∞ Perfect nightmare ∞ {1D} 13+

Svag er ikke et ord for Amore. Alene ja, svag nej. I sit 17-årige korte liv, er det lykkedes Amore, at gå igennem vold, had og misbrug, samt en mordere der har myrdet hendes forældre, og truet hende på livet. Derfor må Amore nu leve et liv igennem CSI samt en masse hemmeligheder der op til flere gange har sendt hende fra plejefamilie til plejefamilie. Det eneste Amore har tilbage, er hendes bedsteven, som hun aldrig har mødt - Horan kalder han sig selv, og da Amore beslutter sig for et nyt liv hos en plejefamilie i London, begynder kontakten mellem Amore og Horan, at blive dybere og dybere, men hvad Amore ikke ved, er at selv han har en dybere hemmelighed. Både Amore og Horan har desperat brug for hinanden - men på to helt forskellige måder. Modsætninger mødes, men hvad hvis modsætningen går inde med en mørk hemmelighed? Og hvad hvis morderen opsøger Amore igen? Vil hendes nye liv blive en drøm, eller et 'perfect nightmare?'
- Læsning er på eget ansvar! -

1319Likes
1814Kommentarer
183366Visninger
AA

22. Stay with me. ∞

 

”Kan vi snakke under to øjne?” stammede jeg og fastholdt mit blik på Niall. Han rystede stift på hovedet og kiggede skiftevis på dem.

”Det er ikke en hemmelighed for nogen,” vrissede han af mig, hvilket fik trangen til at græde frem, men jeg måtte være stærk. Jeg kunne ikke klare at se Niall på denne måde. Aldrig havde det været min mening at såre ham, men når jeg alligevel måtte forlade ham og såre ham, så fortjente han vel sandheden – og det måtte de andre drenge så tage med, selvom det ville gøre alt værre. Det ville være 100% at jeg ikke længere kunne blive.

”Mine forældre blev ikke kørt ned,” Jeg sank den klump jeg havde og kiggede på Niall, som utålmodigt kørte en hånd igennem sit hår.

”Det har vi fattet,” vrissede han.

”Niall,” lød det fra Liam. Mit blik sad fast til Niall. Aldrig havde han vrisset sådan af mig før. Han kunne i det mindste give mig en chance for at forklare det før han dømte mig – præcis som alle andre gjorde. Niall var ikke en skid anderledes.

”Vi vil vide hvorfor de blev dræbt, og hvorfor han er efter dig,” sagde Niall surt. Jeg nikkede hurtigt, bange for at gøre det hele endnu værre.

”Min far arbejdede for CSI. Jeg vidste ikke hvad han lavede eller hvorfor Steven var efter ham, men det var han.” Jeg kunne pludselig se det hele for mig igen. Måden jeg kom hjem på, og opdagede min lillebror død på sengen. Stevens stemme, og min mors blik der lå på mig, inden han stak kniven i hende. Det var forfærdeligt.

Min krop begyndte at ryste. ”Og en dag kom jeg hjem fra håndbold, og der lå min bror på sengen….” Jeg sank endnu engang inden jeg fortsatte. ”Helt død,” min stemmen var næsten helt væk. Men det så ikke ud til Niall tog sig af det. Han var den eneste jeg kunne fokusere på lige nu – det var ham jeg snakkede til.

”Jeg hørte hans stemme. Hans råb, og min mors råb. Det eneste jeg kunne komme i tanke om var at gemme mig under min brors seng, og det var der hun søgte ind.” Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik.

”Niall, hun døde for øjnene af mig,” hviskede jeg og kunne mærke hvor svært det var at tale om. Jeg havde aldrig snakket med nogen der var så tætte på mig før. Ikke om det. Og jeg havde ikke engang kunne forberede mig på det – for jeg troede aldrig det ville ske.

”Men hvorfor Amore?” Nialls blå øjne borede sig ind i mine, og et stik føltes i hjertet. Han virkede så ligeglad. Lige nu virkede det mere som om han var vred end omsorgsfuld – som den Niall jeg kendte og havde brug for nu. Han havde ingen ide om hvor fucking hårdt det var.

”Pga. min far,” svarede jeg og rev mig en smule i armen.

”Jamen, hvorfor? Hvad havde han gjort?” Denne gang spurgte Zayn, og det irriterede mig. Han vidste jeg ikke kunne fortælle det, for jeg vidste det ikke.

”Jeg ved det ikke jeg..”

”Amore, så svar dog forfanden på hvorfor!” råbte Niall, og det fik mig til at koge over. Sorgen ændrede sig til vrede – vrede fordi ingen af dem forstod en skid.

”Jeg ved det forhelved ikke!” skreg jeg højt. ”Jeg ved det ikke, okay? Jeg fik det aldrig at vide. Jeg har aldrig fået grunden til hvorfor mine forældre og min bror blev dræbt for øjnene af mig, forhelved, jeg ved det fucking ikke,” skreg jeg højt igen.

”Prøv ikke at bild mig ind du ikke ved hvorfor fanden dine forældre døde,” hans øjne var rettet mod mine, og denne gang var de fulde af vrede.

”Niall, hun ved det jo ikke,” sagde Harry og rejste sig for at gå hen til mig, hvilket overraskede mig utrolig meget, men Niall stoppede ham,

”Sæt dig,” kommanderede han, hvilket fik Harry til at se underligt på ham. Aldrig havde han reageret sådan før. Jeg havde virkelig gjort ham sur, men han forstod ikke. Han dømte mig, præcis som alle andre!

”Så nu er der en syg stodder efter dig, og du ved ikke hvorfor?” Niall lød så anklagende at det gjorde helt ondt og var tæt på at knække mig. Det her var en fejl. Det var en fejl at fortælle Niall det her.

”Kan du nu fatte hvorfor jeg ikke ville fortælle noget?” Jeg drejede mig rundt og kiggede direkte på Zayn, som så lige så irriteret ud som Niall.

”I fatter ingenting. Der er en grund til jeg ikke kunne fortælle jer det. I ville dømme mig, tro jeg var en freak, og i ville ikke forstå.” Min stemme var hård, og det kom vidst bag på dem alle, men lige nu bekymrede det mig ikke. Jeg var rasende, såret, ked af det og skuffet.

”Amore,” begyndte Liam, men Niall cuttede ham af.

”Hvordan vil du have jeg skal forstå det Amore? Du har holdt hele dit liv hemmeligt for mig. Du har løjet for mig! Jeg vidste du holdt et eller andet hemmeligt, men jeg troede du stolede nok på mig til at fortælle det. Jeg gav dig tid – jeg gav dig alt du skulle bruge, det eneste jeg ikke fik, var din tillid. Hvordan ville du have det, hvis jeg holdt det hemmeligt for dig? Jeg holdt min hemmelighed skjult for dig, og jeg havde det af helveds til – derfor fortalte jeg det. Er det for meget at bede om det samme? Hvordan kunne du holde det hemmeligt uden dårlig samvittighed? Fy for helved Amore,”

”Så du tror jeg gjorde det med god samvittighed? Niall hvis du vidste hvor mange gange jeg har ønsket og været så tæt på at fortælle dig det,” hviskede jeg men han afbrød mig.

”Er det ikke det man altid skal sige, når man indser hvor groft man har dummet sig?” rasede han, hvilket fik Louis til at gribe ind, eller han skulle til det.

”Fordi du netop ville reagere sådan der, og anklage mig!” skreg jeg og slog hårdt ind i væggen. Niall trådte truende et skridt frem mod mig, men lige nu var jeg fuldstændig ligeglad. Hvordan kunne han dømme mig på den måde? Hvordan kunne han give mig skylden, og hvordan kunne han ikke tro mig?

”Jeg stolede på dig Amore. Jeg elskede dig forfanden, men nu…”

”Elskede?” hviskede jeg og kunne mærke hvordan mit hjerte faldt til bunden, ligesom jeg gjorde. Jeg vidste jeg blev nødt til at komme væk herfra. Jeg ville ikke græde foran dem. Jeg ville ikke lade dem se mig græde. Den ære skulle de ikke have. De dømte mig alle sammen uden at vide det, og når jeg så fortalte det, så havde de alligevel dømt mig.

Han elskede mig ikke længere. Jeg fortalte ham sandheden og jeg havde brug for ham, men han svigtede mig – præcis som alle de andre havde gjort.

”Jeg troede virkelig du var anderledes,” hviskede jeg og snurrede rundt.

”Amore, vent nu!” råbte Liam efter mig, men jeg fortsatte ud i gangen og rev min jakke ned.

”Forhelved Niall, tag dig sammen for fanden!” hørte jeg Harry sige, men lige nu var det hele ligegyldigt. Alt var ligegyldigt. De svigtede mig – Niall svigtede mig, og hvis jeg skulle være ærlig, så var det ham der havde holdt mig her. Han elskede mig ikke længere, han vidste sandheden, og han var ligeglad. Det hele kunne være lige meget. Jeg blev nødt til at komme væk. De vidste for meget om mig.

Huset var tomt, derfor slog jeg døren op og fortsatte ned mod mit værelse. Jeg kunne gøre det her hurtigt og nemt. Jeg skulle væk, og det skulle være nu. Væk fra Niall – væk fra One Direction.

Min dør blev flået op, inden jeg fortsatte hen til en taske. Mit blik faldt hen på skabet som jeg rev op, så det gav et smæk. Alt kunne være ligegyldigt nu.

Anas synsvinkel:

Jeg høre en masse brag, hvilket fik mig til at vågne. Jeg havde et forfærdeligt, men lige nu var jeg mest nysgerrig efter at finde ud af, hvad fanden Amore havde gang i. Det irriterede mig at hun larmede sådan, når hun vidste, jeg var syg.

Langsomt bevægede jeg mig ned mod hendes værelse hvor døren stod åben. En rynke kom frem i min pande da jeg kunne skimme hende. Jeg fortsatte ind i værelset, og så til min overraskelse en stor taske og Amore som var i fuld gang med at proppe, eller smide sit tøj ned i den. Hvad fanden havde hun gang i?

Jeg fulgte alle hendes bevægelser, og det gik hurtigt op for mig, at hun var vred. Hun var virkelig vred, og så faldt pladserne på plads.

”Amore, hvad fanden sker der?” Min stemme fik hende til at spjætte inden hun vendte sig om mod mig. Hendes øjne fandt mine, og hendes blik skræmte mig. Det var så fyldt med sorg at jeg fik lyst til at kramme hende, men jeg måtte finde ud af hvad fanden der skete.

”Jeg.skal.væk,” hviskede hun og proppede sin makeup i tasken. Jeg kunne mærke et stik i hjertet. Der måte være sket et eller andet forfærdelig – og det måtte være omkring Niall, for det var den eneste person der havde magten til at såre hende så meget.

”Amore,” prøvede jeg og gik tættere på hende, men hun rystede på hovedet. ”Amore, snak med mig,” sagde jeg og kunne mærke mit hjerte banke hurtigere. Det gjorde ondt i mit bryst. Hun var helt ude af den. Hun ville ikke engang snakke med mig! Det ville hun altid! Hun kunne ikke forlade mig. Hun var den bedste fake søster jeg nogensinde havde haft. Hun var alt jeg havde drømt om. Jeg elskede hende så meget. Jeg kunne ikke miste hende.

”Amore!” jeg tog fat i hendes arm, men med et skrig hev hun den til sig og gav mig t vredt blik. Jeg trådte forskrækket hen mod døren. Jeg måtte handle hurtigt inden hun var væk – det blev jeg virkelig nødt til.

Nialls synsvinkel:

Jeg gik frem og tilbage på gulvet mens de andre snakkede. De snakkede om episoden lige før. Aldrig havde jeg set Amore sådan før. Aldrig havde vi haft sådan et skænderi, og aldrig var jeg reageret på den måde. Men hun havde løjet for mig. Jeg kunne ikke forstå det – jeg ville ikke. Der var ingen gode forklaringer på det. Jeg hadede hende for det. Hvordan kunne hun? Jeg vidste hun skjulte noget for mig, men jeg troede hun stolede nok på mig – ligesom jeg gjorde ved hende.

Hendes blik sad stadig i mit hoved. Hendes ord, mine ord. Jeg havde været så dum at sige, at jeg elskede hende i datid – og hun havde hurtigt opfanget det. Jeg var så vred at jeg fik sagt de helt forkerte ting, og nu var hun gået. Hun var væk. Hjemme. Og jeg kunne ikke gå efter hende – jeg følte mig ikke stærk nok. Drengene havde den sidste halve time prøvet at snakke mig til fornuft, men nu opgav de og snakkede om hvad de kunne gøre. De var bange for Amore, bange for hvad hun kunne finde på – og det var jeg også.

En banken lød, men jeg orkede ikke engang at åbne. Jeg fortsatte med at gå frem og tilbage mens Zayn gik ud og åbnede. Jeg var ligeglad med hvem det var der ringede på. Alt var ligegyldigt lige nu. Mine tanker var fucked op.

Jeg begravede frustreret mit hoved i mine hænder og sukkede dybt. Alt var så underligt lige nu.

”Ana?” lød det fra Louis. Jeg skar en grimasse. Ana?

Jeg fjernede langsomt mine hænder fra ansigtet og nåede lige at dreje rundt, før en helt grædende Ana skubbede til mig.

”Hvad fanden har du gjort ved hende?” råbte hun med stemmen fuld af gråd, og skubbede til mig igen så jeg trådte et par skridt bagud.

Hvad jeg havde gjort ved hende?

”Hvad fanden i helved er der sket Niall?” skreg hun pludselig og begyndte at slå mod mit bryst. Men hun var så svag af at græde, at det ikke rigtig gjorde ondt.

Jeg kiggede på de andre drenge som så helt forskrækket ud. Langsomt gik det op for mig, at Amore måtte have gjort noget.

”Du er den fucking eneste der kan gøre det imod hende!” råbte hun og slog mig igen og igen på brystet. Jeg kneb øjnene sammen, inden bekymringen skyllede ind over mig. Hvad havde hun gjort?

Hårdt greb jeg fat om Anas hænder, og rystede blidt i hende.

”Ana, hvad fanden sker der?” spurgte jeg og prøvede at forblive rolig. Hendes blik ændrede sig inden tårerne trillede ud af hendes øjne.

”Hvad har du gjort ved hende Niall?” Forvirret rystede jeg på hovedet og tog hendes ansigt i mine hænder for at berolige hende.

”Hvad har hun gjort?” jeg lod mine øjne bore sig ind i hendes inden jeg forsigtig med min tommeltot fjernede hendes tårer, men de blev efterfulgt af nye.

”Hun vil væk Niall. Hun…. Hun pakker… hun vil…” hendes stemme knækkede inden hun hulkede højt. Mit blik gled hurtigt hen på drengene, som så helt forvirret ud, men også bange. De holdt også af Amore. Og hun kunne ikke smutte.

Hun kunne forfanden da ikke bare smutte fordi vi fik sandheden at vide! Jeg havde ikke ment det jeg sagde. Jeg kunne ikke miste hende.

Amores synsvinkel:

Jeg lynede min taske og kiggede mig selv i spejlet. Jeg var så såret at jeg var nået det punkt, hvor jeg ikke længere kunne græde. Alt føltes ligegyldigt lige nu, men alligevel føltes alt så værdifuldt. Jeg var ved at efterlade noget jeg aldrig havde haft før – men ifølge Nialls ord var det vidst bare bedst jeg forsvandt. Han elskede mig ikke længere. Han hadede mig.

Jeg greb med rystende hænder ud efter min mobil hvor tweetsene havde rullet ind. Jeg fik en notifikation hver gang en tweetede mig, og det var lige meget om det var hate eller ej. Jeg var forbundet med twitter, og jeg læste hvad folk skrev om mig – og det gjorde jeg også nu, for at være sikker på det jeg gjorde var det rigtige. Det at efterlade Niall – jeg måtte finde ud af om det var det rigtige.

Inden jeg nåede derind, løb et smæk, og derefter nogle fodskridt. Jeg kiggede ikke op fra min mobil, det var sikkert Ana. Jeg havde sikkert skræmt hende. Hun havde hvert fald forladt huset og efterladt mig alene – men det var også i orden. Så blev det nemmere at forlade det sted.

”Amore?” Stemmen tilhørte langt fra Ana.

Nialls synsvinkel:

Jeg stod i døråbningen og kiggede på hende. Det var ikke svært at se hun var ødelagt. Hendes øjne var helt røde, og hendes lange hår var fuldstændig uglet. Hendes hænder som var låst fast om mobilen, rystede så hun næsten tabte den. Hendes øjne have for længst mødt mine, men ingen sagde noget. Stilheden drev mig til vanvid.

”Amore,” sagde jeg og prøvede at beherske mig for ikke at trække hende ind i et kram og undskylde. Det skulle gøres ordentlig.

Hun lukkede øjnene ved lyden af min stemme og lod igen den triste stilhed ligge sig over os. Jeg tog en dyb indånding og foldede mine hænder.

Hun åbnede langsomt øjnene og lod dem igen fange mine. Hun pressede sine læber sammen inden hun slap mobilen så den faldt ned på hendes lår. Det var den eneste lyd der fyldte rummet.

Hun tog en dyb indånding inden hun rejste sig.

”Jeg kan ikke gøre det her Niall. Du må ikke…” Hun fuldførte ikke sin sætning, for hendes stemme knækkede. I stedet rystede hun på hovedet og klemte øjnene sammen.

”Bare gå,” hviskede hun så, hvilket gav et stik i mit hjerte.

Amores synsvinkel:

Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gå hen, men jeg vidste jeg ikke kunne være i samme rum som Niall. Jeg vidste ikke hvorfor han var dukket op. Jeg havde ikke brug for at se ham lige nu. Han skulle lade mig være – han gjorde det hele svære.

Jeg fandt ind på Anas værelse og smed mig i sengen, inden jeg trak dynen over mig. Denne gang kom de længe ventede tårer. Helt fra skænderiet med Niall. Det hele kom. Og det stoppede ikke selvom en banken lød på døren. Jeg vidste det var ham, men jeg havde ikke længere kræfter til at bede ham lade mig være – for det var jo ikke det jeg ønskede, men han gjorde bare det hele meget sværere.

Jeg tørrede hurtigt mine kinder da jeg kunne fornemme hans krop komme tættere og tættere på. Sengen bevægede sig en smule, og lidt efter løftede han dynen og lagde sig ned under den. Hans hånd fandt forsigtig min hofte, og lidt efter lå hans krop op af min, så mit bryst var pressede mod hans bryst.

Efter nogle minutter vendte jeg mig langsomt om. Jeg havde brug for ham. Brug for ham og hans tryghed. Lige nu var alt andet ligegyldigt. Hans ord var ligegyldige – alt.

Jeg pressede mit hoved ind mod hans nakke. Hver gang jeg blinkede kunne jeg mærke mine øjenvipper mod hans hud. Han løftede forsigtigt sine ben og flettede vores sammen, inden han langsomt lod sin hånd glide ned langs min ryg. Hans anden hånd røg op til mit hår og legede forsigtigt med mit hår.

Langsomt trak jeg mig en smule tilbage så jeg kunne kigge ham i øjnene.

”Jeg elsker dig Amore.” Hans stemme var dyb, og alligevel rystede den mere end den plejede. Jeg tog en dyb indånding og lukkede mine øjne. Jeg ville ikke skilles som uvenner – jeg elskede ham.

”Undskyld – jeg elsker også dig,” hviskede jeg. Han rystede hurtigt på hovedet.

”Du skal ikke undskylde. Jeg blev sur, og jeg sagde nogle dumme ting. Jeg er virkelig ked af det. Ked af alt jeg sagde. Jeg mente det ikke. Jeg var bare bekymret for dig,” mumlede han og lod sin hånd glide op og ned af min ryg.

Jeg åbnede mine øjne og pressede mine læber mod hans. Kysset var unikt. Jeg kunne straks føle trygheden i kroppen. Jeg kunne ikke klare tanken om at jeg skulle forlade ham. Jeg havde brug for ham i mit liv.

Vi lå fuldstændig stille. Ingen bevægede os, udover hans tommelfinger som tegnede cirkler på min ryg.

Langsomt trak jeg mine læber fra hans og kiggede ham i øjnene igen. Han satte sig en smule op, og lagde sig så ind over mig. Hans arme lå på hver side af mit hoved og holdt hans krop over min. Han lænede sit hoved ned mod mit og kyssede mig igen.

Vi blev afbrudt af noget lys som lyste det halv mørke værelse op. Vi vendte begge to hovederne hen på nattbordet. Min Iphone lyste op. Jeg havde fået en del nye tweets.

”Får du dem sendt til din mobil?” spurgte han undrende. Jeg nikkede kort.

”Jeg kan godt lide at læse deres tweet,” jeg vidste han vidste, at det var haden jeg mente. Derfor lukkede jeg hurtigt øjnene og lod endnu en tåre glide fra mit øje og ned af min kind.

Forsigtigt kyssede han min kind og kyssede tårerne væk. Forsigtig gled hans hånd ned langs min krop. Hans fingerspidser gled over mine hofter og ned mod mine underbukser. Forsigtig trak han ned i dem, ned over mine knæ og helt af.

Han trak forsigtig sin trøje af, hvilket gav mig frit udsyn til hans muskler. Jeg lod forsigtig mine finger glide ned til kanten af hans bukser, og sammen fik vi dem af.

Jeg lod min hånd glide hen mod den. Forsigtig tog jeg fat i den. Hans øjne fangede mine, og lidt efter lød et næsten lydløst støn.

Hans fingerspidser gled hen på mit inderlår og tegnede små cirkler. Min krop reagerede kraftigt på det, hvilket fik ham til at sende mig et lille smil. Jeg bed mig i læben for ikke at stønne da han stak to finger op. Han kørte dem forsigtig ud og ind og kyssede mig blidt på halsen, hvilket fik mig til at stønne svagt.

Langsomt trængte han ind I mig, dog ikke helt.

”Lov mig, at du ikke vil forlade mig,” nærmest tiggede han mig om. Hans øjne borede sig ind i mig, og lidt efter skubbede han lidt mere af sig selv ind. Han ville ikke bevæge sig, ikke før jeg havde svaret ham.

Og i det øjeblik var det ikke svært for mig at svare.

”Jeg lover at jeg aldrig vil forlade dig,” og det var rigtigt i det øjeblik.

Jeg kiggede på ham og så hvordan en lettelse bredte sig i hans krop. Denne gang trængte han helt ind i mig. Det var min anden gang, så i smerte lukkede jeg øjnene i. Jeg holdt vejret et øjeblik og blev halv forskrækket da han forsigtig kyssede min næse.

Da smerten var ved at gå væk åbnede jeg mine øjne lige tidsnok til at se hans læber på vej mod mine.

”Vi finder ud af det her. Jeg vil gøre alt,” hviskede han hurtigt.

Jeg åbnede min mund for at svare, men igen blev vi afbrudt af min mobil. Jeg kiggede kort derover inden mine øjne fandt Niall igen – som allerede kiggede på mig. Langsomt blev mine øjne fyldt med vand igen. at tænke over hvad de skrev om mig, gav mig en lyst til at forlade ham igen. Vi passede åbenbart ikke sammen.

Langsomt bevægede han sig ud og ind, hvilket fik ledt mine tanker væk fra de hade tweets. Det eneste jeg kunne fokusere på lige nu var Niall. Jeg stønnede svagt mod hans læber, og lidt efter kunne jeg mærke hans hånd mod min kind. Han fjernede forsigtigt mine tårer, og med den anden hånd tog han fat i min hofte. Forsigtigt pressede han sine læber mod mig igen, og denne gang stønnede jeg mod hans læber.

Der gik ikke lang tid før vi begge nåede vores højdepunkt, men denne gang var det på en anderledes måde end det havde været første gang. Denne gang var der så mange følelser med i det, at jeg næsten græd igen.

”Jeg elsker dig,” hviskede han og lagde sig ved siden af mig.

Et smil gled over mine læber, hvilket han så.

”Jeg elsker også dig,” svarede jeg og tog en dyb indånding og diskuterede med mig selv, om jeg skulle tage min mobil eller ej. Til sidst besluttede jeg mig dog for at gøre det. Jeg rakte ud efter den og smed mig i sengen igen.

Niall lagde forsigtigt sine arme om mig og lagde sit hoved på min skulder. Jeg trykkede på den sorte knap og kom ind på twitter. Lyset blændede mig et øjeblik, men da jeg havde vænnet mig til det rullede jeg langsomt ned og læste kommentarerne som var sendt direkte til mig.

Niall løftede sit hoved for at se hvad jeg læste, og hurtigt hev han mobilen ud af min hånd for at ligge den på bordet.

”Du skal ikke læse det der,” sagde han højt og bestemt.

”Ikke læs det. Aldrig læs det,” hviskede han på samme tid som en tårer gled ned af hans ansigt. Han trak mig hurtigt ind til sig igen. Mit hjerte slog hårdt mod mit bryst, og ved synet af Niall der græd, begyndte jeg selv.

Det hele var så forvirrende. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle stille op. 

”Vores forhold er så splittet,” hviskede jeg og snøftede. Niall rystede på hovedet inden han trak sig væk for at kigge mig i øjnene.

”Nej det er ej Amore. Vi finder ud af det. Det lover jeg. Ingen skal få lov til at skade dig. Ikke mig, ikke Zayn og slet ikke Steven.” Han sagde hans navn på afskyd inden han fortsatte.

”Amore, bliv hos mig. Vi finder ud af det, det lover jeg. Det skal nok gå. Jeg vil ikke lade nogen såre dig, forstår du?” Han tog mit ansigt i sine hænder og kiggede med øjnene fuld af tåre, på mig. I det øjeblik føltes det så rigtig. Jeg elskede ham og han elskede mig. Episoden før var glemt – det skulle den være. Jeg kunne ikke fortsætte det her forhold, hvis Niall og jeg pludselig ændrede adfærd overfor hinanden. Jeg havde brug for ham – og han vidste det. 

GODT SÅ. Hvad tror I der vil ske? Vil Amore virkelig blive hos dem? Hvad tror I, og hvad tror I der er lagt op til? Og hvad synes I om kapitlet? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...