∞ Perfect nightmare ∞ {1D} 13+

Svag er ikke et ord for Amore. Alene ja, svag nej. I sit 17-årige korte liv, er det lykkedes Amore, at gå igennem vold, had og misbrug, samt en mordere der har myrdet hendes forældre, og truet hende på livet. Derfor må Amore nu leve et liv igennem CSI samt en masse hemmeligheder der op til flere gange har sendt hende fra plejefamilie til plejefamilie. Det eneste Amore har tilbage, er hendes bedsteven, som hun aldrig har mødt - Horan kalder han sig selv, og da Amore beslutter sig for et nyt liv hos en plejefamilie i London, begynder kontakten mellem Amore og Horan, at blive dybere og dybere, men hvad Amore ikke ved, er at selv han har en dybere hemmelighed. Både Amore og Horan har desperat brug for hinanden - men på to helt forskellige måder. Modsætninger mødes, men hvad hvis modsætningen går inde med en mørk hemmelighed? Og hvad hvis morderen opsøger Amore igen? Vil hendes nye liv blive en drøm, eller et 'perfect nightmare?'
- Læsning er på eget ansvar! -

1318Likes
1814Kommentarer
182336Visninger
AA

4. Niall Horan, the boy from my messages. ∞

”Ja, det er hende,” mumlede Niall mens hans blik låste sig fast i mit. Åh gud. Nej. Det kunne ikke være rigtigt. Horan. Niall, Horan, Niall?

”Hvorfor fortalte du mig ingenting?” hviskede jeg og kiggede ned i jorden. Jeg kunne slet ikke beskrive mine følelser. Hele dagen havde jeg været bange for at møde ham. Bange for at vise mig selv overfor ham, og bange for, at han var en eller anden gammel mand eller værre. Og nu stod han der! Foran mig og var verdensberømt!

”Hvorfor fortalte du mig ingenting?” sagde jeg højere og hårdt, hvilket fik de andre drenge til at tie stille og kigge opmærksomt på os. Men det var ligegyldigt, de betød ingenting – ikke lige nu. Det eneste det betød noget var Niall som stod foran mig, og han havde lige glemt den lille detalje at fortælle mig, at han var verdensberømt.

”Amore, det betyder jo ingenting,” sagde han og lavede tegn til drengene, om at gå, men de blev siddende, som om det var en spændende film.

”Betyder ingenting? Niall, det er hele dit liv det her!” sagde jeg surt, selvom jeg vidste, at jeg ikke havde nogen grund til at være sur. Måske jeg burde slappe af. Der var jo nok en grund til, at han ikke havde fortalt mig det.

”Så du synes heller ikke, at du burde fortælle mig, at du ikke flytter rundt med din onkel, men render fra plejefamilie til plejefamilie?” ”Niall!” lød det skarpt fra en af de andre drenge, men det var ligegyldigt. Jeg havde hørt hans ord – hvert eneste et af dem.

Jeg trådte endnu et skridt tilbage. Han havde snaget! Snaget i mit liv! I mine personlige sager. Mine øjne blev fyldt med vand. Det var ikke sådan her jeg nogensinde havde ønsket vores første møde skulle være. Han var så speciel for mig, så unik, og så var det her, hvad jeg fik ud af det?

Jeg bebrejdede straks mig selv Det var min egen skyld. Jeg skulle ikke være taget med. Jeg skulle ikke have stolt så meget på en dreng, som jeg ikke engang kendte. Jeg havde aldrig set et billede af ham eller noget, og alligevel tog jeg med? Jeg var dum og naiv.

”Undskyld, det var en fejl at komme.” Min stemme var en hvisken, hvilket fik de andre drenge til at mumle i munden på hinanden. ”Sig til Ana, at jeg er gået hjem.”

”Amore, det er mørkt!” sagde Niall hurtigt. Og i det øjeblik, havde jeg glemt, at personen jeg stod foran, var den person i hele verden, som vidste mest om mig. Men det hele virkede så urealistisk. Det hele føltes som en drøm, en drøm, som langsomt forvandlede sig til et mareridt. Personen jeg havde stolt så meget på, havde vist sig at være en verdens berømt popstjerne – ikke at det betød noget. Men han stolede åbenbart ikke nok på mig, til at fortælle det. Og her stod jeg.. Backstage til en koncert, hvor jeg havde fået billetter af en, som jeg ikke kendte, men alligevel formodede at stole 100% på. Det sårede mig. Det gik direkte ind i hjertet. Han snagede i mine ting. Han havde ikke ret til det! Og han stolede ikke på mig.

”Jeg har lys på min mobil,” svarede jeg såret og gik ud og smækkede døren, for at sætte i løb. Jeg løb samme vej ud, som jeg kom ind, og henne ved hegnet begyndte en pige at skrige. Hun stod sammen med en veninde, og håbede sikkert på at få et glimt af drengene.

Jeg løb hurtigt hen til hegnet, og nåede lige at høre døren bag mig blive slået op, inden pigeskrig fyldte mine øre. Jeg var ligeglad med, hvem det var – selvom det sikkert var Niall. Lige nu betød det at komme hjem, mest.

Jeg gik hurtigt hen til pigen, som kiggede forvirret på mig, da jeg rakte hende min billet.

”Amore!”

”Tag den. Det er backstagepas,” sagde jeg hurtigt og kiggede bagud, for at se Niall og en af de andre drenge komme løbende.

Pigen så helt skræmt ud, da hun langsomt rakte ud efter min billet. Da hun tog den, fortsatte jeg, og som jeg håbede, begyndte pigen at skrige højt og løbe ind til drengene, som ikke længere kunne følge efter mig. Jeg ønskede ikke, at de fulgte efter mig. Jeg var såret og jeg ville være alene.

Og her lå jeg så, i sengen mens tårerne trillede ud af mine øjne og ned på lagnet. Johan havde hentet mig, for at køre tilbage efter Ana som stadig var backstage. Jeg havde ikke set noget til hende, og der manglede en dreng, så ham var hun nok sammen med.

Måden jeg reagerede på spillede sig i mit hoved, og fik mig til at skamme mig over mig selv, og alligevel ikke. Jeg følte mig latterlig fordi jeg løb. Jeg ville fortryde det. Det var min eneste chance for at lære Niall at kende. Men ville jeg overhovedet det? Han snagede i mine mest private ting! Han kunne være en af grundene til, at jeg måtte blive forflyttet igen, og det ville jeg ikke. Så ville jeg virkelig møde ham igen? Lige nu, var det et afgjort nej. Men noget sagde mig, at i morgen ville det første jeg gjorde, var at fortryde. Jeg havde lavet en stor drama scene, men han havde virkelig såret mig.

Han stolede ikke på mig som jeg stolede på ham. Jeg blev nød til at berolige mig selv ved at sige, at der sikkert var en grund, til at han ikke fortalte mig det. Men grunden var ligegyldig nu. Jeg havde smadret enhver chance hos ham. Det eneste positive ved hele situationen var, at han ikke var nogen gammel mand, han kendte ikke noget til mine forældre blev myrdet, og han var præcis som jeg forestillede mig – helt fantastisk smuk, og hans stemme lød som en engel. Han var alt jeg havde drømt og forestillet mig, men djævlen inde i mig, fik mig til at føle mig så knust og svigtet. 

Jeg blev nødt til at sove på det, selvom jeg vidste, at selvbebrejdelsen ville være meget værre i morgen.

Og som jeg havde forudset, så var mit humør lort, og fortrydelsen sad i min krop, men det var ikke det eneste, som sad i min krop. Min krop var fyldt, fyldt med forvirring og sorg. En side af mig ville ikke se ham, men en anden bad ivrigt efter det, og trods forvirringen, havde jeg ikke tjekket min mobil. Jeg turde ikke, og det eneste jeg havde lavet i dag, var at ligge i min seng.

”Amore, du kan ikke blive liggende i sengen hele dagen. Er du stadig sur over, at jeg forsvandt? Jeg har sagt undskyld! Jeg glemte et øjeblik alt, hvad du havde været igennem, undskyld, undskyld, undskyld!” Ana bankede hårdt på døren, hvilket nok var femte gang i dag, men denne gang var anderledes. Hun lød desperat, og det fik mig til at rejse mig op og låse døren op, inden jeg smed mig i sengen igen. Jeg var ikke sur på hende. Jeg havde tilgivet hende for længst, men jeg var sur på mig selv, og skuffet over Niall.

”Åh, endelig! Jeg er så ked af det Amore. Det var virkelig ikke meningen. Jeg troede du vidste vi skulle backstage, og vagten hev altså bare fat i min arm, og jeg sværger, at jeg prøvede at fi…-” ”Ana, det er fint,” jeg sendte hende et hurtigt smil og kastede en pude på hende, for at få hende til at forstå, at hun skulle lukke.

Hun sukkede lettet ud og kiggede rundt. Hendes hænder gled op og ned af hendes lår, og stilheden lagde sig langsomt over os. Den eneste lyd var fra tv’et, hvor der var Friends.

”Nu når det er på plads, vil du så fortælle mig, hvad der virkelig skete i går?” Spurgte hun og kiggede på mig med store øjne. Jeg løftede langsomt det ene øjenbryn. Hvordan kunne hun vide det?

”De sidste fire dage har jeg ikke set andet end et smil på dine læber. Og det bliver især stort når du står med hovedet nede i den mobil, som du aldrig ligger fra dig, og nu ligger den på gulvet? Er der nogen der truer der?” Hendes blik blev pludselig bange, og hurtigt vidste jeg, hvad hun tænkte på, hvilket fik mig til at hoppe op af sengen.

”Nej nej nej! Det er ikke det, eller…. Ham,” mumlede jeg og kunne mærke hvordan alle mine følelser fra før langsomt kom tilbage. Jeg bed mig i læben og kiggede ud af vinduet, hvor det virkelig regnede. Det beskrev præcis mit humør.

”Så ud med det. Jeg giver ikke op.” Hun kastede puden tilbage på mig og satte sig så på knæ på gulvet. Jeg fulgte langsomt hendes bevægelser, og stivnede da hun tog min mobil.

Et øjeblik sad jeg og spekulerede på, hvad jeg skulle gøre. Jeg viste Horan… eller Niall havde skrevet, og kun gud og ham selv viste, hvad han havde skrevet. Ana skulle ikke se det før mig selv! ”Ana, lad være!” sagde jeg hurtigt, hvilket fik hende til at se på mig med et løftet øjenbryn.

”Vil du så selv tjekke dem først? For det er tydeligvis denne lille firkantet dims, som gør dig ked af det.” Hun kiggede alvorligt på mig, men jeg havde ikke lyst til at læse, hvad der stod deri. Jeg havde ikke lyst til at mindes om, at Horan var Niall – Niall Horan. Han var i et verdensberømt band.. Tanken ville jeg aldrig vænne mig til.

”Så må jeg jo,” Sagde hun og kiggede ned i mobilen. ”Ana, nej!” sagde jeg hurtigt og kunne mærke panikken overtage min krop. Anas fingre gled over tastaturet, og selvom jeg kunne stoppe hende, sad jeg bare frosset til sengen uden at vide, hvad Niall havde skrevet til mig.

”Er det fordi jeg er Niall Horan du ikke vil svare? Det ændrer jo ingenting Amore. Jeg er stadig den samme,” læste hun langsomt op, og da det gik op for hende, hvad hun havde læst, blev hendes mund til et O, mens mobilen langsomt gled ud af hendes hånd.

”Horan.” Sagde hun stille. ”Horan, oh my god,” sagde hun endnu engang og slog sig selv i hovedet. ”Hvorfor kunne jeg ikke regne det ud? Det er jo ham der sendte de billetter – ham der kendte mig.” Hun kiggede med store øjne på mig, og et øjeblik troede jeg, at hun ville fangirle, men jeg tog fejl.

”Og han kender dig. Det er det! Hvad har han gjort? Har han sagt noget? Slået dig?” Hun rejste sig langsomt op, og hurtigt blev hendes attitude hård. Et lille smil gled ud over mine læber, og da noget vådt ramte mine læber, gik det op for mig, at jeg græd. Ja, ja det var ham Niall. Ham der sendte billetterne, kendte dig, og mig. Ham der havde snaget i mine ting.

”Drengene fortalte godt, at du var taget hjem, og han så enormt ked af det ud. Slet ikke som Niall Horan. Amore, hvad fanden er der sket? Og hvor kender du Niall fra?” Hun satte sig ned ved siden af mig på sengen, og lagde beroligende en hånd på mit lår.

Hvor skulle jeg starte? Min krop begyndte langsomt at ryste mens jeg lod en tåre finde ind igennem mine læber. Smagen af salt bredte sig, og langsomt lod jeg mine øjne møde Anas.

”Jeg mødte ham på en hjemmeside,” sagde jeg langsomt, og holdt det hemmeligt, at det var en hjemmeside for folk med problemer. Noget stoppede mig, da Ana ikke behøvede at vide, at Niall havde problemer. Jeg holdt stadig af ham, og fordi han havde snaget i mine ting, behøvede jeg ikke snage i hans, eller fortælle hans ting videre.

Langsomt gik jeg i gang med at fortælle alt om ham – undtagen det personlige. Jeg fortalte ham om, hvordan han havde fulgt mit liv de sidste måneder, hvordan han var der for mig osv. Jeg kunne bare ikke forklare, hvorfor han kendte til Ana, eller hvad han havde gjort for at finde ud af det. Jeg tog min tid, for en masse hulk kom ind imellem. Og lad mig være ærlig, det var alle tårerne fra i går der kom. Måden jeg blev skræmt på om aftenen da jeg var alene, og hvordan Niall havde taget sig af mig, og hvordan han så ud, da drengene allerede vidste hvem jeg var, alle tårer kom ud, og det var rart – befriende.

”Oh my fucking god,” mumlede Ana igen. “Det kan han sku da ikke tillade sig!” vrissede hun surt, hvilket kom bag på mig. Ana var fan, og jeg havde ærligtalt troet, at hun ville fangirle og synes det var vildt fedt, men jeg tog fejl.

”Hvor har jeg lyst til at skrive en ordentlig sviner til ham. Han burde seriøst se dig nu. Må jeg tage et billede?” og selvom hendes spørgsmål var ment 100% uden sjov, så kunne jeg ikke lade være med at grine, hvilket fik hende til at se forvirret på mig.

”Hvad? Hallo hvaaad?” sagde hun, inden et smil gled over hendes ansigt, og lidt efter sad vi begge to og grinede. Det hele ændrede sig fra en tudestemning til en sjov en, og det havde jeg brug for. Jeg havde brug for denne energi Ana havde med sig, og der gik ikke lang tid, før hun havde hentet en masse slik, puder dyner og dvd’er, og så så vi ellers TV.

Det var lørdag, og mandag skulle jeg begynde i skole – uden Ana. Det blev hårdt, men jeg så frem til det. Det var jo alt sammen en ny start, og til nye starter, så skulle man også åbne sig og have venner. Jeg havde brug for venner, for ærligtalt, så anede jeg ikke, hvad Niall og jeg var lige nu. Jeg ville ikke tage kontakten til ham, jeg kunne ikke.

Det var tirsdag den 11 september 2012. Jeg synes lige I skulle vide hele datoen, da det i dag præcis var 11 år siden, at alt omkring World Trade Center skete, og det er netop derfor, at jeg nu sidder i stuen og set en dokumentarfilm af det, mens Ana, Jane og Johan er til noget på Anas skole.

Udenfor tordnede det, hvilket egentlig bare gjorde det værre at være alene hjemme. Det var mørkt, og jeg var ved at stor tude over den dokumentarfilm. Jeg huskede nemt, hvor og hvad jeg lavede for 11 år siden. Dengang havde jeg det godt, dengang havde jeg alt. Det var utroligt, hvordan alt kunne ændres på kun 11 år. Hele mit liv var blevet ændret, og det samme var jeg.

En lyd mod døren, fik mig til at trække dynen længere op over mig. Jeg var altid så paranoid når jeg var alene, og især hvis det også var mørkt. Jeg hadede det, og selvom Johan havde spurgt, om han skulle blive hjemme, ja så kunne jeg ikke sige ja. Det ville være ondt overfor Ana. Jeg vidste, hvor meget hun havde glædet sig til denne aften. Hun var blevet formand for et eller andet, og de var så stolte af hende, så det ville jeg ikke ødelægge. Så var det okay at lide, selvom jeg hadede det. Jeg måtte bare huske mig selv på, at jeg var paranoid. Der kom jo ikke nogen.

Et skrig lød fra fjernsynet, og hurtigt fokuserede jeg på det igen. En masse folk skreg og lød væk fra bygningerne, og i det samme som et højt brag lød, da tårerne ramte jorden, lød en hård banken på døren – og denne gang var jeg ikke bare paranoid. Mit hjerte satte sig i halsen og pumpede på livet løs. Endnu en banken lød. Jeg vidste jeg blev nødt til at åbne, men jeg turde næsten ikke rejse mig fra sofaen. Jeg følte mig tryggere under dynen.

Da banken blev ved, lod jeg forsigtigt en fod ramme jorden, og langsomt rejste jeg mig op, og satte kurs mod døren. Jeg vidste, at jeg ikke burde åbne. Jeg måtte ikke åbne når jeg var alene hjemme. Det var præcis som en gyserfilm, hvor hovedpersonerne altid gør, hvad man ikke selv ville gøre. Faktisk ville jeg sidde og skrige af fjernsynet nu, hvis dette var en gyserfilm, men det var nok fordi jeg aldrig havde forstået den følelse de havde indeni. Selvom jeg vidste det var forkert, var det som om jeg blev nødt til det.

Jeg satte langsomt låsen i så døren kun kunne åbnes halvt. Vi burde have skaffet et kiggehul, det ville være meget bedre! Det ville gøre så mit hjerte ikke sprang sådan her af sted. Det føltes utrolig ubehageligt, og jeg burde bare lade som om, at der ikke var nogen hjemme. Ingen vidste, hvem det kunne være, og efter alt jeg havde været i gennem, burde jeg have lært, at jeg ikke kunne være sikker – ikke engang nu.

Alligevel trak jeg ned i håndtaget og hev døren tilbage. Et lyn lyste himlen op efterfulgt af et brag, og da en person bankede sit knæ ind i døren, hoppede jeg forskrækket tilbage og lod et skrig komme ud.

”Undskyld, det var ikke med vilje!” stemmen virkede så bekendt, men alligevel ikke. Jeg vidste jeg havde hørt den før, og derfor fik jeg pludselig endnu en lyst til at skrige. Jeg anede ikke, hvem personen var.

”Amore?” Langsomt kiggede personen op, og da jeg så et par brune øjne, genkendte jeg straks personen, som en af drengene fra One Direction. Men hvad fanden lavede han her?

”Er du ude på at give mig et hjertestop?” vrissede jeg. Et kort smil gled over hans læber.

”Overhovedet ikke. Men er du ude på at give mig en forkølelse?” Jeg kiggede forvirret på ham inden det gik op for mig, at det var koldt og regnede udenfor.

En underlig ubehagelig følelse gik igennem mig. Hvordan vidste han, at jeg boede her? Og hvad ville han overhovedet? Jeg ved det, min tillid til andre sucks.

”Amore?” Han lagde en hånd på døren og kiggede forvirret på mig. Han var en af Nialls venner, han ville ikke gøre mig noget. Vel?

”Hvad vil du?” spurgte jeg og selvom det ikke var meningen, kom det ud på en vrissende måde. Hans øjenbryn løftede sig en smule.

”Kan du overhovedet huske mig?” Han kiggede op i himlen inden han så bedende på mig. ”Jeg er Liam, Nialls ven. Jeg vil gerne snakke med dig.” Måden han sagde det på gik ind i hjertet, og før jeg kunne stoppe mig selv, fjernede jeg låsen og lod ham komme ind. Han rystede hurtigt vandet af sin jakke, inden han fjernede sin hat og lod sit pjusket brune hår stritte ud i luften.

Jeg kiggede hurtigt ud i mørket. Det var aldrig til at vide, hvad eller hvem, som stod derude. Folk kunne se en, uden man vidste det. Det var klamt at tænke på.

Jeg smækkede hurtigt døren i da et brag lød. Jeg låste døren og åndede lettet ud, inden jeg kiggede på Liam, som så undrende og spørgende på mig, men det var ikke mig det skulle handle om. Jeg ville vide, hvorfor han var her.

Jeg fulgte hans bevægelser da han tog jakken af, og inden han fik hængt den op gik jeg langsomt ind mod stuen igen og lavede tegn til, at han skulle følge med.

Jeg smed mig hurtigt ind i dynen og puttede mig ned i den, inden jeg skruede ned for tv’et. Liam kom langsomt gående efter mig og stoppede et kort øjeblik op, for at se, hvad jeg så.

”Det var en trist dag,” mumlede han og sendte mig et skævt smil, inden han satte sig ved siden af mig. Han placerede sine hænder på sine lår, og kiggede så på tv’et. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. Eller faktisk havde jeg meget at sige, men jeg havde ingen ide om, hvordan jeg skulle starte. Men en ting var sikkert, han måtte være her pga. Niall

”Det var vidst ikke det du ville snakke med mig om,” sagde jeg stille efter en lang stilhed. Liam rømmede sig og rystede på hovedet. ”Jeg er faktisk kommet for at snakke med Niall.” Og der fik jeg det bekræftet.

Jeg fik en trang til at afvise ham, men på den anden side ville jeg gerne snakke med ham, vide hvad der var så vigtigt for ham at snakke med mig om, at han direkte opsøge mig. Der måtte være en grund, og den omhandlede Niall – og lige meget hvad, så kunne jeg ikke benægte, at jeg var skide nysgerrig. Jeg ville vide, hvordan han havde det.

”Han har fødselsdag på torsdag,” startede han langsomt ud. Jeg lavede store øjne. Var det allerede den 13 på torsdag? Hvordan kunne jeg glemme det? Eller, det var jo egentlig ret let, når jeg havde haft så travlt med at have ondt af mig selv – for det havde jeg.

I går havde jeg været i skole i to timer, inden jeg tog hjem og så tudefilm. Det var dumt, men jeg savende Niall. Han havde kontaktet mig så mange gange, men jeg kunne ikke få mig selv til at svare, selvom han sikkert fortjente det.

”Og han er virkelig ikke særlig glad,” Liams brune øjne fangede mine, og bekymringen stod klart i dem. Var der sket ham noget alvorligt? Jeg sank den klump jeg havde i halsen.

”Amore, det der forgår imellem jer går ham virkelig på. Jeg er ikke kommet for at sige, at du skal tilgive ham eller noget, for at han snagede i dine ting, det var ikke okay. Men han har brug for dig, og efter hvad han har fortalt, så har du også brug for ham..-” En kold følelse gik igennem mig.

”Hvad har han fortalt?” Min stemme var helt tom for følelser, men alligevel var det ikke hemmeligt det Niall vidste. Han vidste ikke mere end så mange andre, når det kom til mine forældre, men alle de personlige ting, ja så var han den eneste der vidste det.

Liam løftede langsomt det ene øjenbryn, inden han fortsatte. ”Ikke noget specielt, udover du ikke har nogle forældre. Men synes du ikke i det mindste, at han fortjener et svar fra dig? Hvis du virkelig vil droppe kontakten, fortjener han så ikke at få besked, i stedet for at gå og vente og være trist?” Måden Liam sagde det på, fik en klump af skyldfølelse frem. Var Niall virkelig så ked af det? Var jeg grunden til det? Ja selvfølgelig var jeg det. Jeg ønskede ikke at se Niall ked af det. Han var min bedsteven, han fortjente det slet ikke. Ingen skulle gøre ham trist, sådan havde jeg altid set på det, og nu var jeg den der gjorde ham det.

”Og fordi vi alle ved, hvor meget du betyder for ham, så inviter vi dig med til hans fødselsdagsfest på torsdag. Han ved det ikke selv, vi ville bare overraske ham. Men jeg forstår selvfølgelig godt, at du ikke vil. Det eneste jeg bare vil bede dig om, er at svare ham, så han enten kan blive ked af det en gang for alle og kæmpe sig op, i stedet for at være trist hver dag uden at vide noget som helst.” Han sendte mig et kort smil, men det hjalp slet ikke på skyldfølelsen der lå i min krop. Jeg fik det pludselig utrolig dårlig over, hvordan jeg havde behandlet Niall. Han fortjente det slet ikke, men noget i min krop gjorde bare oprør.

Jeg kunne heller ikke forlade Niall. Det kunne jeg bare ikke. Jeg vidste han havde brug for mig. Han havde flere gange været så trist i mobilen, fordi han ikke følte sig god nok. Jeg havde flere gange skrevet med ham, tigget ham om at tage mobilen, men han nægtede, og jeg vidste, at selvom han ikke skrev det, så græd han, eller var tæt på. Og jeg vidste, at jeg var den eneste som kende de sider af ham. Jeg kendte til de dystre sider af Niall Horan som var verdensberømt, hvilket alligevel ikke betød en skid, for som han selv sagde, var han jo den samme. Men jeg kendte til de sider, og jeg var den eneste som kendte til dem. At stikke Niall i ryggen pga. noget han slet ikke engang selv havde fået lov at forklare, det var ikke fair. Liam havde ret, jeg skyldte Niall mere end det.

”Liam,” Jeg afbrød ham, hvilket fik ham til at se nysgerrigt på mig.

”Skriv mig på listen. Jeg kommer til hans fest.”   

Nu har Amore endelig taget sig sammen til at lade Niall forklare sig. Hvad synes I? Og hvad synes I om at Liam var den der mødte op hos hende? Og hvordan finder drengene egentlig ud af så meget om Amore? Vil det blive ved, og vil det ende med, at de rent faktisk finder ud af sandheden om hende?

Tusind tak fordi I læser og liker. Det betyder sååå meget. Det giver mig helt lysten til at skrive. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...