∞ Perfect nightmare ∞ {1D} 13+

Svag er ikke et ord for Amore. Alene ja, svag nej. I sit 17-årige korte liv, er det lykkedes Amore, at gå igennem vold, had og misbrug, samt en mordere der har myrdet hendes forældre, og truet hende på livet. Derfor må Amore nu leve et liv igennem CSI samt en masse hemmeligheder der op til flere gange har sendt hende fra plejefamilie til plejefamilie. Det eneste Amore har tilbage, er hendes bedsteven, som hun aldrig har mødt - Horan kalder han sig selv, og da Amore beslutter sig for et nyt liv hos en plejefamilie i London, begynder kontakten mellem Amore og Horan, at blive dybere og dybere, men hvad Amore ikke ved, er at selv han har en dybere hemmelighed. Både Amore og Horan har desperat brug for hinanden - men på to helt forskellige måder. Modsætninger mødes, men hvad hvis modsætningen går inde med en mørk hemmelighed? Og hvad hvis morderen opsøger Amore igen? Vil hendes nye liv blive en drøm, eller et 'perfect nightmare?'
- Læsning er på eget ansvar! -

1318Likes
1815Kommentarer
181147Visninger
AA

16. Not meant to be. ∞

 

Hans hånd kørte endnu engang fortvivlet igennem hans hår, hvilket fik mit hjerte til at pumpe hurtigere, hvis det dog var muligt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde lyst til at skrige, at han skulle sige hvad det var, men eftersom han så så forvirret ud, gav jeg ham tid. Han skulle af sted om nogle timer, og hvis han tog af sted mens vi var uvenner, så vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Selv nu vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op.

Han satte sig op og kiggede ud af vinduet, og efter hvad der føltes som en evighed lod Niall sine øjne fange mine. Jeg bed mig i læben og tvang mig selv til at holde mine øjne mod hans selvom de så så fortvivlet ud.

”Det var virkelig ikke meningen,” sagde han ingen og skulle til at fjerne sit blik. ”Hvad var ikke meningen?” spurgte jeg hurtigt, hvilket fik ham til at holde sit blik mod mig. Han sukkede kort og bed sig i læben.

”Amore, jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det.” Måden han sagde det på, gav mig en lyst til at græde. Der var helt klart sket noget slemt.

”Du plejer at være min bedsteveninde, men siden jeg mødte dig,” han tog en dyb indånding, og med de ord kunne jeg mærke tårerne presse sig på. Plejede var i datid, hvilket ikke kunne ende godt. Jeg var helt klart en skuffelse for ham, derfor åbnede jeg munden for at sige det, men der kom ingenting ud. Tårerne pressede sig på, så jeg blev nødt til hurtigt at kigge væk så han ikke så det.

Det var nu min boble af glæde sprang. Jeg vidste det ikke kunne blive ved med at gå godt.

”Siden jeg mødte dig, ser jeg dig ikke kun som en veninde,” mumlede han og greb ud efter mit ansigt med sin ene hånd. Jeg sank den klump jeg havde i halsen. Selvom jeg ikke forstod hvad han mente, så vidste jeg hvor han var på vej hen, og det knuste mit hjerte allerede før han havde sagt det.

Der var stilhed i lang tid. Jeg vidste Niall prøvede at fange mit blik, men jeg undveg. Jeg kunne slet ikke beskrive, hvordan jeg følte indeni. Jeg havde virkelig ondt, hvilket var længe siden jeg sidst havde haft det. Den prikkende lyst til at få smerten ud kom frem, og da jeg skulle til at rejse mig og løbe ud på toilettet drejede Niall mit hoved hen mod sig.

”Amore, du er fantastisk, og jeg ved det kan ødelægge alt, men jeg kan ikke holde det skjult længere. Jeg har længe ventet på denne følelse, og da jeg fik den for dig skjulte jeg det for mig selv, men du fortjener at vide det, og jeg har brug for at komme ud med det inden vi tager af sted.” Jeg nåede kun lige at se hans øjne var fulde af sorg da hans læber ramte mine. Jeg lukkede forvirret mine øjne og kunne mærke hele min krop spænde. Lige nu kunne jeg ikke sætte ord på min fortvivlelse. Jeg havde ingen ide om, hvad der skete, eller hvad han havde gang i, men det eneste jeg kunne fokusere på nu var de følelser der var i kysset, og det skræmte mig en smule. Det var ikke kun følelser fra min side, langt fra. Niall lagde følelser i det, hvilket forvirrede mig endnu mere.

Langsomt trak han sig væk. ”Amore, undskyld.” Sagde han og bed sig i læben. Hvis jeg ikke tog fejl var Niall lige så tæt på at græde som jeg selv var, og først da han kiggede væk, gik det langsomt op for mig hvad han mente, og hvad han snakkede om. En varm følelse gled igennem min krop, fik mit hjerte til at slå mod mit bryst på en anden behagelig måde, og fik et smil frem på mine læber samt tårerne til at presse sig endnu mere på.

”Niall, du ved jeg elsker dig,” sagde jeg lavt og satte mig en smule tættere på ham. Han rystede kort på hovedet og kiggede ud af vinduet. Han ville ikke engang kigge på mig, så meget skammede han sig – hvilket jeg ikke forstod.

Jeg lagde forsigtig min hånd på hans nakke og tog fat i hans nakkehår. ”Du forstår det ikke,” mumlede han, helt uviden om at jeg sad og havde det præcis på samme måde som han havde det. Jeg havde bare svært ved at få det sagt. Jeg var bange for jeg tog helt fejl, selvom jeg næsten ikke kunne være andet end rigtig på dette punkt.

”Så fortæl mig det,” mumlede jeg og lod min hånd ligge i hans nakke. Han tog en dyb indånding og kørte en hånd igennem sit hår, så hans fingre ramte mine. Langsomt drejede han sit hoved og fangede mine øjne. ”Jeg elsker dig,” sagde han og lagde tryk på elsker, så jeg umuligt kunne tage fejl at hvad han mente.

De tre ord fik mig til at smile. Ikke bare smile smile, men virkelig smile, hvilket fik Niall til at se forvirret på mig. Han troede ikke jeg havde forstået det, for han skulle til at dreje sit hoved, men hurtigt fik jeg ham stoppet ved at presse mine læber mod hans. Jeg havde aldrig følt sådan her for nogen før. Jeg havde selv besluttet mig for at fortælle Niall mine følelser for ham nu her, men han startede ud. Vi havde det på samme måde, og selvom tanken om at han betød meget for mig skræmte mig, så skubbede jeg den til side og nød det. Jeg kunne ikke hænge mig i alt der var sket førhen. Jeg måtte videre, og mine følelser for Niall var ikke bare nogen der ville forlade mig om to uger. De var ægte, og det var naturligt at være bange – men jeg stolede på ham, og det måtte jeg snart til at vise ham.

”Og jeg elsker dig,” mumlede jeg og lagde min pande mod hans. Hans øjne var stadig lukket, så jeg tog chancen og bed ham forsigtig i underlæben inden jeg kyssede ham igen. Han gengældte det hurtigt og lod sin hånd lægge sig på min hofte, mens den anden lagde sig på min ryg. Han udviklede langsomt kysset, og grådigt tog jeg imod. Han havde aldrig kysset mig på denne måde før. Der var så mange følelser min krop ikke kunne håndtere, så mens jeg halvt sad på Nialls skød, mistede jeg balancen. Han strammede hurtigt sit greb og smilede under kysset, hvilket fik mig til at fnise. Han rykkede kort på sig, og skubbede mig så ned i sengen mens han lagde sig halvt ind over mig.

Han fjernede en tot hår fra min hals og kiggede mig så i øjnene. Et spørgsmål jeg længe havde ventet med at få ud – hvert fald siden vi kyssede, klemte sig ud.

”Hvad betyder det?” mumlede jeg og vidste at han godt vidste jeg snakkede om kyssene og vores erklæring om vi vidst begge kunne lide hinanden lidt mere end bare ’venner’. Okay, lad os indse det. Vi var begge fuldstændig væk i hinanden.

”At du er min,” mumlede han kort og kyssede mig på næsen. En følelse af frygt gik igennem mig, og spørgsmålet om jeg var villig til at blive Nialls kæreste, pressede sig på. Var jeg villig til at holde halvdelen af mit liv skjult for ham? Det kunne jeg ikke gøre imod ham, men på den anden side var det fortiden, og jeg havde besluttet at jeg ikke så tilbage. Jeg skulle se frem ad nu, og fremtiden skulle være med Niall. Han kunne hjælpe mig videre, og det havde han allerede gjort. Jeg græd ikke særlig tit længere, og mine mareridt var der sjældent. Jeg tænkte heller ikke så tit på min bror og mine forældre. Jeg savnede dem, men jeg måtte lade være med at se tilbage. Det gjorde for ondt, og hvis jeg ikke tænkte på dem, så skulle jeg heller ikke tænke på, hvor alene jeg var – hvilket Niall jo også hjalp mig med. Han gjorde mig tryg, samme med de andre drenge. Jeg kunne godt det her. Jeg var bange, ja, men min angst skulle ikke afholde mig fra at leve.

Et smil gled over mine læber, inden jeg forsigtigt kærtegnede Nialls kind. ”Selvfølgelig kun hvis du vil,” mumlede han en smule forlegent, hvilket fik mig til at grine.

”Det kommer fuldstændig an på om du er gammeldags Horan.” Hans øjne fangede hurtigt mine, og i stedet for sorg var de fyldt med varme, glæde og kærlighed. En kærlighed rettet mod mig selvom jeg ikke engang fortjente det, men jeg elskede det.

”Jeg er præcis hvad du vil have,” mumlede han og kom tættere på.

”Jeg vil have Niall – min kæreste,” ordet’ kæreste’ fik Nialls øjne til at lyse endnu mere op – selvom det næsten var umuligt. Jeg kunne ikke lade være med at grine da han nikkede. ”Javel frøken,” sagde han så og kyssede mig blidt på munden igen.

Langsomt begav jeg mig hen mod skolen. Musikken var højt i mine øre, men jeg fik lukket omverden ude, hvilket var min plan. Jeg fik sendt Niall af sted i går morges – meget tidlig morgen, hvilket betød jeg ikke havde lavet andet end at kede mig, og prøvet at få følelsen af ensomhed væk. Jeg følte de alle pludselig var så langt væk. Louis var sammen med Eleanor i Doncaster, Harry i USA, Zayn med Perrie, Niall i Irland og Liam hos sin familie i Walter Hampton. Det var længe siden jeg havde haft denne følelse af tomhed, og som altid, skræmte den mig. Ana havde dog været en stor hjælp i går, men nu var hun her ikke, og eftersom jeg for nylig havde været så meget i bladene som jeg havde, så var jeg usikker på at skulle i skole. Jeg kunne kun håbe på Carly var i skole, og ikke svigtede mig efter alle de gange jeg svigtede hende ved ikke at komme i skole.

Som jeg trådte ind af dørene, til skolen, kunne jeg med det samme mærke, flere personers sæt øjne på mig - nedstirrede mig. Jeg begyndte, at føle mig dårlig og utilpas. Opmærksomhed - det var ikke mig, i hvert fald ikke fra en hel skole af, med over tre hundrede elever, hvilket vil sige at næsten seks hundrede øjne, var rettet mod mig, imens jeg stille og roligt gik ned af gangen, uden, at gøre mig selv til grin, for at komme hen til mit skab, så jeg kunne få lagt bøger ind, og få taget bøger ud til de næste to timer, hvilket vil sige to timer engelsk.

Dog var der ét sæt øjne jeg specielt lagde mærke - Kevins. Elevatorblikket blev sendt fra top til tå, hvilket fik mig til at føle mig helt blottet og nøgen. Det var som om han så direkte ind i min sjæl, selvom jeg vidste det var løgn, for han ville aldrig få adgang derind.

Uden at skænke ham min opmærksomhed, smækkede jeg skabslågen i, og skulle til at vende mig om, for at gå ned mod klasseværelset, hvor engelsk timerne var. Dog blev planen hurtigt ændret, da jeg mærkede to hænder lægge sig på mine hofter.

Jeg løftede hovedet, og kiggede direkte ind i nogle mørkebrune øjne - Kevins øjne, for at være mere præcis. En ubehagelig følelse, som Kevin slet ikke skulle vide, at han havde på mig, bredte sig i min krop. Folk ville kalde den forførende, men med hans greb om min hofte kunne jeg ikke andet, end at blive en smule skræmt.

“Hey, babe. Længe siden?” Hans ånde mod min hals fik mit hjerte til at banke hurtigere. Irriteret skubbede jeg til hans hænder, hvilket fik ham til at smile skævt. 

"Jeg tror godt, du kan lægge bøgerne tilbage i skabet, for du har noget helt andet, at ordne nu.” hviskede han mig i øret, med en, ifølge sig selv, forførende stemme, hvilket det egentligt ikke var. Hans hænder gled stille og roligt – dog alt for hurtigt for mig, ned på min røv, hvorefter han begyndte, at tage på den. Jeg kunne fornemme flere folks blikke på os, hvilket hurtigt fik mig til at slå hans hånd væk. Jeg vaklede et par skridt bagud og endte mod vægen, hvilket fik folk rundt omkring til at grine.

Forvirringen lagde sig over mig som et lyn. Hvad lavede han? En vrede kæmpe sig op, og selvom klokken om lidt ville ringe, stoppede det mig ikke.

”Hvad fanden har du gang i?” spurgte jeg højt, hvilket fik folk til at tie stille rundt omkring. Kevins blik ændrede sig hurtigt til et seriøst et. Jeg vidste jeg var ude, hvor jeg ikke kunne bunde – for jeg var gået imod Kevin foran alle hans venner og hans ’fans’ men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg fik det dårligt når han rørte mig – faktisk bare så på mig. Alt han havde gjort imod Carly og sikkert imod andre piger, gav mig kvalme. Jeg hadede ham så forbandet meget, og hvis det betød at jeg blev fucking upopulær på skolen fordi jeg sagde fra, så blev det sådan. Jeg var ikke ’nogens’ og jeg ville ikke behandles som nogens. Jeg var en pige, og min krop skulle behandles med respekt. Jeg ville ikke være billig, og jeg ville bestemt ikke være med til hans lege.

”Find en anden pige til dit shit Kevin.” Vrissede jeg vredt og tog et godt greb om mine bøger, for at fortsætte ned mod engelsk klassen. Det var heldigvis to timer jeg skulle have med Carly, og da et stort smil gled over hendes læber, og lettede en uro indeni mig, gengældte jeg det og satte mig ned. Hun lænede sig hurtigt hen imod mig, og lige da hun skulle til at sige et eller andet, ringede klokken. Jeg kiggede undskyldende på hende og satte mig tilbage i stolen og vippede min blyant frem og tilbage et par gange, indtil Kevin trådte ind af døren med to af hans venner på slæb. Deres blikke var rettet direkte imod mig, og jeg havde på fornemmelsen, at Kevin ville gøre alt for at få mig til at fortryde det jeg sagde – så var det bare synd for Kevin at jeg havde været igennem meget mere end et par lorte rygter på en skole.

”Hvad gik det lige ud på?” hviskede Carly. Jeg mimede et ’senere’ og fulgte så vores lærer med øjnene. Hun satte sin skrig røde taske på bordet, inden hun satte foden op på bordet og kiggede med et stort smil på os.

”Skal vi gå ned i kantinen?” spurgte Carly mig om da det ringede ud til frikvarter. Jeg kiggede hurtigt ned i mit kladdehæfte som burde være fyldt med notater, men det eneste der stod var Nialls navn, og en masse sørgelige tekster. Kald mig bare nederen, det var jeg vidst også. Jeg savnede min kæreste så ufattelig meget.

”Selvfølgelig,” sagde jeg og sendte Carly et smil. Det kunne ikke gå, hvis jeg skulle være sådan her hele tiden. Så ville jeg da først skræmme Carly væk, så på med facaden!

”Så, hvad har du lavet de sidste par dage?” spurgte Carly og kiggede ned i jorden da hun passerede et par piger, som straks gik i gang med at bagtale os. Jeg vidste Carly havde set alt om Niall og jeg, og One Direction og jeg i bladene, og faktisk fortrød jeg, at hun skulle finde ud af det igennem der. Så måske var det på tide at fortælle hende det nu, og det var præcis det jeg gjorde på vej ned mod kantinen. Jeg kom med verdens længste undskyldning, hvilket bare fik Carly til at grine og fortælle det var helt i orden, hvilket så bare fik mig til at sige undskyld igen og fortælle det ikke var okay.

”Amore, det fint! Det okay. Jeg forstår det,” sagde hun og lagde en hånd på min arm. Jeg bed mig genert i læben og skulle til at følge efter hende ind i kantinen, men en hånd greb fat om mit håndled og rev mig tilbage, så min ryg røg ind mod en brystkasse, og da hans parfume ramte min næse vidste jeg, uden at kigge, hvem det var. En underlig fornemmelse dybt i maven kom frem, men jeg ignorerede den. Jeg skulle være stærk. Han skulle ikke have en eneste virkning på mig.

”Kevin,” sagde jeg en smule drillende, hvilket fik hans venner som stod ved siden af mig, til at kigge forvirret på hinanden, som om de troede jeg pludselig var hoppet med på hans tog.

”Mmh?” mumlede han mod min nakke, hvilket fik gåsehud frem på mine arme. Jeg så Carly komme forvirret ud, og da hun så Kevin og jeg stoppede hun op.

”Jeg ved ikke hvorfor du er så besat af mig,” jeg rev mig fri og drejede mig rundt. ”Men lad mig dog forfanden være.” Hurtigt fortrød jeg mit ordvalg da jeg så hans øjne. De blev virkelig virkelig mørke af vrede, og jeg vidste jeg var trådt lidt for langt, men jeg kunne ikke lade være med at fryde mig over det.

Før jeg kunne nå at blinke havde han igen taget så hårdt fat om mit håndled, at jeg straks gav efter og gik de få skridt hen imod ham, så smerten ville stoppe.

”Kevin, slip hende forhelved,” vrissede Carly og skulle til at komme mig til hjælp, men en af Kevins venner lagde en hånd på hendes bryst og holdt hende tilbage. Jeg skar en grimasse da Kevin igen strammede grebet om mig.

”Bland dig udenom, luder,” spyttede han nærmest ud, hvilket satte vreden i gang i mig. Jeg kunne se sorgen i Carlys øjne, og som var det planlagt kom alt hvad han havde gjort imod hende op i mit hoved igen.

”Er det at være en luder når man bliver voldtaget af sin kæreste?” Mine øjne var rettet direkte imod Kevin, og det gik ret hurtigt op for ham, at jeg vidste sandheden.

”Amore,” mumlede Carly, men jeg rystede afvisende på hovedet. ”Jeg er træt af at se hvordan han behandler dig Carly, og jeg…” mere nåede jeg ikke at sige, før jeg brutalt blev revet ned langs gangen. En frygt kom frem, og selvom jeg prøvede at berolige mig selv ved at spørge mig selv om hvad det værste han kunne gøre var, blev jeg pludselig overvældet af panik. Jeg kunne ikke gøre andet end at følge med, for ikke nok med panikken, så føltes min krop også lam. Jeg havde ingen ide om, hvad han havde i tankerne.

Jeg løftede blikket fra gulvet og så at han var direkte ned mod toiletterne der ikke lå langt fra kantinen. Jeg vidste at han vidste, at det ville være risikabelt at gå derind, men hans vrede var vidst større end hans frygt mod at blive opdaget. Han tog hårdt fat i døren og skubbede den op. Der stod et par piger derinde, som jeg ikke havde set før, og da de så Kevin skyndte de at pakke sine ting sammen.

”Ud,” vrissede han, hvilket fik dem til at skynde sig. Jeg kiggede bedende på dem, men uden som meget at kigge på mig, forsvandt de. De vidste hvem Kevin var, og de vidste nok bedre end jeg hvad han kunne finde på. Han havde sikkert haft utrolig mange piger med herind, og jeg ville ikke være en af de piger.

Jeg fik pludselig styrken til at snakke igen, og det misbruge jeg hurtigt.

”Kevin, hvad fanden har du gang i?” vrissede jeg surt og prøvede at få ham til at give slip om min arm, som så småt begyndte at gøre utrolig ondt. Han havde rykket sit greb længere op, og hvis han ikke slap nu ville jeg helt klart få et blåt mærke.

Uden at svare, pressede han mig op mod vægen med sin egen krop. ”Du ved, bare hygge,” mumlede han mod min hals, inden han begyndte at plante små kys rundt omkring. Hans læber mod min hals fik en knude frem i halsen. Jeg rystede svagt på hovedet. Jeg skulle ikke lave noget med ham, men da jeg begyndte at vride mig bag ham, strammede ham grebet om min arm og fik mig til at klynke af smerte. Han var jo sindssyg!

”Kevin, slip mig!” sagde jeg og prøvede at holde den vrede tone, men alt hvad han gjorde var at ignorere mig. I stedet skubbede han mig ind på en af toilet boksene, hvor han så endelig slap min efterhånden ømme arm. Hans kys blev hårdere, og hurtigt lod han sine hænder glide rundt på min krop og direkte ragede på mig. Det var alt andet end behageligt.

Kvalmen overtog. Det var så forkert det her. Jeg følte mig virkelig utilpas, bange og virkelig skræmt. Jeg vidste pludselig ikke, hvad jeg skulle gøre. Tankerne fra min sidste næsten-voldtægt kom frem i mig, og fik mig til at spænde i kroppen.

Niall.

Jeg kneb øjnene sammen og så Niall for mig. Hvis han så det her, så ville han misforstå det hele. Han ville tro jeg var utro med ham med vilje, han ville hade mig, forlade mig, og jeg kunne ikke miste Niall, ikke når han endelig var blevet min.

Med et hårdt greb puffede jeg Kevin væk, og drejede mig rundt, så jeg stod med fronten til ham. Et stort smil gled over hans ansigt, inden han lænede sig hen imod mig. Mit hjerte pumpede virkelig hårdt i brystet, og min mund blev helt tør. Jeg var bange.

”Amore, søde lille Amore, som er så stor i munden. Du burde virkelig have mere respekt for mig, virkelig. Det vil gøre din ellers så dårlige skolegang meget lettere,” han kiggede mig direkte i øjnene og fik hele min krop til at ryste i væmmelse. Jeg plejede at være stærk, jeg plejede at være stor i munden, jeg plejede at kunne sige fra. Hvor var hende Amore henne? Jeg kunne ikke lade frygten overtage. Jeg havde været udsat for værre. Kevin ville jo ikke voldtage mig her og nu, han ville bare lege – en utrolig syg leg.

Han lænede sig frem mod mig, og lod en finger glide langs min hals, hvilket Niall plejede at gøre, forskellen

var bare, at det her var Kevin, og at jeg havde kvalme ved hans berøringer, og det gjorde ikke situationen bedre, da han lænede sig hen imod mig, bed mig i underlæben og pressede sine læber mod mine, inden han førte sin hånd op til mine bryster, for derefter at skubbe en smule hårdt til mig.

”Tænk før du taler Amore, ellers bliver det ikke sidste toiletbesøg.” Sagde han hårdt og gik hen til døren.

”Ved nærmere eftertanke, så bliver det alligevel ikke sidste toiletbesøg,” og med det og et stort smil klistret til hans ansigt, forlod han mig alene på toilettet.

Da døren smækkede i, svigtede mine ben mig. Jeg faldt ned på gulvet, trak mine ben hen under mig, inden jeg trak op i min bluse som afslørede et voldsomt blå/lilla mærke på armen. Jeg sank den klump jeg havde i halsen og vuggede forsigtigt frem og tilbage, mens jeg sad og fortalte mig selv, at det hele nok skulle gå. Det kunne være værre. Der kunne være sket mere. Niall ville snart være hjemme. 5 dage, kun 5 dage.

Mit forsøg på ikke at græde mislykkedes totalt. Det ene hulk blev efterfulgt af det andet, og før jeg vidste af det, græd jeg højlydt. De fem dage ville være de længste fem dage i mit liv, og ikke nok med det, så var jeg sikker på, at det ikke var det sidste jeg så eller mærkede til Kevin. Noget sagde mig, at han først lige var begyndt.

Nu har jeg prøvet at give jer et indblik i hendes skolegang, og et indblik af Kevin. For at gøre det kort, så har han ingen grænser med hensyn til piger, og nu blev Amore hans offer. Hvorfor tror I hun er blevet det? Og hvad tror I Kevin ellers vil gøre ved hende? 

∞∞∞∞

- Jeg er så glad for I læser. Tusind tak! Til dette kapitel vil jeg gerne takke Signe for at hjælpe mig med ideer til scenerne med Kevin, så tak Signe.

- Uh ja, og hvad synes I om hende og Niall? Tænker I endelig, eller tænker i øv? :-D 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...