange gange, når du er så skide utaknemmelig,” hvæsede han og trak mine bukser ned. Jeg vred mig under ham, slog til hans bryst og råbte af ham. Han greb hårdt om mine lår og kiggede mig i øjnene. De var fyldt med lyst, men jeg forstod det ikke. Han havde alt. Han havde pengene, han havde sin dame og sit barn. Hvorfor mig? At han var fuld var ingen undskyldning, men hvorfor mig?

”Man burde næsten få dig smidt ud,” hviskede han mod mit øre, og da jeg igen prøvede at skubbe til ham, lagde han en hånd mod min hals. Mit hjerte sprang i brystet og hurtigt tog jeg om hans håndled, for at trække det væk.

”Gør som jeg siger, og du skal få lov at bo her,” truede han og slap så min hals. Jeg tog en dyb indånding og kunne mærke tårerne komme frem. Jeg kunne ikke miste min mødom til ham. Jeg ville ikke. Det var det eneste jeg havde tilbage. Det eneste der var mit. Efter alle de tæsk jeg havde fået, efter alle de gange folk havde svinet mig til, så var det det eneste der var mit – fuldt ud mit. Det var det eneste jeg havde at holde fast i. Jeg var stolt af at være jomfru og ikke bare vælge den første. Jeg ville ikke miste den til en fuld stodder!

Mit knæ fandt frem til hans skridt, og da et skrig fandt ud imellem hans læber, trak jeg mine bukser på og begyndte at løbe ned af den sorte gang. Vinden blæste mit hår bagud, selvom vi var indenfor. Det eneste jeg kunne fokusere på, var at komme ud af døren for enden. Jeg kiggede mig tilbage, og så han kom haltende ud. Han åbnede munden for at råbe noget til mig, men jeg fik fat i døren og hev den op. Et par arme greb om mig og fik mig til at skrige. Jeg nåede kun lige at genkende Kevins stemme, før et højt skrig fandt ud af mine læber igen.

”Amore!” hele min krop spjættede og skrig efter skrig fandt ud af mine læber. Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst så det gjorde helt ondt, min mund var tør og jeg svedte alt for meget. Rummet var mørkt, hvilket startede en indre panik i mig, og da en hånd ramte mit knæ, skreg jeg op igen.

”Amore forfanden!” lød en blid stemme i mit øre, inden lyset blev tændt og afslørede, at det var Harry der sad foran mig. Jeg tog mig hurtigt til hovedet. Det var endnu et mareridt fra min fortid. De mareridt Niall altid hjalp mig af med.

Før Harry kunne gøre noget, blev døren smækket op.

”Niall, nej,” sagde Louis efter ham. Mit hjerte stivnede et øjeblik, inden jeg langsomt åbnede mine øjne og fjernede mine hænder fra mit ansigt.

Niall?

”Hvad fanden sker der?” lød en alt for savnet stemme. Mit hjerte satte farten endnu mere op, og langsomt kiggede jeg hen mod døren, hvor han stod. Jeg havde ikke set ham i fem dage. Det havde føltest som en evighed, og alt for meget var sket siden – men der stod han. Hans hår var pjusket, hans grønne t-shirt sad alt for løs, og hans øjne var røde.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen. Han var her – og han vidste det. Og jeg var ikke personen der havde fortalt ham det. Skyldfølelsen kom frem, og da Louis og Liam hurtigt kom frem i døråbningen og skubbede Niall en smule tilbage, blev jeg pludselig bange.

Hvorfor skubbede de Niall tilbage? Den eneste grund kunne være, at han var sur på mig. Han var sikkert vred. Han ville sikkert ikke have noget at gøre med mig igen. Jeg havde skuffet ham.

”Helt ærlig,” vrissede han surt og skubbede sig forbi dem. Harry gav mit knæ et klem og prøvede at få øjenkontakt med mig, men mit blik lå på Niall, som var irriteret.

”Lad mig nu snakke med hende,” sagde han surt, men Liam rystede hurtigt på hovedet. ”Det kan du gøre når du er faldet til ro,” og med de ord, skubbede mit hjerte sig frem i halsen og gav mig endnu mere skyldfølelse. Han var sur.

Uden at høre efter, gik Niall ind i rummet, og lavede tegn til Harry om at forlade det. Han skulle til at protestere, hvilket vidst sendte Niall over kanten. ”Forhelved, hun er min kæreste, så lad mig dog snakke med hende!” råbte han højt, hvilket kom bag på alle. Harry rejste sig og kiggede tøvende på mig, inden han gik hen til de andre.

”Bare lad dem,” hørte jeg ham sige, inden han lukkede døren efter sig, så Niall og jeg var alene. Der blev hurtigt lagt en stilhed over værelset, selvom alt indeni mig var i oprør. Der var så mange ord der kæmpede for at komme ud. Jeg ville ikke miste ham.

Hans blå øjne blev ændret til sorg, og det var nok til at få mig til at smide dynen.

”Niall, jeg er så ked af det,” hviskede jeg. Han rystede langsomt på hovedet, men stoppede så og kiggede på mig med forvirring i blikket.

”Ked af det?” sagde han og lød vred. Jeg bed mig i læben og kiggede ned i dynen. Han måtte ikke være sur på mig – det kunne jeg ikke holde ud.

”Jeg sidder i Irland, snakker med mine forældre og går med troen om du har det godt herhjemme. Så ringer Harry og fortæller det hele. Amore forfanden, hvorfor sagde du ingenting?” Jeg rystede straks på hovedet.

”Du må ikke være sur på mig,” var det eneste der kom ud af min mund. Jeg kunne ikke klare at skændes med ham. Jeg havde brug for ham!

”Sur?” han rystede hurtigt på hovedet og kom langsomt hen imod mig. Jeg nægtede at se ham i øjnene. Jeg kunne ikke. Det var næsten som om det stadig ikke var gået op for mig, at han var her. Mit savn havde været så stort.

”Kig på mig,” han satte sig på sengen foran mig, og da jeg ikke gjorde som han sagde, tog han forsigtigt mit ansigt i sine hænder – som om han var bange for at gøre noget forkert.

Hans blå øjne fandt mine, og denne gang var det kun sorg jeg kunne se – en sorg der fordoblede min.

”Jeg er ikke sur. Selvfølgelig er jeg ikke sur Amore!” Han kiggede mig alvorligt i øjnene. ”Eller kun på mig selv, for at lade dig gå igennem alt det her. Jeg må have gjort noget siden du ikke ringede. Jeg må have sagt noget, gjort et eller andet der har fået dig til at tvivle på mig, siden du ikke ringede. Amore, jeg er virkelig…”

Hvad?

Jeg afbrød ham hurtigt. ”Niall, det har intet med dig at gøre!” sagde jeg bestemt og var tæt på at bryde sammen. ”Jeg ville ikke ødelægge din ferie. Niall, du fortjener den. Jeg vil ikke være til besvær,” hviskede jeg og klemte tårerne inde.

”Besvær?” mumlede han og satte sig en smule tættere på. Hans hånd gled væk fra mit ansigt, og ned af min arm. Følelsen af hans hænder mod min krop, fik med det samme gjort mig roligere. Det var en effekt kun Niall havde, og det var først der det gik op for mig, at han virkelig var her.

”Jeg har virkelig savnet dig,” hviskede jeg og denne gang kom tårerne. Niall tyssede hurtigt på mig, da et hulk fandt vejen ud, og lidt efter lagde han en arm under mine ben og den anden om min ryg, for at trække mig hen på sit skød, så jeg lå som en baby i hans favn.

”Og jeg har savnet dig,” hviskede han og kyssede mig i panden. Endnu flere hulk fandt ud, da hans kys efterlod brændende fornemmelser. Han vuggede mig forsigtigt frem og tilbage og aede min ryg.

Jeg lukkede mine øjne og lagde min hånd på hans bryst, hvor hans hjerte bankede hårdt imod. Et lille smil gled frem da den trygge følelse fjernede de fleste triste tanker. Alt den forvirring om Niall, var væk. Han ville ikke forlade mig, han bebrejdede derimod sig selv. Tanken om at han havde grædt, kom snigende, hvilket fik mig til at lægge armene om hans hals.

”Niall, jeg er virkelig ked af jeg ikke ringede. Jeg ville ikke ødelægge det for dig. Jeg ved hvor hårdt du arbejder til hver dag. Jeg er virkelig ked af det og je.” ”-Shhh babygirl,” mumlede han. ”Det er i orden. Det er alt sammen i orden,” hviskede han.

Nialls synsvinkel:

Klumpen i halsen blev mindre. At havde hende i mine arme, gjorde mig helt lettet. Da jeg fik opringningen fra Harry, som fortalte der var noget virkelig alvorligt i vejen, og bad mig komme hjem, så havde en uro præget mig. Jeg vidste det var noget med Amore, men at det var dét der var sket, havde jeg ikke den fjerneste ide om.

Da jeg endelig kom hen til dem, var det hele forkert. Der var noget helt galt – det kunne enhver se. Ingen af dem smilede – kun Liam, men det var ikke ægte. Jeg spurgte ind til Amore, og da de fortalte hun sov, følte jeg mig en smule lettet, indtil de begyndte at snakke.

Det var Louis som lagde ud, og Liam der sluttede det af. At vide hans hænder havde rørt hende på den måde som de havde, gav mig kvalme. Det var ikke første gang det skete for hende, og jeg vidste det normalt var det, som hun havde mareridt om. Mareridt som hun fortalte, at kun jeg kunne fjerne. Men nu startede det hele sikkert forfra.

At vide han havde såret hende, havde fået mig til at flippe ud. Da de beskrev hvordan hun selv reagerede, kunne jeg ikke lade være. Af ren refleks slog jeg min hånd mod bordet, så et par glas faldt på gulvet og blev smadret. Jeg var næsten ikke til at få til at falde to ro, indtil jeg hørte hende skrige. Harry var her ikke, men da skrigene ikke stoppede, stormede jeg ind mod hendes værelse. Louis prøvede at få mig til at blive. De havde sikkert regnet med, at jeg ikke kunne styre mig. Det var også utrolig sjældent jeg reagerede sådan.

Faktisk var det vidst første gang. Det skræmte også mig selv. Det beviste hvor stærke mine følelser var for Amore. Det gjorde helt ondt at vide, hvad hun havde været igennem. Carly havde fortalt os, at det ikke var første gang et skete. Jeg følte mig som den værste kæreste. Hun havde ikke ringet, ikke engang skrevet noget om det! Da vi havde været på skype virkede alt perfekt – men det fik mig bare til at indse, hvor god en facade hun havde. Og efter jeg så hende nu, så vidste jeg der lå meget mere bag det. Det var som om jeg slet ikke kendte hende, og dog. Da jeg sad med hende i armene igen, føltes det helt perfekt. Det var sådan det skulle være. Dog uden skyldfølelsen jeg havde.

Jeg følte mig som en forfærdelig kæreste. Det eneste jeg kunne gøre nu, var at være der for hende. Jeg måtte ligge min vrede væk. Det var ikke det hun havde brug for nu – men jeg følte mig så forfærdelig vred. At han kunne gøre det. Jeg havde den største trang til at veksle et par ord med ham. Jeg hadede ham. At han sårede Amore… og det var netop derfor jeg havde grædt.

Drengene havde ikke vidst hvad fanden de skulle gøre. Det endte med Eleanor sad med armene om mig, og prøvede at få mig til at slappe af. Jeg burde ikke være den de brugte energien på. Det var Amore der havde brug for den. Det var hende der havde været det hele igennem, men at jeg græd beviste igen overfor mig selv, at det her ikke bare var en kort forelskelse. Jeg elskede hende.

Jeg blev nødt til at snakke det her igennem med hende. Og jeg vidste, at det skulle være nu. For i morgen ville hun lukke af. Hun lagde altid sine problemer bag sig – lod som om alt var fint og levede videre derfra. Jeg blev nødt til at vide, hvad der skete.

Jeg trak mig derfor en smule fra hende. Hendes øjne søgte mine, hvilket fik mig til at sende hende et lille smil.

”Amore, du bliver nødt til at snakke med mig om det her;” sagde jeg og kærtegnede hendes kind. Hun stirrede på mig i et kort sekund, inden hun nikkede.

”Jeg ved ikke hvorfor han er efter mig,” mumlede hun og lagde sit hoved ind mod mit bryst. Jeg kunne allerede fornemme hun ikke havde det godt med at snakke om det, derfor strammede jeg grebet om hende.

”Jeg ved det virkelig ikke Niall. Men jeg gjorde ingenting. Jeg lover det. Jeg prøvede at få ham væk,” hun kiggede pludselig med store øjne på mig. Jeg kiggede en smule forvirret på hende. Hun kunne vel ikke for alvor tro, at jeg ville blive sur på hende, over noget Kevin havde gjort? Der var noget helt galt her.

”Amore, hvad får dig til at tvivle på mig?” spurgte jeg og så hende bide sig i læben. Hun rystede på hovedet, for at vise hun ikke gad at svare, hvilket fik mig til at sukke. Det irriterede mig, at hun bare pludselig lukkede af. Det var ikke første gang det skete.

”Amore,” sagde jeg bestemt og trak mig fra hende. ”Hvad har jeg gjort, siden du tvivler på mig?” Hendes blik fandt hurtigt gulvet mens hun rystede på hovedet. Jeg kunne mærke en irriterende vrede komme frem. ”Amore for fand..” ”- Niall, det har ikke noget med dig at gøre, okay? Jeg er ikke vant til at folk er som dig. Jeg er ikke vant til at have folk omkring mig til at hjælpe mig. Jeg er vant til næsten at blive tvunget til sex og slået, hvis jeg ikke gør som de siger, okay? Hvordan vil du så have mig til at stole på andre? Jeg prøver, okay? Men der liger altid en utryg følelse bag!” nærmest råbte hun og skubbede mig fra sig.

Min krop stivnede da jeg ville række ud efter hende. Hvad? Det gik op for mig hvad hun sagde. Det havde hun aldrig fortalt mig før. Jeg kunne se hun straks fortrød hvad hun sagde.

”Så hvis du virkelig tvinger mig til at stole på dig, så må du meget undskylde!” råbte hun og tog sig frustreret til håret. En underlig tom følelse gik igennem mig. Jeg havde ikke set denne side af Amore før. Hun havde aldrig rigtig råbt af mig på denne måde. Hele aftenen havde sikkert være overvældende for hende, men denne side, fik igen skyldfølelsen frem. Hvor meget vidste jeg overhovedet om hende?

Amores synsvinkel:

Jeg fortrød det jeg sagde. Det kom forkert ud. Det var ikke sådan Niall skulle finde ud af noget om min fortid på. Det var derfor jeg hårdt trak ned i håndtaget og skulle til at gå ud, da Harry, Liam og Louis stod i døren.

”Hvad sker der?” spurgte Liam forvirret om. Niall sad helt stivnet på sengen, og det gjorde mig ked af det, og det gav mig endnu en grund til at hade mig selv. Jeg havde såret ham. Hele aftenen havde været for overvældende, men det skulle jo ikke gå ud over Niall, nu når han endelig var her!

Min måde at være på lige nu, var forfærdelig. Tårerne gled ned af mine kinder, hvilket Harry hurtigt lagde mærke til. Han kom hen ved siden af mig, lagde armen om mig og tørrede mine tårer væk. ”Kom,” mumlede han og fik mig ind på Louis’ værelse. Jeg tog virkelig folks energi i dag.

”Jeg tror du skal sove lidt,” mumlede han og løftede dynen. Jeg nikkede kort og lagde mig under dynen. Jeg var virkelig fuld af følelser lige nu. Jeg havde brug for at sove. Brug for at tænke tingene igennem, og finde på en virkelig god undskyldning til Niall.

Jeg vågnede ved en kold luft mod min ryg. Sengen bøjede ned, og lidt efter lå en person ved siden af mig.. Jeg ville have gættet på Harry, men da personen lagde en hånd på min hofte, kunne det kun være Niall. Ingen af de andre drenge ville røre mig på denne måde, og de ville slet ikke få de blussende forelskede følelser frem.

”Sover du?” hans stemme var hæs, og lød egentlig til at være fuld af gråd. Jeg sank langsomt, inden jeg rystede på hovedet. Min trøje var kravlet op, så det kom som et lille chok, da hans hænder gled hen foran min mave.

Han pressede blidt sin krop mod min, og fik på en eller anden måde sin arm under mit hoved. Han kyssede blidt min skulder og åndede dybt ud, så der kom kuldegysninger frem på min krop. Jeg rykkede mig en smule bagud, så min ryg ramte hans bryst. Min hånd gled ned af hans arm og lagde sig oven på hans, inden jeg forsigtig flettede vores fingre sammen.

Jeg havde virkelig savnet at være i hans arme. Faktisk havde jeg savnet alt ved ham, og det at han tog hjem fra sin ferie, for at være sammen med mig, var noget af det sødeste nogen nogensinde havde gjort for mig.

Niall overraskede mig hele tiden.

∞∞∞∞

Godt så. Så fik I lidt mere at vide om Amore's synsvinkel. Bare for at gøre det klart for jer - så reagere Amore på så mange forskellige måder, fordi hun ikke kan udtrykke sig ordentlig. Fra nu af, begynder der at komme ting fra hendes fortid - så hold øje med det! :)

Hvad synes I om kapitlet? Hvad synes I om Nialls reaktion? Amores reaktion? Drengenes reaktion? Og hvad håber I der sker nu?  xx Skriv gerne, da det vil være en stor stor hjælp for mig :i

HVIS JEG SIGER, AT HISTORIEN NU ER HALVVEJS, VIL I SÅ TÆNKE ØV? Meget vigtig spørgsmål, for denne movella kommer nok til at være længere end jeg havde regnet med. :-I 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...