∞ Perfect nightmare ∞ {1D} 13+

Svag er ikke et ord for Amore. Alene ja, svag nej. I sit 17-årige korte liv, er det lykkedes Amore, at gå igennem vold, had og misbrug, samt en mordere der har myrdet hendes forældre, og truet hende på livet. Derfor må Amore nu leve et liv igennem CSI samt en masse hemmeligheder der op til flere gange har sendt hende fra plejefamilie til plejefamilie. Det eneste Amore har tilbage, er hendes bedsteven, som hun aldrig har mødt - Horan kalder han sig selv, og da Amore beslutter sig for et nyt liv hos en plejefamilie i London, begynder kontakten mellem Amore og Horan, at blive dybere og dybere, men hvad Amore ikke ved, er at selv han har en dybere hemmelighed. Både Amore og Horan har desperat brug for hinanden - men på to helt forskellige måder. Modsætninger mødes, men hvad hvis modsætningen går inde med en mørk hemmelighed? Og hvad hvis morderen opsøger Amore igen? Vil hendes nye liv blive en drøm, eller et 'perfect nightmare?'
- Læsning er på eget ansvar! -

1319Likes
1814Kommentarer
183459Visninger
AA

8. Sing for me. Let me forget the world around me.∞

Et brag fik mig til at hoppe i sofaen. Et lille smil gled hen over NIalls ansigt, men han prøvede at stoppe det ved at bide sig i læben. Det virkede også utrolig dumt, og hvis det var mig som så en blive bange på grund af tordenvejr, så ville jeg nok også reagere som ham. Men nu vidste og kunne de jo heller ikke sætte sig ind i, hvordan det var, så selvom det ikke burde, så irriterede det mig en smule.

”Undskyld, men det er lidt sødt,” mumlede han, da det vidst gik op for ham at jeg vidst havde set hans smil. Mine hænder greb hårdere om det varme glas. Hele min krop føltes frossen. Den var sikkert også helt blå og sådan noget, og så ville min finger falde af, og så ville jeg være i smerte. En værre smerte end den jeg havde nu. Alt i alt - jeg frøs.

Jeg drak noget kaffe, satte det på bordet og slog tæppet om mig. Tv’et kørte og en sang med Evanescence – My Immortal, spillede. Sangen var virkelig trist, og den fik både Niall og jeg til at stirre helt roligt på tv’et. En anden følelse end angst gik igennem mig. En følelse der skræmte mig, en følelse der gjorde mig ked af det. En sang der sagde en del om mit liv, og fik minder frem – minder jeg ikke burde få frem nu, ikke sammen med Niall.

Det prikkede bag øjnene mens jeg bare stirrede ned i min kaffe. Sangen kørte som en replay knappe i mit hoved, især et par sætninger, som gav mig lyst til at vælte kaffen, slå et eller andet og stortude.

These wounds won’t seem to heal.
This pain is just too real.
There’s just too much that time cannot erase.
I’ve tried so hard to tell myself that you’re gone.
But though you’re still with me – I’ve been alone all along.

Nialls synsvinkel:

Jeg slog langsomt blikket fra tv’et og hen på Amore, som sad og stirrede stift ned I sin kaffe. Hun lignede en der var på randen til at græde. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, om det var min skyld? Og mit grin virkelig havde sået hende så meget? Det lignede bare ikke Amore at tage sådan nogle ting tungt – men ærligtalt lignede hun en der kunne græde ret slemt. Det gjorde mig utrolig trist at se hende sådan, når jeg var vant til en glad Amore. Jeg vidste hun havde problemer, for vi havde snakket om det utrolig mange gange. Eller jeg havde. Jeg spurgte ind til hendes forældres død, hendes fortid – alt, men hun lukkede mig ude. Det irriterede mig på en måde, men hun betød så meget for mig, at jeg droppede at spørge. Hvis hun ville have mig til at vide det, så havde hun nok fortalt mig det. Jeg skulle nok finde ud af, hvad det var med tiden, men først skulle hun lære mig at kende, og stole på mig.

Hun var mødt op til koncerten – hvilket var endt i en katastrofe. Det var planlagt meget bedre i mit hoved. Måske jeg burde lytte til Liams råd fra nu af. Hendes reaktion gjorde mig ked af det. Jeg havde virkelig dumme mig, og det gik ikke kun ud over mig selv, men også hende og drengene. Mit humør havde været så slemt. Jeg hadede at skuffe folk, og endnu værre – jeg hadede at såre dem. Og jeg havde såret Amore utrolig meget. Hun havde stolt fuldstædigt på mig, selvom tillid var noget man skulle gøre sig fortjent til. Hun mødte op, og jeg fuckede det op. Men hun gav mig en chance, og nu var vi her. I min lejlighed.

Et stort brag lød, og pludselig blev der helt mørkt i huset. Jeg kunne se Amore kiggede op, og hvis jeg kunne se hende, så havde jeg gættet på, at hendes ansigtsudtryk var rædselslagende.

”Hvad sker der?” Hendes stemme rystede, og et kort øjeblik overvejede jeg, hvad jeg skulle gøre, hvis hun begyndte at græde.

”Jeg ved det ikke.” Sagde jeg og rejste mig. Jeg bevægede mig hen mod døren da jeg kom i tanke om Amore. Hun sad helt stift i sofaen, og at gå fra hende ville nok ikke være så smart. Hun brød sig ikke om mørke – hun hadede mørke, og at det så tordnede. Måske jeg skule finde ud af, hvad jeg skulle gøre, hvis hun begyndte at græde. Det her var jo langt fra godt.

”Kom,” sagde jeg og rakte min hånd frem mod hende. Hun rejste sig langsomt. ”Jeg er her, følg lyden af min stemme,” sagde jeg højt og kunne ikke lade være med at smile over hele scenen. Den var set så mange gange i film, men hey, det her var bedre end film.

Jeg rakte min hånd frem og stødte på hendes skulder. ”Hov,” sagde jeg hurtigt og nåede lige at opfange hendes gisp. Hendes hånd greb ud efter min, og da jeg havde lukket min hånd om den, trak jeg hende hen til mig. Jeg fiskede hurtigt min mobil op, da vi skulle ned af trapperne til kælderen. Jeg ville prøve at tænde og slukke for strømmen og se om det hjalp.

Jeg lyste først hen på Amore, som skar en grimasse. ”Er du okay?” spurgte jeg om og fjernede hurtigt lyset, så det ikke gik lige op i hendes ansigt. Hendes hånd rystede en smule, faktisk meget, så det var et dumt spørgsmål. ”Kom”, mumlede jeg igen og åbnede døren ned til kælderen. Jeg satte blitzen fra mobilen til så hele trappen blev oplyst. Jeg slap dog ikke hendes hånd af den grund. Kald mig mærkelig, men jeg følte det havde en rolig effekt på hende.

Jeg åbnede skabet ind til alle ledningerne og knapperne. Jeg fandt hurtigt den rigtige knap, trykkede den ned og så op igen, og gæt hvad der skete?

Ingenting.

Strømmen var gået og det så ud til det ikke kun var vores hus. Jeg sukkede kort og skulle til at vende mig om mod Amore, da et højt brag lød. Så højt, at hvis jeg havde noget metal op af vinduerne, ville det larme. Tordenvejret var lige over os, og selvom jeg vidste der ikke skete noget, skræmte det mig lidt. Det var længe siden der havde været slemt et tordenvejr her i London.

Amores vejrtrækninger var blevet hurtigere og hendes hånd rystede så meget, at den slet ikke holdt om min længere.

”Kom,” sagde jeg endnu engang og trak hende hen mod trapperne. Hun havde frosset inden vi gik, og det gjorde hun nok også nu – hvilket ikke ligefrem gjorde det bedre for hende. Jeg fik hende hurtigt med op og ind i stuen, hvor et lyn lyste alt op. Hendes ansigtsudtryk var ikke rigtigt til at beskrive, jeg vidste hvert fald bare, at hun var virkelig bange.

Jeg satte mig ned i sofaen og trak hende med. Hvis jeg ikke tog meget fejl, var hun helt bleg. Hun var hvert fald helt kold, og det var som om hun var gået i selvsving. Hun gjorde ingenting, sad bare og trak vejret alt for hurtigt og lød som en der kunne græde når som helst. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde ikke ligefrem været sammen med nogen som havde angst for noget – og da slet ikke så slemt.

Jeg tog hurtigt tæppet og folede rundt om hende inden jeg trak hende ind til mig. Jeg vidste ikke om det var grænseoverskridende eller noget for hende, og det ville også føltes utrolig underligt, hvis hun trak sig væk. En smule ydmygende måske, men det var det eneste jeg kunne komme på at gøre. Hun sagde altid, at jeg havde en rolig effekt på hende. Jeg havde snakket i mobil med hende når der havde været tordenvejr, og det havde hjulpet. Så det var forsøget værd.. og da hendes hoved så langsomt faldt ned på min skulder, og hendes hånd lagde sig på min mave, gled et lille smil over mit ansigt.

”Der sker ikke noget, bare rolig,” mumlede jeg som jeg altid gjorde. Hun gjorde sig enig i en hovedrysten, men jeg vidste det ikke hjalp så meget. Hun fik et chok hver gang et brag kom, og efter nogle minutter knurrede hun min t-shirt i sin hånd. Jeg nussede forsigtigt hendes arm og låste min Iphone op. Måske ville musik overdøve lidt af bragene?

Jeg fandt Ed Sheeran – som jeg vidste hun elskede. Jeg satte Small bump på, og kunne næsten fornemme hende smile, hvilket fik mig til at smile som en lille dreng.

”Syng for mig,” mumlede hun og rykkede lidt tættere på mig. En underlig varm følelse gik igennem min krop. Sidst jeg havde sunget for hende, var også hvor hun var en smule trist, og det endte med vi begge faldt i søvn med hinanden i røret. Jeg vidste hun elskede når jeg sang, hvilket jeg ikke rigtigt forstod. Så specielt var det ikke - ikke ifølge mig selv, men når det kom til stykket, så var mit selvværd ikke for højt, og Amore havde flere gange hjulpet mig når jeg havde min periode – misforstå mig ikke, men jeg ville gerne gøre det samme for hende. Være der for hende og få hende til at føle sig bedre. Så jeg gjorde som hun befalede og sang med.

Amores synsvinkel:

Min hånd løsnede sig langsomt og lod Nialls trøje falde på plads på hans mave. Hans søde og blide stemme lød perfekt i mine øre. Det var meget bedre end over mobilen eller skype, og uden at vide hvorfor, så rødmede jeg. Hans stemme blandet med Ed’s var fantastisk, og hans rolige vejtrækninger fik mig til at glemme verden omkring mig. Mine vejrtrækninger fulgte hans i takt, og bare hele scenen gjorde mig utrolig træt. Ana havde forresten skrevet, at det var i orden og at jeg skulle hygge mig, så hvis jeg faldt i søvn nu, så vidste de i det mindste, hvor jeg var.

Nialls måde at tage sig af mig på, gjorde mig helt glad indeni. Ingen havde gjort det før – altid på den måde. Jeg vidste han altid var der for mig, det havde han nævnt så mange gange, og hvorfor tvivle? Han havde aldrig på noget tidspunkt svigtet mig – og heller ikke nu. Han var min bedsteven og i hans selskab kunne jeg være præcis hvem jeg ville. Eller næsten. Der var og ville altid være en lille del af mig, som blev skjult. Og selvom jeg af og til ønskede at Niall skulle vide det, og skulle vide hvorfor jeg havde ar rundt omkring på min krop, ja så måtte jeg leve med at det kun forblev en tanke. Jeg ville aldrig finde ud af, hvordan han rent faktisk ville reagere, for jeg kunne ikke sige det. Jeg ville udstå som en freak, og Niall var den sidste der skulle tro sådan om mig. Det skulle ikke gå som det plejede.

Nyt liv, ny begyndelse.

Jeg slog langsomt øjnene og kiggede ud i et halvt mørkt rum. Jeg genkendte det hurtigt som NIalls soveværelse. Jeg havde set det i gå, men hvis jeg var her, hvor var han så?

”Hey,” mumlede en træt stemme fra siden af. Mine ben som ellers var parate til at strække sig og føre mig ud af rummet, stivnede. Jeg drejede mig langsomt rundt, og så Niall ligge med armene over hovedet og se helt utrolig træt ud. Hans hår strittede og hans øjne var ret blanke.

Jeg kiggede nok en smule forkert på ham, for et grin gled ud af hans læber.

”Jeg håber det er i orden jeg lå her også. Strømmen gik sammen med varmen, og je..-” ”Niall, det er helt i orden.” Jeg fniste kort og hev i dynen Niall lå med. Der var røv koldt, så hvis jeg bare skulle gætte, altså bare gætte, så var strømmen stadig væk. Niall løftede det ene øjenbryn og hev så fat i dynen selv.

”Hey,” mumlede jeg og hev igen fat i dynen. Niall smilede bare stort, og før jeg kunne spørge om hvorfor, hev han så hårdt i den – ikke misforstå det – så jeg fløj over på ham. Hans hænder begravede sig hurtigt i mit hår og begyndte at ugle det helt vildt.

”Niall!” sagde jeg og prøvede at vride mig væk, men han lod mig ikke gøre det. ”Niall!” grinede jeg og prøvede at tage fat i hans håndled.

”Så kan du lære ikke at tage dynen,” drillede han og begyndte så at grine. ”NIALL!” skreg jeg igen og begyndte at prikke ham i siderne, så det var hans tur til at vride sig. Jeg kunne ikke lade være med at grine, og da jeg endelig fik sat mig op var det tid til hævn. Jeg satte mig på hans mave, prikkede ham i siderne og under halsen.

”Amore, s-s-stop!” grinede han og prøvede at trække vejret, hvilket jeg ikke gav ham mulighed for. Jeg kunne lide hævn, og eftersom mit hår stod ud til alle sider lige nu, så skulle han helt klart have hævn. Det var ikke ligefrem fordi jeg så godt ud i forvejen, og med det morgen, eller skulle jeg sige ordentlig bollehår? Ja så så jeg ikke godt ud!

”Amore!” sagde han og prøvede at lyde hård, men hans manglende evne til at trække vejret, fik ham til at stønne det så jeg begyndte at grine. Hans hænder fandt om mine håndled, og før jeg vidst af det, fik han mig smidt ned på sengen med sig selv halvt ind over.

Jeg kunne ikke lade være med at grine, så Niall som lå halvt ovenpå mig bevægede sig op og ned i takt med min mave. Han endte selv med at grine, og da jeg endelig prøvede at tage mig sammen så jeg kunne få luft, borede hans blå øjne sig ind i mine. Et smil gled over hans ansigt, og da han lod blikket glide op til mit hår, begyndte han kort at grine igen. Han tog forsigtigt en tot og satte den bag øret. Hans fingerspidst rørte punktet lige under mit øre og fik en underlig følelse sendt igennem min krop.

”Er strømmen stadig gået?” Spurgte jeg om, hvilket overhovedet ikke passede ind i øjeblikket, men et eller andet skulle jeg sige. Det før endte altid med et kys – hvert fald i film. Ikke fordi Niall ligefrem ville kysse mig, men tanken om det, fik mig til at spørge om noget totalt random.

Hans perfekte latter brød igennem luften, og lidt efter rullede han hen ved siden af mig. ”Ja. Jeg håber det er okay med dig, at vi udsætter Legoland til en anden dag. Jeg tror ikke du har lyst til at rende rundt i regnvejr i legoland.” Han lagde sig på albuen og kiggede hen på mig.

Jeg tog hurtigt noget af dynen og lagde over min krop. ”Hvad tænker du på? Jeg elsker at gå i regnvejr! Du er så sippet,” fniste jeg og puffede til ham. Et smil gled over hans ansigt. Et smil der sendte en varm følelse igennem mig. ”Hvad så med tordenvejr? Det skulle være rykket derhen.”Jeg bed mig kort i læben. Han fik mig. Jep. Og fordi jeg havde angst for tordenvejr, så var det ikke sådan, at jeg ikke selv kunne lave sjov med det – for nu når der ikke var tordenvejr, ja så var min opførelse i går egentlig utrolig latterlig. Sådan havde jeg det altid, og selvom jeg nu sagde, at næste gang ville jeg huske på der ingenting ville ske, ja så holdt den altså kun til næste gang.

”Godt så. You got me.” Jeg vendte mig rundt, så jeg lå med front mod Niall. ”Så, eftersom jeg er en travl pige, og kun har plads i kalenderen til at se dig i dag, hvad skal vi så lave?” Jeg kiggede seriøst på Niall, som lavede en underlig grimasse. ”Hvis du har så travlt, er det så nu jeg skal spørge for at være i god tid, om du skal noget den 20?” Han lod langsomt sin ene hånd glide op i håret for at rette på det, men det endte bare med at sidde præcis som det gjorde før.

Et smil gled over mine læber, og et øjeblik glemte jeg helt at svare, så da jeg kom til mig selv igen, banede rødmen sig frem mod mine kinder.

Jeg kiggede hurtigt væk og prøvede at huske, hvad han spurgte om. ”Hvad har du i tankerne, Horan?” Det var utrolig længe siden jeg havde kaldt ham det, men jeg kunne godt lide det. Det var jo det navn han hed for mig – indtil nu. Af og til var jeg også ved at kalde ham Horan, men jeg fik stoppet mig selv. Og hvis I skulle være i tvivl, så var det ikke en fejl nu. Godtså!

”Eftersom Louis har inviteret Eleanor, og Liam har inviteret Danielle – som ikke kan komme, så kunne Eleanor godt bruge lidt selskab, som dig og Ana.” Hans blå øjne lyste ind i mine og fik mig til at bide mig i læben.

Dumt.

Det var virkelig dumt, men jeg kunne ikke stoppe mig selv. Indrøm det, hans øjne er flotte.

”Inviteret til hvad?” sagde jeg forvirret, da det gik op for mig, at han slet ikke havde sagt noget endnu. Han løftede en finger og lignede en ordentlig diva, hvilket fik mig til at grine. ”Og eftersom drengene har godkendt jer, så inviter jeg, Niall Horan, dig og Ana med til itunesfestival.” Måden han sagde det på, fik os begge to til at grine, men da jeg kom i tanke om, hvad han egentlig lige havde sagt, kiggede jeg alvorligt på ham.

”Itunesfestival? Som i Itunes?” Niall løftede forvirret et øjenbryn. ”Ja, det tror jeg? Ligger det ikke i ordet?” Jeg puffede til ham og rullede med øjnene. Jeg havde drømt om Itunesfestival så mange gange, set det live – alt det man nu kunne, og nu blev jeg inviteret til det? Det var jo sygt. Det var Itunesfestival. Lad mig fangirle, please!

Niall knispede foran mit ansigt, og hurtigt kom jeg til mig selv. ”Er du seriøs? Hvordan har du skaffet billetter?” Jeg snakkede så hurtigt at han næsten ikke kunne følge med – tror jeg. ”Jeg skal optræde derinde.” Optræde? Nu vidste jeg ikke så forfærdelig meget om One Direction, men var de virkelig nået så langt? At de kunne optræde dér? Ikke fordi der skulle så meget til, men for mig var det vildt. Okay det lå måske i ordet verdensberømt boyband, men jeg glemte det jo hele tiden! Det var jo vildt! Nogen fordele var der da virkelig ved at være kendt.

”Og selvfølgelig er jeg seriøs. Man spørger ikke med gratisbilletter!” Han prikkede drillende til mig, hvilket fik mig til at sætte mig op i sengen. Vinden fik mig dog hurtigt til at ligge mig ned igen. Her var koldt – for koldt.

”Selvfølgelig vil vi det. Vi skal ingenting! Eller, jeg skal i skole, men efter det!” Jeg kunne ikke styre min begejstring. Jeg følte mig faktisk lidt dum, men Niall så det åbenbart som sjovt og valgte af grine. Det var altså ret vildt. Jeg skulle til Itunesfestival!

”Og til dit spørgsmål fra før, om hvad vi skulle lave i dag, ja så har jeg lavet et program.” ”Jaså?” ”Jep.” ”Og det er?” Jeg kiggede nysgerrigt på ham. Det her tydede ikke så godt.

”Vi skal bage.” 

Som jeg altid gør, så takker jeg jer så meget for at læse! Det betyder så meget for mig. I går gik det op for mig, hvor vildt det egentlig er. 1000 fans der læser mine ting? Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Tusind tak! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...