∞ Perfect nightmare ∞ {1D} 13+

Svag er ikke et ord for Amore. Alene ja, svag nej. I sit 17-årige korte liv, er det lykkedes Amore, at gå igennem vold, had og misbrug, samt en mordere der har myrdet hendes forældre, og truet hende på livet. Derfor må Amore nu leve et liv igennem CSI samt en masse hemmeligheder der op til flere gange har sendt hende fra plejefamilie til plejefamilie. Det eneste Amore har tilbage, er hendes bedsteven, som hun aldrig har mødt - Horan kalder han sig selv, og da Amore beslutter sig for et nyt liv hos en plejefamilie i London, begynder kontakten mellem Amore og Horan, at blive dybere og dybere, men hvad Amore ikke ved, er at selv han har en dybere hemmelighed. Både Amore og Horan har desperat brug for hinanden - men på to helt forskellige måder. Modsætninger mødes, men hvad hvis modsætningen går inde med en mørk hemmelighed? Og hvad hvis morderen opsøger Amore igen? Vil hendes nye liv blive en drøm, eller et 'perfect nightmare?'
- Læsning er på eget ansvar! -

1318Likes
1814Kommentarer
182306Visninger
AA

20. What the hell is going on? ∞

Dette er ikke rettet igennem - so sorry! 

Zayns synsvinkel:

Min arm faldt ned på ryglænet igen, da Amore lænede sig tilbage. Hendes mobil var det eneste lys i rummet, hvilket fik mig til at kigge en smule irriteret på hende, da jeg fandt filmen spændende, men noget andet tog min opmærksomhed. Og det var ikke Amores chokeret ansigt, eller hendes pludselige helt stive krop, men det var det der stod i beskeden.

En kold følelse gik igennem mig, og hurtigt kiggede jeg væk, da Amore kiggede rundt. Hurtigt slukkede hun sin mobil og lagde akavet sit ene ben over det andet. Niall drejedet hovedet en smule, og ud af øjenkrogen kunne jeg se han tog hendes hånd.

”Er der noget i vejen?” mumlede han, hvilket fik mig til at droppe filmen. Amore rystede på hovedet – ifølge mig, alt for ivrigt. Det gik hurtigt op for mig, at hun holdt noget skjult. Ikke kun for mig eller de andre drenge, men for Niall, og noget sagde mig, at det ikke var noget vi havde lyst til at finde ud af.

Jeg lænede mig langsomt frem for at tage min mobil. Amore fulgte alle mine bevægelser, og da jeg rakte ud efter mobilen som lå ved siden af hendes, bevægede hun sig en smule usikkert. Jeg bed mig forvirret i læben og lænede mig så tilbage, inden jeg låste min mobil op og gik på twitter.

Hvis hun holdt noget hemmeligt for os, så var twitter den bedste måde at finde ud af noget. De vidste altid mere om personerne vi hang ud med, end vi selv gjorde. Det var skrmmende, men andre gange kunne det være godt – som nu.

Jeg ved ikke, hvor mange ting jeg søgte på, men ingenting kom frem, udover en masse hade beskeder fra folk. Jeg fik altid en underlig følelse indeni, når jeg så hvad folk kunne finde på at skrive, men det var sådan det var.

Der gik ikke særlig længe, før jeg gav op. Personen som havde skrevet til hende skulle til TCA, og det skulle hun også – med os. Noget sagde mig, at jeg vidst ikke kom til at koncentere mig særlig meget den aften. Jeg indrømmer det gerne – jeg var nysgerrig, alt for nysgerrig. Men hvis hun var utro eller noget bag Nialls ryg, så ville det blive værst for hende selv. Jeg ville for alt i verden gøre alt for at forhindre Niall i at blive såret. Så hvad end Amore var ude på, så ville jeg finde ud af det.

Amores synsvinkel:

Drengene var på BBC 1 radio i dag, hvilket gav mig mulighed for at være alene med mine tanker. Udover Ana, men lige nu lavede hun stil. Vi skulle rigtig have været i byen i dag, men den SMS skræmte mig fra alt. Jeg tude ikke gå uden for en dør, og jeg måtte næsten tigge Niall om at køre mig hjem i går. Okay nej, han gjorde det frivilligt, men jeg følte at jeg tiggede ham om det.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Lige nu sad jeg og legede med et elastik for at få tankerne hen på noget andet, men det gik overhovedet ikke. Jeg havde så mange spørgsmål.

Hvem var personen?

Ville personen gøre mig noget?

Var det en trussel i brevet?

Jeg nåede ikke engang at tænke over det, for Ana kom stormende ind på værelset med tåre ned af øjnene. Hurtigt skubbede jeg tankerne væk og fløj op. Jeg havde aldrig set Ana græde.

”Hvad sker der?!” sagde jeg forvirret og var hurtigt henne ved hende. Hendes vejtrækninger var vilde. Jeg blev nødt til at tysse utrolig mange gange på hende, men det var som om ingenting virkede.

”Hvad sker der?” prøvede jeg, men blev afbrudt af Ana.

”Jeg… de.. han…far,” fik hun frem og tog så en dyb indånding.

”Hvad sker der Ana?” sagde jeg denne gang en smule mere alvorligt. Hun rystede på hovedet og tog igen en dyb indånding.

”De bad mig ikke at fortælle noget, før de kom hjem,” sagde hun forpustet. Jeg kunne straks mærke en ubehagelig følelse gå igennem mig, og før jeg vidste af det stod jeg med hænderne om hendes arme.

”Ana, fortæl mig det!” min stemme var virkelig alvorlig, og et par sekunders øjenkontakt blev hendes øjne fyldt med tårer igen.

”Amore, jeg…” hendes stemme knækkede, og jeg skulle virkelig anstrenge mig for ikke at råbe af hende. Det her var alvorligt, og jeg skulle fanme vide hvad fanden der foregik!

”Ana for fanden så sig dog…”

”Han er sluppet løs,”

”- for fanden hvad der sk…” min stemme døde hen ved lyden af hendes fire ord. Jeg trådte et par skridt tilbage og kunne mærke luften forlade min krop. Mit hjerte sprang et slag over, men kun for at sætte farten op, så det røg helt op i halsen på mig.

En kvalmende fornemmelse gik igennem min krop og et kort øjeblik slørede det for mine øjne.

Han var hvad? Og hvordan? Og hvornår? Han kunne være alle fucking steder! Han kunne være ved det fucking adward show i morgen – ja han kunne endda fucking stå i min have!

”Amore, rolig,” sagde Ana, men ingenting trængte ordentligt ind. Jeg vaklede et par skridt længere tilbage og åbnede munden for at snakke, men der kom ikke en eneste lyd ud. Et kort øjeblik blev alt sort, og da jeg igen åbnede øjnene, var rummet fyldt med mennesker. Både folk i uniformer, Jane og Johan.

De snakkede til mig, men jeg hørte ingenting. Jane stod hos Ana, som græd. Jane så ikke specielt glad ud, og hvis jeg ikke tog fejl, skældte hun Ana ud for at fortælle hende det før de kom.

”…chok”, sagde en ved siden af mig. Mit hoved drejede alt for hurtigt hen mod personen, og det resulterede i det sorte for mine øjne vendte tilbage, og denne gang var det ikke bare et par sekunder.

Han var sluppet ud i går aftes – cirka deromkring hvor min SMS tiggede ind. Det skete så sjældent at folk undslap, og alligevel ham ud af alle.

Der var allerede blevet sendt en masse blade ud, men fordi jeg datede Niall Horan, så måtte mit navn ikke blive nævnt, så på den måde var jeg sikret. Dog havde jeg kun med alt held, fået lov at tage med til TCA i morgen. Jeg skulle bruges som ’lokkemad’. Han ville mødes med mig der, og hvis han var der, så kunne de snuppe ham – så I kan vel regne ud, at jeg ikke kom helt alene med drengene til TCA. De skulle ikke vide noget. Det var de alle fuldt forstået med – faktisk var det bedst, hvis ingen af dem vidste noget. Kom det ud at det var mig, så skulle jeg igen forflyttes.

Der stod vagter ude for huset, og lige nu sad jeg og snakkede med Johan og en anden mand i uniform, som jeg havde set så mange gange, men navnet havde jeg glemt. Det var heller ikke så vigtigt lige nu. Det vigtige var at lytte efter og forstå.

”Så du holder dig med dem, okay?” sagde Johan. Jeg nikkede hurtigt og håbede stadig på, at jeg om lidt ville vågne op og se det hele var en drøm – men det skete ikke.

”Amore, der sker ingenting,” sagde Jane og tog så min hånd. Jeg sende hende et kort smil og gjorde alt for ikke at græde. Lige nu havde jeg brug for Niall, men jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle sige. Faktisk kunne jeg intet sige. Jeg skulle bare opføre mig så normalt som muligt, men det var lidt svært når Niall kunne læse mig som en åben bog.

”Så gå i seng nu og få en god søvn, ikke?” sagde Jane og kyssede mig kærligt på panden. Jeg nikkede og stillede min kop kaffe på bordet og gik hen mod trapperne. I stedet for at gå ind mod mit værelse, fandt jeg Anas – og til mit held var hun vågen.

”Ana?” sagde jeg med en svag stemme. Hun vendte sig hurtigt rundt og sendte mig et smil.

”Hvad så?” hendes stemme afslørede, at hun havde grædt. Jeg fik det helt skidt, men alligevel fik jeg en varm følelse. Hun græd pga. mig. Det var nyt for mig.

”Må jeg sove her inde?” Et smil gled straks over hendes ansigt inden hun nikkede og rykkede så der var plads til mig. Jeg lukkede forsigtigt døren efter mig og kiggede ud af vinduet. Han kunne være over alle bjerge lige nu – og han kunne være ude i mørket, hvor jeg ikke kunne se ham. Han kunne stå der hvor gadelygten ikke lyste – og jeg ville kke vide det.

Derfor hader jeg mørke.

Jeg lagde mig forsigtigt ned og kiggede på Ana, som havde fået tårer i øjnene.

”Hvad så?” spurgte jeg forsigtigt om. Hun fnes kort inden hun rystede på hovedet. Hendes øjne faldt sammen og lidt efter snøftede hun.

”Jeg håber han er der i morgen, for jeg vil ikke miste dig,” hviskede hun, og det fik mit hjerte til at stoppe et kort øjeblik før jeg bed mig hårdt i læben for ikke at græde.

Jeg havde fået så meget her de sidste uger end jeg havde fået i hele mit liv. Jeg havde fået nogen der virkelig bekymrede sig om mig, og elskede mig. Jeg havde fået Niall. Min bedsteven. Min kæreste, mit alt.

Lyden af min tåre der ramte dynen blev efterfulgt af flere, og lidt efter lå jeg i armene på Ana, som strøg mig over håret.

Det føltes så fantastisk. Jeg elskede hende, og jeg ville ikke væk herfra.

”Er du klar?” Niall stak hovedet ind af døren, hvilket fik mig til at snurre rundt. Et stort smil gled frem, da det var første gang i dag jeg havde set Niall. Jeg havde fået aftalt med Eleanor, at vi skulle gøre os klar, og det havde vi brugt Louis og Harrys hus til – og de andre drenge var først ankommet nu.

”Wow,” sagde han imponeret mens han gik hen imod mig. Jeg lukkede hurtigt afstanden og slog mine arme om ham. Efter dagen i går var et Horan hug præcis, hvad jeg havde brug for. Jeg havde savnet ham så meget. Jeg havde savnet den tryghed han gav mig, og nu kastede den sig nærmest over mig og fik mit ellers så hoppende hjerte til at slappe af.

Jeg var nevøs for i dag. Jeg havde været nervøs hele dagen, derfor havde Eleanor givet mig lidt alkohol som skulle få mig til at slappe af.

Godt nok kendte jeg ikke Eleanor specielt godt, men efter i dag elskede jeg hende næsten allerede. Jeg havde lånt en tætsiddende hvid kjole af hende og så havde hun sat mit hår. Mit make up var enkelt og mine sko var … høje.. Men alligevel var jeg lavere end Niall.

”Og hej til dig,” grinede han og lagde sine arme om mine hofter for at trække mig lidt væk. Hans parfume fyldte min næse og en trang til at græde kom frem. Jeg havde virkelig den største lyst til at fortælle ham det hele, men det kunne jeg ikke.

”Hej,” sagde jeg med en svag stemme, så Niall kiggede en sule forvirret på mig. Jeg kunne slå mig selv i hovedet. Han skulle ikke vide noget. Jeg skulle virkelig stramme mit skuespil op. Hvis han fandt ud af det, så ville jeg miste ham – så jeg blev nødt til at tage mig sammen.

”Jeg har savnet dig,” sagde jeg hurtigt og lod min hånd ligge sig bag hans nakke. Et smil bredte sig inden han trak mig helt ind til sig.

”Og jeg har savnet dig,” mumlede han mod mine læber, hvilket automatisk fik mig til at slappe af. Det skulle nok gå. Hvis han var der i aften, så ville han blive fanget. Der kunne ikke ske noget. Der var vagter over alt + mine egne vagter – og de havde nok lidt mere styr på tingene end de normale vagter. Det hele skulle nok gå. Jeg skulle bare sørge for at få en god aften med drengene. Det betød meget for dem.

Jeg pressede blidt mine læber mod hans, hvilket fik ham til at smile og kysse med. Følelsen af at være sammen med ham igen, selvom der kun var gået en dag, gjorde mig hel, og det fik mig til at kysse ham lidt grådigere, da jeg sikkert ikke kom til det i aften. Jeg skulle med som Nialls date, og det var så nu det blev erklæret, for hele verden, at Niall og jeg var et par. Det skulle jeg også tænke over. Jeg følte jeg ville gå ned med stress.

”Babe, stop. Det ender med jeg ikke kan stoppe mig selv,” mumlede han mod mine læber, hvilket fik mig til at slå en høj latter op og trække mig tilbage. Han sendte mig et charmende smil og trådte så hen mod døren.

”Vi kører om 5,” sagde han og sendte mig et luftkys inden han gik ud til de andre.

Denne aften ville være så grænseoverskridende for mig. Jeg havde allerede fået utrolig meget hate på twitter, og efter i aften ville det kun blive værre. Men hvis han blev fanget i aften, så var jeg fuldstændig ligeglad med det had. Så kunne jeg fortsatte med Niall, og det var det vigtigste. Jeg kunne ikke miste ham.

Jeg havde prøvet at stoppe mine hænder fra at ryste, men nu gav jeg op. Vi holdt foran bygningen og min krop rystede som aldrig før.

”Du skal ikke være nervøs,” mumlede han mod min hals. Jeg kiggede hurtigt på ham. ”Der sker ikke noget. Bare tag en dyb indånding og følg med Eleanor, så er vi der igen om 10,” han kyssede mig på kinden og trådte så ud af bilen, hvor folk begyndte at skrige utrolig meget, og det fik mit hjerte til at springe i brystet på mig – eller næsten.

Eleanor trådte ud af bilen og jeg fulgte efter.

”Jeg var også nervøs første gang,” sagde hun og stak sin arm under min. Jeg smilede svagt og kiggede rundt. ”Men bare send folk smil, lige meget om de sender dig dræberblik eller ej. Der kan ikke ske noget. Der er vagter over alt,” sagde hun så.

Jeg nikkede hurtigt og kiggede igen rundt.

”Hvem kigger du efter?” sagde hun og stillede sig i kø til indgangen. Hurtigt vendte jeg blikket mod hende. ”Der er bare så mange mennesker,” fnes jeg. Hun nikkede hurtigt og gned sine hænder mod hinanden for at få varmen.

Mit blik faldt på en vagt, som havde blikket direkte låst fast på mig. En virkelig dårlig følelse gik igennem mig, og et øjeblik troede jeg, at jeg skulle kaste op. Han kunne kigge på mig lige nu. Han kunne holde øje med mig, og jeg ville ikke ane det. Jeg ville ikke engang ane hvordan han så ud – og det skræmte mig. Jeg forlod ingen. Ikke engang for at gå på toilet. Jeg ville ikke tage nogen chancer. Mit hjerte var allerede ved at dræbe mig og mine håndflader var helt svedige.

Aldrig havde jeg været så nervøs før.

Der gik tyve minutter inden drengene kom ind og fandt pladserne, hvor vi sad. Folk rundt omkring skreg op og uden at vide hvorfor, begyndte jeg at smile. Det var måske først nu det virkelig gik op for mig, at Niall virkelig var verdensberømt. At flere tusind piger ville dø for at være i mit sted, og at jeg havde utrolig mange konkurrenter.

Men jeg var stolt. Jeg var virkelig stolt af ham. Aldrig havde jeg troet, at min bedsteven jeg aldrig havde mødt, var verdenskendt. Jeg troede han spillede guitar og sang i et lille band og hed Horan, men jeg tog fejl.

En hånd blev lagt på mit lår og hurtigt kiggede jeg på Niall. Mit blik søgte kort rundt for at se, om nogen så det, og det fik Niall til at smile.

”Amore, de skal jo vide det før eller siden. Er du flov over mig?” gispede han og prøvede helt klart at få mig i bedre humør. Det ville også have virket, hvis det ikke var fordi jeg skulle tænke på personen som dræbte min familie, var her inde.

Pludselig var det som om alle kiggede på mig. Jeg kiggede forvirret rundt og fik øjenkontakt med en masse personer. En masse mumlen lød i mine ører og et øjeblik var jeg bange for endnu et black out.

”Amore,” sagde Niall og ruskede så i mig. ”Hvad?” sagde jeg forvirret og kiggede på Niall, som så helt forvirret ud.

”Er du okay?” han trak mig en smule tættere på og lagde så sin arm om min skulder. Jeg bed mig forsigtig i læben.

Jeg er kun paranoid.

Og bange.

Og rædselslagende.

”Jeg er bare nervøs,” hviskede jeg stille så han umuligt kunne høre det, men det gjorde han altså alligevel.

Han gav mit lår et klem og kiggede så ned på showet som efterhånden var startet. Jeg tog en dyb indånding hvilket fik Niall til at nusse mit lår. Jeg vidste folk kiggede, og jeg vidste folk tog billeder og filmede os, men lige nu var det igen mit mindste problem.

Han var mit problem.

De havde vundet et par priser, men for at være ærlig havde jeg ingen ide om hvad. Jeg klappede når jeg skulle, og ønskede dem tillykke, men ellers gik tiden med at berolige mig selv og kigge omkring, og selvfølgelig sidde og lege med mit åndssvage elastik. Op til flere gange så jeg vagter som kiggede på mig. Det føltes så utrolig skræmmende.

Lige nu var de nede på scenen igen, og da jeg endelig besluttede mig for at tage mig sammen og lytte, vibrerede min mobil. Jeg kiggede mig omkring og tog så langsomt mobilen op. Mit hjerte begyndte at slå hurtigere da jeg så nummeret, og på få sekunder blev min mund tør.  Med rystende hænder trykkede jeg ind på den.

Så det er din nye kæreste? Niall Horan fra One Direction. Spændende. Sig tillykke med de priser han har vundet. PS: pas på dit elastik ikke springerJ#

Mit blod stoppede et kort øjeblik, og uden at tænke over det, rejste jeg mig op. Eleanor kiggede forvirret på mig, men uden at svare hende, gik jeg direkte hen til udgangen. Han måtte holde øje med mig. Han holdt øje med mig. Han vidste jeg sad med det elastik, og på måden han formulerede sig på, kunne det godt tyde som om han ville gøre Niall noget – og det kunne jeg for alt i verden ikke lade ske – derfor måtte jeg ud, Han holdt øje med mig, og det var mig han ville snakke med – så han måtte følge efter.

Jeg fandt ud på toilettet og lukkede døren efter mig. Jeg havde sagt til mig selv hele aftenen, at jeg ikke skulle gå alene, men hvis Niall eller de andre var i fare og jeg kunne stoppe det, så var det det jeg gjorde.

Jeg lænede mig op af vasken og kiggede mig selv i spejlet. Mit hjerte bankede af sted og lysten til at ringe til ham for at få det her overstået kom frem. Jeg ville ikke kunne holde tanken om at jeg var grund til at Niall, eller de andre på nogen måde blev skadet, ud.

Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik. Jeg måtte have været alt for langt væk, for jeg hørte ikke skridt bag mig. Det var først da jeg åbnede øjnene og så personen i spejlet, at jeg skreg og fløj et par skridt tilbage så jeg ramte vasken.

”Wow, rolig Amore!” lød det.

Jeg tog min hånd op til hjertet.

”Hvad fanden Zayn!” sagde jeg højt. ”Hvad fanden laver du på et pigetoilet?” vrissede jeg og havde lyst til at slå ham. Forfanden da.

”Spørgsmålet er vidst, hvorfor du reagere sådan?” sagde han og gik tættere på mig. Jeg havde en lyst til at flippe helt ud. Han havde ingen ide om hvad fanden der skete lige for øjnene af ham, og så gav han mig sådan et chok? Selvfølgelig burde jeg bare være lettet over det var Zayn.

”Amore, hvad fanden sker der?” sagde han forvirret og lagde hovedet lidt på skrå. Jeg sank den klump jeg havde i halsen. Endnu engang måtte jeg lyve.

”Jeg er bare nervøs,” mumlede jeg hvilket han vidst slet ikke troede på.

”Nej, jeg mener hvad sker der?” han lød lettere irriteret og nu var det mig der var helt forvirret.

”Du kigger dig konstant omkring for at se om der er nogen. Du har aldrig været så nervøs, og det her kan umuligt være grunden. Så hvad er det?”

Endnu engang, jeg kunne slå en. Var mit skuespil så dårligt? Og hvad med Niall?

”Du kan snyde de andre, men ikke m..”

”- Zayn, jeg er bare nerv..”

”Jeg så den fucking besked Amore,” sagde han så i en virkelig vred tone. Et sug gik igennem min krop. Han så min besked? Han vidste det. Han vidste der var noget helt galt.

”Zayn, du forstår ikke..” sagde jeg hurtigt. ”Jeg er ligeglad Amore. Jeg vil bare ikke se Niall blive såret, okay? Jeg elsker ham, og sårer du ham så…”

”- Jeg vil da ikke såre ham?” sagde jeg hurtigt. Hvordan kunne han tro sådan noget? Det skuffede mig, men lige nu var det vigtist at få ham på et andet spor. Han vidste for meget.

”Hvad fanden har du så gang i Amore?” vrissede han surt. ”Har du en x kæreste efter dig eller hvad?” han rullede med øjnene, og det var lige før jeg havde slået ham en og fortalt ham alt, men døren fløj op og en masse mænd i uniformer kom ind. De råbte af Zayn som kiggede fuldstændig forvirret på dem.

”Er du okay?” spurgte en af dem. Jeg fastholdt mit blik på Zayn og nikkede så. Det gik hurtigt op for dem, at Zayn bare var Zayn. De havde ødelagt det fucking hele, og udfra Zayns ansigt, så var jeg bange for han ikke ville glemme det her.

Hans øjne fangede mine. Han var virkelig lost.

”Zayn, please,” sagde jeg hurtigt og gik hen imod ham.

”Hvad fanden sker der Amore?” vrissede han surt.

Jeg lukkede øjnene i et kort øjeblik.

”Vil du ikke godt stole på mig?” hviskede jeg og måtte kæmpe med tårerne. Det her kunne ikke gå galt. Jeg kunne ikke fortælle ham det her.

”Og please ikke sig noget til Niall,” hviskede jeg igen og pressede tårerne inde. Hans blik blev en smule blidere, men hans forvirring blev større.

”Er du kriminel?” Hans kommentar fik mig til at smile en smule, inden jeg rystede på hovedet.

”Zayn, please stol på mig.” Lyden af en dames stemme lød. Hun forklarede de nominerede hvor One Direction var i blandt. Jeg kiggede panisk på Zayn som skulle til at derud.

”Zayn,” sagde jeg bedende. Hans øjne borede sig stadig ind i mine. Han prøvede virkelig at regne det ud.

”Jeg skal nok fortælle dig alt – bare lov du intet siger, okay?”

Og jeg mente det. Jeg kunne ikke snakke mig fra det her. Jeg måtte fortælle Zayn det og jeg måtte stole på, at han holdt sin kæft. Det skulle han.

Et kort øjeblik stirrede han bare på mig indtil deres navn blev nævnt.

”Det hele, i aften,” sagde han inden han forsvandt. Lettet sukkede jeg ud og lagde hovedet op af væggen.

Hvad havde jeg rodet mig ud i? 

∞∞∞∞

Hvad synes I? Havde I regnet med det, og hvad tror og håber I der sker? Smid gerne en kommentar om jeres mening - det ville betyde meget så jeg ved hvad jeg kan gøre bedre. Tusind tak! :-D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...