∞ Perfect nightmare ∞ {1D} 13+

Svag er ikke et ord for Amore. Alene ja, svag nej. I sit 17-årige korte liv, er det lykkedes Amore, at gå igennem vold, had og misbrug, samt en mordere der har myrdet hendes forældre, og truet hende på livet. Derfor må Amore nu leve et liv igennem CSI samt en masse hemmeligheder der op til flere gange har sendt hende fra plejefamilie til plejefamilie. Det eneste Amore har tilbage, er hendes bedsteven, som hun aldrig har mødt - Horan kalder han sig selv, og da Amore beslutter sig for et nyt liv hos en plejefamilie i London, begynder kontakten mellem Amore og Horan, at blive dybere og dybere, men hvad Amore ikke ved, er at selv han har en dybere hemmelighed. Både Amore og Horan har desperat brug for hinanden - men på to helt forskellige måder. Modsætninger mødes, men hvad hvis modsætningen går inde med en mørk hemmelighed? Og hvad hvis morderen opsøger Amore igen? Vil hendes nye liv blive en drøm, eller et 'perfect nightmare?' - Læsning er på eget ansvar! -

1318Likes
1819Kommentarer
179486Visninger
AA

6. This feeling scares me, but I kinda like it. ∞

 

Niall førte mig ned af en lang gang, hvor et par mennesker stod og snakkede, kyssede eller grinede. Jeg smilede skævt til dem, og gik ind i det rum Niall havde åbnet døren til. Mine hænder begyndte at ryste mere end før, og hurtigt foldede jeg dem sammen, så Niall ikke lagde mærke til det.

Mit blik gled rundt i rummet. Der var et trommesæt, og nogle guitar, hvilket fik mig til at smile svagt. Det var jo det her, som var Nialls liv. Det som gjorde ham glad, og til tider kunne få ham helt ned.

Mit blik gled hen til Niall igen som råbte et eller andet til en ude på gangen, inden han lukkede døren i og tændte lyset. Han kiggede kort rundt, trak på skulderne og lænede sig så op af døren. En akavet stilhed fandt sig til rette og gjorde mig endnu mere nervøs. Det var stadig svært for mig at forstå, at det her virkelig var den person jeg havde snakket og skrevet med i så mange måneder. Det gik så hurtigt, og det skræmte mig en smule. Jeg burde have forberedt mig på at møde ham – være nervøs i flere uger og så til sidst møde ham. Intet af det var som jeg havde planlagt, og det gjorde mig irriteret og en anelse ked af det.

”Sååå,” sagde Niall langsomt og afbrød stilheden. Jeg bed mig akavet i læben og undlod at kigge på ham. Det kunne jeg slet ikke lige, jeg turde ikke. Det føltes pludselig som om jeg var helt ædru igen.

Et grin fandt ud over Nialls læber, inden han trådte et skridt tættere på. ”Jeg gør dig altså ikke noget Amore.” Måden han sagde mit navn på, fik mig automatisk til at smile – hvert fald indeni. Jeg løsnede mine hænder og tog en hånd op til mit hår. Jeg havde en vane med altid at røre mit hår, hvis jeg var nervøs – dårlig vane.

Hans hånd greb fat om min, idet jeg lod den falde ned langs min side. Den pludselige berøring fik mit hjerte til at pumpe hurtigere. Jeg kiggede ned i jorden – helt ude at stand til at sige noget.

Han lod sin tommelfinger glide hen af min håndflade et par gange, inden han trådte et skridt tættere på. ”Amore,” mumlede han svagt, hvilket fik det til at løbe koldt ned af min ryg. Mit blik var låst fast til jorden, hvilket fik mig til at spekulere over, om mine ben snart ville knække sammen af nervøsitet. Det var længe siden nogen havde rørt så forsigtigt ved mig – det skræmte mig lidt.

”Jeg er virkelig ked af måden vi mødtes på. Det var altså lavet bedre i mit hoved.” mumlede han, og selvom det ikke var meningen, fik det mig til at fnise lydløst.

Min hånd lå stadig i hams, og jeg vidste han nemt kunne mærke, hvor meget jeg rystede.

”Kig på mig,” sagde han en smule bestemt, men stadig på en virkelig blid måde. Jeg bed mig i læben og lod langsomt mit blik glide fra hans hals, hvor der hang en halskæde omkring, op til hans læber som kort var skilt ad, og længere op forbi hans næse, og endelig mødte mine øjne hans. Mit hjerte hamrede hårdt i brystet, og et kort øjeblik var jeg bange for, at han kunne høre det.

”Jeg er virkelig ked af alt det der skete den aften. Hvis jeg kunne lave det om, så havde jeg gjort det. Jeg er ked af, at jeg gjorde dig ked af det. Jeg hader når du er ked af det. Det ved du.” Han lagde hurtigt to fingre under min hage idet jeg skulle til at sænke mit blik igen. Hans blå øjne borede sig fortvivlet ind i mine, og sendte en strøm af følelser igennem min krop. Det her, det var min Niall – min bedsteven.

”Jeg har haft det så skidt de sidste par dage. Det skulle have været perfekt. Vores første møde skulle være perfekt,” mumlede han og lignede en der var ved at græde, men jeg vidste, at der skulle meget til før Niall græd, men at se ham så sårbar gjorde mig så ked af det. Det fortjente han jo overhovedet ikke. Jeg ville ikke være grunden til det, det kunne jeg ikke.

”Niall, det er okay.” Jeg tvang et smil op, men både Niall og jeg vidste, at det var falsk. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg ikke kunne gøre det bedre. Det var som om jeg alligevel ikke havde tilgivet ham.

”Amore, jeg er virkelig ked af det. Jeg ved også, hvor underligt det her er for dig. Og jeg vil give dig alt. Du kan få alt den tid du vil, bare tilgiv mig. Jeg skal nok lade dig væ…” Jeg afbrød ham ved at grine. Han løftede forvirret det ene øjenbryn.

”Niall, hvorfor i alverden skulle jeg ønske at du skulle lade mig være?” Jeg ville ikke miste Niall, ikke når jeg lige havde mødt ham. Det var som om mit humør var blevet meget bedre, for det gik langsomt op for mig, at han rent faktisk var enormt ked af det, og at lave sådan et lille problem til et kæmpe et, det ville være unødvendigt. Det var spild af kræfter, og desuden ville jeg lære Niall at kende.

Et smil gled over Nialls ansigt. Hans øjne lyste sig ind i mine. ”Giv mig en chance for at vise, at jeg stadig er din Niall, selvom jeg er med i det band.” Han bed sig i læben da han sagde det sidste, hvilket fik mig til at smile.

”Og giv mig en chance for at vise, at jeg ikke er den hysteriske kælling du så den aften.” Et grin kom fra Niall – et grin der lød så fantastisk i mit øre. Det lød meget bedre i virkeligheden end over mobil.

”Lad os starte nu”, og før jeg kunne blinke hev han mig ind i et kram. Hans parfume fyldte min næse og måden hans hånd gled op og ned af min ryg på, fik min krop til at sende en masse varme signaler rundt i min krop. Hans ånde mod min hals gav mig en lyst til at græde – men denne gang af glæde. Det var Niall, og han var bedre end jeg havde forestillet mig.

”Lad os gå ud til de andre,” Niall trak sig fra mig og sendte mig et smil. Jeg gjorde mig enig og gik hen imod døren. ”Og tillykke med fødselsdagen Niall. Min gave vil blive lidt forsinket,” jeg sendte ham denne gang et ægte smil hvilket han gengældte. ”At du er her, er den bedste gave jeg kunne få.” Hans øjne borede sig ind i mine, og en rar følelse overtog min krop. Det var nok noget af det sødeste en dreng havde sagt til mig – faktisk det sødeste. Drenge havde tit sagt noget pænt til mig, men det endte altid med de bare ville have sex med mig – og til jeres information, så er jeg stadig jomfru.

Mine kinder blussede op, hvilket fik Niall til at grine og hive i dem, inden han rakte ud efter min hånd. ”Lad os få noget at drikke,” mumlede han mens han trak mig ned af gangen.

”6 shots tak,” sagde Niall og smilede til manden bag baren, som var forholdsvis ung, og vidst kendte Niall ret godt.

”Alt for dig fødselsdagsbarn,” sagde han grinende og lavede håndtegn med ham. De snakkede kort sammen om hvordan Nialls fest havde været, og det var helt skønt at se Niall så glad. Hans svar kunne ikke være mere ægte, og hvis man tvivlede, ja så ville smilet der kom lige efter hvert fald overbevise en.

”For dig,” sagde han og skubbede tre shots hen til mig. Et kort grin forlod mine læber. Der var ikke længere en akavet stilhed imellem Niall og jeg, og selvom jeg stadig var en smule forvirret over mine følelser over at sidde sammen med ham, så skubbede jeg dem væk.

”Nej, for dig. Tillykke med fødselsdagen igen.” Nialls øjne lyste, inden vi begge to drak de tre shots. Jeg skar en grimasse. Det brændte hele vejen ned igennem halsen. Jeg var ikke vant til at drikke, og det resulterede i et hosteanfald.

”Hey Nialler.” Lød en hæs stemme efterfulgt af nogle andre drenge stemmer. En hånd lagde sig på min ryg og slog mig blidt. ”Er hun sådan en katastrofe, at du må forgifte hende?” lød det fra en af drengene. Jeg drejede hurtigt hovedet og kiggede på personen foran mig. Mine øjne var fyldt med tårer fra hosteanfaldet, så det eneste jeg kunne se, var et par krøller, hvilket betød, at det måtte være Harry.

”Nej, langt fra,” lød det fra Niall. ”Åhh, se hvor han smiler. Jeg tror vores fødselsdagsbarn er glad.” Tårerne var endelig væk, så jeg nåede lige at se Louis hive Niall i kinderne, hvilket fik folkene omkring os til at grine. Jeg kunne mærke mine kinder blive røde. Jeg var slet ikke vant til komplimenter, så jeg var utrolig dårlige til at tage imod dem.

”Amore?!” Hørte jeg en skinger stemme råbe. Jeg drejede væk fra de andre, og så Ana klemme sig igennem menneskerne, inden hun gav et langt suk fra sig. ”Jeg har fanme ledt efter dig overalt!” sagde hun, men måden hun sagde det på, var ment sjov. ”Jeg har en stor trang til at danse, og ingen gider.” Hun stak underlæben ud, hvilket fik Louis til at hoste.

”Eleanor og dig lavede ikke andet,” sagde han og grinede. Ana rullede kort med øjnene og daskede til Louis. De havde begge fået en del at drikke, hvert fald Ana. Hvis jeg ikke tog fejl, så ville hun klart vågne op med en masse tømmermænd i morgen.

”Whatever. Amore, dans med mig!” Hun tog fat i mine hænder på sammetid som et par andre hænder også greb mine hænder.

”Desværre Ana, hun er optaget.” Et grin lød fra min anden side, og hurtigt vendte jeg blikket, for at se på Harry. Hans øjne stirrede ind i mine, hvilket fik min mave til at vende sig på en ubehagelig måde. ”No way!” sagde hun hurtigt og ville trække mig hen til sig, men Harry var hurtigere.

”Jeg skal jo lære Nialls veninde at kende, og at danse er altid en god start.” Han blinkede med det ene øje, hvilket fik Ana til at sukke. ”Det er ikke fair. Jeg skal også lære hende at kende.” Et grin gled ud af mine læber. De opførte sig virkelig barnlige, men det var vel hvad alkohol kunne gøre ved folk.

”Ana, så lad mig lære dig at kende.” Lød det fra Niall. Jeg drejede hurtigt blikket over mod ham, og så et smil spille sig om hans læber. Hans blik fangede mit, og for at spørge om det var ok at danse med Harry, kiggede jeg først på Harry, og så Niall. Jeg ville gerne være sammen med Niall – rigtig gerne. Men det var hans fødselsdag, og han skulle ikke hænge på mig, bare fordi jeg dukkede op.

Nialls øjne strålede, og lidt efter nikkede han. Ana satte sig smilende ved siden af ham og kiggede så på Harry. ”Pas på hende, hun er min lille skat.” Hun lagde hovedet lidt på skrå og sendte mig et luftkys. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg følte mig som den eneste normale her – udover Liam, men han var ikke til at finde nogen steder lige nu.

”Selvfølgelig, lidt gentleman skal man vel være,” sagde Harry hurtigt inden han trak mig ud på dansegulvet. Tempoet var så hurtigt, at jeg var ved at snuble over mine fødder. Det hele svimlede for mig, og hvis jeg ikke tog fejl, så slog alkoholen til nu – men følelsen var rar. Jeg kendte den godt, dog var den stadig lidt fremmede, men jeg var 17, år jeg skulle jo lære det.

Harrys hånd lagde sig om min hofte inden han skubbede sit hår på plads. ”Vis mig hvad du kan pigebarn. Lad mig se om du kan godkendes af Harry Styles.” sagde han i en flirtende stemme, og efter hans ord forlod hans mund, var det som om den rigtige Amore dukkede op. Hende der var sig selv, og ikke bange for at vise sig sande jeg – hende jeg kun kunne vise, når jeg følte mig tryg- og det gjorde jeg lige nu. Om det var alkoholen var ikke til at sige, men den gamle jeg kom tilbage, og langsomt dansede jeg i takt til musikken. Jeg elskede at danse, og udfra Harrys’ øjne så det heller ikke helt slemt ud, hvilket bare fik endnu en selvsikkerhed frem i mig.

Harry lod sin hånd glide rundt om mit liv, inden han trak mig ind til sig. Et grin slap ud af mine læber, og selvom jeg vidste Harry og jeg flirtede ret vildt lige nu, så betød det ingenting. Det eneste det betød, var at jeg virkelig følte mig hjemme og accepteret – og at det var Nialls venner der fik mig til at føle sådan, gjorde det hele meget bedre.

Mine hænder lagde sig på hans bryst, inden jeg lod dem glide ned til hans hofter. Jeg drejede mig langsomt rundt, og lod min krop danse op af hans. Jeg kiggede over i baren, og så de andre pege ud på os, og grine. De hyggede sig, og vi hyggede sig. Jeg nød det. Og at se Nialls store smil gjorde det hele endnu bedre. Han fortjente virkelig at være glad.

”Bund det!” råbte folk i munden på hinanden. Ana havde tabt i et drukspil til Niall, hvilket betød, at hun nu skulle bunde 7 shots. Niall smilede stort og tilfreds, mens Ana bare sad og skulede til de shots. Min fod sparkede ind mod bordkanten. Selvom det var hyggeligt at sidde her, havde jeg lyst til at bevæge mig. Jeg havde lyst til at komme udenfor og få luft.

”To mere,” sagde Louis og lænede sig tilbage i sædet, så Eleanor som sad ovenpå måtte sætte sig ordentligt. ”Husk mig på, at jeg aldrig skal spille mod Niall igen,” sagde hun højt inden hun drak de sidste tre. Alt det her ville hun have glemt til i morgen, det var jeg sikker på. Pigen kunne knap kom løfte glasset op til munden uden at spilde.

”Keder du dig?” En varm ånde kunne mærkes mod min kind, hvilket fik mig til at vænne mig forskrække rundt, og se direkte ind i et par blå øjne. Det gik først op for mig nu, at jeg havde siddet i min egen verden.

”Naa,” sagde jeg hurtigt, hvilket fik ham til at løfte det ene øjenbryn. ”Er det derfor du ligner en der er ved at springe, og bliver ved med at sparke din fod mod bordbenet?” Hans blik blev drillende, hvilket fik mig til at grine.

”Åh se dem liiiige!” lød det fra Louis, hvilket fik Eleanor til at slå ham på brystet og tysse på ham. Niall og jeg kiggede begge over på Louis som sad og gned sig på brystet, mens han prikkede Eleanor i siden. ”Endelig mødes de! Det er som en kærlighedshistorie. Her må de så bare gerne være sammen,” lød det igen fra Louis.

”Og her er de så bare venner, men tæt på!” sagde Zayn drillende, hvilket fik mig til at grine, men det var en smule falsk. Det var jo lidt som en eventyrshistorie, og Louis havde ret – for selv hvis vi blev forelsket – hvilket ikke sker, da Niall er min bedsteven – så kunne vi ikke. Der var noget der afholdt mig fra det. Noget jeg ikke kunne lave om på, og noget jeg ikke kunne løbe fra. Det var noget der hver dag prikkede mig på skulderen og mindede mig om det samme om og om igen – det var min fortid.

”Lad os gå ud,” mumlede Niall mod min hals. Jeg rejste mig uden at svare, og fulgte med ham. Jeg ignorerede fløjtene bag os, dog kunne jeg ikke skjule et lille smil. 

Niall åbnede døren udtil, og da jeg kom ud smækkede han den i. Han tog en dyb indånding og gned sine hænder mod hinanden. Vejret var ikke ligefrem det varmeste her i september måned – men det betød ingenting lige nu.

”Så, er du okay?” Han gik et skridt tættere på mig. Jeg løftede forvirret det ene øjenbryn, selvom jeg udmærket vidste hvad han hentydede til. Hvordan kunne jeg et øjeblik tro, at Niall ikke havde lagt mærke til min ændring da vi sad derinde? Niall kendte mig bedre end nogen anden, og selv over mobil kunne han tyde når der var noget i vejen, og når der ikke var noget. Han kendte mig så godt, at det næsten skræmte mig.

Et smil gled over mine læber. ”Nej, overhovedet ikke. Det er bare svært for mig, at forstå jeg er her – sammen med dig.” Niall grinte kort og gik en smule tættere på mig. ”Tro mig, det hele føltes også som en drøm for mig. Jeg har endda måtte nive mig selv op til flere gange i aften. Men du er her.” Hans øjne borede sig ind i mine. ”Og selvom jeg aldrig rigtig har set dig før, så virker du alligevel utrolig bekendt. For når det kommer til stykket, så betyder udseendet jo ingenting, vel?”

Det lød pludselig som om han blev usikker omkring sig selv. Som om han var bange for at have skuffet mig med sit udseende, men jeg vidste udmærket, at han var bange – bange for ikke at være god nok. Bange for at blive droppet til fordel for andre, og bange for at være alene. Jeg kendte ham godt – jeg vidste han ikke følte sig god nok til at være i bandet. Jeg vidste han flere gange har overvejet at droppe ud, og jeg vidste, at han havde det svært med sig selv. Men jeg forstod ikke hvorfor. Han var perfekt. Hans blå øjne var altid fyldt med glæde, og selvom jeg viste, hvad der virkelig lå bag dem, var jeg skræmt over, hvor god hans facade var.

Selv hans ØRE var perfekte. Hans lyse hår som sikkert var utroligt blødt, hans lyserøde læber, hans bøjle, hans næse, hans arme – alt. Han var perfekt, og det skulle han vide.

”Nej, det betyder ingenting.” mumlede jeg lavt og gik et skridt tættere på ham. ”Niall,” hans øjne kiggede nærmest skræmte ind i mine – som om han var bange for hvad der ville ske.

”Jeg holdt af dig før jeg så dig i virkeligheden, og jeg holder stadig af dig. Udseendet betyder ingenting hvis man har hjertet på det rette sted, men i dit tilfælde er du så heldigt at have begge dele.” Hans øjne begyndte pludselig at lyse, og selvom det var mørkt, og kun lyset fra vinduerne var her, kunne jeg stadig se hans kinder blive lyserøde.

Han bed sig i læben. Han var lige så dårlig som mig til at tage imod komplimenter, hvilket var underligt, når han fik dem hver dag.

Et smil gled over mine læber. ”Niall?” sagde jeg forsigtigt, Han nikkede kort og tog en dyb indånding, som om han blev nervøs ved at stå så tæt.

”Må jeg røre dit hår?” Trangen havde været der siden jeg så ham første gang. Det så så blødt ud, og så sad det forbandet godt. Jeg måtte røre det.

Et grin gled over Nialls læber, og det forsatte. Jeg følte mig dum, men fordi det var Niall, så gjorde det mig ikke rigtigt noget – jeg vidste han ikke grinede af mig på den måde.

”Selvfølgelig,” sagde han og rystede forvirret på hovedet. Jeg vidste spørgsmålet havde ødelagt den intense stemning, men jeg kunne ikke klare at den var der så længe, så det var faktisk fløjet ud af min mund.

Jeg gik et skridt tættere på ham, og lod min hånd begrave sig i hans hår. Som jeg havde forudset var det blødt. Dog lidt stift af voks, men hvad havde jeg regnet med? Det føltes rart mod min hud. Nialls grin fyldte mine øre og fik mig til at smile. Det var totalt random sagt, men jeg fortrød det ikke. Hvem ville ikke gøre alt for at stå i mit sted? Med hånden i Niall Horans hår? Haha.

Jeg trak min hånd til mig, men inden jeg nåede det, tog Niall om mit håndled og trak mig ind i hans favn.

”Tak Amore.” mumlede han mod mit hår. Jeg skar en grimasse. Jeg vidste ikke, hvad han takkede for, men det var ligegyldigt nu. Niall arme om mig føltes så behageligt, så roligt, og så trygt. Jeg følte mig hjemme her. Jeg kendte følelsen, han fik mig altid til at føle sådan, når jeg havde brug for det, og selv når jeg ikke havde brug for det. Det var den følelse Niall fik frem i mig. Tryghed. En tryghed jeg fandt skræmmende, men alligevel utrolig behagelig. Det betød meget for mig at stå i favnen på en anden dreng på denne måde. Hele situationen var intenst, og selvom jeg havde bundet mig for hurtigt med Niall, fortrød jeg ingenting. Jeg kunne ikke lade fortiden blive ved med at plage mig. Jeg måtte videre, og det her var jo et nyt liv, ikke? Og Niall skulle være med i det.

”Tak for alt,” mumlede han og trak mig ud af mine tanker. 

∞∞∞

Undskyld det ikke er så langt. Har haft meget at se til på det det sidste, og synes altså ikke I skulle vente længere. Så her! :-D
- Hvad synes I? Hvordan tror I Niall og Amores forhold bliver? Et tæt et, et sjovt et. Hvad håber I?
Og, I må meget gerne like den, hvis I kan lide den. xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...